Skip to main content

Full text of "Studier over Kong Valdemars jordebog. Efter trykte og utrykte kilder"

See other formats


Go ugle 



This is a digital copy of a book thai was preservcd for general ions on library shelves before il was carefully scanned by Google as part of a projecl 

to makc thc world's books discovcrable online. 

Il has survived long enough Tor the copyright lo expire and thc book to cntcr thc public domain. A public domain book is onc thai was ncvcr subjecl 

to copyright or whosc legal copyright icrrn has expired. Whcthcr a book is in thc public domain may vary country lo country. Public domain books 

arc our galeways to thc pasl. rcprcscnling a wcalth ol'history. cullurc and knowlcdgc ihat's ol'tcn dillicult lo discover. 

Marks, notations and other marginalia present in thc original volumc will appcar in this lilc - a reminder of this book's long journey from the 

publisher lo a library and linally lo you. 

Usage guidelines 

Google is proud to partner wilh libraries lo digili/e public domain malerials and makc ihem wide ly accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely iheir cuslodians. Neverlheless. ih i s work is expensive. so in order lo keep providing ihis resource. wc have taken sleps to 
prevent abuse by commercial parlics. iiiclutliujj pladujj lechnical reslrictions on aulomatcd querying. 
We alsoasklhat you: 

+ Make non -commercial u.se of the files We designcd Google Book Search for use by individuals. and we requesl thai you usc these files for 
personal, non -commercial purposes. 

+ Refrain from aiitoiatiteil t/nerying Do not send automaled queries of any sort lo Google's system: If you are conducting research on machine 
translation. Optical character recognition or other areas where access to a large amount of texl is helpful. please conlact us. We encourage the 
use of public domain malerials for these purposes and may be able to help. 

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each lilc is essenlial for informing people aboul this projeel and helping them find 
additional malerials ihrough Google Book Search. Please do nol remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use. remember thai you are responsible for ensuring ihat what you are doing is legal. Do not assume that just 
bccausc we believe a brøk is in the public domain for users in thc Uniied Staics. thai thc work is also in ihc public domain for users in other 

counlries. Whelher a book is slill in copyright varics from country lo counlry. and we can'l offer guidance on whelher any specilic usc of 
any specilic book is allowed. Please do nol assume ihal a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manncr 
anywhere in the world. Copyright iiifringcmcnl habil i ty can be quite severe. 

About Google Book Search 

Google 's mission is lo organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover ihc world's books wlulc liclpinjj aulliors and publishcrs reach new audienecs. You eau search ihrough llic lul I lexl of this lu mk on llic web 
al |_-.:. :.-.-:: / / books . qooqle . com/| 



Go ugle 



Dette er en digital kopi af en bog. der har været bevaret i generationer pa bibliotekshylder, fur den omhyggeligt er scannet af Coogle 

som del af et, projekt, der går nd pa at gøre verdens buger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe 1 nok til. at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. Kn offentligt ejet bog er en bog. 

der aldrig har været underlag! eopyrighi . eller hvor de juridiske copyright vilkår er udlobet. Om en bog er offenllig ejeudoui varieret 1 fra 

land til land. Bøger, der er oli'entlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 

ofte er vanskelig ni opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i der oprindelige bind. vises i denne til - en påmindelse om denne bogs lange 

rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 

Retningslinjer for anvendelse 

Coogle er stolle over at indgå partnerskaber med bibliotekerom al digitalisere offentligt ejede materialer og gore dem bredll ilgamgelige. 
Offentligt ejede boger tilhorer alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, sa. har vi taget, skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger pa automatiserede forespørgsler for fortsat at, 
kunne tilvejebringe denne kilde. 
Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikke- kommercielt brug 

Vi designede Google fiogsogning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge; disse; filer til personlige, ikke-kon mi ordelle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende; automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse. optisk l.egngenkernlelse eller andre omrader, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formal, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google-" vane Imæ.rke" du ser pa hver lil er en vigtig made at fon adle mennesker om deni 1 projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google' Bogsøgniug. Lad væm med at fjerne ilet. 

• Overhold regierne 

Uanset hvad du bruger, skil du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke;, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt, anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke al en bogs tilstedeværelse i Google Bogsugning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erst.al.ningspligl.em for krænkelse af eopyrighi kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogso»'iiiii|; 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at. gore dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsogning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidi g med at ilet hjælpfy forfatte re og udgivere rned at nå nye målgrupper. Du kan 
søge gennem hele teksten i denne bog på internet, t-Ct pa |http : //books . google , coiti| 



Første Afdeling. 

Oplysninger om Landets Forvaltning i det 13de 

Aarhnndrede* 



I 



Studier 



over 



Kong Valdemars Jordebog. 



Efter trykte og utrykte Kilder. 



Af 



Johannes C. H. R. Steenstrup, 

oand. jur. 



Kjøbenhavn. 

Forlagt af Rudolph Klein. 

G. 8. Wibes Bogtrykkeri 

1874. 



f 



Indholdsoversigt til første Afdeling. 

Oplysninger om Landets Forvaltning i det 13de Aarhundrede. 



Første Kapitel. Landets Inddeling S. 1—25 

(Lande. Sysler. Herreder. Birker. Sogne.) 

Andet Kapitel. Landets øverste Styrelse ... S. 26— 46 
t Kongen. Rigsdagen. Kongens Raader. Fyrstelige Len. Mindre 
Len. Drost. Staller. Marsk. Skjænk. Camerarius. Kantsier. 
Gæl kær i Skaane.) 

Tredie Kapitel. Jordernes Skyldsætning ... S. 47— 66 
(Rebet Jord. Kænnæland. Plovenes Antal. Mark Skyld. Mark 
Guld. Skov. Eng.) 

Fjerde Kapitel. Bondestanden S. 67— 91 

(Bonde. Bryde. Landbo. Gaardsæde. Jordbrugenes Størrelse.) 

Femte Kapitel. Gejstligheden S. 92—104 

(Gejstlighedens Skattepligt. Privilegierne, deres Erhvervelse, 
Stadfæstelse og Fortolkning.) 

Sjette Kapitel. Herremændene S. 105 — 114 

(Fandtes en Adelsstand? Retten til at tage »Mænd«. Herreman- 
dens Ledingspligt. Opfyldelsen af denne Pligt er en Betingelse 
for Bevarelsen af den privilegerede Stilling. Skattefriheden.) 

Syvende Kapitel. Kjøbstæderne S. 115—148 

( Købstædernes Oprindelse. Axel- og Strandkjøbinge. Kjeb stæ- 
dernes Herre. Begyndelsen til Kjøbstadinstitutionerne, Beskyt- 
telsen. Kjøbstadfreden. Givitas og villa forensis. Jordskyld. 
Lagkjøb. Midtsommersgjæld.) 

Ottende Kapitel. Nathold og Stud S. <W9— 176 

(Skatternes Forskellighed i de enkelte Egne. Ordinære og ex- 
traordinære Skatter. Nathold og Gjæsteri. Jordebogens Hoved- 
stykke. Netholdslisten. Hallandslisten. Stud. Forklaring af 
Lakunerne i Jordebogens Hovedstykke.) 

Niende Kapitel. Innæ S. 177— lb4 

(Ægter. Arbejder til Landets Forsvar. Arbejder paa Kongens 
Gaarde.) 



VllI Indholdsoversigt. 

Tiende Kapitel. Leding S. 185-207 

(Forsvaret, naar Fjenden faldt ind i Landet. Grænsebevogtnin- 
gen. Den egentlige Ledingstjeneste. Skipæn og Hafnæ. Kvær- 
sæde. Kjøbstædernes Ledingspligt. Ledingspenge. Vaabnene. 
Hærens og Flaadens Bestanddele.) 

Ellevte Kapitel. De extraordinære Skatter . . S. 208—220 
(Plovpenninge. Guldkorn. Precariæ, Talliæ, Redemptio terræ. 
De extraordinære Skatter vedtages af Undersaatterne og paahvile 
de privilegerede Stænder.) 

Tolvte Kapitel. Møntvæsenet S. 221 — 257 

(Møntherrerne. Eneretten til Udmøntning og til Vexelforretnin- 
ger. Administrationen af Pengevæsenet. De udmøntede Penge. 
fJmøntet Sølv. Mark Penges Forhold til Mark Sølv. Pengenes 
Forringelse i den sidste Halvdel af Aarhundredet. Fornyelse af 
Mønten. Indtægterne af Regalet. — Vægt. Maal. Priser.) 

TrettendeKapitel. Kongedømmets øvrige Indtægter S. 258 — 270 
(Afgifter af Handel. Forban. Udførselsforbud. Told. Kjøb- 
stadborgernes Toldfrihed. Torvørtug. Vragret. Sagefald.) 



Indholdsoversigt til anden Afdeling. 

Jordebogens Fortolkning. 



Fjortende Kapitel. Jordebogshaandskriftet . . S. 273—807 
(Haa udskriftets Historie. Dets Sammensætning. Kalenderen. De 
øvrige Bestanddele. Ældre Udgaver. Bemærkninger til Dr. Niel- 
sens Udgave.) 

Femtende Kapitel. Hovedstykkets Skatter ... S. 308—324 
(Affattelses ti den. Stud og Nathold. Dr. Nielsens Fortolkning af 
Hovedstykket. Formentlig Modsigelse mellem dette og Konung- 
leflisten. Forleningerne. Andre i Hovedstykket forekommende 
Afgifter.) 

Sextende Kapitel. Grundregalerne S. 325—365 

(Forklaring af den Sætning, at Kongen ejer det hele Rige. Kon- 
gens Ret til alt Øde. De gjældende Regler om Ejendomsret til 
Sø , Vandløb og Hav. Kongens Strømme. Ejendomsretten til 
Skov. Kongens Skove.) 



Indholdsoversigt. IX 

Syttende Kapitel. Konuoglef og Patrlmonium . S. 366— 390 
Upsalaøde. Krongodsets Ualbændellgbed. Forbrudt Jord tilfal- 
der oprindelig Kongen, ikke Kronen. Konunglef* Bestemmelse 
og Anvendelse. Byer, som ere Konunglef. Hertugens Forbold 
til Krongodset. Patrimonlet. Formindskelse af dette til Bedste 
for Krongodset.) 

Attende Kapitel. Ølisten S. 391-405 

(Mærkelige Ejendomsforhold paa de mindre Øer. Almindings- 
eer. Kongelige Fæstere paa de mindre Øer. Kongens Jagtret 
paa disse.) 

Nittende Kapitel. Hallands- og Falsterlisten . . S. 406— 42b 
(Hallandslistens forskjellige Dele. Listens »summa«. Hagen 
Palnesøns Godsliste. Sammenligning mellem Hovedstykkets • Fal- 
stria- og Falsterlisten. Denne Listes Betydning. Stm reisen ar 
Kongens Besiddelser paa Falster. Laalandsllsten.) 

hvende Kapitel. Femernlisten S. 429 — 443 

(Listens Uende Dele. Deres Alder og indbyrdes Forhold. 
Femerns Stilling til den danske Konge. Kongens Indtægter ar 
Øen. Indtægtslisten.) 

Enogtyvende Kapitel. Estlands og Plovtalsllsterne S. 444 — 456 
(Den store og lille Estlandsliste. De forsøgte Fortolkninger af 
disse Stykker. Plovtals- samt Bylisten. Oplysninger om Kjøb- 
stædernes Ælde til Afgjørelse af Spørgsmaalet om disse Listers 
Affattelsestid.) 

Toogtyvende Kapitel. Broderlisten S. 457—475 

(De opregnede Personers Levetid. Listen foreligger ikke i sin 
oprindelige Skikkelse. Flere af de anførte Mænd ere kjødelige 
Brødre. Listen opregner et socialt Broderskab, fur bvilket Slægt- 
skabsforholdet dannede et Grundlag. Tillæg: Bemærkninger 
om Haandskriftets oprindelige Ejermand.) 



Privilegieforteguelse S. 476- 483 

Tilføjelser og Rettelser . . . S. 484—485 

Register S. 486—498 



2 Landets Inddeling. 

udgjorde et særeget Møntdistrikt, indenfor hvilket Mønten skulde 
udpræges med samme Gehalt. — Hvert Land havde sit fælles 
Ting, Landsting (placitum commune vel generale), hvor 
de Forhold, der berørte hele Landskabet, forhandledes. I 
Lund, Bingsted og Viborg holdtes disse Ting, der endnu 
ikke vare nogen Anden-Instans, men derimod rette Værneting 
for et stort Antal Sager, navnlig kriminelle, som strax skulde 
behandles der. Landstinget var derhos det Sted hvor Kongen 
henvendte sig til Folket, naar han forhandlede med det om 
offentlige Anliggender 1 ). Her udbød han Leding og tingede 
med Folket om Skatter 2 ). Saaledes betegnes en af det 14de 
Aarhundredes extraordinære Skatter som Landehjælp, og det 
siges, at den vedtoges paa Landstinget. 

Med Tiden bleve disse tre Landomraader Beboerne for 
store. Man maatte have det fælles Ting nærmere ved Haan- 
den. Der opstod derfor Landsting for enkelte øer eller 
mindre Landsdele , for Halland , Laaland og Falster og Fyen. 
Dernæst kunde Kongen ønske ved Hyldinger eller ved For-* 
handlinger om Skatter eller politiske Forhold at samles med 
et enkelt, mindre Omraades Beboere og sammenkaldte da 
Folket til saadanne Landsting. Da Knud den Hellige var 
valgt paa Viborg Ting, rejste han rundt i Landet og holdt 
Ting med Bønderne i Halland og Skaane a ). Tinget paa Ur- 
nehoved havde utvivlsomt væsentligt politisk Betydning; her 
byldedes Kongerne, og her forhandlede de med Sønderjyderne 
em offentlige Forhold. Kong Erik Emun, som i Følge Hams* 
fort (Script. I. 273.) blev dræbt, da ban holdt Ting om en 
Skat af Jorderne (dum contributionem agrariam decernit), er 



il. 



' *) Ser. VI. 369: cura olim præfectns Scaoiæ et nonnulli alii fideles re- 
gis pro ipao dom. nostro et regno Lerbeekshøy juxta civitatem Lun* 
densem existerem responsales etc. 

*) Brev 9. Marts 1340: net tribata seu tallias aliquas preter tributa, 
quæ imponi contigerit in pi. generali, nobis exponere debeat. Ser. 
IV. 529. Kbhvns. Dipl. I. 76. 

*) Kny ti. Saga Kap. J8. 



Lande. Sysler. 8 

saaledes sandsynligvis dræbt paa Urnehovedting. Det sy* 
Des som man kun ved at opfatte dette Ting som et poli- 
tisk, kan forstaa, at der er forholdsvis saa faa Spor af 
dets Tilværelse. Blandt de Aktstykker, hvori det omtales, 
kan erindres det mærkelige Vidnesbyrd af 1424 1 ), at den, 
som forurettes ved en Dom i Sønderjylland, skal indanke 
Sagen for Viborg Landsting. Umehovedting har saaledes al- 
drig været en Appelinstans. — Som en Parallel fra Norge 
til denne Deling i Landstingsdistrikter under de store Lov- 
omraader kunne vi nævne Lagmandsdemmerne indenfor 
hvert Lagdomme. De fremkom mod Slutningen af det 12te 
Aarhundrede, men Embederne og Embedskredsene fandtes 
her, forinden der udskiltes Lagting for hvert Lagmands- 
domme 9 ). 

2. Som Underdeling af »Landene« træffe vi øst for 
Lille Bælt Herreder, men Vest for samme Sysler og Herre- 
der 8 ). Sysselinddelingen herer til Landets mærkeligste 
og bærer i sin hele Karakter og Væsen mest Præg af en 
Oprindelse, der er ældre end al Historie. Indenfor Syslet havde 
det sociale Liv uddannet sig i et bestemt, ensartet Udse- 
ende. Beboerne udgjorde alle ligesom en stor Slægt, i hvil- 
ken det fælles Familiepræg endnu ikke var udslettet. Det for 
Jylland karakteristiske ■Eensnævn«, der navnlig havde at 
dømme i Familiesager, var saaledes 12 Mænd inden tredie 
Byrd og inden Syssel. Den Frænde, der var draget ud af 
Syslet, var som udflyttet af Slægten. Indenfor Syslet rørte 



') Ser. VIL 421. Se ogsaa Ælnoth (Ser. III. 361) om Viborg Lands- 
ting: ubl ex totis Jutiæ partibus qvam sæpius non minima multi- 
todo, tam de causis communibus tractatura, qvam et de Legum 
terltate, sire flrmitate, discntienda simul et stabilienda, convenit. 

*) Keyser: Efter). Skr. II. 172. 

•) Til Syslerne regnedes dog ikke Vtland, som ifølge V. Jordebog be- 
stod af: Horsæbybæret, Bokyngh., Syld, Føør, Byltryngh., Wyriksh., 
Pylwsrmh«, Edomsh., Lundæbyargh., Thynningh., Glælhningh., 
Holm, Hftfro. 

1* 



4 Landets Inddeling. 

Samfundslivet sig i særegne sociale Forbindelser, med egne Sæ- 
der og Skikke, — eget Kornmaal, maaské egen Dialekt. Med 
Hensyn til de tvende sidste Ting skal dette dog bemærkes. Paa 
Eong Valdemar ITs Tid har der næppe været nogen Uens- 
artethed af Betydning i Kornmaalet her i Landet. Det er 
først efterhaanden, navnlig ved Brug af udenlandsk Maal, at 
Forskelligheder trængte sig* ind. Ligeledes har Sproget 
vistnok først sent formet sig i Dialekter. 

Den fælles sociale, familielignende Forbindelse mellem 
Beboerne er det særlig karakteristiske ved Sysseldelingen. Sys- 
seltinget er et Grandestævne i det Store. Her kommer navnlig 
Eiendomstrætterne for, Illen og Eæren. Gaardens Beliggen- 
hed betegnes derhos efter Syslet, som om dettes Ting var 
Eiendomsværneting 1 ). løvrigt hersker der i mange Punkter 
Uklarhed om Syslernes og Sysseltingenes Betydning og Ea- 
rakter. I Dr. Nielsens Bog om Sysseldelingen er samlet 
meget herom, men Forf. har faaet altfor Meget med. 

Hvad man først og fremmest maa skride til for at naa 
til en Forstaaelse af Sysselinddelingen , er at udskille af alt 
det, man hidtil har sammenhobet om Syslerne — hvad der 
virkelig vedrører disse og hvad ikke. Da jeg ikke tror for 
Tiden at kunne give en fyldestgjørende Skildring af Syslernes 
egentlige Væsen, om end maaske nogle nye Bidrag til den rette 
Opfattelse deraf, skal jeg her indskrænke mig til Behand- 
lingen af det Spørgsmaal, til hvis Besvarelse Jordebogen giver 
særlig Hjælp: Hvor fand e tes Syslerne? 

3. Den verdslige Sysseldeling standser ved Lille Bælt. 
øst derfor findes kun Sysler med gejstlig Betydning. Dette 



*) Suhm. X. 995: curia . . in Thyudh villa Høstrlid. XI. 226: Gods i 
Heingi i Harbosyssel. XII. 293. Ser. V. 537 : . • in Skaasted in War- 
"withsysel. 559: . . in Stubbyin Harthsyll 559. VI. 401 , 419. Nye 
Klrkehist. Smiger. III. 799. — Dette fremdrages her, da Dr. Niel- 
sen ikke har omtalt det, skjønt allerede Larsen har gjort opmærk- 
som derpaa. 



• Sysler« i Østdanmark. 5 

har allerede L E. Larsen udtalt 1 ), men den modsatte Anta- 
gelse har dog hidtil havt de fleste Forsvarere. 

Under Dr. O. Nielsens Hænder er Sagen navnlig rykket langt 
frem, og han har fundet formentlige Spor af verdslige Sysler 
i disse Lande rundt om i Kilderne. Han finder dem for det 
Første i Lovene i Betegnelsen Bygd. Bygdemænd og Byg- 
deting skal efter hans Paastand — den er mulig rigtig — i 
Jylland falde sammen med Sysselmænd og Sysselting. Bygd 
kan imidlertid i Sjælland og Skaane ikke betyde Syssel. Naar 
det hedder i Er. Sj. L. III. 2 (IV. 32), at man ved Lovbydelse 
af Jord til Frænderne ikke maa sætte den til en højere 
Værdi »æn sva sum thær hauær ferræ væræt kopt dfiræst i 
then by annær æm mykil iord ællær annær by i the bttgd 
liggær æm goth sum hun«, da er det klart, at Syssel her 
bliver for stort et Omraade; der maa i et saadant findes 
hejst forskjellige Priser paa Jord. — Naar det i Er. Sj. L. 
III. 48 (VI. 8) siges, at Herred eller Bygd véd, at Oaardgang 
har fundet Sted, er dette atter ikke det vidtstrakte Syssel, 
som har denne Kundskab. Her sigtes ganske sikkert til 
Bygd som et geografisk Omraade med aldeles ubestemte 
Grænser. Bygd kan være Herred og Sogn eller andet ube- 
grænset Opland jfr. Sk. L. IV. 3: Hæftis uægh fore hæræz 
mannum ok and ri bygd til jkepingæs ællær strandæ. I 
denne Betydning findes Bygd i Sverrigs Love; det har aldrig 
været bekjendt, at Sverrig har havt nogen Sysselinddeling. 
Den samme Bemærkning , at Bygd forstaaet som Syssel bliver 
et altfor stort Omraade , gjælder Sk. L. XVII. 6: thaghar lanbo 
uil fera af fæstu sinni , tha skal han sua mykit sa af rughsæth 
sinni sum logh æræ til i the bygd, ær han bor innæn, 
ok æi mera, foræ thy at summura stathum takæs undæn tue 
lotær af rughiorth, summum stathum æi mer æn husætoft ok 
summum ækki uæta. Hvis Bygd her betød Syssel, lærte 
Lovstedet os, hvad der var Brug i hvert af de 3 Sysler, 



*) Saml. Skr. I. 1. 112. 



6 Landeti Inddeling. 

hvori Skaane i Almindelighed formenes delt, men Lovstedet 
forudsætter klart nok langt flere Bygder med langt løsere 
Omrids, jfr. summum stathum. — Bygden tilkaldes til Vidnes- 
byrd om hvad der har fundet Sted indenfor Familien. Efter 
Er. Sj. L. III. 36 (V. 34) skulle saaledes de bedste Mænd af 
Bygden vidne om, at en Mand ej har sit Vid tilfulde; de 
samme Mænd skulle ifølge Er. Sj. Lov I. 23 sværge om hvad 
der er Konejord, hvad Fang og Fædrene. Som det i Jydske 
Lov i et saadant Tilfælde vilde være Eønsnævn, som kaldtes 
til Vidnesbyrd, og altsaa ikke blot Folk indenfor Syslet, men 
tillige indenfor Slægten, saaledes er det her dem, der vidste 
bedst Besked, de Nærboende. Bygd er derfor intetsteds et 
administrativt Omraade, hverken, som Nielsen mener, et 
Syssel, eller, som Rosen vinge antager, et Herred. Dets Be- 
tydning er den, det endnu har i norsk og svensk Sprog. 
JDanmark var ikke paa Valdemar Sejrs Tid, som nu, et 
eneste, stort Landskab, men ved vidtstrakte Skove og øde 
Strækninger delt i Bygder, saaledes som Bjerglande deles ved 
Højdedragene. 

4. Det er dog navnlig i historiske Aktstykker, at 
Dr. Nielsen finder Syslerne omtalte og især Tingene, men 
atter i Skjul under et andet Udtryk, det latinske placitum 
commune. Jydske Aktstykker iagttage ganske vist stundom 
at gjengive Sysselting ved placitum commune og Landsting 
ved' pi. generale, men denne Terminologi er paa ingen 
Maade fast fulgt 1 ). Placitum commune kan derhos betyde 



*) Suhm. X. 980: scotatio in commuui placito Vibergensi. Di pi. Srec. 
II. 426: actum et datum Lundis in c o mm. pi. Scaniensi. 623: in 
comm. pi. Scaniæ. Brev 11 Marts 1355: in general! placito Wa- 
rythsysel. Roesk. Stadsret 1268 g 12: Nec citandus est aliquis civit 
Roesk. ad comm. pi. terræ nec ad dominum regem terre etc. Ser. 
VI. 527: in pi. generali Danehof dicta. 6. ,Mal 1355: in general! 
pi. nostro justitiario. Michelsen, Nordfrlesland. 196: tota eommu- 
nitai in Weiterherredfør — in communi placito nostro. 



Sjællands »Sysler«. 7 

helt andre Ting f. Ex. Byting 1 ). Dr. Nielsens Bevisøteder 
ere alle tagne fra Liber donationum monasterii Sorensis, 
hvori der nævnes en stor Mængde Retshandler og vel at 
mærke saadanne, som ikke kunne vedrare et gejstligt Ting, 
foretagne in communi placito Selandensi (eller: Ringstadiæ)* 
Det er imidlertid klart, at Betegnelsen »commune pi. S e lan- 
dens e« umuligt kan betyde et Sysselting. Navnet angiver 
et Ting, som er fælles for hele Sjælland, og det har dog al- 
drig været antaget, at Sjælland kun udgjorde ét SysseL Man 
er derfor berettiget til at slaa en Streg over alle de til Vid- 
nesbyrd paakaldte Steder, hvor Betegnelsen lyder som anført 
Naar det kun er i ét historisk Kildeskrift, at disse mange 
Exemplerpaa »pi. commune« forekomme, laa det derhos nær 
at antage, at Distinktionen mellem pi. commune og generale 
her ikke var fulgt, men en Indvending af den Art imede* 
gaar Dr. N. selv med den Bemærkning, at pi. generale Bing«* 
stadiæ eller Selandense i Gavebogen ofte forekommer som 
Noget, der er forskelligt fra pi. commune, og nævnes tæt 
ved Siden af det Det vil derfor ikke være overflødigt at 
vise , at her er en Misforstaaelse, som har sin Grund i at iden- 
tiske Aktstykker gjentages flere Gange i Gavebogen i fors kj el- 
lige Udtryk 2 ). Blandt Dr. N.'s Bevissteder ere saaledes 
Side 476 og 486: 



S. 476. 

Egregias Vir Andreas Jacobi de 
Egede, Miles, frater prædicti Fol- 
mari, Vir æqve nominatus & potens, 



S. 486. 

Dominas Andreas, Jacobi de 
Egede, Miles, frater hujus Folmari, 
vir æqveegregius, inivit cumMonaste- 



*) Riberret g 98: Quicquid homo in£communi placito promiserit. Priv. 
for Slesvig 1256: advocatus, qui in communi pi. delicta observøt 

«) Pladsen tillader ikke her at vise, af hvilke forskellige Stykker 
Gavebogen er bleven sammensat for at fremtræde*! den Skikkelse, 
hvori den nu foreligger i Ser. IV. Her ønsker jeg kun at 
constatere, at Bogen indeholder en Række Gjentagelser, idet jeg 
ogsaa paa et andet Sted i disse Undersøgelser vil benytte denne 
Omstændighed. 



s 



landet* Inddeling. 



eommutationem bonorum cum mo- 
nasterio de sollicitatione Domini 
Nicolai Clementis Abbatis utiliter 
iniens, assignavit Pratribas de hæ- 
reditario suo mansos duos in villa 
Broby provinciæ Alstædhæherweth, 
qvorum unns vocatur vulgariter Gi- 
ordhæbool, <fc håbet sub se qvatuor 
inqvilinos, <fe alter mansos simili- 
ter quatuor inqvilinos håbet, sco- 
tavjtqve ilion cum universis attinen- 
tiis snis in communi placito 
terræ in possessionem perpetoam, 
obligans se <fe hæredes super ap- 
propriatione, disbrigatione, <fc ab 
impetentibus defensione faciendis 
monasterio legaliter pro eis. In re- 
eompensationem autem recepit a 
Fratribus duodecim oras terrarum 
in villa Glumsøø provinciæ Thydhæ- 
bersherweth , A quindecim solidos 
terrarum in villa Havrnæløff provin- 
ciæ Stewnsherweth, cum attinentiis 
snis, Anno Domini MCCCCII. feria 
qvarta infra octavas Paschæ. 
In simiii commutatione bonorum 
post annos 16. a proxime superiori 
commutatione continuos assignavit 
Monasterio de procuratione dieti Do- 
mini Abbatis idem Andreas iacobi 
curias capitales duas in supradicta 
villa Broby sitas, q var nm qvælibet 
reddit 8. talenta annonae cum aliis 
proventibus inde solitis in censu 
annuo. Insuper <fe qvidqvid sui ju- 
lis atqve parentum juris in qvibus- 
cunqve possessionibus, proprietati- 
bUs <fe rebus ibidem erat in ipsa 
vidilicet villa Broby, hoc traostnlit 
totallter in manus Monasterii ad 
possidendum de toto in perpetuum, 
seotavitqve in communi placito 
terjræ, obligans se etc. — In re- 
compensationem autem plenariam 



rio perutile concambiom bonorum, 
in hunc modum: Ipse Andreas as- 
signavit Monasterio de propria hæ- 
reditate duos mansos in Broby pro- 
vinciæ Alstedhærit, qvorum unas 
vocatur communiter Glordebool, <k 
håbet qvatuor inqvilinos, alter man- 
sus håbet etiam similiter qvatuor 
inqvilinos. Hos duos mansos cum 
universis attinentiis suis scotavit 
Monasterio in general! placito 
Selandiæ cum obligatione con- 
sveta etc. — et pro eis recepit a Mo- 
nasterio bona in Glumsiø provin- 
ciæ Tydebergshærit, videlicet XII. 
oras terrarum, et bona in Hawne- 
løff provinciæ Steffnshærit, videli- 
cet XV. solidos terrarum cum suis 
attinentiis omnibus, Anno Domini 
1402. qvinta feria infra octa- 
vam Pasche. Fecit itidem Au- 
dreas iacobi aliud concambiom 
valde bonum; tradidit enim Mona- 
sterio ad perpetuam possessionem 
duas capitales Curias •suas in eo- 
dem Broby, qvarum qvælibet red- 
dit octo talenta annonæ pro pen- 
sione annua. Insuper omnes pos- 
sessiones et proprietates ae omnla 
<fc singula, qvæ erant sui juris <fe 
Parentum ejus in molendino <fc in 
aliis qvibuscunqve in villa Broby 
transtulit — seotavitqve legaliter i n 
Placito Generali Ringstadiæ eum 
obligatione consveta etc. — Et in 
recompensationem istorum recepit 
a monasterio bona in Hasleby, in 
Smitstorp, <fc in Witskyle provinciæ 
Flakkebergshærit, eum eorom perti- 
nentiis omnibus, Anno Domini 1417. 
Vigilia ascensionis Domini. 



Sjællands ttytltri. 9 



recapit a Fratribus et MooatUria 
booa io Heslæby, bona in Smlstorp, 
k bona in ViUcbøwle provinclæ 
Flacksberaberwetb, Anno Domlnl 
iCCCCXVH. Vigllia aiceDiionls Do- 
mini. 



Enhver vil indramme, at disse Stykker ere Uddrag med 
Hdt Forandring af samme Diplomer. Den eneste Forskjel af 
Betydning er den , at der i Stykket S. 486 beses qninta feria, 
hvilket maa være en Fejlskrift for quartaf., da ievrigt Alt er 
ens, da Tinget kaldes pi. generale og Landstingsdagen i Sjælland 
var en Onsdag. Det til Grand for første Del af Stykket 
liggende Dokument er excerperet et tredie Sted i Oavebogen 
(S. 485), hvor ingen Dato findes, men Tinget angives som 
pi. generale Ringstadiæ. Ved nøjere Eftersyn viser det sig 
nu , at alle de af Dr. N. i Argumentationen inddragne Steder 
ere Uddrag af samme Aktstykker, der have klædt sig i for- 
skjellig Dragt paa de forekjellige Steder. S. 476 og 486 gives 
Uddrag af selvsamme Gavebrev, udstedt af dom. Folmarus 
Jacopsson de Magleby, Miles; det er omtrent ordlydende ens 
i begge Uddrag; Fladsen tillader ikke at aftrykke dem her 
Side om Side. S. 476 er Udstedelsesdagen 1384 in Vigilia bea- 
torum Apost. Petri et Pauli, Tinget commune placitum terræ; 
S. 486 er Datoangivelsen den samme , men Tinget pi. generale 
Selandiæ. Det er vist urimeligt at antage Syssel- og Lands- 
ting afholdte samme Dag paa samme Sted. Side 479 og 
490 gives Uddrag af samme Skjøde, udstedt af Johannes 
Hvitting; det første Sted er Tinget commune placitum, det 
andet pi. generale Ringstadiæ. — Af de paa Side 479, 515, 
524 gjengivne Dokumenter ses det, at »commune placitum« 
har været holdt om Onsdagen, der vitterligt var Landstings- 
dag i Sjælland. Naar Dr. N. endelig, som et vigtigt Argu- 
ment, anfører S. 508: Agnes bona in Hesleby scotavit . . 
in communi Placito terræ . , . . Agnes iterum secundo sco- 



10 Landets Inddeling. 

tavit ea Monasterio in eodem communi Plaeito Ringstadiæ, 
præsentibus multis Nobilibus , et tradidit ea in manus Mona- 
steriiin elemosinam perpetuam pro anima sua, præhabita super 
hoc legali determinatione tam nobilium qvam Placiti Gene- 
ralis, saa er dette »idem commune pi. Ringstadiæ« jo det, 
som først kaldes »placitum commune terræ« , hvad kun kan 
oversættes ved Landsting. Oversættelsen bør derfor lyde, at 
Agnes har havt Ejendelse i Sagen baade paa de Adeliges, 
det er paa Kongens Ting, og paa Landsting. 

Hermed ere samtlige de Argumenter , som kunne hentes 
fra den Sorøske Gavebog, imødegaaede. Naar Dr. N. for at 
bevise, at Skatteforhold behandledes paa Sysselting, hvorom 
der ellers ingen Beviser foreligge, i sit Skrift (S. 27) 
henviser til Gavebogen S. 529, er Forf. atter vildledet af 
Betegnelsen pi. commune. Valdemar Kristoffersen giver Sorø 
Kloster med Hensyn til noget Gods i Udesundby exemptio- 
nem ab omni jure Begio, specialiter a talliis, exactionibus, 
precariis, et tributis, quæ vel in communi plaeito vel in 
placitis provincialibus imponuntur interdum o: Skatter, som 
paalagdes paa Landsting eller Herredsting. Parallelstedet 
haves f. Ex. i Diplom. 1341: nec alicui talliam seu tributum 
interim exsoluat . . . siue in pi. generali Syellandie siue pro-r 
vinciali imponatur 1 ). 

Udenfor Bingsted — hvor der som bevist ikke findes 
Spor til noget Sysselting— søger Dr. N. for Sjællands Vest- 
syssel et Tingsted [i Egeslev (i V. Flakkebjerg H.). At en 
vis Helias (1142) kaldes »præpositus Eggaslouensis« og sand- 
synligvis har havt Egeslev Sogn i Præbende (senere var det 
henlagt til Ærkedegnedømmet) beviser dog ikke, at her har 
været noget gejstligt Ting for Vestersyssel. Om et verdsligt 
Sysselting haves der ingen Oplysning. 

Om østersyssels formentlige Tingsted i Slangerup 



*) Kbhvns. Diplom. I. 7«. 



Sjællands • Sysler « t 11 

finder Dr. N. Vidnesbyrd i et Tingvidne af 1280 om at Gods 
var tilskjødet Æbelholt Kloster: in pi. gen. Bingst. et in 
comin. pi. Slangethorp. Af disse Ord bar Knudsen allerede 
givet den rigtige Oversættelse. Overdragelsen fandt Sted paa 
Tryggæ Herrethsting eller som det ogsaa kaldtes pi. trium 
provinciarum , nemlig for de tre Herreder, Strø, Jørlunde 
og Lynge 1 ). Dr. N. tager ikke desto mindre Stedet til Ind- 
tægt for Sysselinddelingen med den Bemærkning, at disse 
Herreder ikke kunde have fælles Herredsting, da hvert af dem 
nævnes for sig i Tingvidner, hvorfor han slutter, at »Th rygge 
Herredsting var Provsteting for Dekanus i Kbhvns. Kapitel, 
der havde den gejstlige Jurisdiktion i disse 3 Herreder » 
(S. 83). 

Hertil skal jeg bemærke Følgende. Det findes ofte, at 
et stort Herred i Middelalderen har sondret sig i mindre 
Herreder , eller at flere mindre slutte sig . sammen til et 
Mes Herred. Nu maatte vel i Følge Er. Sj. L. II. 48 et 
Herredsting ikke »anner stath skiutæs utæn mæth allæ hæ~ 
ræthz mannæ viliæ oc kunungs ia,« men saadan Sanktion af 
Kongen fulgte dog ofte først efter at Forandringen var ved- 
taget af Beboerne. I andre Tilfælde overførtes i Begyndel- 
sen kun enkelte Sider af Jurisdiktionsforholdet til den nye 
Betskreds. De ældre Herreder nævnes da som bestaaende 
ved Siden af de nye. Hornsherred i Jylland, der endnu var 
ét Herred paa Jordebogens Tid, delte sig i Slutningen af 
det 13de Aarhundrede i øster-, Vester- og Nørrehorneher- 
red, men ikke desmindre nævnes det endnu 1340 som ét 
Herred 2 ). I Sjællands tre nordligste Herreder maa netop et lig- 
nende Forhold have fundet Sted, thi vi finde i en lang Aar- 
række omtalt, at der har samtidigt været afholdt Ting for 
Lyngeherred i Uggeløse og for Tryherred i Slangerup, uden 
at det kan ses, om de tvende Ting stode lige i Bang eller 



*) Danmark i Middelalderen, 16—17. 

*) Danske Samlinger. Første Række. L 115. 



12 Landets Inddeling. 

om enkelte Sider af Jurisdiktionsforholdet endnu boldt sig 
til det gamle Tingsted 1 )* 

5. Gaa vi til Skaane, forsvinde alle Spor af en Sys- 
selinddeling, endog en gejstlig. Et eneste Bevissted , som for- 
længst burde været gendrevet, anføres atter og atter. Saxo 
omtaler (S. 932), at Absalon 1180 ved Rygtet om et Oprør 
tog over til Skaane og i Lund stævnede »Scaniæ primores« 
til at møde sig. Da han paa Grund af Almuens Baab og 
Skrig ikke kunde komme til Orde, besluttede ban at under- 
handle med dem delvis. »Qui cum multitudinem imperitis 
clamoris jurgiis obstrepentem salubriumque monitorum im- 
patientem adverteret, di videndum ratus, provinciarum 
conciliis trifariam distribui jussis cunctas se princi- 
pum culpas emendaturum edixit .... Proxima Absaloni cum 
australibus concio fait. 

Naar det nu vides, at Saxo — der ievrigt som Bhetor 
ikke respekterer nogen Terminologi — hvor han bruger provin- 
cia om Landets mindre Dele, derved forstaar Herred f. 
Ex. provincia Steffnica, Odda, Frosta 2 ), og at denne Ter- 
minologi er aldeles fast i Middelalderens [Sprog 8 ), er man 
, uberettiget til her at oversætte provincia ved Syssel eller paa 
anden Maade. Absalon bestemte, at Herredernes Raad eller 



*) D. A. M. I. 166 (1248): secundo apud Slangethorp, Thryggæhæræths- 
thing. Ser. VI. 161—162 (1257): in trium prov. pi. Slangethorp, 
164 (12S0): in comm. pi. SI. 168: (1314; in pi. Lyughehæreth et 
Tryhæreth in SI. Suhm XII. 287 (1337); Brev til alle dem, som 
bivaanede Thrigæhærrethe, Slangetorp og Lyongehærredstlng 1 Ug- 
geløse. Brev 19 Sept. 1360: pi. Lywngæhæret. 

■) S. 565, 854, 964. 

■) F. Ex Ser. IV. 529. VI. 479. VII. 109. Kbhvns. Dipl I. 64. Dipl. Svec. III, 
147, 228, 256, 688, 709 IV. 570, 588, 610. V. 42, 141, 236, 304, 333. 
Man plejer at anføre den gamle Oversættelse af Jydskfe Lov som en 
Undtagelse; men denne gjør udtrykkeligt opmærksom paa, at den 
bruger prov. i en særlig Betydning, se 1ste Bogs 1ste Kap.: Infra 
prov., quæ vulgariter dicitur sysel. Terminologien er aldeles fast 
og undtagelsesfri baade i Danmark og Sverrig. 



• Syder • i Østdanmark. 13 

Udsendinge skolde samles i tre Hold; Tredelingen er ikke 
fremkommet ved en Deling efter provinciæ, men valgt 
vilkaarligt (Absalon deler ikke provinciatim, men trifiuiam). 
En gammel stødesies Oversættelse af Ordene bar for- 
ledet til den opstillede Sætning, at der ber skulde være om- 
talt Sysler. 

6. Hovedresultatet af denne Undersøgelse er saaledes, 
at vi i Østdanmark ingensomhelst Spor bave til 
Sysler i verdslig Henseende. Det bedste Bevis for 
disses Ikketilværelse er imidlertid Kildernes fuldstændige Tavs- 
hed, hvor man maatte vente, at de talte. Det kan vel siges, 
at om nogensinde et historisk Bevis kan feres e tacendo, da 
er det i denne Sag. Medens Sysselinddelingen i Jylland var 
saa sammenvoiet med den Grund, hvorpaa den fandtes, og 
saa rodfæstet i Folket, at ^dens Betydning boldt sig i Aar- 
hundreder , efter at den var forladt af Administrationen , er 
det ikke muligt i Sjælland og Skaane at paavise et eneste 
Punkt (f. Ex. i Retsforhold, Maal, o. s. v.), som kan siges 
at have staaet i Forhold til en Deling i Sysler. Havde der 
været holdt særegne Sysselting i Sjælland eller Skaane, da 
havde de vel været nævnte i Kilderne, men Lovene og Di- 
plomerne forbigaa dem aldeles. 

Det eneste Lovs tykke, hvori Sysselinddelingen findes 
nævnt i og udenfor Jylland, er en Forordning (eller et Ud- 
kast til en Forordning) om Majestætsforbrydelser fra Kri- 
stoffer Ts Tid 1 ). I dennes Slutning hedder det »Qui impe- 
titus fuerit synnan aa, ibidem se purgabit, qui northan aa, 
eciam ibidem se purgabit. set Feonia pro ij sysel, Sielandia 
pro tribus sysel et quelibet smalandarum pro j sysel com- 
putabitur, etquilibetin smalandis constitutus in episcopatu, 
ubi eum rex citauerit, sese purgabit«. Lovstykket skriver sig 
efter hele sit Indhold fra en Gejstlig, det opfører Bisperne 
blandt dem , mod hvem Majestætsforbrydelse kan begaaes , og 



*) Gth. Arch. Aarsber. V. 15. 



14 " Landets Inddeling. 

benytter fremdeles Delingen i Stifter 1 ). Det kan vel ikke for- 
Undre os , at ogsaa Sysselinddelingen anvendes. Men nu 
lyde Forordningens Ord oven i Kjøbet saaledes, at det ses, 
at man kun i Jylland betragter Sysselinddelingen som fak- 
tisk; Fyen skal man regne for 2 Sydler, Sjælland for 3 
og hvert af Smaalandene for 1. — 

Hvilken Inddeling af Landet følger nu Kong Valdemars 
Jordebog? Det vil for at paavise dette være nødvendigt at 
forudskikke følgende Bemærkning om Jordebogs - Haandskrif- 
tet. Det er udarbejdet med stor Omhu for dets ydre Ud- 
seende; hver Side er nøjagtigt delt efter Lineal og Maal, 
formden Noget skreves derpaa, og der er ved Anbringelse af 
forskjelligt farvede Initialer søgt at give Haandskriftet et saa 
tiltalende og derhos vejledende Udvortes som muligt. Disse 
Farver ere nemlig ikke paasatte vilkaarligt, hvor de toge sig 
ud, men angive — som det skal paavises i dette Skrifts 
andet Stykke — Mærker til Forstaaelse af Bogens Indhold. 
Saaledes netop i dens Hovedstykke. Medens alle Initialerne 
i Herredsnavnene ere røde, ere Sysselnavnenes blaa. Forlade 
vi Jylland, findes de blaa Initialer overalt ved Hovedlandene 
eller øerne. Det hverken omtales eller angives ved noget 
grafisk Mærke , at der i disse Lande har været Sysler. Lan- 
dets administrative Inddeling bliver da i Følge Jordebogen 
denne: 



Wændlesysæl. 


Feonia. 


Thythæs. 


Alsæ. 


Salings. 


Ærræ. 


Barthes. 


Thosland. 


Himbers. 


Langæland. 


Omungærs. 


Laland. 


Åbos. 


Falstria. 


Lofræths. 


Syaland. 


Warwiths. 


Modn. 


Jalyngs. 


Imbræ. 



*) Saaledes anvender Frdg. 1304., hvor der tildeles Biskopperne store 
Roller, Delingen i Stifter. 



Inddelingen l K. V. Jordebog. 16 

Almimdss. R6. 

Barwitbs. Scania, 

ElJæms. Halland. 

fetathesysæl. Blekyng. 

Vtiand. Barghæodæholm. 

En anden Optegnelse beviser, at vi netop her have fundet 
den Inddeling af Landet, som var den gjældende i det 13de 
Aarhundrede. Der findes i et gammelt Haandskrift umid- 
delbart foran en bekjendt Fortegnelse over Indtægterne af 
Landet paa Valdemar ITs Tid, en Liste over samtlige Lan- 
dets Hoveddele med Angivelse af h vormange Heneder der 
fandtes i hvert. I Jylland anferes Syslerne, men øst for 
Lille Bælt netop de selvsamme Landskaber og øer 
som foran ere nævnte (dog er Lyster blevet optaget i disses 

Tal 1 ). 

I Jordebogens Hovedstykke fandt vi saaledes ingen An- 
tydning af Sysler udenfor Jylland. Dr. N. og Prof. Pal.-Miil- 
ler have imidlertid i et andet Stykke af Jordebogen, den saakaldte 
Plovtalsliste, troet at finde Spor af Sysler. I den nævnte 
Liste ere Herrederne i Sjælland, Laaland, Falster, (og som 
Tillæg Møen) opferte i Bække med Angivelse af hvormange 
Flove, »aratra«, der fandtes i hvert; Listen er delt i fire 
Grupper, hvis sidste dannes af Hammer- Fakse- og Baarse- 
herred samt Laaland og Falster. Det er nu vitterligt at 
disse Sjællands sydligste Herreder aldrig have været regnede 
til Laaland og Falster. Allerede heri skimter man det Vil- 
kaarlige i Delingen; Nedskriveren maa have havt et uden- 
forliggende Maal for øje. Dette er netop Tilfældet. Delin- 
gen er arithmetisk. Af samtlige 33 Herreder dannes der 4 
Grupper, 3 paa 8 og den 4de med Sjællands 3 sydlige Herre- 
der, Falster (2 H.) og Laaland (4 H.) paa ialt 9 Herreder. 
Herved har Nedskriveren skaffet sig et Overblik over Herre- 



*) Listen er trykt 1 Ser. II. 528; den gjør iøviigt Indtryk af at Tære 
skrevet i Aarfeundredeti Slutning. 



16 Landets Inddeling. 

derne og lettet Sammentællingen af Plovene, hvis Antal i 
hver Gruppe bliver omtrent lige stort. 

Til de Dele af Jordebogen, som naa længst tilbage i Ti- 
den, hører den saakaldte Broderliste. Det skal i 2den 
Afdeling af mine Undersøgelser blive bevist , at denne mærk- 
værdige Fortegnelse — hvis Affattelsestid og Betydning hid- 
til har været en Gaade — er nedskrevet i Slutningen af det 
12te Aarhundrede. Listen, som nævner en lang Bække Per- 
soner, der ordnes 3 og 3 som Brødre, følger i Jylland 
Syslerne som Inddeling, men i Fyen og Sjælland 
kjender den ingen Underafdelinger (Skaane nævnes 
ikke). Altsaa heller (ikke i et saa gammelt Aktstykke traf 
vi nogen Sysselinddeling anvendt øst for Lille Bælt. 

Da vi ere komne saa langt tilbage i Tiden uden at 
træffe paa Sysler i det østlige Danmark, fristes jeg til at 
gaa endnu et Skridt tilbage, til Beretningen i Enytlinge 
Saga E. 109 om Striden mellem Tronprætendenterne Svend 
og Knud 1152. Efter at de havde indgaaet Forlig om Lan- 
dets Deling, bliver Knud misfornøjet. Ved Valdemars Mæg- 
ling forandres Overenskomsten da derhen, at Knud skal 
have et Syssel i Jylland, 6 Herreder i Sjælland og 6 Herre- 
der i Skaane. Meningen var klart nok at give Enud Magt 
i alle 3 Lande; men hvorfor gaves der ham da ikke Sysler i 
Sjælland og Skaane? Er det atter tilfældigt, at vi kun høre 
om jydske Sysler? 

7. Gejstligheden benyttede i Jylland Sysselinddelingen 
bl. A. ved Ordningen i Provstier. For at have en tilsvarende 
Inddeling i andre Dele af Landet , delte den i alt Fald Sjæl- 
land og Fyen i Sysler. De to fyen ske Syslers Navne kjende 
vi ikke, saa lidt som vi vide, hvilke Herreder den har hen- 
lagt under hvert af dem. Dr. N. deler øen i et Vester- og 
østersyssel og anfører som Støtte herfor, at den ved Forliget 
1348 deltes mellem Hertug Valdemar og de holstenske Gre- 
ver i en østlig og vestlig Halvdel, til hvilken sidste Vends 
og Baag , Salling og Sunds Herreder skulde henhøre« Denne 



Sjællands »Sysler«. 17 

Del af Fyen kunde nok folde sammen med den Halvdel af 
øen/ som Kong Valdemar II gav sin portugisiske Svigerdat- 
ter i Morgengave: mediétas tocius Pheonie, illa videlicet que 
est versus australem plagam, in qua sunt tria hec castra 
sita, Swineburgh, Wordburgb, Foburgh 1 ). Men saafremt der 
i disse beskrivende Ord betegnes et Syssel, hvorfor udta- 
les det da ikke? Disses Navne maatte da i hvert Fald 
være Søndersyssel (versus austr. pi.) og Nørresyssel. — Fy- 
enske Sysselting nævnes ingensinde. De af Eong Valdemar 
1180 og af Knud 1183 i Hjul by udstedte Breve ere ikke, 
somDr. N. angiver (S. 76), udfærdigede paa noget Ting. Hvis der 
paa Hjulby , som var Kongefamiliens Ejendom, har været holdt 
Ting, har det været Kongens eget og ikke noget Sysselting. 
A. D. Jørgensen har forsøgt at udfinde de under Sys- 
lerne i Sjæll and — deres Navne ere Vester-, øster- og Me- 
delsyssel — hørende Herreder paa følgende Maade 9 ). Ved Gave 
af Absalon var der tillagt Bingsted Kloster en gejstlig Ind- 
tægt af Vester- og Medelsyssel i Sjælland, det saakaldte Ma- 
rieskud. Vi vide andet Steds fra, at der er blevet opkrævet 
Marieskud over hele Jylland, paa Fyen, Laaland, Falster og de 
mindre øer samt Bornholm, og det er vel derfor sandsyn- 
ligt, at Sjællands østersyssel ogsaa har svaret en saadan Af- 
gift. Af tvende Stadfæstelsesbreve af Pave Alexander (det 
sidste af 1257) paa Roeskilde Frueklosters Priv. vides det, at 
Absalon havde skjænket Klostret »redditus, qui collectaSt. Mar- 
garetæ vocantur« i en Del Herreder i Sjælland, nemlig Stævns, 
Bjæverskov, Bamse, Same- og alle de Nord og -Øst der- 
for liggende Herreder. Jørgensen antager derfor, at disse 
have udgjort østersyssel. Da den i Pavebrevet nævnte 
Qruppe af Herreder nu findes midt i Rækken at Sjællands 
Herreder, saaledes som de anføres i Jordebogens Hoved- 



') Nordalb. Stud. I. 84. Jfr. Antiquar. Tidsskr. 1852—54. 251. Hist. 

Tidsskr. IV. R. 111. 215. 
') Nye Kirkehist. Saml. V. 869 ff. 

2 



1 8 Landetv Inddeling. 

stykke, skalle de Herreder, som findes fer og efter disse, 
udgøre Vester og Medelsyssel. * 

Den rette Congruens mellem de nævnte Angivelser fore- 
kommer mig dog ikke at være til Stede 1 ). Der vækkes For- 
modning om, at østersyssel svarer et Marieskud, men vi faa 
kun at vide, at nogle Herreder, der ikke angives som et 
Syssel, svare et Margretheskud. Hvorfor bebyrdede man 
Paven med Opremsningen af denne Bække Herredsnavne, 
naar de simpelthen kunde betegnes ved østersyssel ? Lad os 
imidlertid antage, at Gisningen er rigtig, og se, hvorledes 
Grænserne for de sjællandske Sysler da falde. Sjælland, som 
har sin største Udstrækning fra Nord til Syd, deles i samme 
Retning i 3 langstrakte Sysler, der gaa omtrent gjennem 
hele øen. østersyssel strækker sig fra Landets Nordpynt 
til midt ind paa Halvøen Stævns med Grænser til Roeskilde- 
fjord og Øresund. Medelsyssel gaar fra Sjællands syd- 
ligste Kyst i et Bælte langs op igjennem Landet, lige indtil 
Hornsherreds Nordpynt, og Vestersyssel indtager Landets 
vestlige Del fra Nord til Syd. I Modsætning til A. D. Jørgen- 
sen, der mener, at Inddelingen falder »paa den naturligste 
Maade«, kan man vist sige, at en saadan Afgrænsning 
efter »lige Linier« langs igjennem øen giver det bedste Vid- 
nesbyrd om, at Delene ikke ere opstaaede ved en Sammen- 
slutning i Følge indre Fællesskabs Forhold, men ere vilkaar- 
ligt udsondrede fra oven. 

8. Det sidste Led i Landets verdslige Inddeling var 
Delingen i Herreder, som fandtes overalt i Danmark, som 
næsten over hele Norden 2 ). Den var i sin Oprindelse vist- 



*) Roeskilde Bisps Jordebog, hvor man dog snarest skulde formode at * 
finde Herrederne ordnede efter Syslerne, har da heller ikke en Ræk- 
kefølge, som svarer til Jørgensens Angivelse. 

*) Jordebogen nævner omtrent 200 Herreder; nøjagtigt kan det ikke 
angives, da man ofte ikke ret véd, om de enkeltvis opførte Skatte- 
distrikter f. Ex. Øer ansaas som Herreder. Den ovenanførte Liste 
i Ser. II. 528 bar 191 Herreder. 



Herreder.« 19 

nok bygget paa de beboende Familiers Antal (Herred af 
Hær, en Afdeling paa Hundrede d: 120 Mand) dog 'saale- 
des, at man ved at trække Herredsgrænsen saa vidt muligt 
fulgte de naturlige, geografiske Forhold 1 )* I det 13de Aar- 
hundrede var der dog ikke Tale om en numerisk Lighed 
mellem de enkelte Herreder enten i Ejendommenes eller Be- 
boernes Tal (se Plovtalslisten og Hallandslisten). Indenfor 
Herrederne findes endelig Fjerdingerne, en Fjerdedel af 
Herrederne, delt efter Sognene 2 ). Denne Inddeling benyt- 
tedes i administrativ og jus ti ti el 8 ) Henseende og af Gejstlig- 
heden 4 ). Inddeling i Skipæn ogHafnæ er kun militær og 
skal omtales ved Ledingsvæsenet. 

Udenfor Delingen i Herreder findes ofte de mindre øer. 
Oprindelig hørte disse vel under det nærmest liggende Herred 
paa det faste Land, men navnlig i Skatteforhold udsondrede 
de sig tidligt. Saaledes finde vi i Jordebogen de mindre 
Øer stundom opførte med en særlig Afgift, stundom slaaede 
sammen med et Herred 5 ). Da efterhaanden flere af øerne 
fik egne Ting, blev Adskillelsen fuldstændig. 

9. Dette leder os ind paa den paa Exemtion fra den 
almindelige Retskreds beroende Inddeling, Birkerne. 

For at et Birk kunde udskille sig fra Herredet, maa 
der have været et Midtpunkt, til hvilket den nye Betskreds 



') Jahrb. fur die Landeskunde. II. 326. 

s ) Var en saadan Fjerding geografisk skarpt udsondret, stod den 
næsten som et særligt Herred f. Ex. Hannæs , jfr. V. J. B. : Hanæ- 
hæret. Seruicium duarum noctium uel XX marce annone <fc Næs 
seruicium I noctis. Valdemar IV eftergiver al Klage mod Ridder 
Erik Nielsen de Ågarth »supra provinciam Hanehæreth & Næs- 
bofyærthingh et pro omni Strandwræk ibidem emergenti« Vid. 
Seisk. Skr. IV. 215. 

*) I Følge Jydske Lov skulde der vælges 2 Sandemænd, 2 Ransnævnin- 
ger, 2 Biskops- og 3 Herredsnævninger af hver Fjerding (II. 1, 51. 
78, 111. 64). 

4 ) D. A. M. I. 6. Dipl. Sv. II. 327. Om Fjerdingskirker se N. Kirkeh. 
Smiger. III. 829. 

5 ) Øndælagnæ (Endelave) 20 marce. - Sundxhæret 80 mr. pari cum tbosland. 

2« 



20 Landets Inddeling. 

kunde slutte sig. Som saadanne Gentra maa først og frem- 
mest nævnes de kongelige Gaarde. Til det Ting, der holdtes 
paa disse, have tidligt de til Gaarden og Godset hørende 
Bønder sluttet sig, idet først Ketstrætterne mellem dem 
selv indbyrdes ere blevne afgjorte paa dette Ting; senere 
have ogsaa Andre maattet søge dem der. 

Saadanne store Gaarde, hvor en mægtig kongelig eller 
biskoppelig Lensmand residerede, eller hvor Herremændene 
havde deres Sæde, kaldtes i det gamle Sprog Huseby. 
Husebyer høre til de ældst bekjendte Ejendomme i Landet og 
findes i alle tre nordiske Biger. De have vistnok i Oldtiden 
været Centra for Herrederne og Sognene , hvoraf nogle i Dan- 
mark , men endnu flere i Norge og Sverrig have optaget 
Navnet Huseby. Det egentlige Betegnende for Husebyerne 
er det, at de vare Hovedsædet for en mægtig Herre, hans 
Sædegaard eller Embedsgaard 1 ). Et Brev om Gudstjenesten, 
som Biskop Hartvig Juul af Ribe 1493 udsteder paa Gaar- 
den Husby i Husbyherred, daterer han »in dote Husby«*). 
Her var altsaa Biskopssæde eller Sæde for Biskoppens Em- 
bedsmænd jfr. dos ecclesiæ, Præstegaarden. Disse Gaardes 
* Betydning er derfor ganske misforstaaet, naar de nylig ere 
blevne fortolkede som Ladegaarde*) ; de vare netop ikke Avis- 
gaarde eller Annexer til andre Gaarde, indrettede med særligt 
Hensyn til Agerbruget 4 ). Husebyerne vare derhos ofte be- 

') Helsingalagen Thingmalæbalk. I: Nu kumber konungxbreof ællerbuth till 
Landsin8 tha scall lænzman buthkaulæ wp skæræ , fiuræ af hwærium 
husæby. Kong Magnus pantsætter 1334: omnes et singulas ;exactiones 
in tyarpahundære nec non curiam n ostram ibidem dictam Husaby 
cum molendinis aliisqué adjacenciis suis omnibus. — Mads Ketil- 
mundsen, Høvedsmand i Finland, bortgiver: curiam meam husaby. 
Dipl. Sv. IV. 1, 359. V. 39. 

») Terpager, Ripæ 296. 

*) A. D. Jørgensen i en Afhandling i Aarb. f. N. Oldk. 1872. S. 258. 

4 ) Einar Tambeskælver havde sit Hovedsæde paa Gaarden Husabær. 
Husabyr i' Heinafylke var Kongsgaard og Kong Hakon Hakonsen lod der 
opføre en Gildesal. Paa et Husabær boede Halvard , Kong Olaf den Hel- 
liges Frænde, og paa et andet Erlend af Huseby, der gav Philip Bagler- 
konge Kongenavn. Munch. Norge i Middelalderen, 82, 143, 163, 190. 



Birker. 21 

festede, efter hver Tidsalders Skik og Brug, men Lade- 
gaarden laa udenfor Fæstningsværkerne 1 ). 

Af et Brev fra Valdemar Ils Tid ses, at det var en æld- 
gammel Sæd, at Bispen i Ribe paa saadanne Gaarde, som 
hed Huseby, skulde have foruden gejstlig tillige verdslig Ju- 
risdiktion (3 Mrk. Sager) dog ikke Leding, og Kongen paa 
sine Huseby-Gaarde have gejstlig Jurisdiktion foruden sin egen 9 ). 
Husebyerne ansaas saaledes som Centra i Kongens og Biskop- 
pens Administration, hvorfor enhver Indblanding af frem- 
med Højhed ønskedes fjærnet. Dette Enemærke udstraktes 
efterhaanden videre. Af Processen mod Jacob Erlandsen ses, 
at denne , naar hele Landsbyen var hans , ansaa sig beretti- 
get til at have al kgl. Ret, selv Vrag og Tyrretyvemark- 
sager af Beboerne 8 ). — Det er efter det Udviklede sandsyn- 
ligt, at vi i disse Gaarde netop have egentlige Midtpunkter 
for Birkerne. løvrigt hører Birkernes Oprindelse til et af de 
dunkle Spergsmaal i Retshistorien. De kongelige og biskop- 
pelige Birker ere vist først opstaaede. Adelige Birker 
og Klosterbirker har man maaske næppe kjendt i det 13de 
Aarhundrede. Privilegierne for Klostret paa øland i Lim- 
fjorden (1272, 1279), hvorefter Bønderne kun for hvad de 
forbrød mod hinanden indbyrdes, skulde stævnes for Klo- 
strets eget Ting, vise, at Birkeret ikke i Almindelighed var 

l ) Se f. Ex et Brev af 9. Marts 1373 hvorved Ridder Niels Eriksen 
lover at gjenopbygge Akersburgh: Similiter et curiam ante castrum 
A. ante combustionem ejusdem castri edlflcatam . . reediflcare, 
prout eadem curia dicta grangia ante combustionem vel destruc- 
tionem . . ediflcata fult. 

*) Oldemoder 5. Notum sit tam presentibus quam futuris, quod in 
nostris villis, que huseby dicuntur iurisdiccionem episcopi habui- 
mus cum lure nostro, et episcopus eiusdem 'eccleste in talibus 
villis suls cum lure suo a nobis causas trium marcharum preter 
expedicionem dinoscitur habuisse. Et ne a quouis official ium nos- 
trorum super tam antiqua consuetudine Bibi in posterum fieret 
preiudicium, eidem cauendum duximus autentico presencium litte- 
rarum. 

•) Ser. V. 598. 



22 Landeti Inddeling. 

tillagt Klostrene 1 ). Det er iøvrigt væfdt at begge Mærke til, 
at dette ø Klosters Ting med sin begrænsede Virkekreds i 
Priv. af 1272 og 1279 siges opstaaet i Følge Vedtægt (-de 
consuetudine«) paa Kong Valdemars Tid. Det er altsaa ikke 
oprettet red noget Kongebud, som ellers vilde hare været 
nævnt Klostret faar forst ved disse Privilegier kongelig 
Sanktion paa denne Bet. 

Kjøbstæderne vare endelig i vor Periode vistnok alle 
nndtagne fra Herredstingene og udgjorde særegne Retskredse. 
Det bestemmes i Privilegierne og Stads retterne , hvor langt 
Byretten og By freden skal strække sig. — Om derimod de 
saakaldte Land- eller Bondebirker, - en Art Birker 
der ikke, som de allerede omtalte , synes at have havt noget 
Centrum , om hvilket Retskredsen dannede sig, hvorimod spe- 
cielle Grunde i hvert enkelt Tilfælde have bevirket, at nogle 
Egne ere blevne udrevne af Herredsdelingen — have været 
kjendte i det 13de Aarh., er vist tvivlsomt. Naar Molbech 
og med ham Flere 2 ) som Exempel paa et Bondebirk nævne 
Herrested i Fyen , der fra Kong Valdemar Us Tid gjennem en 
Række af kgl. Priv. var forlenet med Birkeret, er dette i 
hvert Fald ikke rigtigt. Denne By har i det Mindste ,i det 13de 
og 14 de Aarh. været en Kjøbing. Vel kaldes Beboerne i 
Priv. 125S endnu »bondones«, men saaledes betegnes jo og- 
saa Borgerne i Lund i den ældste Stadsret. Ifølge Priv. 
af 1270, 1288, 1320 osv. ere Indvaanerne i Herrested 
villani, og der indrømmes dem »leges et jura forensiai. 
Byen er netop et godt Exempel paa en Axelkjobing, hvorom 
videre i det Følgende. 

10. I det 13de Aarhundrede vare Birkerne ikke mange 
i Tal, men jeg mener dog at finde dem antydede paa fiere 
Steder i Jordebogen. Jeg hidsætter til Oplysning følgende 
Steder af dens Hovedliste: • 



i) Stemann, Retshistorie 235. 

•) Histor. Tidsskr. IV. 600. Stemann, Retshistorie 237. 



Birker. 38 

Lyungæharet syndræ. 8 fC pdri o am fusing. Item Grafatin 8 mantl nalent« 

30 iC aurl. Item Vpfuaiog 7 oetonarii valentes 7 Jf aurl. 

Mæthælsholmhæret 15 #" pur! cum Wæling. Id Wæling sunt 6 mans! 

ualeDtes 48 $ aurl. lbidem molendioum ualet 3 $ aurl. 

Vgglæhæret. 20 # pori. Cam byscopstoft. 40 Jf auri. 

Fræilæt cum ykæroæburgb 100 Jf purt. 

Suodzhæret. 80 £ purl cum thosland. 

Schogbyhæret cum haræslef 440 $ den. Haræslef cum attinenciis suls 

144 *' aurl. 

Arshæret. Seniicium 2 noctium cum angxethorp et sibi attinenttbus. 

Ryngstathæret cum haraldstath 20 £. 

Gæræhæret cum wæ 70 jC argenti. 

I de anførte Skatteangivelser er det betegnet, at der un- 
der Herredet var medtaget mindre Omraader enten øer (Taa- 
singe) eller Kjøbinge (Wæ) eller betydelige Jordegodser, som 
da tilhørte Kongen (Fusing, Wæling, Byscopstoft, Haræs- 
lef) eller Kronen (Angxetorp, Haraldstath). Det ligger 
da nær at formode, at disse Omraader have været Birker, 
og Rigtigheden af Antagelsen godtgjør den senere Historie. 
Wæ, hvis Beboere i Privilegierne (1250, 1260, 1293 osv.) kal- 
des »villani«, havde den sædvanlige Byerne tilkommende Bir- 
keret. I de i Nye Danske Mag. VI. Bind trykte Opteg- 
nelser om Statsindtægterne paa Frederik den Førstes Tid 
vil man gjenfinde Fusing og Wæling som Birker: (S. 303) 
Wiss rennte aff Sønderliungherret och aff Fusing bierck. 
(S. 281) taafifaer han (her Prytbiørnn) oc Velling berck i 
Medelsom herrett i pantt. 

Birkerne ere imidlertid ogsaa opførte selvstændigt. 
Herrested, der som sagt var et Kjøbstadbirk , findes under 
Guthumherred : »In hærmæstath dantur 2 ore avene et 8 # 
den«, og saaledes opgives Indtægten af Kjøbstæderne i Al- 
mindelighed for sig. — Helgenæs og Mulnæs paa Mols an- 
fores i Jordebogen med »Hælghænæs 20 % puri. Mulnæs 20 % 
puri.i Begge have vistnok været Birker. I Fortegnelsen 
fra Frederik I's Tid anføres i alt Fald »Helness Bierck« 
(8. 301K 

11. Sognene vare gejstlige Kredse. Det maa endnu 



24 Landets Inddeling. 

staa hen, om Sognene ere opstaaede paa Grundlag af en 
tidligere hedensk Inddeling efter ældgamle gudelige eller 
militære Kredse. I det 13de Aarhundrede var Fællesskabet 
om Kirken det sammenholdende Baand mellem Sognets Be- 
boere. Det er særdeles betegnende for Inddelingernes kon- 
servative Væsen, at Sognegrænserne endnu ere saa godt som 
de samme som i Middelalderen , og Sogneinddelingen omtrent 
uforandret. Herpaa afgiver Jordebogens »Falsterlis te« det 
bedste Bevis. Den indeholder en Fortegnelse over alle Byer 
paa Falster og anslaar de enkelte Byers Jordtilliggende efter 
Udsæden til Mark og ører Skyld. Det falder strax i øje, 
at Listen følger Sognedelingen. Den begynder med Vaalse 
og ender med Brarup Sogn ; i begge findes Kirkebyerne først, 
derefter de andre Byer. Netop samme Orden vil findes i hele 
den mellemliggende Bække. Prof. F.-Muller siger om Listen 
(S. 211), at den ikke alene har alle nuværende Kirkebyer, 
men tillige kjendeligt den samme Sogneinddeling som nu — 
med et Far Undtagelser, der maaske hidrøre fra. senere Om- 
lægninger, maaske ogsaa fra Samlerens Skjødesløshed. Til 
denne Formodning skal jeg dog som Sagfører for Jorde- 
bogen svare dette. Det fremgaar af en anden Omstændig- 
hed aldeles uomtvisteligt, at ikke Skjødesløshed, men kun 
de paa Jordebogens Tid bestaaende, og senere foran- 
drede Forhold have medført, at Listen enkelte Steder 
afviger fra den nugjældende Deling. Allerede ved en nøj- 
agtig Iagttagelse af det fotolitograferede Haandskrift sfes 
det, at det »NB.« Mærke, som findes foran alle Kirkeby- 
erne paa Falster, er kraftigere tegnet end det foran de øv- 
rige Byer ; ved at efterse Haandskriftet finde vi , at alle disse 
Mærker foran Kirkebyerne ere blaa, de øvrige røde. Heraf 
fremgaar da klart, at det har været Nedskriveren fuldt vit- 
terligt, at han ved Opremsningen i den givne Rækkefølge 
tillige nævnede Sogneinddelingen. Kirkebyerne ere i P.-M.'s 
Oversættelse angivne med Tal , og foran " disse 27 Byer 
vil der i Haandskriftet findes et blaat Mærke. Jordebogs- 



Sogne. 25 

Kalligrafen, om hvis Paalidelighed Prof. P.-M. bar udtalt 
saa streng en Dom, viser sig her korrektere end sin Dommer, 
thi foran den sidste Kirkeby, Brothærthorp , har |han rig- 
tigt det blaa Mærke, medens P.-M. har glemt Tallet. 

I verdslig Henseende nævnes Sognene kun sjældent. Det 
er først paa Landets Adsplittelsestid i det Ude Aarh un- 
drede, at man i Administrationen faar Brug for saa smaa 
Kredse. Da bortforlenede og pantsatte Landets Herskere de 
enkelte Sogne trindt om i Landet, og Lensmændene udhø- 
krede deres Forleninger i Sognelen. 



IL Kapitel 

Landets øverste Styrelse. 

(Kongen. Rigsdagen. Kongens Baader. Fyrstelige Len. 

Mindre Len. Drost. Staller. Marsk. Skjænk. Camera- 

rius. Kantsier. Gælkær i Skaane.) 



12. I det nu afsluttede Overblik over Landets Inddeling 
er dets store Udstykning faldet i øje. Gaa vi videre i Be- 
tragtningen over Landets indre Forhold, Skatters Arter og 
Skatters Paaligning, Skyldsætning af Jorder osv., bliver man 
end tydeligere vår, at ikke blot den geografiske Spredthed, 
men endnu mere Samfundsforholdenes forskjellige Karakter 
har gjort Biget til en saare sammensat Bygning. Man spør- 
ger da om, hvad der egentlig sammenholdt Biget til et Hele. 
Ved at behandle Spørgsmaalet om Landets Begjering og høj- 
este Embedsstand komme vi til det første Punkt, hvor 
Sammenholdet aabenbarer sig: den fælles øverste Styrelse. 

Landet havde for det Første én Konge, som var an- 
taget og hyldet i alle Landets Egne. Kongen var Bigets 
højeste Embedsmand og uindskrænket Ihændehaver af den 
administrative Myndighed. Medens den dømmende og lov- 
givende Magt endnu i Hovedsagen var i Folkets Eje, havde 
Kongen i Bigets Administration derimod ubundne Hænder. 
Dette ansaa man hovedsagelig for Kongens Hverv, at admi- 
nistrere Landet og værne Undersaatterne. Han skulde paasé, 
at Lovene overholdtes, saa at Dommen fulgte paa Lovens Over- 
trædelse og Dommens Fyldbyrdelse paa Kjendelsen. Saaledes 



longen. 27 

riger Jydske Lovs Fortale: Thæt (ær kunnungs æmboth oc 
høfthings i lændæt ær. at gømæ domæ. oc garæ rot oc frælsæ 
thæn thær mæth wald thwingæs. swa sum ær widdæwæ. oc 
wæriæ las barn. oc pilgrim, oc utlands mæn. oc fatakæ mæn. 
then gær tithæst wald yuær. oc latæ æi ilwærkis mæn the 
thær æi wilæ rætæ i sit land liuæ. for thy at i thet han 
pinær ældær dræpær vdæthæs mæn. tha ær han gusz thianest 
man. oc lox gæszleman. 1 ) Som Lovens Vogter er han Ad- 
ministrationens Herre, besætter Landets Embeder eller giver 
Landsdele i Forlening. For at have Midler til at styre er han 
raadig over Landets Formue, over Kunungseign og Kununglef — 
dog turde han ikke skille Noget deraf fra Kronen uden Folkets 
Samtykke — over Regalerne og deres Benyttelse. Endelig 
oppebærer han alle Landets Skatter 2 ); der skjelnes ikke mellem, 
hvad der af disse gik til Hofholdningen og hvad til Landets 
Tarv. Først i Aarhundredets Slutning uddannede sig Begler 
om, at enkelte Indtægtsposter skulde tilfalde Staten og ikke 
Kongen, men disse vare enestaaende Bud. Kongen var i 
øvrigt eneraadig over, hvortil Rigets Indtægter skulde an- 
vendes. Nye Afgifter kunde han derimod ikke fordre. 
Folket skulde bevillige alle Faalæg, direkte saa vel som in- 
direkte Skatter, og kun dem, der vare vedtagne én Gang for 
alle eller svarede fra Arilds Tid, kunde Kongen kræve uden 
Folkets Samtykke. — Kongen var derhos everste Krigsherre 
med Magt over alle Borge og Fæstninger og raadig over, om 
Leding skulde udbydes eller ikke. Dog maatte han til Leding 
udenfor Landets Grænser have Folkets Samtykke. 



*) Jfr. Tillæg til Sodermanna-Lagen : at hao scal æslschia alla rætuiso ok 
saoniod styrkia ok gdma. ok alla uranguisu osannind ok allan 
oræt nidir thrykkia, bade med ræt ok konunglicho ualde slno. 

*) Jfr. Uplands-Lagen. Kununx B. 111: tha a han aff ærki biskupl ok 
lydbiskupum til kruou wighiæs i upsalæ kirkiu, sithæn ær ban skyl- 
dugbær kunuDgær wæræ ok krunu bæræ. tba aghær ban upsalæ 
øthæ ok dulghæ drap. ok danæ arff. tha ma hao thiæntstumannum 
sioum læn giwæ. 



28 Landets øverste Styrelse. 

13. Imidlertid opstod der i Le bet af det 13de Aariwm- 
drede tvende kontrollerende Magter ved Kongens Side. Den 
første af disse var den nn ofte sammentrædende Rigsdag* 
Dåne hoffet, hvor alle Stænder, selv Kjøbstadborgerne og 
Bønderne vare repræsenterede. Faa Rigsdagen hehandledes vel 
især de Sager, hvorom Folket i Følge det foran Sagte skulde 
høres, Lovgivningssager, Spørgsmaal om Krig og Fred, Skatte- 
bevillinger osv., men den havde tillige et almindeligt Tilsyn 
med, hvorledes Regeringen førtes. 

Den anden kontrollerende Magt, som vogtede paa Kon- 
gens Haand, var Kongens Raader. De højeste Embeds- 
mænd, der stadig omgave Kongen, have vel fra de ældste 
Tider været Kongens Raadgivere. Først i Midten af det 13de 
Aarhundrede, omtrent samtidigt med at de hyppigere Rigsdage 
opkom, viser der sig etfastRaad omkring Kongen, bestaa- 
ende, foruden af de høje Embedsmænd, af andre verdslige eller 
gejstlige mægtige Herrer i Landet. Et af de første Breve, 
hvori disse Raadgivere nævnes, er saaledes et Friv. forLybek 
af 1268: »Datum in Concilio apud Slagloeoes Anno Domim 
1268. Non. Julii tercio. Presentibus dominis Tukone Arusi- 
ensi, Johanne Burglan en si, dei gratia Episcopis, Nicholaopre- 
fecto Lundensi, Johanne paruo, Nicholao dicto Hak quondam 
marescallo, Matheo de Florthorp, dapifero nostro ceterisque 
melioribus regni nostri consiliariis nostris«. 1 ) Da Kongen 
stadig æsker Raadernes Mening, og da Jdisse underskrive de ud- 
færdigede Kongebreve med ham, har det næppe staaet ham 
frit for at spørge dem eller ikke. 

Begge de nævnte Institutioner skulde udgjøre Kontrol- 
len med Kongens Regjering. Men i begge Institutioner ud- 
taler sig tillige Folkets Villie om at samles til Et og have 
en ensartet Administration. Faa Rigsdagen kunde alle Lande 
give deres Mening tilkjende og have Indflydelse paa Afgjø- 
relsen af Sager, der angik andre Landsdele end dem, hvis Ud- 



') Dipl. Svec. II. 650. 



longens Raader. 29 

sendinge de vare. Det enkelte Land fik Sikkerhed for, at det 
behandledes lige med de andre. Bestemmelserne iFrdg. 1284 
for Sjælland § 5, for Skaane § 8, for Jylland § 9, at Kongen 
alene ikke kan udstede Udførselsforbud , thi deri skulle alle 
Lande samtykke, er saaledes fremstaaet af denne Følelse 
af Gjensidighed. — I Kongens Raad vare ligeledes Folk fra 
de forskjellige Landsdele tilstede. Som det ansaas for Kon- 
gens Pligt at rejse om i Landet, at ikke enkelte Dele deraf 
skulde forurettes i Styrelsen, saaledes vare Baaderne fra det 
Land, hvori han rejste, samlede om ham og deltog i Af- 
sigen af Domme og Kjendelser. Det skulde nemlig paases, 
at den paagjældende Landsdels Lov blev anvendt. Kongens 
Baader, selv om disse ikke vare Kongens Embedmænd, repræ- 
senterede endelig hans Begjering og Tilsyn i de enkelte Egne. 
Som der i Sverrig tales om »Badh i Landsændarne« , saaledes 
siges det i Processen mod den forbryderiske Bisp Tyge i 
Børglum, at han var advaret af Rigets bedste Mænd i denne 
Del af Landet. 1 ) 

14. Efter at have givet denne korte Oversigt over Kongens 
Stilling som den øverste Myndighed i Administrationen, 
vende vi os til hans Embedsstand. Vort første Spørgs- 
maal bliver, om Kongen nogensinde overdrog Dele af sin Be- 
gjeringsmyndighed til Andre, saaledes at disse i enkelte Dele 
af Landet herskede i eget og ikke i Kongens Navn. Kjendte 
man i hin Periode Forleninger, og hvilke Rettigheder til- 
kom Lensmanden? 

Ældre Historikere have ment at kunne forfølge For- 
leninger helt op til Oldtiden. Man har da overset Forskjellen 
mellem de egentlige Embedsmænd og Lensmændene. Konge- 
lige Bestillingsmænd, der have haandhævet Kongens Ret- 
tigheder og besørget Indkrævning af Skatter, har der været 



*) Sor. VI. 547: »per dos et meliores regni nostri Id illls parlibus con- 
stitutoa fuit monitug.« 



30 Landets øverste Styrelse. 

fra de ældste Tider; men Indtægterne tilfaldt ikke Embeds- 
manden, han beholdt maaske en enkelt af disse for sig, men 
i øvrigt skyldte han Kongen Regnskab 1 ). Man bør ved de egent- 
lige danske Len saavel med Hensyn til Fortoningernes Ind- 
hold og. Væsen som deres Ælde skjelne — som Kofoed An- 
cher har gjort — imellem de store og fyrstelige Len og 
de mindre Len. Ældst ere de fyrstelige Len, som om- 
tales af Saxo (beneficia); de bleve givne til de kongelige Prinsei 
og Fyrster. Fortællingen om Prinds Buris's mislykkede For- 
søg paa hos Kong Valdemar at udvirke, at Lenene bleve arve- 
lige, viser at Lenet faldt til Kongen ved Lensmandens Død. 
Kongerne have i den ældste Tid været forsigtige med at 
bortgive saadanne Forleninger. Karl, Ærkebiskop Eskils 
Dattersøn og paa fædrene Side af kongelig Æt, henvender 
sig til Absalon for at faa hans Medhjælp til hos Kong Val- 
demar at erholde et Len (»provinciale beneficium«), men Kon- 
gen — som vidste, at Karl havde oprørske Planer — lovede 
at give ham Løn af Statens Kasse, indtil der var Lejlighed 
til at give ham et Len 2 ). Fra Tiden før Valdemar II kan 
man i det Hele kun nævne faa Exempler paa saadanne Len, 
men under hans Regjering ere de hyppigere. I Løbet afAar- 
hundredet udsondrer Sønderjylland sig som et særegent Led 
af det danske Rige under en Hertug, og flere andre Landsdele 
bortforlenes jævnligt til Kongernes Børn, der endog stundom 
faa arvelig Ret til Lenet. Vi skulle i det Følgende (se Kapitlet 
om Nathold) nævne de i det 13de Aarhundrede givne Forleninger. 
I de store Len, som gjerne benævnes Fanelen, 
overdrager Kongen virkelig en Del af Regjerings- 
myndigheden til Lensmanden. Hertugen eller Fyrsten 
udøver de kgl. Rettigheder i eget Navn. Han giver 
og stadfæster Privilegier og er Herre over Borge og Byer* 



*) Ann. f. N. Oldk. 1847. 286. 

v ) Saxo 899: ex fisco suo s« stipen dia Carolo tolatnrum promittit, 
quoad honoris ei impertiendi facultas incideret. 



Ud. 31 

Han tager sig Herremænd og beskikker Embedsmænd, og 
disse aflægge Ed til ham. Men Hertugen er Kongens Vasal, 
hans Hovedpligt er at være Kongen tro og lydig og tjene 
ham med fuldtvæbnede Krigere og øvrigt Mandskab. Hertu- 
gens Magt er i det 13de Aarhundrede paa flere Punkter 
begrænset, og mange Sider af Begjeringsmyndigheden forbe- 
holdes Kongen. Denne har saaledes den øverste Opsigt med 
Mønten og oppebærer i Beglen Ledingspengene og alle ex- 
traordinære Skatter 1 ). Hertugen er derhos ansvarlig for sin 
Styrelse for Kongen og Danehoffet*). 

Det er vanskeligere at faa Øje paa de mindre Lens 
Fødsel, men de ere dog formentlig opkomne ikke længe ef- 
ter de kongelige. I et Brev af 1140 overdrager Erik Lam 
til Bisp Herman noget Jordegods i Brønby og desuden Lille 
Herred, det halve Smørum Herred samt endnu et tredie 
Herred; han skulde deraf have al kgl. Bet (omnem justitiam 
regalem illius eoncedo"). I Jordebogen finde vi [flere Forle- 
ninger anførte, og der har utvivlsomt været mange, som 
den ikke omtaler. 

Lensmanden i de mindre Len er ligesom Fyrsten elle? 
Hertugen Kongens Vasal og tro Mand, der skal tjene ham 
i Leding med sine Undergivne. Han indkræver Skatterne og 
oppebærer alt Sagefald paa det ham betroede Lensgods, vist- 
nok hyppigst for sig selv, stundom har han dog maattet af- 
lægge Kongen Begnskab derfor. I det ovenanførte Exempel 



') Se herom det Følgende. 

*) Forleningen 1286: Vi skal . . ingen heller udi Førstendommet, som 
der haffver Gods, forhindre eller besværge om de lader steffne os 
for Honningen, for deres Besværinge oc Paaleg 1296. Hertugen 
skal ingen Uret gjøre voris Bønder i Hertugdommet, men den deel, 
som Ret er, naar han tiltalis der om. Vil han det icke gjøre, da 
skal hånd svare os oc Danmarckis Raad til Perlemente oc Danne- 
hoff, som hold i s. 1307. Kom der Tuist imellem hannem oc hans 
Vndersaatte, da motee de frit appelere til Kongen. Hultfeldt I. 291, 
303, 334. 

•) D. A. M I. 7. 



32 Landets øverste Styrelse. 

hedder det, at Lensmanden skal oppebære al »justitia« af 
de tre Herreder. Hvad forstaas nu derved? Foruden 
det egentlige Sagefald maa for det Første alt Fald o: 
uvisse Indtægter gaa ind derunder, thi disse tvende Ting 
blandes i ældre Tid ofte [med .hinanden 1 ). Endvidere ind- 
befatter Justitia alle Skatter 9 ). I Privilegierne findes ikke 
Personer, men Gods fritagne for Justitia, hvad der vilde 
være besynderligt, naar det alene betød Sagefald og ikke 
omfattede Skatterne , der netop svaredes af Jorder. Enkelte 
Privilegier vidne derhos om, at man ved Fritagelsen for Ju- 
stitia unddrager Jorden for al kgl. Bet og Erav, j/r. Priv. 
for Lunds Domkirke 1135« terras has a justitia regali im- 
munes et omnino liberas esse volumus.« (Priv. af 1085 be- 
vidner det Samme ; Domkirkens Gods fritages for al Justitia, 
dog ikke Danearv og Bedskud (Kjørsel), naar Kongen 
kom 3 ). Endelig findes i Middelalderen udenfor Danmark Ju- 
stitia meget ofte brugt om al kgl. Bet (jfr. Ducange). I det 
anførte Exempel har Lensmanden derfor kunnet oppebære 
alle Indtægter. — Fra Lensmandens Bet undtoges imidlertid 
vist altid extraordinære Skatter og Ledingspengene. 

De første Lensmænd have Kongernes højeste Embeds- 
mænd været. Fra gammel Tid synes disse at have havt 
Bet til at erholde Len. Af nogle Årtikier fra Kong Olavs 
Tid ses det, at det var Marskens Bet at have en god 

a ) Priv. for Ribe Domkap. 1327: quod omnes villici .. tam 40 £ quam 
ioferiorum jurium, exceptis frithkøøp et his quæ de naufragio pro- 
veniunt, ipsis et oulll alii de cetero respondeant. Priv. for 
Domkap. i Lund 1385. Priv. for St. Nicolai Hospital i Kallundborg 
1327, 1361. 

•) Priv. for Klostret! Næstved 1140: forum ville] [Nestweith] ae om- 
nia fori iura cam omni iustitia ae Danorum consuetudine concedo. 
Nominatim autem trium marcarum ae quadragintarum forisfacturam 
quod ad regiam dignitatem pertinet cum debito, quod Danico voca- 
bulo dicitur Mitsomerschield. Priv for Esrom. Kloster 1)94: ab 
universis servitlis et exaetionibus reglæ jurisdictioni debitis enian- 
clpamus. 

•) Jfr. Hammars Fortolkning af disse Ord i Lunds Univ. Årsskrift IV. 44. 



Len. 33 

efter hans Stilling passende Forlening uden Regnskabspligt 1 ). 
Eantsleren havde fremdeles Bet til at forlenes med Kon- 
gens Gods i Brønbyøster og hele Smerum Herred 8 ). Det 
er mærkeligt nok netop disse Godser, der som ovenanført 
bleve bortforlenede til Bisp Herman 1140. At denne Biskop 
har beklædt noget verdsligt Embede, kan ikke ses, men er 
dog højst sandsynligt, da det af gamle Kilder vides, at han 
havde gjort Krigstjeneste hos Erik Emun og af denne herfor 
erholdt Bondegods til Skjænk 8 ). De nævnte Forleninger fik 
han, da han maatte vige fra sit Bispesæde i Slesvig paa 
Grund af Almuens Oprør. Kong Erik havde 1318 Strid 
med Drosten Niels Olufsen, der efter at have nedlagt sit 
Embede som Drost tilbageholdt Borgene mod Kongens Villie. 
Ved Bisp Herman af Schwerins Mægling blev han dog 
forligt med Kongen. Her siges det udtrykkeligt, at han 
havde Forleninger i Egenskab af Drost 4 ). Endelig ses det 
af Jordebogens Indtægtsliste , at Olav, som var Kongens 
Skjænk, havde en Forlening i Sjælland (de exactione dom. 
pincerne 60 #). 

Af disse Oplysninger, som have maattet hentes fra me- 
get forskjellige Tider, fremgaar det formentligt, at Embeds- 
mændene have havt Krav paa at erholde Len. Forleninger 
synes især at have været knyttede til de enkelte Landes 
Centralpunkter. I Slesvig var en Lensmand paa sin Plads som 
Grænsevogter. I Nørrejylland var Viborg og i Fyen Odense 
Landets Midtpunkter og Lensmændenes Sæde. 

Kongen har sædvanlig overladt det judicielle Embede at 



*) Art. 13. De jure dominl marschalci est, . . habere bonam exactio- 
nem a rege sine computo pro statu suo sufflcientem. 

*) Art. 15. De lure cancellarii est, habere omnia passagia dicta ferie- 
stæde in regno, centum marcas nouas de quallbet moneta, omnia 
bona regis in B røn by øs tre et provlnciam totam Smørumhæret. 

») Suhm V. 542. 

4 ) Hultfeldt 401: qul castra sua, postquam offlcium dapiferiæ suæ re- 
signavlt, contra volnntatem ipsius Domini Regis detinuit. 

3 



34 Landets øverste Styrelse. 

have Forsædet paa Landstingene i Jylland og Fyen til 
en Lensmand i disse Egne, hvem da Indtægten af de om- 
liggende Herreder var overladt. I Beskyldningen mod de 
Adelsmænd, som have vækket Almuen til Oprør 1313, ud- 
taler Erik Menved om Johan Fapæ 1 ): »for starre Troskaff 
skyld, tilbetrode vi hannem at være Landsdommere, oc fik 
vi hannem tredie Farten aff Judland udi Forbening; huad 
Bet hånd hafuer skaffet de fattige Bønder, det lade vi til 
Gud«. Kongen havde gjort Hr. Niels Lauritsen til Bidder 
og Landsdommer og »forlænt hannem med Gods, hånd hafuer 
gjort ondt Begenskab deraff. Kongen hafuer forlænt hannem 
i Judland try Herreder.« »Aar 1326 forlænte Konning Vol- 
demar Her Lodvig Albretsøn med Viborg, oc Landstinget at 
forordne, biudendis dennem til Wiborg, at de svare Uer 
Lodvig oc huem hånd tilforordnet, giffuendis hannem all 
Kronens Rettighed 2 ).« Den Jacob Flep, der nævnes ved Aa- 
ret 1316 som Præfectus Fioniæ og Krigsøverste, var i Følge 
andre Kilder tillige Landsdommer i Fyen 8 ) , og Martin Due, 
en Hærfører under Erik Menved, var Dommer i Jylland 4 ). 

Af Jordebogen ses, at Dom. Woghen havde Forlenin- 
ger omkring Viborg, og at Aasum- Odense- og Lunde- 
Herreder vare bortforlenede til en Høvedsmand i Odense 5 ). 
Det er næppe urimeligt at antage, at disse Len have været 
tillagte den øverste administrerende Autoritet i Landet, og 
at særlig Forsædet for Landstingene har tilkommet disse. 

Byerne vare i det Hele hyppigt bortforlenede tilli- 
gemed det omliggende Land. Kolding By har maaske 



i) Huitfeldt, I. 374 ff. 

*) Huitfeldt, I. 436. 

a ) Huitfeldt, I. 393. Suhm XI. 793. 

4 ) Suhm. XI. 793. 

6 j Lyungæhæret nørræ. Wibiærgh. 120 f den. pro expedicione et 80 £ 
den. pro moneta. Dominus woghen tenetur pro exactionibug suis 
224 fC den. — Asum- Othæns- Lundæhæret: de exactione 30 £ 
puri. De ipsa ciuitate 20 $ puri vel 150 $ den. 



Drost. 35 

paa Jordebogens Tid Tæret forlenet bort tilligemed Andst 
og Almind Herreder. Jordebogen er paa dette Sted 
ikke klar, men vi finde i al Fald senere, at Byen med om- 
liggende Herreder udgjorde et Len. I et mellem Erik Men- 
ved og Hertug Valdemar og hans Broder sluttet Forlig Ted- 
toges det, at Hertugerne, naar Kongen havde deponeret 
1600 ^ hos Borgerne i Lybek, Stralsund, Rostok og Vis- 
mar, skulde OTergive denne Kolding Amt med Bander og 
Tjenere 1 ). 

15. Vi gaa over til at omhandle Landets hejeste Em- 
beder. »Drost«, som i det svenske og norske Sprog hedder 
•drotset«, kan maaske udledes af »drot« og »sæti« den, som 
sidder nærmest ved Kongen. Imidlertid bliver man betæn- 
kelig Ted denne Derivation, naar man finder, at den samme 
Embedsmand i Tydskland hedder: »Truchseez« o: den som 
har med Fadet og Bordet at gjere (dapifer). Ordet er 
maaske derfor , som flere af Betegnelserne for Embedsmænd, 
kommen Syd fra. Det findes her i Danmark først under 
Valdemar den 2den benyttet om en kgl. Embedsmand; deri- 
mod nævner Saxo en »Nicolaus, qui regiæ mensæ præerat 9 )«, 
hvad^der rimeligvis er en Gjengivelse af Titlen. Denne Niels 
Var imidlertid i Følge Saxos Beretning virkelig den , der havde 
med Anretningen at gjere, en Hofbetjent, og vistnok samme 
Embedsmand som den i Jordebogens Natholdsliste nævnte 
dapifer (major et minor). 

Under Kong Valdemar II er Drostens Stilling voxet til 
den store Betydning , som den havde i hele den senere Middelal- 
der. Det i en Kilde fra denne Konges Regjeringstid givne 
Udsagn »Item levavit Matthias dapifer de denariis causarum, 
Sagefald, aarligen C. millia marcharum 8 )« Tiser, at Drosten nu 
havde Andet end den egentlige Hofholdning under sig, og at 
hele Finantsvæsenet har henhart under ham. Noget senere 

l ) Buitfeldt. 1. 30S. Suhm XI. 219." 

•) Saxo 903. 

8 ) Huitfeldt, I. 187. 

3« 



36 Landets øverste Styrelse. 

opkommer dette Embede i Syerrig; den første Drost nævnes 
under Magnus Birgersøn 1276 1 ). Paa Valdemar Sejrs Søn- 
ners Tid er Drosten den øverste Embedsmand i Staten. 
Han er i Beglen ved Kongens Side og bevidner de udfor- 
digede Kongebreve, under hvilke ofte kun hans og Kongens 
Segl findes. I Beglen følger han Kongen paa dennes Rej- 
ser; under andre Forhold betroes det ham at styre Landet i 
Kongens Fraværelse. Han bestyrer Finantsvæsenet og har 
Tilsyn med den hele Embedsstand. Han udsteder i Kongens 
Navn Befalinger og Forbud, og som øverste Repræsentant for 
den exekutive Magt tager han Forholdsregler i ordentlige og 
overordentlige Sager. Da Kong Erik 1299 lægger Beslag 
paa Johan Grands Indtægter, sker det ved Drosten, som 
udsteder Forbud mod, at Nogen betaler Landgilde eller Af- 
gifter til Bispen og mod at Nogen sætter sig i Forbindelse 
med Bornholm. Han drager om og forjager Ærkebispens 
Mænd og indsætter kongelige i Stedet for 3 ). I et Brev af 
1284, maaske det ældste Brev af en dansk Embedsmand, 
•tilskriver Uffo »miles seu illustris regis danorum dapifer« 
uden at nævne Kongens Navn Borgerne i Lybek, Stral- 
sund og de øvrige Søstæder om at give Lunds Borgere Er- 
statning for hvad de ved deres Flaade havde plyndret af et 
af Lunds Borgeres Skibe 8 ). Udbryder der Oprør i Landet 
eller Krig mod Nabofolkene, findes Drosten ofte nævnt som 
Anfører for Hæren, skjønt Marsken ellers var den øverste 
militære Embedsmand. Drosten Niels Olufsen sendes 1313 
mod de oprørske Bønder i Jylland. Han gaar ligeledes i 
Spidsen for en Hær mod den urolige Hertug Kristoffer af 
Halland 4 ). 

Under Kong Olav bestemmes Drostens Stilling saaledes: 



M Reuterdahl II. 1. 230. 

*) Ser. VI. 344. 

•) Lub. Urk. I. 426. 

4 ) Suhm XL 700, 816. 



Drost. 37 

Jus suum est regere regnum tempore, quo dominos rez fue- 
rit alibi, instituere et destituere offlciales et advocatos, or- 
dinare de redditibus regiis , omnes causas appellacionis nomine 
regis terminare, tanquam rez esset personaliter presens. 

Af Kilderne kjende vi folgende Droster 1 ): 

Thurbernus 1204 (Lub. Urk. Nr. 12.) 

Mathias (Hultfeldt I. 187,) 

Thrugillus 1224—30 (Lub. Urk. Nr. 26. Regesta 734.) 

Astradus Frackl under Valdemar Seir. (Ser. V. 5)1.) 

Petrus Finsen Synde 1262—63 (Ser. VIII. 114, V. 671.) 

Petrus Erresen (nævnes 1254 Ser. IV. 500; 1267 forhen Drost, Sutara 

X. 601.) 
Mathæua of Flortorp 1264—68 (Suhm X. 518. 614.) 
Uffo Nielsen 1268-78 (Suhm X. 615, 883.) 
Petrus 1279—83 (Suhm X. 785, 864.) 
Erik, Hertug Knuds Søn 1263— 84*). 
Uffo Nielsen 1284 (Suhm X. 883.) 
Petrus Nielsen Hoseel 1288-89 (fanges af Hertug Valdemar paa Danehof 

i Nyborg 1289. Suhm. XI. 31, 59.) 
David Thorstenson (Hak) 1289 (Suhm XI. 63. Er sidste Gang Vidne 

31. Dec. 1289.) 
Skelm Stigsen 1291—92 (Suhm XI. 104, 118; dræbes.) 
Petrus (Nielsen Hoseel?) 1293 (Suhm XI. 131; underskrev sidste Gang"17. 

Mai 1293.) 
Aage Jonsen 1294 (Suhm XI. 155.) 
Nicolaus Biler 1297 (Suhm XI. 258. 3. Marts 1300 sidste Gang. 1304 

og 1306 er ban Camerarius. Suhm 462, 513.) 
Nicolaus Olufsen 1313-1318 (Suhm XI. 700, 828 s ). 

Ovenstaaende Liste, som alene har taget Hensyn til 
saadanne Kildesteder, hvoraf det fremgik, at Vedkommende 



! ) Jeg har bestræbt mig for at give Navnene i den Form, hvori de 
hyppigst findes: Døbenavnet nævnes derfor paa Latin, Patronymet 
paa Dansk. Men denne Regel har ikke kunnet gjen nem føres overalt. 

*) Ser. I. 372 (1283) domicellus Ericus Kanoti duels fllius factus est 
daplfer. (1284) Ericus ducatus gubernaculum suscepit. Dom. Uffo 
secundario dapifer est effectus. 

*) 1299 nævnes »Joannes Nyst quondam Ulustris regis dan o rum dapi- 
fer« Ser. VI. 342. Hvornaar han var i Embede, vides ikke. 



38 Landets øverste Styrelse. 

paa den angivne Tid var i Embede, Tiser, at den ene 
Drost afløser den anden, og at flere ikke findes 
samtidigt 

Imidlertid nævne Kilderne nogle faa Navne, som 
ikke ere anbragte i Bækken, fordi Vedkommende, efter 
min Formening, havde Drostnavnet, enten som en Titel eller 
som beklædende en Hofbestilling. Saaledes underskrives et 
Brev af 1295 af Aage Drost, Johan Drost og Peder Drost 1 ). 
Aage Jonsen var paa den Tid den, der bevidnede Kongens 
Breve, og de tvende »dapiferi», der ellers ikke forekomme, 
have da enten været Hofbetjente eller forhenværende Droster. 
I et Lejdebrev af 1299 findes blandt en Del Biddere nævnt 
Joen Liele dapifer, Ako dapifer, Absalon dapifer, men paa 
den Tid var Niels Bieler Drost og bevidnede Kongens Breve. 
Ogsaa i dette Dokument ere derfor andre Personer titule- 
rede som Droster (jfr. Jordebogens dap. major et minor). 
Disse ere omtrent de eneste Tilfælde, hvor Personer , der ikke 
have beklædt det egentlige Drostembede, nævnes som 
Droster. 

Hvad der hyppigst forhindrer Oversigten over Kongens 
Embedsmænd, er just dette, at disse efter deres Aftrædelse 
beholdt deres Titel, stundom med et »forhen« foran, men 
oftest udenr dette. Saaledes kaldes Uffo Nielsen Drost i et Brev 
af 31te Dec. 1289, men dengang havde David Thorstensen 
dette Embede, og bevidner som saadan det samme Brev. 
I et andet Brev af samme Dag er kun David Drost Vidne. 
Suhm, som hyppigt hentyder til, at der har været flere 
Droster, har blandt andet ikke været opmærksom paa, hvil- 
ken Dag i Aaret den nye Drost er tiltraadt. At der 1268 
nævnes to Droster, er saaledes kun en Følge af, at Mathias 
af Flortorp fratræder Embedet og Uffo Nielsen følger efter 
(mellem 5te Juli og 26de Nov.). 



*) Suhm XI. 206. 



SUller. Marsk. 39 

Der geres aldrig nogen Forskjel paa Kongens og Rigets 
Dræt, thi Drosten er som alle andre Embedsmænd kun Kon- 
gens 1 ). 

16. Stallere vare de Embedsmænd, som forestode Kon- 
gens Staldvæsen og sergede for hans Skytsfærd og Rejser. 
Stallere nævnes allerede ved det frankiske og angelsaxiske 
Hof og her i Landet fra ældgamle Tider. Saaledes omtales 
i Tillæget til Vederlagsretten »Vitho staller i byrgh« under 
Kong Niels 9 ). Det er rimeligvis den samme Vido, som 1117 
tilligemed Joannes og Volff, alle stabularii, underskrive et 
Privilegium , udstedt af Kong Niels 8 ). Kong Valdemar sendte 
i Følge Saxo (S. 904) Henrik, »quem stabulo suo præposue- 
rat«, i et Gesandtskab til Hertug Henrik af Saxland, da han 
var vel inde i tydsk Sprog. Beretningen viser, at Stalleren 
ingenlunde var en simpel Embedsmand 4 ). løvrigt bruges Benæv- 
nelsen Stallere ofte i videre Forstand om alle Kongens eller 
Bispens Hoffolk, hvorfor der i Dokumenter vil findes samti- 
dig nævnt et større Antal Stallere, saaledes i Kong Knuds 
Gravebrev til Lunds Domkirke 1085 5 stabularii (Allo, Ha- 
quinus, Petrus, Sueno, Ascer Achonis). 

17. I det 13de Aarhundrede forsvinder dette Embede. 
Stallerne aflåses af Marsken, hvis Navn har den samme 
Betydning af en Staldembedsmand. Allerede i Valdemars 
Jordebog findes kun en Marscalcus og Submarscalcus, men 
ingen Stabularius omtalt. Marskens Embede stiger derhos i 
Betydning. Foruden Opsyn med Staldvæsenet kommer hele 
Krigsvæsenet under hans Styrelse. Han bliver den øverste 



') J. E. Larsen bar allerede paa vist, at det kun er i slette Extrakter 
og upaalidelige Kopler af Dokumenter fra denne Tid, at Embeds- 
mændene benævnes som Rigets. Saml. Skr. 1. 2. 243. 

*) Rosenvinge, Love. V. S. 6. 

*) D. A. M. L 3. 

4 ) jfr. Ser. IV. 543: Nicolaus Stabularius dictus Falster consobrlnus 
dom. Absaloni8 Arehleplscopi. ib. 468: Nicolaus Mule, Søn af Es- 
bern Snare, var Staller bos Valdemar I. 



40 Landets øverste Styrelse. 

Embedsmand i militære Sager og Anfører i Krigen. Dog er 
hans Stilling ikke saa betydningsfuld som Drostens, og ban 
nævnes ofte efter denne 1 ). Hans Forretninger ere jo des- 
uden langtfra saa omfattende som Drostens, thi Hærens 
og Flaadens Udrustning var endnu i Undersaatternes egen 
Haand. Det var kun en forholdsvis lille Del a f Skibene og 
et mindre Antal Tropper, som Kongen selv bragte tilstede 
for de Midler, der havdes i Landets Kasse. 

De fra vor Tidsalder bekjendte Marsker ere: 

Scori 1204. (Lab. Urk Nr. 12.) 1224 (Scozio. ib. Nr. 26.) 1229 quondam 
maresch. (Nordalb. Stud. I. 84.) 1230 maresch. (Lub. Urk. Nr. 46.) 

Johannes 1224, 1230 (Lub. Urk. Nr. 26, 46) 1229 (Nord. St 1. c.) 

Heinligo 1230 (Lub. Urk. Nr 46.) 

Johannes Ebbesen 1232 (Ser. VI. 153.) 

Harald 1246, 1248, 1250 (D. A. M. 156, 168, 175) 1254 (Ser. VIII. 222. 
regis Valdemari quondam marsc.) 

Ivar Tagesen 1252 (Oldem. 7) quondam m. 1254 (Oldem. 12. Ser. VIII. 
222: regis Abel qu. m.) 1261 er ban Anfører i den danske Ar- 
mee, men kaldes ikke Marsk. (Subm X. 432.) 

Nicolaus Hak, allerede 1254 Ser. VIII. 222.) og i en Række senere Di- 
plomer qu. m. regis Christophori. 

Ebbo Ugoti 1264 qu. m. (Suhm. X. 518.) 

Johan Kalf 1260—67 (Suhm X. 405, 600) qu. m. 1272 (Lub. Urk. Nr. 
331.) 

Henrik 1277 (Huitf. 440.) 

Stig Andersen 1275—1284 (Suhm X 720, 883) 1287 qu. m. (Ser. VI. 
416.) 

Der har muligvis stundom været to Marsker i Funktion. 
Sikkert er det imidlertid, at den afgaaede Marsk endnu 
hyppigere end det var Tilfældet med Drosten, beholdt sin 
Titel efter Aftrædelsen fra Embedet. Saaledes kaldes Harald 
Marsk i Diplomer af 1246, 1248 og 1250, skjønt det af 
et Diplom af 1 254 ses , at han har været Marsk under 
Kong Valdemar. 

18. Skjænken (pincerna) var en af de tre høje Em- 

r ) Under Kong Olav: de jure dominl marescbalci est preesse guerre 
in expensis regni juxta requisicionem dapiferi. 



Camerarius. 41 

bedsmænd ved Kong Valdemars og de tidligere Kongers Hof; 
i Felge Jordebogen var der baade en Under- og en Over- 
skjænk. I Slutningen af Aarhandredet nævnes dette Embede 
sjældent; mere end en Hofstilling er det aldrig blevet 1 )* 
19. Camerarias nævnes som Titel for 3 Personer i 
Jordebogens »Broderliste« Petrus, Tupy og Jones, der næv- 
nes andensteds under Kong Valdemar L Man kan af Tit- 
len slutte, at Camerarius har havt med Kongens Pengeforret- 
ninger at gjere 9 ), men i øvrigt er saa godt som Intet be- 
kjendt om hans Stilling. Han maa stundom have staaet i 
Forskud for Forstrækninger til Kongen eller Hoffet. Ove 
eller Uffo Dyre, som var blandt Erik Glippings Mordere, 
siges saaledes at have været blandt de Misfornøjede, fordi 
Kongen ikke vilde betale en Fordring, han havde paa ham*). 
Dronning Agnes pantsætter Andreas Camerarius noget til 
Kronen forbrudt Gods for en Gjæld, hun var ham skyldig 4 ). — 
Camerarius har vist havt et Opsyn over de skaanske Marke- 
der. Kong Abels Frdg. om Tolden paa Skåner siger nemlig, 
at »camerarius vel alius ex parte nostra« er berettiget til 
for Toldens Skyld at undersøge de Skibe, som gaa derfra til 
Norge 5 ), og i et Priv. for Domkirken i Lund 1264 byder 
Erik Menved saavel sin Camerarius som Præfectus Scaniæ 
og de øvrige Embedsmænd, at de ikke krænke Kirkens Ret- 
tigheder i Lund By eller i Saxægilde-Stræde paa de skaanske 
Markeder 6 ). Camerarius 1 Stilling var vistnok anset. Han 

') Agi 1170 (D. A.M.I.23) Taky 1216 (Ser. VI. 396) Buro 1224 (D. A. 
M. 293) Olavus quond. pine. 1229 (Nordalb. Stud. I. 64) Olavus 
pine. 1245 (Suhm X. 965.) Andreas Olav! 1260—66, Søn af Foran- 
førte (Diplom.) 

') Kæmmerere findes allerede omtalte i Kbhvns. Stadsret 1294 { 10 
(de — redditibus camerarii clvttatis in presenUa episcopi et con- 
sulum eompotum reddant). 

•) Suhm. X. 935. 

4 ) Suhm XI. 57. 

ft ) Dipl. Sv. I 703. 

•) Dipl. Sv. I. 423. 



42 Landets øverste Styrelse. 

var ofte af fornem Familie; saaledes var Nicolaus Petersen 
en Ætling af Ebbe Sunesen , Tyge Pust af Skjalm Hvides Æt 1 ). 
Imidlertid findes Camerarius vistnok ogsaa brugt, ligesom Stal- 
ler, om Hofbetjente i Almindelighed 8 ). Saaledes synes det jo af 
den bekjendte Beretning, at Bane Jonsen har været egentlig 
tjenstgjørende Kammerherre hos Erik Glipping, hvad der 
ikke derfor gjør Embedet mindre betydeligt; Bane var jo 
af gammel Slægt. 

Johannes under Valdemar 1. (Ser. IV. 474.) 
Tburl 1183 (D. A. M. 1. 270.) 
Ingimer 1204. (Lub Urk. I. Nr. 12) 
Petrus under Valdemar II. (Ser. IV. 541, 548.) 
Tupo 1229 (Nordalb Stud. I. 84.) 1230 (Lub. Urk. I. Nr. 46.) 
Tuko (Pust) Bost under Abel (Suhm. X. 141 og flere Steder.) 
Nicolaus Petersen døer 1266. (Ser. I. 291.) 
Petrus. ,0 /n 1280. 

Ove eller Uffo Dyre og Rane Jonsen Lange, der vare blandt Erik Gllppings 
Mordere, nævnes somCamerarler, Cubicularier (Suhm X. 935 — 936.) 
Andreas 1281 (Bunge 1. 590.) **/i 1289. 
Kanutus Esbernson Mulæ % 1301 til 8 /s 1302. 
Nicolaus Biler (tidligere Drost) 1304, 1306 (Suhm XI. 462, 513.) 
Nicolaus Herlughson *% og »Vu 1309. 

* 

20. Eantsleren findes allerede nævnt i et Brev af 
Valdemar I. 1159: »Radulphus cancellarius«. Denne Ru- 
dolph nævnes endnu 1158 kun som »capellanus regis« 8 ). 
1161 omtales han atter som Kongens Kantsier og samtidig 
Henrik som Kongens Kapellan, saa det synes, at han fra 
den ene Stilling er rykket ind i den anden. Rudolph var af 
Fødsel en Englænder og var Kongens betroede Mand, som 



') Suhm. x. Hl. 

*) Jfr. Testament af 13. Mai 1350 af Biskop Jacob af Roeskilde: Item 
camerarii8 nostris Offoni, Absaloni et Jacobo Nicclesson . ., item 
cuilibet aliorum camerariorum nostrorum equum de una marca 
argenti (Diplom.). 

•) D. A. M. I. 12. 15. 



Kantiler. 43 

for Ex. blev sendt i Gesandtskab til den tydske Kejser. 
Senere bejler han til en Bispestol og vælges til Bisp i Ribe. 
Da han, som sagt, er den første Kantsier, der nævnes, er 
det rimeligt, at Embedet er oprettet midt i det 13de Aar- 
hundrede. Baden og Schlegel sætte det imidlertid langt læn- 
gere tilbage i Tiden, endog i Knud den Stores Dage. Bevi- 
serne herfor kjender jeg ikke; muligt har der ved Kongens 
Hof været Mænd af lignende Betydning og Værdighed, men 
Kantslernavnet er først fra det 12te Aarhundrede. Omtrent 
paa samme Tid opkommer det i de andre nordiske Lande, i 
Norge nævnes en Kantsier tørste Gang i Begyndelsen af det 
13de Aarhundrede, i Sverrig ved Aaret 1196 1 ). 

Kantslerens egentlige Forretninger vare Udfærdigelsen 
af Kongens Breve og Korrespondancen med de udenlandske 
Magter. Til ham betroede Kongen derfor sit store Segl*). 
Paa Grund af de Fordringer til boglig Dannelse og Færdig- 
hed i fremmede Sprog, især Latinen, som dette Embede 
stillede, gaves det næsten udelukkende til »lærde Mænd«, 
hvad et Blik paa nedenstaaende Kantslerrække vil vide. 

Karulus 1175. (Westphal. IV. 3113—14.) 

Nicolaus, Biskop i Roeskilde. Broderlisten. 

Petrus, Biskop i Roeskilde 1204. (Lub. Urk. I. Nr. 12.; 

Nicolaus, Biskop 1 Slesvig 1215 (Ser. VIL 333.) 

Nicolaus, Biskop i Slesvig 1229—30 (Nord. Stud. I. 84. Lub. Urk. Nr. 

46) 1233 »døde Niels, Kongens Cantzeler«. Huitf. L 200. 
Nicolaus, Biskop i Roeskilde 1244 (Ser. VI. 398.) 
Peder Ranesen , Magister. 1246-48. (D. A. M. 1.156, 160) 
Nieolaus, Biskop i Slesvig 1253—67 (Suhm X. 234, 599.) 
Niels Jyde, Magister 1267-80 (Suhm X. 600. 798.) 
Johannes, Biskop I Reval 1280 (Lub. Urk. I. Nr. 401.) 
Otto af Ravensborg, Greve 1282 (Suhm. X. 838) 



') Aschehoug 34. Nordstrom I. 58. 

*) Brev af Valdemar IV. 30 Sept. 1341: dilectis nostris caneellario et 
▼icecancellarils nostrt sigilla servantlbus magnum secretum et le- 
gale. (Diplom.) 



44 Landets øverst« Styrelse. 

Jacob, Biskop i Slesvig 1283—86 (Lub. Urk. Nr. 451. Sohm X. 925.) 
Martinus Magnussen, Magister, 1288—1304 (Ser. VIL 328, III. 269.) 
Brotberns 1309 (Sohm XI. 603.) Kaldes Vicecancellarius 1299 (Sahm 

XI. 327) 1311 (Ser. VI. 447.) 
Gwido, Decanus Lnndensis 1314—19 (Dipl. Svec. III. 186. Sahm. XI. 

850.) 

Eantslerembedet havde imidlertid en langt større Be- 
tydning end den, der netop udtalte sig i de Forretninger, der 
vare henlagte til det. Vi saa, at Rudolph fra Kongens Hus- 
kapellan blev hans Kantsier, og der ligger heri som en An- 
tydning af det Forhold, der i Følge Datidens Anskuelse 
bestod imellem Kongen og hans Kantsier. I den alminde- 
lige Opfattelse var Kantsleren Kongens Skriftefader i Landets 
Anliggender. Kantslerens Kjendskab til Landets egen og den 
kanoniske Bet, hans ofte ved Udenlandsrejser' uddannede 
Verdenserfaring maatte gjere ham særligt skikket til Baad- 
giver i Landets Sager. Han havde derfor skjent »Minister 
uden Fortefeuille« en anset Stilling i Kongens Baad 1 ). 

21. I Landets Administration har Skaane indtaget en 
særegen selvstændig Stilling. Det er vitterligt, at der i 
Aktstykker ofte nævnes en »Præfectus Lnndensis« eller 
•Præf. Scaniæ« paa Dansk Gældkær 2 ). Ja der kan op- 
regnes en hel Liste af Præfecti fra dette Land, medens et 
lignende Embede i de andre Landsdele saa godt som ikke 
omtales 3 ). I Lovbud, der vedkomme Skaane, findes Præfecten 



1 ) De lure caneellarii est . . . secretnm aut ordioarium habere om- 
nium sigillorum , tam ad priuilegia quam ad causas, jntrare con- 
silium regis et exire sine omni condicione, quaodo sibi piaeet 
(under Kong Olav). 

*) Lunds Stadsret g 11: man skal føre Tyv til Gældkæren, »tba a 
gielkere thiwff at halda fore pascha-penning oe talapenning. «Sk. 
Kirkelov: Thorth gælkyæræ. LedlDgsret: kooings gælkæræ. 

•) 1284 nævnes Petras Jacobson advocatos* Feoniæ (Sartorius, Geseh. 
der Hanse II. 137) 1294 Trugillas Blak adv. Lalandorum (Sohm 
XI. 171). 1316 Jacobos Flep præfectus Fiooiæ, EskUlus Krake 
præf. Hallaodiæ (Ser. VI. 521.) Disse ere vistnok de eneste Til- 



Præfecten i Skaane. 45 

omtalt s#m Landets øverste administrative Embedsmand« 
der handler selvstændigt under Ansvar for Kongen. Han 
fremstaar f. Ex. paa Tinget paa Lerbækshej og aflægger paa 
Kongens Vegne Regnskab for Folket 1 ). Vi vide desuden, at 
Præfectus Scaniæ i det 14de Aarkundrede indtog en særlig 
haj og uafhængig Stilling. Han var vel Drosten underordnet 
og skulde gjere ham Regnskab, hvorhos Sager fra ham skulde 
appelleres til Drosten, men sin Landsdel styrede han dog 
selvstændigt i Kongens Navn »quasi rex esset presens«, ind- 
satte og afsatte Fogederne, hævede alle kongelige Indkom- 
ster og dømte i alle Sager — dog under Regnskabspligt og 
Appel 2 ). Præfecten stilles derfor ved Siden af Kongens tre 
andre hejtstaaende Embedsmænd: Drosten, Marsken og 
Kantsleren. 

Thorth 1164 (Diplom.). Skaanske Kirkelovs lodledning. 

Petrus 1201 (Knud VI. Fordng. om Mandebod). 

Ingemar 1211 (D. A. M. 1. 267, 288.) 

Toco 1241 (Dipl. Svec. 1. 296.) 

Nicolaus 1251 (Dipl. Svec. I. 704.) 1258. (Ser. VI. 162) 1268 (Dipl. Sv. 

11. 650) 1272 (Lud. Urk. Nr. 331) »/• 1282 (Gen. A. Aaraber. V. 

17.) "/« 1283 N. quondam præf. (Bunge I. 601.) 
Petrus Jonæson 1299 (Ser. VI. 342. D. Sv. V. 346) 1304 quond. præf. 

(D. Sv. II. 426) 
(Erlandus suffectus nævnes 1288. D. Sv. II. 46.) 

22. Netop samme Hofetat, som Kongen havde, havde 
Landets øvrige heje Herrer, saaledes Hertugerne og Bisperne. 
Hertug Eriks Drost Johannes Hwitting er bekjendt. Han er 



fælde, hvor Embedsmænd for større Landsdele omtales. Embedet 
bar enten knyttet sig til Landets Hovedby (jfr. ovenfor) eller været 
et militært Embede. 

*) Ser. VI. 369. 

*) De iure prefecti Scan le est, preesse Scbanie nomine regis, iustitu- 
endo et destituendo aduocatos, redditus regios leuando et omnia in 
Scania terminando, quasi rex esset presens, computare dapifero et 
secundum eius consilium facere, et in causis potest de eo ad dapi- 
ferum appellarj. (Optegnelse fra Kong Olavs Tid.) 



46 Landets øverste Styrelse. 

Hærfører; han udsendes 1263 af Hertugen for at dømme i 
en Retstvist, hvori Løgumkloster er indviklet 1 ). Skjænker og 
Camerarier nævnes ligeledes ved disse mindre Hoffer 2 ). 

Hermed ende vi Oversigten over Landets større Embe- 
der. Om de mindre og specielle Bestillinger vil der blive 
talt paa forskjellige Steder i det Følgende. 



M Ser. Vin. 39. 

*) Dipl. Sv. I. 297 (1241) Toko, filiu§ Swart, Skjænk hos Ærkebispen 
i Lund. 



III. Kapitel 

Jordernes Skyldsætning. 

(Rebet Jord. Kænnæland. Plovenes Antal. Mark Skyld. 

Mark Gnid. Skov. Eng.) 



23. Vi gaa over til at omhandle Skatterne og deres 
Fordeling paa Undersaatteme. Da de offentlige Afgifter næs- 
ten udelukkende hvilede paa Jorderne, idet Jordegods i det 
13de Aarhundrede var den væsentligste Bestanddel af al For- 
mue, bliver det nødvendigt som Indledning at behandle Jor- 
dernes Skyldsætning. Vi ville derefter sege at belyse de en- 
kelte Stænders Skattepligt og ved at omtale Banderne dvæle 
ved denne Stands hele økonomiske Stilling, ikke blot fordi 
den udgjorde Kjærnen af Befolkningen og sad Landets egent- 
lige Formue nærmest, men fordi det historiske Aktstykke, 
vi stræbe at fortolke, er en Bog over Jordegods. 

For én Gang for alle at gjøre Rede for nogle af de vigtigste Kilder, 
som omtales i det Følgende, nævnes disse her: 

I. Oldemoder, udg. af O. Nielsen 1869. lodeholder bl. A. en i 
Tiden fra 1291 til 1317 nedskrevet Fortegnelse over Ejendomme og Ind- 
tægter, der tilhørte de enkelte Kanonikater i Ribe, det samlede Kapitel, 
enkelte Messer og Bygningsfonden , jfr. nærmere Fortalen. 

II. Aarhusbogem. Aarhnsieosls Liber, trykt i Ser. VI. 376 ff. 
Her benyttes navnlig Fortegnelsen over Bispe- og Kannikebordets Ind- 
tagter fra Begyndelsen af det 14de Aarh. (1309 er det seneste Aarstal, 
som nævnes) p. 423—436. 



48 Jordernes Skyldsætning. 

III. Sorfbogen. Liber donationum monasterli Sorensis. Ser. IV. 
463 ff. 

IV. Roeskildebogen. Registrum redituum decimarum et exactionum 
ad episcopum Roskildensem in Selandia, Meonia et Rugia pertinentium 
circa 1270. Ser. VII. 1. ff. Den angivne Tid er omtrent rigtig. En- 
kelte Dele ere dog noget yngre, saaledes den i Kbhvns. Dipl. I. 92 op- 
trykte Liste (S. 72), der er nedskrevet mellem 1377—1389. Det sidste 
Aarstal angiver Udgiveren af Dipl., det andet faas af Brev af 1377 1 Æ. 
Ark. Reg. III. 354 • Torbern Gunderszen haffuer pantsett sin gaard lig- 
gendis wed stranden till Bisp Niels« Jfr. S. 73 (K. D. 94), hvor den 
nævnes som pantsat. 

24. Ved . Betragtningen af Jorderne og deres Skyldsæt- 
ning mader os Hovedadskillelsen mellem rebet og urebet 
Jord. Benævnelsen rebet Jord kunde synes at hentyde paa 
en Opmaaling til Udfindeise af Jordens Areal. Rebmaalin- 
gen giver imidlertid alene relative Bestemmelser. Den Jord 
er rebedret, hvis Areal bestemmes ved et Kvotaforhold til 
hele Bykommunens Jordtilliggende. I hver enkelt By bestod 
et Fællesskab i Baadigheden over Jorden. Hver Gaard var 
der tillagt en bestemt Husplads og Tofte, en Lod i Marken, 
nemlig en Fjerding, Otting eller Saadant af hele Byens 
Agerjord og endelig en Brugsret over Fælleden, bestemt ved 
samme Tal ( 1 /4, Vs osv.). Dette Tal var det egentlig Vej- 
ledende for hvad der tilkom Gaarden i Jordbesiddelse. Op- 
stod der Tvist om Grænser mellem Marklodderne, delte man, 
naar de geografiske Beviser slap, ikke efter Skjan, men op- 
tog alle Grænsemærkerne i det enkelte Bol, indenfor hvilket 
Tvisten stod, eller i hele Byen, og delte Jorden efter hint 
Grundtal, som da den farste Gang skiftedes. 

Den Jord, som ikke var rebet, kaldtes Kænnæland. 
Dens Omrids var mærket med Sten eller Stabel og kjendt, 
men den stod som Jord med egne Betsforhold ved Siden af 
den rebede — jeg fristes til at sige som Eænnæsannen 
(Slegfredsannen) ved Siden af den ægte fødte. 

25. Ornum kaldtes den Jord, som udgjorde en Par- 
cel af hele Byomraadet, men ikke gik under Reb med 



Ornam. 49 

Byen 1 ). »Er ornum i by tha skal hvn wæræ af areld oc 
swa særmærct svm af aræld havær wæræt antogh mæth gnrft 
æth mæth sten. æt mæth staplæ. hun repæs æi with by. for 
thy at hvn skærthær al by.« (J. L. I. 46.) Ornum var saa- 
ledes noget, som fondtes i Byen jævnsides med dens 
øvrige Jord. Den havde et fra evig Tid bestemt geogra- 
fisk Omraade, hvis Grænser ikke omlagdes. Medens de an- 
dre Dele af Byen havde i Byens Toft ligesom deres »Hoved«, 
henviste Ornummet ikke til noget andet Jordstykke, hverken 
til en Husplads eller Tofte i Byen eller til en Andelsret i 
Fælleden. — Hvorledes Ornum er opstaaet, er vanskeligt at 
vise, men efter al Rimelighed har Ornum været i Byen, for 
denne blev anlagt. Ornummerne ere nemlig altid store Jord- 
stykker, ofte med fuld Plovs Land 9 ). Byen har vistnok 
dannet sig om den enlige Oaard, der havde optaget Jorden 
forud. Saaledes mener jeg, man bedst kan forstaa det »pri- 
vilegium dignitatis«, som i Følge Anders Sunesen (IV. 8.) 
knyttes til Ornum. 

I Sjælland findes fra gammel Tid hele Bol, der kaldes 
Ornummebol. Saadanne nævnes i Gavebogen fra Sorø, i 
mange Byer. Ornummebolet i Hæsleby siges at ligge »pro- 
pius ad solem cum fundo et domibus suis«, og synes saa- 
ledes at have ligget jævnsides de andre Bol. Det ses af 
Sammenhængen, at det har den sædvanlige Størrelse af 8 
Markskyld. I Bjæverskov er der et Ornummebol, der beteg- 
nes som mansus og vistnok har havt Bolets sædvanlige Stør- 
relse. I Solbjerg nævnes et Ornummebol , hvori Sorø Kloster 
har ejet 3 1 9 Ortugskyld Jord ; det synes altsaa at være reb- 



*) Ser. IV. 468: Domina Gythe contulitmonasterio bon« In Sierstødhe, 
vtdelicet 14 oras terræ in censu de terra communi, et InOrnomme 
dimidiam marcam. VII. 7 : curia principalis håbet duo bool , excepUs 
Ruth et Ornummæ. 42: Non håbet terram Rebedret, sed ornumma. 
Ordorp, qoe villa babet terram, videlicet nooem oras et unam so- 
lidam, et magnam terram, que vocatur ornummæ. 

') Oldemoder 13. 

4 



5Q Jordernes Skyldsætning. 

draget Jord 1 ). Disse Ornummebol bar vistnok holdes ode 
fra hvad der ellers kaldes Ormtm, som netop modsættes Bol. 
De forekomme parallelt med andre Bol og ere skyldsatte, 
hvilket Ornumme ellers ikke vare (man se Boeskildebogen*). 

Af anden urebet Jord bar især nævnes Bud o: Jord, 
der var ryddet til Agerbrug ved Omhugning af Skoven. Om 
Bud gjælde samme Retsforhold som om Ornum. 

26. Endelig nævne baade Lovene og Diplomerne som 
ikke rebet Jord Staf 8 ). Hermed forholder det sig saaledes. 
Staf betyder et Stykke, én Del. Dersom man af sin rebede 
Jord, der jo altid var bestemt som en Kvotadel af Byen t 
afhændede et Stykke, kunde det være, at dette ikke kom til 
at udgjare et Tal af samme Kvotabeskaffenhed som det, 
hvori Jorden iøvrigt var delt (V^ l ?, Vie osv.). Et saadant 
Salg ansaas ikke at vedkomme Byen; det Afhændede »skor- 
tede kun den Mand, der solgte«. Blev Bolet eller Byen 
omrebet, toges der ikke Hensyn til Stuf. Den, som havde 
erhvervet det, skulde fremdeles have det samme Stykke, men 
kun under Betingelse af, at Grænsen for den Otting eller 
Fjerding, hvorfra det var afhændet, ikke blev omlagt, thi 
da maatte Stufgrænsen flyttes og Ejeren have Vederlag i 



») Ser. IV. 471, 607, 509. 

*) Ser. VII. 27: Birkinge håbet 17 oras cum dimidia terre et unum 
ornummæ, in quo seminantur 6 ore. 30: Kathorp håbet 10 oras terre 
et unum ornummæ, in qno ornummæ possunt seminar! 12 ore 
annone. 31 : Wigh. enria principalts håbet duas oras terrarum et 
unum ornumme de 3 oris terre. 42: Wethinge . . håbet bee villa 
magnam terram dictam ornummæ. — Villa [Ordorp] håbet terram 
videlicet 9 oras et unum solidum et magnam terram, que voca- 
tur ornummæ. 62: tres ^Ornummæ , in quibus possunt seminari 27 
pund annone. 

*) Ser. IV. 497: bona sua patrimonialia in Nesby . Vnderskow , seil. 11 
oras terræ in eeoso, cam dimidia in Rebedret, et cum Stuuejordb 
ipsl oppido Nesby Vnderskow adjacentibus. VI. 436. 12. Marts 
1283 (Dipl.): terras 16 seliderum in eeosu et tres particulas terra, 
quæ Stuuæ danice nominantur. 



I 



Urebet Jord. 51 

andet af den Jord , hvorfra den var solgt 1 ). Stuf var saaledes 
forskjelligt fra Ornum deri, at den var taget af den reb- 
delte Jord, men i dette lig denne, at den ikke havde 
Tilknytningspunkter udenfor sig: fremfor alt ingen 
Husplads eller Tofte i Byen og vistnok sjældent nogen ideel 
Andel i Fælleden. 

27. Forskj ellen mellem den rebede og urebede Jord 
kommer til Anvendelse ved Fordelingen af Skatterne, navn- 
lig saaledes, at kun Ejeren af rebet Jord lægges i Lægd til 
Udredelse af Ledingsbyrden. Derimod var den urebede Jord 
ikke, som man stundom ser paastaaet, skattefri 9 ). For 
det Første ikke Ornum. Der haves intet Bevis for, at 
Ornum ikke skulde bære Skatter. At Anders Sunesen kal- 
der Ornum »priviligeret« , vil — som ovenfor sagt — kun 
hentyde til dens Forret, ikke at gaa under Reb, naar Byen 
rebedes. Jydske Lov III. 13 siger om Landbo, at han, hvis 
han svarer under 4 Ørtug Salv i Landgilde, skal i Stedet 
for at deltage i Hafnæfordelingen rede 1 Ørtug Salv til 
Kongens Gaard, »hwat hældær thet ær rep draghæt æth kænnæ 
land.« Hermed er Landboen imidlertid ikke bleven særlig be- 
skattet fremfor Andre, som dyrkede urebet Jord. Loven frem- 
hæver kun, at Landboen i dette Tilfælde, skjant han 
dyrker rebdraget Jord*), ikke skal deltage i Hafnætje- 
nesten, men udrede Penge. Den anden Art* urebede Jord, 
Bud, var heller ikke inddraget i Hafnælægdet. 1 Halland 
var der saaledes i Følge Valdemars Jordebog foruden 18 
Skipæn 126 »silvestria oppida«, Byer i Skovene, der svarede 
en Pengeafgift i Stedet for personlig Ledingstjeneste 4 ). 

*) J. L. I. 49, 55 — Sk. L. IV. 13. And. Sun. IV. 10 Vald. Sj. L. III. 

5. De sidstanførte Lovsteder afgive dog næppe — som det almindelig 

antages — sikre Beviser herfor. 
') Neues Staatsb. Magasin. VI. 48. 
') Jfr. J. L. III. 1 1 : Lanbo e hwæs sum the æræ .... haldæ vp 

lething oe landwæræn. of the ærlæ rep draghæn iorth. 
*) Sum autem in hallandia in IS navigiis 534 hafnæ seu totldemmarce 

argenti et siivestiia oppida 12$. 

4* 



52 Jordernes Skyldsætning. 

S tuf var derimod snarere at kalde skattefrit og af føl- 
gende Grund. Stuf indtog — som paavist — et vist Af- 
hængighedsforhold til den Boldel , hvorfra det var solgt. Ved 
Fordeling af Byens Byrder tog man ikke Hensyn til det af- 
hændede Stykke; det skortede den Mand, der solgte. Tof- 
ten var Hovedet for de skiftede Jorder, til hvilket man holdt 
sig (Sk. L. IV. 11: Fore husætoft skal man læthing, 
innæ ok stuth rethæ.). Såaledes kunde Boldele, hvorfra 
Meget var afhændet i Stuf, blive tungt bebyrdede med Skat- 
ter. Det var derfor i Skaane og Sjælland omtvistet, om 
ikke den, som kjøbte Hustoften, kunde søge det i Stuf Af- 
hændede tilbage, naar der til Toften endnu knyttede sig én 
Ager i hver Vang. Da imidlertid Udstykning af Jorden var 
tilladt i den videste Grad , og det syntes en Baand paa Bondens 
Frihed, om Saadant skulde forbydes eller Afhændelsen ikke 
have fuld Retskraft (scal man æi mughu thæt gøræ, tha thtik- 
kis han æi wara fræls yuir sinu æghno), antoge de Fleste 
dog, at Stufkjøberen kunde hævde sig i Besiddelsen af Jor- 
den. (Sk. L. IV. 13. And. Sun. IV. tO. Vald. Sj. L. 
III. 6.) 

28. Man har i Danmark i den ældre Middelalder ad 
tre forskjellige Veje søgt at finde en Kvalitetsbestemmelse 
for Jorderne, et Maal svarende til Nutidens Hartkorn. 

1. For det Første ved Tallet af Plovene, der an- 
vendtes til Driften af Jorden. Denne Maade at angive Bru- 
gets Størrelse paa, er naturligvis lidet nøjagtig. Der bliver 
store Spillerum mellem de enkelte Jordklasser, navnlig ved 
de mindre Ejendomme. Maaden er nærmest kun brugbar 
til Maximumsbestemmelse; man kan« angive, at der 
med én Flov kan drives saa megen Jord, heller ikke mere. 
Såaledes findes den ogsaa anvendt i Jydske Lov (III. 1 5 : tha 
ma han fæstæ til sæk e til han havær full plox ærji). I Roes- 
kildebogen benyttes den kun til Bestemmelsen af de store 
Ejendommes Tilliggende. Hovedgaarden i Tudse havde 4 
Bol, der var saa meget, som dreves med 4 Plove; Hoved- 



Tallet af Plove. 53 

gaarden i Jydstrup havde 2 Markskyld, hvori der kunde 
saas rigeligt 4 $> Sæd, og Jorderne udgjorde saa meget, som 
kunde plejes med 4 Flove; Brydegaarden i Hetwit havde 6 
øre 2 ørtug Jord, der var saa meget, som kunde pløjes 
med 1 Plov 1 ). — Som et nemt Maal til at basere en Skat 
paa kan denne Bestemmelsesmaade imidlertid tiltale, navnlig 
naar en over hele Landet gjældende Skyldsætning fra Statens 
Side mangler. Beskatning efter Plove er af Staten kun be- 
nyttet i et eneste Øjemed, som Basis for Plovskatten. 
Der er derfor ingen Tvivl om , at det af Jordebogens Stykker, 
der kaldes Plovtalslisten (se foran S. 15), er affattet i An- 
ledning af denne. Naar Tallet paa Plovene var angivet, 
havde man ved Multiplikation Skatteindtægten. Paa samme 
Maade angives i Hallandslisten Antallet af Hafnæ; Ledings- 
afgiftens Størrelse var derved givet, nemlig et ligesaa stort 
Antal Mark Salv. 

29. II. Den anden Art Skyldsætning er efter Udsæ- 
den. Denne Maade er rationelt ypperlig og derhos særdeles 
praktisk. Den er derfor den almindeligste over hele Riget. 
Selv hvor en anden Skyldsætning (som i Jylland Mark Guld) 
er den sædvanligste, nævnes Saakornets Størrelse hyppigt ved 
Siden af. I det ostlige Danmark bliver det Hovedmaaden 
at bestemme »Hartkornet« paa. 

Hvilket Eornmaal brugtes nu paa Kong Valdemars Tid ? 
Kornmaalet havde samme Navn og samme Inddelingsforhold 
som Pengene. Der tales om Mark Sæd og om Mark Penge, 
og ved begge findes Underafdelinger af 8 ører, 24 ørtuger 
og 288 Denarer. Det maa da vistnok antages — saaledes som 
Pal.-Mftller smukt og fyldestgjerende har udviklet*), — at 
der virkelig har været en Tid, hvor Kornprisen var saa lav, 
at Skjæppen (solidus), det eneste kubiske Kornmaal, som 
kjendtes, gialdt 1 Penning, og Sandheden heraf bevidner 



*) Ser VII. 19, 54, 55, 64. 

•) Om Kong V. Jordebog 232 (72). 



54 Jordernes Skyldsætning. 

Skaanske Lov ved sin Bestemmelse om, at den befalede 
Brandhjælp kunde ydes med 1 Penning (Denar) eller med 1 
Skjaeppe Byg. Det er jo derhos en historisk Overlevering, 
at paa Erik Ejegods Tid kostede en Skjæppe Korn kan 1 
Denar. 

Den Jord, hvori man adsaaede 1 Mark Korn, kom na- 
turligen til at kaldes 1 Mark Jord (terra unius marce in 
censu), og her blive da Underafdelingerne de samme. Man 
taler om Mark-, øre-, ørtug- og Penningeskyld 1 ). Jorden 
har saaledes ikke direkte overtaget Mark og ørebetegnelsen 
af Menten. Mønten har overladt sine Benævnelser til Korn- 
maalet, og fra dette er den paa Grund af Bestemmelses-* 
maaden ved Hjælp af Udsæden kommen til Skyldsætningen 
af Jorden 9 ). 

30. Allerede tidligt maa i det østlige Danmark ved 
Ordet Bol (mansus) være forstaaet et Jordstykke med be- 
stemt Størrelse og Kvalitet. Endog i det 12te Aarh. synes 
et Bol i Fyen at være et fast Værdimaal, thi Knndsbrødre- 
nes Jorder anslaas i et Brev af Absalon 1180 i Følge Var- 
dering til 30 Bol »qne juita estimationem 30 mansornm 
numero repondent « s ). I Jordebogens Laalandsliste finde vi, 
at Bol har et vist Antal ører i Skyld; til Oplysning bid- 
sætte vi dens Begyndelse: 



l ) Frdg. 1284 f. Sj. g 11 : Hwa sum hauær mark scyld æth ni øræ æth 
ti øræ oc ællæf øræ i iorth. Dip). 29. Dec. 1298: ita quod ipsa 
habeat dimidiam markakyld de nostra terra io Lyndby pro suo dim. 
markskyld. Ser. IV. 398: thet goti, som kallis i øræ skad /skyld) 
i Kalkerop. VIL 55: uoa curia habeoa 14 ørtuskild. 

*) I det sydlige Sjælland og paa Øerne Syd for er ofte Pand og 
Skjæppe anvendt 1 Stedet for Mark og Ører: in Lalandia in Batlis- 
by terras 44 talentoram in semine (Ser. Vf. 448). 2 Gaarde i Va- 
tteby i Laaland af 12 Pd. Land (Suhm XIII. 329). Trygæ Skjæpp« 
Land, 6 Skjæppe Land i Reinstorp, Gunderslev Sogn ved Susaa; 3 
Pand Land i Saldorp ved Vordingborg Bugt. (Ser. IV. 381, 385.) 

*) D. A. M. I. 264, 



Bol. W 

Rttalnnd. X. bool. II. oris minut. 
Tboræby. VIII. bool. <k census. III. orarum. 
Flyntingl. census. IX. solidorum. 
Ryggethorp. census. VI. orarum. 
Wyrnæs. XI. bool. II. solidis minus. 

Der synes ikke at være Tvivl om, at Bolet her rammer 
et bestemt Antal Mark og ører i Skyld, men h vormange P 
Efter al Rimelighed har Bolet i Laaland havt samme Stør- 
relse som i Sjælland 1 )« hvor det var 8 ører eller 1 Mark i 
Skyld. Dette Sidste lære vi af Aarhus bogen, der (S. 
424) udtaler sig saaledes: »I Forsing er der 10 ører Skyld, 
som svarer til l 1 4 Bol; de 6 Ører Skyld ligge adskilt for 
sig og de 4 ører Skyld, eller et halvt Bol, for sig; thi 
her som overalt i Sjælland udgjøre 8 ørerSkyld ét 
Bol«. I et Diplom af 11. Nov. 1335, hvorved nogle Jord- 
ejendomme skiftes og deles, nævnes »unus mansus cum di- 
midio in Ferslef Lillæ, unus mansus, id est census 
uni lis marce in Ullerthæ, census 8 solidorum et census 
3 orarum in Ølstikkæ, census 6 orarum ibidem et in Mas- 
seu census dimidie marce, id est dimidius mansus«*)* 
Boeskilde Bisps Jordebog gaar endvidere overalt ud fra 
denne Forudsætning. Fra alle Sjællands Herreder findes An- 
givelser om, at Bol var lig census 8 orarum 8 ). Jordebogen 
gjer selv opmærksom paa en Undtagelse; ved Byen Arløse- 
torp i Flakkebjerg Herred føjer den til: Nota, quod hic com- 
putantur 12 oræ terræ pro 1 bol 4 ). Endelig giver Sorø 
Klosters Gavebog de samme Oplysninger, se bl. A. Ser. 
IV. 509. 



') Pal-Møller er i Tvivl om Karakteren af Laalandslistens Skyldbeteg- 
nelser (S. 256), men den forekommer mig at pege bestemt i den 
angivne Retning. 

*) Utrykt. Findes i den Arne-Magnæanske Diplomsamling, fas*. 37. 
Nr. 3. 

•) Ser. VII. 1S, S6 (Todseherred) 30, 37, 42 <Odsh.) 43 (Arsh ), 63 
(Ringstedh.) 57 (Lyngen.). 

4 ) Ser. VII. 11. 



56 Jordernes Skyldsætning. 

Ved Beregningen er Løvrigt vist altid Gjennemsnittet af 
den aarlige Udsæd taget i Betragtning, og Marken ikke tænkt 
besaaet netop hvert Aar. 

31. III. Guldvurderingen har sin Bod paa Jydske 
Lovs Omraade. Den findes sjældent anvendt paa Jorder i 
Landene øst for Store Bælt, efter det 13de Aarhundrede vist- 
nok aldrig. Ansættelsen sker efter Jordens Værdi; i de 
Ord som hyppigst tilfejes »valentes«, »secundum estimatio- 
nem etc ligger dette udtalt 1 ). Vi finde denne Skyldsætning 
anvendt allerede i det 12te Aarhundrede. 

For at Pris og Værdi skulle komme til at danne en egentlig 
Skyldsætning, maa det forlanges, at Bestemmelsen efter disse an- 
vendes almindelig og ikke ændres medTider og Kurs- 
forhold. Et bestemt Tidspunkt maa være lagt til Grund, — 
hvilket sikkert ogsaa har været Tilfældet med Mark Guld. Den 
enkelte Private kunde naturligvis angive sin Jord til Mark 
Gulds Værd efter dens nuværende Pris, men dette findes 
sjældent; og i offentlige Forhold fulgtes selvfølgeligt den 
gamle Ansættelse. Det tilfejes ofte, at Jorden er saaledes 
vurderet fra gammel Tid. Skulde Betegnelsen forstaas rela- 
tivt til en vis Tid, maatte der i hvert foreliggende Tilfælde 
gives Oplysning om denne Medbestemmelse, men dette findes 
ikke. Blot ved Angivelse af Tallet af Mark Guld er Skyld- 
sætningen givet. Naar denne Vurdering har fundet Sted, er 
vanskeligt at afgjøre; allerede i Jordebogen tales der om »an- 
tiqua estimacio«. 

Pal. -Muller har en hel anden Anskuelse om Mark Guld. 
Det var et Værdimaal for Jorden af lokal eller kommu- 
nal Betydning, men ingen almindelig Matrikulering. 



*) 1 Jahrbucher f. die Landeskunde d. Herzth II. 348. anføres følgende 
Sted af Aarhusbogeo (Ser. VI. 435) som Bevis for, at Mark Guld 
ikke betyder et Jordstykke med et bestemt Areal: Hic håbet mensa 
in terris 11 # argeoti et tautum de Stuvækøp, quod , equipollet 
5 £' arg. Taotum betyder imidlertid ikke et ligesaa stort Areal. 
Det gaar paa det Efterfølgende (quod — quantum). 



Guldvurdering. 57 

Faa en vis ubestemt Tid var indenfor den enkelte 
Egn Frisen eller Værdien bleven anvendt som Kvalitets-Be- 
tegnelse for Jorden; den havde boldt sig længe nok til at 
antage Karakteren af Skyld. Men det Tidspunkt, paa hvil- 
ket Værdien saaledes havde fæstnet sig, var forskjelligt i Lan- 
dets forakjellige Egne, og en nyere Tids Værdi eller Pris 
kunde fortrænge den ældre Ansættelse, forandre den enkelte 
Ejendoms Markguldtal. Mark Guld bliver saaledes en relativ 
Bestemmelse. 

Imod at Mark Guld i Jord skulde være uens i de en- 
kelte Byer, taler for det Første, at der da i Jylland ikke 
har været nogen fælles eller almindelig Maade at angive 
Jordens »Hartkorn« paa. Bolet, der i flere af de andre 
Landsdele — som foran vist — var et fast Maal, var nemlig i 
Jylland hverken bestemt i Størrelse eller Egenskab; derom 
ere Alle enige. I K. V. Jordebog bestemmes saaledes inden- 
for Sønderlyng Herred et Bol som 8, 9 og 10 $> Guld. I 
Hanherred og Middelsom Herred finde vi det atter ansat til 
8 % Guld, men i Slet Herred til 16 JL og i Hornum Her- 
red endog til 40 |* Guld. Gjennemgaa vi Aarhusbogen, finde 
vi det igjen enkelte Steder bestemt som 8 $> Guld, men 
i andre Byer til langt højere Beløb (16, 21 $> Guld 1 ). Hvis 
Mark Guld nu ogsaa gjøres til et for hver By uens Maal, 
haves slet ingen Midler til Skyldbestemmelse, og, hvad Mere 
er, vi finde to Midler, der begge ere relative, benyttede til 
at bestemme hinanden. Det synes dog lidet sandsynligt, at 
f. Ex. det Tal i Mark Guld, som igennem hele Hovedstykket 
af K. V. Jordebog anføres ved Siden af Boltallet , er et Maal 
der forandres i hver By. — Hvad der dernæst taler for, at 
Guldvurderingen var en virkelig Ansættelse af officiel Ka- 
rakter, som var bestemt én Gang for alle, og hvori ingen 
Forandring vilkaarligt kunde gjøres af Bønderne, er — trods 



x ) Ser. VI. 429, 431, 432 (8 # Guld), 427 (12 JO 426 (16 JO 429, 
(21 V). 



58 Jordernes Skyldsætning. 

Pal. -Mullers Indsigelse — dette, at Mark Guld benyttes 
ved Skatteansættelsen. Det maa formodes, at Staten 
beskatter sine Borgere lige og derfor vælger en Skattebasis, 
som ikke er altfor uens i Landets forskjellige Egne. Jydske 
Skattebud anvende jo dog f. Ex. ikke som Skattebasis det 
overalt uens Maal Bol; kun Plovenes Antal og Mark Guld 
benyttes. I Følge J. L. III. 12 skal Tredingshafnæ ikke 
udredes af mindre end 1 % Guld i Jord, Sjettingsbafnæ af 
4 |L Selv og Tolvtingshafnæ af 2 % Sølv; af hvad der er 
derunder gjøres ikke Leding. P.-M. siger nu, at der i den 
nævnte Bestemmelse ikke ligger, at Leding var fordelt af 
Staten paa al Guldsjord som paa en i Landet ens Skatteba- 
sis; Loven vil ikke bestemme Ledingens Fordeling, men re- 
gulerer kun enkelte Punkter, Grænsen imellem de forskjel- 
lige Afgiftsklasser. Fordelingen, der var ordnet kommunalt 
ved frivillige Forhandlinger mellem Beboerne, sker efter hvert 
Skipæns egen Guldvurdering. — Jeg tror nu for det Første 
ikke, at Ledingens Fordeling har været i den Grad ukon- 
trolleret, som Pal. -Muller antager, men maa herom henvise 
til det Følgende. Skipæn kan dernæst vist ikke siges at 
have en Guldvurdering, thi Skipæn var ofte et helt Herred, 
eller to eller tre Skipæn udgjorde et Herred; Omraadet bli- 
ver derfor langt større end det, til hvilket P.-M. knytter 
Guldvurdering, Byen. Der er saaledes indenfor de mindste 
Kredse fulgt en forskjellig Skattebasis; dette er det usand- 
synlige. Endelig lyder det anførte Lovsted om Ledingsplig- 
ten parallelt med Bestemmelserne i Frdng. for Sjælland 
1284 § 11: Hwa sum hauær mark scyld æth ni øræ æth 
ti øræ æth oc ællæf øræ i iørth, tha rethæ thær af æn full 
hafnæ. æn hauær han tolf øræ scyld, tha ræthæ for half an- 
næn haftaæ. Nu er det imidlertid vist, at i Sjælland var 
Markskyld et bestemt Begreb, som var éns over hele Øen, 
ikke beroende paa nogen kommunal Vurdering. Det bliver 
rimeligst at antage, at ogsaa Jydske Lov følger en paa lige 
Maade givet Basis. 



Guldvurdering. 59 

En anden Skat, der er bleven lignet paa Jorden efter 
Mark Guld, er Guldkorn, den Strafskat, som Erik Menved 
i Aaret 1313 paalagde Bønderne i nogle Sysler i Jylland, 
fordi de havde gjort Oprør. Bønderne i Hårde- og Almind- 
syssel skulde give Kongen af hver Mark Guld Jord én 
Skjæppe Bug til evig Tid. Om Nogen lagde mere til Mark 
Gulds Jord, end der havde været fra Arilds Tid, skulde Jor- 
den været forbrudt til Kronen. Med samme Trusel befales 
det Bønderne i JelHnge at give Kongen 2 Skjæpper Rug af 
Mark Gulds Jord 1 ). Skjønt jeg nu langtfra paastaar, at 
Guldvurdering er en • Matrikulering til Paalæggelse af Stats- 
skatter« , — samme Befaling paalægger Bønderne i de 
nævnte Sysler en Afgift i 2 Aar af 1 Pd. Korn og 3 % Penge 
af hver Plov, og Bønderne i Jellinge 2 Pd. Korn i ét 
Aar af hver Plov og anvender altsaa ogsaa en anden Skyld- 
sætning — forekommer det mig dog sandsynligt, at Kon- 
gen, der vælger en vilkaarlig Straf, som rammer Skyldige og 
Uskyldige i Flæng, fordeler Skatten nogenlunde ligeligt paa hver 
Bonde og netop derfor benytter Guldvurderingen. At det 
var i Bøndernes Magt at lægge mere eller mindre til Mark 
Guld, end der har været fra gammel Tid , ligesom ogsaa , at 
der i et enkelt Kildested omtales By vurdering, viser kun, at 
Byens Matrikulering ikke byggede paa den nuværende Pi is; det 
var i en svunden Tid bestemt, hvormeget der skulde høre til 1 ^ 
Guld i Byen. Men at Mark Guld ogsaa oprindeligt var forskjel- 
lig i hver By, er jo ingenlunde en Nødvendighed. Der forelaå 
sandsynligvis ikke nogen skriftlig Matrikel, og Underretning om, 
hvormange Mark Guld Byen indeholdt, og hvormeget der 
laa til hver Gaard, maatte søges i Landsbyens Tradition. 
Ja selv om der havdes en skriftlig Optegnelse, hvad var der 
da til Hinder for, at Bønderne under den enkelte, skatte- 
pligtige Gaard kunde henlægge mere af Byens Mark Guld 
Jord end det Tal, hvorpaa Gaardens Ansættelse oprindelig 
lød? I Roeskilde Bisps Jordebog findes bestemte Optegnelser 

*) Huilfeldt. I. 367. 



50 Jordernes Skyldsætning. 

om , hvor mange Markskyld der var i hver By og under hver 
Gaard i Byen, men ikke desto mindre bemærkes det tidt 
af Nedskriveren, at Bønderne undertrykke Jord, eller at 
Jord ikke kan findes, fordi Banderne havde draget det ind 
under, hvad de dyrkede. 

32. Til nærmere Bestemmelse af hvad Mark Guld var 
efter Nutidens Maalestok, have nogle Forfattere forsagt at 
sammenligne et Jordstykke af bestemt Hartkorn fra Nutiden 
med den Angivelse * som Jorden sattes til i gammel Tid ef- 
ter Guld vurderingen. Selv om der kunde paavises en saadan 
gammel Angivelse for en Ejendom , hvis geografiske Omraade 
bevislig var den samme, kunde Jordens Egenskab imidlertid 
være saa forandret, at al Sammenligning er umulig. For- 
søget har været anstillet med øen Agerø i Limfjorden, men 
hvorledes Beregningen af de anførte Grunde og mange andre 
Omstændigheder glipper, kan læses hos P.-Muller (S. 246). 

For at komme til en tilnærmelsesvis rigtig Opfattelse af 
Mark Guld, især bestemt i Forhold til de andre Skyldbeteg- 
nelser, tror jeg at kunne anvise en hidtil ikke fulgt Vej, 
hvilken formentlig tillige vil lære os, at den forsvarede An- 
skuelse er rigtig, at Mark Guld var en Ansættelse under 
Statens Kontrol og éns paa Jydske Lovs Omraade. 

Hvis vi tage Aarhusbogen for os, ville vi se, at 
der ved en stor Del af de opregnede Gaarde anføres foruden 
Markguldtallet , hvormegen Udsæd Jorden kunde mod- 
tage. I den S. 61 trykte Liste findes alle de Steder, der give 
Oplysninger om begge disse Funkter; jeg har nøiagtigt ud- 
regnet, hvor meget Sæd der falder i hver Mark Guld. 

Til Forstaaelse af Listen bemærkes Følgende. * I Jylland, 
hvor Trevangsbruget ikke anvendtes, brugtes forskjellige 
Driftsmaader. Hvilken der har været anvendt i den østlige 
Del af Jylland, hvorfra de ovenstaaende Angivelser ere, kan 
ikke ses. Kun saa meget lære vi af Listen, at der ikke 
hvert Aar har været lige stor Del af Marken indtaget til 
Saaland. Det hedder derfor »singulis annis«, »unoanno cum 



Guldvurdering. 



61 



Ser. 
VI. 

425 
426 

427 

427 



428 
429 

429 
429 



429 
431 
431 
431 

432 
434 
434 
436 



By. 






Hedeosted. 

Lille 

Dalby. 

Tilst. 



Molnes. 
Digher- 
høveth. 
Begtrup. 
Vellby. 



I 



Koldt. 

Suodfæri. 

Ølsted. 

Tirstrup. 

Ekhøgh. 

Vester 

Alling. 

Roxe- 

woræ. 

Suræktær. 



Herred. 



Hatting. 



Hasle. 



Mols. 



Ning. 

? 

Hatting. 

Mols Søn- 

derh. 

Sønder- 

hald. 



Rougsø. 



si ex toto arentur. 
si ex iotegro arttur. 



secundum anttquati estimationem 
in terris valent 14 fC au ri, quar- 
ta pars cujuslibet bool pro 
1 # auri computata, quæ ta- 
men quarta modo valet 
ultra 30 deoarios. 

uno anno eum altero computato. 



in istis terris possunt seminari 
alternatls anois 9 ore an- 
none et alternatls annis 
14 ore. 

annis singulis. 
annis singulis. 



si esset culta. 



singulis annis. 



Udsæd i 

1 JtGuld 

I Jord. 



2 or«. 
2one. 

2 f /n oræ. 
3oræ. 



l*/a or«. 

2 oræ. 
t'Vttoræ. 

l*/i or*. 

2 oræ. 
l M /i5 oræ. 
2*/ 1 oræ. 
l*/4 oræ. 

IV* oræ. 

lVt oræ. 

3V5 oræ. 

l lft /rr oræ. 
5 oræ. 



altero computato« o: saa meget saas omtrent hvert Aar. 
Et Sted hedder det »alternatis annis«, og her har da været et 
toaarigt Skifte. Udtrykket »si ex integro aretur« vil vistnok 
sige, at Jorden første Gang tages op, efter at have ligget brak. 
Udsæden i én Mark Guld Jord findes overalt 
at være hen ved 2 ører, en enkelt Gang naar den op 



62 Jordernes Skyldsætning. 

til 3 og kun én Gang — som en Undtagelse 1 ) — 5 ,ører. 
Der gjøres derhos paa ét af de Steder, hvor Udsæden er saa 
stor (S. 427), udtrykkeligt opmærksom paa, at Ansættelsen er 
lav o : Jorden er stærkt opdyrket, og et andet Sted (S. 434) 
er Angivelsen kun efter et Overslag; den største Del af 
Marken henligger uopdyrket. At Udsæden skulde være absolut 
lige stor overalt, kunde ikke ventes, da Mark Guld var en 
gammel Skyldsætning, og da Angivelserne overalt ere meget 
omtrentlige og for store Ejendomme. Men naar der 
endnu i det 14de Aarh. kan være saa liden Forskjellighed i 
Udsæden paa de enkelte Gaarde, er der den største Sand- 
synlighed for, at Mark-Guld Ansættelsen er i svundne Dage 
sket i alle Landets Byer paa samme Tid og efter 
samme Maalestok og har været kontrolleret fra 
oven. 

Desværre kan Fortegnelsen ikke forøges yderligere an- 
densteds fra, thi mig bekjendt findes der ikke andre Kilder, 
der give lignende Oplysninger. Dog bestyrkes Antagelsen af 
et Dokument af 1295, hvorved nogle Gaarde i Vends Her- 
red i Fyen overdrages. Her nævnes baade Mark Guldtallet 
og Holdskornet o: det Korn, som overleveredes ved Gaar- 
dens Tiltrædelse, Saakornet (jfr. herom næste Kapitel). Der 
fandtes af Saadant for hver Mark Guld paa en Gaard i Skril- 
ling 2 10 ii øre, i Kavslunde 2 22 , 2 t Ore, i Voldby 2- 7 øre, 
i Veilby 2 øre, altsaa netop som ovenfor 2 ). 

') Jorden giges paa dette Sted (S. 436) desuden Ikke at indeholde saa 
mange Mark Gnid, men anslaas af Nedskriveren dertil. 

*) Nicolaus Hamundsens Testament .af 1. April 1295: in parocbia Ka- 
uæslund curiam meam in Skriliing sitam , ad quam iacent tres 
marcæ auri in terris, duabus marcis argenti minus, cum marca 
annone ad censum eiusdem curie et quatuor bobus, vacca eciam 
una, de quolibet pecore dabitur dimidia marca denariorum , duas 
curias in Kauæslund, ad quas iacent decem et octo marce argenti 
in terris, cum duobus bobus, quatuor iumentis et vacca una, de 
quolibet dabitur dimidia marca, ambe curie habent ad estimacio- 
nem decem et novem solidos annone, curiam meam in Wolby, ad 
quam iacent quatuordecim marce argenti cum dimidia in terris, et 



Galdvurdering. 63 

Til Høhøsten, som anføres i Aarhusbogen med me- 
get forskjelligt Beløb for Gaarde med samme Mark-Guld- 
Tal, har jeg ikke taget noget Hensyn, da kun Jord, som 
saas, eller kun Udsædens Størrelse bestemmer Skyldsætnin- 
gen jfr. Frdg. 1251 § 6: si jam terra non colitur, nihil sol- 
Hat (Frdg. 1257 § 8 tilføjer: donec terra colatur), og da 
Høet havde en mindre Værdi og kun toges af Engene, 
ikke af den hvilende Agerjord, hvor Kvæget græssede. 

Afgjort sikkert lære vi af Listen dette , at Mark Guld, 
der kunde modtage en Udsæd af henved 2 ører, er langt 
mindre end det sjællandske Bol eller Markskyld, 
hvori der saas 8 ører eller, hvis det antages, at der ved 
den sjællandske Skyldsætning er taget Hensyn til hele det 
Areal, der kunde besaas og ikke til Gjennemsnitsudsæden, 
da i al Fald over 5 ører 1 )'. 

33. Skovene, der dengang ikke havde synderlig stor 
Værdi, dertil vare de for talrige og vidtstrakte, vare ikke 



quatuordecim marce argenti in Kuxstorp marck cum silua sua io 
Gunnæskogh et marca annone ad estlmacionem dictarum terrarum, 
in quibus bonis snnt 6 boues, vnus equus et una vacca, et unam 
marca m auri in terris in Wæthælby in parochia Nybøl, cum dua- 
bus oris annone, quas tenetur Andreas Gythæsun, duobus bobus 
et una vacca, et cum duabus oris annone, quas håbet Mæret in 
Ryclæ, uno boue et vna vacca. 
l ) Blandt de mange endnu dunkle Steder om Jorders Skyldsætning er 
Thord Degn art. 29: Si aliquis contra aliquem legaliter docuerit, 
quod terras venditas venales in placito non exhibuit, tune consi- 
deranda est deterioracio istius monetæ juxta bonitatem monetæ re- 
gis vtipldemari et iuxta iilam bonitatem ematur quælibet marca 
auri. Den Beregning , som her skal foretages , gaar ikke ud paa at 
udfinde, hvor mange Mark Guld den solgte Jord indeholder (paa 
denne besynderlige Maade fortolkes Stedet af Pal.-Muller, S. 251). 
Dette maa ikke alene være givet og findes i Salgskontrakten, men 
det er jo netop Mark Gulds Egenskab af Værdibetegnelse, som 
skal benyttes. Nu skulle Frænderne imidlertid ikke kjøbe Jorderne 
efter Gulds Pris paa Salgstiden, men efter dets Pris paa Kong 
Valdemars (I.?) Tid. Da stod den f Ex. i 16 £ Penge (jfr. Ser. VI. 
429.); nu ere Pengene engang saa slette, og Kjøbesummen bliver 
da 32 J\ 



64 Jordernes Skyldsætning. 

skyldsatte og ikke beskattede. De Skove, der vare i privat 
Eje, kunde enten være en Privatmands Enemærke eller 
Landsbyens Fælleseje. Den Skov, som harte til Landsbyen, 
laa sædvanlig i Fællig, saa at hver Bonde havde Bet til 
at benytte den for en bestemt Andel (pro parte indivisa). 
Dette udtryktes ofte ved , at Enhver af Lodtagerne ejede hvert 
3die, 4de osv. Træ i Skoven 1 )- Men Skoven kunde ogsaa 
være delt efter paaviselige Grænser saaledes at hver 
Bonde ejede i den et Enemærke, et »Enemærke Skovskifte •*). 

Den Skov, der var udskiftet, kunde i Følge Thord 
Degn art. 7 a ) ikke ved opstaaet Tvist deles paa ny ved Reb- 
ning. Grunden til denne Forskjel fra hvad der var Regel 
ved Markjorder, er naturligvis den, at medens det er van- 
skeligt at edelægge Agerjorden ved urigtigt Brug, saaledes 
at den bliver væsentlig forringet og i al Fald ikke kan blive 
det for en længere Aarrække, kan Skoven forhugges og dri- 
ves saa urigtigt, at den for lange Tider er uden Frugt, eller 
den kan ødelægges aldeles 4 ). 

Naar Skoven var Landsbyens Fælleseje, blev den natur- 
lige Betegnelse for Andel i Skoven den samme som den, 
hvormed Jordbruget i Byen betegnedes, (til Exempel: In scog- 
husas tantum in silva quantum pertinet ad unum mansum. 
Unam curiam 4 solidorum terræ tam in agris quam in sil— 



') Ældste Archivreg. IL 38: en gaards eye udj Foxstrup udj Wratiher- 
rlt och huer flerde fur j Foxstrup marck och huer flerde tre vdj 
F. skouff. • 

*) Æ. A. II. 180: thre ennemercke schoff skinler. — Alling closter haf- 
fuer et ennemercke skouffskiffte liggendes nordenn wed Ømosse. 
367: itt skouffskiffthe i Wamen skouff. 

*) Sllva serael divisa nunquanr potest fune solari dividi , licet campus 
dividatur. 

4 ) En Dom, udgangen i Mogens Munks Tid, at dersom nogen kalder 
paa og vil have Skov til Rebs og haver skadelig forhugget den Del, 
de haver i Værge, da bør dem ikke at have en anden Skov, fer- 
end de haver opfredt den igjen, saa at hun er saa god som de an- 
dre deres f Byen. Ny kgl. Sml. 838 f. Nr. 50. jfr. Ser. VI. 179. 



f 



Skove. 65 

vis. — In Northorp in terra et silva solidus terræ. - En 
fuld Gaards Eje over al Salten Mark og Skov 1 ). Skoven selv 
anslaas aldrig til Mark og øre, men Agerjordens Mark og 
øretal anvendes til Bestemmelse af den ideelle Del i Skoven. 
Stundom synes det som Skovene selv bære disse Benævnel- 
nelser 2 ), men det, der omtales , er da sikkert ikke længer træ- 
bevoxet Grund, men ryddet. Naar det saaledes hedder i 
Roeskildebogen : Item in silva Stenswitb håbet Episcopus 22 
oras terræ in censu, et at ti net curiæ Lekkingæ, quæ jacent 
divisæ in duas partes, — da maa dette være opdyrket Land, 
hvoraf der fandtes meget i Stenswitb (se Listen over Ko- 
nunglef i Y. J. B. »omnia oppida facta de Stenswith«), 
Gaarden Lekkinges Tilliggende beskrives desuden i Forvejen 
som »duo bool exceptis Ruth & Ornummæ «. Andre Ste- 
der er det derimod Jord, som fra Agerjord er bleven Skov, 
men har beholdt sin gamle Skyldbetegnelse f. Ex. »Boskilde 
Domkirke haffuer 12 bool Jorde poo Olden i Hornshæreth, 
ther som fordom war Skeneby 8 ).« 

I øvrigt benyttede man mange forskjellige Maader at 
betegne Besiddelsen i Skov paa. Man angav, hvormange 

9 

Svin man havde Bet til at have paa Olden (hermed staar i 
Forbindelse den paa enkelte Steder i Jylland benyttede De- 
ling efter Svinslag 4 ). Eller man talte om , hvormange Vogn- 
Ises Tommer man maatte hugge 9 ). Det er i øvrigt karakte- 



*) V. J. B. Dipl. Sv. V. 292. Ser VII. 16. Ældste Archivr. I. 257. 

*) Ser. VII. 9: uoum solidum terre in silva, que dicitur Maggehavæ, 
quem emlt Episcopus antiquitus de quodam Boo Rand. 13: in silva 
Rothe novem solidos terre excepta silva, quam prius habuit. 44: 
ora terre in silva Harskow. VI. 426: unam marcam auri, que di- 
citur Scoghsjorth. 

•) Ser. VII. 8, 49. 

*) Oldemoder 38: silvam quandam in waræ videl. quinque laagh. Ser. 
VI. 434 : Roxeworæ. Hlc håbet mensa centum vigintl octo swins- 
lagh in terris, que equipollent 8 fC auri, 16 swinslagh pro marca 
auri computatis. 

6 ) 29. Sept. 1388: unura bool terrarum et septem solidos terr. in 
censu cum silvis dictis bonis adjacentibus videl. twiggæ woghns- 

5 



66 Jordernes Skyldsætning. ,* 

ristisk at se, at Skovens forskjellige Bestanddele den Gang, 
som nu, vare bestemt adskilte, og at de enkelte Rettigheder 
kunde tilkomme forskjellige Personer. Et var Granden, et 
Andet Tømmerhugst, et Tredie Græsning og Oldengang. 
Sorø Kloster kjøber af Provst Ascers Arvinger Halvdelen af 
Skoven Jælinge Ore dog saaledes at, naar Træerne ere hug- 
gede, den underliggende Jord skal tilhøre Roeskilde Bisp 1 ). 
Paa Groskæmark ejede Aarhus Kirkes Bygningsfond (fa- 
brica) en Skov, men Bispebordet havde Oldengangen i Sko- 
ven, nemlig for 300 Svin eller saa 2 ). 

34. Engene vare lige saa lidt skyldsatte eller beskattede 
som Skovene. Man plejede sædvanligt over hele Danmark at 
betegne Engens Værdi og Størrelse ved det Antal Læs Hø, 
der aarligt kunde høstes. (I Jylland, navnlig paa Vestkysten, 
findes en Betegnelse: Skar 8 ). 



hwgh in Høgbæbiærsheynidh et unam partern silvæ dictam skow- 

looth in silva dicta Hiærnæbyærskow in Dywngswith. 25. Marts 

1389: unum skousland in campo Wysyngthorp. 
') Ser. IV. 471. 
*) Ser. VI. 431: Creditur, quod silva sit ad fabricam ecclesie data, pa- 

stura vero est mense. 
s ) Ser. VIII. 247: 6 Sckar in pratis, que dicontur Hernmiogsbrøtb 

Enge. 



IV. Kapitel 

Bondestanden. 

(Bonde. Bryde. ' Landbo. Gaardsæde. Jordbrugenes 

Størrelse.) 



35. Bonden var den oprindelige Borger i Staten. 
Hans Stilling bares i ingen Henseende af noget Privilegium, 
men i Kraft af Loven var han den frie og uafhængige Un- 
dersaat, der deltog i Udredelsen af de offentlige Byrder og 
mødte personlig i Leding. Som skattepligtig Borger beteg- 
nes hans Stilling nærmere som Skattebonde (Innæbonde) — 
i Modsætning til Herremanden. Bonde i egentlig Forstand 
er dog kun Selvejeren, Adelbonden (bondo); kun han har 
den folde Uafhængighed og den Vederhæftighed, som efter 
de Tiders Forhold kun Jordbesiddelse og ikke nogen anden 
Formuebestanddel kunde give. Ligesom der ved strænge 
Bud var draget Omsorg for, at arvet Jord ikke gik ud af 
Familien , til hvem Bonden i Tilfælde af Salg skulde lovbyde 
den, saaledes skred Bonden under et økonomisk Tryk sidst 
til at sælge sin Jord; det var bedre, at han udstykkede Ej- 
endommen eller solgte maaske den største Del af den, end 
at han afhændede den helt og blev en Andens Landbo (Sk. 
L. IV. 13). I øvrigt var det ikke nødvendigt, at Adelbon- 
den selv dyrkede sin Jord; han kunde give den i Forpagt- 

5* 



68 Bondestanden. 

ning til en Bryde og overtog maaske selv en Brydes Stilling, 
hvad Kilderne ofte omtale. — Selvejeren er saaledes den 
fuldt skattepligtige Bonde, men tillige den faldt berettigede, 
hvem navnlig intet af de Hædersomtrad, som Samfundet 
kunde tildele, kunde nægtes. En nøjere Belysning af hans 
Stilling ville de følgende Betragtninger over de andre Klas- 
ser Bønder give. 

36. Bryde har i det ældre Sprog flere forskjellige Be- 
tydninger og Brydens retslige og økonomiske Stilling under- 
gaar i Løbet af det 13de og 14de Aarhundrede en hel 
Bække Forandringer. Det bliver derfor nødvendigt, at skjelne 
skarpt imellem forskjellige Betydninger og imellem nyere og 
ældre Tider. 

Bryde kommer af brytja, at uddele, at fordele Maden 
til en Gaards Folk 1 ). Den Træl, der havde Overopsynet 
over de andre Trælle og forestod Husholdningen, kaldtes 
Bryde; vi vilde vel nu kalde ham Gaardbestyrer, Forvalter. 
Denne Bestilling findes ofte omtalt i de islandske og ældste 
danske JKilder fer Landslovene og gjenfindes i Jydske Lov, 
hvor dog sædvanligen ved Bryde forstaas Fælhgsbryde , som 
vi strax skulle tale om. Naar J. L. vil betegne den simple 
Bryde i Modsætning til Fælligsbryden, kalder den ham Be- 
desvend. En nejere økonomisk Forbindelse mellem Husbonde 
og Bryde og en mere uafhængig Stilling for denne opnaaedes 
i det saakaldte Bryd efæl lig. Der oprettedes et Fælles- 
skab mellem Jordejeren og en anden Bonde, hvilket gik 
ud paa fælleg Brug af Jorden og Sameje af alt Løsøre. For- 
holdet er oprindeligt opstaaet ved at Bonden, som paa 
Grund af Jordernes Størrelse eller formedelst Alder og Sva- 
gelighed ikke selv kunde overkomme Driften af Jorden, tog 
en Anden til sig i Gaarden i Fællig. Saaledes finde vi Bry- 
den i de ældste Love. Skaanes og Sjællands Love gaa vist 
overalt ud fra, at Bryden bor i samme Gaard som Husbonden. 



»j N. M. Petersen i Ann. f. n. OMk. 1847. 265. 



Bryde. 6d 

Lovene forudsætte kun et Sameje af Løsere. Ved Kjøb 
og Salg af Gaarde, der drives af Bryder, findes ikke omtalt 
mere end én Ejer; J. L. II. 104 gaar ogsaa ud fra, at 
Bryden ikke ejer Jord 1 )« Uagtet der nu ikke oprindeligt var 
Sameje i Jord, kunde det jo tænkes, at der opstod et saa- 
dant i den Jord, som senere erhvervedes. Dette har Vel* 
schow paastaæt og henvist til Fællig i Familieforhold 9 ). 
Det er imidlertid urigtigt at bestemme BrydefeUiget ved 
Hjælp af Familiefælliget, som netop henviser til hint. Er. Sj. 
Lov I. 1 1 bestemitffer saaledes , at naar Bonden tager sin Datter 
og hendes Mand i Fællig med sig og lyser til Tinge, hvor* 
meget de have i Fællig: med ham, da »bider dem ingen Arv, 
for det er som Brydefællig«. Datteren og Svigersøn- 
nen fik ikke Lod i det arvede Løsøre. Nu felger ganske 
vist herpaa: »Køpæ the nokær iorth, tha tak« the sva my- 
kil lot sum the aghæ i fælagh«, men her henviser Loven 
ikke til Brydefælliget , og at den skulde finde Anvendelse 
dér, er ikke rimeligt. I Familiefælliget er der jo en fortsat 
Sammenerhverven , der ikke afbrydes af nogen Opgjerelse; 
hele Formuen er fælles og Alt indgaar i denne. Jordejeren 
derimod, og da især, naar han boede i en anden Qaard end 
Bryden, maatte forlange en aarlig Opgjerelse af denne, hvor« 
ved det erhvervede Overskud kunde blive delt efter den ved- 
tagne Kvota. 

I Jorden var der saaledes ikke Fællig. Vi skulle nu 
se, hvad Lovene forstaa ved Fællig i Løsøre. Naar Tvende 
indgik en Forening, hvorved de indbragte Løsøregjenstande 
i ét Bo, kunde der efter de ældre danske Love opstaa et 
juridisk Forhold af meget forskjellig Art. Der skjelnes imel- 
lem to skarpt adskilte Vilkaar: Fællig og Virning. Saa- 



! ) Of nokær man gluær annæn thiofs sak, thær sialf hatær lorth. tha 
ma han sialf gangæ i tak for sik. æn of lanbo glvæa sak. tha skal 
hin thær iorthæn a. gangæ i tak for ham ok s*a bondæ for sin bryti. 

') Hist. Tidsskrift I. R. 1. 112 ff. 



70 Bondestanden. 

ledes til Ex. Er. Sj. Lov I. 11. Naar en Bonde tager sin 
Datters Mand til sit Hjem, skal han lyse, om de have lovlig 
Fællig med ham eller om han tager deres Ejendele til Vir- 
ning. »Lægger han oc thæm i fælagh mæth sic, tha scal 
han thet liusæ a thingi , horæ mukæt the aghæ i fælagh 
mæth banum. — Æn liusær han, at han haner takit them 
at virthninge, tha hvat sum bo varthær bætær ællær værræ, 
tha fa the ecki meræ æn the varæ in taknæ i virthninge mæth, 
æcki oc minnæ«. Disse Forhold komme atter frem i Pro- 
vinslovenes Begler om Umyndiges Midler, som tages i For- 
varing. En anden Betegnelse for de omtalte virde Penge 
var Halspænninge eller Halsfæ. I den Dalbyske Frdg. § 2 
hedder det saaledes: »tha scal bondans hørna methrinæ oc 
hans stypbørnæ fæthiinæ in takas til fælax ællær til halzs 
pænningæ oc a thingi lyusa«, jfr. Er. Sj. L. III. 33. Om 
disse Hals- eller virde Penninge hedder det fremdeles i J. L. 
II. 114: »wirdæ pænning mvghæ æi for tapæs«, og Sk. L. 
XVI. 5: »Takær annær nokæt til halsfæ, tha ma thæt aldrigh 
tapæs, num skal e thæt atær gialdæ huat sum at kumbær« 1 ). 

Af de anførte Lovsteder kunne vi bestemme den juri- 
diske Karakter af disse Forhold. Fællig er et Sameje i 
samtlige de i Boet til enhver Tid værende rerlige Ting 
efter en bestemt Kvota (communio pro rata parte), Virning 
er et Depositum irregulare; Gjenstanden selv eller dens 
Værdi, hvis den var forgaæt, skulde tilsvares ved 
Forholdets Ophør. Anders Sunesen definerer derfor og- 
saa Halsfæ som det Gods, der tages i Forvaring med det 
Vilkaar, at dets Værdi skal tilsvares, hvad der saa hænder 
Godset 2 ). 

Anvendt paa det foreliggende Tilfælde vil det ses, at et* 



*) Jfr. fremdeles J. L. I. 30, II. 61, Erik Sj. L. I. 48. III. 10. 

*) XVI. 7: Quicumque recipit ea conditiooe quelibet con 8 er van da utin 

eodem, quicquid eis contigerit, valore reddantur, que deposita halxsfæ 

liDgua patria nomioantur. 



Fælligtbryde. 71 

Brydefællig ikke kunde opstaa, fordi der var givet Bry- 
den enkelte Gjenstande til Virning eller Halsfæ. Fællig 
kunde det kun kaldes, naar Husbondens Bet bestemtes som 
en Kvota af det paa Gaarden til enhver Tid værende Løs- 
ere. — • Naar et saadant Fællig blev indgaaet, var det for at 
sikre Kontrahenterne indbyrdes, men endnu mere Tredie- 
mand, befalet, at det skulde lyses til Tinge, med hvilket 
Kvotaforhold Samejet bestod. 

Fælligsbryden var i øvrigt i de fleste Henseender retslig 
uafhæågig af Husbonden. Han kunde selv forfølge Ban (J. 
L. II. 67) og kunde blive Sandemand; han var Husbonde i 
sin egen Familie og kunde paatale Hærværk mod den (H. 33). 
Men hans Formue var paa en særegen Maade baandlagt, 
han kunde derfor ikke paatage sig Værgemaal (I. 31) og 
ikke gaa i Borgen i Tyvssager (II. 104). 

Dette Fællig maattfe i flere Henseender vise sig uprak- 
tisk, idet det som andre Fællesskabsforhold lagde Baand paa 
den Enkeltes Frihed. Der kunde derhos let handles svigag- 
tigt af Bryden. Denne kunde unddrage Gods fra Fælliget 
og, naar Delingstiden kom , formindske Boet. Sk. L. XV. 4— 6, 
der indeholder nejagtige Bestemmelser til Betryggelse for at 
Delingen sker retfærdigt, omtaler saaledes det Tilfælde, at 
Gods underslaas af Bryden, eller at denne paastaar, at en- 
kelte Gjenstande aldrig have været sammenlagte i Fælliget. 
Man udfandt da mindre forviklede Retsforhold, hvorved 
samme Resultat kunde naas. Der er allerede ved Jydske 
Lovs Tid tydeligt nok sket den Forandring i Forholdet, at 
Bryden nu ikke tænkes at bo paa samme Gaard som Bon- 
den 1 ). I Midten af det 13de Aarh. forlades aldeles det 



') J. L. II. 33: hwat sum gørs a then garththær bryti sltær i thet ær 
bondans kæræ. 60: Havær bathæ hin therrænær. oo hin thær rænt 
warthær iordt i thet hæræth thær hin sitær thær ran sao warthær 
glvæn. tha skvis the næfning ther om skiliæ thær i thet hæræth 
ær. tho at han Bitær i aot hæræth thær rans sak gaf. ofiorthen 
ær bygd mæth lanbo. æth mæth bryti. æth han arthæ sialf then 



72 Bondestanden. 

gamle Fællesskabsforhold. Fælligsbryden i egentlig Forstand 
findes ikke mere. Til Bevis herfor skulle vi gjeunemgaa 
Jordebagerne, idet vi stadigt have for øje den ovenfor paa- 
viste Adskillelse mellem Fællig og Virning (Halsfæ, æsti- 
matio 1 ). 

37. Vi have først Bryderne fra »Oldemoder«. Fæl- 
lesskabet er her ikke i Bygningerne. Disse anføres nem- 
lig ofte i Jordebogen 2 ) , og Meningen hermed kan kun være, 
at de vare Kannikebordets Ejendom; at Bryden skulde have 
en Bet med Hensyn til disse, omtales ingen Steder. Der 
har maaske været andre Bygninger paa Grunden, som have 
været B ry dens, og paa flere Grunde have Bygningerne alle 
være Brydens, da Eannikerne kun opføre Besætning og In- 
ventarium, men ikke Husene. Husene vare saaledes For- 
skjelliges Eje, i Sameje vare de ikke. Det samme har væ- 
ret Tilfældet med Besætningen. Flere Steder anføres, 
hvor meget Kvæg der var paa Gaarden 8 ); dette har været 
Kannikernes Ejendom, som skulde tilsvares af Bryden ved 



iord at thet næstæ agrøthæ. 67: Bryti ma wæl ran swæræ ?m alt 
thet thær tilthen garth hør thær han ær bryti for. æn tho skal 
husbondæ ham um bivthæ the delæ at delæ. oc a thingi Iivsæ at 
ær fælæx bryti oc æi ræthe swen. æn havær han sialf an næn 
garth. oc thær i bryti. tha ær han theræ hosbondæ oc wæriæ. 
tho at han ær an 8 tætn bryti oc ma for then garth delæ rans 
delæ of han warthær theræ rænt, jfr. 71. 

') Æ8timatio svarer ganske til det danske »Virning •. At æstim., navn- 
lig i Pluralis, ogsaa kan betyde en Afgift, som Prof. Matzen siger i 
Panterettens Historie S. 171 Anm. 8, har jeg ikke fondet, — naar 
da ikke Afgiften netop sættes til en vis Værdi f. Ex. i et Brev 
1291 • æstimationem 20 marchar um in redditibus de bonis illis an- 
nuatim percipiant« o: Varer til en Værdi af 20 fC. 

*) S. 61, tres domns, 63, qnatnor domus, 103, 4 domus videl. aulam 
et duo orrea et parvum lofth. 

*) S. 61, 6 boues, 6 vacce, 2 eque, 2 vituli, porci et oves et planstra, 
63, 68, 79, 81 og 84: villicus håbet 40 marchas in peeoribus et 
demittet in curia duas marchas annone, quando recesserit, et di eta 
peeora. 



Bryder I Følge »Oldemoder*. 73 

Afleveringen. Havde Bryden været Medejer, havde hans 
Bet vel været nævnt, men derom tier Bogen ganske. Faa 
én Gaard siges Bryden udtrykkelig at have Kvæget i Virning 
til 40 |L. — Der bliver da ikke Meget tilbage , som vil kunne 
retfærdiggjare , at Bryden kaldtes Fælligsbryde. Imidlertid 
var Indtægten af Ejendommen fælles, eller der findes ved 
denne dog Anvendelse for et Kvotaforhold. Ingen af Bry- 
derne anføres med en fast Landgilde, men kun med en om- 
trentlig (jfr. S. 61 : de quibus bonis 16 solidi annone vel 
amplius percipiuntur cum lacticiniis et cetera. 63: De 
quibus solvuntur 4 solidi siliginis vel parum ultra cum 
lacticiniis et cetera, — de quibus soluuntur 4 solidi siligi- 
nis vel parum amplius cum lacticiniis et cetera. 67: de 
qua annuatim soluitur marcha annone vel circa hoc cum 
lacticiniis et cetera. 79: In t ri bus atting residet villicus . . 
atting valet 4 solidos cum dimidio annone vel plus. 82. 
una curia . ... fere valuit marcham annone in redditibus 
cum tribus coloniis ibidem). Der er al Rimelighed for at 
antage, at Afgiften har været en Part af Indtægten, og dette 
angives ogsaa udtrykkeligt enkelte Steder. Bryden i Grene 
gav Trcdiedelen af Sæden eller stundom 2 ører Bug i Ste- 
det for Tredieparten. Bryden i Folding gav Tredieparten af 
Sædeil, Bryden i Karkov Trediedelen af Kornet, nemlig 
omtrent 14 Skjæpper Sæd. Bryden i Tange opføres som 
svarende Vs ^ Sæd eller Tredieparten , hvilket maa forstaas 
saaledes, at han gav enTrediedel af Afgrøden, som var om- 
trent eller i det Mindste skulde være *,* % Sæd 1 ). — Des- 
uden svaredes Afgift af Smør og Ost (lacticinia). Kanni- 



') S. 65: io parochia grenæ yillicus soluit 50 caseos etparuam metre- 
tam butiri de qualibet alia vacca et laoam, que dicitur vul, de 
ouibus, terclam de annona vel aliquando duas oras siliginis pro 
tercia. 74: De fuldærn, de villico tercia pars annone. 97: De curia in 
carchouæth in parochia seem butirum de qualibet vacca et tercia 
pars annone, videlicet circa 14 solido?. 103: dabit annuatim 3 me- 
tretas cum dimldia butiri, dimidiam marcham annone vel terclam. 



74 Bondestanden. 

kerne skaffede som anført et vist Antal Kvægstykker til 
Gaarden; ønskede Bryden starre Besætning, maatte han 
selv anskaffe den. Eannikernes Indtægt i de anførte Varer 
bliver derfor beregnet efter Køernes Tal. Hyppigst findes 
kun bemærket, at der svares Smør og Ost (lacticinia), men 
da f. Ex. Bryden i Grene svarede 50 Oste og en lille Maade 
Smør af hver to Køer, og der af Gaardene i Stadil, He og 
Folding gaves Smør og Ost efter Køernes Tal 1 ), er det vel 
rimeligt, at Afgiften overalt er bleven beregnet paa den an- 
førte Maade. 

Resultatet bliver saaledes, at Bryden kun uegentligt kan 
kaldes en Fælligsbryde. Der var vel forskjellige Ejere af 
Løsøret paa Ejendommen, men i intet var der Sameje; kun 
den høstede Afgrøde kunde kaldes fælles, forsaavidt Bryden 
skulde give en Kvotadel deraf til Husbonden. I Overens- 
stemmelse hermed maa man forstaa Udtrykkene i et Brev 
af Bisp Gunner af Ribe 1261 , der nævner Kannikernes »vil- 
lici vel coloni partiarii vel nummis colentes terras ipsorum« 8 ). 
De, som saaledes svarede en bestemt Del af Afgrøden, kunde 
vel kaldes »partiarii«. 

38. Aarhusbogen indeholder langt mindre om Bry- 
dernes Stilling end Oldemoder. Om Huse, Besætning og 
Inventarium udsiges Intet, men det kan vel antages, at her, 
som andetsteds i Jylland, disse dels have været Brydens, 
dels Husbondens. Jeg skal minde om følgende Udtalelse i 
Processen mellem Kristoffer II. og Bisp Tyge af Børglum. 
En af Bispens Bryder, Haldan, klagede over, at Bispen havde 
voldeligt frataget ham Heste, Kvæg, Korn og andre Varer, 
hvis Pris angives , altsaramen ud over hvad der som Virning var 
Bispens (»ultra estimationem suam, quam habebat in curia« 
Ser. VI. 549). Besætning og Inventarium var saaledes dels 



') S. 73: De curiis io stathæl et be et fuldærn dantur lacticinia se- 

cnodnm numerum vaccarum. 
*j Terpager, Rip« 179. 



Bryde. 75 

Bispens dels Brydens, men det Betroede tilsvaredes kun 
efter Virning. — Hvorledes Afgiften af Brydernes Gaarde 
er beregnet, kan ikke ses, men en fast Afgift som af 
Landboen var den ikke. Det hedder næsten overalt om 
Bryden, at han »plejer at give« saa og saa meget Sæd »et 
cetera«, medens Landboen og Gaardsæden opfares med en 
bestemt Afgift 1 ). Sandsynligt er det derfor, at Bryden har 
svaret en Part af Kornhøsten. 

39. Vi have hovedsageligen maatte holde os til de 
gejstlige Stiftelsers Landbrug i det 13de Aarhundrede, 
hvorom det Meste og Klareste foreligger, men de samme 
Forhold har man utvivlsomt kunnet gjenfinde paa Privates 
Gaarde. I et Testamente af 1295 fra Fyen (se foran S. 62) 
testeres en Del Ejendomme, der baade paa Grund af Ordet 
»curia«, der sjældent benyttes om Fæstestederne, og paa 
Grund af Jordernes Størrelse maa have været Brydegaarde. 
Paa hver Gaard fandtes en Del nærmere specificeret Hols~ 



') Ser. VI. 426: iste 4 curie solent dåre 3 marchas annone et 3 oras 
cum aliis rainutis, — Villlcus solet dåre 2 oras annone cum mlnu- 
tis. 427: Villicus solet dåre 3 oras ann. et cetera. Item ibldem est 
colonus, qui håbet solvere. 42$: Villicus . . qui solet dåre . . Villi- 
cus . . qui solet dåre 16 solidos ann. et cetera. Golooi suot 7, 
quorum 4 quilibet dat etc. — lu hlis terris resldet colonus, qui 
solvit aunuatim marcham den. et duos pullos. — Ibi est villicus, 
qui solet dåre • . . 429. Villicus, qui solet dåre — r . . In istis terris 
est colonus, qui reddit annuatim ... In hiis terris est villicus, qui 
solet dåre marcham annone et cetera. Et Garsethus, qui solvit. — 
Villicus hic residens dat 10 oras annone et cetera. 430: Villicus 
solet dåre — colonus ibidem debet oram den. et 2 pullos cum ope- 
ris 3 dierum. — Hic sunt 3 villici, quorum quilibet solet dåre . . 
Item ibidem est colonus, qui solvit . . Item est ibi inquilinus sive 
Gartsetus, qui solvit. 431: Villicus, qui solet dåre . . . Villicus hic 
residens solet dåre . . 3 villici, qui solent dåre 10 oras ann. vel 
circa. 432: Quilibet colonus dat. villicus . . solet dåre. — Villicus 
hlo residens solet solvere marcham annone; colonus est ibidem qui 
solvit annuatim ... o. s. v. S. 429 er indløbet et »colonus solet 
dåre«. 



76 Bondestanden. 

korn og Holsfæ. Afgiften af Gaardene nævnes ikke, men 
det maa antages, at den var en Anpart i Afgrøden, saaledes 
som paa Ribe Kannikers Gaarde. Ved to af disse fyenske 
Gaarde nævnes en Afgift af V« |L Penge af hvert Kvæg- 
hoved — svarende til den Afgift, som gaves af Besætningen 
paa Eannikernes Gaarde. 

40. Fra Skaane have vi fra disse Tider ikke nogen 
Jordebog, men af de Aktstykker, som foreligge, synes det 
at fremgaa , at Bryden overalt havde Løsøregenstande i Vir- 
ning og ikke i Fællig. Saaledes bortskjænker Ærkedegnen 
Erland 1269 flere Brydegaarde og alt det Løsøre, som til- 
hørte ham paa disse 1 ). Paa Brydegaarden i Stangby ejede 
Lunds Domkirke alle de Bygninger, som vare af Træ, og 
til Vedligeholdelsen af disse skulde en Del af Indtægten an- 
vendes, men af Huse af Pilevaand kun Halvdelen 2 ), i hvilke 
sidste Bryden saaledes var Medejer. Af Besætningen og 
Sæden var paa denne Gaard en Del lagt i Virning (æsti- 
matio) — og saaledes har det været overalt i Skaane 8 ). 



l ) Dipl. Svec. I. 449: mansum integrum . . ., in quo presidet villicus 
trugotus.cum omnibus mobilibus et immobilibus ad me in dicto 
raanso pertineutibus. Item tres quadrantes , . . quos tenet ako 
villicus . . cum omnibus mobilibus ad me pertinentibus ibidem. 
Item mansum integrum . . . ubi sunt duo villici cum omn. mob. 
ad me pertinentibus ibidem. 

*) Ser. III. 522. Item obiit Nicolaus Theotonicus sacerdos, hujos loci 
canonicus, qui dedit ecclesie ad luminare 3 quadrantes in Stangby 
et dimidiam marcam annone jet duos boves estimatos pro 12 oris 
argenti et tres vaccas pro 12 oris arg. . . . Preterea domus lignee 
ad ecclesiam Lundensem pertinent, medietas domorum de virgls 
factarum, fenumvero exhlbeat villicus, qui pro tempore fuerit, quan- 
tum ad pascua animalium sufflcit, si recedit. 

8 ) Ser. III. 476: Eodein die obiit Sveno pie memorie Sacerdos, hu jus 
looi canonicus, qui reliquit ecclesie tres mansionesln sul memoriam 

• in Walkærle, unam, que est joxta ecclesiam, mense canonicorum 
cum domibus, que tune erant, et continet tres quadrantes, dnas re- 
liquas Altari beati Thome, que continent 6 quadrantes cum bonis 
mob., que estimata sunt pro 18 marcis argenti, exeeptis annona et 



Bryde. 77 

41. Om de sjællandske Forhold haves mærkeligt 
nok de færreste Oplysninger. 1331 nævnes Æstimationes i 
et Bol Jord i Sømeherred: Skelm, Prepositns Boskilden- 
sis .. . dedit unum mansnm in Hærthingæløs cnm esti- 
mationibus, se. 2 botras, 1 equa, 1 equo, dimidia marca annone 
et 6 las feni (Ser. III. 271) og 1339 i en Gaard i Holboher- 
red (ana curia villicalis cum 4 inquilinis, qui dicuntur Gar- 
sæde, que sunt in censu terre novem ore cum omnibus suis 
attinentiis se. agris etc. nec non sum omnibus estimationi- 
bus in ipsa curia jam manentibus videl. 2 bobus et dimidia 
marcha annone. Suhm XII. 418.) Disse Bestemmelser ere 
imidlertid fra en noget senere Tid, men et Testament af 
1306 oplyser Forholdet mellem de enkelte Klasser Bønder 
godt. * John Litle bortskjænker herved til Esromkloster Byen 
Uggeløse, nemlig to Brydegaarde i samme, den større og 
den mindre, med alt deres Tilbehør i Marker, Enge og 
Skove, Huse, Besætning og Bedskaber, for saavidt det til- 
hørte ham, og 16 Landbo- og Oaardsædestavne med Jord- 
tilliggende. Ved disse sidste nævnes hverken Huse, Besæt- 
ning eller Bedskab; de svare derhos en fast Afgift, 16 |L 
Penge. Åf Indtægterne af Brydegaardene , hvoraf ingen Af- 
gift anføres, skulde der tages det Nødvendige til at skaffe 



feno. Annona, que non est estlmata, contioet 16 sol. ann. in utris- 
que mansionibus. Villicus autem occidentalis mansionis tenetur re- 
spondere in 20 plaustratis feni et orientalis in 15. Qulcunque vero 
mansiones istas tenuerit, debet respondere vicario dlcti altaris, qui 
obllgatus est ad tres missas singulis septimanis, in 8 marcis dena- 
riorum. Ita quod estlmatio integre conservetur. 478: cum estima- 
tionibus et omnibus eorum pertinenciis. 484: unam mansionem 
bene inatructam in Akæthorp cum molendino et 6 coloniis. 501: 
curiam suam in Thora thorp cum estimacione et omnibus attinen- 
ciis. 528: unam curiam in Høgh cum domibus et estimatlone. Brev 
af 2. Nav. 1359: bona mea in Fatherstorp in parocbia Olheosstrø 
slta cum estimationibus videl. 2 vaccis legalibus, 4 sol. annone et 
uno gwlf feni. 



78 Bondestanden. 

Inventarium paa disse — atter ikke paa Landbostavnene 1 ). 
Et Testament af Bisp Olav i Roeskilde fra Aaret 1310 viser 
os endelig, at Afgiften af Brydegaardene netop beregnedes 
paa samme Maade som i Jylland. Biskoppen disponerer her 
over: »in Tokæthorp mansum terre, in quo resident duo 
villici et dant tertiam annone. Item in Nybølæ quinque 
oras terre in censu, in quibus residet unus villicus et dat 
tertiam annone. Item in Tsøghæ unum mansam terre, in 
quo resident duo villici et dant tertiam annone. Item in 
Sighærstorp duas oras terre, in quibus residet unus villicus et 
dat tertiam annone. Item in Windæthorp decem oras terre, 
in quibus resident duo villici et dant tertiam annone. Item 
in Lungæthorp in Hornshærætb virginti sex solidos terre in 
censu, in quibus residet unus villicus et dat tertiam annone«. 
De i disse Gaarde siddende Bryder have saaledes alle svaret 
en Trediedel af Afgrøden (tertiam annone), — som i 
Jylland. 

Spørge vi nu til Slutning, om der aldrig i Diplomer 
eller andre historiske Aktstykker omtales Fælligsbryder med 
samme økonomiske Stilling som i Lovene, maa Svaret her- 
paa vistnok være Nei. Exempler paa Fællig i alt Løsøre, 
som der f. Ex. nævnes paa Brydegaarde i Sverrig 2 ), findes 
vist ikke. Nogle enkelte Gange omtales i det sydlige Jylland 
en communitas i Løsøre paa Brydegaarde, men om der her- 



*) Suhm XI. 896. Donavi et contoli villam Ughløse in Lywnghehereth 
duas videli eet curias villicales in eadem majorem et minorem, cam 
agris, pratis, pascuis, nemoribus, domibus, et pecoribas, ae omni 
instructione , in utensilibos et in universis rebus mobilibus et im- 
mob. ad me spectantibus . . . Aliis autem proventibus, in pecori- 
bus, ovibus, porcis, de villicis memoratis, de colonis, sedecim mar- 
chis prompte pecunie, de molendino ibidem duodecim marchis 
provenientibus, in ediflcationes bonorum eorundem et in instruc- 
tiones grangiarum et curiarum villicalium integral i ter convertendis. 

*) Dipl. Svec. II. 561 : curiam meam Risaby eum dimidietate omnium 
bonorum mobilium ibidem existentium, quia villicus dimidietatem 
possidet. 



Landbo. 79 

betegnes et Fællig i egentlig Forstand eller blot dette, 
at baade Bryden og Gaardens Ejer haye en Ret i Lasøret, 
den Sidste nemlig i Følge Virning, er ikke klart. Fra samme 
Egne haves dog Exempler paa, at Husbond og Bryde ere 
Samejere af Kvægbesætningen 1 ). 

42. Landbo (Golonos) kaldtes den Bonde, der havde 
lejet anden Mands Jord til Dyrkning imod en bestemt Af- 
gift. Kontraktforholdet er langt simplere end ved Bryde - 
forholdet. Jordejeren skal hjemle Landboen i Besiddelse af 
Jorden, og denne skal paa rette Forfaldsdag , til Marie Messe 
(15. August), svare sin Landgilde. Kontrakten anses ind- 
gaaet paa ét Aar og forlænges til næste Fardag uden Vedta- 
gelse derom, naar Opsigelse ikke finder Sted inden Marie 
Messe. Bette Fardag er Torsdag efter Paaske. Førend Land- 
boen drager bort, skal han have saaet saamegen Jord med 
Bugsæd, som Skik er i Egnen, og forlader han Bruget før 
denne Tid, maa Jorden være bragt i en Drifbsstand, som 
svarer til Aarstiden. Landboen var saaledee simpelthen Leje- 
tager af Jord. Bygningerne paa Grunden vare i Beglen 
hans egne. Allerede den fuldstændige Tavshed om disse i 
Jordebøgerne f. Ex. Oldemoder, viser, at de ikke vedkom 
Jordejeren. De vare jo af let Beskaffenhed, aldrig af Sten, 
sammentømrede, med »Vendredør og Flagreled«, som det 
hedder i Folkevisen. Landboen, som opsagde Fæstet, kunde 
oprindeligt tage Huset med sig, om han ikke kunde blive 
enig med den nye Landbo eller Husbonden om en Løsnings- 
sum. Endnu helt op imod Nutiden flyttedes Husene jo fra 



') Terpager, Rip«. 283, 285 : has terras suprascriptas cum omnibus bo- 
nis mobiiibus vldel. domibus ae allis omnibus In communitate re- 
pertis. Kinch, Ribe 215: Kvæg og »commnnitas«. Ser. VIII. 145: 
cum commtioltate pecorum et •tathkornln eisdenu 154: exceptis di- 
midietate pecorum. — Bisp Ghristiern af Ribe skjænker Fjerdedelen 
af en Gaard med Hase og Ottendedelen af Besætningen ; Bryden har 
her tist været Medejer. Oldemoder 80. — Flere end disse Exemp- 
ler kjender jeg ikke. 



80 Bondestanden. 

Sted til Sted 1 ); de vare faktisk som juridisk Løsøre. Ved 
Skaanske Lov XVII. 3 blev det paabudt, at Landboen skulde 
lade Husene, der kaldes hans, blive paa Grunden imod at 
faa en Løsningssum af den nye Fæster eller af den , der 
overtog Driften af Jorden 2 ). 

I Besætningen var der ikke Fællig, og heller ikke 
var der nogen overleveret Kvægbestand. Skaanske Lov, 
som omtaler Landboens Forhold udførligt og især Forholdets 
Ophør, nævner Intet om Besætningen, og der har saaledes 
i den Henseende ikke været noget Mellemværende mellem 
Fæsteren og Husbonden. Ogsaa Diplomerne tie derom. Kan- 
niken i Lund og Roeskilde, Niels Bunkeflod, siger i sit Te- 
stamente 1346 8 ) udtrykkeligt, at i 4 Gaarde, (hvorved i 
stræng Forstand altid forstaas Brydegaarde) , som han bort- 
gav, var der »estimationes«, men ikke i de to Landbostavne 
(colonatus). 

Imidlertid blev det, navnlig i det 14de A århundrede, 
da man havde faaet øje for, at overleveret Kvæg forrentede 
sig fortrinligt, sædvanligt, at der medfulgte Kvægstykker, 
hvoraf der svaredes særlig Afgift 4 ). Saaledes findes det, at 



') Som Exempel paa dette, der i øvrigt er vel bekjendt, fortjener at an- 
føres, at det ved et Kongebrev af 9de April 1602 blev bevilget Tol- 
derne i Fredericia eller, som den nyligt anlagte Stad da hed, Frede- 
riksodde, at tilforhandle sig nogle Hose i de nærmesUIggende Kjøb- 
stæder i Fyen og Jylland og flytte dem til Byen; thi i denne var 
der stor Mangel paa Bygningstømmer. (Jydske Reg.) 

*) Æld. Si. Stadsret § 70: nulli vendat domum nisi prius eam obtu- 
lerit domino territorii venalem. Flensb. St. g 41. Sk L. XVII. 3: 
Far lanbo bort af iortho tha køpæ hin hus ær til far; far ængin 
man til, num fæstis at bara kroke, køpæ e thæn ær hos iortbana sar 
ok yrkir. — Følgende Sted i Ser. VII. 105: »Johannes Belthere 
håbet quadrantem ad bolekrosjorth« bør vistnok fortolkes ved Hjælp 
af det anførte Udtryk at fæste »at bara kroke«. 

*) D. Svee. V. 610: Omnia bona mea, quæ habeo in wæggsthorp et 
yrtøftæ, ubi habeo 4 curias enm estlmationibus et 2 colonatus sine 
estimationibas. 

4 ) Ser. V. 562: unum aUiog in Skastath, de quo dantnr due ©re an- 
none tripartite et 20 ore den. de peeoribus. 



Udtal Ewg. 81 

Benefieiarer paa gejstligt Gods ved at anbring« Kvægbesæt- 
ning paa Fræbendens Ejendomme, saavel Landbostavne som 
Brydegaarde, sagte at bringe et langt starre Udbytte deraf. 
En Decanus i Lund, B M testerer saaledes 1285 til sine Søs- 
terbørn »estimationes cum domibus, que ad me pertinent 
in fandis prebende mee«. Og saaledes i mange Diplomer 1 ). — 
Der kande heraf fremkomme forviklede Spørgsmaal paa 
Skiftet efter en afdød Gejstlig; thi der skolde sondres imel- 
lem hvad der paa Præbendegaarden var Landboens eller 
Brydens, hvad der var Benefieiarens og hvad endelig den 
kirkelige Stiftelses eller Præbendes eget 9 ). 

43. Jeg tager af det Foranførte Anledning til at gjere 
opmærksom paa, hvorledes man ved dette Forhold, det over- 
leverede Kvæg, har skaffet sig en Maade at forrente den 
lille Kapital paa. At udlaane Penge paa Rente var straf- 
bart. Forbadet herimod trykkede de økonomiske Forhold. 
Spekulationen maatte foruden sine sædvanlige Omraader søge 
at udfinde Maader, hvorved man undgik at krænke den ka- 
noniske Rets Bestemmelser. Nu var det ikke forbudt at 
tage en Afgift af udlejede Gjenstande. Ved det simple Leje- 
forhold var der imidlertid den Mangel, at Tingens tilfældige 
Undergang faldt Udlejeren til Byrde, og var der Tvivl om 
Casus forelaa og om hvem der skulde bære Tabet, blev Be- 
visførelse nødvendig osv. Naar Gjenstanden derimod gaves 
til Halsfø, var Forholdet simpelt; forgik Tingen casu, skulde 



') D. Sv. I. 477. Kanniken Niels Thorkilsens Testam : 20 Jf denar. de 
rebus mobllibus, quas habeo in aby ultra estimaeionem, qoam ca- 
Donicis lundenaibus exhibere teneor de bonis ibidem. 666. 11. 84: 
Domprovst Trugots Testam: ad borum solucionem obligo omnia 
bona mea mobilia que babeo in fandis prepositure et canonie et 
ecclesiaram in Scania. 9. Marts 1358: etiam omnes meas estima- 
clones Yldcl. 10 oras ordei et 13 modlos siliginis ae 5 fC den. dot. 
scan., quas de meo proprio posul in fandis adjacentlbus éiete ec- 
elesie mee Screplinge. 

*) Dipl. STec. V. 570. 

6 



82 Bondestanden. 

en ny sættes i Stedet. Afgiften maatte i Følge heraf natur- 
ligvis være meget mindre. Til saadant Halsgods benyttede 
man Kreaturer, og især Køer, der udsattes ikke alene i 
Gaarde eller paa Jord, man havde Ejendomsret eller i al 
Fald Beneficiarret over; man anbragte Køer hos den Jord- 
bruger, der maatte ønske dem, og modtog derfor en aarlig 
Afgift. Det var som sagt ikke noget Lejeforhold, som op- 
hørte f. Ex. ved Kreaturets Død; thi dette skulde altid findes 
paa Gaarden som »Hald«. Disse Kreaturer bleve derfor kal- 
dede »udødelige« (immortales, non morituræ) — man kunde 
sige, med samme Feje som Xerxes' s Tropper — de skulde 
altid være tilstede i samme Antal af samme Værd og 
Godhed. 

Disse »udsatte Køer« bør maaske rettest sondres fra 
de egentlige Hals fæ; de vare en særegen, rentebærende For- 
muebestanddel. I Roeskilde Bisps Jordebog findes en For- 
tegnelse over en Del Bønder i det af Dronningen pantsatte 
Odsherred, der hver opføres med 3 Køer og en Afgift af 
1 /9 Lagena Smør. I det Hele var der »VIII. mynnæ æn C. køer 
i Lænet«. Ingen af de dér anførte Bønder vil man gjenfinde 
blandt de Landboer eller Bryder, der opføres paa Kongens eller 
Bispesædets Gods eller Bispens eget. Man faar derved Formod- 
ning om, at de enten ikke have staaet i noget Forhold til 
Kongen eller Bispen som Godsherre, eller at de have været 
Gaardsæder, som paa de ubeboede Jorder, hvoraf der netop 
i alle de anførte Byer var et stort Tal, have græsset det 
dem betroede Kvæg. Den første Antagelse er imidlertid den 
sandsynligste og bestyrkes derved, at de i B rendholt og Kal- 
dækoth anførte Bønder ved Sammenhold med den kort der- 
paa følgende Liste vise sig at være »bondones«, Selvejere 1 ). 



*) Ser. VII. 38: Isti habent vaecas Dom. Episcopi per Suenonem 
Dyegn. 

lo Breodholt. 
Asmuodus håbet 3 vaecas *<fe dat dimidiam lagenam butiri. 



Udsat Kvag. 83 

• 

Regeringen har altsaa anset det som en heldig Maade 
at forrente Kapital paa at indkjøbe Eeer og udsætte dem 
hos Banderne imod en Afgift En hermed aldeles parallel 
Liste fra en nyere Tid vil findes i Saml. til Fyens Historie 
V. 302. I en Fortegnelse over hvad Kirken i Sandager 
Sogn i Baag Herred har i Indtægt, opfares 14 Bander med 
en Afgift af 2 j3 for »Køer, som kircken hafuer«, og det 
oplyses af Meddeleren , Assistent Weeke , at lignende Forteg- 
nelser haves for de fleste andre Sogne i Baag Herred. Kir- 
kerne have altsaa anvendt deres Formue paa samme Maade 
som ovenfor er paavist ved Lensadministrationen. Saa- 
daane Køer, der tilhare Kirker, vil man meget hyppigt 
finde omtalt 1 ). 

44. Landgilden var enen Gang for alle bestemt Afgift, 
hvis Størrelse naturligvis rettede sig efter Jordernes Udstræk- 
ning og Godhed, men tillige begrænsedes ved hvad der var 
Brug i Egnen. Landboforholdet var i det Hele et kon- 
trolleret Forhold, og det kan antages, at Landgilden 
allerede i den her behandlede Periode ikke vilkaarligt maatte 
skrues i Vejret hverken under samme Landbo eller ved Skif- 
tet af Landboer. Det kan nemlig paa vises, at det i saa 
godt som den hele Tid indtil Kr. V.'s Lov var antaget, i 
Falge ufravigelig Sædvane, at Landgilden var en fast Kanon 
af Jorden, der under sædvanlige Omstændigheder ikke turde 



Nicolaus Jensson håbet 3 vaccas. 
Johannes Pætersson håbet 3 Yaceas. 

Item in Kaldækotb, 
Jacobus Skinnæræ håbet 3 vaccas <k dat dimidlam lagenam butiri. 
Nota. Redditus hujus butiri longe largius est reglstratus in Li bro 
Regis, de quo flat inqulsicio. — 39: Isti sunt bondones in Odi- 
hæret . . in Brendholt: Erlandus. Johannes Selle. N. Jønsson. 
Asmundos . • . Item in Kaldekoth: Jacobus Skinnere. 
') Ser. VM. 98: thy kiendis UH ad were y Kijrkens regenschabs boghfor 
Koo lye och giald Falkman , Upplysnlngar II. 178, 192, 258. Terpager 
59: Item ecclesto Rwthager I Koo til lyws. Item plebano ibldem 
I vaccam, que semper Tiuat 

6« 



84 Bondestanden. 

forhøjes 1 ). Fra Kong Valdemars Tidsalder haves ikke direkte 
Beviser for at denne Betsansknelse gjaldt, men da flere Kon- 
traktsforhold paa denne Tid vare unddragne Parternes frie 
Baadighed, og der i mange Tilfælde fandtes faste, lovbe- 
bestemte Priser, er det vel rimeligt at antage, at de samme 
Begler have gjældt da som senere. 

I et Brev af 24. Maj 1289 forbyder Hertug Valde- 
mar af Jylland, da Borgerne i Slesvig efter Byens Brand 
havde forhejet Jordskylden , at Nogen maatte fordre en større 
Afgift end den, der tidligere var svaret. I denne Bestem- 
melse kan man vistnok se et Udtryk for Tidens Anskuelse 
om, at Udlejeren ikke ubetinget var raadig over Lejeafgiftens 
Størrelse, hvad enten han udlejede Grunde i Ejøbstaden eller 
paa Landet. Sætningen om Landgildens Uforanderlighed an- 
saas i senere Tider ogsaa gjældende ved Leje af Huse. 

Det vilde være interessant, om der lod sig udfinde en 
Regel for, hvor stor den sædvanlige Landgilde af Jord har 
været. I Følge Jydske Lov maa det antages, at 8 ørtug 
Sølv var en sædvanlig Landgilde af 1 % Guld. Hvis 1 $ 
Korn paa den Tid har staaet i en Pris af omtrent 2 $> Sølv 
(denne Pris findes i Jordebogen), har Landgilden været l*/s % 
Korn af Jord, hvori der kunde saas omtrent ligesaa megen 
Sæd. Denne Beregning er dog meget usikker. Ser man 
imidlertid hen til et senere Tidspunkt i Middelalderen, vil 
man finde, at Landgilden ofte har havt samme Størrelse 
som Udsæden. Dette fremgaar for det Første — saaledes 
som Pal. -Muller allerede har paavist — af mange Steder af 
Boeskildebogen. Af Bisp Niels's Gods i Snertinge og Or- 
drup i Skippinge Herred gives der 1 Skilling (Skjæppe) 
Sæd af hver Skilling Jord. Det samme iagttages paa fiere 
andre Steder i Sjælland, som i Stevns Herred i Klippinge, 
i Baarse Herred i Mærn, Kjøng, øster-Egesbjerg, Ristofte, 



*) Ed Række Undersøgelser af Forf om dette Punkt vil em kort Tid 
blive offentliggjort. 



Uoéfiiéeot 8tørreUe. 85 

Lækkende, i Ods Herred i Hagendrup, Yderby, Lumsaas 
og Vædinge. Af alt det ånder Lensgaarden i Tømmerap i 
Holbo Herred harende Gods i Hald, Sverkilstrup og Torup 
ydes en Afgift i Sæd, der svarer til Skyldtallet 1 ). 

At Landgilden ogsaa paa andre Steder af Landet har 
været ligesaa stor som Udsæden, fremgaar vistnok af andre 
Data. I al Fald er Følgende værdt at bemærke. Blandt de 
•estimationes«, som medfulgte Gaarden , nævnes især Holds- 
kornet. Dette Korn var vist udelukkende Saakornet, dels 
det, som ved Fæsterens Tiltrædelse var udsaaet, dels det, 
som i Aarets Løb skulde saas. Det er nu mærkeligt, at 
dette Holdskorn meget hyppigt findes at have samme Stør* 
relse som den aarlige Landgilde. Bisp Peder af Ribe til- 
lagde 1363 St. Barbara Kapel ved Domkirken 2 Gaarde i 
Vilslev med Kvæg og »communitas« , den ene havde til 
Holdskorn 1 Læst Sæd af alle Slags og udredede lige saa me- 
get i aarlig Afgift tillige med det sædvanlige Smør, den 
anden havde til Holdskorn */» Læst og gav ligesaa meget i 
Landgilde foruden Smør 9 ). Her var en overleveret Kvægbe- 
stand, som forrentedes særligt, men Landgilden var i øvrigt 
lig Holdskornet. Thord Jakobsen pantsætter 24. Febr. 1367 
en Gaard i Fersleff i Flæskumherred : «novem oras annone 
cum modio siæting in redditibus pro nunc valentia et novem 
oras annone cum octo jumentis ad estimationem habencia.« 
Den 23de Maj s. A. overdrager Peder Munk til Kong Val- 
demar: »unam curiam in Norrewind, in qua P. R. residet, 
valen tern in redditibus annuatim unam marcham annonæ, in 
qua etiam est una marcha annonæ in æstimatione 
et duo pecora; item ibidem unam curiam, in qua residet Soti 
cum 8 s oli dis annonæ in redditibus, 8 sol. ann. in æsti- 
matione et 2 jumentis; item in Skiwelund unam curiam cum 
sex solidis annonæ in redditibus et sex sol. ann. in æsti- 



') Ser. VU. 3, 6, 20, 33, 86, 41, 51. 
v ) Kinch, Ribe 214. 



86 Bondestanden. 

roatione«. Den 17. Sept. 1374 pantsætter Niels Esgyson: 
•unam curiam in parochia Syælnes si tam in qua P. H. resi- 
det cam una lesta annonæ pro Holzkorn et pro redditi- 
bus tantum cum 3 jumentis«. Naar det hedder i et Di- 
plom 1469: •Frwgardh lyggende i Hwitberigh i Hasingherrit 
gyffuer 6 Pund korn til affgyfft och 6 tiil Holtzkorn«, 
•En gård i Honborgh skyller 3 Pundh korn tiill affgyfft, 
ocb 3 til Holtzkorn« 1 )* da er dette kun en meget forkortet 
Form for det i de latinske Aktstykker Betegnede, at Kornet 
som haves »in æstimatione«, er i Størrelse netop ligt det, der 
skulde udredes, Afgiften. Ved at tage Dueholms Brev- 
bog 2 ) for os lære vi endelig, hvor udbredt denne Brug var; 
Landgildekornet vil paa det store Antal Gaarde, hvorfra der 
i denne Bog findes Oplysninger om Holdskornet, altid findes 
at have samme Størrelse som dette, f. Ex.: »unam curiam 
in parochia Ludrwp si tam ... in redditibus trium pund 
ann. et esthnacionibus infra scriptis, videl. tribus pund 
ann. et uno sue cum duobus anseribus«, (1389. S. 48.) 
»Een gardh i Iwlby østen aa . . giwer til skyld hwært aar 
thry pund korn och stoor met thry pund til holzkorn meth 
etb øgh, met høns och gesz« (1412. S. 42.) og saaledes S. 
7, 11, 12, 13, 15, 16, 25, 29, 57, 59. — 

Efter det 14de Aarhundredes Midte synes al Forskjel 
mellem Bryde og Landbo at forsvinde. Bryden sidder endnu 
stadig i den større Gaard, men svarer Landgilde af bestemt 
Beløb 8 ). Husene ere vistnok Grundejerens, og denne over- 
lader ofte Bryden Besætning, men da der ogsaa gives 
Landboen Kvæg, er der heller ikke Forskjel i dette Punkt. 

45. Gaardsæderne (Inquilini) svare nærmest til 
vore Husmænd med og uden Jord. Det var den Klasse 



') Molbechs Glossarium: Holdskorn. 

*) Dueholms Diplomatarium, udgivet af Dr. phll. Arkivar O. Nielses 

1872. 
•) Brydegaardens sædvanlige Størrelse er fra 4 til endog 8 Ører Skyld, 

se Roeskildebogen. 



Gaardsæde. 87 

Bander, som senest opstod. De nævnes ikke i de ældste 
Privilegier; paa den Tid vare de indbefattede i de store 
Gaardes Tjenerskab (familia) og havde Len eller Kost for 
deres Arbejde. Senere er denne Klasse Bender bleven fri- 
ere stillet. Ved den intensivere Drift af Jorden er der bleven 
Trang for flere Hænder, og man har anvist Familier, der 
kunde deltage i Arbejdet paa Gaarden, Plads paa dens 
Grund. Gaardsæde betyder derfor ikke, som N. M. Peter- 
sen vil, den der har Sæde eller bor paa Gaarden, men 
snarere den, som sidder i Nærheden af Gaarden og herer 
til den, jfr. det islandske og gammelsvenske båseti (hasæti) 
den, som har Plads ved Aaretolden. Det vil derfor ofte 
findes, at Gaardsæderne ikke havde Jord paa Byens, men 
paa Hovedgaardens Grand 1 )« Imidlertid kunde ogsaa Byens 
Jord være udlagt til saadanne smaa Brug, eller Husmæn- 
dene kunde have ryddet dem Plads i Skovene. (In Horsæ- 
ruth sunt 5 inquilini, qui habent vnum Skousrwth. Ser. 
VH. 61.) 

Som oftest havde Gaardsæderne ingen Agerjord, kun en 
Kaal- eller Urtehave. I Roeskildebogen findes sjældent nævnt 
noget Jordtilliggende til en Gaardsædestavn , stundom Vs 
øre, hejst 1 øre Skyld. Sædvanlig nævnes kun Gaardsæder- 



') Ser. VII. 30, 62, 67. N. M. Petersen har fremdraget dette I sin Af- 
handling i Annaler f. n. Oldk. 1847, 258. Det er imidlertid urig- 
tigt, at han anfører, hvad Roeskildebogen har om Byen Særetzløf 
(S. 101) som et Exempel paa det Modsatte. Stedet lyder saaledes: . . 
håbet Episcopas qaatuor mansos terre vno quartall minus ad soam cu- 
riam princlpalem, et håbet ibi qulnque inqoilinos. Item håbet Episcopus 
quatoor mansos terre cum vno quartall Ibldem, In quibus i sti re- 
sident <k dant penslonem, hvorefter 11 Bønder opregnes. Disse an- 
tager N. M. Petersen for inquilini og retter derfor Tallet paa Gaard- 
sadestavnene til 11. Meningen er imidlertid, at Hovedgaarden havde 
3*/4 Bol og 5 Inquilini, der boede paa Gaardens Grund. Des* 
uden havde Bispen 4Va Bol, der dyrkedes ved Landboer. At de 11 
Bønder vare Landboer, følger allerede af deres Jorders Størrelse, i 
det 6 havde et halvt og 5 et Fjerdedels Bol. 



88 Bondestanden. 

nee Tal Deres Hovederhverv kan Jordbruget saaledes jttæ 
have været. De maatte — for saa vidt som de ikke drev et 
Haandværk — erhverve deres Underhold ved Arbejde til de 
større Gaarde. Han her i øvrigt blandt Gaardsæderne skjelne 
imellem dem, der dagligt arbejdede paa Gaarden, og dem, 
som kun ydede et bestemt Antal Hastdage eller tærskede et 
bestemt Maal Sæd 1 ). 

46, Efter at have omtalt de forskjelhge Klasser af 
Bønder, skulle vi skaffe os et Overblik over, hvorledes Jord- 
brugene vare fordelte. Det er særdeles karakteristisk for 
den ældre Middelalder, at den ikke kjender Gaarde med 
vidtstrakte Jorder, end mindre Godser. Den Rige, der ej- 
ede meget Jord, havde Strøgods og ikke samlede Besid- 
delser (jfr. Jordebogens Falsterliste). Fra Landets Bebyg- 
gelsestid har der ligget Gaard ved Siden af Gaard, og Sam- 
menlægning af Jorder har været lidet almindelig. Den Tids 
Agerbrug har ikke, som Nutidens, kunnet have Fordel af en 
større Drift, og selv de største Gaarde have kun havt Jord 
til 3—4 Plove. — De store Ejendomme vil man især finde 
i Landets ældste og mægtigste Familiers Eje. Bisp Peder 
Vagnsøn (f 1206) af Absalons Æt gav saaledes betydelige, 
sammenhørende Ejendomme (Enemærker) til Bispebordet i Aar- 
hus af sin Fædrenearv, saaledes hele Dramelstrupmark (til 9 ^ 
Korn i Udsæd) med den senere Hovedgaard og øvrige Gaarde 
derpaa, hele G ros kæm ark, ligeledes et Enemærke, den halve 
Del af Nexelø og meget sammenhørende Gods i Føllesløv 1 ). 
Endelig var der ingen Grænse for Udparcelleringen; Jorderne 



*) Ser. VII. 55, 62, 67: Item coria principalis håbet quiDque garsade, 
qui habeot agros et prata ex illis duo bool curie principalis, tall 
condiclone, quod Id autompno laborent per IV. dies qualibet septi- 
mana, et trlturabunt post aotumpnnm II. marchas stliglnis pro se- 
mine. 69: curia pr. Swenstorp . ... lo Swenstorp snot octo in- 
quiltni dicti Gardsæder qootidie laborantes, qui non dant nliam 
peosionem interim quod laborant. Item in Grønolt sunt decem 
inqnilini diet! gardsædher, qui eciam laborant, non dantes penslo- 
uem aliquam interim quod laborant 



Støm Jordbrug 8* 

kunde udstykkes i de mindste Lodder, kun maatte der ikke 
derved lægges Hindringer i Vejen for Fordelingen og Op- 
krævningen af Skatter. 

Vi træffe paa følgende Navne paa Jordbrugene: Curtis 
er en ældgammel Betegnelse for en starre Gaard, i det 
Mindste en Brydegaard 9 ), jfr. Ser. VI. 426: »hi c (Hæthen- 
stath) håbet mensa nostra curtes 4 villioorum«; disse dyr- 
kede i alt 18 |> Gulds Jord. Curtes vare ofte de ældre og 
udflyttede Gaarde, om hvilke en Torp dannede sig og som 
havde et særegent Navn. I Lunds Dødebog findes saaledes: 
Obiit Ingimar laicus, qui curtem Wesum dedit Sancto Lau- 
rentio; anniversarium Guthsercs, qvi dedit Sancto Laurencio 
curtem et molendinum Werpingi*). 

En mere almindelig Betegnelse for en større Gaard er i 
den ældste Tid Mans i o (der i Lunds Dødebog findes nævnt 
sidste Gang 1267). Mansio havde ofte et særegent Navn: 
mansio quæ vocatur Tumæholmæ, quæ dicitur Myruthorp, 
Phaterstorp, Akætorp 4 ). De dyrkedes alle af Bryder 9 ) og kunde 
have endog 6 coloni under sig. 

47. Åf disse enkelte større Gaarde opstod de saakaldte 
Hovedgaarde, curiæ principales (stundom capi tales). De 
findes næppe fer ind i det 14de Aarhundrede. 1 Skaane 
nævnes de saaledes første Gang 1317, da Præsten Ascer 



') Ser. VI. 423, 431. 432. 

*) Ser. III. 477 (\llllcu8 de Wæsum), VI. 425, 426, 427. 

') Ser. III. 449, 456. 

4 ) Ser. III. 484, 519, 546. VIII. 16 (mansio, quæ Klærgaard dicitur). 

*) Ser. III. 476, 522, 577. Reg. 498. (1199) mansionem suam Alei- 
itathe oum agrls pratis et Bilvis et 3 mansis etdlmidlo et omni- 
bua pertlnentils suis abique familia. Ser. VI. 157 synes at skjæloe 
mellem curia og mansio: bona mea in Hærstæde wæstræ <fe Brønby 
østres sltuata tldel, unam curiam in H. cum suis pertlnentils nullis 
demptis et unam mansionem in Brønby eum pratls, agrls et uno 
fundo, ceterisque slbi adjac., nullls demptis. Sorøbogen slaar disse 
Begreber sammen, jfr. Ser. IV. 468: mansionem seu curiam, det 
Sidst« sandsynligvis som den yngre Betegnelse. Gaarden i Al ex- 
it athe hedder saaledes curia (478)* 



90 Bondestanden. 

ved St. Michaels Kirke i Lund testerer »unam curiam prin- 
cipalem cum 4 coloniis etc. 1 )«. 1319 træfie vi derpaa en 
Pantsættelse af en saadan Gaard, og efter den Tid nævnes 
de hyppigt. I disse to første Exempler siges ikke, at Gaar- 
den var Ejerens Sædegaard, hvad de dog hyppigst, om end 
ikke altid, vare*). 

Hovedgaardene benyttes af Bisperne til Sæde for deres 
Lensmænd; der var saaledes i Følge Boeskildebogen i 
hvert af Bispens Len en Hovedgaard. Af disse anføres der 
ingen Landgilde ; Indtægten deraf gik da enten helt til Lens- 
manden, eller denne skulde gjere Regnskab derfor 8 ). Dette 
afhang sikkert af det enkelte Lensbrev 4 ). De oprindelig 
spredte Jordbrug ere saaledes af Bisperne blevne samlede til 
sterre Gaarde. Dette kunde ske ved, at mindre Gaarde 
nedlagdes. Saaledes havde Brode Hovedgaard rejst sig dér, 
hvor der i Følge den gamle- Træbog havde været 1 Bryde- 
gaard, 4 Landbo- og 4 Gaardsædestavne. — Det er derhos 
værdt at bemærke, at Hovedgaarden ofte ikke har rebedret 
Jord. Hovedgaarden i Asnæs i Ods Herred havde saaledes 
Jord, som laa skilt fra Byens og var ure bet; af dette havde 
dens 14 Gaardsæder Jord. Slavslnnde Hovedgaard i 
Slavslunde Len havde foruden 2 1 /? Bol Jord tre Onramme, 
i hvilke dér kunde saas 27 Fd. Sæd. Lækkinge Hoved- 
gaard i Lækkinge Len havde 2 Bol Jord foruden Bud og 



*) Dipl. Svec. III. 342. 

*) D. Svec. V. 46. (curia pr, in qua meam facio residen tiam.) 

•) At der enkelte Steder findes flere Hovedgaarde i ét Len og der da 
svares fast Landgilde, har sin særegne Grund, nisse vare nemlig 
oprindelig Lensgaarde, men da de to faste Borge Dragsholm og 
Hjoitholm bleve Gentra i Bispens Lensadmlnlstration, nedlagdes Ho- 
vedgaardene i Oplandet om disse, og de bleve Brydegaarde. 

4 ) Biskop Jakobs Testament 30. Mal 1350. Item Nicolao Unit unam 
mareham annone et cum hoc dimittimus Bibi exactionem nostram 
Hastorp pro 20 #" arg. in quibus sibi tenemur, donec per redditus 
einsdem sibi integre fuerint persolute et postea ad die« snos de 
confidentia capituli pro penslone competenti. 



Ladegaarde. 91 

Ornumme 1 ). En Hovedgaard Pilegaard nævnes 1337 i Sol- 
bjerg i Flakkebjergherred; den havde Jord i et Ornummebol 
og udenfor dette »Stwejordh in Toweland«*). Hovedgaarden 
staar saaledes ofte med et Jordtilliggende ved Siden af 
Landsbyens, hvilket da enten er det, der var Gaardens, fer 
Landsbyen opstod, eller — hvad der navnlig er Tilfældet, 
hvor det Erhvervede er Bud — Jord, som er tillagt Gaar- 
den ved Opdyrkning. 

48. De Gaarde, der uden at være Sædegaarde dyrke- 
des under Ejerens specielle Opsigt ved et af hans Tyende, 
en Forvalter eller Ladefoged i Nutidens Sprog og i Datidens 
en Bedesvend, kaldtes »grangiæ«, Ladegaarde. Disse 
vare naturligvis især de tæt ved Hovedejendommene liggende 
Gaarde 8 ); saaledes nævnes i hele den store Boeskildebog kun 
én Grangia, nemlig Bispens paa Bidstrupgaard (ipsa curia, 
quæ est grangia episcopi, håbet terram pro 3 aratris, S. 64.) 
Klostrene kunde dog i den ældste Tid have Grangier paa 
fjærnere Steder. Sorø Kloster havde ved Aaret 1200 Gran- 
gier i Slagelse, Lynge, Gudum, Bjergby, Ondløse, Vedby, 
Asserbo og Eiby. I Beglen var det da Brødre, som dyrkede 
disse Gaarde med egne Hænder, naar Klosterordenen ellers 
tillod det 4 ). I Klosteradministrationen rangere efter Gran- 
gien de fjærntliggende større Gaarde med tilliggende Land- 
boer — de saakaldte mansiones exteriores 5 ). 

') Ser. VII. 7, 11, IS (Moselens Hovedgaard med Lykkefenkt jfr. p. 

29 fyengtenjort) , 30, 62. 
*) Ser. IV. 507. 
*) Ser. IV. 469: videos autem yenerabllis pater Absalon poaaeaaionem 

illam (Slauelsebo) fratribus aptam pro grangia, eo quod erat mona- 

sterio viciua. 
4 ) D. A. M I. 46. 
*) Ser. 566, 567 : Locum Ipsum Sore — granglas Yestras Slagloae Lyrighe 

etc. — aimlliter exteriores mansiones videlicet Snærthinge, Ubby, 

Hagneleff, Glostrup, Wininghe eto. cum adjacentibus terris et con- 

coloniis suls. 



V. Kapitel. 

r 

Gejstligheden. 

(Gejstlighedens Skattepligt Privilegierne, deres Erhvervelse, 

Stadfæstelse og Fortolkning.) 



49. Om Gejstlighedens Stilling i Landets Forvaltning 
og særlig om dens Pligt til at deltage i Udredelsen af Skat- 
ter, findes i den ældre Middelalder ikke noget alminddigt 
Lovbud. Bag de talrige specielle Privilegier for de enkelte 
Instituter ligger vistnok skjult, at Standen i Almindelighed 
var skattepligtig, men denne Hovedsætning er saa overskyg- 
get af Undtagelser og saa overgroet af specielle Benaadnin- 
ger , at det modsatte Princip næsten synes gjældende. Stan- 
den er i denne Henseende stillet paa en usikker Basis, som 
let forvoldte Splid. Medens paa den ene Side Skattefriheden 
kun bygger paa det enkelte Priv. og i sidste Instans hviler 
i Kongens Haand, — et givet Tilsagn, der ikke forpligter 
hans Eftermand, — er Gejstligheden paa den anden Side 
dog ikke underkastet Vilkaarlighed ved Overholdelsen af de 
erhvervede Begunstigelser, — baade politiske og moralske 
Hensyn lode Kongerne opretholde Privilegierne. 

De eneste Bestemmelser af almindelig Natur, der 
give Begler om gejstlig Skattefrihed, ere Jydske Lovs Artik- 
ler 9-rlt i Tredie Bog, — ellers hvilede Alt paa specielle 



Gejstlighedens Privilegier. 9( 

Privilegier. Jydske Lov sætter her den Jord, som Klos* 
trene have erhvervet fer det »general Concili war, thær 
iDDocencius pauæ hafthæ« (1215), som fri for Leding, og 
dermed utvivlsomt for al Skat, og den giver den Præst, som 
lever i Cølibat , Bet til at have ét Bo frelst uden al Land- 
redseL Udenfor disse Tilfælde er Kongen raadig over, hvo 
der skulde have Skattefrihed; dog tilbagekaldes ikke tidligere 
givne Benaadninger. Disse Begler maa antages for de over 
hele Landet gjældende. I Kong Magnus's Frdg. for Skaane 
1340 § 3 og Kong Eriks 1356 § 3 udtales det saaledes, at 
Sognepræsten skal have ét Bo, som fra Kirkens Grundlæg- 
gelse har været tillagt denne, skattefrit tilligemed det derpaa 
boende daglige Tyende 1 ). 

50. Ville vi i øvrigt kjende Gejstlighedens Skattepligt, 
maa vi gaa til Privilegierne og undersøge, om de Gejst- 
lige sædvanlig have* været skattefri , eller om dette hørte til 
de særegne Benaadninger 9 ). 

Allerede i det Ilte Aarh. er der tilstaaet gejstlige Stif- 
telser Skattefrihed. Oplysning om et af de ældste Privile- 
gier haves efter min Formening i et Brev af 1135, hvorved 
Kong Erik Lam skjænker Lunds Kirke en Del Jordegods, 
»som han er raadig over og som ikke kan fravristes af no- 
gen ved Lov«; han bestemmer, at disse Ejendomme skulle 
være skattefri og aldeles frelse for al kgl. Bet, og heri ef- 
terligner han, hvad hans Forgængere Svend, Mag- 
nus og Knud tidligere have skjænket 8 ). Kongen 



') Priv. for Vejle 1327: omnes et slngull præter dom. rectorem eccle 
tie ibidem, qui f ud dos ibidem apud eos in villa vel manslones ha« 
buerlnt seu emerint, omnes solutiones — supportent et ex&oluant. 

*) Det bør be mærkes , at her nærmest omhandles de Gejstliges Skat- 
tepligt med Hensyn til de direkte og ordinære Skatter; om de in- 
direkte og eitraordinære, eaavel som om den ved Privilegierne til- 
staaede Sagefaidsret, Vragret osv. maa henvises til vedkommende 
Steder i det Følgende. 

') Suhm V. «50: Terras bas a justlcia regali immunes et omnino 
llberas esse volumus ad imHacionem earum, qoas dederant felicls 



94 Gejstligheden. 

siger her, at Kong Magnus eller, hvis han ved Knud tænker 
paa Knud den Store, da allerede denne har tillagt Lunds 
Kirke Immunitet. 

Det ældste endnu kjendte Privilegium, hvori Skattefri- 
hed indrammes gejstligt Gods, er imidlertid Knud den Helli- 
ges Priv. af 1085, da han tillagde den endnu ikke færdigt 
byggede St. Laurentius Kirke i Lund en stor Mængde Gods 
og bed, at Alt hvad der heraf med hvilkensomhelst Bet til- 
kom Kongen, skulde tilfalde Provsten og de andre Gejstlige, 
dog med Undtagelse af følgende tre Ting, at den, som mi- 
stede sin Fred, skulde kjebe den igjen af Kongen og ikke 
af de gejstlige Herrer, skjent hans Gods forbredes til dem, 
at den, som forsam te Leding, skulde bade til Kongen, og 
at arvelast Gods tilfaldt ham. Disse Privilegier ere om- 
trent de samme som dem, Kong Niels 1117 gav til St. 
Knuds Kirke i Odense. — I det 12te Åafh. uddeles Privile- 
gier hyppigt; af disse kan mærkes Priv. for Skovkloster 1140 
og for Esrom af 1148. Klostrene have ofte skyldt den Om- 
stændighed, at de ere oprettede af Kongerne paa gammelt 
kongeligt eller fyrsteligt Gods deres vidtstrakte Privilegier. 
Esrom Klosters Ejendomme vare saaledes gammelt Krongods. 
Prins Buris opretter (1163) Tviskloster af sit Fædrenegods, 
og Vidskal Kloster kan tilskrive sine store Privilegier, at det 
grundes paa Valdemar l's Fædrenegods. 

51. De gejstlige Instituter, som Kongerne tillagde Pri- 
vilegier, vare først og fremmest Bispesæderne, hvortil slut- 
tede sig Domkapitlerne med talrige og vidtstrakte Friheder. 
Dernæst vare Klostrene rigt begavede , navnlig de sjællandske, 
af hvis Privilegier der er bevaret os et overordentligt stort 
Antal. Af Kirker vare ikke mange særligt benaadede — 
naar der da ikke til dem knyttede sig et Kloster eller Kapi- 
tel; — i Byerne nogle, paa Landet vist ingen. Andre 

— f 



memorie predecessores nostri Sweno, Magnus et Canytus, regel 
catholici. — Om Fortolkningen af Ordet Justicia se foran S. 32. 



Gejstlighedens Privilegier. 95 

gejstlige Stiftelser synes ikke at have været beskyttede ved 
Privilegier. Præsterne vare jo i Følge Jydske Lov skattefri 
af den Gaard, de drev; ikkun sjældent findes andre Gaarde« 
der ere henlagte til Præstens Bord, skattefri. 1293 gav dog 
Kong Erik noget Gods, som Bidder Jens Eanne havde 
lagt til Præstens Bord i Laderup i Ingelsted Herred, fri 
for Innæ, Stud, Leding og al kgl. Tynge. Mange Hospita- 
ler (i et Testament af l8 /n1268 nævnes endog 14 Hospitaler 
i Jylland) , Fattighuse og Skoler vare vel doterede med Jor- 
degods, men først i det 14de Aarh. finde vi dem privilege- 
rede, saaledes faar Puggaard ved Bibe Privilegier 1304, 
Helligaandshus i Flensborgs 1325, og St. Nicolaj Hospital i 
Eallundborg 1327 (Aahus Hospital dog allerede 1252). 

52. Der havde efterhaanden uddannet sig en Bevil- 
lingspraxis med Hensyn til Meddelelsen og Stadfæstelsen af 
Privilegier. Allerede Jydske Lov siger, at de engang er- 
hvervede skulle blive ved Magt, og det udtales i Abels og 
Kristoffers Forordninger, at alle Privilegier, nye som gamle 
og fremtidige, for bestandigt skulde blive i Kraft 1 )« Der har 
paa den Tid maaske næppe været nægtet Stadfæstelse paa 
Privilegier, men det synes som der ofte er forlangt Betaling 
derfor. I den nyborgske Frdg. af 1282 § 12 bestemmes det, 
at alle Kongens aabne Breve og Privilegier skulde blive ved 
Magt, med mindre Kongen paa Rigsdagen kunde godtgjere, 
at de med Føje burde tilbagekaldes. Der ligger i disse Ord 
udtalt, at Privilegiernes Bevarelse i sidste Instans dog skulde 
hvile i Regjeringens Haand. 

Ved Kongens Tronbestigelse maatte Privilegierne 
stadfæstes, hvorfor Alle søgte til ham for at erholde saadan 
Konfirmation. Stiller man Privilegierne i kronologisk Orden, 
vil man snart se, hvilken Mængde der falder i Kongernes 



x ) Frdg. 1251 { 12, Kristoffers Frdg. § 3: Omnia prlvilegia antlqua et 
nova et in futurum legitime danda in perpetuum jnviolabiliter con- 
serueutur. 



96 Gejstligheden. 

Tiltrædelsesaar. Efterhaanden som Kongen drager frem paa 
sin »Eriksgate«, uddeler og fornyer lian Privilegier; man 
kan af deres Dateringer udfinde hans Vej. Men ogsaa til 
andre Tider vil det findes, at de Gejstlige trænge sig om 
Kongen for at faa deres Privilegier stadfæstede. I Aarene 
1268 og 1269 falder saaledes en hel Gruppe af Privilegier, 
for Klostrene i Esrom, Æb bel holt, St. Marie i Roeskilde, 
Vidskøl, Løgom og Sorø og for Aarhus og Roeskilde Dom- 
kapitler. Der ligger heri et sikkert Udtryk for, at Stridig- 
hederne med Jakob Erlandsen og Pave Clemens ere ved at 
sagtnes. Kong Erik havde i September 1267 gjort Paven 
betydelige Indrømmelser, og Kardinal Guido, der var sendt 
for at dømme i Tvistigheden, blev hjemkaldt. Pave Cle- 
mens døde derpaa i Novb. 1268, og 1269 gjør Kong Erik 
yderligere Skridt til Forsoning hos Kurien i Rom 1 ). Der er 
vist ikke Tvivl om, at den anførte Række af Privilegier 
staar i Forbindelse med samtlige disse Skridt til Forsoning. 
Først efter Aarhundredets Udgang mærkes der en vir- 
kelig Uvillie hos Kongen mod at stadfæste de givne Frihe- 
der. I Aaret 1300 konfirmerer Kong Erik vel Esrom Klo- 
sters Privilegier, men udtaler udtrykkeligt, at Saadant kun 
skal gjælde til han med sit Raad har overvejet, hvad der vil 
være at foretage med dette og de øvrige Klostres Fribreve. 
Striden med Johan Grand var da paa sit Højeste, og de an- 
førte Ord vise, at Kongen uforknyttet har Regjeringstøjlen i 
sin Haand. Han tænker øjensynligt paa bestemte Forholds- 
regler for at indskrænke eller i hvert Fald regulere Gejst- 
lighedens Friheder, — og hans Planer gaa maaske endnu 
videre. De gjældende Skattebud vare da forældede. . Skatterne 
vare ulige fordelte, og kun ved hyppige extraordinære Paa- 
læg erholdtes tilstrækkelige Midler til Dækning af Landets 
Udgifter. Da Kong Erik 1302 giver Randers Borgere Told- 



*) Pal-Muller, Stadier til Danmarks Historie i det 13de Aarh. 4de 
Stykke p. 52 fif. (Vid. Sel. Skr. hist. og phil. Afd. IV. 868). 



Stadfostelse af Privilegier. 97 

frihed, hvorhen de kom, tager ban det udtrykkelige Forbe- 
hold, at Privilegiet kun gjaldt, til han bestemte at tilbage- 
kalde dette og andre Kjabstadprivilegier om saadan Frihed 1 ). 
1304 udkommer da ogsaa en Forordning, som aldeles foran- 
drer Ledingsbyrdens Fordeling. De anferte Ord i Esrom 
Klosters Privilegium ere vel tilføjede af Kongen i Kampens 
Hede , men de vidne vistnok tillige om en Plan til i Almin- 
delighed at gribe ind i Gejstlighedens Skatteforhold. Da 
Freden sluttes med Johan Grand og Paven 1303, udsteder 
Kongen et almindeligt Brev om, at alle Bisper, Klærker, 
og alle fromme Stiftelser, der vare bestemte til Gudsdyrkelse 
eller Fattiges Trang, skulle være fri for alt uretligt Krav 
og Undertrykkelse og Tynge og nyde de gamle og rette Fri- 
heder 9 ). Disse Ord ere saa omfattende og Udtrykkene saa 
mistænkeligt almindelige, at det Hele synes som en Forsik- 
ring uden Betydning, der er aftvungen Kongen efter hans 
Nederlag. I Frdg. 1304 § 8 lover Kongen da ogsaa kun at 
overholde de givne Friheder, forsaavidt de ere Riget gavn- 
lige og ikke stride mod Gud og Bet; selve Privilegierne eller 
sikre Kopier deraf skulde derhos forevises 8 ). I de første 
Åar derefter indlader Kongen sig slet ikke paa at konfir- 
mere Klostrenes Priv. Far ved Åaret 1 308 findes ingen be- 
kræftede, men da er man besynderligt nok kommet ind paa 
den gamle Bane, og en stor Mængde Klostre faa deres Pri- 
vilegier fornyede, saaledes St. Claras og St. Agnetes Klostre 



') Jfr. hermed Hertug Kristoffers Priv. af 1307 for Halmstad: omnia 
eadem jura, que singule ville forenaea regni dacie de dUecto fratre 
noatro et domino rege dacie habere dinoacuntur, cupimua et con- 
cedimus per presentea, donec aliud cum eisdem duximua facien- 
dum. 

*) Terpager, Ripæ 182. 

•) De literia et priuilegiia, que handfæat dicuntur, promissum eat, 
quod cam ipsa priuilegia per ae vel eorum certa tranaacripta fuerint 
presentata, omnia et singula, que corone regnj et communilatj pro- 
Hcua fuerjnt et vtilia, Deo autem et jurj non contraria, stabilia 
habeantur. 

7 



98 Gejstligheden. 

i Roe« kilde, og Klostrene Esrom, Tvis og Æbbelholt, samt 
1310 Slangerup Kloster. 

Derimod har Kongen naturligvis benyttet sin Fribed til 
at stadfæste Priv. eller undlade dette, naar det syntes ham 
tjenligt. Da Ribe Bispestol i Aaret 1313 stod ledigt, kon- 
firmerede Kongen Bispesædets Privilegier, dog skulde Fri- 
heden kun gjælde, til den ny Bisp var valgt, hvorved Kon- 
gen utvivlsomt vilde paavirke Valget. Da dette faldt ud efter 
hans Ønske, stadfæstede han Privilegierne fuldkomment 1 ). 

53. Naar saaledes en hel Stand var skattefri, om end 
ikke for alle sine Godser, saa dog for det langt overvejende 
Antal af disse, naar det endelig var den Stand, som besad de 
største Jordegodser og dernæst stadigt forøgede disse ved 
at de skattepligtige Jorder formindskedes, er der vel Grund 
til at spørge, om Landets Finantser kunde taale denne For- 
ringelse i Indtægter. Maatte der ikke aabnes nye Indtægts- 
kilder eller de givne Friheder beskjæres? Dette var en ab- 
solut Nødvendighed. Staten var nødsaget til at paalægge 
extraordinære Skatter, med Hensyn til hvilke Gejstlighedens 
Skattefrihed ikke gjaldt, — hvad der skal blive vist i det 
Følgende. Ligesom alt Spergsmaal om Ledingsfrihed op- 
hørte, naar Fjenden faldt i Landet, saaledes ansaas Skatte- 
friheden ikke gjældende, naar der i Landets Nød paalagdes 
overordentlige Afgifter. 

54. Vi skulle til Slutning gjøre opmærksom paa, at 
de vundne Friheder paa andre Maader vare beskaarne. 

I. Privilegierne blive for det Første ofte kun tilstaaede 
mod Vederlag 9 ). Jeg tænker ved dette egentlig ikke paa, 
at vedkommende gejstlige Stiftelse ofte maa love at holde 
en bestemt Messe, skjønt denne Forpligtelse dog ogsaa har 



>) Kinch, Ribe 149-151. 

*) Herved sigtes naturligvis ikke til Brevpengene, jfr. Haandf. 1326 | 

31: privllegia — gratam et absqae precio, sallario scriptorls antl- 

quitus consueto duotaxat excepto, reooueotur. 



Privilegierne sælges. 99 

en Værdi og stundom en betydelig, som da Kannikorne i 
Roeskilde 1241 maatte love at holde for Kong Erik en evig 
Messe ved et særligt Alter. Men Kongerne have ofte ved 
Overdragelse af Jordegods faaet Vederlag for et med- 
delt Privilegium. Saaledes afstod Skovkloster 5 Bol paa 
Møen til Kong Valdemar I for Eftergivelse af én Nats Hold, 
og 1 209 fik det Frihed for alt kgL Hold imod Afetaaelsen af 
en Gaard i Ristorp paa Falster. 1180 betingede Kong Val- 
demar sig i et Priv. for Marie (St. Knuds) Kirke og Kloster 
i Odense, at noget af ham skjænket Jordegods skulde komme 
tilbage til hans Familie, hvorhos Brødrene skulde have 10 
Vogne parate til hans Afbenyttelse, naar han kom til Odense. 
1239 fik Kong Valdemar af Viborg Kanniker Jord paa øen 
Åker til Vederlag for et Priv., og 1353 Valdemar Atterdag 
af Skovkloster ligeledes for et Privilegium Turebølle Ore, 
Faxinge og Præstø med sit Fang. 

Derimod har det vist været mindre hæderligt at sælge 
Privilegierne — og dog har dette været i Brug. Det lægges 
især Abel til Last. By Kloster maatte 1237 betale ham, 
der da var Hertug i Sønderjylland, 53 % Penge for sine 
Friheder og Bibe Bisp 1240 200 $* Penge for sine, hvorfor 
ogsaa Munken, som har nedskrevet Priv. i Bogen Oldemoder, 
fortørnet siger (S. 10), at man hellere skulde kalde det et 
Salg end en Gave. Den hæftige Munk, som har fortalt om 
øm Klosters Oprindelse, opirres ligeledes ved Tanken om 
Abel, denne elendige Brodermorder, som fordrede 300 $» 
Penge af Klostret for de Friheder, som alle hans Forgæn- 
gere havde tilstaaet det gratis 1 ). Om de følgende Konger 
have ladet sig Privilegierne betale, kan ikke ses; dog har 
dette vel ikke været Tilfældet, efter at det var blevet slaaet 
fest i Haandfæstningerne, at Privilegierne skulde staa ved 
Magt. Imidlertid vides det, at Kristoffer II af Vidskøl Klo- 



*) Ser. V. 262. 



100 Gejstligheden. 

ster har forlangt en saa stor Sum Penge for et Priv., at det 
nødtes til at sælge Gods paa Læsø 1 ). I Valdemar Eriksens 
Hdfstg. 1326 § 31 bestemtes det, at der ikke maatte for- 
langes Betaling for Fornyelser. 

II. Det kan dernæst ikke betvivles, at der ved For- 
tolkning af Privilegierne er anvendt enhver Regel og ethvert 
Betskneb, hvorefter saa lidt som muligt blev indlagt i Fri- 
hedsbrevet; den Sætning »non plus intelligitnr datum qnam 
expressum« har ikke alene været Hovedreglen, men den er 
bleven benyttet paa den spidsfindigste Maade. En Anven- 
delse af de strænge Fortolkningsprinciper haves f. Ex. i den 
Afgjørelse, hvorefter Ribe Bisp, uagtet han fra gammel Tid 
havde Bet til Halvdelen af den kgl. Indtægt af Ribe, und- 
tagen Vrag, Forban og 40 Mark Sager, dog ikke oppebærer 
Hestetolden, fordi den, — skjønt ikke udtrykkeligt undtaget 
i Kongernes Privilegier — , dog var paalagt senere end de 
tre anførte, undtagne Indtægter 2 ). 

III. Det maa fremdeles antages, at Privilegiet aldrig 
ansaas at gjælde for andet eller mere Gods end det, Pri- 
vilegiehaveren besad ved dets Erhvervelse. Man 
har i Almindelighed paastaaet, at Friheden maatte omfatte 
ogsaa de senere erhvervede Ejendomme, men det er ganske 
vist ikke Tilfældet i den her omhandlede Tidsalder. Man er 
vildledet af Udtrykkene i Priw. fra det 12te Aarh., hvor der 
i alt Fald stundom gaves Frihed ogsaa for fremtidige Er- 
hvervelser. Saaledes i Priv. af 1117 for Enudsbrødrene i 
Odense og 1187 for Bispen i Slesvig 8 ), ja Eong Valdemar 
gav endog 1170 Bingsted Kloster et Brev om, at Enhver, 



') Subm XII. 422. 

*) Sidemoder 2. 

*) 1117 (jam collatia sen adhuc con feren dis) 1187 (quos in præaentia- 

rum håbes siv« in futurum tu vel tui aucceeaorea juste et canooiee 

babueritia). 



/ 



Privilegiernes Fortolkning. 101 

som gav sin Hovedlod dertil, skulde være fri for al kgl. 
Skat og Skyld. Bisperne havde dengang endnu ikke den store 
verdslige Magt, de senere fik; Klostrene vare ikke mange, 
og man ønskede at beskytte dem i deres Opvæit. 

Denne Vidde havde Privilegierne imidlertid ikke i den 
følgende Tid. Det findes for det Første stundom i disse 
sagt, hvormeget Gods der skal indbefattes derun- 
der. Saaledes lyder Priv. af 1180 for Knudsbrødrene i 
Odense udtrykkeligt paa, at kun det Gods var frit, som de 
ved gyldige Beviser kunde godtgjøre at have erhvervet ved 
Kjeb, Gave eller paa anden Maade inden den Dag, da Priv. 
udstedtes. Om dette Gods siger Absalon i sit Priv. af 
samme Aar, hvori Kongens Gave omtales, at det efter Vur- 
dering svarede til 30 Bol. I Priw. for Helligaandshus i Flens- 
borg bestemmes nejagtigt, hvor stort det skattefri Jordegods 
maa være. 1325 og 1330 maatte det kun være Gods 
med en aarlig Afgift af 150 $* Kobberpenge, 1337 udvide- 
des det noget, dog maatte det ikke overstige \2 % Sæd og 
100 £ Penge i Indtægt.' 

I et stort Antal Diplomer fra de forskelligste Tider be- 
stemmes derhos, at kun de allerede erhvervede Ej- 
endomme vare indbefattede under Friheden. Disses Antal 
er saa stort, at det ikke gaar an at antage dem for Und- 
tagelsesbestemmelser; de lære os netop, hvad der var den 
gældende Regel. Udtrykkene, der bruges, ere »det nu 
havende Gods«, »det hidtil erhvervede«. 

Til Exempel: Esrom Kloster 1203 (orones posseisiones, quas 
habent in Hallandia sive a patre meo sive a fratre meo vel ab allis bo- 
nis donatione vel empllooe sea concambltlone adeptl sunt.) 1259, 1173 
(novlter et antiquitus acqaisitas) 1289, 1308 (quæ lo præsentiarnm ha- 
bent) Æbbelholt Kloster 1288 (quæ In præs. habent) Ry Kloster 
1237 (eatenus acqulsitas). Aahns Hospital 1252 (qtiam habent) 
Puggaard ved Ribe 1304, 1326 (quæ in præs. habent) Aarhus 
Bisp 1298 (quos in præs. håbet) Slesvig Bisp 1310 (bona et posses- 
slones, quas eplseopus — possederat usque in dlem 15 vig. nat. St. 
Marlæ in autumno), jfr. Priv. for Ribe Kanniker 1246 (qnl sunt ca- 
nonlci rtptnses anno domlnl 1246 mense januarlo.) 



102 Gejstligheden. 

Særligt bestyrkes Sætningen derved, at Privilegier ofte 
erhverves paa Tider, hvor der ellers ikke var Grand til at 
søge nogen Konfirmation — f. Ex. midt under en Konges 
Begjering; Hensigten hermed kan kun være den, at faa og- 
saa de nyeste Erhvervelser skattefri. Dette udtales ogsaa. 
Sorø Klosters Friv. af 1234 omfatter saaledes »alle de Ej- 
endomme, det besidder, saavel dem, som det har erhvervet 
af Esbern Nielsen 1 )« som hvad det tidligere har havt«. Val- 
demar Sejr udvider Vidskel Klosters Privilegier til at gælde 
nogle nyerhvervede Godser, siden (1236) udstrækkes de til 
alle Ejendomme, erhvervede efter det generale Koncilium. 
Erik Menved gav 1299 noget Gods, som tvende Herrer 
havde skjødet til Kannikernes Bord i Bibe, frit for alle Af- 
gifter, som han forhen havde gjort Kannikernes øvrige Gods 
skattefrit. Valdemar Kristoffersøn tillægger Sorø Kloster 
Skattefrihed særligt med Hensyn til noget Gods i Udesundby. 
Da Kan ni kerne i Aarhus havde solgt noget Gods i Giæfning 
for 500 # Sølv, blev det af Kong Erik 1244 bevilget, at 
det Gods, de agtede at kjøbe for denne Sum, ogsaa skulde 
være skattefrit. 

I den saakaldte Næstvedske Gavebog, som indledes med 
de af Konger og Bisper Skovkloster givne Privilegier, vil 
man ved hvert enkelt Priv. finde anført, hvilke Ejendomme 
der ere indbefattede under Frihederne. I Valdemar l's Priv. 
loves, at Gods til en Indtægt af 6 #, som de af en eller 
anden Grund maatte tilbytte dem for hvad de havde, Uge- 
ledes skulde være frit. I den efterfølgende Jordebog vil der 
endelig ved hver enkelt Besiddelse findes bemærket, om og 
naar den har erholdt Skattefrihed 9 ). 

Der forekommer næppe i hele Aarhundredet et konge- 



M Esbern Nielsen Snerliog gav 1233 Sorø Kloster en Del Gods i 

Bringstrup og Ørslev. Ser. IV. 481. 
*) Ser. IV. 337 S. — 3*S (Grimsiorp ør fril for kgk tyng«), 392, 462 

405 ff. 



Privilegiernes Fortolkning. !03 

ligt Privilegium lydende paa Frihed for Gods, som senere 
erhverves. Derimod findes i et af Hertug Erik 1261 gi- 
vet Priv. for Kapitlet i Slesvig de vide Udtryk: »omnes vil- 
licos suos et colonos suorumque successorum, quos ad præ- 
sens prædictum capitulum sive in futurum habiturum sit le- 
gitime et canonice vel ejus successores habuerint«. 

IV. Privilegierne udfærdiges i temmelig ensartede For- 
mer med Hensyn til de Personer, der gjores skattefri; 
stundom findes en speciel Begrænsning. Saaledes bar Dom- 
kapitlet i Ribe forst i Aarbundredets Slutning feaet Frihed 
for sine Landboer. Priv. af 1206 lyder paa »villici«, 1242 
»villici in ipsorum mansionibus existentes«, 1252 i den ene 
Gjengivelse (Oldemoder S. 30) paa »villici et coloni« , men i 
en anden (Ser. VIL 330) kun paa •villici«. Er her nu en 
Forfalskning eller en Forglemmelse? 1299 og 1309 gjælder 
Friheden alle Banderne. 

55. Vi skulle til Slutning kaste et Blik paa Gejst- 
lighedens Stilling i de to andre nordiske Lande for at se, 
om man i Danmark er gaaet videre i at tilstaa Gejstlighe- 
den Skattefrihed end i disse, eller om de trende Riger have 
holdt Skridt med hverandre. 

I Sverrig var Skattefrihed anerkjendt endog i meget 
gamle Tider. Kong Sverker bekræfter 1200, at Kirkernes 
Huse og Jorder skulle være fri for kgl. Afgifter. Da til 
disse Ejendomme omtrent kunde regnes Alt det, der tjente 
Præster og Munke, synes Friheden at bave en overordentlig 
Udstrækning. Denne Bet er maaske faktisk ikke altid ble- 
ven overholdt af Kongerne eller deres Embedsmænd, men 
Friheden bekræftes i ethvert Fald, saaledes 1281 af Magnus 
Ladulaas og siden af de følgende Konger. Ved hver Konfir- 
mation udstraktes Gejstlighedens Privilegier til det Gods, den 
senere havde erhvervet. 

I Norge var Forholdet derimod anderledes. De Gejst- 
lige vare fra gammel Tid fri for Leding. Efter deres Stil- 
ling kunde de ikke forpligtes til at gjøre Krigstjeneste og 



104 Gejstligheden. 

følgelig heller ikke til at deltage i Udredelsen af det Veder- 
lag, som krævedes i Fredstider. 1277 blev denne Frihed 
nærmere bestemt saaledes, at alle Bisper, Abbeder og Kiær- 
ker fritoges for Leding og Ærkebispen derhos havde Bet til 
at have et stort Antal Mænd ledings fri. Hver Lydbiskop 
skulde have 40 Mand fri og hver Sognepræst to Personer af 
sit Hus. Da Magnus Lagabøter gav ny Lovgivning om Le- 
ding, hvorved denne, i Stedet for en personlig Afgift, blev 
en Skat paa Jordbrug, antoges Gejstlighedens Frihed at op- 
høre. Først i Betterboden 1308 (eller 1309) og 1311 op- 
toges den gamle Begel om Ledingsfriheden, hvad der bør 
forstaas saaledes, at de Gejstlige fik saa megen Nedsættelse 
i Skatten af de Gaarde, de selv brugte, at den nye Forde- 
lingsmaade ikke kom til at paafore dem forøget Byrde. Deri- 
imod opnaaede Gejstligheden aldrig nogen almindelig Skatte- 
frihed 1 ). 

Det vil formentlig heraf fremgaa, at Gejstligheden i 
Danmark — trods dens utallige Klager — har været for- 
holdsvis godt stillet. Dens Skattefrihed blev opretholdt, om 
end ikke som i Sverrig ved et almindeligt Bud, dog ved en 
stadig Konfirmation af de erhvervede Friheder; i ethvert Fald 
havde den langt større Begunstigelser end den norske Gejst- 
lighed. Hvad endelig extraordinære Paalæg angaar* da 
maatte selv Sverrigs Gejstlighed finde sig i at udrede 
disse. 



l ) Aschehoug 91 ff. Nordstrøm I. 211. Reuterdahl II. 1. 239. II. 2. 
645. 



VI. Kapitel 

Herremændene. 

(Fandtes en Adelstand? Betten til at tage »Mænd«. Her- 
remandens Ledingspligt. Opfyldelsen af denne Pligt er en 
Betingelse for Bevarelsen af den privilegerede Stilling. 

Skattefriheden.) 



56. Som en Stand maatte for en følgende Tid Adelen 
utvivlsomt nævnes, men er der Berettigelse dertil allerede i 
det 13de A århundrede? Kunne de Mægtige i Samfundet op- 
iattes som en særlig Del af dette? Stand er nu ganske vist 
et Begreb med ubestemte Omrids ; thi naar opstaar en Stand, 
og h vormange Stænder findes der i Nutiden? Naar en hel 
Klasse af Statens Undersaatter ikke blot økonomisk, men 
juridisk ere stillede forskjelligt fra deres Medborgere, findes 
der dog vist en Stand. 

Før en Adel opstod her i Landet, var der en Kreds af 
store Slægter, mægtige ved Godsbesiddelse, ved Slægtskab 
indbyrdes, samt ved betroede Statshverv; men de vare skat- 
tepligtige som andre Undersaatter. Vilde de nu ogsaa gjøre 
deres borgerlige Stilling forskjellig fra disses, traadte de i et 
nærmere Forhold til Kongen som hans Mænd. De vare da 
som Bestanddele af en udvidet Hird, som den beskyttende 
Kongemagts Arme, der strakte sig over det hele Land. Her- 



106 Herremændene. 

med var dog endnu ikke nogen Stand opstaaet; thi de vare 
kun Kongens Tjenestemænd og Landets Embedsmænd; deres 
Begunstigelse var kun grundet i denne deres Stilling, og op- 
hørte de at tjene, da udslukkedes ogsaa Privilegiet og de 
vare atter Skattebønder, jfr. J. L. III. 7, at Herremanden, 
om han ikke gaar fuldrustet i Leding, skal være Innæbonde. 
Man kunde da opfatte Herremændene som en Bestanddel af 
Krigshæren. Denne Betragtning fyldestgjer dog vistnok ikke 
heller for det 13de Aarhundredes Vedkommende. Denne 
Embedsstand var for det Første ikke blot knyttet til Kon- 
gen, men til alle de Store, der havde Bet til at tage sig 
Mænd, Bisper, Grever, og Kongens Børn. Embedet var 
derhos arveligt, Søn efter Fader kunde blive Herremand, og, 
hvad der betyder langt mere end denne Mulighed, Arveover- 
gangen var den sædvanlige. Dette ligger for det Før- 
ste i J. L.'s Ord (III. 18): Oftæ warthær oc swa, atthen 
iorth thær hærræ mæn køptæ oc then the hafthæ fyrræ æf- 
tær then dethæ gangær til skipæn swa sum fyrræ. Det 
kunde altsaa hænde, at Jorden ved Herremandens Død 
blev skattepligtig, og at hans Arvinger, særlig Livsarvingerne, 
vare almindelige Skatteborgere, men det Sædvanlige var det 
ikke. Den i Processen mod Johan Grand fremkomne Ytring, 
at Bispen havde søgt at gjøre Herremænd, hvis Forfædre 
fra ualmindelige Tider havde været skattefri, til skat* 
pligtige Bønder 1 ), synes ogsaa at antyde, at Arveovergangen 
var den sædvanlige; i det foreliggende Tilfælde skrev Kaldel- 
sen til Herremand sig endog fra Arilds Tid. Efter det An- 
førte er det vist berettiget at anse Herremændene for mere 
end en Embedsstand; de vare en Stand i Staten, en Begyn- 
delse til det 14de Aarhundredes Adelsstand. 



J ) Ser. VI 292: Insuper nonnuljos homines Dom. Regis liberos et no- 
biles, quorum progenitores a tempore, a quo non extat memorla, 
semper extiterant liberi a servltate rastica, ad æqualitatem servitu- 
tis rusticorom redigere satage n do. 



Herrerne og deres Mænd. 107 

Da det almindeligste og mest betegnende Navn for 
denne Klasse Borgere var Herremænd, vil dette Navn ude- 
lukkende blive benyttet i det Følgende, men det bør i øv- 
rigt erindres , at disse Privilegerede ofte vare Riddere (milites), 
eller de benævnes »barones«, tnobiles« osv. 

57. Hvilke vare nu de Mægtige, hos hvem man saale- 
des kunde træde i Tjeneste? Vi lære det af J. L. III. 8, 
der tillige oplyser os om, indenfor hvilke Omraader disse 
»Herrer« kunde tage sig »Mænd«: 

I. Kongen havde naturligvis Bet til at tage sig Mænd 
»yvær alt hans rikiæ i hwilt skipæn sum hanwil«, og følge- 
lig kunde han ogsaa tage dem i Hertugdømmet. 

U. Hertugerne maatte tage Mænd i deres Hertugdømme, 
men ikke udenfor dette, jfr. Brevet, hvorved Halland forle- 
nes til Kristoffer 1307: han maa ingen Tjenere tage uden 
sit Herredømme, han skal ingen tage i Tjeneste, som Kon- 
gen med Ed er forpligtet, uden hans Villie og Samtykke 
(Huitfeldt I. 334). 

III. Kongens Børn eller Frænder eller Grever maa ej 
tage »uthen theræ eghæn ræt oc theræ læn«, altsaa kun i 
de Lande, som vare dem forlenede, eller i de Gaarde, de ej- 
ede, og 

IV. Bisper ikke udenfor deres Bispedømme. I Aaret 
1 288 blev denne Begel tilsidesat til Gunst for Biskop Kristiern 
i Ribe, der paa Grund af sine mange Tjenester mod Landet 
af Kong Erik fik Bet til at tage sig Mænd ogsaa udenfor 
Bispedømmet 1 ). 

Foruden disse Bestemmelser, der nærmest gaa ud paa 
at drage Grænsen mellem »Herrerne« indbyrdes, var der 
imidlertid andre Forhold, der maatte lægge Baand paa Ret- 



l ) Oldemoder 24: Reclplendl homines Hi aoum et eeetale sne terui- 
cium In dyocesi sua et extra damuø et dimtttlmus llberam faculta- 
tem. Broret er adstedt »de conelllo et consensa dileete matris oo- 
stre ae aUoram coDclliarioram nostrorom«. 



108 Herremssndeae. 

ten til at udpege af de skattepligtige Bønder Folk til Herremænd. 
Det hele Land var som bekjendt inddelt i Ledingslægder 
eller Skipæn; udtog man nu af dem en Mand til Krigstje- 
neste paa Herremandens Maade, »formindskedes Skipænet«. 
Man berøvede den Herre eller Styrismand, som ejede Skipæ- 
net, ledingspligtigt Mandskab, og Ledingsbyrden kom derhos 
til at hvile haardere paa de andre Hafhæbønder. De Mæg- 
tige indgik derfor Forlig om ikke at formindske hverandres 
Skipæn. Saaledes lover 1237 Hertug Erik, Kong Valdemars Sen, 
Ribe Bisp ikke at formindske hans Skipæn. Kom en Bonde 
og vilde sværge Huldskab og Troskab, idet han v fordulgte, 
at han var fra Bispens Skipæn , skulde saadan Troskabsed være 
ugyldig 1 ). Efter Valdemar Sejrs Ded er der vist særdeles 
hyppigt bleven optagen Mænd til Kongsmænd eller Herre- 
mænd af de dertil Berettigede, thi Landet var faldt af kon- 
gelige Børn og Frænder. Herved skete der hyppigt Indgreb 
i Skipænene. De Magthavende indgik da ved Frdgerne af 
1251 og 1257 Kontrakter om at afskedige alle Mænd, de 
havde taget fra Andres Skipæn: »dom. rex et dom. Christo- 
forus [dom. rex Christoforus], dom. arehiepiscopus et om- 
nes episcopi et comites resignant omnes homines ab homa- 
giis, quos ab aliquibus navigiis dinoscuntur accepisse«. Ja- 
kob Erlandsen efterkom imidlertid ikke denne Forpligtelse; i 
al Fald beskyldes han af Kongen for at have taget sig og 
Kirken Mænd af Andres Skipæn 9 ). 

58. Betingelsen for at de Privilegier, som knyttedes 
til Stillingen som Herremand, kunde skjænkes, var den, at 
Herremanden gjorde Leding som fuldt rustet Kri- 
ger (jfr. Kapitlet om Leding). At denne Pligt blev opfyldt, 



l ) Oldemoder S. 8: si ergo aliquls homo de nauigio suo ad dos venerit 
et fraudulenter nobis homagium fecerit, tacito hoc, quod sit de 
oauigio episeopl, uolumua tale homagium eassari et pro iofeeto hå- 
ber! ; dignom est eolm, quod mandax preeator carere debeat lmpetratls. 

*) Ser. V. 586: quod reeipit sibi homines ecclesitt, qai saot obligat! 
alienis navigiis. 589: sumit homines de aliorum navigiis. 



Ledlngsbtderne. 109 

paasaa baade vedkommende Herre og Kongen, men kun 
Kongen kunde tillade Nogen at blive siddende 
hjemme. At denne Bet, som de gejstlige Herrer ikke vilde 
indramme Kongen, virkelig tilkom denne, ligger for det 
Første naturligvis deri, at Kongen kun kan tillade Oprettel- 
sen af en privilegeret, militær Stand paa Betingelse af, at 
den virkelig møder til Landets Forsvar, men tillige er den 
begrundet i det Hovedopsyn med Ledingspligtens Efterkom- 
meise, som Kongen havde forbeholdt sig, hvormeget end 
Hærvæsenets Ordning i Enkelthederne var overladt til Ud- 
dersaatterne. Saaledes have Ledingsbederne fra den ældste 
Tid hart til de Rettigheder, Kongerne ikke gave fra sig. Al- 
lerede Knud den Hellige bestemmer i sit Priv. for Lunds 
Kirke 1085, at uagtet Sagefaldet af Kirkens Gods tilfaldt 
de gejstlige Herrer, skulde Baden for forsamt Leding tilfalde 
Kongen (»si expeditionem neglexerit, erga regem emendet«; 
Saxo: »detractæ expeditionis poenæ«). Der synes her nær- 
mest tænkt paa den fulde Forsømmelse af Ledingen, men 
Priv. 1117 for Knudsbredrene i Odense har det almindelige 
Udtryk »lethang withe« og saaledes alle Bader i Anledning 
af Ledingen. I de saakaldte Husebygaarde havde Ribe Bi- 
skop vel al kgl. Bet i 3 Mark Sager, men ikke Ledingsba- 
der (se foran S. 21). Ligeledes forbeholdt Kongen sig ved 
Forleninger Ledingspengene eller de Afgifter, der svaredes, 
naar Leding ikke udgik. Af Jordebogens Hovedstykke ses, 
at Kongen havde 214 JL Penge af Hr. Woghæns Len, hvil- 
ket var Ledingspenge, thi den samme Afgift (220 $>) anfø- 
res med sit Navn i Indtægtslisten. I en Dom af 1285 dam- 
mes det efter forudgaaet Kj endelse af Vorthelnævn, at Le- 
dingspengene i Sandeijylland ikke tilkom Hertugen, men 
derimod Kronen 1 ); i det af Kongen kort -efter udstedte Lens- 
brev til Hertug Valdemar 2 ) udtales det derfor, at naar Kon- 



') Sutam. X. 1024. 
») Huitfeldt. I. 290. 



1 1 Herremændene. 

gen og hans Baad »synes at udbyde Leding i Sander Jylland 
eller synes at løse den for Penge, skal hans Villie ske, dog 
saa, at hvis Penge som gives for Løsen og Fetalie, som al- 
mindeligen kaldes Vpurgshaffne, og anden Tjeneste skal følge 
os« 1 ). — Med dette Kongens Overopsyn med at Ledingsplig- 
ten blev efterkommet eller at en Afløsningssnm udrededes, 
har Kongens Bet til at bestemme, om nogen Herremand — 
han have hvilken Herre, han vil — kunde blive siddende 
hjemme, staaet i Forbindelse. De gejstlige Herrer vilde 
imidlertid, som sagt, ikke erkjende denne Bet Allerede 
mod Jakob Erlandsen rejser der sig Beskyldninger «quod dat 
licentiam hominibns Ecclesiæ ab eipeditione«. Imod Kon- 
gens Paastand om at den Bøde, som betales for forsømt 
Leding, skal gaa ind i Statens Kasse, gjør Ærkebispen gjæl- 
dende, at dette hører til Lunds Kirkes Rettigheder, som 
han ikke vil give Slip paa uden efter Pavens Afgjorebe. 
Han alene kunde vide, hvilke Mænd der egnede sig til Le- 
dingsfærd og kunde udholde saa store Anstrengelser ; skulde 
han ikke have Bet til at bestemme, hvem der kunde blive 
siddende hjemme, og hvem der skulde gaa i Leding, kunde 
de ikke kaldes hans Mænd. Denne Bet har den umiddel- 
bare Lensherre i Følge en gammel anerkjendt Sætning; hans 
Mænd tjene ham og ikke Kongen. Denne har fremdeles in- 
gen Beføjelse til at lade dem sidde i sine Borge. Naar Kon- 
gen befaler, at de, som ikke have Heste, skulle gjøre Tje- 
neste i • Husene •*), frister han netop Herremændene til ikke 
at anskaffe Heste. Bispen maatte derhos have Bet til at 
holde en Mængde Herremænd hjemme, thi han havde Borge 



1 ) 1 Lensbrevet 1307 tillægges der imidlertid Hertog Kristoffer Ret til 

Udbndspenge. Hal tf. I. 334. 
*) Ogsaa Kongens Mænd betingede sig Frihed for den lidet yndede 

Tjeneste i Borgene jfr. Frdg. 1284 for Sjælland g 9, for Skaane { 

14: Kvnunghs mæn the sculæ æi nøthæs til at sitiæ bnrgh sæts 
* (ofnæ hus), for vtæn hær ær for land mæth ▼frith oc almlnt both 

binhæs wt. 



Optagelse I Standen. 111 

og Fæstninger, der skolde bevogtes, og ban havde mange 
Steder verdslig Myndighed, til hvis Hævdelse Mænd maatte 
benyttes 1 ). I Johan Grands Proces meder dette Tvistens 
Punkt igjen, og Kongen maatte i det endelige Forlig over- 
lade Bispen i al Fald Retten til Bøderne for forsømt Leding 9 ). 
59. At Nogen saaledes optoges til Herremand, skete 
naturligvis paa en højtidelig Maade. Noget Brev derom er 
vist ikke bleven udstedt, thi saadanne Diplomer ere ikke 
blevne os overleverede, og de omtales heller ikke i Kilderne 8 ). 
I det 14de Aarh. vare de derimod almindelige, og de synes 
endog at høre med til Formen for Optagelse i den nye 
Stand jfr. Brev af 1341, hvorved Kong Valdemar pantsætter 
nogle Herreder i det nordlige Sjælland til Roeskilde Bisp og 
dermed Rettigheden til »literarum daeiones .... libertatam 



') Ser. V. 586; 5S9: Si Archieplscopus . . non sumai homlnes de alto- 
ram nauigiis, nee dåre posslt suls homlnibus ab expeditione rema- 
nendl licentlam, et quod emeuda, quam homlnes Ecclesia pro hu- 
jusmodl delicto soluere consueuerant , flsco applicetur. — Ad qua 
respondlt Archieplscopus, quod hæc sunt jura Lundensis Ecclesiæ, 
qua nee potest nec vult dimittere sine judicio Romani Potitiflcls, 
593, 598, 599. 

*) Ser. VI. 365: Forslag af Johan Grand | 8: item si expeditio neces- 
saria immineat, per Archiepiscopum de homlnibus et familia ejus 
flat, et non per regem, et si qua poena vel muleta propter defec- 
tum vel delictum in homlnibus ipslus Infligenda fuerit, Archiépls- 
copus eam imponat, josque exinde proveniens pertineat ad eundem. 
— Pontopp. Annales U. 89: Item, qvod si vocatus in generali pla- 
cito incolarum Lundensis dlæcesis ad expedltionem pro defensione 
dicti regni præ fa ti homlnes ArchlepUcopo et Eccleslæ Lundenal 
contumaces fuerint, vel deliqverint in præmltsis, Archiepiscopus 
ipsos puniat et compellat; si vero in hoe negligens fuerit, vel re- 
missus vel prædicta commlserint ejus mandato, conniventia velcon- 
cesau, nostram, in quos deliqverint, juxta leges paternas aentianl 
ultionem. ♦ 

•) Huitfeldt omtaler allerede Adelsbreve fra Valdemar l's Tid, men 
den anførte Formular (I. 147), der skal stamme fra saa gammel 
Tid, hører sikkert hjemme i det Ude Aarh. (jfr. dog Stemann, 
Retshistori* 96). 



112 Herremandene. 

scilicet quando bondones vel alij meliorare voluerint suum 
statum « ! ) , ved hvilke Udtryk der hovedsagelig maa være ment 
Breve om Optagelse i Herremændenes Stand. Den vilkaar- 
lige Paastand om, at Nogen var Herremand, kande naturlig- 
vis ikke frigjøre denne for Skattepligt Ogsaa i denne Hen- 
seende har der imidlertid vist oftere fundet Urigtigheder 
Sted. Naar Kong Erik Menved indkrævede Skat og Skyld 
hos en Bonde, plejede Johan Grand — det beskyldes han i 
det mindste for — stundom under Trusel med Ban at for- 
byde Enhver at søge Saadant hos Bonden, der var hans 
Mand; hvis Bispen skulde have Bet hertil, vilde han kunne 
unddrage alle Kongens Bønder fra Skattepligten 9 ). 

60. Medens Herremanden havde den strænge Forplig- 
telse til at møde som Kriger ved Hæren, var hans Gods — 
dette er Hovedreglen — ledingsfrit og skattefrit. I 
Følge J. L. HI. 7 skulle Kongens eller Bispens Mænd, hvad 
heller de have ét Bo eller flere, have fuld Vaaben og fare 
i Leding paa egen Kost. Herremændene kunde saaledes eje 
flere Gaarde, og de havde Bet til at kjøbe saameget, de vilde, 
uden at forøge Ledingspligten , fordi de redede fuldt ved selv 
at vove deres Hals for Kongen og for Landets Fred (IH. 18). 
Men denne Frihed gjældte dog kun de Gaarde, som Herre- 
manden enten selv beboede eller drev med Bryder; J. L. 
III. 11 siger udtrykkeligt, at Herremandens Landboer ikke 
vare frelse, med mindre Kongen ved Privilegium gav dem 
fri. Hvis Herremanden derimod ikke havde »fuld Plovs« 



») Kbhvns. Dipl. I. 79. 

*) Ser. VI. 293: cum ex parte Regi« a qaodam ruatico auo debita eii- 
gebantur servitia, iohibuit idem Archiepiscopua sub poena excommunl- 
catioois, nequis cujuscunque conditionis prsmissa ab eo exigere præsu- 
meret , aot levare, dicens ipsum rosticnm eaae hominem, quod si fa- 
cere aibi fas esset, singulos et omnes Regia roaticoa a servitiis regi 
debitia abdocere poaset pari ratiooe. S. 301: loqoitor de qaodam 
ruatico in genere, non tamen credit, se de aliqoo rusUeo injariam 
Regi fecisse. 



Skattefriheden. 113 

Land, kunde han føste, indtil han barde saameget Jord, 
uden at svare Leding af, hvad han lejede. (J. L. III. 15). 

At Herremanden var fri for Skatter, følger af den 
hele Stilling, han indtog; han fyldestgjorde i Følge J. L.s 
Ord for sin Pligt mod Samfundet ved at vove sit Liv for 
det. Hans Skattefrihed kan . imidlertid ogsaa bevises af an- 
dre Data 1 ); det ses saaledes af det ovenanførte Sted af Pro- 
cessen mod Johan Grand, at det at være Herremand var 
nok til at slippe for Skatter; thi Bispen havde ved Paastand 
om, at Bønderne vare hans »Mænd«, hindret Fogeden i en- 
hver Indkrævning. Af Analogien af Budene om Leding frem- 
gaar, at Friheden ikke udstrakte sig til Fæstebønderne , med- 
mindre de ved speciel Benaadning af Kongen vare fritagne 
for Skattepligten. Saadanne Privilegier ere dog ikke beva- 
rede. Det 14de Aarh.s Adelsbreve lyde alle paa, at samt- 
lige Bønder skulde være fri , ogsaa Landboen og Gaardsæden, 
og der skete da ligesaa stor Formindskelse af Skattegods 
ved den tiltagende Adel, som den, Gejstlighedens voxende 
Magt havde medført i det 13de Aarh. I det 14de Aar hun- 
dredes Slutning blev der derfor afsluttet Kontrakter mellem 
Kongen og Adelen om ikke at formindske det skattepligtige 
Bøndergods. Af nogle Artikler fra Kong Olavs Tid ses det, 
at Adelen, skjont den ikke efter Loven var forpligtet dertil, 
havde lovet ikke at kjøbe Bøndergods fra den Tid, Artik- 
lerne affattedes, og til den første Rigsdag i Nyborg. I Følge 
Dronning Margrethes Brev af 1396 § 5 til Fyen og Jylland 
lovede Adelen senere, at den ej skulde til sig tage eller 
kjabe noget Bondegods eller i nogen Maade formindske Kro- 
nens Indgjæld, indtil Kong Erik blev myndig. 

I det 13de Aarh. har der næppe bestaaet nogen For- 
pligtelse for Herremændene eller Gejstligheden til ikke at 
kjebe skattepligtigt Bondegods. Det kan derfor ikke Andet 
end forundre os, at Erik Menved finder Grund til at be- 



') Jfr. Kbhvng. Stad sr et 1254 art. 13, 1294 art. 22. 

8 



1 



114 Herremændene. 

skylde Johan Grand for, at have erhvervet Bondegods for 
Kirken. Den Dristighed, hvormed Ærkebispen svarer, at 
Saadant ikke skal nægtes af ham, da han i Følge den gjæl- 
dende Bet har fuld Beføjelse dertil og heller aldrig forhen 
har hørt nogen Klage derover, viser temmelig sikkert, at 
Kongen i dette Punkt har Uret 1 ). - 



*) Ser. VI. 293: Terras rusticoram Regis plurimorum, a quibus ipsi 
Regi annuatim certæ pensiones debebantur, pro pecania emerat, eo 
ipsoRegi redditus exinde debitos prorsus evacuando. 301: respondet: 
non negat se aliqoa bona ad usum Lunden sis Ecclesiæ emisse 
juxta morem Patriæ a temporibus, a qaibus non extat memoria, ob- 
servatum, sicut alii Episcopi et quicuuque alii tam Clerici, quam 
Laici emere consueverunt, nec super hoc unquam audivit alicujus in- 
hibitionem et querimoniam esse factam: et vellet, quod plura salis 

- ad uium Ecclesiæ comparasset et acqnisivisset jasto modo. 



VIL Kapitel. 

Kjøbstæderne. 

(Kjebstædernes Oprindelse. Axel- og Strandkjebinge. Kjeb« 

stædernes Herre. Begyndelsen til Kjabstadinstitutionerne. 

Beskyttelsen. Kjøbstadfreden. Civitas og villa forensis. 

Jordskyld. Lagkjab. Midtsommersgjæld.) 



61. Det kan ved et stort Antal af de danske Kjabstæ- 
der paa vises, at der, forinden Staden rejste sig, paa samme 
Plet laa en Landsby med Landsbyinstitutioner, Markfælles- 
skab osv. ; for at tage et Exempel af Jordebogen finde vi i 
denne endnu Landsbyen Saxtorp, hvor senere Saxkjebing op- 
stod. En Mængde af Kjebstædernes Retsforhold lader sig 
derfor udlede af denne Oprindelse. Det er den nyeste tydske 
Opfattelse, fremsat og forsvaret af Maurer 1 ), at de fleste 
tydske Kjabstæder ikke alene have indtaget tidligere Lands- 
byers Plads, men at selve Kjabstadretten og Byinstitutionen 
er oprunden som Udvikling af Landsbykommunen. Hvis 
man nu udelukkende vil søge Kilden til Kjabstadinstitutio- 
nerne ogsaa her i Landet i Landsbyerne, gjar man sig vist 
skyldig i en ensidig og af den tydske Forfatter paavirket 



') G. L. v. Maurer, Geschichte der Stådteterfaasung in DeuUchland. 
1869-70. 

8« 



1 



116 Kjøbstæderne. 

Opfattelse. Man bør sikkert i hvert Fald være opmærksom 
paa, at medens mange Kjøbstæder ere oprundne af Lands- 
byer, hvor Agerdyrkningen er Hovedsagen og Markfællesska- 
bet det ledende Forhold, skylde maaske de fleste Fiskerlejet 
deres Oprindelse. Ved Fiskerlejerne haves liden Jord , benyt- 
tet navnlig til Kreaturernes Græsning, ikke til Dyrkning; Be- 
boernes Hovederhverv er Fiskeriet. — Denne her fremsatte 
Adskillelse findes ogsaa i Lovene 1 ). I Thord Degns Art. 45 
bestemmes det saaledes, at Prisen for øl i Axelkjøbing ikke 
skal være over 10 ører for Tønden, men i Byer, som have Havne, 
hvad andetsteds kaldes Strand kjøbinge, ikke over 1 %. 
Prisen sættes saaledes lavere i Strandkjøbingen , hvortil 
Granden maa være den, at der i Byer, hvor der haves den 
største Konkurrence og største Tilførsel, skal findes den la- 
veste Pris. Bestemmelsen angaar et lidet betydende For- 
hold, men den antyder et almindeligt. I Strandkjøbingen 
har der rørt sig et langt friere Handelsliv, paavirket ved de 
talrige Besøg af Fremmede og ved Beboernes egen Færden 
omkring i Landene. Denne Antagelse bestyrkes ved en an- 
den Bestemmelse. I Priv. for Odense 1477 § 8 bydes det, 
at alle Jorder og Grunde, som ligge inden Odense Freds 
Steder ogMarkeskjæl, skulle være fri for alle Tynger, saasom 
Innæ og Stud, og de samme Jorder skulle ikke skiftes som 
Strandkjøbings Jorder, men som almindelig Lands Lov ud- 
viser. Meningen hermed kan kun være, at den Sætning, 
at Kjøb stadjord var Løsøre og skulde behandles som saadant 
paa Skifte, ikke skulde finde Anvendelse i Odense By, me- 
dens den derimod var gjældende Begel i Strandkjøbinge, — 
hvor den af Handelsomsætningen følgende hele Forskjel i 
Formuebestanden havde medført den ovennævnte Begel. 
At disse Strandkjøbinge skulde kunne optage Institutio- 



*) Jfr. hermed Regesta 730: at in foris et portubus super rebus qaas- 
r cnraque comapraverint vel qoocnmque modo habuerint, immunes 
sint et liberi a thelonli exactione. 



Kjøbstædernes Oprindelse. Deret Herre. 117 

ner eller Retsforhold fra Landsbyerne, med hvilke de ingen- 
node have havt noget at skaffe , synes ikke rimeligt. Der vil 
i dem umuligt kunne vise sig saa jordbundne Forhold, og 
Forskellen mellem Jordbesiddere og Jordløse kan ikke faa 
Betydning. Vi skulle ogsaa i det Følgende se, at mange 
Forhold stille sig forskjelligt i Strand- og Axelkjøbingen. 
Her skal kun anføres som karakteristisk for Strandkjøbin- 
genes ældste Privilegier, at Kongen maa sørge for at sikre 
Byen den nødvendige Jord til Græsning af sine egne 
Overdrev og Ejendomme, ligesom han maa tillægge dem 
Bet til at samle Evas og Vindfælder i sine Skove. Borgerne 
i Svendborg maatte saaledes græsse deres Kvæg og samle 
Brænde paa Thurø. Faaborgs, og Steges Indbyggere maatte 
benytte den Forte om Byen, som de havde havt paa 
Kong Valdemars Tid o. s. fr. For disse mindre Byer 
vare disse Rettigheder af overordentlig Betydning, og de 
konfirmeres i Besiddelsen deraf i alle de meddelte Fri- 
vilegier. 

62. Den umiddelbare øverste Herre over alle 
Kjøbstæder har oprindelig alene Kongen været. I Be- 
grundelsen af denne hans Bet mener jeg, man bør skjelne 
mellem Strandkjøbingen og Torvkjøbingen. Kon- 
gerne havde fra gammel Tid en Bet over alle Havne; de 
maatte have Tilsyn med disse Landets Døre og kunne skaffe 
sig Kundskab om, hvem der tør ind og ud af Landet 1 ). Af 
samme Grund havde de fra gammel Tid en Bet over alle 
Færgesteder. Vi se saaledes paa flere Steder i Jordebo- 
gen opført en Afgift af Færgen. Af Getæsby paa Falster 
havdes der 10 %> Sølv »de conductione navium«. Ved Vor- 
dingborg af »tran si tus« 18 % Sølv. Ved Varnæs i Sundeved 



') Ser. VI. 285« Ballvis suls et præcipue in locis circa portos mari- 
Dos districte, ut decuit, præcipiase, ne hujusmodi nuntii — im- 
pedirentur. Quidam baUvus tøsius regis Aslonem nuncium — ar- 
restavit. 



118 Kjøbstcderae. 

en Afgift af »transitus mans« og paa Femern af »Feriee« 
46 % Penge aarlig. At Færgefarten over Bælterne har væ- 
ret i Kongernes Haand, ses af Privv. 1268 for Knudsbra- 
drene i Odense og 1328 for Munkene i Sorø Kloster; Kongen 
giver dem fri for Afgift ved Overgangen over Bælterne. Li- 
gesaa hedder det i Priv. 1314 for Tvis Kloster, at ingen 
af dette Convent skal betale hos nogen Færgested eller Told- 
sted (jfr. for den følgende Tid N. D. M. VI. 317 »Medel- 
ført til Byskat og af Færgen 100 $>« og flere Steder). Af 
et Aktstykke fra Kong Olavs Begjeringstid ses, at det var 
Kantslerens Bet at oppebære al Indtægten af Færgerne 
(»de jure cancellarii est habere omnia passagia dicta ferie- 
stæde in regno«). 

Betten over Færgestederne er kun én Side af den al- 
mindelige Højhedsret, som Kongen havde over alle Kyster 
særligt over Havnene. Ingen havde Bet til at oprette 
Havne uden Kongen. Naturligvis var der Anlebssteder over- 
alt ved Kysterne, ved Fiskerlejerne, men »aabne Havne« 
eller »almindelige Havne« 1 ), hvor enhver Gjæet kunde tage 
ind, lade, losse og sælge, kunde kun Kongen have. I et 
Brev af 1292 overlader Kong Erik til Bispen i Aarhus og 
Kannikerne Havnen Norsminne (hvor der endnu er en lille 
Havn og Færgefart til Thune), da de havde til hinanden 
grænsende og sammenhængende Jordbesiddelser paa begge 
Sider af Udløbet af Kysingfjord, saaledes at alle Søfarende, 
som kom til dette Sted, skulde svare Told og anden kgl. 
Afgift til dem, ved hvis Grund de landede og lossede*). 
Heraf fremgaar formentlig, at ikke det at have Jordbeéid- 



') Priv. for Greifswalde 1320, 1338 (applicandi omnes publicos portus 
regni Daciæ, portus quoscumque communes exire volentes). 

9 ) Ser. VI. 398, 411, 430. Concedimus eis et eorum successoribus, ut 
n au te omoes et singuli, qui ad predietum loeum venerint, eis ad 
quorum possesslones deollnaverlnt et in quo rum bonit rea anes re- 
posueriut, de omui jure nostro tam thelonio quam aliia juribus re- 
galibus de cetero respondeant. 



Retten over Havnene. 1 lt 

ved Havet og i øvrigt naturlige Forhold til at tjene 

som Anløbssteder for Skibe, var Adkomst til at have en 

Havn. Naar Roeskilde Bisp derfor opferer i sin Jordebog« 

at han i Baarseherred har 2 Havne, af hvilke han har Told, 

Kumk og Sandvik, maa disse enten være usurperede eller 

indrømmede af Kongen 1 ). Blandt Beskyldningerne mod Jacob 

Erlandsen er ogsaa den, at han har bygget en Ejebing paa 

Kirkens Grund og bemægtiget sig Kysten og taget Told og 

Vrag. I Følge det Foranferte er det formentligt ikke noget 

fyldestgørende Svar, naar Ærkebispen herimod erklærer, at 

Kirken skal bestyre sin Grund saaledes, at den ikke lever 

af Bov og Tynger paa Fattige, men af lovlige Indtægter, 

den ved egne Midler kan forskaffe sig 9 ). 

I Følge det Udviklede maa det antages, at Kongen 
havde den umiddelbare Bet over alle Kjøbinge, der tillige 
havde Havne (Th. Degns •portum habentesO« De anførte 
Omstændigheder kunne imidlertid ikke begrunde, at Kongen 
har Højhedsret over Axelkjebingen. Ses hen til de 
tydske Lande, var det dér en almindelig anerkjendt Stats- 
grundsætning, at kun den, der havde »Heerbann», kunde 
anlægge Byer. I Reglen maatte selve Kejserens Samtykke 
haves, senere kunde Rigsfyrsterne bygge Stæder, men den 
blotte Grundherre var aldrig berettiget hertil 8 ). Dette var 
begrundet i, at Byerne sædvanligvis vare befæstede med Mur- 
værk eller Flanker; kun Landets Fyrste var berettiget til at 
anlægge Fæstninger eller til at omgive Landsbyer med 
Mure. — Det er ikke rimeligt, at andre Begler i denne 
Tidsalder have været gjældende her i Norden. Der var fra 
gammel Tid maaske anlagt Fæstninger af Private eller hejt- 



*) Ser. VII. 7, 8. Håbet epfseopus 2 portos diet«« hafoen, de quibui 

håbet thelontøm, tldeiicet Klowlk et Sandvik). 
*) Ser. V. 686, 598. Quod oceupat littora maria in territorlo eccle- 

b1» et reeipit de stattonibus, qnæ ibi flunt, thelonium et ret tem- 

pettata appulsaa. 
a ) Maurer I. | 6. 



120 Kjøbstttdernc. 

staaende gejstlige Embedsmænd, som vare forblevne i disse 
eller i Embedets Besiddelse — men med Kongedømmets 
stiltiende eller udtrykkelige Samtykke. Kongen var i øvrigt 
Landets Krigsherre med Bet over alle Fæstninger og ude- 
lukkende Bet til at anlægge nye. Kong Kristoffer anklager 
derfor Jakob Erlandsøn for, at han har anlagt 3 nye Fæst- 
ninger, hvad denne dog benægter. Han havde kun bevaret 
dem, som han modtog, da han besteg Bispestolen, og han 
mener, at det var hans Pligt at vedligeholde dem og for- 
bedre dem. Af samme Grund vil han forsvare, at han har 
bygget en Axelkjøbing (villa forensis). Gejstligheden skal styre 
sine Godser saaledes, at den lever af lovlige Indtægter, den 
ved sin egen Forsorg kan forskaffe sig 1 ). I disse Ord har 
Bispen dog næppe givet noget fy Ides tgj ørende Svar. Han 
indrømmer, at han har anlagt en ny By, og han synes at 
sætte Spørgsmaalet herom i Forbindelse med Betten til at 
anlægge Fæstninger. Da nu Bispen dog ikke — selv om 
der tilkom ham mange kongelige Bettigheder over sine Be- 
siddelser — herskede som Konge over disse, og da endog 
ved Bortforleninger af Lande et stort Antal af disse øverste 
Majestæts rettigheder bleve forbeholdne, kan jeg ikke antage 
Andet, end at Bispen kun efter indhentet Samtykke kunde 
bygge Borge eller Byer. Vare mange af vore Byer end ikke 
i egentlig Forstand Fæstninger, vare de dog omgjærdede og 
afsluttede Distrikter, som kunde lukkes og i en Hast gjøree 
befæstede. At der i Tiden efter den her behandlede Periode 
maaske har gjældt andre Grundsætninger herom, skal ikke 



*) Ser. V. 598. Quod nullum castrum fecimus, sed domos, quas aote 
nos receplmus, ut fidelitas nostra requirlt, meliorationibus cooser- 
uare intendtmus, ut tenemur, quod nuUi facit præjudicium nist 
eis, qui iouidiæ stimulis agitantur contra ecclesiam. Per hoc so- 
lut um eet, quod ædiflcat villam forensem. Tenentur enim præ- 
lat! taliter eccleaiarum bona ordinare, ut non ex rapinis et gra- 
vaminibus pauperum, sed ex j ustis reditibus vluant sua sollicitudine 
procuratis. 



Kjebstæderne søge Beskyttelse. 12 1 

benægtes, men da var ogsaa mangfoldige andre Dele af ite- 
gjeringsmyndigbeden gledne ud af Kongernes Haand. Da 
nu de fra vor Periode bedst bekjendte Exempler paa, at 
Byer havde en anden Dominus end Kongen — Næstved, 
der var Skovklosters, Kjøbenhavn, som var Roeskilde 
Bisps og Aahus Lunds Ærkebisps — alle vare overdragne 
ved særegne Gavebreve, have vistnok alle Byer oprindeligt 
hart umiddelbart under Kongen. Bogense og Nyborg, der 
vare anlagte paa kongeligt Gods og gik i Arv i Kongeslæg- 
ten, ere sikkert enten udtrykkeligt overdragne til vedkom- 
mende Fyrste eller ved stiltiende Sanktion indrømmede ham 1 ). 

63. Vi have set, at Kjebstæderne navnlig opstod af 
Landsbyerne og af Fiskerlejerne. Vi skulle nu søge at ud- 
finde, hvilke de Forhold ere, der omskabe Byen eller Lejet 
til en Kjøbing med helt andre Institutioner. 

Det hører til de ældste Tider, at den, der har Brug 
for en Vare, selv henter den, hvor den forfærdiges, eller 
den, som har den at sælge, rejser fra Dør til Dør. Om- 
sætningen bliver snart et saadant Led i de borgerlige Forholds 
Ordning, at man forlanger, at der gives et bestemt Sted, hvor 
man, i det Mindste paa én bestemt Tid om Aaret kan udvexle 
de gensidige Fornødenheder med den gjensidige Overflod. Der 
opkommer da Markeder. De samme Forhold ville medføre, 
at denne fælles Salgstid ikke blot findes en eller nogle Gange 
om Aaret, men at der er Steder, hvor Salg og Bytte sker 
igjennem hele Aaret 9 ). Paa dette Sted opstaar da, naar 
det rette Ly er bragt tilveje — thi paa det beror Omsætnin- 



*) Jfr. hermed Odhner, Bidrag till Svenska Stadsf6rfattningens Historie, 
Ups. Veu Soo. Årsskrift 1861. 140. 

*) Olai Petri Svenska Krinika (u tg l f ven af Klemonlng, S. 41): haffua 
the ock iBga stora kdpstader hafft, vtan hwar landsende hatluer 
haflfi sin besynnerlige markoadx stadh, hullken the kailade kopung 
epter som gambla laghb&ker vthwijsa. Ther haffua bdnderoa kom- 
met till hoopa och byytt theraa warur, then ene med then andra. 
Odhner 1. c. 117. 



122 Kjøbstæderoe. 

gen, at der er Fred for det borgerlige Erhverv — Ejøbstaden. 
Handel og Omsætning er saaledes det egentlige Grundele- 
ment i Ejøbstaden, i hvis Navn dette allerede er udtalt — 
i det danske Ord Axelkjøbing, Torvkjøbing og det latinske 
villa forensis 1 ). 

Den opvoxende Ejøbstad maatte, som sagt, finde sig et 
Ly — , for det Første et Sted, som ikke var udsat for 
fjendtligt Indfald. Eort før vor Tidsalder havde imidlertid 
Landets Kyster været hærjede af Vender og Sørøvere. De 
talrige Byer, som nu opstod, lagde sig derfor forsigtigt i 
den inderste Vig af en Fjord eller skjult i en Havbugt eller 
af en foranliggende ø — de østjydske Byer inderst i Fjor- 
dene , Nakskov helt inde i Nakskov Fjord — og flere Ejøb- 
stæder fæstede Bo i nogen Afstand fra Havet men med et 
Udskibningssted ved dette. Efterhaanden som Landets Ky- 
ster bleve sikrere, følte Byerne imidlertid Nødvendigheden af 
at bo Havet saa nær som muligt; de flyttede. Heraf 
den Mængde Sagn om Ejøbstæder, der have flyttet deres 
Leje. 

Men ogsaa paa anden Maade maatte den begyndende 
Ejøbstad skaffe sig Ly. Saalænge der ikke ved Loven blev 
skjænket det fredelige Handelserhverv en særlig Beskyttelse, 
maatte de Handlende søge Tilflugt hos dem, der vare mæg- 
tige til at skaffe det Ly. Saaledes havde allerede Marke- 
derne — de første Forløbere for Ejøbstæderne — hyppigt 
været holdte om en kongelig eller biskoppelig Borg eller ved 



*) Jeg kan nemlig ikke ansee den Fortolkning af Betegnelsen »villa 
forensis« for rigtig, at derved forstaas en By, som udgjør en sære- 
gen Retskreds, en By med et Ting. Forum betyder i Middelalde- 
rens Sprog i al Fald her i Landet saa godt som udelukkende et 
Torv, og villa for. er baade en Oversættelse af* og oversættes i 
meget gamle Aktstykker ved Axel- eller Torvkjøbing. — Det bør 
ievrigt bemærkes, at Torv og Ting stod i nær Forbindelse med 
hinanden, thi Retten — ialfald •Politiretten« — sattes meget ofte 
paa Torvene. Ogsaa i de svenske Byer nævnes en Ret »ute å 
torgeno«. 



Kjøbatæderne tøge Beskyttelse. 123 

et Kloster eller en Kirke. Man ser da det Særsyn , at Mar- 
kederne med al deres Lystighed og Tummel drage sig hen 
til en Kirkes Mure eller endog indenfor disse, hvorfor Kir- 
kens Indvielsesdag eller dens aarlige Festdag for dens Hel- 
gen eller Sendagene ere Markedsdage 1 ). De religiøse Hen- 
syn maatte vige for det verdslige, paa bedste Maade at be- 
nytte Sammenkomsten af de Kirkesegende og den ved slige 
Tider herskende Fred. Ogsaa Torvene holdtes om Hel- 
ligdagen 9 ). I Ungarn blev det i det Ilte Aarhnndrede for 
at skaffe Liv i Kjøbstadnæringen paabudt, at Torvene 
skulde holdes om Søndagen, og paa denne Ugedag finde vi 
ogsaa stundom Torvene afholdte hos os. Det synes , at Kon- 
gerne have ansat denne Dag til Torvedag, naar Byen ikke havde 
meget Andet at støtte sin Tilværelse til. Saaledes skulde 
Torvet i Æbeltoft i Følge Priv. af 1301 holdes hver Søndag. 
1317 blev det henlagt til Onsdagen, men dette har vist 
ikke kunnet svare Hegning, og 1356 finde vi det atter holdt 
om Søndagen. Imod denne Misbrug af Helligdagen hævede 
der sig imidlertid Stemmer baade hos os og i andre Lande, 
og der udgik Forbud derimod. Paa Kong Olavs Tid blev 
saaledes truffet den Bestemmelse, at der skulde udgaa et al- 
mindeligt Forbud i hvert Stift imod at Markederne holdtes 
om Søndagen. De maatte for Fremtiden kun holdes paa 
denne Ugedag fra Olavsfest til Mikkelsdag paa Orund af 
Hesten 8 ). 

Som et Exempel paa et Marked, der her i Landet har 
knyttet sig til et Kloster, kan nævnes det almindelige Mar- 
ked, som holdtes hvert Aar i 14 Dage (fra 15de til 29de 
Juni) udenfor Æbelholt Klosters Mure, og hvoraf Munkene 



') HuUmana, Stådtewesen des Mittelalters. I. 287. 

') Maurer I. 285. 

') De nundinia dominicallbua. Reapondetur, quod flat generalia iohi- 

btolo in aiogulla dyoceaibua regnj, ne flant de cetero, nlal a feato 

Olav! usque Michaella propter tutumpnum. 



1 24 Kjøbstæderne. 

havde al kgl. Eet, (Priv. 1258), men hvori den nærliggende 
Kjøbstad Slangerup søgte at gjere det Indgreb. 

Ved saaledes at slutte sig til den kirkelige Stiftelse 
have Torvene sagt at blive delagtige i den Fred, som her- 
skede om det Gud indviede Hus, ved at slutte sig til 
Kongens Borge i den Fred, den kongelige Værdighed 
ydede, og ved at holdes paa Tingstedet, Beskyttelse af 
Tingfreden 1 ). Det næste Skridt er imidlertid, at Torvet 
eller Markedet af Kongen faar en bestemt Ukrænkelighed, 
lig den, de nævnte Stiftelser og Tingene nøde. Dette er 
den saakaldte Torvfred, som vi finde omtalt allerede i 
Valdemars Sjællandske Lov II. 39: »Dræpær nokær man an- 
nær a tørghæ ællær beriær ær tho særær, tha a man for 
bardaghæ at bøtæ sum til kumær oc for sar oc for tørgh oc 
thæræ til fyrtiugh mare mannæn for tørgh frith oc swa 
mykæt kunungh«. Til den sædvanlige Straf lægges saale- 
des en betydelig Bod for Krænkelsen af Freden. Ikke længe 
derefter opstaar den almindelige Kjøb stadfred. Nærmest 
er den vel oprunden af Torvefreden, men ogsaa den Om- 
stændighed, at Kongerne hyppigt opholdt sig i Byerne, har 
medfart, at disse have faaet særegen Fred. Ligesom Valde- 
mar Sejr siges at have indført en Fred, naar Kongen op- 
holdt sig i vedkommende Landsdel, saaledes indførte han 
ogsaa en almindelig Byfred. I et Priv. for Banders Kjøb- 
stad 1311 byder Erik Menved, at de Friheder, som de 
havde nydt paa Kong Valdemars Tid, skulde vedblive, 
saaledes at der i Sager om Drab og Vold og deslige skulde 
gaas strængt og omhyggeligt tilværks og bødes, foruden 
Bøderne til den Krænkede, 40 ^ til Byen og ligesaa meget 
til Kongen. I Følge Jydske Lov III. 22 skal da ogsaa den, 
der gjør Vold eller dræber i Kjøbing, bøde foruden den 



*) Priv. for Slesvig 1261 »lo placitis et vilils forensibu« ctrcnmqoaqae 
eidem civitati adjacentibus forum celehratnr, quod elvitatis com- 
modum videatur mioorari« jfr. Danske Saml g. II. R. II. B. 233. 



KJebstadfreden. 125 

sædvanlige Bod 40 $* til den Krænkede eller hans Arvin- 
ger og 40 # til Kongen. Det skal endelig erindres, at i 
Byerne skulde hyppigt alle Bøderne bedes dobbelt, saaledes 
at der foruden Beden til Kongen tilfaldt Byen en ligesaa 
stor Sum. 

Til Torvefreden knyttede sig den Beskyttelse, som Kjøb- 
manden nød paa sin Rejse til og fra Handelspladsen. Paa 
Slesvigs Borgeres Bøn gav Svend Grathe dem Bet til at 
modtage do udenlandske Kjøbmænd én Gang (om AaretP), 
men da de derpaa bad ham om at unde dem Fred, tillod 
han, at Kjøbmændene maatte vende hjem i samme Fred, 
men for Fremtiden ikke komme uden med Kongens særlige 
Tilladelse og Lejde. Oprindeligt har Freden været grundet 
paa Kongens for hvert Tilfælde givne Lejde (jfr. om Forban 
i det Følgende). 

Det ældste Spor til Kjøbstad rettigheder, den egentlige 
Grnndkilde for saadanne, skulde efter det Anførte findes, 
hvor en Bet til Torv var tilstaaet. Det synes nu ogsaa 
af flere ældre Kjøbstadprivilegier at fremgaa, at de øvrige 
karakteriserende Eettigheder have knyttet sig til denne Bet 
som den oprindelige. I et Privilegium af 1140 giver Kong Erik 
Skovkloster: »forum villæ [Næstved] ae omnia fori jura 
cam omni justitia ae Danorum consuetudine nominatim au- 
tem 3 marcarum et 40 forisfacturam , quod ad regiam dig- 
nitatem pertinét cum debitoMitsomergjeld«, hvad der iPriv. 
1239 udtrykkes saaledes, at Klostret har »forum in Næstved 
et cuncta jura forensia atque civilia tam 3 marcarum quam 
40 mare. forisfacturam«. De øvrige Eettigheder knyttes saa- 
ledes til Retten til at have Torv. Samtlige Privilegier for 
Herrested i Fyen lyde ligeledes paa »leges et jura foren- 
sia, quæ ab antiquo habuerant« og saaledes i flere Privi- 
legier 1 ). — Det er til disse af Handelsforholdene medførte 



*) Priv. for Kjøge 1288 (eadem jura , lege« et pacis obBerrantlam, 
qua lo eivitate Roeskildeosi pleniua observantur) Æbeltoft 1317 



1 26 Kjøbstæderne. 

Rétssæd vaner og Grundsætninger, der sigtes, naar der i 
danske og svenske Kilder omtales disse »gamle Statuter og 
Reteprivilegier <» , der gjælde i Byerne, disse -leges civiles« og 
•consuetudines approbatæ« (jus dictum byrkeræth 1 ). 

64. Kjebstæderne vare sande Indtægtskilder for Landets 
Herre. De talrige Maader, hvorpaa Kongen havde Indtægter 
af Byerne, bevirkede, at de vare i hans særlige Værn og 
beskyttede med Forkjærlighed i deres Rettigheder. Herved 
fremkommer da hele Kjebstadbeskyttelsens negative Side, 
samtlige de Bud, hvorved Byerne hævdes som Eneher- 
rer i Besiddelsen af de meddelte Rettigheder. Saaledes for 
det Første med Hensyn til Torve- og Havne rettighe- 
der. Der maatte ikke holdes Torv i saa stør Nærhed af 
Byen, at der herved gjordes den Indgreb; Bonden i det om- 
kringliggende Opland maatte tvinges til kun at søge Torv i 
Byerne 2 ). Kjøbstædernes Eneret til Havne maatte derhos 
ikke krænkes. »Vi forbyde alle ulovlige Havne«, hedder det 
i Margretes Frdg. 1396 § 7. — »at Ingen have Havn uden 
ved Kjøbstæderne , som de af Arild haver været, og Kjeb- 
stæderne blive ved deres Kjøbstadret, og at lægge ingen 
Told op i nogen anden Sted, men tolde i Kjøbstæderne.« 
I Priv. for Kjerteminde 1413 forbyder Erik af Pommern 
alle ulovlige Havne mellem Knuds Hoved og Fyens Hoved, 
fordi han vil, at hver, som Gods skibe eller udskibe skal, 
skal gjøre det i vore Kjøbstæder, som gammel Sædvane 
haver været, og ikke andetsted. Forbud mod Landp rang, 
hvorom der allerede i det 13de Aarh. findes Bestemmelser 
i den svenske Kjøbstadordning, udgaa her i Landet ikke 
før ind i det 14de Aarh., til hvilken Tid ogsaa Befalingerne 
om, at Haandværkerne kun maatte bo £ Byerne hare 



(dimittentes ipsis diem forensem in quarta feria cujusllbet sepU- 
mane, pacem nostram tam super ipsis villanis quam super omnibus 
— frequentantibus denunciando) Slagelse 134S. 

') Jfr. Odhner 1. c. 120. 

*) Dipl. Svee. IV. 346. Priv. for Tønder 1354. 



Civitas og villa forensis. 127 

(den første Bestemmelse herom er Priv. for Tender 1354). 
Endelig skulde Kjebstadens Birkeret agtes, saa at ingen 
af dens Borgere maatte søges udenfor Byen. 1290 byder 
Kong Erik, at ingen Nævninger eller Sandemænd af Landet 
maa forurolige Nyborgs Borgere, som kun skulle stævnes 
for Bytinget. 

65. Der geres i Privilegier og Diplomer ofte Forskjel 
mellem civitates og villæ forenses — en Adskillelse, 
som gjenfindes i andre Lande, og i disse synes at have 
samme Mangel paa Skarphed i sine Grænser. Denne For- 
skjel findes t. Ex. ogsaa i Norge. Aschehoug og andre 
Forfattere have antaget, at kun de Byer, som vare fuldstæn- 
digt undtagne fra det omliggende Landdistrikts Jurisdiktion, 
kaldtes villæ forenses; civitates havde vel særeget Ting, men 
dette stod under Lag- eller Landstinget. Herimod har 
Eeyser imidlertid allerede indvendt, at villa forensis ellers i 
Middelalderens Latin antyder noget Ringere end civitas, 
nemlig en Markedsplads. Han mener derfor, at Forskellen 
maa fortrinligt sættes i, at civitas betegner en Stad, der 
tillige er Bispesæde, villa for. simpelthen en Kjebstad 1 ). 

Ingen af de fremsatte Forklaringer kan vistnok hjælpe 
til Forstaaelse af Adskillelsen i Benævnelser her i Danmark. 
Ejebstaden havde vist altid eget Ting, men dette stod i 
samme Forhold til Landstinget som Herredstinget, selv efter 
at Appelsystemet var uddannet; enkelte Byers »Landstings- 
ret« er fra en langt senere Tid 9 ). Endelig kaldtes ogsaa 
andre Byer end Bispesæderne civitates f. Ex. Ejebenhavn. 

For om muligt at udfinde, hvilket Princip der er fulgt 
Ted at give Byen det ene eller det andet Navn, bar det af 
Kilderne godtgjeres, hvilke Byer her i Landet ansaas for 
civitates, hvilke for villæ forenses. 

I Skaane var Lund civitas, og der fandtes kun denne; 
de øvrige Byer vare villæ jfr. Valdemar Eriksens Haandf. 

l ) Aschehoug 125. Keyser, Efterladte Skr. II. 181. 
*) Stemann. Retshistorie 231. 



128 Kjøbstæderne. 

1326 § 40: cives Lundenses ceterique villani villarum fo- 
rensium plenam habeant fecultatem . . . civitatem et villas 
eorum planctis, fossatis, muris . . . muniendi. Paa Sjæl- 
land ere Roeskilde og Kjøbenhavn 1 ) og maaske Holbek civi- 
tates, men Næstved, Kjoge, Stege, Nykjebing og de øvrige 
Kjebstæder villæ forenses*). Paa de andre øer nævnes Faa- 
borg, Svendborg, Nyborg, Nakskov, Saxkjøbing, Stnbbekjø- 
bing som villæ for . . I Jylland fandtes af civitates Slesvig, 
Ribe og Flensborg (se disse Byers Stadsretter og Privilegier) 
og maaske Haderslev og nogle faa af de større Stæder, men 
Skive, Randers 8 ), Æbeltoft, Vejle, Kolding og Aabenraa 4 ) 
vare kun villæ. 

Denne Adskillelse i Benævnelser bliver ganske vist ikke 
strængt overholdt. Indbyggerne i Smaakjøbinge kaldes ofte 
cives, i al Fald afvexlende med villani 5 ), medens dog om- 
vendt Borgerne i civitates næsten aldrig kaldes villani. Der- 
som man nu ikke aldeles vil nægte, at der findes disse to 
Klasser Kjebstæder, hvilket f. Ex. Odhner nægter med Hen- 



') Se disse Byers Stadsretter og Priv. for Saxkjøbing 1337: cives 
Roe8kilden86s et alii villani aliarum villarum forensium. Priv. for 
St. Klara Kloster i Roskilde 1341: cam tota familia infra civitatem 
Roskildis, infra villas forenses vel in rure habitanti. 

*) Jfr. de disse Byer givne Priv., og Priv. for Nakskov 1274: omnes 
leges et jura, quæ et quas villa Næstvedt & aliæ villæ forenses 
in Sialandia . • dignoscuntur habuisse. 

3 ) I Traps Danmark hedder det rigtignok (II. 427), at Randers i 
Priv. 1311 kaldes civitas, men dette er urigtigt; den betegnes baade 
i dette og i Priv. af 1302 og 1321 som villa forensis. Hvad der 
har vildledet er følgende Ord i det nævnte Priv«: »pro omni violen- 
tia per quemeumque extraneum facta infra civitatem ejnsdem 
villæ«. Enten er ber civitas brugt i ganske særlig Betydning, eller 
snarest er der en Feilskrift (Brevet vrimler af slige Fejl) for li mi- 
tes jfr. Priv. for Kolding 1327 § 3: »super omnibus causis ad ip- 
sos spectantibu8 infra li mi tes villæ«. 

4 ] Gypræi An nåles 282 ff. 

*) Af Priv. 1337 for Saxkjøbing fremgaar saaledes, at den egentlige 
Betegnelse for Borgerne er villani, men cives bruges dog afvexlende 
dermed. 



Anvendelse af andre Kjebstaders Lovgtvning. 129 

syn til de svenske Byer 1 ), men hvad man dog næppe tør 
gjøre med Hensyn til de danske, da mange af de gamle 
Kilder med Bestemthed fremhæve en saadan Adskillelse, 
henstilles Følgende som en mulig Løsning. Alle de Byer 
ere blevne kaldte ci vitates, som havde faaet en Ordning fra 
Oven, navnlig gjennem en konfirmeret Stadsret, 
medens de Byer, som havde indrettet sig som Kjøbinge 
paa egen Haand, men hjulpne af Privilegier kaldtes villæ 
forenses. I Byretterne finder man derfor saa godt som al- 
tid Betegnelsen »cives« og »ci vitas« brugt, medens Privile- 
gierne lyde paa »villa« og »villani«. Denne Forskjel bliver 
jo saaledes ikke udvisket derved, at de villæ forenses tildelte 
Privilegier hyppigt lyde paa, at Borgerne maatte benytte 
samme Love, som Beboerne af civitates. Slangerup faar 
saaledes 1302 samme Frihed som Roeskilde, Halmstad 1327 
som Lund og Helsingborg, Æ beltoft 1317 som Viborg og 
Aarhus. 

66. Et Spørgsmaal, som er vigtigere end det foran 
behandlede, er imidlertid dette, hvad det egentligt er, som 
overføres fra den ene By til den anden. Var det de Be- 
stemmelser, der angik Privatretten, eller var det de Ret- 
tigheder, som i nærmere Forstand vedrørte Handelen og 
Næringsvejene, Torvet og Freden, Politi og Orden osv. — 
eller var det endeligt Byens Forfatning? I Tyd s kl and har 
man rejst de samme Spørgsmaal, og flere Forfattere, saale- 
des Maurer 2 ), forsvaret, at kun Bestemmelserne om Torvet 
og Handelen tænkes overførte, Andre have tillige antaget 
en Reception af vedkommende Bys offentlige Bet, medens 
man i Beglen har forkastet, at de privatretlige Regler skulde 
anvendes. Kongen var jo baade i de germanske Stater 
og i Danmark ikke Lovgiver i privatretlige Forhold, der 
kunde ordnes uden hans Billigelse; ved Bestemmelser om 

') Hid rag till Svenska Stådernas och Borgareståndets Historia fore 

1633. Upsala 1860. 16. 
') Stadteterfassung I § 50. 

9 



130 Kjeb8t æderne. 

Administrationen kunde Kongen derimod være Lovgiver. 
Jeg kan imidlertid ikke antage Andet end, at Hovedsagen 
har været en Udvidelse til vedkommende Ejøbing af den i 
civitates gjældende Ret om Handel og Torv og Omsæt- 
ning. Ofte henvises der udtrykkeligt kun til andre villæ, 
altsaa vel netop til de Retsforhold, som fandtes som 
fælles Moment i alle Ejøbstæder Ijfr. det Foregaa- 
ende). I Priv. for Halmstad 1307 tillægges Byen saaledes 
•omnia eadem jura, quæ singulæ villæ forenses Daciæ ha- 
beredinoscuntur«. Priv. for Nakskov 1274 lyder paa, at Byen 
skal have «omnes leges et jura, quæ et quas villa Næst- 
ved & aliæ villæ forenses in Sialandia . . . dinos- 
cuntur habuisse«. I Priv. for Kjerteminde af 1413 undes 
der Borgerne saadanne Privilegier som de af Svendborg og 
af Faaborg have. Hertil kommer endelig, at Privilegier for 
Ejabinge netop henvise til de af Fredsbeskyttelsen og af 
Torvet og Handelen følgende Rettigheder. Priv. for Kjage 
af 1288 lyder saaledes paa, at Byen skal nyde »eadem jura, 
leges et pacis observantiam, quæ in civitate Roeskil- 
densi plenius observantur« , og Priv. for Slagelse 1348 paa, 
at Borgerne skulde i Kjøb og Salg nyde samme Friheder 
og Love som Roeskilde Borgere. 

67. Naar Byerne som ovenfor paavist ofte rejste sig 
omkring private Besidderes Ejendomme, omkring Klostre, 
Bispegaarde og kongelige Borge, var det jo muligt, at der 
bestod det Forhold i Ejøbstaden, at Indvaanerne, som boede 
paa fremmed Orund , vare Fæstere eller Lejetagere af Jorden, 
der kun kunde overdrages og afhændes af Byens Herre. 
Det bør undersøges, om saadanne Forhold kunne paavises 
i nogen dansk Ejøbstad. 

68. 1 Ejabenhavns Stadsret 1254 § 3 bydes det, 
at de, som bo paa Bispens Orund, skulle betale i Jord- 
skyld 12 Denarier 1 ). Der var i Byen altsaa en bestemt Del 

') Stadsret 1254 g 3: Quicumque habitant in fandis dom. episcopi sol- 
vere debent pro Yortbikyld i2 denarios. 1294 § 106: Nallus habi- 



Jordskyld i Kjøbenhavn. 131 

af Grunden , som tilharte Bispen. I den saakaldte Roeskilde 
Bisps Jordebog haves fra Slutningen af det 14de Aarh. en 
fuldstændig Optegnelse over alle de Indtægter, som Roes- 
kilde Bisp, der var Byens Herre, havde af denne. Blandt 
disse er den eneste, som grundes paa Besiddelse af Jord, 
den saakaldte Jordskyld 1 ). »Debitum dictum jortskyld da- 
tøtur semel in anno videlicet circa festum beati Johannis 
baptiste, videlicet 1 sterlingus de quolibet fundo et curia in 
plateis circa mare*. Vi faa altsaa at vide, at Bispens 
Grand udgjeres af Gaderne -ved Stranden«. Faa et andet Sted 
i denne Jordebog findes nu en Fortegnelse over disse Grunde, 
som begynder saaledes*) : »Nota. Isti habent fundos seu terras 
proprias H affnis in parte occidentali prope mare juxta fossata« 
og ender med: »De omnibus istis fundis sive curiis habeat 
dominus episcopus annuatim circa festum beati Johannis 
baptistæ debitum dictum jordskildh videl. sterl. de quolibet 
fundo et curia«. Det er altsaa sikkert, at der kun i disse 
bestemte Gader svaredes en Afgift af Jorden til Bispen 8 ). 
Der er vel næppe Tvivl om, at Grunden her fer Købsta- 
dens Opkomst har været Bispens (eller Kongens) Eje 4 ). Men 
denne var ikke længer privatretlig Ejer af Grundene. For 
det Ferste siger Jordebogen dem udtrykkeligt at være de 
&nferte Besidderes »propriæ terræ«; for det Andet indehol- 
der Listen Navne paa en Del Stiftelser f. Ex. Helligaands 
Hospital, Antvorskov Kloster, Nicolaj Kirke, Kjøbenhavns 
Kommune, og det er da lidet sandsynligt, at disse have 
lejet Jord af Bispen. Endelig taler den Omstændighed, at 



Laus iti fuudis episcopi. removebitur de eisdem, dummodo censum 
ab antiquo inpositum solverit annuatim etc. 

') Ser. VU. 104. Kbhvns. Dipl. 1 112. 

% ) Ser. VII. 72-75. Kbhvns. Dipl I. 92—97, jfr. om denne Forteg- 
nelse foran S. 48. 

3 ) Jfr. Jørgensen i Aarbøger for nord. Oldk. og Historie 1872. 2*8. 
Det bør dog maaske bemærkes, at Ovenstaaende var nedskrevet, før 
J.s Afhandling udkom. 

4 ) Jørgensen 1. c. 

9* 



1 32 Kjøbstæderne. 

Bispen selv paa flere Steder i Listen nævnes som Ejer eller 
Panthaver for at han ikke var privatretlig Ejer af alle disse 
Grunde. I et følgende Stykke af Jordebogen 1 ), hvori de 
Gaarde ere anførte, af hvilke Bispen har Lejeafgifter (reddi- 
tus), gjenfinde vi da ogsaa dem, som i Følge den først- 
nævnte Liste tilhørte Bispen. 

Det er hermed formentlig godtgjort, at den Jordgjæld, 
som tilkom Bispen af Byen, og som ikkun svaredes af 
ganske enkelte Gader, oprindeligt maaske har grundet sig i 
en Ejendomsret over Jorden, men at den allerede i den her 
behandlede Tidsalder kun var at anse som en Kanon af 
Grunden. 

Kjøbenhavns Borgere vedbleve imidlertid ikke at have 
samme Frihed over deres Grunde. Allerede i Stadsretten af 
1294 § 22 lovede de at ville lovbyde deres »fundi«, før de 
solgte dem, og da der 1296 havde været Tumulter i Byen, 
maatte de endog love at give Jordskyld af de Grunde, hvoraf 
der ikke tidligere var svaret en saadan; hele Indtægten 
heraf skulde tilfalde det Hospital, Bispen da havde begyndt 
at bygge 2 ). 

69. Vi gaa derpaa til en , anden By og kunne ikke 
vælge i Flæng, da vi kun sjældent have Oplysninger om 
disse Forhold fra Middelalderen. Om Næstved haves dog 
maaske saadanne. I Følge Liber daticus monasterii Nest- 
vedensis havde Skovkloster, som var Byens Herre, af hrer 
Bod, som ej er tilfæst Gaard, 1 Engelsk og. af hver Gaard 
Vs Grot i Toftegjæld. Herefter maatte Skovkloster antages 
at have ejet hele den Grund, hvorpaa Byen var anlagt. Dette 
lader sig imidlertid vanskeligt bevise af historiske Kilder. 



*) Ser. VII. 100, 103. Kbhvns. Dipl. I. 111, 131. 

*) Kbhvns. Dipl. I. 62: omnes fuodos in villa nostra, de quibus priut 
census non soluebatur, nec non et quasdam terrulas extra fossat* 
sitas juxta villam scotavimus ecclesie Roskilden«!, Ita Urnen qood 
inhabitantes ipsos fandos eos inbabitent, et heredes eorum post ip- 
sos et soluent 6 denarios de qoolibet fundo annuatim etc. 



Jordskyld i Næstved. 133 

Det Jordegods, Fru Bodil skjænkede Klostret ved dets Op- 
retteise, var især Land paa Susaaens hajre Bred, nemlig i 
Lille Næstved, hvorimod hun paa venstre Bred i Landsbyen 
Store Næstved kun kunde skjænke Klostret Kirken, hvortil 
hun havde Patronatsret, en Gaard med tilhørende Jord, 
samt Maglemølle 1 )* At Klostret senere har erhvervet Byens 
øvrige Grund, kan ikke oplyses, men sikkert er det, at det 
i sine Krav ikke har gjort Forskjel mellem Byens forskjellige 
Dele. (Ved Gjengivelsen af Friv. af 1289 anføres ogsaa i 
Jordebogen, at Næstved »nostra est ex utraque parti amnis«)* 
Selv om nu hele Byen maatte være opstaaet paa Klostrets 
Jord , tillagde det sig dog aldrig Ejendomsret over Grundene. 
Disse kunde sælges fra Mand til Mand; saalænge Jordskyl- 
den betaltes, havde Klostret ingen Befejelse over dem, ja, 
Klostret kunde, som det ses af flere Steder i Bogen, selv 
erhverve Ejendomme i Byen. Forst ved et kgl. Priv. af 
1290 gjeres der den store Indskrænkning i Borgernes Dispo- 
sitionsret, at de skulde have Abbedens Samtykke til at sælge 
Grundene. Dette Bud indeholdt dog ikke mere end et 
stærkt Baand paa Handelen med disse; der tilsikredes Byens 
Herre Bet til at kontrollere, at ikke Herremænd eller kirke- 
lige Stiftelser erhvervede Ejendomme i Byen; Salget var i 
evrigt uafhængigt af Abbeden, og Kjebesummen oppebåres 
af Sælgeren 2 ). 

70. Vi gaa over til de Byer, som vare Konunglef 
(Krongods) , og. af hvilke man snarest maatte vente en saa- 
dan Afgift svaret. I Følge Roeskilde Bisps Jordebog (Sar. 
VII. 15) havde Bispen i Slagelse, som var Konunglef, 
foruden Lejeafgift af 4 Boder, i Jorthgyald St. Hansdag 14 

') Ser. IV. 362. Program for Herlufsholms Skole 1872, 6. 

') Foruden fra de ovennævnte Byer kjendes en Toftegjæld fra Flens- 
borgs, Aabenraas og Haderslevs Stadsretter, men Bestemmelserne 
derom ere for faa til at man kan klare sig Afgiftens egentlige Væ- 
sen, om den svaredes af alle Huspladserne, om dertil hørte en An- 
del 1 Bymarken oav. I hvert Fald var det en Skat og Ingen Leje- 
afgift; Borgerne ejede deres Grunde. 



134 Kjøbstæderne. 

Gros, St. Olavsdag 8 Gros, Mortensdag 14 Gros, om Julen 
28 Gros og 1ste Maj 8 Gros, men om denne Afgift svare- 
des af hele Byen, og hvorledes Bispen er kommen i Besid- 
delse deraf, da han ellers ikke havde nogen Bet over Sla- 
gelse (der anføres kun, at hver Bager ugentlig skulde give 
et Hvedebrød) kan ikke siges. Boeskilde var Konunglef, og 
af denne vides bestemt ikke at være svaret nogen Jordgjæld. 
Byens samtlige Afgifter i Slutningen af det 14de Aarh. opføres 
nemlig i Boeskilde Bisps Jordebog (S. 68) , idet Byen paa den 
Tid hørte helt under Bispen, som foruden den ene Fjerdedel, 
han havde fra gammel Tid, havde faaet 3 Fjerdedele i Pant 
af Dronning Margrethe, — men der anføres ingen Afgift af 
Grundene. — I ingen af Byens Slesvigs Stadsretter om- 
tales en Afgift af Grund eller Jord. Viborg var Konung- 
lef, men en Jordgjæld omtales ikke i Privilegierne, hvorimod 
Eanniker og Kirker vare Ejendomsbesiddere af store Stræk- 
ninger af Byen. Som Hovedresultat kan derfor vistnok si- 
ges, at Kongen i ingen af Landets ældste Byer, som byg- 
gede paa Konunglef, har fordret nogen Skat af Grunden. I 
de yngre Byer, som vare Konunglef, har Kongen derimod 
vistnok fordret en Grundafgift. Saaledes svaredes der i La- 
gheholm Toftegjæld ogiSkanør en bestemt Afgift af hvert 
Bodested, se Priv. for Lybek fra Valdemar Sejrs Tid: »Qui- 
libet habens ibi bodam hereditat eam super suos proximos, 
dummodo regi satisfaciat de loco« 1 ), og disse Bodesteder gik 
ikke alene i Arv, men overdroges ved Kjøb og Salg, hvad 
der fremgaar af mange endnu bevarede Dokumenter herom. 
— Men selv om Kongen oprindelig ejede Grunden, hvorpaa 
Byen laa, var Jorden senere bleven de enkelte Bymænds, og 
Kongen fordrede sig aldrig betragtet som privat- 
retlig Ejer af Grunden og Borgerne som Lejere. 
Hermed stemmer et Aktstykke fra en langt senere Tid fuld- 
komment. I en Sag paa Viborg Landsting 1592 finde vi en 

*) Jfr. Sartorlus, Geachichte der Hanse (2 Ausg ) 11. 424. Lub. Urk. 
II. 318. 



Jordskyld. 135 

Del Bymænd i Nibe indstævnede, fordi de havde bortskjødet 
nogle Jorder, hvorpaa deres Huse stode, uagtet disse skulde 
rære Kronens rette Grund og Ejendom og Mændene havde 
festet dem af Kronen og givet Skyld til Aalborghus. De 
Indstævnte gjorde da den Indsigelse, »at fast alle Kjøb- 
stæder her i Landet haver havt deres Oprindelse 
og Begyndelse af Fiskerlejerne, og udi adskillige Kjøb- 
stæder endnu findes Gaarde og Grunde, som udredes aarli- 
gen Jordskyld af, og dog alligevel hvem Gaardene tilhøre, 
maa dem afhænde til hvem, de vil, dog Jordskylden ufor- 
teenket; saa og efterdi almindelig befindes over alt Riget 
paa Fiskerlejerne slige Boder og Huse, som ikke uden ale- 
neste udredes af Jordskylden til Kronen, og de, som samme 
Huse tilhøre, arve Arvinge efter anden og ej udrede 
nogen Stedsmaal eller andet deraf end Jordskyl- 
den til Kronen; er og dem frit for, naar de dertil træn- 
ger, det at afhænde, dog at Kronen ydes Jordskylden, og 
dersom slige Huse imod slig gammel Brug og Frihed videre 
Tynger skulde paalægges, er befrygtendes Fiskerlejerne da 
med Tiden at skulle ødelægges og tilintetgjøres , efterdi de 
haver ingen anden Brug dertil end hvis de have af Vandet, 
som de dog skal give dem, det tilhører, deres Rettighed 
af«. Landstinget vidste derfor ikke Skjøderne magtesløse at 
damme, dog hvilke, som slige Huse haver eller her efter Rø- 
bendes vorder, bør at være forpligtet til at lade dem , som de 
paa Husene boende haver, én efter anden indskrive i Kronens 
Jordebog for den sædvanlige aarlige Jordskyld 1 )* I denne 
Dom er det da klart udtalt, at Kronen, selv om den for- 
drede en Jordskyld af de Huse, som vare byggede i Kjøb- 
stæderne paa dens Grund, dog aldrig au saa sig som privat- 
retlig Ejer af Jorden. 

Det ovenfor om Jordskylden i de forskjellige Kjøbstæder 
Fremstillede lærer os derhos, at denne Skyld i de Byer, 

') Utrykt. Findes i en Samling af Domme paa kgl. Bibi. GI kgl. 
Samlg. 1185 fol. 



1 36 Kjøbstæderne. 

som havde en anden Dominus end Kongen, ikke var nogen 
oprindelig Afgift. I Kjøbenhavn svarede i den ældste Tid 
kun nogle Gader Jordskyld; i den øvrige Del af Byen var 
den senere frivilligt vedtaget af Grundejerne, og saaledes 
har det sandsynligvis ogsaa været i Næstved; i begge Byer 
er derhos en Forpligtelse til at lovbyde Grunden i Tilfælde 
af Salg til Byernes Herre af senere Dato; i Kjøbenhavn ved- 
toges den af Borgerne, og i Næstved befaledes den ved et 
Kongebrev. Begge Dele bære Vidnesbyrd om, at Kjebstadbor- 
gerne efterhaanden tabte Mere og Mere af deres Uafhængighed. 

71. Man har imidlertid af andre Omstændigheder ment 
at kunne vise, at Kjøbstadborgerne, især i de ældste Tider, 
ikke kunde opfattes som frie, fuldt berettigede Selvejere, 
men endog vare Trælle eller Vornede. Hovedargumentet her- 
for ere Bestemmelserne omLagkjøb i de ældste sønderjydske 
Stadsretter, hvilke vise sig meget vanskelige at fortolke. 
Kongen har en særlig Afgift i Slesvig, som hedder 
Lagkjøb — siger den gamle Slesvigske Stadsret § 29 — 
med hvilken man tilkjøber sig Ret til at have Arvinger; 
dog skulle ikke Alle svare den, men kun gifte Borgere og 
alle Gjæster. Saafremt disse ikke have kjøbt denne Bet, 
medens de endnu vare saaledes ved Sundhed, at de kunde 
holde Vægtskaal og Vægt i Haanden, skulle de have Kon- 
gen til Arving og Arven tilfalde ham strax ved deres Død. 
I øvrigt bliver Arven Kongens, selv om Lagkjøb er betalt, 
naar Arvingerne ikke inden Aar og Dag ere komne tilstede. 

Hermed stemme de øvrige Stadsretter overéns, og den 
Flensborgske (§11) afgjør al Tvivl om ogsaa indfødte gifte 
Bymænd skulde betale Afgiften, ved at sige, at de »uquænte 
bymæn« ikke skulle betale, før de quænæs. I den yngre SI. 
Stadsret § 37 er Reglen forandret saaledes, at kun Ikke- 
Borgere og alle Gjæster ere pligtige til at erlægge Af- 
giften, medens derimod i Følge Haderslev Stadsret § 11 
Alle, Gifte og Ugifte, der i Byen bo, skulle udrede Lag- 
kjøb. A. D. Jørgensen har sidst søgt at forklare disse Ar- 



Lagkjøb. 137 

tikler 1 ), og da hans Fortolkning gaar videst i Retning af at 
underkaste Borgerne et oprindelig fuldstændigt Vornedskab 
onder et Herskab, vil det nærmest være mod hans Fortolk- 
ning, vi ville komme til at vende os. 

De Bestemmelser, som Jørgensen for at forsvare sin 
Anskuelse stiller sammen med Beglen om Arvekjebet, ere 
den gi. SI. Strets. §§ 65, 66, der sige, at der i Sager om 
voldeligt Overfald kun skal bedes halvt saa meget til en 
gift Borger som til en svoren Broder (frater conjuratus) og 
kan det Halve af Bederne efter Beglerne i J. L. 111. 32. 
Bestemmelsen minder derfor om det almindelige Betsforhold, 
der sætter den Frigivne og den Vornede halvt imod den fri- 
baarne Adelbonde i alle offentlige Sager. Fremdeles sætter jo 
den ældre SI. Str. §§ 15, 16 sex Grundejeres Ed lig Ed af 12 
Gjæster eller saadanne »cives«, der ingen Jord eje, hvad 
der i Haderslev Byret § 28 derimod siges saaledes, at 6 
Mænd af det hejeste Lag, Vedkommende er i, gjælde i 
Vidnesbyrd lig tolv lagfaste Mænd. »Sammenholdes da disse 
tre Bestemmelser, synes der ikke at kunne være nogen Tvivl 
om, at jo den ældste Betsregel, i det Mindste i Slesvig, var, 
at enhver Fremmed ved at bosætte sig i Byen blev Kongens 
Vornede, saa han ned hans Beskyttelse for Betten, men til 
Gjengjæld opgav en Del af sin personlige Frihed, blandt 
Andet Betten til at efterlade sine Bern nogen Arv.« Denne 
Bet kunde dog, da Loven optegnedes, kjebes ved en Afgift 
i levende Live. Bymændene ere altsaa to Slags, Kongens 
Vornede, som atter ere enten Fremmede eller gifte Folk, der 
ere fødte i Byen , men ikke have kjøbt Lag — og Lagbrø- 
drene. Ved disse maa vel i en senere Tid forstaas Gilde- 
brødre, men oprindeligt har det været en Betegnelse for 
Medlemmer af »Bylaget«. 

Vi holde os foreløbigt til Beglen om Lagkjøbet, hvor 



') Aarb. for nord. Oldk. 1S72. 298 ff. — Jfr. i øvrigt Stemaun 408. 
Cbr. Paulsens saml. Skr. II. 102. 



138 Kjøb stæderne. 

Ti mede den første Besynderlighed hos Jørgensen ved For- 
tolkningen af Ordet. Han forkaster uden videre K. -Rosen- 
vinges Antagelse, at »Lag« betyder Lov, saa at det, der 
kjøbes, er Adgangen til at gaa med i »Lov« (Tyltered), at 
blive fuldt berettiget Borger; nej, ved Lag maa tænkes paa 
By laget, det borgerlige Samfund, i hvilket man er optaget, 
altsaa Lag i samme Betydning, som i Nutiden »Laug«, som 
Hafnælag, Fostbrødrelag osv. Nu er det dog vistnok noget 
kunstigt at betegne den Akt, hvorved man kommer ind i 
Laget, som et Kjøb af Laget. I Fredkjøbet kjøber man jo 
dog Freden, og rimeligst er det vel da, at man i Lagkjøbet 
tilkjøber sig Loven. — Afgiften skifter umærkeligt senere 
Navn og kaldes med en Affedning af den ældre Betegnelse 
Arvekjøb; men at der herved menes, at Arveretten og Ar- 
veloven kjøbes, kan vel ikke omtvistes. Slesvigs Stadsret for- 
staar heller ikke ved Lagkjøb en Optagelse i et Lag, men 
definerer det som en Afgift »quo redimitur ibi heredi- 
tas morientium« o: man kjøber Betten til at have Arvin- 
ger. Aldeles urimeligt bliver det dog, naar Jørgensen vil 
fortolke »Lag Bymand«, »Lag Husbonde«, »en Mand med 
Bylag og Byret« som en Mand, der er i Bylauget; det har 
jo dog Analogier nok for sig, at der ved dette foransatte 
»lag« forstaaes, hvad der er eller sker i Henhold til Loven 
(Lavalder, Lavværge, Lavhævd, Lavbydelse osv.) 

Jeg kan derfor ikke antage Andet end at man ved Er- 
læggelsen af Lagkjøb kjøber Loven og bliver delagtig i alle 
de særegne Retsforhold, som i Følge det tidligere Udvik- 
lede gjaldt i Byen og adskilte dennes fra Landets Retsfor- 
hold 1 ). Det er ikke blot Retten til at have Arvinger, hvad 
Slesvigs Stadsret nærmest fremstiller som den Lov, man 
kjøber — skjønt denne Ret gaar først og fremmest, da Pe- 



') Jfr. hermed Udiryk som at bo .i Thrøndelagen • , .Friselagen- {lex 
Frysonica), »wooen bynnen deme Sleswiiker rechte« (Slesvig N. St. 
40). 



Betydningen af Lagkjeb og »By'ag«. 139 

nalyirkningen ved at undlade Arvekjøbet bliver, at denne 
væsentlige Bet mistes — men hele den ved Byens Lovgiv- 
ning givne Beskyttelse. Da Borgerskabets Erhvervelse senere 
opkommer som den almindelige Form, hvorved man optages 
til egentlig fuldt berettiget Borger, kommer Afgiften herfor 
netop til at bære Navnet paa hvad man kjøber, »By lag« 
(jus civitatis), jfr. Priv. for Saxkjøbing 1337 »nulli merca- 
torum hospitum aliunde ad villam ipsorutn declinantium mer- 
candi gratia liceat . . . irui cum ipsis foro et juribus foren - 
aibus . . nisi forsan ipsis villanis et eorum coinmunitati per 
modumbylogh cum ipsorum voluntate quis associatus fuerit 
et astrictus«. Men dette er ganske vist ofte misforstaaet. 
Et Brev af 1289, hvorved Biskop Ingvar i Roeskilde giver 
Baadet og Borgerne i Kjøbenhavn til Tak for deres Bestræ- 
belser for at befæste Byen, indtil Fæstningsværkerne vare 
byggede, »jus civitatis vestræ, quod hactenus pro parte re- 
cepistis«, gjengives af O. Nielsen i Kbhvns. DipL I. 31 saa- 
ledes, at Bispen indrammer Borgerne Stadsretten fuldkom- 
men, som de hidtil kun tildels havde nydt, men Meningen 
er klart nok den, at de faa Ret til Afgiften for Borger- 
skab. — Og at man netop ved Betaling af Bylag forstaar 
dette, at Vedkommende nu kan udøve alle de i Byloven 
hjemlede Rettigheder, ses f. Ex. af Aabenraa Skraa § 23: 
saasnart han er bleven Borger (receptus in civem nostrum) 
kan han sælge og kjøbe Ejendomme i Byen, og Slægtnin- 
gene have ingen Forkjøbsret. Riberret § 1 00 siger : naar 
han har betalt »Bylag«, kan han vidne om Borgernes Sager 
paa Byens Ting. Og med Hensyn til Arvekjøb, naar 
han har betalt dette, kommer han ind under Byloven og 
bliver skattepligtig med Byens Borgere (jfr. Haderslevs Stret. 
§ 11: effter man er ett sind arfkøfft, skal han rethe sin 
rette Arngield um Missumer.) 

De, af hvem Kongen forlangte en saadan Afgift, vare 
foruden Gjæsterne, som drog ud og ind, og som i Følge 
den gamle Opfattelse maatte erhverve sig særlig Beskyttelse, 



1 40 Kjøbstæderoe. 

de egentlige Bymænd, for saa vidt de vare bosiddende o: 
gifte. Thi foruden at den Ugifte jo kunde være indop- 
taget i sine Forældres Hus, ansaas i Følge de gamle Love 
kun den Kvænte som stadig bosat (jfr. Friv. for Malmø 1446 
§ 6: huo som borgerscab vill vinde y Malmø, hånd suerge 
. . . att vere oss och vor by hull oc tro, och tage hus- 
frue och bygge och bo ther udy 3 aar); den Ugifte »enløp« 1 ) 
var en vankende Mand, hvorfor enløp blev Betegnelse for flak- 
kende og løsagtige Personer, jfr. den senere Tids »Pebersvende«. 
Vald. Jordebog opfører saaledes blandt Kongens Indtægter af 
Vordingborg 10 ^ Sølv af »ingifte men o, hvad jeg ikke kan 
være i Tvivl om er den samme Afgift som Lagkjøb. 

Bleve nu alle de, der saaledes havde kjøbt Lag og 
vare gifte, fuldtberettigede Borgere? Saairemt derved for- 
staas, om disse Alle vare ligeberettigede, maa herpaa svares 
Nej; thi som overalt i de ældre danske Love, havde den af 
Formuen givne Vederhæftighed stor Betydning, og da 
kun Jord- eller Husbesiddelse ansaas at give en saa- 
dan, vil man i flere Lovbud finde en Forskjel imellem de 
Grundbesiddende og de blot Boende , der stilles sammen med 
Gjæsterne. Saaledes i den ældste SI. Stadsret §§ 15, 16, 
hvor Ed af 12 Gjæster eller af 12 »rives domum propriam 
non habentes« evaluere 6 Borgeres Ed. I Følge Aabenraa 
Skraa §§ 17, 18 skal Byen have 8 Sandemænd og 4 Næv- 
ninger, der ikke alene skulle være Mænd, der ere bosatte 
i Byen (nobiscum commorantes), men have Hus og Hjem 
(habentes domos cum mansionibus diotis hws et heem). 
Fremdeles siger Flensborg Stadsret § 11*3, at den for Tyveri 
Søgte skal værge sig med »thre a høghær hånd næst ham 
bo oc tvo a winstær hænd, thær næst bo, jorth eghær mæn« og 
§ 122 forlanger at de, som sværge med den udenbys Rans- 
mand, og de, som gaa i Borgen for ham, skulle væro Jordej- 
ere, jfr. ogsaa Aabenraa Skraa § 36. Men dette var ikke, 



») Haderslev Stadsret | 11. Er. Sj. L. IH. 38. Ældre Westgdtalag 
Giptar Balk VI, 4. Yngre II. 11. Dipl. Svec. I. 576. 



Gildebrødrene. 1 4 1 

fordi Byen oprindelig bestod af lutter Jordbesiddende og kun 
anerkjendte saadanne som fuldt berettigede Borgere, roen 
netop af Hensyn til Vederhæftigheden , jfr. Haderslevs Stads- 
ret § 17, at den, som »ej harer fuldt ved at hette, 
Hus og Jord«, skal stille Kaution, naar han forbryder sig, 
eller sidde i Hertugens Jern. 

Foruden denne Forskjel, som Jordbesiddelsen gjorde i 
de forskjellige Borgeres Stilling ligesom paa Landet, havde 
Gilderne allerede tidligt vidst at skaffe sig stor Betydning , 
og Gildebroderen eller den »svorne Broder« havde en Ve- 
derhæftighed, og der vistes ham en Tillid, som ingen af de 
andre Borgere. Enhver bosiddende Borger, især om han 
var gift, antoges at være Medlem af i det Mindste ét Gilde. 
Var han det ikke, har der sikkert været saadanne Mangler 
ved hans Rygte eller Karakter, at han ikke kunde stilles 
sammen med de andre Borgere, og derfor — ikke fordi den 
gifte Mand er en Træl og en Vorned, — siger GL SI. Stret. 
§66, at han kunde kun forlange halv Bod mod en Broder 
i et Gilde. — Det er næppe rigtigt, som Jergensen gjer, 
at gribe én eneste Bestemmelse, som ikke findes i nogen 
af de andre Stadsretter og derfor siges at »være paa Nippet 
til at forsvinde« , og af denne udlede en Fortid med Vor- 
nedskab osv. Men der finder derhos slet ikke det af Jør- 
gensen angivne Forhold Sted mellem J. L.'s og Ældre SI. 
Strets. Bestemmelser, at Bymanden, som ikke er Lagbroder, 
beder halvt mod Adelbonden. Den ældre SI. Stret. har for 
Stavshug samme Bøde som Jydske Lov (6 #), men for 
Nævehug, Haargreb, Jordskub 3 #, hvor J. L. har 6 #, 
hvilket vil sige, SI. GL Stadsret, der er et halvt Hun- 
dred Aar ældre end J. L., har den gamle i Danmark 
gjældende Begel netop saaledes som den findes 
i Sk. og Sjæll. Lov. Det bliver derfor ikke den quænte 
Bymand, der kun er halv saa god i at tage Bøder som en 
almindelig Borger, men det er Gildebroderen, der stilles 
som den Beskyttede og tager dobbelt. Kong Knud vides 



142 Kjøbslæderne. 

jo saaledes at have taget Gildebrødrene i St Knuds Gilde i 
Beskyttelse som sine Hirdmænd , man se Tillæget til Skraaen 
for St. Knuds Gilde i Flensborg: »wy taghem them allæ 
vnder wort wærn ogh wor fryth sosvm them thæ ws 
daghligh thyene«. 

Om Fortolkningen af de anførte Lovsteder kan der stri- 
des, men hvad der derimod ikke kan tvistes om, er hvad 
Jørgensen paa Grundlag af de tre Kildesteder opstiller for 
at faa hele den ønskede Udviklingsgang i Stand. Dette er 
ikke alene ganske forhistorisk, men bygger paa helt andre 
Principer end dem, som kjendes af Kilderne. — I den op- 
rindelige Landsby og Kjøbing skulle kun Selvejerne have 
været frie Mænd, alle andre vare Kongens Vornede, forsaa- 
vidt som hans Fred beskjærmede dem og de gjennem hans 
Foged havde Adgang til »Lov«, men halvt i alle Forhold, 
deres Ed gjaldt halvt mod Bøndernes, de gave og toge kun 
halv Bod. Vilde Nogen sælge Jord, maatte han lagbyde 
den til Byens Medlemmer og kunde først, naar Ingen af 
Laget vilde kjebe den, sælge til en Fremmed. Denne var 
dermed ikke optaget i Laget; han maatte først »have Aar 
og Dags Hævd paa sin Jord , dernæst maatte Laget optage ham 
paa Grandestævne, indtil det var sket, tilhørte Jorden ham vel 
somEjer, men han kunde aldrig blive fuldstændig Herre over 
den, da jo hele Bymarken ejedes under Ét og alle Bestemmel- 
ser om den blev tagne paa Grandestævnet , som han var ude- 
lukket fra. Et Lag af fri Adelbønder maatte desuden stille 
den Betingelse, at den, dex vilde optages i Laget, skulde 
være persjonlig uafhængig, Ingens Vorned. Derved blev 
Fritagelse for Vornedskab den nødvendige Forudsætning for 
Optagelsen i Laget, og Arvkjøbet d. e. Udfrielsen af Vor- 
nedskab, kunde betegnes som Lagkjøb, fordi de oprindelig 
fulgtes ad og maatte følges ad; thi Ingen kunde undvære 
Kongens Værn (vård), før han blev Lagbroder og altsaa ned 
Lagets Værn«. 

Hele denne Udvikling gaar ud fra, at Jordejendom var 



Kjøbttadborgernea Stilling. 143 

Grundlaget for Byen og tænker sig ingen Mulighed for, at 
Byer kunne være opstaaede paa Steder, hvor ingen Lag 
iforvejen bestod. Imod denne Opfattelse kan anføres, hvad 
der foran er sagt om Strandkjabinge og i den simple Udta- 
lelse af den foran citerede Landstingsdom, at fast alle Kjeb- 
stæder have deres Oprindelse af Fiskerlejer. Og hvor findes de 
Begler, som sige, at kun Adel bonden kunde give fuldt Vidne? 
hvor Reglerne om, at Jord skulde lagbydes til Bymændene, 
er Familien ikke den Eneste, som i Følge Lovene havde 
Forkjebsret til Jord? Og hvad er Aar og Dags Hævd? Den 
ijendes aldeles ikke, og den treaarige og 40 Aars Hævd 
havde Intet at betyde udenfor Spørgsmaalet om Ejendoms- 
ret, ikke i offentlige Forhold. Blev ikke Enhver, som var 
Jordejer, eo ipso stemmeberettiget paa Grandestævnet og 
Medlem af Landsbylaget, naar han gav sit Igangsel? Saa- 
længe Forf. ikke viser, hvilke positive Bud, eller Antyd- 
ninger i Kilder eller Analogier , der kunne berettige til denne 
Fremstilling, vil den ikke kunne imødegaas 1 ). 

Det anføres stundom som Bevis for Bymændenes Ufri- 
hed, at de maatte gjøre Hoveri. Hvis nu virkelig Byen, 
fer den blev Ejøbstad, har været en Landsby med Landboer 
og Gaardsæder, har den gamle Pligt til at gjøre Høstdage 
ganske vist paahvilet den samme Grund, men at Pligten 
skulde komme til at tynge paa hver enkelt af de Beboere, som 
indflyttede i Byen , og ikke paa Byen som Helhed, og at den 
ikke snart skulde blive afløst, kan dog vel ikke betvivles, 
saafremt man ellers er overbevist om Retsordenens Evne til 
at lempe og udvikle sig efter nye Tilstande og Tider (atter 
her kan det foran om Jordskylden Udviklede tjene som For- 
billede). Priv. af 1148 for Bingsted Kloster, hvorved dette 
faar Betten til Dagværk af Byen efter en gammel og be- 



') Imod Jørgensens i samme Afhandling fremsatte Bemærkninger om 
andre af de ældste Kjebstadforhold , Ed af højeste Lag osv., kunde 
der gjøres væsentlige Indvendinger, men at imødegaa dem her vilde 
føre for langt. 



144 Kjøbstøderne. 

stemt Taxt (cum laboribus metendi, dictis Dagsuerke, in 
autumno, secundum antiquum et verum taxum), synes mig 
netop at tyde paa en saadan Aflåsning. Endelig er det 
ganske vist urigtigt at anføre, at f. Ex. Kjøbenhavns Bor- 
gere vare forpligtede til at overføre deres Herre, Roeskilde 
Bisp, til Skaane, thi en saadan Pligt, baade til Ægter og 
Sejladser, paahvilede — se Kapitlet om Innæ — alle Bøn- 
der, selv Adelbønder* 

Som Hovedresultat maa jeg derfor fastholde, at By- 
mændene endnu i den her behandlede Periode vare ligesaa 
fuldt frie Mænd som Adelbønderne, og som Bymændene vare 
i Sverrig og Norge. Men selvfølgeligt maatte Kongen have 
en større Myndighed i Byen som et Sted, hvor alle Slags 
Folk kom sammen, og hvor der var en tæt Bebyggelse, — 
og Bymændene vare ligeledes nødte til at søge Beskyttelse. 
Deres Skatter fremtræde i Reglen som Skatter for Værn, og 
selv indrømmede de efterhaanden Byens Herre store Ret- 
tigheder. 

72. Den egentlige karakteristiske Skat for Byerne var 
Midtsommersgj ælden. 

De ældste Optegnelser om denne haves fra Lund. I 
Følge den Lundske Dødeliste skal Erik Ejegod have givet 
Lunds Kirke Fjerdeparten af Byen 1 ), men i Følge Saxo (S. 
580) var det Knud den Hellige, som ved Domkirkens Ind- 
vielse skjænkede: »quartam regii numismatis, quartam suæ 
in cives exactionis, quartam æstivi census portionem 
ei, qui pro tempore loci antistes extiterit muneris loco per- 
petuo jure possidendam.« Disse indbyrdes stridende Angi- 
velser har man søgt at rette paa forskjellig Maade, saaledes 
f. Ex. at Gaven vel oprindeligt skjænkedes af Kong Knud, 
men bekræftedes af Erik Ejegod. Rigtigst er det vist med 
Hammar 2 ) at antage, at Kong Erik var den første Giver; 
det er i al Fald mærkeligt, at den Lundske Dødebog, som 

l ) Ser. III. 430. 

*) Hammar, Kyrkan i Skåne under Katholicismen 50 (Lunds. Un. Års- 
skrift IV). 



MidUommartgJlBM eg Arnegjæld. 145 

nævner aHt Kong Knuds evrige Gaver, ikte atd et Ord 
omtaler drøne. 

I Følge K. V. Jordebog erholdes af Lund: »de Myt- 
summærsgyald 60 % denar. ; de ilHs percipiunt canonici Lun- 
denses annuatim 27 % den.« Dette sidste Beløb maa være 
fradraget i Henhold til Kong Knuds bekjendte Gavebrev af 
1085, hvorved der skjænkedes Kan ni kerne: »de annuali pe- 
conia, quæ datur pro areis in Lnmaby 3 marcæ, de eadem 
pecunia in Helsingaburgh 3 marcæ, de areis in Lunde 21 
m.« 1 ). Der omtales nemlig ved Helsingborg, som nævnes 
med 30 $> i Midtsommersgjæld, ikke nogen Subtraktion af 
3 |>, medens Lumaby slet ikke nævnes, eg jeg antager der- 
for, at de 3 ^9 som ikke længere svares af disse to Byer, 
ere lagte til det Beleb, som hæves af Lund, hvorved netop 
bas 27 4^ Ved den Skat »qui datur pro areis • maa jeg 
efter denne Antagelse forstaa Afidtaomnersgjælden, uagtet 
denne Oversættelse ikke er ganske rigtig, idet Skatten ikke 
gaves af Grunden, men af Arnen. Da der endelig ved 
Land ikke nævnes nogen Subtraktion af 1 /« til Ærkebis- 
pen, maa der formodentligt for at udfinde hele Skattens Beløb 
endnu lægges Va til, saaledes at Summen bliver 80 $> den. 

Skattens Navn viser os, at den erlagdes ved St. Hans- 
dsgstid. Heraf lære vi, at den Skat, som i de sender* 
jydske Byer kaldtes Arnegjæld, var den samme »om Midt- 
somrnersgjælden. I F.elge Biberret § 114 skulde saaledes én 
Arnegjæld betales ved St. Hansdagstid af alle «dem, der 
vare under en sær Kost«, hvilken Betegnelse rummer 
det Samme som de andre Stadsretters : matskap, eontuber- 
ninrn, comedia o: hver Familie. I Felge Haderslev Stads- 
ret § 11 rede »tu hjon« o: Ægtefolk i Arnegjæld 13 Pen- 
ninge, »enLep* (jfr. foran S. 140) 7 Penninge. 



a ) Dipl. Svec. I. 42. 

10 



146 KjøtstaderM. 

Midtsommeregjælden kjendes fra følgende Byer: 

Land (Valdemars I. B. Priv. 1361 | 7. D. A. M. I. 7.). — Hel- 
singborg (V. J. B.) — Malmø (Priv. 1360 | 5). — Byer paa Born- 
holm (en Kvittering for Oppebørsler af B. af 13 Marts 1345 navner 
Mlthsomersgyæld). — Ro es kil de (Ser. VII. 68: Mitsommersgyald videli- 
eet de qoolibet mathskap et de qualibet terra desolata episeopo unos 
sterlingus et scriptori assis. Stadsretten (|| 9, 27). — Kjøbeohavn 
(Ser. VII. 104: 2 sterling! de qoolibet matseaap. Stadsret 1294 | 12.) - 
Ringsted (0. A. M. 1. 4.) — Næstved (Ser. IV. 340, 362: Aff hoert 
mad8kaff 2 sterling.) — Slangerup (omtales i Priv. af 1310 for Klo- 
stret dersteds.) — Odense (D. A. M. I. 261, 263.) 

Arnegjælden kjendes fra følgende Byer 1 ): 

Ribe (Stadsret § 114.) — Haderslev (Stadsret § 11.) — Aaben- 
raa (Skraa | 7.) — Flensborg (foreløb. Stadsret | 25, 28, 37.) — 
Slesvig (GU SI. Stadsret | 29.) 

Midtsommersgjælden eller Arnegjælden er saaledes bleven 
svaret i et stort Antal Kjebstæder — og vistnok i de fleste* 
At vi kun kjende den fra de forannævnte Byer, synes til- 
fældigt, og Midtsommersgjælden har vistnok vieret den al min- 
delige, som den har været den første Skat, der Mer 
paalagt en Kjebing. Saasnart en By af Handlende og Næ- 
ringsdrivende havde dannet sig, har den maattet give denne 
Afgift for Beskyttelse for Hus og Arne. I Følge Jordebo- 
gen opkræves der paa Warnæs i Sundeved »Arngiald«, 
og jeg kan ikke være i Tvivl om, at der paa dette Kongens 
store Gods (96 |> Guld i Jordtilliggende) har om Kongens 
Gaard dannet sig en saadan lille By af Handlende, der er 
bleven betragtet og beskattet som Kjebing. 

De andre almindelige Byskatter*) falde sammen med 
Landets Skatter og omtales derfor ved disse. 



') Arnependinge (2 lødige Jf), der nævnes c. 1523 som en kgl. Indtogt 
i Randers, høre nappe herben. N. D. Mag. VI. 290. — Valpnr- 
gismessegjald , der svares i Lageholm, er vist samme Afgift som 
Midtsommersgjæld. 

*) De specielle Afgifter i Byerne, Skodepenge, Sildepenge, Ydelser af 
Haandværkere osv. vilde det blive for vidtløftigt at omhandle J 
dette Arbejde. 



De Bosiddende, tom ikke Tere Borgere. 147 

73. Indvaanerne i Byerne kaldtes — tom allerede 
sagt — Bymænd og Borgere, i den sidste Tid ofte 
desuden Bønder (bondones, se foran S. 22). Der fandtes 
imidlertid mange i Byen Bosatte, som ikke ønskede sig op- 
tagne til Borgere, men som mod at udrede Skatter med 
Bymændene bleve delagtige i Byens Goder. Saaledes næv- 
nes som skattepligtige med Borgerne i Priv. for Slagelse 
1348 de, som handlede i Byen og havde Gods og Formue 
dér, i Priv. for Stubbekjøbing 1354 »habi tantes« , i Priv. 
for Saxkjøbing 1306 og 1337 »bona in villa habentes seu 
mercimonia in eadem exercentes«; i Priv. for Nakskov 1306 
omtales »villani ae ei, qui secum ad singulas ipsius villæ 
solutiones tenentur et continue satisfaciunt« 1 ). Blandt disse, 
der saaledes ikke indoptoges i den egentlige Borgermenig- 
hed, vare naturligvis først og fremmest Biddere og Her- 
remænd. Da Kjøbstaden rummer en hel ny Lovgivning, 
ophørte disses Skattefrihed, naar de bosatte sig i Byerne 
jfr. SI. GI. Stret. § 63: quicunque sive miles fuerit 
sive baro et infra menia civitatis habitare voluerit, omni 
legi civitatis subjacebit in omni honere et gravamine 
civitatis. Nyere SI. Stret. § 83, Flensborg Ældre Stret 
§ 87, Nyere § 17, Aabenraa Midlertidige § 22. Imid- 
lertid have de vist ofte vidst at unddrage sig denne Pligt, 
og man kan forstaa, at Borgerne vedtoge Bestemmel- 
ser om ikke at sælge Jord eller Grund til Herremænd. 
(Kbhvns. Stadsret 1254 § 13, 1294 § 22.) Dernæst næv- 
nes blandt disse Bosatte de egentlige Konge tjenere; 
ogsaa dem var det paalagt at udrede Skatter med Byen. 
1306 befaler saaledes Erik Menved »homines nostri, mone- 



') Jffr. Priv. for Kjege 1243 (?): Idem slc incausatus cam 6 dllectls 
Tillads ibldem et 3 hominibut nostrls ae 3 bonla homlnlbus lbl- 
dem etiam morantlbus flde dlgnts . se super hoc defendere Tel 
purgare teneatur. 

10* 



148 • Kjøtotadern«. 

tarii, quassarii« i Saxkjøbing at udrede Skatter med Bor- 
gerne. Ojæsterne svarede, hvis de blev liggende Vinte- 
ren over, foruden en Afgift Winterlag, hvorom dog ikke 
indeholdes meget i Stadsretterne fra denne Periode (Roee- 
kilde St. § 18. Holbek St. § 27. Ser. VU. 104), de sæd- 
vanlige Skatter. 



VIII. Kapitel 

Nathold og Stad. 

(Skatternes Forskjellighed i de enkelte Egne. Ordinære og 
extraordinære Skatter. Nathold og Gjæsteri. Jordebogens 
Hovedstykke. Natholdslisten. Hallandslisten. Stud. For- 
klaring af Lakunerne i Jordebogens Hovedstykke.) 



74. Det fulgte af den Maade, hvorpaa Staten var op- 
staæt, af Undersaatternes store Selvstændighed med lov- 
givende Myndighed, at Skatterne ikke vare byggede paa 
Magtbud fra oven. De vare Undersaatternes frivillige Sam- 
menskud til det nødvendige Formaal, Statens Bestaaaa. 
Denne Skatternes Karakter viser sig paa mange Punkter* Vel 
fordredes ikke en for hvert Aar given Tilladelse til at kræve 
-Skatterne, thi hvad der fra Arilds Tid var betalt, skulde 
ydes fremdeles; men til alle extraordinære Paabud maatte 
Borgernes Samtykke erhverves, og undlod Kongen stundom 
at indhente det eller indhentede han det ikke paa sædvanlig 
Maade, var det et Overgreb. 

Det er i denne Henseende meget karakteristisk, at Lan- 
dene, naar der udbred Opror paa Grund af nye Skattepaa- 
tøg — som ofte skete — t ikke paaberaabte sig det Ubillige 
i Fordringen, det Uretfærdige i Fordelingsmaaden eller Lig- 



150 Nathold ég Stod. 

nende, men kun deres Frihed og Uafhængighed 1 )- Det 
har i disse Tilfelde langt mere Udtrykket af, at de oprørske 
Undersaatter. vare krænkede paa Ære og Selvstændighed« end 
forbitrede over en ekonomisk Indskrænkning. 

Skatternes Karakter som tilstaaet Ydelse, Gave eller 
Laan viser sig ogsaa i deres Navne, som ofte ere besyn- 
derlige. I Tydskland finder man saaledés de extraordinære 
Skatter kaldte »Bitten« eller • Hulfen«, og de svarede ogsaa 
i Begyndelsen til Navnet, men med Tiden tabte Begjeringen 
sin Undselighed, og allerede Sammensætningerne •» No th bitte, 
Befehl-Bitte, Zwang-Bitte, Gewalt-Bitte« forraadte, at Af- 
gifterne vare udpressede 9 ). 

Her i Danmark kjende vi en Forskjel mellem »giaf 
stud« og »laghæ stud«, og i Jordebogen nævnes under Her- 
rederne i Utland »wingift« o: Vennegave. Vore extraordi- 
nære Skatter kaldtes »precariæ« {Gaver e ]j er Laan). I Nav- 
nene »Skud« og -»Stud«, der udledes af at skyde (jfr. Sam- 
menskud og Overskud), og at støtte, ligger ogsaa Ydelsens 
oprindelige Frivillighed (»dona ad mensam regis« osv.). 

75. Quælibet terra pro sui qualitate et morum diver- 
sitate suas ae varias leges håbet. Legem enim — ut Isado- 
ras ait — loco et patriæ eonvenire convenit. 

Disse Ord i et Brev, udstedt af Anders Sunesen og tvende 
svenske Biskopper om særegne gejstlige Skatteforhold paa Gul- 
land (D. Svec. I. 690), fortjene at anføres i Begyndelsen af en 
Undersøgelse om Landets enkelte Skatter. Man bør nemlig 
strax opgive den Tanke at kunne finde Ensartethed i Dan- 
marks ældste Skatteforhold. Grunden hertil er dels de en- 
kelte Landsdeles afsondrede Beliggenhed og Skatternes Op- 
rindelse ved frivillige Kontrakter med Beboerne, dels For- 
skelligheden i Landenes Produktion, Noget, der har særlig 
Betydning i en Tid, da Skatterne svaredes hovedsageligt i 



*) Jfr. Jørgensen, Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen 43. 
% ) Hailmano, Stådtevesen II. 112. 



Hvert Herred kar sine Skatter. 



151 



Varer. Et ret levende Billede af, hvorledes Skatteforholdene 
vare forstjellige i hver Egn, og hvorledes man overalt bad 
sine egne Produkter og hvad man havde lettest ved at skaffe 
tilveje, frembyder en Liste over Skatteforholdene paa Island 
i det 17de Aarhundrede, som er trykt hos Arent Berntsen 
(I. 325), Da Island paa den Tid vel endnu i Skatteforhold 
kunde sættes lig med Danmark i det 13de Aarh., og da 
lasten i sin Helhed har stor Lighed med Jordebogens Ho- 
vedfortegnelse , optrykker jeg den her. 

Fortegnelse paa Islands Sysle oc Hafner 1 ), hosføyed koogl. Mayts. 
aarltg visse Indkomst. 
Norder Syssel. 

Af Sysled glffvls 12 Wader Wadmel. IseQords Syssel 60 RUd. 

1 Hæst 
foraden hvis gløris Regensk. for. Strande 



Ostflords 
Skageflords - 

Hnnnewads - 



Dale 

Barde Strands 
Øfjords 



69 Rlxd. 

14 Wader W. 

120 Par Hoser. 

1 Prj Mand. 

62 Rd. 

28 Wader Wadm. 

oe Hoser. 

] Frj Mand til Se es. 



Wadmel oe Hoser. 
41 Wader. 
60 Rdlr. 
Penge 50 Rd. 
Smør 3 Wetter. 
Klipplng Sk. 14. 



Sijde 



BorgerQord - 



Borgerfjord 

(Væaten) 

Arne 



Snefelde 
Kiese 
Ranger Welle 



10 Wader W. 
19 Wader. 

1 Høst. 

2 Frj Mænd. 
24 Wad. W. 
26 Rdlr. 

1 Frj Mand. 

28 Rd. 

24 Wader W. 

56 Rdlr. 



80 Rd. 
34 Rd. 
40 Rd. 

1 Hæst 

2 Frj Mænd. 
24 Rd. 



hed 



3 Tlngst. f. Væsten - 

Guldbrlnge 

Af Sysled gløris aarlig Regensk. 

Paa lignende Maade finde vi i Jordebogen Forskjellig- 
i Skatter ikke alene i hver Landsdel, men paa flere 



Steder i hvert Herred; saaledes opfares Hallands Herreder 



') Havnene udelades her; der svares af hver af dem 16 Rd. 



152 Nathold og Stod. 

med meget forskjWhge Afgifter. I Frdg. 1283 § 6 hedder 
det ogsaa, at Stud skal redes efter hvert Herreds Brag (ae* 
cundum consuetudinem cojuslibet provinciæ eisolvetur). 

Ved Skatterne gjar en bestemt Hovedsondring sig gjal- 
dende mellem de ordinære Skatter, der opkrævedes aar- 
ligt, saaledes som de én Gang for alle efter gammel Ved- 
tægt paahvilede de enkelte Landsdele, og under Iagttagelse 
af de én Gang tiistaaede Friheder, og de eztraordinære 
Skatter, der kun opkrævedes med LanSets særlige Samtykke, 
men da paahvilede Alle. 

Landets tre ordinære Skatter og Byrder vare Nathold 
(Stud), Innæ og Leding. 

76. Nathold. Den første Konge, som valgtes i et 
Land, hvor tidligere Familierne med deres Overhoved vare 
Samfundets Bestanddele, har næppe havt særlige Indtægter 
som Konge. En af Landets Store er bleven valgt til Her- 
sker og var kun primus in ter pares; at han selv havde 
Midler til at haandhæve en saadan Stilling, var vistnok en 
Forudsætning for, at han blev valgt til Konge, men ikke 
Noget, som tillagdes ham efter Valget. Med Udviklingen af 
Staten fulgte Udviklingen af Kongens Stilling. Der maatte 
gives Kongen, om hvem der havde dannet sig et Hof, og 
som nu stod i Spidsen for en forgrenet Embedsstand, Mid- 
ler til at haandhæve Stillingens Betydning. Man henlagde 
da af Landets Jorder Ejendomme til .Underhold for Kongen og 
hans Hof (Konunglaf, Upsalaøde). Da disse i Tidens Løb 
ikke forsloge dertil, paahvilede det Landets Undersaatter at 
forsyne ham med det Fornødne til hans Underhold, og da 
man i ældre Tider paa Grund af Omsætningsmidlernes ringe 
Mængde vanskeligt kunde skaffe Værdier tilveje, hvorved Kon- 
gen selv kunde berede sit Underhold, og de lange Veje og slette 
Befordringsmidler fremdeles gjorde det vanskeligt at fere Na- 
turalierne til det Sted, hvor de sjailde fortæres, laa det nær- 
mest, at Undersaatterne skiftedes til at være Vært for Kon- 
gen, som da maatte fare om i Landet og gjæste dem. En 



Gjcsteriforpligtelsen i den gejstlige Stat. 153 

saadan Færden gjennem Landene var desuden forneden efter 
de gamle Tiders Anskuelse om Kongernes personlige Be- 
gjering. 

Denne Undersaatternes Forpligtelse kaldtes at yde Gjæ- 
steri eller Nathold (facere procurationem, apparatns 2, 3 
etc. noctium). Vi have om Nathold og Gjæsteri paa Dansk 
en særdeles fortrinlig Afhandling af Jacobsen i Hist« Tidssk. 
lste Bække 2det Bind , men den behandler udelukkende For- 
holdene paa Er. UI.s og Fr. ILs Tid, som vel paa mange 
Steder kunne give god Vejledning til Oplysning om de ældre 
Eders Skik, men dog paa Orund af Afstanden i Tiden maa 
benyttes med Varsomhed. For den mellemliggende Periode 
have vi ingen Behandling, og, hvad værre er, Kilderne ere 
tavse; Nathold forudsættes altid præsteret efter en gammel 
bestemt Skala og urokket Praxis. I Privilegierne, vore æld- 
ste Kilder til Skatternes Historie, omtales Nathold ikke 
specielt; der gives i Beglen Fritagelse for Innæ, Stud og 
Leding og for al kgl. Skat og Krav (»ab omni exactione 
et servitio nostro«, »ceteris servitiis et oneribus juri regio 
attinentibu8«). 

Under disse Forhold har jeg derfor troet at burde vælge 
følgende Vej. Det er bekjendt, at Gejstligheden under Bis* 
perne og Ærkebispen som Overhoved havde uddannet sig til 
en Magt indenfor de enkelte Rigers Omraade med de verds- 
lige Stateforhold til Mønster for sin Bygning. Den verdslige 
Stat med Lensforhold, Embedsforhold og Skatteforhold gjen- 
fiodes i den gejstlige. Som Kongen skulde underholdes af 
sine Undersaatter, saaledes skulde Bispen det af sine, og vi 
træffe i den gejstlige Begjering en lignende Forpligtelse til 
at være Vært for Kirkens øverste Hersker. Da vi nu hel- 
digvis have langt fuldstændigere Oplysninger om den gejst- 
lige Pligt end om den verdslige, kunne vi benytte hin til 
Foretaaelse af denne. 

Bisperne kunde fordre Gjæsteri dels af Sognebeboerne, 
dels af P r æ s t e r n e. Sognebeboerne vare i Følge den S k aa n- 



154 Mathold og Stod. 

ske og Sjæll. Kirkelov pligtige til at •holde« Bispen i tre 
Nætter, naar han kom til Kirkeindvielse, hvilken Cæremoni 
hyppigt fandt Sted, da den efter kanonisk Ket udkrævedes 
ikke alene, naar Kirken byggedes eller ombyggedes, menogsaa 
naar den blev krænket 1 ). Om de svenske Bønders Forplig- 
telse hedder det i Uplandslagen Kirkiubalk 4 : Nu thurw bendær 
kirkiu wighiæ lata, tha aghu ther biskupi buth fa. biskoper 
a ther kumæ ok kirkiu wighiæ . . biskupær a thæm stæmp- 
nudagb fore leggiæ, nær han komæ will. bendær skulu gen- 
giærth gen hanum giøræ ællr tolff markær, hwat bendær hældær 
wiliæ, æn bendær æra flæri i sokn æn thrætighi, æru ther fen, 
æn thrætighi tha giwin the attæ markær. Banderne sknlde 
holde Bispen, give ham Gengærd, men de kunde vælge i 
Stedet for at give ham 12 # eller S % efter Bøndernes An- 
tal; en Afløsning var altsaa mulig, og den rettede sig efter 
Sognenes Størrelse. Paa Bispens Yisitatser var det derimod 
kun Præsterne og Kirkerne, der skulde udrede hans 
Underhold. Bispen skulde visitere »non cum canibus et 
avibus venatici8 nec cum fastu notabili et superfluo et no- 
tabili apparat u t cum utili et honesta societate et moderato 
evectionum numero, ita quod ecclesiæ non gra ventur« (Ser. 
VIL 129). I dette Citat finde vi allerede en Antydning af, 
at Visitatser fandt Sted i stort Følgeskab med verdslige og 
gejstlige Herrer. I Skaanske og Sjællandske Kirkelov næv- 
nes kun Kapellanen og Bursvenden (den Første skulde Bøn- 
derne give V« Mark og den Sidste 1 øre) som Bispens Led- 
sagere, men med Bispens Magt voxede hans Embedsmænds 
og deres Undergivnes Tal, saa at der opstod et helt Hof 
omkring ham. Naar han da drog om, sluttede Riddere og 
Svende sig til ham, og Høflighed bød at beværte dem. 
Kunde Bispen det ikke, faldt Byrden herved paa Kirkerne 
og Præsterne 9 ). Gjæstehold blev saaledes en yderst byrde- 

') Kong Kristoffers Fordg. g 21: Episcopus tenetur habere pro conse- 

cratione ecclesie procurationem 2 noctium et ti marcås den ar. 
*) Dipl. Svec. 1. 560. II. 219. 111. 535: quamvis ipsi cum ad tfsitacl- 



Gjasteriforpllgtelsen I den gejstlige Stat. 155 

fold Pligt, især paa Grund af sin Ubestemthed, og der her- 
tes rundt om Klager derover. Vel udgik der pavelige Befa- 
linger, hvorved Gjæsteriet begrænsedes med Hensyn til Ud- 
strækning i Tid, Hestes og Vognes Antal osv., men da der, 
som sagt, sluttede sig til Felget et stort Antal Verdslige 
især Adelige, hvem Præsterne og Kirken frivilligen eller ufri- 
villigen ipaatte skaffe Underhold, forslog Hjælpen ikke. Han 
ønskede derfor Forpligtelsen forandret til en fast Afgift, og 
Gjæsteriet overgik snart med, snart uden Pavens Samtykke 
til en fast Pengeafgift •cathedraticum«. I Aarhus Stift var 
det allerede fra gammel Tid Skik, at Bisperne visiterede 
paa egen Kost, imod at hver Sognepræst betalte 3 ører til 
Bispestolen 1 ). Paa et Made i Skenninge blev der for Sver- 
rigs Vedkommende fastsat særlige Hegler om Afløsningen i 
de forskjellige Bispedommer. Foruden at Nætternes Tal 
blev formindsket, fik Præsten Valget imellem f. Ex. at holde 
Bispen tre Nætter eller at betale l 1 /« ^ Selv, holde ham 
to Nætter eller betale 1 % Selv. Valgtes Nathold, skulde 
Bispen kun tprocurare cum 20 equitaturis«. Paa de sven- 
ske Øer maatte Bispen ikke komme hvert Aar, paa Gulland 
f. £i. kun hvert 3die Aar, og da visitere kun den halve 
0; paa øland kun hvert 3die Aar, men da »cathedrati- 
oum« indførtes, svaredes den hvert Aar 9 ). 



ones ipsas descendunt evectionum numero Lateranensis CodbUM slot 
contenti, tamen militea et armlgeri hovales nuncupati ad eoa in 
magna multitudine confluunt, quos de premlssa consuetudine non 
possunt sine gravi aoandalo evitare, sicque flt, quod eveotionam 
ipsarum excrescentibus et multiplicatis propterea n umeris, et cls- 
dem Arcbiepiscopo et suffraganeis nequeuntibus ipsis militibus et 
armigerls de propriis facultatibus providere . . Ecclesie et per- 
sone ecciesiatlce visltate gravantur. IV. 48: tot et tanti nobiles con* 
fluunt et sequuntur ipsum dominum Eplscopum in vlsitationlbtis 
suis, quod ecclesie non possunt commode supportare, ymo roultum 
depauperantur. 

å ) Huitfeldt. I. 698. 

') Dl pi. Svec. I. 330, 690, 732. 



1 56 Nathold og Stod. 

77. Det vil formentlig være til god Vejledning at have 
skaffet os denne Oversigt over« hvad Gjæsteri var i den 
gejstlige Stat, thi om det til Kongen ydede Nathold have 
vi saa godt som ingen Kilder at ty til uden Jordebogen. 
I dennes Hovedstykke nævnes ved et stort Antal Herredør 
Nathold, og nær til dette Stykke slutter sig den saakaldte 
Natholdsliste o: en Fortegnelse over de Varer, der skulde 
ydes i Nathold for to Nætter. Det bliver da nødvendigt at 
klare sig Betydningen af disse Optegnelser* 

Jordebogens Hovedstykke bestaar af meget forskjellige 
Ting. I en Ramme, som dannes af Landets Sysler og Her- 
reder, er der indsat et dobbelt Indhold, for det Første Af- 
gifter eller Skatter, som paahvilede disse Herreder, eg 
dernæst Navne paa Jordegods i dem med tilfejet Oplysning 
om dettes Størrelse. Hertil kommer paa enkelte Punkter 
Angivelser vedrørende Hafhæinddelingen , Indtægter af By- 
erne, enkelte Jordejendommes Grænser osv. Uagtet Listen 
gaaledes fear et særdeles forvirret Udseende , kan man dog i 
J^eglen let udskille de enkelte Dele. Vi skulle foreløbigt 
holde os til de i Stykket angivne Skatter af Herrederne. 

Skatten anføres først i hvert Henred og lader sig let 
udsondre fra det andet Indhold, men et stort Antal Herre- 
der ere blanke for saadanne Angivelser; af c. 200 findes ved 
henimod et halvt Hundrede ikke opgivet nogen Indtægt. 
Paa den anden Side er der, med en enkelt Undtagelse, hel- 
ler ikke paa noget Sted angivet mere end én Indtægt af et 
Herred. Vi se nu foreløbigt bort fra Lakunerne, som jeg 
deal søge at forklare i det Følgende. Først og fremmest 
gjælder det om at udfinde, hvilken denne ene Skat er, som 
Jordebogen opfører for hele Landet. Til dette Øjemed væl- 
ger jeg at begynde med det sidste Land i Hovedstykket, 
Hal land. Skattefortegnelsen lyder her saaledes: 

Høxhæret. Seruicium 4 noctium, quarum quelihct redimttor pro 

15 fC argenti. 
Thundrø8hæret. 40 # arg. 



Skattefortegnelsen I Jordebogens Hovedstykke. 157 

Halautathbsret Seruiclum 3 noctlum uel 60 fC arg. 
Arsstatbbsret. Seruiclum 3 noctlum uel 60 fC arg. 
Fartbusæbsret. Seruiclum 4 noctlum uel 60 # arg. preter alla. 
Hæneflæ. 80 fC arg. 

Wiskærdal. 40 fC arg. 

tyar«. 80 # arg. 

For Hallands 8 Herreder anføres som en parallel 
Ydelse enten Gjæsteri i et vist Antal Nætter eller en Sum 
Penge; ved 4 af Herrederne begge Dele med et »uel« imellem,, 
hvad der i Følge Angivelsen fra det første Herred skal be- 
tyde, at enten skulde Gjæsteriet ydes in natura eller en Af- 
løsningssum gives. I 4 af Herrederne synes en Afløsnings- 
sum én Oang for alle vedtaget; der gaves ikke længere 
Ydelser af Naturalier. Listens Betydning kan derfor vist 
ikke misforstaas; det er en Fortegnelse over Kongens Gjæ- 
steri i Halland samt for hvilken Sum det var afløst eller 
kunde blive det. — Gaa vi videre, til Skaane, finde vi, at 
Angivelserne have samme Udseende. 

Asbobsret syndra. ] 

Byoabyargbæret. 1 Seruiclum 6 noctlum vel ISO fC arg. 

Lyuthgudbæret. j 

OtbebQshæret. 12 $ purl. 

Dapræbæret. Seruiclum 4 noctlum uel 40 fC. 

farsbaret Seruiclum 4 noctlum uel 50 £'. 

Btrabaret 

Btrtbakarshæret [seruiclum 4 noctlum uel 80 fC. 

Thornæhæret. 



Seruiclum 2 noctlum. 
Skøxhæret 12 # argentl preter scanør. 

Wamundhøgbæret 60 fH argentl. 
LyugDasbæret. 

Hsruæstatbæret. Seruiclum 2 noctlum uel 30 #. 
InglUtathareL Seruiclum 4 noctlum uel 40 £. 

Urissstathæret. Seruiclum 4 uoctlum uel 80 # de exaeUone. 
albobaret. 40 $ arg. 

Watlandstaaret. 40 jC arg. 
Usræharetcumwæ.70 $ arg. 

Gytbingharet. Seruiflum 4 noctium uel 60 fH arg. preter alla mult* 

i. 100 fC den. 70 peeora et 7 $ mellis. 



156 Nathold og Stad. 

Asbohsret nørræ. Sera l ci am 4 uocliam nel 40 £f. 

Blærfhæret. 12 f an none et 70 £ den. 102 porci ad estimacionem 

30 fC arg. preterea superadduntur porcia quandoqae 8 fC quando- 

que 9. modo ualet 80 fC puri et 100 porcos. 

Herrederne ere forpligtede til at holde Kongen, roen de 
kunde løskjøbe sig ved en Sum Penge eller Salv; i enkelte 
Herreder er Natholdet én Gang for alle aflast, eller Herredet 
rar bortforlenet (som Jarlæzstath.), og Lensmanden gav en 
bestemt Afgift. Det bliver for vidtløftigt her at trykke den 
hele Liste op, og jeg maa derfor ved den øvrige Del henvise 
til Jordebogen. I Forholdene i Sjælland er der ikke nogen 
Forandring, men — medens vi hidtil kun have truffet paa 
én Lakune (Lyugnæshæret), blive disse nu mange. Fy en 
har én Lakune (Byærghæret), men de andre Herreder op- 
føres med Nathold eller en Pengeafgift. I Vendsyssel og 
Thy er Forholdet det samme, og her findes intet Hul. — 

Syd for Fjorden taber man imidlertid Traaden. De 
fleste Herreder opføres med Afgifter i Penge, enkelte Gange 
i Korn (6 Gange nævnes en Afgift for Leding, hvorom senere) 
men mange staa blanke. I Sønderjylland følge derpaa An- 
givelser i Penge (som Undtagelse Korn og Honning) og her 
ere to Lakuner (Nyhæret og Syndrægøshæret). Jeg erkjender, 
som sagt, at man i Mellem -Jylland taber Oversigten. Saafremt 
Jyllandslistens første Dele (Thy og Vendsyssel) og de andre 
Lister for Fyen, Sjælland, Skaane og Halland ikke afgav den 
fortrinligste Vejledning, kunde man fristes til at anse hele For- 
tegnelsen for et Virvar og mismodig opgive at finde en 
Løsning. Heldigvis findes midt i Jylland én Angivelse, som 
leder ind paa samme Vej til Forstaaelse, som de foran om- 
talte Dele af Stykket, — nemlig Indtægten af Samsø. 

78. Forinden jeg omtaler denne, maa jeg imidlertid berøre 
en anden Liste i Jordebogen: Natholdslisten, som findes som 
Nr. 4 i Kækken efter Hovedstykket, Konungleflisten og ølisten. 
Den begynder saaledes: Procuratio hiemalis domini regis est 
de duabus noctibus o : I Vintergjæsteri oppebærer Kongen for 



Natholdslisten. 159 

to Nætter ; og herpaa følger, hvilke Naturalier Kongen er beret- 
tiget til at fordre præsteret (Se Listen S. 160.) Naar Prof. Pal.— 
Muller nu bemærker (S. 195), at Stykket efter denne Overskrift 
ikke kan antages at gjælde som almindelig Regel for Kongens 
Gjæsteri, da der i Hovedstykket findes mange Herreder med 
en anden Varighed for servicium og der kun ved Danevirke 
geres Forskjel paa Sommer- og Vintergjæsteri, da er dette for 
saavidt ganske rigtigt; men Listen lover heller ikke 
mere, den angiver i sin Titel udtrykkeligt sit Indhold: en 
Fortegnelse over, hvad Kongen kan forlange i Vintergjæsteri 
for 2 Nætter. P.— M. bemærker fremdeles, at det ikke er 
antageligt, at der har bestaaet. et almindeligt Paabud om at 
præstere netop disse mange Species ; der var f. Ex. mange Egne 
i Riget, hvor Almuen kunde levere Fisk og Brænde nok, saa 
at den ikke behøvede at give Penge til. at kjebe dem for. 
Natholdslisten gjælder derfor sandsynligvis kun for en enkelt 
Egn, eller nogle Egne, ikke for hele Riget. Heri kan jeg 
for saa vidt være enig, at jeg netop paastaar, at der saa 
godt som for hver Egn og hvert Herred gjaldt særegne Skatte- 
forhold 1 ), men med Hensyn til den givne Grund skal jeg dog 
bemærke, at detw saare vanskeligt at angive, hvorledes en 
enkelt bestemt Afgift er opstaaet og har faaet sit Navn, og 
at den lille, meget karakteristiske Afgift i Natholdslisten »ad 
pisces emendos« gjenfindes i Hovedstykket under Samsø 
(2 % ad pisces), og i Halland (3 f. ad emendos pisces). I 
disse Egne maatte det dog være en let Sag at tilvejebringe 
Fisk. I Jordebøger fra det 16de og 17de Aarhundrede 



') Reuterdahl udtaler sig i sin Kirkehistorie (II. 2. 210) endog saaledet: 
AU i ett sådant land som Swerlge under 13de och Ude firhaodraderna 
omtala skatter 1 detta ords nuwarande mening kan leke f5rs6kas. I 
riket hade ånnu landskaperoe, och 1 landskaperna håraderna och 1 
håraderna bonderna på deras gårdar alltfår stor sjeifståndlghet, att 
ftåga skulle kunna uppstå om något reglerudt skattewåsen fdr hela 
riket. 



160 



Nathold og Stod. 



HOBDiDg. 

Havre, 

Mel og lorn. 



Malt. 
Pors 
Sallede Svine- 

kroppe. 
Levende Svin. 
Oxer. 

Faax. 

Oste. 
Smør. 



Natholds 
Listen. 



Samsø. 



Høns. 

Gæs. 

Peber og Kommen. 
Salt. 
Sild 

Stokfisk. 

Til at kjøbe Fisk 
for. 



Fyæræ 

hvert 3die 

Aar. 



Hsnøflæ 

hvert 3die 

Aar. 



Wiskær- 

dal 

hvert 3die 

Aar. 



V« Fother 


2 Fother. 


eller 




5 Pund. 




6 Mark 




(ad pabu- 




lum.) 




1 Mark 


5 Mark 


Rugmel. 


Hvede. 


1 Mark 


3 Mark 


Hvedemel. 


Byg. 


V« Mark 




Bygmel. 




3 Mark. 


10 Mark. 


1 Mark. 




26 




14 


180 


16 saltede 


40 


Oxekroppe 


• 


26 saltede 


180 


Faarekr. 




360 


800 


14 Ask. 


•quantum 




pertinet 




ad dictos 




caseos.« 


360 


200 


180 


100 


2 Pund. 




1 Pund. 




8 Mees. 


16 Mees. 


360 


800 


2 Mark 


2 Mark, 


Sølv. 





12 Mark. 



18 Mark. 



4 Mark 
Korn. 



4 Mark. 

24 Skinker 

(pernæ). 

24 

20 

60 

1 Pund. 
1 Pund. 



12 Mark. 



4 Mark 
Korn. 



4 Mark. 

24 Skinker 

24 
24 

60 



Hvis Kongen kom- 
mer, hver Bonde 1 
Høne eller hver 2 
Bønder 1 Gaas. 



3 Mark 
Sølv. 



3 Mark 
Sølv. 



6 Mark. 



12 Mark. 



2 Mark 
Korn. 



2 Mark. 
12 Skinker 

11 
10 

30 



? 

? 



og lige til Nutiden findes Hundreder af den Slags Penge- 
afgifter for afløste Ydelser, hvis Oprindelse ikke kjendes, og 
hvis Navn man ikke kan forklare. 1 ) 



J ) For at finde Listens Hjemstavn kunde man maaske ville benytte Sæt- 
ningen: aska est tolf mund, ved at lægge Mærke til, i hvilke Egne 
Tolvmandsasken senere var i Brug. Men disse Ord skulle forstaas i 
Overensstemmelse med Listens Titel. Angivelsen er efter Tolvmands- 
asken ; bruges der i vedkommende Egn et andet Maal, maa Forhol- 
det converteres. 



Jordebogens Ballandsllste. 161 

Paa foranstaaende Side har jeg anfert de Species, som 
nævnes i Natholdslisten, og ved Siden af Afgiften af Samsø. 
Naar undtages, at der mangler Afgiften af auena ad pabulum, 
piper et cy minus, samt porci salsi, hvorimod et meget stort 
Tal porci vivi, findes netop de samme Species i begge Lister, 
ja endog den besynderlige Afgift »ad pisces emendos« og endog 
med samme Beløb; det er da maaske ikke for dristigt at 
paastaa, at Samsøafgiften er en Natholdsafgifl eller en Afgift 
i Stedet for Nathold. 

Det maa saaledes antages at være bragt til en høi Grad 
af Sandsynlighed, at vi i Jordebogens Hovedstykke have en 
Fortegnelse over, hvad Kongen havde til Indtægt i 
Nathold eller i Afgifter, som traadte i Stedet 
derfor. 

79. Dette Resultat fastholder jeg i Henhold til de oven- 

, anførte Grunde. Vi komme imidlertid ved Betragtning af et 

endnu ikke omtalt Stykke af Jordebogen til nærmere For- 

staaelse af Natholdsafgiften og saaledes af Hovedstykket. 

Dette Stykke er den saakaldte •Hallandsliste«. 

I denne opføres udtømmende, hvad Kongen havde i Ind- 
tægter af de forskjellige Herreder i Halland. Foruden en 
Pengeafgift, der opføres som »summa provinciæ«, svaredes 
der en Afgift i Naturalier af samtlige Herreder. 

I de 5 Herreder opføres saaledes: 



Wintærstudh. 




Warstudh. 


Farthusæhæret. 


5 marcas ordei. 


7 marcas auene. 




28 - 


auene. 


13 pondera butiri. 

14 - casel. 
13 marcas den. 


Arestathæret. 


10 - 


ordei 


7 - auene. 




25 - 


auene 


26 mensurata pondera 




Ib - 


den. 


butiri. 


Halmstathhæret. 


13 - 


auene 


5 marcas auene. 


Thundrøsæbæret. 


24 - 


aueue 


8 - auene. 


Hdxhæret. 


25 - 




9 - 



De parallele Afgifter hertil maa i de 3 andre Herreder være : 

Pyæræ. Prouincia generaliter in duobas annis soluit 25 marcas annone, 

11 



162 Nathold og Stod. 

4 marcas mellis, 20 boues, 13 oras argentl. Id tercio *ero etc. se 

Listen S. 160. 
Wiskærdal. lu duobus annis separatim debet 10 boues, 2 marcas mellis, 

12 marcas auene, 20 solidos argenti. De incolis in tercio anno etc. 

se Listen S. 160. 
Hendflæ. In duobus annis debet domino Regi annuatim 24 marcas 

auene, 4 marcas mellis, 38 mensurata pondera butiri et casei cum 

18 orls argenti. In anno tercio etc. se Listen S. 160. 

Denne Afgift svarer som sagt til den Skat, der i de 
andre Herreder kaldes Vaar- og Vinterstud, og man er 
vel derfor berettiget til ogsaa at antage den ved disse Her- 
reder anførte Afgift for Stud. Denne Skat forandrer sig 
imidlertid i det tredie Aar; Angivelsen for dette er foran 
oversprunget, i det den findes i Bubra 3—5 i Listen S. 160. Mau 
• vil her møde saa godt som alle de anførte Species; Fors, 
Feber og Salt, Sild og Stokfisk mangle, men den mærkelige 
Afgift »ad pisces emendos« findes. Dog maa bemærkes, at 
Listen først bliver fuldstændig, naar Kongen selv kommer 
i Landet, i det først da denne Afgift og Afgiften af 
Gæs og Høns forekomme. (Hermed kan i øvrigt jevnføres 
Frdg. 1282 § 8: Bondones non debent compelli ad dandum 
anseres vel pullos aut talia dona ad mensam regis, exceptis 
his, qui consueverunt tempore regis Waldemari.) Fælles karak- 
teristisk for alle Bestemmelser er derhos et vist arithmetisk 
Forhold mellem Antallet af Viktualiestykker i hvert Species. 
I alle Listerne svares der dobbelt saa mange Høns som Gæs, 
i Fyæræ og Wiskærdal 3 Gange saa mange Faar som Oxer 
(i Henøfle kun 2 1 /« Gange saa mange). Indenfor to af de 
hallandske Herreder er Antallet af »porci« lig Antallet af »pernæ« 
og i dem alle den ydede Vægt af Korn lig Vægten af Malt. 

Men Hovedresultatet er, at det ses, at »Stud« er en 
Bestanddel af Nathold, og at der i Skatten følges 
en saadan Turnus, at den hvert tredie Aar bliver 
tilen fuldstændig Gjæsteripræstation, som navnlig 
afsluttes, naar Kongen er personlig tilstede. 

Dette Besultat bliver støttet ved en Angivelse fra en 
langt senere Tid. Denne er fra Bornholm, der jo havde fælles 



Studting paa Bornholm. 163 

Bet og oprindelig fælles Landsting med Skaane-Halland- 
Blekingen, og som ved sin afsondrede Beliggenhed bevarede 
mange ældre Forhold, ogsaa Skatteforhold til sene Tider. 
I Følge de i Rentekammerarkivet bevarede Jordebeger og 
Regnskaber fra Hammershus Slot — af Regnskabet af 1599 
er et Uddrag trykt i Hubertz's Aktstykker til Bornholms 
Historie S. 532 — maatte Beboerne præstere S tud tin g, 
der var fordelt paa Sognene, og hvis nærmere Indhold i øvrigt 
ikke angives, men sikkert var en Natholdsafgift af bestemt 
Størrelse, jfr. et Kongebrev 1562: beclager wore wndersotte 
wdj Rodne, att the met wseduanlige gesterij besueris, som 
er Stauting (Studthing) ydermere en afFgamell tid seduan- 
ligt weritt haffuer (Hubertz S. 282), og af de utrykte Regn- 
skaber: Hasle holder om Aaret 1 Nats Gjæsteri med 6 Heste 
eller tinger derfor. Renne holder 1 Stuething 2 Nætter om 
Aaret eller tinger derfor. 

Skatten angives saaledes: ethvert af Sognene skulde 
holde 2 Skiverting (Klemensker dog 3) eller tinge derfor, 
det er, give en Afløsningsafgift; men hvis de holdt sex af 
Lensmandens Heste og Karle, gav de Intet. Dernæst skulde 
hvert Sogn holde et Studting eller give en Afløsnings- 
afgift, dog paahvilede denne Pligt dem ikke netop hvert Aar; 
i enkelte Aar vare de fri, og de vare altfd fri, naar de 
holdt Lensmanden. 

I nedenstaaende Række vil ses, hvorledes den nævnte 
Turnus stillede sig i de forskjellige Sogne. 

1- Aar. 2. Aar. 3. Aar. 4. Aar. 5. Aar. t>. Aar. 
Bodilsker 

St. 



Intet. 



Øslcr-Larsker 


St. 


st. 


St. 


St. 


St. 


Klemensker 












Øster-Mariæ 










• 


Veater-Mariæ 


> St. 


St. 


Intet. 


St. 


St. 


Aaker 












Olsker 












Knudsker 












Nyker 


> St. 


Intet. 


St. 


Intet. 


St. 


Poulsker 










Hulsker . 


j 








U* 



Intet. 



164 Nathold og Stud. 

1. Aar. 2. Aar. 3. Aar. 4* Aar. 5. Aar. 6. Aar. 
Roker . \ 

Ibsker I 

Pedersker • St Intet " ,nlct ' St ,ntcU Intet 

Ny-Larsker. 

Ogsaa af disse bornholmske Forhold turde det fremgaa, 
at Tdelsen »Stud« er en Gjæsteripræstation, som paahviler 
Bønderne efter en vis Turnus og bortfalder, naardet 
egentlige Nathold git-es; den lader sig derhos afløse 
ved en Pengesum. 

80. Fremgaar det saaledes af det Faaviste, at kun i enkelte 
Aar samtlige Natholds-Species præsteredes, bliver det et 
naturligt Spørgsmaal, om det da i de følgende Tider — da 
Stud var gaaet af Brug, — var en Regel, at Nathold ikke 
burde præsteres hvert Aar. 

Herom findes virkeligt en Antydning i de Forhandlinger 
som Kong Fr. I havde med Rigsraadet 1526. Lensmændene, 
hvem det da paahvilede at holde Kongens Nattelejer, havde 
tilbudt at give 100'^ Sølv for hvert Nathold, men Kongen 
erklærede, at han paa ingen Maade kunde holde sig 1 Nat 
med 100 $•. Derimod vilde han indvillige i at holde sig 
selv mod en Afløsningssum af 200 $*. „Och om mand willde 
siige, at mand ikke tha willde holde vdhen huerdt 
tredie aar, som seduandt haffuer werrett, tha om 
mand icke will giørre oss nogen Hiellp eller trost at ophollde 
wor konningeliigstadt mett (thy at wij icke formercke vdj 
thesse swar noghen andhen deell, ther wij skulle haffue wor 
wndherhollding aff, udhen aff samme netthersholld), tha mwe 
wij thet saa lade bliiffue vdj syne made, medhen thet 100 
marck natsholld kunde wij ingenledes oppe holde oss mett.« 
Hertil svarer nu Baadet, »at nar kon: Hans, huess siell gud 
nåde, drog igemmen landet, at setthe rettherting huer 
tredie, huer fierde, eller styndom huer fempteaar, 
huo som tha gaff for nathold penninge, tha gaff han icke 
wden 100 ^ eller och myndre, som manghen mand wden 



Nathold præsteres hrert 3die Aar. 165 

Baadet wel vittherligt er. Och haffue Danmarcks Baadt du 
samtyckett hans N: synderliigh till williigh 100 # huert aar 
wdj hans nadhes liiffs tiidt, huadt heller hans nåde dragher 
hiid indh i landett eller ey, huilken tyngghe alldriig tiillforne 
werret haffuer, och hobtis Dan: Baadt tiill, at saadan theris 
welluilliighedt skulle werre h. N. tacknemmeliigen, och ther 
som hans Nåde icke nages ther mett, tha siige Dan: Baadt, 
at the wille heller gerne hollde h. N. som the giorde wdj 
Kon: Hanss tiidt 1 ). 4 ' Det fremgaar klart af disse Ord, at det 
i tidligere Dage, under Kong Hans, ikke paahvilede Landet 
at holde Kongen hvert Aar. Baadet sætter Kong Hans's 
Omrejsen for at holde Bettorting til hvert 3die, 4de, 5te Aar, 
og Kongen indrømmer, at det kun fandt Sted hvert 3die Aar 9 ). 
I Tiden efter Kong Hans's Begjering vare Natholdene blevne 
ydede hyppigere, hvorfor Baadet vilde indvillige i nu at give 
Kongen 100 ^ aarlig i Aflåsning, hvad enten han drog om 
eller ikke; men fandt han sig ikke tilfreds dermed, maatte 
de ønske at holde ham som paa Kong Hans's Tid. 

81. I de ældre Love og i Privilegierne findes som sagt 
Gjæsteri kun sjældent omtalt; dette lader sig let forklare, 
naar det allerede er indbefattet i en anden Afgift »Stud«, 
der nævnes overalt. I Skaanske Lov IV. 11. hedder det: fore 
husætoft skal man læthing, innæ ok stuth rethæ, og disse 
Ord oversættes af And. Sunesøn IV. 10 saaledes: Batione 
fundorum ueluti digniorum non adjacentium prediorum, que 
fundis uelud membra capitibus obsecuntur, pensiones redduntur 
et que debentur procurationi regie persoluuntur et in quibus- 
dam locis que requirit expeditionis necessitas assignantur«. 
Rosenvinge siger rigtignok i sin Udgave af Faraphrasen ved 



! ) Nye D. Mag. V. 103, 115, 207. 

*) Jacobsen siger S 24, at almindeligt har delte i alt Fald ikke varet, 
og henviser til lireve fra Kristian 11. s Tid De ovenanførte Ord ere 
imidlertid Ikke til at misforslaa, og der er ingen Uenighed derom 
mellem Parterne. Tiden, der sigtes til, er jo ogsaa Kong Hans's 
hegjering 



166 Nathold og Stad. 

dette Lovsted, at »pensiones« skal være Oversættelse af Stud; 
man maatte da antage Innæ betegnet ved procnratio, hvilket 
sidste Ord altid betyder Gjæsteri, men denne Betydning kan 
Innæ, hvor forskjelligt man end fortolker det (se næste Ka- 
pitel), ikke have, medens det ofte betyder en Afgift (pensio)- 
Det bliver saaledes kan muligt at antage Stad oversat ved 
procuratio. At denne Forstaaelse ogsaa. har været ældre For- 
tolkeres, derom haves Vidnesbyrd i det gamle Haandskrift af 
And. Sunesøn i Aroemagn. Samlg. Nr. 37. 4to fra Slutningen 
af det 13de Aarhundrede. Her findes med en noget nyere 
Haand skrevet over »procuratio« »stwd«, og »vt ledingh« 
over »expeditionis necessitas«. Haanden saavel som Skrive- 
maaden tyde paa det 14de Aarhundrede. 

Rosenvinge udtaler paa samme Sted, at •Stud« ikke 
kan være »ensbetydende med Gjæsteri«, efterdi nyere Frdngr. 
sætte en bestemt Dag for Udredelsen af denne Skat, og det 
vel næppe kan antages, at Kongen var pligtig til at nyde 
Gjæsteriet til en bestemt Tid. Min Faastand er jo imidlertid 
ingenlunde, at Nathold falder sammen med Stud, og man 
maa dernæst erindre, at Forordningerne tænke nærmest paa 
en Afgift i Korn. Hdftg. 1282 nævner kun Stutbæk om. 
Man maa i en anden Henseende forstaa Forordningerne med 
betydelig Indskrænkning, thi efter det Tidspunkt, som sættes 
for Udredelsen (30 Nov.), kunne Lovbudene kun angaa Vinter- 
studen. Jeg skal endelig tilfeje, at en Autoritet som Prof. 
Schlyter i Glossariet til sin Udgave af Skaanelagen forklarer 
Stud som en Gjæsteripræstation og sammenstiller den med de 
svenske Loves Gengærth. 

82. Om Stud og Nathold skulle vi endnu særligt udhæve 
følgende Punkter. 

Stud. 1. Stud betyder oprindeligt Bidrag og vistnok 
frivilligt Bidrag. 1 det 13de Aarhundrede er imidlertid al 
Karakter af Frivillighed forsvunden. I J. L. II. 22 og Frdg. 
1283 § 4 kaldes Frændernes Bidrag til Boden for Manddrab 
Stuth, og dog kunde den indfordres hos dem og Namsdom 



Stod. 167 

tages. Sk. L. XIV. 2—4 omtaler »brænnæstutht, en tvungen 
Afgift til den Brandlidte; Tingmændene kunde dømme Ved- 
kommende til at udrede den. — Den Stud, som svaredes til 
Kongen, var en Skat som skulde erlægges og kunde inddri- 
ves jfr. Eriks Sj. L. III. 63 (VI. 22): Foræ konungs laghæ 
stutb scal umbutzmann liusæ fymt foræ thet han takær thet oc 
sithæn ræt laghdagh, bristær thet tha thet konungs ræt lagh 
stuth ær, tha a han at bøtæ thre mare for; men derimod 
'kunde Kongens Bryde bede om en Gjafstud, som Bonden 
kunde, men ikke var forpligtiget til at betale. 

II. Tdelsen var, som det af mange citerede Steder ei- 
set, af meget forskellig Art: Korn, navnlig Havre (se Hal- 
landslisten og Ser. VII. 41: Selvejerbønderne i Odsherred 
gave i Stud 5 Pd. Havre), Smør og Ost (Hallandslisten) næv- 
nes; endelig var den afløst med Penge. 

III. Med Hensyn til Tiden paa Aaret, da Stud ydedes, 
skjelner Hallandslisten mellem Warstud og Winterstud, i 
Lighed med Sommer- og Vintergjæsteri; om Vinteren sva- 
redes kun Korn. Om dette blev det i Erik Glippings Frdng. 
12S2 § 6 bestemt: quod nostrum stuthækorn in festo sancti 
Andree (30. Novbr.) secundum consuetudinem cujuslibet pro- 
vinde exsolvetur, og Frdng. 1284 § 7 for Sjælland, § 13 for 
Skaane: »Stuth skal huær bonde rethe oppa Sancti Andreas 
dagh«. Efter Frdng. for Barreberred maatte Stud ikke ydes 
senere end Marie Benselsesdag, 2. Februar (quod nostrum stuth 
ultra festum purificationis detinere nullatenus debeatis). 

83. Nathold. I. Gjæsteriets Varighed regnedes efter 
Antallet af de Nætter (Døgn), hvori Kongen opholdt sig paa 
Stedet. Han var berettiget til at blive den sidste Dag til 
Ende, jfr. Ældre Westgøtalag Kirkyu Balk. 2 (Yngre 4): 
Byscupi scal gengyærd geræ twar næter oc til quels hins 
thridia. Antallet af Nætter var forskjelligt i Herrederne, 
hyppigst 3 og 4. Som oftest vare 2 og 3 Herreder sammen 
om at udrede Natholdet, der modtoges paa Kongens Gaard 
i et af disse Herreder. 



168 Nathold og Stud. 

II. Antallet af de Folk, som fulgte Kongen paa Gjæ- 
steri maa have været overordentligt stort. Da der i Følge 
Natholdslisten skulde præsteres for 2 Nætter 360 Oste, 360 
Høns, 360 Stokfisk (180 Gæs) og leveres 100 Fade og 400 
Tallerkener, maa det antages, at Følget har bestaaet ialfald 
af 360 Personer, men maa man ikke af de store Kvantiteter 
af Kjødvarer, som skulle præsteres, slutte, at Tallet paa de 
Ledsagende har været endog dobbelt saa stort 1 )? 

Sportlerne til Kongens Folk udgjorde i Følge Listen: 
Dragerne (por titores) 2 ører Penge. Custos capelle 2 ) 1 øre 

Sølv. 
Marsken 1 % Sølv. Diskesvende og 

Undermarsken l 2 % Sølv. Dugsvende 2 Skilling. 
Overdrosten t % Sølv. Kjerteuddeleren (ille qui distribuit 

candelas) t øre Sølv. 
Underdrosten V« % Selv. Almisseuddeleren 1 Øre Sølv. 
Overskjænken 1 ty. Selv. 
Underskjænken V« $> Sølv. 

Endvidere gaves 1 øre Sølv i Fadeburet, Kjælderen, 
Kjøkkenet og Foderhuset. 

III. Som det til alle Tider har været Skatteborgernes 
ønske at faa de Skatter, der vare enten helt ubestemte 
eller hvortil der kunde knytte sig Bipligter i et ubestemt 
Antal, aflaste, saaledes ses det af Jordebogen, at Nathold 
allerede paa den Tid mange Steder var aftinget. Ved Høx- 



M I Historien om Øm Klosters Oprindelse hedder det o*n Margrete 
Sprænghest : ad uerba consiliatorum suorum in tantum nos grauabat, 
ut cum 1000 equitaturis, preter cursores eorum et pedites et exceptis 
clerlcis et baronibus, qui causa querimonie curiam frequentabant, per 
duas noctes in nostra expensa permansit, unde ab illo die cepit sub- 
staneia rerum nostrarum temporalium decrescereet minutari. Eodem 
anno sepcies hospitatus est aput nos Johannes Kalf Marskalcus domini 
Regis, ad minus- cum 300 equis, ut exploraret, si dictum Episcopum 
Arnfastum posset capere. Ser. V. 267, 270. 

*) Jfr. Waits, Verfassungsgechichte III. 433. 



Kongen gjæster Klostrene. 169 

hæret staar saaledes: seruicium 4 noctium, quarum quelibet 
redimitur pro 15 ^ arge n ti. Af Hanherred og Hunbjærg- 
herred i Thy svaredes i Stedet herfor Korn. Aflåsnings- 
summerne vare ingenlunde ens i Herrederne. 4 Nætters 
Hold i Baræ- Harthakærs- og Thornæherred aflåses med i 
Alt 80 |L Sølv, i Ingilstath. med 40 |, i Asbonerreherred 
med 40 #, i Haxherred med 60 % Salv. Her har Herre- 
dets Bigdom eller Bandernes Antal været det Bestemmende, 
jfr. det S. 1 54 citerede Bud af Uplandslagen, hvor Aflåsnin- 
gen for Bispeholdet retter sig efter Antallet af Beboerne. 

IV. Stedet. Sædvanligen opholdt Kongen sig paa sin 
Gaard i Herredet, saafremt han ejede en saadan, og lod 
Præstationerne bringe til denne (jfr. herom det Felgende). 
Det forudsættes jo saaledes i And. Sunesan IX. 8, at Kon- 
gen kunde være til Stede i Brydens Gaard , hvorved da Bryden 
blev særlig beskyttet. Dernæst har Kongen hyppigt taget 
ind i Klostrene. Disse vare fra de farste Tider Tilflugtsste- 
der og Hospitier for den Bejsende. Paa Grund af de er- 
holdte store Benaadninger og den Beskyttelse, hvortil disse 
kun med aandelige Vaaben udrustede Stiftelser trængte, 
nægtede de sjældent at modtage de Mægtige paa deres Rej- 
ser; baade af politiske og religiøse Grunde vare de villige 
til Gjæstfrihed. Kroer fandtes paa Landet kun faa Ste- 
der, og de, der vare, kunde næppe modtage saa for- 
nemme Bejsende. Jeg formener derfor, at Gjæsteriet hos 
Klostrene ikke absolut behaver at opfattes blandt egentlige 
Skatter. Det var en Pligt, der paahvilede disse Stiftelser 
ligesaavel mod Andre som mod Kongen 1 ). Kongerne have 



') åf de benedictinske Klosterregler, der findes i Kodex af Jordebogen, 
hidsættes Følgende: Volumus quoque et matidamus, ut in quolibet 
mouasterio vel prioralu abbas vel prior aut ipsis cessanlibus visita- 
tores, qui pro tempore prefuerint, secundum possibilitatero locorum 
hospitalitatem ordinet ad elemosinas faciendas certo hospitio ad 
recipieudos pauperos et alios hospiles, et minislro idoneo qui eis 
deserviat deputatis. Som Vidnesbyrd om, at Klosterreglerne maatle 



170 Nathold og Stad. 

imidlertid ofte benyttet denne Bet til at gjæste mere end 
tilbørligt og paa en Maade, som forstyrrede Klostrets Fred. 
Jakob Erlandsen klager over, at Kongen med Mænd, Hunde 
og Heste ét Aar har endog 5 Gange gjæstet Tvilum Klo- 
ster, to Gange i selve Klostret og tre Gange ved at lade 
sig bringe Fødemidler udenfor dette. Ligeledes har Kongen 
plaget Klostrene i Odense og Bingsted med megen Gjæsteri 
og fordrevet Munkene fra deres Sove- og Spiseværelser, som 
ban bavde bemægtiget sig for sig og sine Mænd 1 ). I øv- 
rigt troer jeg ikke, at Gjæsteriet altid har været Munkene 
en ukjær Pligt; de Fremmede bragte Liv og Nyheder til 
Klostret og have givet Munkene Anledning til ikke at over- 
holde Beglerne altfor strængt. Forbudene mod ulovlig Gjæst- 
ning i Klostrene 2 ) rettes derfor ogsaa stundom mod Munkene 
selv. Erik Menved truer saaledes 1315 Prioren og Munkene 
i Odense, at de ville miste alle deres Friheder, om de vove 
at modtage nogen Gjæst, hans Hunde eller hans Heste 9 ). 

V. Om Forpligtelsen til at age Fadeburet se under 
Innæ. 

VI. Gjæsteri af Kongens Embedsmænd. Kongen kunde 
naturligvis ikke altid selv drage om og nyde Natholdet, 
og i hans Sted rejste da Dronningen eller Prinserne eller 
de højere Embedsmænd. Foruden at Embedsmændene saa- 
ledes oppebar Gjæsteriet paa Kongens Vegne, fordrede disse 
imidlertid vist ofte Gjæsteri til sig selv. — Det vil ved Be- 
tragtningen over Kongedømmets og Kongens Ejendomme 



lempe sig efter Trangen til Beskyttelse, kan af de samme Regler 
anføres, at medens det aldeles forbydes Kvinder at komme i Klo- 
strene, findes dog undtagne: nobiles, qul patronæ sont monasteiii, 
quibas sine gravi scandalo non possit introitas denegari. 

*) Ser. V. 593. 

*) Kristoffers Haandfæstning 1320. art 9: non grayentur claustra per 
equos et canes pasceodos. 

•) Pontoppidan, Ann. II. 115. 



Embedsmændenes Indtægter. 171 

blive vist, at Embedsmændene ofte vare aflagte med Bru- 
gen af Jordegods ; Kongens Bryde (Foged) sad i en stands- 
mæssig Gaard og kunde beværte Kongen og hans Gjæster; 
men om Embedsmændenes øvrige Lønning indeholde 
Kilderne kun Lidet, — dog kan det antages, at de ofte løn- 
nedes ved frivillige Gaver. Om Styrismanden hedder det 
saaledes i J. L. III. 3, at han ikke »med nogen Tvang« 
raaa tage mere end 9 Skjæpper Bug af hver Hafnæ til at 
anskaffe sig Heste og Brynje for; det ligger i Ordene, at 
han kunde faa og hyppigt fik mere ved Gave. 

Skatterne fremtræde jo i det Hele snart med Karakter 
af Ydelse til Kongens Underhold, snart af **n Afgift for 
Beskyttelse. Men havde Kongen Ret til Underhold burde 
vel ogsaa hans Embedsmænd have det? I Følge Er. Sj. L. 
kan Bryden fordre »si c til handæ« en Giafstud, som Bon- 
den ikke er forpligtet til at yde, men giver han den ikke, 
behøver Bryden saa meget mindre at varetage Bondens Tarv 
(III. 63). Og er Skatten nærmest en Afgift for Værn, lig- 
ger det jo dog nær foruden Kongens Beskyttelse at kjebe 
Beskyttelse af den kgl. Magts Repræsentant. Ved Torver- 
tugen tilkjøbte man sig Benyttelsen af Torvet, og den erlag- 
des af hver Enkelt kun én Gang om Aaret, — ikke desto 
mindre, har Haderslevs Stret. § 28 den karakteristiske Bestem* 
melse, at den ogsaa skulde ydes, naar Ombudsmændene 
skiftede; man maatte altsaa kjøbe den nye Embedsmands 
Beskyttelse. Der sker i dette Tilfælde netop det Samme 
som da Lensmændene i langt senere Tider fandt paa at 
opkræve Husbondhold og Indfæstning af Bønderne, naar de 
overtoge Lenet (se bl. A. Hiibertz, Bornholm 481). 

84. Jeg henskød paa et tidligere Standpunkt i disse 
Betragtninger Forklaringen af de talrige Huller (La- 
kuner) i Hovedstykkets Skatteangivelser til et se- 
nere Punkt. Det vil være passende nu at optage denne Un- 
dersøgelse. 

Det vil formentlig ikke kunne forlanges, at jeg skal 



172 Natbold og Stod. 

bevise, hvorfor hvert enkelt af Herrederne har en tom 
Plads og ikke er opført med nogen Afgift. Hvis jeg kan 
bevise, hvorfor der paa et enkelt Sted ingen Skat angives, 
og for de øvrige blanke Steder kan angive en Grund for 
Udeladelsen som har Sandsynlighed, vil det dog vist blive 
antaget, at Listen har fy Ides tgj ørende Grunde til at stille alle 
disse Steder tomme, og at den, der naar den taler, taler 
sandt, ogsaa tier med Overlæg. 

Det eneste Herred i Skaane, hvorved ingen Skat anfø- 
res, er Lyugnæsherred. Hertil findes imidlertid en fuld- 
stændig fyldestgjørende Grund, da Herredet ikke var den 
kgl. Jurisdiktion undergiven. Det er bekjendt, at Kong 
Svend i Aaret 1149 fangede Ærkebisp Eskil af Lund og lod 
ham sætte i Forvaring øverst oppe i Sk Laurentii Kirke 
over Hvælvingen, eller efter Huitfeldt endog lod ham hænge 
op under den i en Kurv. Han fortrød imidlertid sin Gjer- 
ning vist af Frygt for Banstraalen, og for at formilde Ær- 
kebispen gav han ham en Del af Bornholm, Aahusgaard og 
Lyugnæsherred med al kongelig Rettighed 1 ). I et utrykt 
Friv. for Lunds Bispestol af 1213 (Diplomatariet) hedder 
det, at Bispen besad » Liuffhesherri t cum omni integritate 
juris regii«. 

Det maa af lignende Grunde forklares, at der findes 
blanke Steder i Omegnen om Kjøbenhavn. Bispen i Roes- 
kilde ejede Halvdelen af Stofnæsherred 2 ). I Følge Kbhvns- 



l ) Huitfeldt I. 104: en deel Borringbolm, Aahuusgaard oc Liungsherret 
Ser. 1. 120: sibi sueque ecclesie et successoribus suis castrum Ow«, 
cum villa Owsiensi et Lyugnitzhæreth, cum suis pertinentiis perpe- 
tuo possidendum et jure etiara regio donavit. VI. 624. Suhm VI. 39. 
Det samme Faktum forklarer, at der ikke for de tre af Bornholms 
Herreder anføres nogen Indtægt, men oplyser ikke, hvorfor der bel- 
ler ikke angives en Indtægt af det fjerde, Rønne Herred, som dog 
efter Kunungleflisten var Kronens. 

*> Kbhvns. Dipl. I. 24, 64: medietatem provinde, in qua villa prø- 
dicla consistit. 



Lakanerne i Jordebogens Hovedstykke. 173 

Stret. 1294 § 104 skal et Skib, som findes uden Farer »ta- 
ter Scogshoueth et amnem Aworthæ, Saltholm sen Ama- 
kar« ikke anses for Vrag. Naar Bispen altsaa her tilegner 
sig Vragretten , maa det være , fordi han har verdslig Juris- 
diktion paa de tilgrænsende Jorder. Dette lærer et Tillæg 
til Stadsretten os da ogsaa: »jus episcopi tam temporale 
quam spirituale est a Tuleshew usque Gamlebothehafn, in 
Amaghe, Saltholm, Hafnis et sic intermedie«. 

Det lader sig vist vanskeligt tænke, at enkelte Herre- 
der vare helt unddragne Skattepligten, fordi alene privile- 
gerede Personer vare privatretlige Ejere af det deri belig- 
gende Gods. Derimod kan jeg ikke være i Tvivl om, at en- 
kelte Egne og vistnok hele Herreder have været skattepligtige 
til Bisperne i Stedet for til Kongen. Kilderne sige det ikke 
direkte, men antyde det dog (jfr. Ser. V. 599: ecclesia Lun- 
densis in quibusdam locis imo in mul tis håbet judicium 
seculare), og de Afgifter, som vi i senere Tider paa flere 
Steder finde svarede, synes bestemt at tyde paa, at Bis- 
perne oprindelig have havt en Ilet til Skatter af disse Egne. 
Det er dog saaledes mærkeligt, at i Roeskilde Bisps Jorde- 
bog — i hvilken ellers ikke andre Selvejere nævnes end Ban- 
derne i det af Kongen pantsatte Odsherred — opføres alle 
Selvejerbønder i Slagelseherred med en Afgift af 1 Ost, 1 
Høne og 1 Dags Arbejde én Gang om Aaret (Ser. VII. 16). 
Jeg kan ikke tro Andet end at disse Afgifter ere traadte i 
Stedet for en kgl. Skat. Har Herredet, som staar blankt 
i Jordebogen, ikke været Roeskilde Bisps »in utroque jure«? 
Have Biskopperne fremdeles ikke stundom, hvor de havde 
Skipæn, havt Ret til Stud? Lisbjerg Herred deler sig i to 
bestemt adskilte Dele, Kongens og Bispens Skipæn (Skibelse), 
der staa som to Herreder ved Siden af hinanden, og nu 
hedder det til Ex. om en Bondegaard, at den giver Sted og 
Leding til Biskopskibelse (Æ. A. R. II. 144). Dog disse Punk- 
ter, der maatte oplyses ved Hjælp af de Afgifter, som senere 



174 Nathold og Stod. 

svaredes, ere endnu for lidt behandlede til at der herom kan 
udtales Noget med Bestemthed. 

Det ligger dernæst nær at antage, at flere af de Land- 
skaber, hvorom Jordebogen tier, vare givne i Len, og dette 
viser sig netop at være Tilfældet. — I. Grev Albert af Orla- 
munde, Kong Valdemars Søstersøn (nepos), nævnes to Aar 
før Jordebogens Affattelsestid som »dominus Alsiæ« se et 
Diplom af 25. Juni 1229 om Dronning Eleonores Medgift 1 ). 
Den bekjendte Deling af Kongehusets Godser paa Als (1245) 
siges at finde Sted efter Grev Alberts Død 2 ), hvilken antages 
at være indtruffet 1244 eller 1245. Da nu Als, uagtet den 
i Jordebogen opføres med Navnene paa begge sine Herreder, 
ikke anføres med nogen Skat, er Grunden den, at Øen var 
bortforlenet. Senere forlenes øen til Albert af Brunsvig. 

II. Uagtet Blekinge n med alle dens Herreder og 
Byer nævnes i Jordebogens Bamme, er der ingen Skatter 
eller Afgifter anførte derfra. Kong Valdemars uægte Søn 
(med Esbern Snares Enke Helene) Knud, blev af sin Fader 
udnævnt til Hertug af Bleking efter først at have været 
Hertug af Beval. Huitfeldt omtaler det i sin Historie strax 
efter at have nævnt , at Erik 1 232 efter den udvalgte Kong 
Valdemars Død blev kronet til Konge 8 ). Man anfører derfor 
i Reglen Aaret 1232 som det Aar, hvori Forleningen skete, 
og det kunde saaledes synes ikke at angaa Jordebogen, der 
henføres til 1231. Hertil skal bemærkes, at om end Tiden 
for Forleningen maatte være rigtig, er Jordebogen dog ganske 
vist ikke i den Forstand at sætte til det Aar, som Titelover- 



') Nordalb Stud. 1. 84. 

*) Suhm X. 904. 

B ) Huitfeldt 198: Oc effter at Woldemar nu vaar død, gjorde baud 
Abel til eu He.tug udi Sønder Judland: den anden hans Søn Knud 
indgaff hånd Bleginde, hvilckeu der lod en Søn effter sig, beed 
Erich , som siden bleff Hertug paa Langeland, oc dernæst i Hallaod. 
Hånd skifftet oc hans Børn deris Patrimonialia, det er 
Fæderne Gods imellem, saa huer viste et'fter hans Død, 
huad de skulle haffve. 



Fortoninger paa Jordebogens Affattelsestld. 175 

skriften har: Anno dom. 1231 factum est hoc scriptum. 1 
Falge Overskriftens hele Form er denne ganske sikkert se- 
nere tilsat (ikke i det foreliggende Haandskrift, men i det, 
hvoraf yort er afskrevet), og Aaret 1231 har ligget nærmest 
for Tanken, da den Begivenhed, som upaatvivlelig har 
foranlediget Arbejdets Affattelse, den udvalgte Kong 
Valdemars Død, fandt Sted den 28de Novb. 123 1 1 ) (jfr. nær- 
mere anden Afdeling). 

III. Ved Jarlæzherred (JerLevh.) findes — som det 
synes ikke — angivet nogen Indtægt. Dette vil kunne forklares 
af, at Indtægten af dette Herred fra gammel Tid har været 
tillagt Medlemmer af den kgl. Familie. Det ses at have 
været omstridt mellem Kong Erik Menved og de senderjydske 
Hertuger, hvem Betten til Herredet tilkom, og det herte 
til det Gods, som Hertug Erik Valdemarsan af Sverrig fik 
sig tildømt som Arv efter sin Moder, Erik Flovpennings 
Datter Sophie 9 ). 

IV. Vare de Landsdele, for hvilke ingen Skat nævnes, 
fremdeles ikke dem, som senere i Aarhundredet (vi gaa i 
nærværende Tilfælde ikke udenfor dette) findes bortforlenede ? 
Netop. — Langeland var forlenet til Hertug Eriks Søn 
Erik 8 ). La al and blev givet den førnævnte Prins Knud i 
Len af Erik Glipping 4 ). Valdemars Søn Kristoffer var for- 
lenet med Laaland og Falster, se Huitfeldts Beretning (S. 
229) om Herredagen i Nyborg 1251: »da bleff der sam- 
tyckt, at Christoffer hans Broder, skulde beholde Lol- 
land oc Falster, hans Herre Fader hannem indgif- 
vet haffde . . . . men Femern skulde han igjen affstaa 



') Pol-Muller siger S. 1 67, at Kalenderen foran i Jordebogshaandskrif- 
tet — i Modsætning til andre Kilder — har 27 Nov. (1231), men man 
vlLved en nøjere Betragtning af Haandskriftet finde, at dette netop 
har den ovenangivne Dato. 

') Huitfeldt 307, 439. 

*) Suhm XI. 204. Jfr. i øvrigt Anna. 3 forr. Side. 

4 ) Huitfeldt 242. 



176 Nathold og Stod. 

til de Holstiske Herrer. Hertug Knud skulde oc komme til 
sin Forlæning Bleginde igien oc forneffnde Forlæning nyde«. 
I et Diplom af 1245 1 ) kaldes han »Falstriæ oc Lalandiæ 
dominus«, ligeledes 1252'). Vel var han født 1219 og 
saaledes 1231 kun 12 Aar gammel, men Abel var fedt 
1218 og altsaa kun 14 Aar gammel, da han fik Sønder- 
jylland. Knud fedtes 1211 og var Hertug af Reval c. 1227. 
Blekingen og Lyster vare i Kong Erik Menveds yngre 
Aar pantsatte til Johan Grand. Da denne forhugger Sko- 
vene, inddrager Kongen Forleningen: dictas terras coronæ 
non abalienabiles ad se reduxit 8 ). 

V. Endelig kommer hele Rækken af mindre Forlenin- 
ger til kgl. Embedsmænd eller andre Mægtige; thi det turde 
være paavist i dette Arbejdes 2det Kapitel, at man maa 
opgive den sædvanlige Antagelse, at de mindre Len ikke 
fandtes og ikke vare hyppige i denne Periode. Flere Herre- 
der i Kjøbenhavns Nærhed hvoriblandt det halve Smørum- 
herred fandt vi bortforlenede »cum omni justitia« allerede i 
det 12te Aarh., og Smørumherred var i det 14de Aarh. 
henlagt til Kantslerembedet , mon da ikke dette Herred, 
hvoraf Kongen i Følge Jordebogen ikke faar nogen Skat, har 
gjort Tjeneste i samme Retning? I Følge Indtægtslisten 
havde Skjænken et Len i Sjælland. Dette omtales ikke i 
Hovedstykket, men har ikke et af de tomtstaaende Herreder 
været hans Forlening? Hvis denne Skjænk til Ex. var Ola- 
vus, som ejede Bavelse i Thybjergherred , har dette Herred, 
som staar blankt, da ikke været ham forlent? 



») Suhm X. 964. 
*) Ser. IV. 384. 
») Ser. VI. 286. 



IX. Kapitel. 

Innæ. 

(Ægter. Arbejder til Landets Forsvar. Arbejder paa Kon 

gens Gaarde.) 



85. Ved Innæ forstaas i særlig Forstand alle de af 
Undersaatterne krævede personlige Arbejder til 
Landets Bedste. At Innæ har den Betydning, synes 
allerede at fremgaa af Frdg. for Jylland 1284 § 13, der siger, 
at »allæ innæ oc allæ æctæ sculæ wæræ swo sum the waræ 
innaen konung Waldemars daghæ, ochswosumstærscriuæt 
innæn wart håndfæste, thærwigauæ iNyburgb.« Herved 
maa sigtes til Hf. 1282 og i denne ganske vist til Bestem- 
melsen i § 5 om at age Kongens Fødemidler, hvilken følger 
lige paa en i §'s Begyndelse fremsat Indskjærpelse af Kong 
Valdemars Love. Fremdeles peger Frdg. for Sjælland 1284 
§ 12 ved følgende Bestemmelse: »huilk fatok man, ærhauær 
æn oræ scyld i iorth æth minnæ, thær han saar æi æth slaar 
æi, tha scal han æi innæ for hænnæ; æn slaar han æth skæær, 
tha innæ swo sum fflr ær mælt«, tilbage paa en af de 
foregaaende §§, hvilket vistnok kun kan være § 10 om at 
Bander ej skulle tvinges til at bygge Borge. 

12 



1 78 Innæ. 

Det Samme læres af Aktstykker fra en langt senere Tid, 
hvori Innæ stilles sammen med Kjørsler og Arbejder, se f. 
Ex. et Tingsvidne af 1407: »och ooch (agede) och inte ocb 
reddæ skat« , en Dom 1555 »at ther icke haffuer gaaet Egt 
eller Inding .... af thend Egendom .... uthen 6 Haste- 
dags Gierning och et Haueluerck at holde ferdigt« 1 ). 

Endelig haves et aldeles afgørende Bevis for, at Innæ 
ikke var en Afgift (tributum), men derimod en Byrde (onus) 
i et utrykt Brev af 9de Marts 1340, hvori Roeskilde Bisp 
bestemmer, at Fæsteren af en af hans Gaarde »nec tributa 
seu tal li as aliquas, preter tributa, quæ imponi contigerit 
in placito generali, nobis aut nostris advocatis exponere debeat 
quovis modo, nec oneribus videlicet innæ seualiis per nos 
aut nostros quomodolibet debeat fatigari« (Diplomatariet). 

Medens vi til Forstaaelse af, hvad Stud var, havde god 
Vejledning af Anders Sunesan, synes han ved Innæ at svigte 
os. Som ovenfor berørt oversætter han i Sk. L. IV. 11 : »fore 
Husætoft skal man læthing, innæ oc stuth rethæ« Innæ ved 
pensio, Afgift. Grunden hertil er, efter hvad jeg antager, 
følgende. I det ældste danske og svenske Sprog saavelsom 
paa Islandsk, betyder Innæ en Afgift eller Ydelse i Alminde- 
lighed. Naar det saaledes hedder i et Tillæg til Westgotalagen: 
»Far man aff frælsse bole, hwat tima aars thet hælzt ær, 
vare undherbundhen ængha inno ællær vtgærdh før æn al- 
mænninxøre ut gangha egher. Far man aff ofrælssæ iordh 
oc vndher frælssæ, gøre ræt om alla vtlaghor som før ærv a 
budhna æn han kom a frælssæ iordh oc æy flerre«, da har 
Innæ her en videre Betydning af Afgift (Schlyter: pensio, 
tributum). Man maa vist oversætte Ordet paa samme Maade 
i Frdg. 1251 § 2: »Quicunque scotauerit bona sua alii, 
quamdiu in illis resederit, teneatur ad plenum innæ« og 
endelig leder Udtrykket Innæ-Bonde sammestedshen, jfr. J. L. 
III. 7, at den Herremand, der sidder hjemme fra Leding uden 



*) Jfr. Annaler for nord. Oldk 1847. 259. 



• Inoæ« 1 flere Betydninger. 179 

lovlig Forfald, skal rede Tredingshafnæ af hvert Bo eller være 
Innæbonde, hvor de sidste Ord netop udtrykke, at han skal 
opgive sin privilegerede Stand og blive Skatteborger. Skjent 
nu den speciellere Betydning af Innæ ikke var Anders Sunesen 
ubekjendt, thi han gjengiver Sk. L. XVII. 2, at den Landbo, 
støn farer bort far rette Fardag, skal »halde uppi alla innu« 
ved »ut omnes debite prestentur opere«, har han dog valgt 
at tage Innæ paa det anførte Sted i almindelig Forstand, 
hvortil Grunden maa være den, at Innæ endnu ikke paa hans 
Tid havde faaet en fast, speciel Betydning. Den bef- 
kjendte Trehed, Innæ, Stud og Leding, sofm Betegnelse for 
de tre vigtigste Skatter og Byrder, der paahvilede Under- 
saatterne, var saaledes den Gang endnu ikke opstaaet. Det 
synes tilfældigt, at den nævnes i det citerede Sted af Sk. Lov, 
thi den findes til Ex. aldrig i de ældste Privilegier. Det 
første Privilegium, som har denne Trehed, er vist Priv. af 
1244 for Aarhus Domkapitel. 

86. Man bar med Hensyn til Forpligtelsen til Innæ 
skjelne mellem (I) Ægter, (II) Arbejder til Landets Forsvar 
og (III) Arbejder paa' Kongens Gaarde. 

I. Ægter. Det har fra Oldtiden paahvilet Landets 

k 

Indbyggere at befordre Kongerne med Falge fra Sted til 
Sted, hvad der sædvanligt hed at give Redskud (Beidskot). 
Knud den Hellige bad saaledes i Falge Knytl. Saga Kap. 28 
paa sin Rejse efter sit Valg Banderne i Halland om at yde 
sig Redskud (bad bændr lia ser reidskiota, er han for thar 
yfir lannd, thviat hann hafdi med skipum thar komid). 
Ordet Redskud forekommer i avrigt i Priw. fra det 13de Aarh. 
sjældnere, men hyppigt i den følgende Tid 1 ); i de ældre 
Priw. gives der Frihed for »plaustra«, Vogne og »vec- 
tigalia«, Forspand. Det er derfor ganske vist ikke rigtigt, 
at dette sidste Ord af flere Forfattere f. Ex. Suhm gjengives 



l ) Priv. for St. Agnetes Kloster i Roeskilde 1320, Sorø Kloster 1328, 
Puggaard 1347, Esrom Kl. 1441. 



>*! 



160 Innæ. 

ved Skat, Plovpenge eller Lignende. Vectigal findes i Middel- 
alderens Latin ofte bragt om Heste og Forspand (D. Sv. V. 
151 : dom. Sandero bovem, quem håbet, 1 vectigal domitum, 
altenim indomitum. 386: 3 pondera feni, nnum vectigal 
et unam vaccam 1 )), og flere af Privilegierne oversætte 
det endog selv ved Bedskud 2 ). Redskud skulde kun 
gives Kongen , Dronningen eller deres Barn ; den , som 
gik i Kongens Ærinde, skulde Fogeden skaffe Kjarsel 1 ). 
Ved Ægter for Kongen kunde en bestemt Grænse ikke sæt- 
tes, hvorimod det med Hensyn til Førsien af Fadeburet w 
bestemt, at Bonden ikke skulde fare det udenfor Herredet 4 ). 



') Dip]. Svec. V. 555: Kong Magnus lover Upsala Ærkebispedømmei 
Beboere »de vectigalibus non gravabimus nisi pro expensis nostris 
et fisco nostro regio et vectura dicta hwsførsl«. 697: coloni nostri in 
Hælgboaa de omnibus vecturis et vectigalibus faciendis sint amodo 
liberi. Priv. for Skov kloster 1209: in vectigalibus perquireodis 
et rebus nostris de loco ad locom cum plaustris eorum deducendis 
Priv. for Slesvig 1417: quod equos et currus et vectigalia in oun- 
dinis Skaniæ et Selandiæ habere poterint — Det benægtes naturligvis 
ikke derfor, at vectigal paa enkelte Steder kan betyde Skat. 

*) Sorø Kloster 1328, Esrom RL 1444: vectigalibus, que dicuntur reth- 
skyuut. Huitfeldt I. 453: nec ad aliqua vectigalia nostra, que Rede- 
skyld dicuntur, per officiales n ostros coarctentur. 

s ) Frdg. 1251 i 15, 1257 i 5: Nulli detur rethskiut nisi regi venienti 
vel regine vel eorum filiis set quicumque mittitur ex parte regis, 
prevldeat slbi exaetor in eueetione, si autem presumptuose aiiquls 
extra terminos debitos duxerit jumentum, quod sibi de retbskiot 
assignatum est, tamquam fur detineatur et judicium sustineat Priv. 
for Lunds Domkirke 1085: reddarios equos non dent, nisi cum rex 
ipse venerit. 

4 ) Hdfstg. 1282 § 5: quod uictualia nostra. uxoris nostre, puerorum oo- 
strorum et dapiferi nostri plaustrare non debeant ultra limites sal 
hæræth, et quicumque in plaustrando defecerit, offlcialls conducet 
plaustrum et deficiens soluat precium cum tribus marcis. Bestem- 
melsen gjentages omtrent ordret i Olavs Haandfæstning 1376 l 18; de 
ægtydende ere ber »bundones regis«, og dette Udtryk bar da for- 
modentlig været brugt i det Priv. for Skaane af 1317, som bos 
Huitfeldt anføres bl. A. saaledes: at Kongens Indebønder skolde 
vere quit oc fri for Ægt, uden de børe særdelis Kongens Breffae 
der om. 



Ægter. 181 

Af Lovbestemmelserne sammenholdte med lignende norske 
ses, at Kongens Ombudsmand skulde sørge for, at det behø- 
rige Antal Vogne var til Stede, at Bønderne fik Tilsigelse i 
Tide, og at Byrden fordeltes ligelig mellem dem. Vægrede 
Nogen sig, var det Ombudsmandens Sag at skaffe Vogn i 
Stedet for, og Bonden maatte bøde. 

Der paahvilede derhos visse Byer og Herreder en lig- 
nende Forpligtelse med Hensyn til Overførsel til Søs. 
Saaledes skulde Næstveds Borgere føre Kongen over til Fal- 
ster eller Laaland én Gang om Aaret (Priv. 1140). Ved 
Hadsherred findes i Jordebogen en Antegnelse: »cum 4 na- 
nibus tenetur nos transducere, quia in qualibet hafnæ håbet 
4homines«, hvoraf ses, at den mindre Skattebyrde med 
Hensyn til Leding har foranlediget, at Herredet var ansat til 
en større Byrde med Hensyn til Transporten over Søen. 
Borgerne i Kjø ben havn vare i Følge Byens Stadsretter (1254 
§ 2, 1294 § 11) pligtige til at overføre deres Herre, Roeskilde 
Biskop, til Skaane paa deres egen Bekostning paa et Skib 
med en Besætning &f 12 Mand. 

87. II. Arbejder til Landets Forsvar. Det 
paalaa de i den nærmeste Omegn omkring et Slot eller 
Fæstning Boende at bidrage med deres personlige Arbejde 
til Befæstningsværkernes Vedligeholdelse 1 ). Forpligtelsen var, 
som alle af denne Art, ubestemt. Da efter Kong Valdemars 
Ded, paa Grund af de indre Uroligheder i Landet, Borgenes 
Antal steg overordentligt, føltes Trykket ved disse Arbejder 
haardt. I Priv. for St. Maria Nonnekloster i Roeskilde 1250 
fritages saaledes dettes Bønder særligt for de Tynger, som 
for nylig paa Grund af Tidens Slethed vare paalagte 



*) fit bestemt Bevis for, at ogsaa Selvejerbønderne vare forpligtede her- 
til, afgiver Liber censualis episcopi Slesvicensis, Ser. VU. 459: Item 
pauci sunt bandones in Ramstede, forte 12, et babent paoeosagros, 
qul sunt de jure bondonum . . . Dlcti bundones javant reflcere 
•ggeres circa fossata castri. 



1 82 lonæ. 

dem med at skjære Planker, grave, og bygge Fæstningsværker, 
og flere andre Privilegier fra samme Tid, hvori lignende Fri- 
heder gives, bevidne, at denne Byrde var ved at lægge sig 
tungt paa Bonden 1 ). 

Paa Kong Abel og Kristoffers Tid findes ogsaa de første 
begrænsende Bestemmelser mod at anvende Bønder til offent- 
lige Arbejder. I Følge Frdg. 1251 § 16 maatte Ingen i 
Saatiden eller Høstens Tid tvinges til at bygge Fæstnings- 
værker eller opkaste Grave, hverken for Riddere eller (or 
Kongen, uden paatrængende Nødvendighed. I Frdg. 1257, 
hvor den nævnte Forordnings Bestemmelser ere undergaaede 
en skarp Bevision, hedder det i § 6, at Bønderne ikke skulde 
tvinges til saadanne Befæstningsarbejder til nogensomhelst 
Tid for Riddere eller for Fogeder, og for Kongen ikke i 
Høstens Tid, med mindre der forelaa paatrængende Ned. 
Denne Bestemmelse gjentages i Hdfetg. 1282 § 7 saaledes, 
at Bønderne kun skulde bygge eller bedre Borge i Nøds Tid 
og da gjøre, som de gjorde i Kong Valdemars Dage, hvilken 
Forpligtelse fra Kongens Side fornyes i Frdg. 1284 § 12 for 
Jylland. I Frdg. af s. A. for Sjælland § 10 gjøres endelig 
Garantien endnu større, idet Betingelsen er, at »thæt ær 
, alt rikins rath« 2 ). 



J ) Esrom Kloster 1250 (ediflcatio, re parali o et muaitio civitatum, ca- 
strorum ae urbium). Æbelholt Kl. 1288 (ædiflcatio urbium). Sorf 
Kl. 1269 (a laboribus et servitiis seu solutionibus ad reparationem 
munitionum et castrorum nostrorum aliis de terra injunctis liberi). 

*) Frdg. 1251 { 16: Nullus cogator la tempore sementis uel messis aé 
municlones vel fossas faciendas militibus neque regi nisi urgens 
necessitas compellit. 1257 2 6: Nullus cogatur ad munitiooem vel 
fossatas faciendas militi vel exactori tempore aliquo neque regi 
tempore sementis et messis, nisi urgens necessitas compellat. 1282 
§7: bondones non debent compelli ad edificandum vel reparaodom 
curias nostras, molendina vel alia, nec eciam castra nisi in tempore 
necessitatis, set in bis faciaat, seoundum quod consueveront tempore 
regis Waldemari. 1284 f 10: Oc skulæ bdiidær æi ndthæs til at 
byggiæ burghæ, utæn thæt ær alt rikins rath, oc æy ndthæs til at 
bætræ thæm sithæn bydght ær. 



J 



Arbejder til Landets Forsvar. 183 

Gjorde Bønderne Oprør, gik det vist altid hovedsagelig 
ufl over dem i den her omhandlede Henseende, saa at For- 
pligtelsen til offentlige Arbejder stadigt voxede. Da Kong 
Erik 1313 paalagde en Del jydske Sysler, som havde gjort 
Opror, svære Skatter, fordrede han ogsaa, at alle Bønder, 
ihvem de saa tilhøre, om han vil bygge nogen Fæstninge, 
skulle hjælpe dertil, og der blev derefter arbejdet med Kraft 
paa Fæstningsværkerne ved Horsens, Kolding, Volstrup, Kalø 
og flere Steder (Huitfeldt I. 368). — Kong Abel udtaler i et 
Priv. for St. Johannes Kloster i Slesvig 1251, at dets Bryder 
og Landboer skulle være fri for alle Skatter og Forpligtelser 
»præter quam adopusurbium et terræ defensionem, <le 
quibus servitiis nulli penitus eximuntur«. Man kunde saa- 
ledes mene, at det havde været et Princip, at Fritagelse for 
offentlige Arbejder aldrig gaves, men, som allerede vist, fandtes 
flere Stiftelser begunstigede med Frihed herfor, og Privilegiet 
skal derfor vistnok fortolkes saaledes, at det er Forpligtelsen 
til, naar Fjenden faldt ind i Landet, at forsvare dette 
og opkaste Fæstninger, som aldrig eftergaves. 

88. III. Arbejder til Kongens Gaarde, Møller osv. 
Det fremgaar ubestrideligt af Lovene, at der paahvilede 
Undersaatterne en Forpligtelse i denne Retning, men ofte 
har man dog forvexlet denne deres Pligt som Statsborgere 
med den Kongen eller Kronen som privatretlig Ejer tilkom- 
mende Bet til at fordre Hoveri af sine Fæstere. Naar saa- 
ledes Kong Svend tillægger Bingsted Kloster 1148 Betten til 
at have Dagsværk af Bingsted om Høsten efter en gammel 
fast Taxt, er det som Herre over det oprindelige Konunglef 
Bingsted. Den samme Grund kan have bevirket Bestem- 
melsen i Priv. for Slagelse af 1348, at Borgerne ej skulde 
gjere Hovning, Ægt eller Arbejde uden deres Villie, med 
mindre Kongen befol dem for nogen Fare Riget til Beskyt-* 
telse eller for nogen anden vigtig Aarsag, thi ogsaa Slagelse 
var Konunglef. 

Lovene indeholde imidlertid Bestemmelser, som synes 



184 Inna. 

klart at udtale, at der paahvilede Undersaatterne en saadar 
Pligt til Hoveri, hvilken de kun søgte at begrænse. HÆ 
1282 § 7 1 ) kunde nok forstaas saaledes, at Bønderne siet 
ikke skulde tvinges til at bygge eller bedre Kongens Gaarde 
og Møller, og Fæstninger kun i Trangs Tider, men da F»rdng. 
1284 for Jylland § 12 i Almindelighed siger, at ingei Mand 
skal gjøre mere til Kongens Gaarde, Borge og Malter end i 
Kong Valdemars Dage, maa den først nævnte Bestemmelse 
vist angaa alle Arbejder, medens Forpligtelsen d*g betinges 
af »Nøds Tid«. 



') Se foran S. 182 Aom. 2. 



X Kapitel. 

Leding. 

(Forsvaret, naar fjenden faldt ind i Landet. Grænsebevogt- 
ningen. Den egentlige Ledingstj eneste. Skipæn og Hafnæ. 
Kværsæde. Kjebstædernes Ledingspligt. Ledingspenge. 
Yaabnene. Hærens og Flaadens Bestanddele.) 



89. Om Undersaatternes Forpligtelse til Leding paa Kong 
Valdemar Sejrs Tid have vi et af de righoldigste Arbejder til 
Oplysning om Middelalderens indre Historie : Velschows Dispu- 
tats »de Danorum institutis militaribus«. Hans Skrift har 
derfor været en Grundkilde til den følgende Fremstilling, der 
i øvrigt omfatter flere Forhold , som Velschow ikke har be- 
handlet, og et starre Tidsrum end det, han hovedsageligt 
havde for øje, Kong Valdemars Tidsalder. 

Velschow gjar ved Betragtningen af Ledingspligten en 
Hovedadskillelse imellem Krigstjenesten til Landets Forsvar, 
naar Fjenden trængte ind over Grænserne, og 
Krigstjenesten udenfor Landet. 

90. Naar fjenderne trængte ind i Landet, skulde alle- 
rede efter de Love, som tillægges Kong Frode, enhver Mand 
kjæmpe, selv den ufri; en Slave kunde ved Tapperhed er- 
hverve sig sin Frihed. Det har saaledes fra gammel Tid 



186 

været fordret« at enhver Undersaat greb til Vaaben, naar 
Fædrelandet var i Fare; herfra undtog intet, end ikke det 
videste Privilegium. Naar Frihedsbrevene aldrig omtale 
dette Tilfælde, er det kun én Henseende af de mange, hvori 
de skulle forstaas med Indskrænkning. Forordningen for 
Baraherred siger ogsaa udtrykkeligt, at alle Bryder og Land- 
boer, saavel privilegerede som andre, skulle være rede til, 
naar Fjenden falder ind i Landet , at forsvare det 1 ) , og i et 
Priv. af 1330 fritages Laalands Præster og deres Tjenere 
kun for Leding udenfor Landet 2 ). Til Landets Forsvar kald- 
tes vist Enhver, der var 14 Aar gammel. 

Om Varigheden af saadan Krigstjeneste, og om de 
Vaaben, med hvilke Kampen skulde feres, kan naturligvis 
Intet siges. Krigen kunde forst ophore, naar Fjenden var 
fordreven eller Landet undertvunget, og intet Vaaben var 
udelukket fra Kampen. De, som ikke havde »fuld Rustning«, 
havde dog de tre sædvanlige Vaaben, og de Fattige havde Kel- 
ler eller Spyd. Dette sidste Vaaben fandtes i den simpleste 
Mands Hjem og paa hans Rejser i hans Haand. Jeg skal 
erindre om Lovbudet i Aabenraa Skraa § 14, at den, som 
ikke havde Slægtninge eller Venner i Byen, der kunde 
sværge med ham, skulde sværge ridende ved sin Istæth 
(Stigbøjle), kjarende ved sin Vogn, og var han tilfods, ved 
sit Spyd. Stedet viser, at Spydet altid var den simple 
Vejfarendes Ledsager. Ordet Spydsmand eller Spydskarl 
kommer derfor i Sproget til at betyde en omstrejfende Per- 
son, en Landstryger (jfr. Er. Sj. Lov I. 48). Om Kellernes 
Brug kan erindres den gamle Optegnelse om Oprøret 1256: 



2 ) Item volumus et mandamus vniuersia villicis et colonis tam priui- 
legiatis quam alijs, quandocumque insidie inimicorum regni ingru- 
erint, vt ad defenslonem patrie, sicut iustum est, sint parati. 

*, Huitfeldt I. 452: Admittimus insuper, quod ipsi Domini vel eorum 
famuli, in expeditionem noslram et edictum extra terram seu ad 
obsessionem alicojus castri, per nos vel official es n ostrod minimc 
teneantur evocari. 



Landeværn. 187 

•Kotkærle ware alle galne met there Kylwer« (Ser. III. 
312). 

Sammenkaldelsen af Forsvaret skete ved den fra Old- 
tiden nedarvede Brug, at Vidje og Brand gik fra iland til 
Mand. Den, som ikke efterkom Budet om at yde Landet 
Forsvar, rammedes i Falge Kong Frodes Love med Straf af 
Landflygtighed, og Straffen var vist den samme paa Valde- 
mar II.s Tid. Thi vel siges det i det bekjendte Tingsvidne 
af 1428, at det var gammel Sæd og Bet, at den, som 
sad hjemme, naar Bavnen brændte og Vidiebrand ginge, 
skulde hænges ved sin egen Bjælke, men denne Straf er 
sikkert indført efter Kong Valdemars Tidsalder, thi, som 
Velschow siger, faldt de s trænge Straffes Tid i en langt 
senere Periode. 

Imidlertid var det ikke hele det danske Rige, Under- 
saatterne skulde forsvare, men det »Land«, indenfor hvilket 
de boede. Da nu Forpligtelsen til den her omhandlede 
Krigstjeneste i Modsætning til Leding ofte kaldes Lande- 
værn, kunde man ville sætte denne Betegnelse i Forbin- 
delse med »Land« i særlig Betydning. Dette er dog inaa- 
ske ikke rigtigt, da » Landeværn« gjenfindes i andre Sprog, 
og Jydske Lov og de norske Love ingen Forskjel gjere mel- 
lem Landeværn og Leding. 

91. Landet skulde forsvares, naar Fjenden angreb det, 
men det skulde tillige bevogtes for en indfaldende Fjende. 
Fra Landets Kyster maatte haves Udkig, og nærmede Fjen- 
den sig, skulde dette ilsomt forkyndes fra Sted til Sted. 
Om hele Kysten var der derfor en sluttet Bække af Bøje 
med Bavner, som Banderne skulde holde rede til at kunne 
tændes, naar man enten saa Fjenden eller af tændte Bavner 
erfarede hans Nærhed 1 ). 



') Om Bestemmelserne herom findes Intet i danske Leve, men de 
Regler, som haves i Sverrigs og Norges gamle Love, kunne vist- 
nok ganske anvendes paa tore Forhold. 



1 88 Leding. 

Rigets Grænser til andre Lande udgjorde kun en 
kort Strækning imod Grænserne til Havet. Imod Nord har 
Landegrænsens Bevogtning næppe voldet Besvær. Der haves 
ingen Beretninger om Befæstninger eller andet Forsvarsværk 
paa Skaanes, Hallands og Blekings Grænser, rimeligvis fordi 
disse paa den Tid vare ubeboede Strækninger baade paa 
dansk og svensk Grund. Imod Syd var derimod Grænse- 
værnet af desto mere storartet Natur og krævede Mangee 
Hjælp til sin Vedligeholdelse. Ligesom Danevirke var rejst 
ved alle Landenes Bistand, saaledes kan det vist ogsaa an- 
tages, at alle Lande skulde bidrage til at vedligeholde det 
Den aarlige Ledingstjeneste udgik i Beglen, i al Fald delvis, 
til Slesvig og Danevirke (jfr. V. Jordebog om de nærliggende 
Herreders Nathold »in estate cum eiercitu« 1 ). 

92. Vi gaa derefter over til Betragtningen af den 
egentlige Ledingspligt*). Som et Hovedsynspunkt bør 
strax fremhæves dette, at Krigsfærd i Danmark fra Arilds 
Tid var paa Søen, saa at Udrustningen saa godt som alene 
angik Flaaden. Den militære Byrde bestod i at udrede og 
vedligeholde et til Krigen egnet Skib, et Langskib, og at 
møde personlig rustet paa dette. Armeen bestod derfor af 
Søfolk »skipær«, »nautæ«. Selv de Distrikter, der ikke 
grænsede til Havet, deltoge i Rustningen af Skibe. 

93. Landet var delt i Udredelsesdis trikter , der hvert 
skulde udruste og bemande et Skib. Et saadant Omraade 
kaldtes Skipæn 8 ) (navigium). Skipæn var atter delt i Hafns 



■l Ser V. 584. Velschow U 8—10. 

9 ) Om Derivationen af Ordet Leding er man endnu ikke naaet UJ 
Klarhed. 

•) Derimod aldrig Skibsrede, hvilket Hoitfeldt og andre Historikere 
have indført efter det Norske. Paa Dansk kan Skibsrede vist kno 
betyde Skibets Redskab jfr. J. L. HI. b, 6 (skip oc skipsrelhø) 
Roeskilde Stadsret | 20 (si eosdem plscalus fuerit sno rethe). 



Skipæn og Hafnæ. 189 

hvilket Ord er en Afledning af høfh 1 ), Skibsmandskab, og 
betyder oprindeligt den enkelte Søkrigers Plads paa Skibet. 
Da nu Ledingspligten bestod i at besætte én af disse Hafnæ, 
kommer Ordet til at betegne Grundlaget for Fordelingen af 
Ledingsbyrden, paa samme Maade som man i Sverrig har 
benyttet »ar«, Aaren, saaledes at det Distrikt paa Land- 
jorden, som skulde stille én Mand i hver Hafnæ paa Skibet, 
kaldtes Hafnæ jfr. J. L. III. 1 : Thar lething biuthæs, e swa 
manghæ sum i en hafnæ æræ, tha faræ hwær theræ sit ar. 
De enkelte Personer i Lægdet (Hafhælagh) kaldtes Hafnæ- 
brødre. 

De Kredse, som henlagdes under en Hafnæ, bestemtes 
efter de enkelte Landbrugs Størrelse paa den Maade, at der 
indenfor hver Hafnæ kunde findes tre Underafdelinger, Tre- 
dingshafnæ, Sjettingshafnæ og Tolftingshafnæ. Den Oaard, 
som havde i det Mindste én Mark Guld i Jord, deltog med 
en Trediedel i Hafhæpligten (Tredingshafhæ), hvilket var at 
udruste én Mand hvert tredie Aar, og at bidrage til Skibets 
Ejøb og Vedligeholdelse og Krigernes Udrustning med en 
Trediedel. Den anden Klasse dannedes af Gaarde paa mindst 
4 $> Sølv i Jord, og Ledingspligten var her det Halve af den 
forrige Klasses. Endelig udgjordes Tolftingshafnæn af den 
Jord, som kun ansattes til 2 ^ Sølv; Ejeren bidrog med en 
12te Del i Omkostningerne og sendte hver 1 2te Aar en Mand 
i Leding. Jord under 2 % deltog ikke i Ledingen. Saa- 
ledes var Byrden fordelt paa Selvejerne, hvad enten de selv 
dreve Jorden eller lode den drive ved Bryder. 

Om Landbo bestemmer derpaa J. L. III. 13: Lanbo 



') Det islandske høfn betyder dels det, man har, dels det indesluttede 
Rum, hvori man har noget. Fra sidste Betydning stammer vort 
danske Havn (portus) og fra den første hafnæ i følgende Betydnin- 
ger: Skibsmandskabet (isl. skipshøfn; Vestmannalag: tha skal 
næmna hamn ok styri man), den enkelte Søkrigers Plads paa Ski- 
bet, (Er. Sj. L. III. 18: hva sum sændær siri thræl ul a hafnæ) 
Udredningsdistriktet. N. M. Petersen i Ann. f. n. Oldk. 1847, 292. 



1 90 Leding. 

thær rethær attæ drtugh silfs at skyld, gor nt threthings 
hafnæ. Then thær fyr drtugh rethær gdræ sætings hafnæ; 
æn rethær han minnæ æn fior drtugh silfs, hwat hældær thet 
æv rep draghæt æth kænnæ land, rethæ drtugh silfs til 
kunungs garth. Det ses heraf, at den Landbo, som svarede 8 
ørtug Sølv i Landgilde, var i Skatteevne sat lige med den 
Selvejer, der ejede 1 $> Gold i Jord. Hvis nu Fordelingen 
var gjennemfert paa samme Maade som ved Selvejerne, 
maatte den, som redede 2 ørtug Sølv, have udgjort en 
Tolftingshafhæ, men her svigter Ligheden. Den, som redede 
mindre end 4 ørt ug, faldt udenfor Hafnæinddelingen paa 
samme Maade som den, der ikke ejede 2 $L Sølv i Jord. 
Forskjellen forklarer Velschow (§ 29) ved, at den Fæster, der 
svarede denne ubetydelige Landgilde, sandsynligvis har ind- 
taget en saa ringe Plads i Samfundet, at han ligesom Trællene 
ikke maatte medtages paa Skibet. — Gaardsæden deltog 
ikke i Ledingsbyrden ; herfor taler ikke blot Analogien af J. 
L. III. 12, at den mindste Selvejer ikke udgjorde Leding, 
men tillige Fordg. f. Bara Herred (1283), som bestemmer, 
at den Fattige, som kun havde én Eo, ikke var ledings- 
pligtig 1 ). 

Jydske Lov giver derpaa følgende Bestemmelser om 
Sammenlægningen af Jorder. Medens det var Enhver tilladt 
at kjøbe Jord, indtil han havde »fuld Plovs Ærje«, uden at 
han derved forøgede sin Ledingspligt over Maximum, Tre- 
dingshafnæ, stilledes der den Fordring, at alle Jorder skulde 
dyrkes ved én Drift; saalænge de pløjedes fra én Gaard og 
Sæden lagdes i én Lade, udrededes der kun én Bedsel. Ja, 
Bonden havde endog den Fordel, at han, naar han drev Jord, 
som laa til et Skipæn, men i øvrigt boede paa Jord, som 
ikke faldt ind under et saadant Lægd, men hvoraf der i 



l } Item Dolumus ymmo prohibemus, ne quis pauper habens nisi ?nam 
vaccam ad soluendum iura expedicionum pro ipsa cogi debeat aot 
eompelli 



SUpsn. 191 

Stedet for gaves en Afgift, Kværsæde, ikke gjorde Leding, 
ligesom han i det omvendte Tilfælde ikke ydede Kværsæde, 
men gjorde Leding (III. 16). Dernæst maatte de saaledes 
sammenlagte Ejendomme ejes af den Samme. Flere Ejere 
kunde ikke forene sig om at dyrke Jorder i Fællig og kun 
svare én Redsel; det var kun Søskende tilladt (III. 19), naar 
de boede i Fællig og drev Jorden til én Gaard, at udrede 
én Redsel; skiltes de, skulde hver rede for sig, og senere 
hnde de ikke sammenlægge Jorden. Heller ikke kunde 
Bonde leje Jord og drive den i Forening med sin Gaard 
oden at forøge Ledingspligten. Kun Herremanden var ved 
særlig Forret fritaget for at udrede Leding at den Jord, han 
fæstede (III. 15). Overskred Bondens Ejendom en fuld Plovs 
Ærje, maatte han af den Jord, han kjøbte, svare den Le- 
ding, der tidligere gik (UI. 18). 

94. De anførte Begler ere næsten alle udledte af Jydske 
Lov, men det fremgaar af spredte Lovsteder fra de andre 
Lande, at der i Hovedsagen ikke har været nogen Forskjel i 
Fordelingen af Ledingsbyrden. Herom vidner for Skaanes 
Vedkommende det Lovstykke, som hedder Ledingsret, hvor- 
efter Landet var delt i Skipæn og Hafnæ, og hver Hafnæ 
udrustede én Mand — Noget, der bekræftes af Frdg. for 
Baraherred 1283« At Hafnædelingen fandtes i Hal land, 
erfares af Jordebogen, og at den gjaldt i Sjælland, lærer 
Erik Sj. L. HL 18 og Frdn. 1284 for Sjælland § 11. 

95. Skipænene stode paa en saadan Maade i Forhold 
til Herrederne, at de aldrig findes at have krydset disse. 
Enkelte Steder var Skipæn ligestort med Herredet, men 
andetsteds indeholdt dette to eller tre Skipæn. At Skipæn 
skulde falde sammen med Herredsfjerding, som A. D. Jør- 
gensen vil 1 )« har ingen Hjemmel. Kun i 1 af Hallands 8 
Herreder var der 4 Skipæn, og at disses Grænser vare de 
samme som Herredsfjerdingernes, kan ikke ses. I Jordebogen 



') Aarbeger for nord. Olk. 1872. 296. 



192 Leding. 

nævnes ganske vist i Helium og Hindsted Herreder 2 fjer- 
dinger med Angivelse af, hvormange Hafnæ der var i hver, 
og her har da mulig Fjerding været lig Skipæn; i Vinding 
Herred, hvor ogsaa 4 Fjerdinger opføres med Hafnæ tal, var 
der imidlertid 5 Skipæn. At opstille det som en almindelig 
Regel er i hvert Fald vildledende. — SMpæn var — som paa- 
vist — en Inddeling efter Jorder og Gaarde og havde bestemt 
paaviselige Grænser. Det hedder saaledes i et Brev, at Kong 
Valdemar Sejr ved sine Udsendinge har ladet anvise og op- 
tegne Ribe Bisps Skipæn 1 ). 

96. En stor Del af Landet var imidlertid ikke omfattet 
af Jlafnædelingen. Jydske Lov HI. 16 omtaler som et For- 
hold, der synes almindeligt, at Jord ligger i Kværsæde tæt 
ved Siden af Skipænet. I Art. 13 siges derhos, at Landbo, 
som giver mindre end 4 ørtug i Landgilde, skal rede 1 
ørtug Sølv til Kongens Gaard, hvad heller Jorden er reb- 
draget eller Kænne Land, hvoraf vi altsaa lære, at den ikke 
rebede Jord først og fremmest faldt udenfor Ski- 
pæn og redede Kværsæde 2 ). Der maa imidlertid vistnok 
have været hele Distrikter, som fra gammel Tid ikke have 
deltaget i Hafnæpligten, men kun givet Pengebidrag. Naar 
det hedder i et Priv. for Veng Kloster af 1158: »colonos 
snos cum omni jure nostro regali, quod solvere prius con- 
sueverant exactoribus nostris propter expeditionem, que danice 
Leyding nuncupatur, contulisse«, siges det jo her bestemt 
at Klostrets Coloni, om disse end ikke have været mange, 



l ) Oldemoder 8: sicut jam dudum dil. pater noster et dos per noocios 
nostros sibi fecimus assignari et annotari. Dipl. Svec. I. 267. Ser. 
VIII. 458. — I et Brev af Ærkebisp Absalon sættes endog navigium 
i Stedet for Herred: in Utlandia in tribus navigiis scilicet Tunning- 
benhæret, Getthinghæret, Hollmbohæret. D. A. M. I. 60. Er dette 
en Antydning af, at Herredet oprindelig var en krigersk InddeliDg, 
et Skipæn? de 7 andre Herreder i Uiland kaldtes jo Skibsherrederne. 

*) I Halland findes foruden Skipænene •silvestria oppida«, der som 
Rud ikke gjorde Leding, men redede Kværsæde (jfr. foran S. 51)- 



Kjebstædernfs Ledlngspligt. 193 

ikke henhørte under Hafoædelingen , thi i saadanne havde 
Kongens Foged Intet at Rjøre, hvorimod de betalte for 
Frihed for Leding. Det kan vist derfor antages, at flere 
Strækninger af Landet laa i K vær sæde, uden at den Om- 
stændighed, om disse Egne laa fjærnt fra Havet eller nær 
ved det, kan siges at have været særligt afgjerende. 

97. Om Kjøbstæderne^ Ledingspligt tie alle Lov- 
bud. Velschow gaar da den Vej, at han udfinder de Begler; 
som N tænkes at gjælde i Byerne, efter Ordningen paa Landet, 
Købstæderne vare ofte kun store Landsbyer, og Lovgivnin- 
gen i Byerne udgjorde alene et Supplement til den almin- 
delige Lovgivning. Denne Betragtningsmaade kan dog vist 
ikke fere til rigtige Resultater; Kjebstaden er atter her ta- 
get for meget som Landsby, og den udfyldende Lovgivning 
maatte jo vel, især have de Forhold for øje, hvor Forskjel- 
len var størst, og netop komme til at træffe Budene om 
Beskatning. Ledings byrden var paa Landet den klareste 
Grundskat, og det synes ikke muligt, at Hafnæfordelingen 
skulde have strakt sig ind i Ejøbingen. Se vi hen til den 
senere Tids Lovgivning, finde vi, at Jord, der laa inden By- 
freden og skulde beskattes, ikke skatlagdes som Bondejord. 
I Priv. for Malmø 1360 § 28 fritages alle Gaarde eller Gods, som 
Byens Borgere besade i øvre-Malmø, for al Tynge, Stud, Innæ 
og Leding. Byens Jorder blive saaledes inddragne under Kjøb- 
stad friheden og skatte ikke direkte til Kongen, men komme i 
Betragtning ved de Skatter, der, som sædvanligt i Byerne, 
paalignes Borgerne efter Formuen. Priv. for Odense 1477 § 
8 indeholder noget Lignende , idet alle Jorder og Grunde, som 
liggende ere inden deres Freds Steder og Markeskjel, fritages for 
al Tynge, saasom er Innæ og Stud ; thi at Meningen hermed 
dog er, at Jorderne contribuere til Byen, fremgaar af Bestemmel- 
sen i Priv. for Odense 1454 § 4, at Borgere, som have Gulds Jord, 
skulle beholde den fri for aarlig Skat, som af Arild været haver, 
°g gjj&re dog Tjeneste derfor, som andre fri Mænd, 
i deres Bys Udbud og anden Tynge. Allerede i Jor- 

13 



194 Leding. 

debogen synes vi endelig at finde Beviser for, at Hafnædelin- 
gen ophørte i Byerne. Ved Gudmehorred findes følgende 
Optegnelse: »In Guthumhæret vtæn scogh sunt 30 hafnæ. 
de qualibet hafnæ dimidia ora auene et 18 den. Ouæn scogh 
sunt 24 hafnæ. de qualibet hafnæ dimidia ora auene et 18 
den. In Gysæl sunt 10 hafnæ. de qualibet tantum ut supra. 
In Hærmæstath dantur 2 ore auene et 8 marce den.« 

I den lille Axelkjøbing Herrested, som dog fremfor alle 
maatte antages at have Jord, der kunde skattes paa almin- 
lig Maade, ophører saaledes Hafnædelingen , og Byen svarer 
en én Gang for alle bestemt Afgift. 

Da nu i Norge Byerne heller ikke faldt ind under 
Skibsredeinddelingen, men hver udredede et én Gang for alle 
bestemt Tal af Skibe (aldrig større end 2, hvert paa 20 
Boerbænke) er det vel rimeligst at antage, at Ledingsbyrden 
har været fordelt paa samme Maade her i Landet. I den 
Beskyldning mod Jakob Erlandsøn , at han forbyder Ejøbstæ- 
der, der tilhøre Lunds Kirke, at udrede Koggeskibe, (solu- 
tiones coggonum) 1 ), synes ogsaa udtalt, at Byerne ikke ud- 
redede Skibe i Forening med eller paa samme Maade som 
Landet. 

Omkostningerne ved Skibets Ejøb og Bemanding maatte 
fordeles mellem Borgerne, og Mandskabet lejedes vistnok. 
Det omtales ikke, at Borgerne personligt gjorde Tjeneste, o; 
Ejøbstadmanden er jo langt mere bunden til sin Handel og 
sit Haandværk end Bonden til sin Jord. 

Den Skat, som i Anledning af Leding gik over Byen, 
kaldtes vistnok Skud. I et Brev af 1151 fritager Kong 
Svend Ribe Bisps Undergivne paa Land og i By (coloni tam 
vrbicoli quam ruricoli) for den Skat, som Bønderne kaldte 
Quærsæt, men Kjøbstadboerne Skot og Quærsæt 2 ). 



') Ser. V. 595: Quod non admittit solutiones coggonum in clvitatibus 
pertinentibus ad ecclesiam. Hvis denne Oversættelse ellers er rigtig. 

-) Oldemoder 3. 28: omne debitum iaris regii, quod rurenses quær- 
sæt appellant, urbani vero scot et quærsæt vocant. 



Skud og Kværsæde. 195 

Det forekommer mig, at der i disse Ord ligger, at Skud 
særlig var en Ledingsskat, nemlig Borgernes Bidrag til Om- 
kostningerne ved Skibets Udrustning og Bemanding eller til 
Afløsningssummen. Det skal naturligvis $ ikke nægtes, at 
Skud ogsaa kan betyde andre Byskatter; Skud har som Be- 
tegnelse for Byafgifter i Almindelighed endog en betydelig 
Udbredelse over Evropa 1 ), men særlig tror jeg dog, at Skud 
har været Ledingspenge. I Følge den ældre slesvigske Stads- 
ret § 87 tilfalde jo ogsaa Beder Borgerne og Kongens 
Foged tilsammen, med Undtagelse af, hvad der svares for 
Forsømmelse med Vagttjeneste og Ydelsen af Skud 9 ). Denne 
Bestemmelse svarer til den Regel, at Kongen altid forbeholdt 
sig Ledingsbederne. At Skud ikke var en aarlig Skat, frem- . 
gaar af andre Stadsretter, se Tillæg til Flensborg Stadsret: % 
Then tith skod gær af by, tha skal af ænnigh hus, huærkin 
stenhus eller træhus , raeræ afkydes ens af sæx pund engilsk ; 
Kjøbenhavns Stadsret 1294 § 49: Quando collectam contingit 
fieri Hafhis, quilibet soluet secundum valorem bonorum suo- 
rum et amplius nihil. 

Imidlertid var der en Mængde Byer, som ikke sendte 
Skib og Mandskab til Flaaden , men ved en én Gang for alle 
bestemt Afgift, Kværsæde, havde frikjøbt sig for Ledings- 
byrden. Velschow benytter ogsaa her Forholdene paa Lan- 
det til Vejledning. Som de, der ikke dyrkede rebet Jord, 
gjorde personlig Leding, men redede Kværsæde, saale- 
an tages det, at de Byer, som havde bygget paa Fælle- 
der (konunglef), redede Kværsæde, en én Gang for alle fast- 
sat Aflesningssum. Af Jordebogen lære vi imidlertid, at, 
følgende Byer svarede Kværsædeafgiften : 



') Odhner, Sv. Stådernaa Historia 22. Frenadorff, Stadt- und Gericbts- 
verfassung Lubecks 196. Maurer, Stådteverfassung g 393. 

*) Pro quollbet delicto omnia Witægyald debentur civibua et exaclori, 
exceptis excubiia et collecta, que Skoot dicitur. 

13* 



196 



Leding. 



Aalborg 


80 fC den. 


jfr. 


Indtægtslisten 


Viborg 


120 g - 


- 


Hovedlisten. 


Randers 


20 JC puri 


- 


- 


Aarhus 


12 £ - 


w 


«• 


Aarhus og 


> 






Horsens 


80 fC den. 


9 


Indtægtslisten 


Horsens 


60 # - 


w 


Hoved listen. 


Ribe 


120 £ - 


- 


^ 


Lund 


40 # puri 


- 


« 


Tommerup 


U£ - 


- 


- 



og da nu af disse Horsens og Ribe ikke vare Konunglef, 
medens Hedeby, Odense, Roeskilde, Vordingborg, Helsing- 
borg og flere andre, som vare Konunglef , ikke opføres med 
nogen Afgift , bør man vist opgive at tænke sig dette Grund- 
lag for Udredelsesmaaden. Om Ledingen var afløst eller 
ikke, beroede vist paa den med hver By sluttede Kontrakt. 

98. Ledingsfri var al den Jord, som ikke dyrkedes, 
hvad enten den nu var skovgroet eller Eng, eller den var 
Agerjord, som laa ubrugt, jfr. Frdg. 1251 § 6: »si terra non 
colitur, nihil soluat«, hvortil føjes i Frdg. 1257 § 8: »donec 
terra colatur o 1 ). 

99. I øvrigt har Fordelingen efter Hafhæ og Skipæn 
allerede i det 13de Aarh. været noget forældet, og der er 
vist sket saa mange Omlægninger af Skipæn, at man har 
ønsket hele denne Udredningsvis forandret. I Erik Menveds 
Frdg. 1304 finde vi da ogsaa et Forsøg paa at bringe Flaa- 
den tilveje paa en hel anden Maade. 

Leding skulde paalignes efter Indtægten saaledes at der 
udrededes et Skib paa 50 Læster med Mandskab og Kost 
for 16 Uger af hver Indtægtssum paa 10,000 |L. I hvert 
Stift eller Syssel udnævntes der et Antal Mænd til at vur- 
dere de enkelte Beboeres Indtægt og danne Lægder efter den 
angivne Størrelse; de skulde anslaa 1 % Sæd til 10 # Penge 



') Frdg. 1284 for Sjælland § 12: Hwilk fatok man, ær hauær æn øræ 
. scyld i iorth æth minnæ, thær han saar æi æth slaar æi,. tha scal 
han æi innæ for hænnæ, æn slaar han æth skæær, tha innæ swo 
sum før ær mælt. 



Forordningen af 13de Marts 1304. 197 

og 1 Td. Smør til 8 %. Alle Eværsædemændene skulde 
derhos i de Aar, da Leding udgik, udrede af deres Gods 
som Andre og paa den Tid være fri for deres Afgift Kvær- 
sæde. 

Dette nye Princip for Udredelsen af Flaaden har næppe 
været fulgt i mange Aar; Forordningen er nærmest mærke- 
lig som et Forsøg paa at komme ud af den gamle Forde- 
lingsmaade, ligesom den tillige viser os, at Skatteberegnin- 
ger efter Værdier, Matrikuleringer og Sligt ikke laa den 
Tid af Middelalderen saa fjærnt , som man i Almindelighed 
paastaar 1 ). 



') Et Priv. for Puggaard i Ribe af 11. Juli 1304 lyder saaledes: demittentes 
ipsis omnia bona sua, que in presentiarum habent, ab omni expedi- 
tionis gravamlne, impetitione exactorea, innæ, stuth ceterisque solutio- 
nibus libera etc . . . . hane Ipsis superaddendo graclam specialem, 
quod omnes villicl sui, coloni et inquilini ceterique de ipsorum fa- 
miiia præter bafnas pro excessibus suis tam 40 marcharum 
quam inferiorum jurium n ostror ura exceptis frithkoop et hiis, que 
de naufragio perveniunt, sibi et nulli alii de cetero debeant respon- 
dere. Jeg bar ikke kunnet komme til Klarhed om Betydningen af 
denne Restriction »prater hafnas«. Efter Forbindelsen er det nær- 
mest Sagefald, som ikke havdes af Hafnæne, men hvorfor det 
ikke havdes af disse, naar Hafnæ betyder et Distrikt paa Landjor- 
den, er ikke ret forstaaeligt; er det atter Skipænet eller Styris- 
mandens Ret, som ikke skal formindskes? Hvis det Undtagne er 
Bøder for Forbrydelser paa Skibenes Hafnæ, kunde det snarere give 
Mening, — men i Følge Priv s. Begyndelse gjøres der jo slet ikke 
Leding af Bønderne. For at en Løsning engang kan blive fundet, 
skal jeg her gjøre opmærksom paa to Ting, at denne Klausul fin- 
des første Gang i det ovennævnte Priv., altsaa faa Maaneder efter 
Emanationen af Frdg. 13. Marts 1304, og at den i den følgende Tid 
af Aarhundredet findes særdeles hyppigt, nemlig i Privv. af 1327 for 
Kannikerne i Ribe, 1327 og 1361 for St. Nicolaj Hospital i Kallund- 
borg, 1327 for Kloster, 1349 for Tommerup Kl. og 1385 for Lunds 
Kapitel. Endelig maa dette Udtryk have været brugt i et af Hult- 
feldt (1. 413) gjengivet Brev, hvorved Kong Kristoffer (1320) tog 
sin Marsk Ludvig med alle hans Tjenere udi sit Forsvar, gav ham 
40 JRT Sager og alt Sagefald over hans egne Bønder, undtagendis 
Haffnetjeniste. 



1 98 Leding. 

100. Kongen kunde efter eget Tykke udbyde Leding, 
naar denne ikke gik udenfor Rigets Grænser, hvorimod han 
til Krigsfærd mod et andet Rige maatte have Folkets Sam- 
tykke 1 ). — Hvor ofte Leding udgik, siges ikke i noget Lovbud, 
men af Ordene i J. L. III. 1 og 3 (thar lething biuthæs ; tho 
æi andre ar, æn thær lething gær vt) ligger, at Leding ikke 
udbades oftere end én Gang om Aaret og ikke hvert Aar. 
I Følge et Sted af »Ledingsret«, som strax skal citeres, synes 
det endog , at Leding under fredelige Forhold kun udgik hvert 
4de Aar. — I de Aar, Leding ikke udgik, var der oprindelig 
ikke Tale om nogen Udredelse af anden Art. Heri skete 
Forandring — vistnok i det 13de Aarh.. Regjeringen indsaa, 
hvor fordelagtigt det var at have friere Raadighed over Hær 
og Flaade og selv at have Udrustningen i Haand. Allerede 
under Kong Kristoffer begyndte man, som Huitfeldt bemærker, 
at bruge fremmede Folk for Besoldning og at foragte Landets 
egne Undersaatter. Kongerne kunde finde sig i at udbyde 
Leding sjældnere, naar Landet indvilligede i at betale en 
Afgift i de Aar, da Leding ikke udgik. »Ledings- 
retten« skjelner derfor mellem ret Leding og Udgærdsleding. 
»Ræthær lething ær æg meer en thre mark aff penningæ 
alf hware haffnæ, aff hvilke schal styræmæn upbæræ hwar 
femtæ pæningh. Ut gerz (læs saaledes i Stedet for vt hanz) 
lething met rættum danschum loghwm krefs æy rætælekæ 
wt, vtan hwart fyarthæ aar. vtan sa ær at hærr ligher foræ 
landæ« 2 ). Den anførte Afgift nævnes ligeledes iThord. Degns 
Art. 93: si rex duxerit expedicionem naualem redimendam, 
tune de qualibet haffne soluantur tres maroe denariorum. 



l ) Velschow §§ 14, 39. 

-) Tha scal konings gælkæræ. ællar annar hans bøgher vmbudzman 
læt bæræ til laostiog scolfoc spathæ oc bywdæ wdgerds ledingh. 
Dette hidsættes for at vise, at den ovenfor skete Rettelse iuaa fore- 
tages. Velschow har allerede i dette corrumperede Lovstykke rettet 
flere Udtryk. 



Udbydelie ar Leding. 199 

Endelig finde vi den i Jordebogens Hallandsliste blandt Kon- 
gens uvisse Indtægter; Skatten kaldes »liberacio expedicionis« 
og kan udfindes saaledes: »sunt in Hallandia in 18 nauigiis 
534 hafnæ seu totidem marce argenti et silvestria oppida 
126«. Hvis t |L Sølv var lig 3 |L Penge, er Afgiftens 
Størrelse den samme i de 3 citerede Steder 1 ). 

101. Om den egentlige Ledingstjeneste eller hvad Le- 
dingsretten kalder Udgærdsledingen, gjaldt følgende Bestem- 
melser. Udbydelsen kunde ske ved kongelige Sendebud til 
Ombudsmændene, men sædvanlig kundgjordes Kongens Be- 
faling derom paa Landstinget med en vis Højtidelighed. I 
Følge den skaanske Ledingsret møder saaledes Gælkæren til 
Tinge med Skjold og Sværd og udbyder Leding 2 ). 

Ledingstjenesten varede, i al Fald i Slutningen af Aar- 
hundredet, i 16 Uger; »styrisman se lething foræ i seyxtan 
wkor» hedder det i Ledingsretten og i Frdg. 1304: »Coggo 
expediatur cum hominibus et expensis sedecim septimanarum • . 
Til Udbydelse valgtes helst den Tid paa Aaret, som var 
Bønderne bekvemmest, Tiden mellem Saatid og Høst, hvilken 
imidlertid kom Gejstligheden paa tværs i Afholdelsen af 
Kirkefesterne (Ser. V. 593). 

Skib, Skibsrede og Skjolde skulde alle Mænd, der 
i Skipæn vare, kjebe (J. L. III. 5). Styrismanden skulde 
bygge Skibet for saa mange Penge, som Bønderne enedes om, 
men vilde han ikke nejes med, hvad de bøde ham derfor, 
maatte de selv bygge dem Skibe, dog maatte de ikke gjøre 
ham Forkjøb med én Mark eller to. Skibene kaldtes Lang- 
skibe og Koggeskibe. Det fremsættes ofte, at Koggerne 
vare mindre Skibe; men man kan af flere Kildesteder se, at 



l ) Jfr. i øvrigt Fritag, for Jylland 1284 g 10: Of konungs thærf wrthær 
at bluthæ sin skipleihing ut, tba sculæ tbe faræ swo sum fyrræ 
innæn konung Waldemars daghæ, antugh at gdræ, thæt konung thæm 
biuthær ællær oc -waghæ up theræ hafnæ. 

*) Jfr. Pontopp. Anm. II. 89: vocatl in general! placito incolarum Lun- 
densii dlæcesis ad expediUonem pro defensione regni. 



200 Leding. 

Koggerne netop vare de store, vidtfarende Handels- og Krigs- 
skibe 1 ). Forsyningen med de nedvendige Fødemidler paa- 
hvilede hver Hafnæ. Ledingsretten bestemmer herom: »haf- 
næmæn scal gyffuæ styræsmæn 16 scheppæ sichtet myei. 
och ther til saa meghen kost swm thet myel wæyær. bathæ 
met smør ok flesk ok nødækøth. Æn tha welæ somæ casta 
ther been wdh aft. Dermed var imidlertid kun tilvejebragt 
Kost for 16 Uger; skulde Ledingen vare længere, maatte 
Kongen skaffe Fødemidler. 

Om Vaabnene bestemmer J. L. III. 4. saaledes: Hwær 
styræ man skal havæ full manz wapn oc thæræ til et 
armbyrst. oc thry tylft pilæ. oc en man thær skiutæ kan 
thær mæth. of han kan æi sialf skivtæ. oc hwær hafnæ bondæ 
thær a skip ær. skal skiold havæ oc thry folk wapæn. 
swærth oc ketelhod oc spiut. Den Modsætning, der opstilles, 
er — forekommer det mig — »ftdl manz wapn« og »thry 
folk wapæn«, og ikke, som Velschow mener, Adskillelsen mellem 
»mans wapn« de Vaaben, som Mændene, Herremændene, skulde 
være udrustede med, og »folkwapn«, de som Folket bare; thi 
dels forekommer Mands Vaaben næppe for sig, men derimod 
»Fuld Vaaben« 2 ), dels betyder folkvapn simpelthen Krigs- 
vaaben (af folk jfr. Fylking) 8 ). Skjoldet hørte ikke til »thry- 
folkwapn«, men nævnes ved Siden deraf, idet Mandskabet 
skulde i Forening anskaffe Skjolde, (se J. L. IH. 5.), medens 
hver Hafnæbonde selv havde at udruste sig med Thry- 
folkwapæn. 

Den, hvem det efter Tur tilfaldt at gaa i Leding, maatte 



l ) Følgende Kildesteder bevise dette: Huitfeldt I. 288: 30 store Cog- 
geskibe. Westphalen IV. 900: duas habeant magnas naves, quæ cog- 
ken appellantur, cum minoribus navibus. Lab. Urk. I. 127: Koga 10 
marcas, minor navis 5 persolvat. 

*) Dipl. Sv. V. 374: hva sum rither med fullom vapnom. 476. I. I*. 
111. 7: hwær thær kvoongs man ær æth biskops- ær skyldugh at 
havæ ful -wapn. 

*) Schiyter, Sveriges indeloing 26. Kofod Anchers Skr. I. 281. 



Hærens og Flaadens Bestanddele. 201 

selv personlig møde paa Skibet, og kun de, som vare saa 
gamle eller saa unge, at de ikke vare tore at fare, samt 
Kvinder og lærde Mænd skulde skaffe Mænd for dem. 
Udenfor disse Tilfælde kunde en lejet Mand ikke sendes paa 
Skibet uden med Styresmandens Samtykke, og Træl maatte 
aldrig komme paa Hafnæ (J. L. III. 2., Er. Sj. L. III. 18). 
Vilde Nogen før Mand fare for sin Hafhæbroder, maatte dette 
ikke nægtes ham (J. L. III. 1), og Fader maatte sende sin 
San i Leding for sig (Ledingsret). 

102. I Følge det foran Udviklede komme Hær og Flaade 
til at have følgende Bestanddele. Hæren dannes først og 
fremmest af Kongens egne Mænd, saavel hans stadige 
Hoffølge som alle de Mænd, der rundt om i Landet havde 
taget Tjeneste under ham og gik fuldtrustede i Leding med 
deres Tjenere. Til disse kom Hertugerne og Greverne 
med deres Mænd og endeligen Bisperne med Følge 1 ). 
De vare alle fuldt rustede og de Fleste til Hest 2 ). 

Kjærnen af Flaaden udgjordes af de af Skipænene 
udredede Skibe, der kommanderedes af Styresmanden. Han 
var ansvarlig for Skibets Bygning og Udrustning og for dets 
Bemanding. Han kunde vel have særlige Indtægter af Mand- 
skabet ved frivillige Gaver og ved Sagefald 8 ), men Hoved- 
sagen for ham var dog den hæderfulde Stilling. Denne 
gik, som mange af Middelalderens Embeder, i Arv i Mands- 



*) Ser. V. 579, Vita Gunneri episcopi Vibergensis: Quando vero flebat 
dompni Regis expedicio, in quam suos destinare pueros debuisset, 
tantam eis curam adbibuit, vt singulis arma plena et dextrarios 
preuideret, et expensam eorum et utensilia per se ipsum scriberet 
singillatim. 

*) 1309 var der i Følge en lybsk Krønike i den danske Hær 2500 
store Heste. Snhm. XI. 620. 

*) Sktpænet skulde derhos give ham Midler til at skaffe sig Hest og 
Brynje for (I. L. III 3: af hver Hafnæ 9 S kj ep per Rug; Frdg. for 
Bara Herred: pro hesteleya et brynnie leya numquam nisi ora ar- 
genti debeat extorqueri; Ledingsret: 1 fi til bryuiopenningæ). 



202 Leding. 

linien. Fader arvede den efter San, Søn efter Fader og Broder 
efter Broder; men »Styrishafnæ« gik aldrig over paa Spinde- 
siden og kom aldrig til Slegfredsøn, selv om han blev kuld- 
lyst. Var der ingen Arving paa Mandssiden, faldt den til 
Kongen som anden forladt Arv. (III. 20.) 

A. D. Jørgensen bar fremsat den Mening, at Høvdin- 
gerne for Skibene i Østdanmark ikke hed Styrismænd, men 
Oldinge, og støttet denne Antagelse paa, at det af Saxo 
omtales, at der blev gjort Indsigelse mod et af Valdemar L 
paatænkt Vendertog af de Seniorer, der plejede at tale for 
Skibene (seniores, quibus pro rostris dicendi mos erat). Da 
Styresmænd nu »næppe nævnes øst for Beltet [o: Storø 
Bælt], saa er det næppe for dristigt at antage, at ogsaa deres 
Værdighed 1 ) her har været betegfiet med Navnet »Olding«, 
siden Saxe, der taler efter det østlige Danmarks Sprogbrug, 
netop kalder dem »seniores««. Det er endnu ikke godtgjort, 
at Saxo bruger særlig østdansk Sprogbrug, men vist er det, 
at hans omskrivende Maade at udtrykke et Navn og en Be- 
tegnelse paa har ledet] Mange vild. Hvis det nu kunde 
antages, at Saxo ved det brugte Udtryk vilde gjengive et 
dansk Ord, vilde jeg allermindst med Jørgensen søge dette 
bag »seniores«, der hos Saxo og ganske almindelig i den Tids 
Latin betød en Hædersmand, en Dannemand o. s. v. Langt 
snarere kunde vel den relative Sætning antages at gjengive 
Benævnelsen, thi naar hos Saxo »qui regiæ mensæ præerat* 
betyder en Drost, »quem stabulo suo præposuerat« en Staller 
(S. 902, 904), og saaledes en Mængde Analogier, kunde 
»quibus pro rostris dicendi mos erat« dog vel med Grund 
antages for et endog ret betegnende Udtryk for Styrismand. 
Det hele Forsøg er imidlertid ørkesløst, thi »Styrismand« 
findes i de to vigtigste Lovstykker om Leding fra Østdan- 
mark, nemlig i Ledingsret og Er. Sj. L. III. 18. 



>) Jørgensen (Aarbøger 1872, 290 ff.) søger nemlig af forskjeliige Kil- 
desteder at finde et almindeligt Begreb: Oldinge. Jfr. i det Følgeode 
(Kapitlet om Møntvæsnet) om de 4 Seniorer i Slesvig. 



Forskjellige Klatter af Skipæn. 203 

1 Flaaden have Skibene fra de enkelte Landsdele slut- 
tet sig sammen i Afdelinger. Jeg har allerede tidligere (S. 
44) omtalt, at der i Kilderne enkelte Steder forekomme Høv- 
dinger eller øverster for enkelte sterre Landsdele, saaledes 
nævnes 1316 Jakob Flep som Præfeotus og Hærfarer i Fyen 
og Eskil Krake i Halland , og disse have maaske været øverst- 
befalende over Skipænene, thi at der var en saadan Stilling, 
bliver bevidnet af den af Dr. Nielsen (i »Sysselinddelingen« 
S. 98) fremdragne gamle Slægtfortegnelse, hvorefter Hr. Stig 
Pedersen (som maa have levet ved Aar 1300) var Høveds- 
mand over Vendelbo Skibereder. 

Skipæn var i øvrigt 3 Slags, idet der foruden (I) de om- 
talte private Skipæn, som vare de fleste i Tal, fandtes (II) 
Kongens Skipæn. Kongen kunde have erhvervet Skipæn 
ved Kjøb, eller de vare tilfaldne ham som forladt Arv eller 
forbrudt Bestilling. I Følge Jordebogen ejede Kongen et 
Skipæn i Farthusæherred i Halland paa 35 Hafhæ, og et i 
Skodborg Herred paa 42 Hafhæ. Dette sidste »havde Niels 
Slet«, hvad der, da Skipænet endnu kaldes Kongens, vel vil 
sige, at det var overdraget ham som personlig, ikke som 
arvelig Bestilling. (IH) Skipæn kunde dernæst være henlagte 
til Embeder, saaledes at vedkommende Embedsmænd var 
berettiget til at forlene dem bort, enten med Arveret i Hen- 
hold til Loven, eller som personlig Bestilling. Saadanne 
Skipæn omtales i J. L. III. 20, der byder, at »the styræ 
hafnæ tho til biskops dom liggæ, fylghæ e biskops dom«, 
naar ingen mandlig Arveberettiget findes. Vi kunne paavise 
saadanne Skipæn i de forskjellige Bispedømmer. Kong Erik 
skjænker 1248 et Skipæn, som han har kjøbt, til Bisp Esger 
i Bibe saaledes at Bispen kunde sælge, bytte og borttesta- 
mentere det, men hvis han ikke havde disponeret over det 
fer sin Død, skulde det tilfalde Bispestolen (ecclesia Bipensis) 1 ). 



') Oldemoder 8. 



204 Leding 

Lisberg Herred var fra gammel Tid delt i to Skipæn, Kon- 
getis og Bispens Skibelse, hvilket sidste, som var Aarhus 
Bisps, forekommer helt oppe i den nyere Tid 1 ) og bevirker, 
at Herredet sondrer sig i øster- og Vesterlisberg Herred. 
Aarhus Bisp havde ligeledes et Skipæn i Hasle Herred, thi 
Bisp Paulus henlagde med sit Kapitels Samtykke den 15de 
Maj 1359 Ledingspengene deraf til en bestemt Messe i Aar- 
hus Domkirke ("to tam pecuniam de navigio nostro in Has- 
lufherrit, quæ ledhins penningh dicitur«, Diplomatariet). Erik 
Menved gjengav 1295 den roeskildske Bisp Johan og 
Stiftet nogle Skipæn, som fremfarne Konger havde skjænket 
did 2 ); det omtales ikke, hvor disse vare beliggende, men da 
der i den roeskildske Bisps Jordebog nævnes (S. 66): »Red- 
ditus episcopales, dicti læthingspenninge in Ringstæthehæreth, 
northen sy 6, adjacentes cellerarie« har et af disse Skipæn 
formodentlig ligget i dette Herred , og det er Levninger deraf, 
der vise sig i den anførte Afgift. 

103. Det er ovenfor sagt, at hver Hafnæ udrustede én 
Mand til Skibet; naar det nu vides, hvormange Hafnæ der 
fandtes i de enkelte Skipæn, vides det ogsaa, hvor stor Be- 
sætningen paa Skibene var og dermed Skibets Størrelse, idet 
det vel kan antages, at hver Mand førte en Aare og Skibets 



*) Ser. VI. 504. 508 : en myn gaardh liggendes y Hornslet i Lysbergherret 
i Konnings Skipelse. 510: Liisbergh kyrcke i Liisbergherrit Uisp- 
skibelse. 518: unam curiam in Todberg in provin cia Liisbergherrit 
Regii navigii, dicti Koningskibelse. N. D. M. VI. 319. Æ. A. R. 
(Regist.). — Jfr. foran S. 173. 

*) Navigia quædam per progenitores nostros divinitus sencientes ecclesie 
Roskildensi olim dimissa . . . quæ quidem navigia a longo tempore 
debita consideratione premissorum non adhihita, nomine corone regni 
hactenus ordination! ecclesiæ et usni sicut ablata venerabili patri 
domino Johanni Roskildensi episcopo, consiliarioram nostrorum in 
presentiarum apud nos eiistentium accedente consilio et consensu, 
libere resignavimus nomine ecclesie sue et ipsa cum solutionibus et 
servitiis possessioni sue restituimus sicut eadem possedisse iuxta 
bonorum testimonium dinoscitur ab antiquo. (Diplom.) 



Skibene« Størrelse. 205 

Storhed regnedes efter Aaretallet. Man angiver nu som 
oftest, at der slet ingen Regel findes om Skipænets Omfang; 
det kunde rumme et lidet og et stort Antal Hafnæ. Dette 
Sidste er ganske rigtigt, men at der ikke har været Bestem- 
melser om Skipænenes Størrelse eller visse Klasser i disse, 
kan dog vist ikke antages. Da i Følge Er. Sjj. Lov et lov- 
mæssigt Skipæn har 40 Hafnæ og i Følge Abels Frdg. 48 
Hafnæ, maa der have været Kegler herom, og det er sand- 
synligt, at man er gaaet den ved disse to Lovsteder antydede 
Vej og har forandret Flaadens smaa Skibe til store. Naar 
man nu sammenstiller de Optegnelser, vi have om Hafnæ- 
fcallet i de forskjellige Skipæn 1 )« tror jeg, man vil erkjende, 
at der findes bestemte Klasser; der er ved Ordningen taget 
Hensyn til Multipla af Tallet 8. 

8, 8, 10, 10 (Fyen) 

16 (Halland) 16 (Fyen) 16 (Roldæ fiarthing i Hindsted Herred) 

23, 23, 24, 25, 25, 25, 26, 28 (Hallaod) 24, 24 (Fyen) 25 (Beflum 

flarthing i Heliumherred) 
32, 33, 35 (Halland) 30 (Fyen) 
40, 40, 42, 42 (Hallaod) 42 (Skodborgherred) Jfr. Er. Sj. Lov III. 18: 

a laug 8kiph, thær sum fyrtiughæ hafnæ æræ. 
48 (Abels Frdg. 1251 g 24: Een skibæo skal wæræ ate hafnæ oc 

flughertiughe). 

104. Mærkeligt er imidlertid, at det ses, at det største 
Skib ikkun var paa 40 Mand eller saa. Thi dette stemmer 
aldeles ikke med andre Beretninger om Kong Valdemars 
Flaade. I Følge en gammel af Huitfeldt citeret Kilde (I. 
187), havde Kong Valdemar 1400 Langskibe og smaa Skibe. 
Paa hver Langskib var 120 Mand og paa hver Jagt 12 
Roersmænd, 1 Hest og 1 Skytte »et in qualibet navi 
unus miles dextrarius phaleratus , det er en Keridtzer et unus 
sagittarius, det er en Skytte, in communi armatura et sic 



l ) Som ovenfor bemærket siges det dog Ikke i Angivelserne fra Fyen, 
at de nævnte Antal af Hafnæ udgjøre Skipæn; flere af disse skulle 
derfor maaske sammenlægges. 



206 Leding. 

erant in universum milites & sagittarii MMDCCC. Summæ 
universorum CLX millia virorum«. 

Nu er det vel sandt, at man kunde antage Langskibene 
paa 120 Mand udrustede af Kongerne eller Landets fyrstelige 
Lensmænd, men dette er højst usandsynligt, og besynder- 
ligt er det i hvert Fald, at vi ikke blandt de mange Angi- 
velser om Bøndernes Skibe finde et eneste større end paa 
40 Mand. Dertil kommer, at Huitfeldt paa et andet Sted, 
i Beretningen om Toget til Lifland i Aaret 1219 (I. 184) si- 
ger, at Halvdelen af den i Alt 1000 Skibe store Flaade var 
Langskibe og Halvdelen Jagter og smaa Skibe. 

Kan det da antages, at der før Jydske Lovs Tid har 
været stillet én Mand af Tredingshafnæ, hvorved en Besæt- 
ning paa Skibet af 120 Mand vil fremkomme? 

De norske Ledingsforhold have #ivet Anledning til lig- 
nende Betragtninger. Efter den ældre Guletings- og ældre 
Frostetingslov var Landet delt i Skibreder, hvoraf hver skulde 
udrede et Skib. I Alt var der 309 Skibreder, og af Skibene 
vare 192 paa 20 Boerbænke, 116 paa 25 og 1 paa 30. Be- 
mandingen var i al Fald oprindeligt 2 Mand paa hver Tofte. 
Dette udgjør saaledes i det Hele en Flaade paa 1 3,540 Mand 
eller rundt regnet 14,000 Mand. Der forekommer imidlertid 
historiske Oplysninger om den norske Flaade og Hærs Stør- 
relse ved enkelte Lejligheder, som tyde paa, at Ledingshæ- 
ren virkelig er bleven øget. Dens Styrke i halv Almenning 
synes at have kunnet løbe op til 20,000 Mand og i fuld 
Almenning til mellem 40,000 og 50,000 Mand. Hvis dei 
nu ikke i disse Angivelser er Overdrivelse eller Tale om 
overordentlige Udrustninger, som ved frivillige Indrømmelser 
af Folket skrede langt ud over Lovens Bydende, kan man 
kun forklare sig en .saadan Forøgelse af Hæren, ved at 
man har fordret en langt større Bemanding til Ski- 
bene. Man finder allerede i det 12te Aarhundrede, at sex 
Mand, eller det tredobbelte af det oprindeligt vedtagne An- 
tal, har været regnet paa hvert Bum i et vel udrustet Krigs- 



Skibenes Størrelse. 207 

skib. Men mærkeligt bliver det da, at der i den nyere 
Landslov, som i de ældre Love overalt synes forudsat, at 
Skibenes Størrelse for hvert Skibrede med Hensyn til Rum- 
menes Antal var det o venangivne, ligesom ogsaa, at den 
adredede Mad regnedes efter det ældre Antal Mænd for hver 
Bænk« nemlig to 1 ). 

Det forekommer mig , at de danske Beretninger opstille den 
samme Gaade. En Sammenlægning af Skipæn nævnes ikke; i 
Jordebogens Hallandsliste opfares navigium skilt fra navigium, 
ogStyresmænd nævnes særligt for hvert. Lovene gaa derhos 
udfra, at kun én Mand farer af hver Hafnæ*). Huitfeldts 
Angivelse kan man vist ikke komme bort fra ved at antage, 
at han har misforstaaet sin Kilde. Vi maa slutte paa samme 
Maade som Eeyser: Dette Spergsmaal er hidtil ikke fyldest- 
gerende besvaret. 



') Keyser, efterladte Skrifter. II. 222 ff. 

*) Eller skjules der Noget om en tidligere større Ledingspligt i g 1 i 
Frdg. for Barahejred: »quod quelibet hafna per se ipsam hominem 
in expedicionem iturum ydo&eum tantum debeat nomlnare«? 



XL Kapitel 

De extraordinære Skatter. 

(Plovpenniiige. Guldkorn. Precariæ, Talliæ, Redempto 
terræ. De extraordinære Skatter vedtages af Undersaattane 
og paahvile de privilegerede Stænder.) 



105. Det er ikke vanskeligt at paavise, hvad der er fælles 
Karakteristisk for de extraordinære Skatter, men da det kun 
kan udfindes ved en nøjere Betragtning af de enkelte Arter 
af disse, bør Undersøgelsen heraf udsættes, til vi have omtalt 
de bekjendteste af disse Skatter. 

I. Plovskatten. Den anden Bøn, jeg Eder beder, 

den beder jeg Eder saa gjerne, 
I give alle Plovpenning til 
og alle Fanger i Jerne. 

I Følge dette Vers af Folkevisen om Dronning Dagmars 
Bryllup (1205), hvorefter hun som Morgengave skulde have 
bedet Kong Valdemar eftergive Plovskatten, maatte det an- 
tages, at denne allerede da var svaret. Herpaa tør man dog 
ikke stole for vist; det synes imidlertid af historiske Kilder 
sikkert, at den er bleven paalagt Landet paa Kong Valde- 
mars Tid. 

En Skat paa Plove eller Forspand er her i Landet vistnok 
først benyttet af Kirken *). I England blev der skattet til 

l ) Jfr. Kofod-Ancher i Lovhistorie II. 4. 



Movpenntiig«. 200 

Gejstligheden af Plovene, og denne gejstlige Afgift er tiet 
med mange andre af Kirkens Skikke og Ydelser derfra kom- 
men til Danmark, hvor den nævnes lige saa tidligt som Af- 
gift til Gejstligheden, som den omtales som Statsskat. Bisp 
Esger af Ribe formanede saaledes (1249) Indvaanerne af Al- 
mind Syssel til at give til St. Marie Kirkebygning i Ribe 
1 Skp. Havre af hver Plov og 1 Ost af hvert Hus, som 
brugeligt haver været forhen 1 ). Vi finde derhos langt nede 
i Middelalderen »Plovkorn« og »Plovbrød« svarede til Kir- 
ken; de bleve med samtlige andre Former af mindre be- 
stemte Ydelser først afskaffede ved Kr. 111.8 Reces 1536. 
Tiden, da Plovpenge er bleven indfort som Skat til Sta- 
ten, har været sat snart for langt tilbage, snart for langt 
frem. En Forfatter lader Erik Emnn indføre den, hvad 
utvivlsomt er lige saa urigtigt 9 ), som at Erik Plovpenning 
skolde være dens Ophavsmand. Holder man sig til sikre 
historiske Kilder, er kun saameget vist, at den svaredes paa 
Valdemar Sejrs Tid. Med Bispen af Ribe havde denne Konge 
123 4 R ), og vist endnu tidligere, sluttet den Overenskomst, 
at Bispen skulde oppebære Flovpengene af Hårde , Almind 
og Varde Sysler med Byerne Varde og Lemvig i Stedet for 
Halvdelen af Møntindtægten i Ribe. Denne Overdragelse 
stadfæstede Erik som udvalgt Konge med sin Faders Sam- 
tykke 1237, og den bekræftes ligeledes af Abel 1252, men 
da med den Begrænsning, at Bispen kun skulde have 18 
Penninge at hver Plov, af de to Byer derimod en bestemt 
Sum som tidligere. Da Kong Erik 1280 bekræfter Ribe 



') quia ei antlqua devotione predecessorum tenemini ad subven- 
tionen! diet« ecclesi« de quolibet aratro unum modium avenæ et 
de qualibet dom o unum caseum. 

*) Kofod. Ancher. 1. c. 3. 

*) Oldemoder 6. Af et Brev af 1236 (S. 7) ses, at der forinden 
Overenskomsten af 1234, der er afsluttet paa Femern, var indgaaet 
en lignende 1 Skaane. 

14 



210 De extraøréånære Skatter. 

Bisp i den fulde Besiddelse af sin Mentret ijBibe, maa det 
antages« at dette Mageskifte af Rettigheder da var ophørt 1 ). 

Bekjendt blev imidlertid Plovskatten især under Kong Erik 
1249, hvorom Hoitfeldt fortæller saaledes: Kongen tænkte 
at gjere et Tog til Iifland som en Pillegrim, men da ban, 
saa vel som Rigets fiaad, vidste »at hos Riget; vaar ingen 
Forraad aff Penge, men formedelst hues Krig band havde 
hafit, Droselen oc all Forraad at være opgangen, derfore 
vaar hånd begerendis en mulig Skat oc Hielp ofrer all Dan- 
marck aff huer Ploug, huilcke Penninge kaidis denarii rhe- 
dales, vel aratri, men huad den hafver været, oc huor hej, 
finder jeg icke. Denne Skat bleff hannem bevilget, men der 
Brefvene kom til Skaane herom, vilde de ingen Plog Pen- 
ninge udgifve.« Der udbred derefter Opror, som forst efter 
et stort Slag blev dæmpet. 

Det synes efter denne Beretning ikke usandsynligt, at 
Plovpenninge forst af Kong Erik ere blevne indførte som en 
almindelig Landeskat, efter at de hidtil kun havde været 
ydede af enkelte Landsdele. Skatten er vistnok fra Landets 
vestlige Dele — hvad Pal-Muller (S. 199) antyder — efter- 
haanden bleven overfort til de andre Landskaber, forst da 



l ) 01demoder6 t 7. — S. 71 nævnes i en Liste over Kannikernes Ind* 
tægter fra Slutningen af 13de Aarh.: De denariis minoribus ara- 
tralibus in harthæsysæl, warwithsysæl , iallngsysæl et almundsysæl 
circa 20 jf et amplius circa festum pentecostes vel prius. Dette er 
vist ikke den kgl. Plovskat. For det Første var Møntretten allerede 
1280 tilbagegivet til Biskoppen og dennes Ret til Plovpengene der- 
med ophørt. Bispens Ret havde derhos aldrig udstrakt sig til Jel- 
lingsyssel, og en Transaktion , hvorved Skatten skolde være over- 
ladt til Kannikerne, er os ubekjendt. Disse Plovpenge ere sikkert 
en gejstlig Ydelse, der udredes af hele Stiftet N. for Aaen (de 4 
Sysler udgjøre her Ribe Stift). Summen er derhos saa lav, at der 
næppe har været svaret mere end c. 2 denar. af hver Plov. Kinch 
antager Ribe S. 593), at det maaske er de kgl. Plovpengé af Kan- 
nikernes Gods; men da havde dette vel varet anført i Stedet for, 
at det nu siges, at det var af Syslerne. 



Plovskatten* Historie. 211 

den kommer til Skaane mader den Modstand (jfr. ogsaa Ser. 
I. 245: compulit tot a jn Daciam ad denarios redarios). Op- 
rørerne bleve imidlertid kuede, og Skatten var anerkendt. 
Den forekommer derpaa under de følgende Konger Abel og 
Kristoffer (se Frdg. af 1251 § 5, 1257 § 12), roen Skatten 
indrammedes kun imod, at Kongen gjorde Menten stadig 
(jfr. herom nærmere ved Møntvæsenet). 

I den følgende Del af Aarhundredet omtales Skatten 
ikke, men dukker op i Begyndelsen af det 14de Aarh., og 
da for sidste Gang. Kong Erik lod opkræve extraordinære 
Slatter i Aarene 1316—1319 og blandt disse ogsaa Penge 
af hver Plov. At der imidlertid tidligere under hans Rege- 
ring har været svaret Plovpenge, fremgaar af en i Aarhus - 
bogen indfort Skattekvittering af 1311. Skatten bliver da 
ogsaa allerede 1313 benyttet som Straffeskat, idet Kongen 
tvang de oprørske jydske Bønder til at give Plovpenge og 
Guldkorn. 

Men hermed er Skattens Rolle udspillet. Kong Kristof- 
fer lovede i sin Haandfæstning 1320 § 31, at Plovpenge ikke 
maatte opkræves, — hvad han dog naturligvis ikke holdt; 
i Aaret 1325 paalagde han en Skat af en Mark Selv af 
hver Plov 1 ), men senere har den i det Aarh. ikke været ydet. 

106« Om Skatten skulle følgende Enkeltheder bemærkes: 

I. Til Skattens Navn knytter sig en gammel kuriøs 
Vildfarelse, som gjenfindes i Skrifter fra den allernyeste Ud. 
Det hedder i de esromske Annaler (Ser. I. 245) ved Aaret 
1249: Bex Ericus compulit totam Daciam ad denarios reda- 
rios siue aratraleff. Dette Sidste opfatter Kofod- Ancher 
som Skattens Navn, og han fraraader Enhver at tro, at det 
er »enten blot Latin eller blot Dansk« ; det er sammensat 
af aratrum (Plov) og lef jfr. konunglef osv. Det er vist ikke 
rigtigt, at lef kan faa Betydning af Skat eller Afgift; men 
i hvert Fald er aratraleff en saa i øjne faldende Tryk- eller 



*) Ser. VI. 522. 

14* 



212 De cxiraordtnarc Skatter. 

Sk riv fejl for »aratrales«, som findes i andre Kilder (Ser. 
V. 570, jfr. Hnitfeldt), at det er mærkeligt, at Vildfarel- 
sen har feaet Lov til at blive gammel. Kofod-Anchers For- 
klaring gjentages imidlertid af N. M. Petersen (Danmark i 
Hedenold III. 132), der lader Erik Plovpenning inddele Lan- 
det i Aratralef, og hos Helveg, Kirkens Historie til Reforma- 
tionen I. 574. 

II. Skattens Størrelse angives i Frdng. af 1251 og 
1257 som 1 øre Penge; 1252 var Ribe Bisps Andel i Plov- 
skatten 18 Denarier af hver Plov, hvilket vist er Halvdelen 
af den hele Skat (1 øre). 1316 var den 1 £ Salv; 1318 
V» |L Sølv; 1319 Vi JL Sølv; 1325 1 # Sølv 1 ). I Følge 
Jordebogens Indtægtsliste havdes i Plovpenge af 5 Herreder 
i Sjælland c. 320 * /s #, hvilket — hvis man anvender Middel- 
tallet af det Tal af Plove, der i Følge PlovtalsBsten fandtes 
i de 27 sjællandske Herreder, — bliver omtrent 58 Den. 
paa hver Plov. Af Odense-, Salling- og Sunds-Herred hav- 
des i Følge Indtægtslisten i Plovskat 135 #, hvilket efter 
samme Beregningsmaade giver en Skat af c. 41 Den. paa 
hver Plov. 

III. Skatten paahvilede alle, selv de privilegerede 
Undersaatter. I Valdemar Sejrs Brev af c. 1234 til Be- 
boerne i Hardesyssel byder Kongen, at Ingen skal være fri 
for denne Skat, men baade Læg og Klærk og Klosterfolk 
udrede den 9 ). Saaledes lyder ogsaa Frdng. 1257 § 12, at 
Ingen, hverken Herremand eller Klærk (nec decurio nec re- 
ligiosa persona neque cleriens) skal være fri for Skatten. 



*) Ser. II. 528. IV. 283—285. VI. 521. 

*) Oldemoder 8: «sed sicot laicl Ita et clerici et omnes clanstrales ad 
illorom denartorum aolticionem sunt obligat! «. Det maa røre dette 
Brev, Kofod -Ancher sigter til, naar ban i sin Lovhistorie II. 4. si- 
ger, at der findes i det kgl. danske Arkiv et Brev, hvorved Indvaa- 
nerne af Harsyssel 1236 af Kong Valdemar frilages for at betale 
Plovpenge, men dette er da nheldigt gjengivet. 



PtoTtkat af Kjrttteder. 213 

1311 udsteder Kongens Foged i*Aarhus en Kvittering for 
Plovpenge, som han har modtaget af Hr. Hans, Provst i 
Aarhus , nemlig 60 # Penge svarede af Kannikernes Fælles- 
bord og 10 # af denne personligt 1 ). 

I Beretningerne om de overordentlige Skatter i det an- 
det Aarti i det 13de Aarhundrede nævnes udtrykkeligt alle 
Stænder som beskattede (1316: rex per totam Daniam tam 
clericis quam laicis, secularibus et religiosis, indiiit et recepit 
ab illis unam marcham argenti de quolibet aratro et æqui- 
pollens, ubi aratra non computabantur*) ; Kongen skaanede 
i Følge Huitfeldt (I. 401) hverken Gejstlighedens eller Ade- 
lens Bønder. 

IV. Skatten udrededes af Plovene — og i Følge den 
foran citerede Kilde, hvor Plove ikke regnedes, efter Paalig- 
ning. Men da nu Skatten var en extraordinær Skat, da 
den navnlig udrededes til Hjælp i paatrængende Tilfælde, og 
da den paahvilede selv de privilegerede Klasser, maatte den 
vel ogsaa udredes af Kjøbstæderne, men hvorledes? For- 
deling efter Plove har næppe været anvendt paa Byerne. — 
Det hedder nu i de ovenanførte Breve . om Overdragelsen af 
Plovpengene til Ribe Bisp, at denne skulde oppebære Skat- 
ten af de tre Sysler med Byerne Varde og Lemvig (Kolding 
omtales ikke), hvorved en særlig Skattesættelse af disse 
Byer formentlig antydes, og endelig lyder Brevet 1252 ud- 
trykkeligt paa, at Bispen af disse Byer skulde have en be- 
stemt Sum, som hidtil. 

Ku findes der i Vald. Jordebog umiddelbart efter Plov- 
talslisten, der, som foran (S. 15) sagt, er en Fortegnelse 
over Antallet af Flove i Sjælland, paa Laaland og Falster, 
en Opregning af Byer fra de samme Lande med en Penge- 
ansættelse ved hver; den begynder saaledea: 

— —— — — ■ j ■ - - 

*) Ser. VI. 419. 
\ Ser. VI. 521. 



214 De eitraordimere Skatter. 

Worthinburgh 15 mareas den. et dimi&am. 



Hedding 


marcam. 


Roskildis 


80 mareas. 


Slangathorp 


2 mareas. 


Helsiogher 


8 mareas. 


Skybi 


20 solidos. 


Stigsburh 


2 mareas et dimidiam. 


Holebec 


12 mareas. 



Denne Liste nævner alle, selv de mindste KjøMnge, der 
fandtes paa dette Omraade i Midten af Aarhundredet 1 ), og 
selv de Byer, som ikke harte under Kongen, saaledes Næst- 
Ted og Kjøbenhavn. Den anførte Pengeafgift har derfor 
vistnok været en extraordinær Skat. Da Fortegnelsen 
nu følger umiddelbart efter Listen over Flovene, da 
den omfatter selvsamme Omraade som denne Liste, er 
det vel ikke urimeligt at antage, at det er en Fortegnelse 
over den Skat, som er paalignet Byerne i Stedet for Plor- 
Bkatten. 

V. Den, som ikke betalte Plovpenge, mistede i Følge 
Frdg. 1251 § 5, 1259 § 12 den bedste Oxe af sit Forspand, 
og den kunde kun løses tilbage ved 2 Ører Penge. Denne 
Tvang var temmelig alvorlig, og det synes i det Hele som 
Skatten har været særdeles forhadt, hvorom da ogsaa Op- 
roret under Kong Erik og hans Tilnavn Plovpenning, saa- 
velsom Verset af Dronning Dagmars Vise vidne 8 ). 

107* II. Guldkorn. Denne Skat blev i Aaret 1313 paa- 
lagt Bønderne i nogle Sysler i Jylland , der havde været op- 
rørske mod Kong Erik. Denne beretter, selv i et Klage- 



') Beviset herfor skal blive ført i 2den Afdeling af disse Undersøgelser. 

*) 1 Geharch. Aarsber. V. 3 siges, at Plovskatten ophæves ved Frdg. 
1251 2 16: Item injusta gravamina revoeentur videl. bos vel oroa- 
raenta de aratro. I disse Ord ligger imidlertid kun, at et særeget 
ublu Krav eiler en haard luddrivelsesmaade afskaffes. Frdgs. | 6 
forudsætter netop, at Skatten udredes. — Om Plovpenge fludei i 
historiske Skrifter mange Urigtigheder fremsatte. Det vilde være 
for vidtløftigt her nærmere at nævne disse, kun skal jeg rette føl- 



Goldkern. 215 

skrift, trykt hos Huitfeldt L 374, om Granden til Oprøret: 
•Den tid vi kom hiem aff Sverige, oc haffde handlet med 
Banderne om en Skat, til at aflegge vor Gjeld med, udi 
Snerige gjort, da handlede Niels Brock, Johan Papæ, Niels 
Lauritsen etc. med vore egne Bander, de skolie den icke 
udgiffue. Men de samlede forneffnde Bønder tit dem, giorde 
Forbund med andre udlendiske Førster, toge Ed aff dem, 
udsende Vijde oc Brand, som oc kaidis Budstycke oc 
giorde offuer all Judland forsamling imod os imod vore 
Breffue, holdendis baade om Dagen oc Natten forbudne 
Forsamlinge oc Steffhe, oc ferde de forneffnde Bønder udi it 
Slag imod os, huor mange vore Riddere bleffue ihielslagne«. 
Kongen blev forbitret, drog med hele sin Hær over mod 
Banderne, der forfærdedes og kapitulerede. Hovedmændene 
bleve hængte og tunge Skatter paalagte Bønderne i disse 
Sysler. Skattebudet, som findes hos Huitfeldt S. 367, er 
temmeligt dunkelt. Foruden en Flovskat i 2 Aar og en 
Del mindre Ydelser én Gang for alle paalægges det Bøn- 
derne i de oprørske Sysler at udrede til evig Tid en Skat af 
1 Skjæppe Bug og Bønderne i Jellinge 2 Skjæpper Korn af 
hver $L Guld i Jord, »ihuem som heldst marekguldsiord eyer, 
da skal de saa giffue der aff«. 

Skatten har i øvrigt liden Interesse. Det er et aldeles 
extraordinært og ubilligt Faalæg. I Kristoffers Haandføst- 
ning 1320 § 31 nævnes den blandt de Skatter, der ikke 
maa kræves, og da den ellers aldrig omtales, er den vist 
uagtet Budet om dens Varighed »til evig Tid», strax blevet 
hævet. 

108. III. Precarierm. v. Allerede i Slutningen af det 
13de, men endnu hyppigere i Begyndelsen af det Ude Aarhun- 



gende Sted i Vid. Selak. phll-hlat. Skr. I. 301, da .det er bleven 
endnu dunklere ved Gjengivelseo i N. Staatsb. Hag. 111. 1835, 105: 
Plovpeoge Åndes ikke omtalte i Roeskildebogen, og de to andre Ci- 
tater skulle være Ser. VI. 521, VI. 419. 



216 De extreordinswe Skatter. 

drede finde vi flere overordentlige Skatter opkrævede med forskjel- 
lige Navne, saasom precariæ, talliæ og redemptio terræ (Lan- 
dehjælp). Deres Skjæbne var den samme som andre ex- 
traordinære Afgifter«, at dé begyndte som overordentlige, 
men i Tidens Lab bleve ordentlige Skatter, hvorpaa nye 
extraordinær* opstod« Da disse Skatter bovedsageligen ved- 
røre det 14de Aarhundredes Historie, skulle vi Iran korteligt 
omtale dem, nærmest for i Almindelighed at klare de extra- 
ordinære Skatters Natur: 

L Deres Størrelse var meget forskellig. Standom ere 
de paalignede efter Formueindkomsten, og var da 1318 og 
1323 en 10de Fart af denne 1 ). Af et Brev af 1330 ses, at 
Klostrene da gave 5 Skilling Sæd eller V« ^ Selv af hver 
Hark Sæd i Indkomst, og dette var endda kun dan hatø 
Skat, saaleées som den var nedsat*). 

II. Kongen enedes med Undersaatterne om Oppeherse- 
len af disse Skatter hyppigst paa Landsting, men stundom 
paa Herredsting. 

III. Skatterne paahvilede alle, selv de privilegerede 
Stænder. Da Grev Gert 1333 tog Stig Andersen i Be- 
skyttelse, lod ban ham og hans Tjenere fri for al Besvæ- 
ring, Stud, Innæ, Ledingshafnæ m. v., uden ganske Jyl- 
land skulde give Skat 3 ). I et Forlig af 1341 mellem Kong 
Valdemar og Kong Magnus og hans Moder Ingeborg findes 
det bestemt, at de Sidstnævntes Mænd i Sjælland skulde 
svare Skat til Kongen, hvis en saadan almindelig Skat bier 



*) Huitfeldt L 401 (Adelen gaff tiende part aff deris Indkomst) 423. 
Ser. II. 528. (1317. Decima redditur regi de bonis nobilium). 

*) 4. Pebr. 1330: Dom. comes Gherhardus — singula monasterta N6r 
Jutiæ pro precarils eidem domino comiti communiter jam permissis 
de 8ingulis bonis suis desolatis, spoliatis et combustls exponendis 
dimisit excusata, ita qood de aliis bonis suis dimidietas dictarum 
precariarum vide l . 5 solidt aonone -vel dimklia marcba argenti de 
qualibei marcba annene In redditlbus et ste de aliis exponetor. 

») Huitfeldt I. 457. 



De Privilegerede awt Precarier. 217 

samtykt 1 ). Samme Aar fritager Kong Valdemar Bisp Jakob 
af Ribe og hans Tjenere for al Skat, undtagen det som for 
Rigens Gjenlesning almindelig og af byer Mand skal udgi- 
ves 2 ). 1349 og 1350 paalagde Kongen alle Stænder oden 
Forsigel den Skat, som kaldes precarier, hedder det hos 
Hamsfort 8 ). 

IV. Disse Skatter gik i Bogien direkte til Kongens 
Kasse og medfulgte f. Ex. ikke i Fortoningerne. 1333 blev 
Senderherred Diurs med al kongelig Indkomst og Ledings- 
penge pantsat Stig Andersen af Bjørnholm for 150 |> Selv, 
dog naar Skat, som paa de Tider kaldtes preearia, skulde 
gives, skulde Bønderne ogsaa give denne og den Hjælp kor- 
tes i Hovedsummen. Peder Vendelbo pantsatte 1343 Halv- 
delen af Gjernherred: cum omni regali jure et singulis atti- 
nentiis et precariis exeepta preearia, quam dominos meus 
rex semel in quolibet anno petierit 4 ). Af denne Grund er 
det vist, at den overordentlige Skat i Beglen opkrævedes ved 
særlige Skattekrævere. Saaledes nævnes 1349 og 1350 Nico- 
laus og Hermannus Jura som Indsamlere af Skatten 5 ). 

109. Efter denne Paavisning af, hvilke de extraordinære 
Skatter vare, skulle vi som det Mies Karakteristiske for 
disse fremhæve, at Skatten paahvilede ogsaa de ellers 



l ) D. Svec. V. 65: Insuper si homines terre Selandie ad commune tri- 
butum nobis soluendum consentirent, ad søluoionem lllius dicti re- 
stitut!, Bicul eet« ri, de bonis sule teoebutttvr. 

*) Hultfeldt, Bispekrøniken p* 27. 

*) Ser. I, 307, IL 175: 1295 Rex bellaturus cum Duce Valdemaro tal- 
liavit civitate8 et monasteria gruvitcr Brev 16. Jan. 1341: nisi tri- 
butum aliquod speciale ad usum nostrum pro communi delibera- 
tlone et rederoptione terre Syelandie Impositum fuerit et tam per 
ipsum epUcopum BoeskUd. quam per alios terrlgeuas communiter 
acceplatum. Priv. ,1401 for Haderslev Kapitel: precariis vero, quæ 
nobis a communitate dantur, salvis nobis. 

4 ) Huitfeldt I. 455. — Brev 24. Juul 1343 (Diplom.). 

*) Ser. 1. 307. Jfr. Priv. for Skaaue 1317 § 7. Jiuitf. 1. 470. 



218 De extraordinere Skatter. 

privilegerede Stænder 1 ), og at Landet skulde sam- 
tykke i, at de paalagdes. Begge Sætninger fremgaa for- 
mentlig med tilstrækkelig Klarhed af det ovenfor Fremstil- 
lede. De fleste af de historiske Beretninger lyde paa, at 
Kongen sager om Tilladelse til at oppebære Skatterne hos 
LanBets Repræsentation, saaledes som denne til ethvert Tids- 
punkt var*), — en enkelt Gang er ved et Overgreb et saa- 
dant Samtykke maaske ikke bleven indhentet. Kongen kunde 
derhos undtage fra den almindelige Regel om Alles Skatte- 
pligt — Valdemar Kristoffersens Privilegium for Sorø Klo- 
ster omfatter til Ex.: talliæ, precariæ et tributa, quæ impo- 
nuntur interdum (se foran S. 10) — , men i Almindelighed 
afgave Privilegierne ikke Hjemmel for Skattefrihed« 

Der findes gjerne en nær Sammenhæng mellem et Lands 
Krige og de extraordinære Skatter, — hvilket da ogsaa kan 
iagttages i den her omhandlede Periode. Hvad der imidler- 
tid særligt karakteriserer Tiden, er det, at med disse Skat- 
ters Historie ogsaa de indre Oprørs Historie staar i særlig 
Forbindelse. Borgernes fra Oldtiden nedarvede Frihedssans 
var endnu ikke blevet vænnet til de store Faalæg, som en 
udviklet Stat med et stort ydre og indre Maskineri maatte 
jtræve. Man sager med Feje Grunden til de hyppige Bonde- 
oprør under Kong Valdemars Senners og deres Efterfølgeres 
Regje ringer deri, at Banderne kuedes af de tvende Stænder, 
som hævede sig paa deres Bekostning, Adelen, som opstod, 
og Gejstligheden, som var paa Højdepunktet af sin Vælde. 
Imidlertid skal man erindre, at Sansen fer hvad en Skat 
nadvendigt maa kræve af sine Dndersaatter for at bestaa 
som en fast og mangesidig udviklet Bygning, sent er opgaaet 



') Ifølge Waitz IV. 267 børte i det frankiske Rige de aarlige Gaver 
oprindelig ikke til de Skatter, hvorfra en sædvanlig Immunitet be- 
friede; senere bleve de medindbefattede i Privilegierne. 

*) Huitf. 1. 229. 1251. lligemaade bleff bevilget en almindelig Skat 
oc Landehjælp at oppebæris offuer all Riget. Ser. VI. 546: preca- 
riam nobi a communitate datam et promissam levaverunt. 



IndtagU* og Formueskat. 21 9 

bos Bonden, og at Manglen paa denne Følelse for, hvad et 
betrygget Samfond har at betyde ligeoverfor Opgivelsen af 
en mindre vigtig Frihed eller en økonomisk Begrænsning, 
ofte medførte et Oprør, hvis Frugt var Bondestandens Un- 
derkuelse. 

110. I Skattemaaden findes der at være sket følgende 
Forandring« De ældste Skalter, vi kjende, have utvivlsomt 
hvilet paa Jorden som Skattebasis. Naar vi afse fra den 
mystiske Nefskat, som har været en personlig Afgift, have 
de andre Skatter, selv de ældste, som kunne forfølges op, 
saalangt Historien rækker, f. Ex. Leding, hvilet paa Jorden 
som Skatteevne. — Landet var imidlertid i Valdemar Sejrs 
Tidsalder blevet tæt befolket, og hele nye Klasser af Beboere 
vare opstaaede. Ejøbstæderne rejste sig med et efterhaanden 
voxende Indbyggertal, hvoraf med Tiden Færre og Færre 
dreve det Landbrug, som oprindeligt maaske hørte til Byen. 
Fiskerlejer hævede sig ved de fer af Vender og andre Sø- 
røvere foruroligede Kyster ; Haandværkere og Næringsdrivende 
fandtes rundt om paa Landet. Det blev da en Nødvendig- 
bed at benytte andre Skatteevner end Jordbesiddelse. 

I det 14de Aarhundrede synes man at have gjort 
Forsøg med at anvende dels Indtægts-, dels Formue- 
skatter. Allerede i Erik Menveds Fordng. af 1304 § 1 
forandredes Ledingspligten derhen, at der af en Indtægt af 
10,000 % skulde udredes 1 Kogge paa 50 Læster. Indtægts- 
skatten findes derefter anvendt ved mange af de extraordi- 
nære Skatter (se foran), der beregnes som en Tiendedel, 
Sjettedel o. s. v. af de aarlige Indkomster. I Sverrig synes 
man paa samme Tid at have begyndt at benytte Formue- 
skatter. Saaledes blev der 1309 af Beboerne af Tiunde- 
og Attundeland forlangt 1 ^ af hver 9 $>, de ejede. Ingen 
skulde være fri derfor uden de, som stillede Heste og Byt- 
tere; endog Kirkers og Klostres Bønder maatte betale 1 ). 



') Subm XI. 619. 



220 De exiraordiDere Skatter. 

Uplanda Indvaanere have i Aaret 1314 betalt en Skat af 1 
Skilling af hver $» de ejede i Følge optaget Vurdering 1 ). 
Her i Landet blev Formueskatten anvendt i Ejøbstædeme, 
se saaledes Kjøbenhavns Stadsret 1294 § 49: Qoando con- 
tingit collectam fieri Hafhis, quilibet solvet secundum valo- 
rem bonorum suorum et amplius nihil. Priv. for Saikjabing 
1306: juxta qoantitatem bonorum suorum contribuant 



ft ) Dipl. Svec. III. 184, 186. 



XII. Kapitel. 

MøntvAsenet. 

(Møntherrerne. Eneretten til Udmøntning og til Vexelforret- 
ninger. Administrationen af Pengevæsenet. De udmøntede 
Penge. Umøntet Sølv. Mark Penges Forhold til Mark Sølv* 
Pengenes Forringelse i den sidste Halvdel af Aarhundredet* 
Fornyelse af Mønten. Indtægterne af Regalet. — Vægt. 

MaaL Priser.) 



111. I Danmark, som i de øvrige evropæiske Riger var 
Betten til at slaa Mønt et Regale. Medens man i Dan- 
mark ikke synes at have været meget nøjeseende med at 
bevare de kgl. Forrettigheder for Kronen — de bortforlenedes, 
overdroges til gejstlige Herrer osv., — blev Møntregalet åog 
sjældnere afhændet; det forbeholdtes til Ex. ofte ved 
Forleninger 1 ). I en Dom af 1285 tildømte Landets Bis- 
per, efter at Worthelnævn først havde svoret om Sagen, 
Kongen og Kronen Ret til »denarii de moneta« i Hertug- 
dømmet Sønderjylland; Møntretten ansaas saaledes ikke at 
vedkomme Hertugen, det var Kongens Ret. I Lensbrevet 
af 1286, hvorved Prins Valdemar gjenforlenés med Hertug- 



l ) Der blev dog lovet 1229 den udvalgte Kong Valdemars Hustru Ele- 
onora 1 Medgift det halve Pyen og hele Odense med den halve 
MtDtret. Nordalb. Stud. I. 84. 



222 MøntTæsenet. 

dømmet, udtales det derfor udtrykkeligt, at Kongen kun 
efter hans Prælaters Baad og Adelens Ban og Formaning 
har tillagt Hertugdømmet Manten og Penninge at slaa til 
Slesvig med den Besked, at hvis Møntmesteren gjør den 
værre, end den slaas andensteds udi Jylland, skal Straffen 
tilhare Kongen, dog at Hertugen ingen Mant udi sit Navn 
lader slaa udi Jylland uden i Kongernes 1 ). Da Kong Erik 
1307 forlener sin Broder Kristoffer med Halland, var det et 
Vilkaar, at med Manten skulde han Intet have at bestille. 
Skaane med Told og al Kronens Bet dersteds blev i Aaret 
1318 pantsat til Ludvig Albertsen, men Manten i Lund og 
Skanør undtages 9 ). Skulde Kongen virkelig kunne efter- 
komme det Bud , at Mønten i det ene Land ikke maatte 
være forskjellig fra den i det andet, synes ogsaa det umid- 
delbare Opsyn med Udmøntningen at maatte være ham 
overladt, og man kan forstaa, at han forbeholdt sig hele 
Betten. Senere splittes derimod denne Kongens Forret som 
selve Landet. 1328 pantsætter Kong Kristoffer til Grev Jo- 
han Laaland og Falster med alle kgl. Rettigheder og derun- 
der Mantretten. 

Imidlertid have Landets Biskopper i en Tid, der 
ligger noget bag ved den her behandlede Tidsalder, erhver- 
vet dem Andel i Møntretten. Bibe Bisps Bet til den halve 
Mønt af Bibe By var af særdeles gammel Dato; den skrev 
sig nemlig fra Knud den Stores Gave til Bisp Odinkar og 
hans Efterfølgere, hvorefter Halvdelen af al kgl. Indtægt af 
Bibe skulde tilhøre Bispen. Bispen i Roeskilde havde 
Andel i den sjællandske Mønt. Der haves Manter slagne af 
Bisp Sven Norbagge (f 1088) og fra Absalons lid til Slut- 
ningen af det 13de Aarhundrede. I den roeskild9ke Bisps 
Jordebog fra Slutningen af det 14de Aarh. opføres Tredje- 
parten af Mønten i Sjælland som Bispens, (skjønt denne kun 



»> Suhm X. 1024. Huitfeldt I. 290. 
*) Huitfeldt 1. 333, 405. jfr. 434. 



Kjøbstædeme havde ikke Montret. 223 

ejede en Fjerdedel af Roeskilde By med tilhørende kgl. Bet 1 ). 
— Kong Valdemar I skjænkede 1175 Bispen af Slesvig 
den halve Møntret af Byen 9 ). — Endelig havde Bispen* i 
Lund af Knud den Hellige eller af Erik Ejegod faaet en 
Fjerdedel af Manten i Lund, i hvis Besiddelse Bispedamm et 
bekræftes af Valdemar Sejr 1213, og Biskopperne vedblive 
under forskjellige Omskiftelser at beholde denne Bet; 1377 
bliver en Fjerdedel af Manten tildømt Bispestolen af Kong 
Olav, efterdi den uigjensigende haver efterfulgt denne af 
kristelig Gave 8 ). 

Medens i andre Lande Byerne ofte findes at være 
Herrer over Manten, var dette ikke Tilfældet i Danmark 4 ); 
Slesvig er den eneste Kjabstad, der havde Bet til at slaa 
Ment. I Følge Byens ældste Stadsret § 31 havde Kong 
Svend paa Indbyggernes Ban givet dem Tilladelse til selv at 
raade over Stadens Salv, dog indenfor et vist Spillerum. 
Byen skulde derhos være berettiget til at udmante Penge, 
dog efter Kongens nærmere Bestemmelse, og imod at den 
var opmærksom paa , at intet Møntfalsk fandt Sted. Vilde 
Kongen slaa ny Mønt, skulde Borgerne give ham saa meget, 
som en Møntmester plejede at give 5 ). 

112. Mantretten bestod tørst og fremmest ien Eneret 
til atslaa Mantindenfor den enkelte Landsdel. Un- 



*) Ser. VII. 68. 

•) Suhm VII. 45«. 

*) Hultfeldt I. 564. 

4 ) Kilderne omtale det Ikke, og i Følge velvillig Meddelelse af Justits- 
raad Herbst kjendes der heller Ikke fra denne Tidsalder Menter slagne 
af Kjebstæder, — end ikke fra Slesvig, som dog efter det ovenfor 
Fremstillede havde Montret. 

*) Secunda est, vt argentom clvttatls In Sleswteensium sit potestate et 
arbitrlo, qoale debeat esse, hoe tamen pacto vt pi os solido copri de 
vna marca nequeant eomburi. Tercta est, cum Rex nouam monetam 
iusserlt fleri, clues tantum debent Regi offerre, quantum confert mo- 
netarius, postea ipsl fleri raclant monetam secundum velle Regis, et 
sint prooidl Inspectores, ne aliqua falsltas in nummls flat. 



224 Møntvaseoet 

dersaatterne vtre forpligtede til at modtage den Mønt, som 
Kongen slog, og der var sat »træng Straf for at vrage hans 
Penge. Det rar i Felge J. L. III. 65 halsies Gjern in g at 
slaa Hånt uden Kongens Orlov eller hans Bud, altsaa selv 
om den var ligesaa god som Kongens. Loven kalder For- 
brydelsen Falsk (hwilt føls ær) og omhandler i samme Bad 
den, som brænder fakk Sølv, hvorfor det kunde synes, at 
Forbrydelsens Væsen som Brud mod Samhandel og Samfund 
mest kom frem, men det ligger dog vist de Tiders Opfattelse 
nærmere at anse den som Forbrydelse mod et Begale. 

Derimod var det ikke Undersaatternes Pligt knn at 
benytte Kongens Mønt Forsaa vidt det derfor i Kong 
Magnus af Sverrigs og Kong Hakon af Norges Privilegium 
for Hansestæderne af 1361 1 ) — efter den almindelige Regel 
om, at Tolden ferst Søndag før Mikkelsdag skal betales med 
ny Mønt — befales, at Enhver som ligger paa Fiskerlejerne 
i Skaane skal kjøbe og sælge med Kongernes Mønt, saa er 
dette ganske vist en Undtagelsesbestemmelse og findes ikke 
i andre Privilegier. Tværtimod blev der ikke sjældent i 
Forordningerne og Statens Regnskaber regnet efter fremmed 
Mønt, og f. Ex. Told gaves ofte i udenlandske Penge 2 ). 

Som et Tillæg til Møntretten nævnes ofte Betten til 



l ) Dreyer, Specimen juris publ. Lubec, 128 : Quilibet ibi jacens debet 
emere pro regum predictorum moneta. Si vero aliquis pro dictø- 
rum regum moneta non emerit, nec vendiderit, et in UJo facto de« 
prehensus fuerit, ilte ad unam li bram grossorum debet deliqnisse 
jfr. Sartorius. II. 424. Kong Magnus* Privil. af 1352 tillader ud« 
trykke ligt Kjøb og Salg med enhver Mønt: Si aliquis mereator, bona 
— pro regis moneta vendiderit et sicut Ule mercator, qui bona 
hujusmodi vendidit, aurum, argenlum aui alia bona qaaliaeomque 
slnt vel etlam raoneUm aiiam qualemcumque pro regis mon eta 
accipere sponte voluerit — illud ex utraque parte venditori scilicet 
et emptori sine excessu et sine culpa penitus esse debet Sartor. 
1. c. 5*7. 
*) Skanørs Toldlov (Suhm X. 970): bon i sterling!. Frdg. 1304 § 6: 
sterlingi. 



Retten til Vexelforretolnger. 225 

at drive Veielforretninger f. Ex. naar det om de hol- 
stenske Herrer hedder, at de havde fald Rettighed over 
Hamborg med Ment, Told, Vexel, Vægt og Meller 1 ). Det 
ansaas for nødvendigt, at Staten havde Tilsyn ogsaa med 
Pengevexlingen, der dreves efter en stor Maalestok paa Grund 
af de mange forskjellige Slags Menter og Værdier, som vare 
i Omlob. Betten til Veielforretninger bliver derfor efter 
Middelalderens Statsbegreber et Tilbehør til Møntretten 9 ). 
Enten overlod nu Staten ogsaa Vexelforretningen til det 
•Mfinzerhausgenossenschaft«, som havde overtaget Udmønt- 
ningerne, eller den overdrog den til en Vexellér som en 
særlig Forretning. I Lybek var ved et Priv. af Kejser Fre- 
derik I 1188 Vexelnæringen givet fri, dog maatte den ikke 
ske foran Møntbygningen, og dette opretholdtes i Valdemar 
Sejrs Priv. for Byen, men der indførtes snart efter Begræns- 
ninger; den maatte kun ske paa Torvet ved Baadhuset, og 
Vexelleren (campsor) maatte stille stor Kaution og stod mer 
eller mindre under Møntmesterens Opsigt 8 ). 

En af de Forretninger, som især tilfaldt Vexelleren, var 
at bytte gammel Mønt med ny. Som vi i det Følgende 
skulle paavise, udgik der ny Mønt og Mønt forskjellig fra 
den tidligere meget ofte, stundom hvert Aar, og disse nye 
Penge skulde strax cirkulere, saa at alle Skatter for Ex. 
skulde betales med dem. Den gamle Mønts Værd faldt føl- 
gelig, navnlig fordi den paa visse Omraader sattes ud af 
Kurs. Alle strømmede til Møntstederne for at faa deres 
Penge vexlede med nye, naturligvis maatte de svare en Op- 



l ) Huitfeldt I, 195. 

9 ) Priv. for Jønkøping 1288: Tesiaren eller beskodaren epter vortt ant- 
uott oe befaling Ultkickas oo igen aff settias Bkall, ey skal der no- 
ken i forne by dierffuit til at køpe eller selie sølff, ei heller det 
probere eller førsmelte eller beblande utan denne — bytare eller 
veslares loff oc samtyckia. Dipl. Svec. IV. 345. — Maurer, Stådte- 
wf. I. | 78. Hullmann, Stådtewesen II. 28, 32. 

•) Grantoft, Geschlchte des lubeckischen Muntfuszes bis sum Jahre 
1463. Historische Schriften III. 73. 

15 



226 Møntvæsenet 

gjæld (af f. Ei. Vs), hvilket var en for Begjeringen særdeles 
indbringende Spekulation. For nu at have Steder til Udle- 
vering af den nye Mønt fra første Haand ogsaa i andre Byer 
end Møntstedet, oprettede man Filialer, og man vil ved 
Forleninger af Møntrettigheder ofte finde omtalt en Bet til 
at have saadanne Filialer i bestemte andre Byer. Naar saa- 
ledes Kong Kristoffer II ved Pantsætningen af Laaland og 
Falster 1328 forunder Grev Johan af Holsten »en fri Mynt 
udi Saxkjøbing oc at giøre Bytte paa Møen oc i Falster oc 
intet at gifiue der forre til Kjendelse, som vanligt hafuer væ- 
ret udi de Dage« 1 ), saa er det netop denne Bet til Vexel, som 
bortgives i Forening med Møntretten. Det synes endog, at 
der har været slaaet Mønt i disse Filialer, i det Mindste til- 
staar 1293 Kongens Møntmester i Roeskilde, at han bar 
slaaet Mønt paa Falster, men det var den sædvanlige sjæl- 
landske Mønt 2 ). Det blev imidlertid bevist, at Mønterne 
havde en ganske anden Inskription. Af samme Kilde frem- 

1 ) Huitfeldt 1. 442. Den latinske Originaltext findes i Langebeks Di- 
plomatarium (»Eciam plenam damus anctoritatem monetandi in Sax- 
køpingbe et liberum faciendi cambium in Monia et Falstria sine 
dacione precambii sicut consuetum fait ab antiquo«) og beviser, at 
den ovenfor fremsatte Fortolkning af Huitfeldts Ord er den rigtige. 
Men Stedet bar været groveligen misforstaaet af ældre Historikere. 
Subm (XII. 167) taler om at gjøre Mageskifte paa Møen og Falster; 
Pontanus skriver (Hist. 447): Concessit rex prædia qus&dam Mooeasia 
cum Falstricis mutandi potestatem, og Kofod- An eb er (Saml. Skr. III. 
302, 313) benytter Huitf.s Ord ved behandlingen af Spørgsmaalet, 
om man kunde bortbytte Len og om Afgifter af Len. 

s ) Ser. VI. 257. Anno eodem VIII ldus Aprilis , comparente Somare 
monetario roskildensi coram dicto episcopo confltebatur express* 
coram eo, quod statuit cambium alibi quam Roskildis videlicet 
Slaulosiæ et alias, — Item quando monetarius dom. Roakildeesis 
exhibebat ge ad teaendum expensas et faeieadum sicut solitum 
fuit de cambio in Falstria non fuit admiisus. Nam dixit dom. So- 
marius , quod non cuderentur ibi videlieet in Falstria nisi denarii Se- 
landenses, cujus oppositum dicebat Petrus dictus Pram tune pre- 
sens existens, quia cudebaatur ibi dønarii non habentes superscrip- 
cionem denarii Sialendensis , quod dictus Somarius negare non po- 
tuit ullo modo. 



Mømnwiteren. 227 

gaar det, at Bispen, der jo som ovenfor sagt nød 1 /s af 

Mønten i Koeskilde, hårde en Bet til at have Filialer i an** 

dre Byer f. Ex. i Slagebe 1 ), naturligvis mod at betale en 

vis Kjendelse. Til en saadan Afgift hentydes ogsaa i Huit- 

feldts ovennævnte Ord. 

113. Møntregalet er i de forskellige Lande blevet 

benyttet paa hejst forskjellig Maade af Kongerne. Hyppigst 

vir Betten til at slaa Ment overdraget til et Konsortium 

eller Laug, som overtog Udmøntningen, imod at tilsvare 

Kongerne visse Afgifter. Disse Hausgenossenshaften , som 

de almindeligt kaldtes (die Mtozerhausgenossen), har man 

dog ikke kjendt i de nordiske Riger, ja end ikke til Lybek 

ere de komne, medens de ellers rundt om i Tydsklands Byer 

havde overtaget Afhentningen. Her i Norden havde Kongerne 

Hentmestre, som maaske oprindeligt fulgte dem, hvorhen de 

rejste, men senere overtoge Mønten hver i sin By, hvor der 

var Møntsted, eller i al Fald i en større By med tilhørende 

Filialer. 

Møntmesteren var i Beglen en anset Person, som 

paa Grund af det vigtige Hverv, der var ham betroet, og 

den Tillid til hans Duelighed og navnlig Vederhæftighed, 

som man havde vist ham , nød særlig Anseelse. Han roaatte 

stille stor Sikkerhed. Saaledes havde Bispens Møntmester i 

Ribe Henrik pantsat sin Gaard med alt Tilbehør samt 

alt hans øvrige rørlige og urørlige Gods til Bispen; da han 

nu var bleven denne meget mere skyldig for Mønten end 

Gaardens Værdi, overdrog efter hans Død hans Enke denne 

Gaard til Bispen 2 ). 

Møntstedet var et Slags Kontor for Kongens og 

') En Møntergaard nævnes i Næstved allerede 1355, skønt de eneste 
Mønter man kjender fra denne By ere slagne under Erik af Pom- 
mern (Program for Herlufsholms Skole 1872 S. 15). Dette kan 
maaske forklares derved, at der i Næstved vel har været en Mønt- 
fllial, men den Mønt, der udgik, har havt det almindelige sjæl- 
landske (roeskildske) Præg. 

*) c. 1273. Oldemoder 18. 

15* 



228 MønlT8S6D6L 

Statens Anvisninger. Jakob Erlandsøn beskylder saa- 
ledes Kongen for, at han ved hemmeligt Brev havde tilba- 
gekaldt den Anvisning paa 100 # purt Salv, som han havde 
givet Ærkebispen paa Møntmester Johannes i Roeskilde 1 ), og 
blandt de overleverede Aktstykker findes endnu mange saa- 
danne Anvisninger paa Menten 2 ). Til Møntgaarden var 
i andre Lande og vistnok ogsaa i Danmark fra gammel Tid 
knyttet en bestemt Fred, som var grundet i Møntrettens 
Karakter som en kongelig Forret, dels ogsaa i at Kongerne 
ofte indfandt sig paa Møntstedet 3 ). Den , som opholdt sig i 
Møntgaarden eller Pladsen derudenfor, nød Immunitet og 
Fred; blev dér her begaaet Drab eller Vold, ifaldt Vedkom- 
mende, foruden den sædvanlige Straf, Straffen for den ulov- 
ligt krænkede Fred 4 ). Det fortælles, at der efter Bisp As- 
kers Død 1158 opkom Uro og Oprør i Roeskilde om Bispe- 
valget, saa at Borgerne krigede mod hverandre indbyrdes og 
sloge og forjoge de Fremmede af Byen; i deres .Raseri anfaldt 
de endog Kongens Møntmester, jævnede hans Gaard med 
Jorden og plyndrede hans andre Ejendele. Kongen blev høj- 
lig forbitret over denne Foragt for hans Møntsted (tune rei 
ob majestatis suæ contemptum acrius civitati infensus) og 
drog med en stor Hær imod Byen, men lod sig formilde ved 
Udsendinge imod en Pengebod 5 ). 

Naar Kongen og Bispen vare fælles om Møntregalet 
i en By, var Ordningen vistnok den, at Hver havde Ret 
til at have en Møntmester med et bestemt Antal Svende og 
maatte udmønte saamange Penge, han kunde overkomme. 
Saaledes var Forholdet idetmindste paa samme Tid i Norge, 

*) Ser. V. 591. 

*) Dipl. Svec. I. 655, IV. 372. Stram XII. 237. 
*) Valdemar I udsteder et Brev »in stuba Gerardi monetarii«. D. A. M. 
I. 30. 

4 ) Muffat, Beitråge zur Geschichte des bayerlsehen Munzwesens (Ab- 
handlungen d. K. Bayer. Akad. d. Wissensch. Hist. Cl. XI.) 221. 

5 ) Saxo 737. Suhm (VII. 13.) gjætter kke urimeligt paa, at Møntme- 
steren var en Udlænding. Hans Navn var vist Gerhard se Anm. 
3 ovenfor. 



Fællesskab om Mantretten. 229 

hvor Ærkebispen havde Ret til at have én Møntmester med 
én Hjælper, der dog skulde slaa Mønt af samme Vægt og 
Gehalt som Kongens 1 ). Af det ovenfor citerede Stykke af Roes- 
kilde Bisps Dombog synes det Samme at fremgaa. Kongens 
Møntmester beskyldes for »quod istis duobus annis nunquam 
dixit episcopo de moneta aliquid prius quam ad tres dies ante 
quam moneta deberet cudi, et quod habuit denarios alibi ino- 
netatos quam Roeskildis, antequam fuerunt elucidati«. Han 
gav altsaa ikke Bispens Møntmester Underretning i tilbørlig 
Tid om, at dør nu skulde slaas Mønt, og han havde Mønt 
tilstede, som var slaaet andetsteds end i Roeskilde, førend 
den nye Mønt var lyst (jfr. herom det Følgende 9 ). Det frem- 
gaar heraf og er da i sig selv klart, at denne Ordning af 
Forholdet ikkun kunde medføre Chicaner og Bedragerier. 

Tilsynet med, at Mønten, som udgik fra Møntmeste- 
ren, havde den rette Gehalt og Vægt, har maaske været til- 
delt Byernes øvrigheder, som derfor oppebåre |en vis Ind- 
tægt. I Valdemar IFs Priv. for Lybek var der tillagt Raad- 
mændene (conaules) Ret til at undersøge Mønten, saa ofte 
de vilde, og hvis der fandtes nogen Urigtighed, skulde Bø- 
den tilfalde halvt Kongen, halvt Byen. 1265 indskærper 
Dronning Margareta Sprænghest Revals Raadmænd, at de 
ere opmærksomme paa, at den nye Mønt, som hun nu la- 
der udgaa, ikke forfalskes*). I Følge Slesvigs ældste Stads- 
ret § 31 skulde Borgerne selv varetage, at Mønten ikke for- 
falskedes; efter § 32 havde Stadens 4 Mænd o: Raadmæn- 
dene 2 % Penge af den nye Mønt, vistnok for Tilsynet her- 



') Holmboe S. 26, 57 i Indledningen til Schives Norges Mynter i Mid- 
delalderen. 

*) Ser. VI. 257. Suhm antager, at »elucidati« skal betyde, at Mønten 
var kemisk analyseret, hvilket synes lidet rimeligt. Jeg har ikke 
kunnet finde i nogen Ordbog en Oversættelse af Ordet, der her 
vilde kunne give Mening. Da nu hele dette Stykke af Biskoppens 
Tingprotokol er skrevet paa indtil Latterlighed slet Latin , er det 
vel ikke urimeligt at antage, at »elucidare* simpelthen skjuler det 
danske lyse. 

•) Bunge, Lif- Esth- u. Kurland. Urkundenbuch I. 494. 



230 Møntvæsenet. 

med 1 ), ligesom Raad mænd ene i Aabenraa (Skraa 1335 § 6) 
skulde opkræve og oppebære de Denarier, der hed Ment- 
penge, af hvilke de skulde give Fogeden 8 #. 

Mønten skulde i Landets forskjellige Dele 
være lige god, hvilket udtales i Frdg. 1284 for Sjælland § 
14. Selve Lovbudets Tilværelse viser, at dette ikke altid 
har været iagttaget, hvilket andre Data da ogsaa bevidne. 
Bisp Kristiern i Ribe omtaler i et Brev af 1312, at en 
Mand havde vægret sig ved at tage Betaling i sjællandske i 
Stedet for i jydske Penge 2 ), og i Følge et Gjældsbrev af 
1325 maa den sjællandske Mønt paa den Tid have været 



') Der er megen Tvivl om, hvad der forstaas ved disse »4 senior* 
de civitate«. Den sidst fremsatte Fortolkning, af A. D. Jørgensen \ 
Aarb. f. n. Oldk. 1872, S. 295. at de skolde være Høvdinger for de 
4 trækninger • o: Kvartere, bvori Slesvig vir delt, •ligesom vi i 
de svenske Stæder i Middelalderen finder • Fjerdingshøvdinger««, 
er lidet rimelig, da disse svenske Fjerdingshøvdinger simpelhen 
vare Brandfogeder (man se Magn. Eriksens Stadslag Byggn. B. 
22, Odhner Stadsfdrfs. Hist. 162, 186). — Jeg kan af følgende 
Grunde ikke være i Tvivl om, at Ordene bør oversættes, som oven 
for, ved de 4 Ældste af Byen, med nok saa megen Vægt paa Tal- 
ordet som paa Titlen Qh. Stadens 32 Mænd), og at der derved for- 
staas Raadmænd. Konsnlembedet var dengang ved at opstaa I 
Tydskland — og det er følgelig urigtigt, naar Jørgensen kalder det 
•en senere tydsk Institution«. I Lybek findes Titlen consulea ikke 
før 1201, meu, som Frensdorff udtaler i sin »Stadt- und Gerichts- 
verfassung Lubecks« S. 42, er der ikke Tvivl om, at vi i de i flere 
Aktstykker fra en tidligere Tid som • burgenses« eller »elves lubi- 
censes« nævnte Personer netop have særlig kvalificerede Medlem- 
mer af Menigheden eller sammes Forstandere. Jeg antager derfor, 
at vi i disse •£ seniores de civitate« paa samme Maade have deo 
første Betegnelse for Borgermenighedens Forstandere. Hertil kom- 
mer, at flere af de nærliggende tydske Byer f. Ex. Lybek oprindelig 
havde 4 Konsuler, og at der endelig var tillagt disse »seniores« 
selv samme Bestilling og Indtægt, som i Følge en Række af 
Privv. for forskjellige Byer Konsulerne havde (jfr. ovenfor). 

*) Huitfeldt I. 360: huilken der protesterede imod at tage forneffnde 
Betalning i Sielandske Penge oc icke Judske. Der offuer vi os alle 
forundrede, huorledis hånd saa snart skulde vide vor Myntis ley lighed* 



r 



De udmøntede Penge. 231 

kun halv saa god som den skaanske (pro qualibet marca 
denar. Scaniens. duas marcas denar. Selandiæ 1 ). 

114. Den danske Ment udprægedes i det 13de Aarh. 
kun i Penninge (denarii), hvoraf der regnedes 12 paa Skil- 
lingen (solidus); af Skillinger gik der 3 paa øren og af 
ører 8 paa Marken 9 ). Da Menten hyppigt forandredes, 
finde vi i Gjældsbreve og Kontrakter ved Siden af Penge- 
stykkerne ofte anvendt en uforanderlig Værdi som Maalestok, 
og det siges udtrykkeligt, at Grunden er, at Manten kunde 
forandres 8 ). Pengene angives i den ældre Tid efter Vægt, 
senere efter Tal, det umontede Sølv efter Vægt. Den ak- 
tive Kjøbmand tænkes med Vægten i Haand, og dette 
Billede har afpræget sig i den fra ældgammel Tid 'hørende 
Bestemmelse, at Kjøbmanden, som har forsømt at give 
Kongen Arvekjebspenge , endnu kan gjøre det paa sit Yder- 
ste, saafremt han endnu kan holde Vægtskaalen i Haanden, 
— ikke for at veje Varer, men for at udveje Penge og sær- 
lig Arvekjøbssummen. — Ved det i Diplomerne brugte Ud- 
tryk »vejet Mark« i Modsætning til »talt Mark« kan i øv- 
rigt forstaas ikke blot 1 % rent Sølv, men ogsaa et efter 
Vægt bestemt Kvantum gangbare Pengestykker, hvis Sølv- 
gehalt udgjorde 1 P). 

De fremmede Mønter, som kurserede her i Landet, vare 
især lybske Penge, dernæst engelske Penge, som regnedes i 
Pund = l*/ 2 $L — 20 solidi — 20 X 12 denarii 5 ). 

>) Huitfeldt 425. 

*) Jfr. Pal -Muller. K. V. Jordebog 235. fif. 

•) DIpl. Svec. II. 621, III. 69, 137. Ser. V. 537: Vohiit idem archidya- 
conus 6 grossos thuronenses pro qualibet marca sol vi, donec in 
terra mon eta flat stabills et dativa. 

*) Nordstrom, Bidrag UH penningevåsendets historia 1 Sverige intill ko- 
uung Gustaf Vs tid, 1 Kgl. Vltterhets, historie och antiquitets Acade- 
mlens Handlinger. Del XIX. 207. Ser. VIII. 24: novem niarche 
puri argenti in prompta pecunia videlicet grossis Turonensibus, Lu- 
becensibus, sturlingis bonis et dativis et non aliis rebus. Dipl. Sv. 
V. 107: teneor fabrlce ecclesie beatl Lucii Roskildis in decem mar- 
cbis argenti, quas recepi de suo in prompta pecunia. 

*) Vald. J. B. Indtægt af Femern (den. lybecenses). — 1 Mark Sterl. — 



232 Møntvæsenet. 

115. Den kurserende Mønt var imidlertid kun en lille 
Bestanddel af de Byttemidler, der tjente, Omsætnin- 
gen. Der var mange andre Handelsgjenstande, hvormed 
»den ene Kjøbmand kunde fyldestgøre den anden i Omsæt- 
ningen« og som snart af Staten sattes til en fast Fris, snart 
mellem Mand og Mand gik for en bestemt Værdi. Forskriv- 
ninger og Gjældsbreve lod derfor hyppigt paa, at foruden 
Sølv og rede Penge kunde andre saadanne Værdier (æsti- 
mationes) modtages, eller det vedtoges udtrykkeligt, at kun 
rede Penge og Sølv skulde bruges til Betaling 1 ). 

Den vigtigste af de Gjenstande, som brugtes i Omsæt- 
ningen var umøntet Sølv, som vejedes. Man ser imidlertid 
ofte fremstillet, at »Mark Sølv«, som saa hyppigt forekommer i 
Diplomerne , egentlig kun var en nominel Bestemmelse omtrent 
som vort »Tønde Guld«; og der forstaas da derved møn- 
tede Penge, som modtoges efter deres Gehalt af Sølv. Man 
henleder Opmærksomheden paa, at der i Jordfund saa godt 
som aldrig forekommer Stykker af umøntet Sølv. Imidlertid 
kan denne sidste Omstændighed ikke modbevise Kildernes 
klare Udtalelser om, at ikke møntet Sølv var et af de hyp- 
pigst anvendte Betalingsmidler. Foruden at J. L. III. 65 ud- 
trykkelig siger det (køpær oc sæl mæth the pænning, thær 
han wæt fals wæræ, æth mæth fals silf), kunne de Doku- 
menter, hvor vedkommende Sum bestemmes til at bestaa 



13 Skilling 4 Deoarier, se Suhm X. 595. 1 Pund Sterl. = 
20 Skilling, se Oldemoder 10S. Dipl. Svec. III. 254: pro quoli- 
bet coggone, quem ad nundinas Skaoor adduxerint — , 2 solidos 
sterlingorum de Anglia ad telonium soluere teoebuotur. Oldemoder 
103: 2 libræ et 12 sol. gross. turonensium. Dipl. Sy. I. 666: (12S6) 
12 libræ thuroa. oigrorum. III. 381 (1318) sol. turonensium vel 3 
sol. sterlingorum novorum. IV. 118. Ser. V. 537. 
>) Suhm XII. 399: in 200 marchis puri arg en ti ponderis collonieosis 
teneri veraciter obligatum — — in civitate Lybycensi sine omni 
contradictione in prompto argento vel in equis, vel butyro, vel pe- 
coribus, vel in aliis rebus, quibus mercator mercatori satisfacere 
poterit, integraliter soluturum. Dipl. Sv. II. 468, 700. IV. 362. 



Umøotet Selv. 233 

dels af Penge af en vis Art, dels af rent Sølv, ikke vel 
forstaas paa anden Maade. ') 

Ved dette umøntede Sølv, som var i Omløb mellem 

* 

Mand og Mand og som hyppigst nærmere betegnes ved rent 
og prøvet, maa man iøvrigt ikke forstaa vor Tids 16 lødige 
Selv. Kunsten at lutre Metallerne var dengang ikke kommet 
saa vidt, at den kunde fremstille Sølvet aldeles rent. Det 
var allerede meget, at man mod Midten af det 13de Aarh. 
kunde levere det nogle Gran over 15 lødigt fint, først i 
Slutningen af Aarhundredet naaede man til en Finhed af 
15 1 /«. Af den nævnte Finhed var den lybske, den hamborgske og 
lyneborgske Mark Sølv, hvorimod den bremenske kun var 1 4 1 /* 
lødig. De engelske Stirlinge vare 14% lødige og norsk Sølv 
ligesaa*). I Forliget i Dannenberg om Valdemar Sejrs Fri- 
givelse af Fangenskabet betinges det, at den Sum af 40,000 
f Sølv, som skulde gives for Løsningen, skulde udredes efter 
Eølnsk Vægt »uno lothone minus valente in unaquaque 
marca examinato argento«, og i Forliget om Kongesønnernes 
Frigivelse 1230 loves »7000 |L argenti, ita quod marca sit 
pura preter lotonem in pondereLubicensi« 8 ). Her var Sølvet 
altsaa fuldt 1 4 lødigt. — Naar det stundom udtrykkeligt hedder 
•rent« eller »prøvet« Sølv, menes hermed i Følge Nogles 
Fortolkning kun Sølv af den sædvanlige Finhed. Muffat an- 
tager dog, at man baade brugte det ublandede Sølv og Sølv 
af en vis bestemt, engang vedtaget Blanding, og ved 
de ovenanførte Tillægsord vilde man netop udtrykkelig fremhæve, 
at det skulde være Sølv af den største Lødighed 4 ). Det synes nu 
ogsaa at stemme med f. Ex. Bestemmelsen i Slesvig Stadsret 
om, at Byens Sølv skulde være undergivet dens egen Raa- 



') Dipl. Svec. III. 738: 18 marchæ argenti puri sub pondere coloniensi 
et 40 marchæ denariorum syalendeosium novorum. V. 137: quod 
vendunt et emunt illicite cum argento; jfr. Muffat 1. c. 208. 

*) Grautoff 25. Holmboe 11. 

•) Lub. Urkundenbucu I. 30 jfr. 33. Scheldt, Originea Guelflcæ IV, 
89—90. Mecklenb. Urk. I. 359. 
V affat 208. 



234 Møntvssenet. 

dighed. Ligesaa synes det rimeligt, at Staten, naar »brændt« 
Sølv var et Omsætningsmiddel, havde Tilsyn med, at det 
var af en bestemt Lødighed 1 ); ellers var jo ogsaa Badet om 
Falsk ved Forfærdigelse af Sølv vanskeligt at anvende. Der- 
imod er det klart, at der ved den mangelfalde Kjendskab til 
Lutringen af Metallet var en givet Grænse for Finheden. 

Til Slutningen skulle vi omtale Sølvets Værdifor- 
hold til Guldet, hvilket paa den Tid var meget forskjellig 
i Evropas enkelte Riger. I England angives Forholdet i Al- 
mindelighed som 1 : 10, men i Evropas andre Lande synes 
Forholdet 1 : 8 at have været det almindelige. 1 252 blev i 
Florents de første Gylden udmøntede saaledes, at 64 Stfc 
sloges af 1 Jf. Guld og 8 Stk. gjaldt 1 % fint Sølv 2 ). I de 
nordiske Nabolande gjaldt det samme Forhold 8 ) og i Dan- 
mark ligeledes. I Følge Jydske Lov III. 12 udgjøres Tre- 
dingshafhæ ikke af mindre end 1 # Guld Jord, Sjettingshafiue 
af 4 ^ Sølv og Tolftingsha&æ af 2 ^ Sølv, hvilket er et 
Forhold mellem Guld og Sølv som 8 til 1 . Det Samme ses 
af Liber Aarhus., hvor 11 + 5 % Sølv i Jord sættes lig i 
#. Guld 4 ). Ved Åaret 1230 laante Nicolaus Grevesen 20 * 
Guld af Esrom Kloster, hvoraf 2 % Guld skulde deles lige 
med 1 (Mark) mellem 16 gejstlige Stiftelser 5 ). 

1 1 6. For at en Møntret kan siges at administreres vel, 
maa det vistnok fordres, at Styrelsen fastholder følgende 
Principer: 1. At der vedtages en én Gang for alle bestemt 



') Ser. VI. 398. Kannikerne i Aarhus sælge 1244 Gods for 500 l 
•argenti communis«. 1 et Diplom fra Visby 1288 (Lub. Urk. II. 53) 
hedder det »2000 # pur! et examinati argenti gotenensis ponderia 
cum 500 # argenti usualis monete«, hvilket af Udgiverne gjengives 
ved reneste Sølv og Sølv af den sædvanlige Lødighed (Wåhrung). 

*) Kbhvnske Selskabs Skrifter IX. 628. 

8 ) Holmboe 10. Nordstrdm 204. Hullman, Stådtewesen !. 435. 

*) Ser. VI. 435: Hic håbet mensa in terris 11 marchas argenti et tan- 
tum de Stuvækdp, quod equipollet 5 marchis arg., unde in toto 
håbet 2 marchas auri. Aarhusbogen har altsaa Forholdet Ve og 
ikke Ve som Olufsen (Vid. Selsk. Skr. Histor. Afd. I. 310) antager, 
vildledet af Anmærkning h. Ser. VI. 427. 

5 ) Pal-Muller. Kg. Valdemars Jordebog 232. D. A. M. I. 113. 



Forholdet mellem Mark S»W og Mark Penge. 235 

Møntfod, og at denne samvittighedsfuldt overholdes, saa at 
Menten altid udgaar i den fastsatte Blanding af ædelt og 
uædelt Metal. 2« Åt der er Stadighed i Pengevæsenets Ord- 
ning, saa at ny Ment ikke udgaar og den ældre Mønt ikke 
indkaldes for hyppigt Hvis disse to Principer ikke strængt 
overholdes, vil Begjeringen adelægge al Sikkerhed og Fastbed 
i Omsætningen. Vi skulle se, qm disse Grundsætninger have 
været raadende ved Administrationen af Møntvæsenet i det 
13de Aarh undrede. 

Det ældste os bekjendte Forhold mellem den slagne 
Mark og én Mark Selv er 1:3, hvilket findes i Provincial- 
lovene, saa at man, som Anders Sunesøn (V. 23) siger, da 
Menten stadigt forandrer sig, altid ved 3 # i Bede skal 
forstaa 1 |L Selv. Naar Lovene saaledes bestemt ansætte 
Pengenes Værd jfr. V. S. L. III. 12: the pænningæ sculæ 
tho væræ æftær botæ vir th ni ag, thet ær tva erthughæ silfs 
for tva øræ *)» kan det antages, at denne i Virkeligheden tidt 
har været ringere eller paa Lovens Tid maaske altid var 
ringere. Man faar herved Formodning om, at dette Forhold 
har været gjældende noget længere tilbage i Tiden, f. Ex. i 
den sidste Halvdel af det 12te Aarh. Herfor taler nu virkelig 
ogsaa en anden Omstændighed. Det hedder i et Diplom af 
1141, at Kong Erik Emun gav Knudsbrødrene i Odense »30 
marcas de insula Sild«. Herved maa forstaas 30 $> Penge 
efter den Regel, at der, hvor Mark nævnes uden nærmere 
Angivelse og ikke andre Omstændigheder tale derimod, menes 
Penge og ikke Sølv. Denne Gave bekræftes af Valdemarerne 
1180 og 1203, men i begge Brevene herom, af hvis Udtryk 
og Indhold det fremgaar, at Kongerne ikke ville beskjære, 
men stadfæste et tidligere Tilsagn, hedder det udtrykkeligt 
10 y. Sølv 2 ). Det synes uimodsigeligt deraf at fremgaa, at 



') Jfr. Stemano S. 600 og de der citerede Steder. 

*) D. A. M. I. 246, 262, 286: Statuimus etiam ut 10 marchaa argenti 
de insula Siland annuatim reddendes et censum es ti ua lem de Othense, 
que utraque ad tupplementuna vestiture a nostris antecessoribus 
habuere, non nostex exactor sed ipsorum tutor jam modo suscipiat. 



236 Møntvæsenet. 

Forholdet mellem Mark Sølv og Penge paa den Tid var som 
3 til 1. 

Landslovene have, som sagt," et bestemt Kursforhold, 
hvorefter der skal regnes i Bødesager. Det vilde være mær- 
keligt, om der ikke i Lovene, hvis Oprindelse dog skriver 
sig fra forskjellig Tid og hvis enkelte Stykker ere opstaaede 
for sig og senere ikke altid sammenarbejdede, skulde findes 
Spor af et andet Forhold, Levninger fra en Tid, da en Mark 
i Penge endnu ikke afveg saa stærkt fra sin Navne i Selv. 
Dette er netop Tilfældet med 2 Bøder, som sikkert skrive 
sig fra meget gamle Tider Tokkeboden efter Skaanske 
Lov IX. 7 og Fredkjøbet efter Eriks Sj. Lov III. 46. 
Tokkeboden erlagdes, naar man i sin Ager dræbte en Andens 
Kvæg, hvis Dyret havde en Værdi af mindst 2 ører, eller 
hvis det var mindre værd, naar det skete i Ejerens Paasyn, 
og Bødens Størrelse var 2 ører »sua gothe sum fiura 
ørthogha pænninga.« — Om Fredkjøbet lyder Bestem- 
melsen saaledes: Thet skal man vitæ, at hvilkin man, sum 
man dræpær, tha a han at botæ thære for ni mare til ku- 
nungs ræt oc siæx mare til frith køp, thet ær fiuræ mare 
silfs oc thre mare foræ blothæ vitæ. Og i samme Lov- 
stykke senere: frith kap the siæx mark æller fyuræ mark 
silfs. I begge disse Bødebestemmelser finde vi altsaa Forholdet 
imellem Sølv og Penge ansat som 3 til 2; det forekommer 
mig, at man skimter bag begge et gammelt Kongebud om 
Bødernes Størrelse ansat baade i Sølv og Penge. 

De Bidrag, som kunne erholdes til Bestemmelse af For- 
holdet i Løbet af det 13de Aarh., ere ikke mange 1 ). I Følge 



') 1 Følge Jordebogens Hovedstykke svares af Odense By »20 # puri 
vel 150 # den.«. Man kunde heraf antage — og det have hidtil 
Alle ment — at de fyenske Penge 1231 stode i ganske usædvanlig 
lav Kurs, hvad i og for sig ikke er rimeligt; Haandskriftets Nøj- 
agtighed gjør det usandsynligt, at her er en Fejlskrift Langt na- 
turligere synes det mig at antage, at her er anvendt en anden 
Vægt end den sædvanlige, hvad en anden Omstændighed be- 
styrker. • Schogbyhæret cum haræslef« anføres kort efter med en 
Afgift af 440 fC den., hvilket efter den sædvanlige Beregning af 



Forholdet mellem Mark Sølv og Mark Penge. 237 

et Diplom af 1256 give en Del Ejendomme i Sjælland til* 
sammen en aarlig Afgift af 445 % Penge, hvilket sættes lig 
med 120 % purt Sølv; dette er et Forhold som 3 17 ,'«* til l 1 ). 
Dronning Margreta bestemte 1265, at Mønten i Reval ékulde 
udmøntes saaledes, at der sloges 6 |L og 2 ører af 1 Mark 
purt Sølv 2 ). Da dette Forhold ikke stemmer med det, der 
gjaldt i de andre Lande ved Østersøens Kyst paa den Tid, 
idet Pengene dér vare langt bedre, kan det vel antages, at 
det svarer til, hvad der gjaldt i Danmark paa den Tid. 1282 
ansætter Ærkebisp Bertrand i Beregningen over, hvad der var 
svaret af Danmark til det hellige Lands Hjælp, 5 % Penge 
til 1 JL Sølv (D. Svec. I. 602). 

Fra Begyndelsen af det 14de Åarh. have vi følgende 
Oplysninger. 1306 bekendtgjorde Nicolaus Rane, at han 
havde kjøbt en Gaard af St. Clara Kloster i Roeskilde for 
300 % gangbar Mønt og strax betalt 23 # pun paa Kjøbet, 
hver beregnet til 8 |L gangbar Mønt; han lovede at betale 
Resten næste Torsdag efter Pintse med 100 $ Kobberpenge 
og 2 ¥ puri; Forholdet 8 i 8 ). — I en gammel Krønike 
hedder det: 1319 Ericns Kex Daniæ indicta prius per eum 
dimidia marca argenti vel quatuor denariorum de quolibet 
aratro obiit 4 ). Her maa læses -quatuor marcis denariorum«, 
og det er urimeligt med Udgiveren at tro, at en Mark no- 
gensinde var 8 Denarier. 1 |L Sølv var altsaa her 8 |L Penge. 
— 1324 pantsatte Bidder Peder Nielsens Enke Ingefrid af 
Nebbe til Sorø Kloster sit Gods i Bretved for en Sum af 
200 ¥ Penge gangbar Mønt til Værdi af 20 |L purt Sølv 



Kursforholdet mellem Sølv og Penge (*/i) vilde være 146 */s $ Sølv. 
Men intet af Fy en 8 øvrige Herreder svarer en saa stor Afgift; 70 fC 
og SO $ Sølv ere de højeste Beløb. Den Løsning forekommer mig 
at ligge nær, at der i hele Fyenslisten er anvendt en anden og 
større Sølvvægt. 

l ) Originalen er benyttet, da Aftrykket i D. A. M I. 208 er fuldt 
af Fejl. 

*) Bunge. I. 494. 

•) Suhm XI. 516. 

4 ) Ser. VI 521. 



238 MønWæsenet. 

efter kølns k Vægt 1 )? Forholdet 10 /i. — I Aaret 1325 ud- 
stedte Kong Kristoffer og hans San Erik et Brev til Marsk 
Ludvig Albertsen, hvori de lovede at betale bl. A. 1000 JL 
skaanske Penge, eller i Stedet herfor »pro qualibet marca 
denar. Scaniensium duas marcas denar. Seland. vel pro sin- 
gulis quatuor marcis cum dimidia denar. Scan. unam mar- 
cam puri argenti sub pondere coloniensi« 2 ). 1 $. Sølv efter 
kølnsk Vægt sættes saaledes lig 4 1 * |L sk. Penge eller 9 Jf. 
sjællandske. 

Her stanse vi. Til nærmere Oplysning skulle vi tilføje 
følgende Steder, hvor danske Penge bestemmes i Forhold til 
engelske Sterlinge. 

I. 1263 bortforlener den slesvigske Bisp Niels et Len i 
Lundebjergherred, hvoraf der skulde aarlig svares 65 $. Penge, 
for hver Mark tre Skilling af nye Sterlinger («65 marcas 
denar., pro qualibet marca tres solidos novorum Sterlingorum«; 
Diplomatariet). 

II. 1266 love Abbeden og Munkene i Løgum Kloster 
at betale for en Oaard »640 marcas denar. usualis monetø 
Kip en sis, ita quod quelibet marca denariorum valeat 3 solidos 
legalium Sterlingorum « 8 ) ; da der nu regnedes 20 solicji paa 
et Pund, faar man paa begge disse Steder Forholdet 1 Pd. 
Sterl. — 6*/a J> den.. 

IIL Omtrent samme Forhold haves i et Diplom af 
1282, hvorved Sælgerne af noget Jord erkjendte at have mod- 
taget af St. Agnetes Kloster i Roeskilde »5 marchas ster- 
lingorum legalium in pondere pro 22 1 '« marchis usualis 
monete et insuper 28 marchas ejusdem usualis monete 4 )«. 
1 |L Sterling bliver da = 4Va |L i gængse Penge og 1 S 
Sterl. — 6 8 /4 JL. 



1 ) Ser. IV. 493: 200 £ denar. currentis monetæ ad vaiorem 20 mar- 

carum puri argenti ponderis ColoDiensis. 
«) Huitfeldt. 425. 
*) Ser. VIII. 148. 
4 ) Suhm X. 1014. 



Danske Penges Forhold til engelske Sterllnge. 239 

IV. 1298 skjænkede Biskop Kristiern i Ribe til de 
fattige Disciple i Pukætoft 40 % gangbare Penge eller 5 ff 
Sted. 1 ). Forholdet 8 /t. 

Det fremgaar af disse Dokumenter, at man har søgt 
nøjere at bestemme den Værdi, man skulde modtage, ved 
Hjælp af de engelske Sterlinge. Denne Ment var i 
Middelalderen i al Fald fra vort Aarhundredes Slutning den 
eneste, som holdt sig i Kredit i vore nordiske og mange 
andre Lande. Man vragede de indenlandske og mange af de 
fremmede Mønter, men den engelske Mønt kurserede overalt. 
Den var 14 4 /s lødig, og Sølv af dette Gehalt var særdeles 
agtet over hele Evropa og gik under Navn af Sterling, ved 
hvilken Benævnelse altsaa kan forstaas baade Sølv og Mønt- 
stykker; i Følge et Diplom af 1305 laaner saaledes Kong 
Hakon V. Sønderjyllands Hertug 2000 # Sterling, hvilket 
fieløb i et andet Diplom benævnes som 2000 # brændt 
Selv 9 ). Med Føje kunne vi i de ovenfor nævnte Bevissteder 
derfor forandre Sterling til Mark Sølv og faa da et Forhold 
mellem denne og de udmøntede Penge i Aarene 1263 og 

10 1 1 12 

1266 som y, 1282 som -p, 1298 som -~. 

Det vil af samtlige Bevissteder fremgaa, at Mønten i 
Løbet af Aarhundredet er sunken ned til endog at have 
kun 2 og 3 Gange saa liden Værdi som den, den 
havde ved Aarhundredets Begyndelse. Der gj en ly der 
derfor overalt Klager over Møntens Slethed. I Processen 
mod Jakob Erlandsøn beskyldes Kongen for at slaa langt 
slettere Mønt end den, der tidligere var i Brug. Ikke blot 
Præster og Klærke og de, der rejste udenlands for at studere, 
lede betydeligt derved, men ogsaa Paven, hvis Indtægt af 
Landet formindskedes. (Ser. V. 593). I Processen mod 
Johan Grand, hvor samme Klage over Kongens Bestyrelse af 



*) Terpager, Rip.æ 468. 
*) Holmboe 30. 



240 Møntvæseoet. 

Møntvæsenet fremkommer, angives nøjere* hvor meget Mønten 
er sunket. Kong Erik og hans Fader — hedder det i An- 
klagen — havde i den Grad forringet Landets Penge, at 
medens man i tidligere Tider kunde have 1 ^ Sølv for om- 
trent 4 i* af Landets Mønt, kan man nu næppe faa den 
for 18 M. Det tidligere Forhold mellem Mark Sølv og 
Mark Penge 6 /i skulde altsaa være sunket til •Vi 1 ). Hertil 
svarer nu Kongen, at han ikke er Aarsag til denne For- 
ringelse, men derimod hans Faders Mordere, der beskyttes af 
Ærkebispen, og som paa Hunehals og Hjelm lade slaa falsk 
Mønt af den sletteste Slags ved Hjælp af nogle af Kongens 
Møntmestre, som de have fanget og tvunget til at præg« 
Penge med Stempel som Landets almindelige Mønt Og 
disse Penge have Kongemorderne ved deres Agenter ladet 
udbrede rundt om i Landet til dettes og Kongens store Tab. 
At dette er Sandhed, fremgaar af det mellem Erik Menved 
og Kong Erik af Norge 1295 sluttede Forlig, hvorved denne 
sidste lover, at der ikke paa de to nævnte Fæstninger, der 
forblive i hans Værge, skulde udmøntes Penge, hvormed 
Kongen af Danmarks Mønt kan forværres 2 ). I Biskoppens 
Angivelse af Møntens ringe Værd er der nu vistnok nogen 
Overdrivelse, og de nævnte Værdier kunne i al Fald kun 
gjælde de seneste Aar og enkelte Udmøntninger n ). Men 



1 ) Ser. VI. 288: ad XI art, quidicit, quod idem Rex et pater suus mo- 
netam rcgni adeo minoraverunt, quod cum olim pro 4 libris monetæ 
regni vel circiter posset haberi marca puri argenti, nunc de 18 libris 
moD.vix haberi potest. S. 281, 311 lyder Fremstillingen anderledes: 
pro 4 libris monetæ regni, nunc pro decem, og: pro tribos libris, 
nunc pro 18 libris. Jeg vælger den ovenstaaende Angivelse, da der 
to Steder anføres 4, og da der, hvor 10 nævnes, rimeligvis er glemt 
• et octo«. 

2 ) Huitfeldt. I. 306—7. 

8 ) Schive antager (S. 81), at man idet Hele talte gode og slette Penge 
mellem hverandre, kun derved kan man forstaa de i enkelte Doku- 
menter nævnte Værdier, der ere forskjellige fra og bedre end hvad 
der vitterligt ellers paa den Tid ansaas som Kursforholdet. Saa- 



Fremmede Peogei forholdsvise Godhed. 241 

Kongen modboviser ikke frastanden, og dens Sandhed skal 
efter Manttjenderes Udsagn ogsaa fremgaa af de fundne 
Pengestykker fra den Tid. Det er karakteristisk, at Menterne 
nu kaldes Kobberpenge 1 ), thi skjent Penge af ublandet Kobber 
forst sloges i en langt senere Tid, har dog i Mønterne fra 
det 13de Aarhundredes Slutning og især det 14de Aarhun- 
dredes første Halvdel Kobberet udgjort en saa overvejende 
Del af Metalmassen, at Navnet for saa vidt kan forsvares* 
I Frdg. af 1304 § 6 tilstaar Erik Menved selv, at Toldind- 
tægten er forringet paa Grund af Mentens Slethed; Tolden 
skal derfor betales med engelske Penge. 

ti 7. Mentens Binghed maatte medfare den sterste 
Besvær og Tvang i Omsætningen. Hvis nu denne fra et 
politisk Standpunkt set aldeles forkastelige Bestyrelse af 
Mentvæsenet havde sit Sidestykke i andre Lande eller dog i 
de tilgrænsende Lande paa samme Tid, vilde det endda 
kunne forsvares. Dette var imidlertid ikke Tilfældet I 
Norge var Forholdet mellem Mark Selv og Mark Penge i 
al Fald i Begyndelsen af det 1 3de Aarh. sædvanligt som 3 /i, 
men steg under Magnus IV Lagabeter (1263—80) og Erik 
Magnussen (1280—99) til 4 1. Under Hakon Magnussen 
(1299— 1319) var Forholdet stundom 8 / 1, men i evrigt var For- 
holdet indtil 1340 sædvanligt ikke ringere end 4 1. I Sverrig 
blev den slagne Mark i Slutningen af det 13de Aarh. regnet lig 
med 1 /s af 1 ^ Selv. I intet af de nordiske Broderlande er 
det saaledes kommet til slige Yderligheder som her i Landet. 
Den danske Begjering vilde derhos have kunnet lære af andre 
Mentforfatninger , hvilken Fordel det var at have et fast og 
ordnet Mentvæsen. Lybek frembed et lysende Exempel. 
Det kan antages, at den lybske Mark i Begyndelsen af det 



ledes hedder det 129& — da netop de sletteste Mønter kurserede, 
nemlig Indtil 10,6 og allermindst 8 Gange slettere end brændt Sølv 
— at 5 £' regnes for 1 fC Sølv. 

Suhm XI. 516. Weinwich, Stevnsherred 71. Dip). Sv. I. Nr. 743. 

16 



242 MøotYsseoet. 

13de Aarh. har staaet i Forhold til 1 % Sølv som */*. 
Den Forringelse af Mønten, som paa den Tid blev saa 
almindelig i Tydskland og forplantede sig til andre Lande, 
naaede ogsaa Staden; men denne lod sig i Længden ikke 
vildlede heraf. 1255 indgik Byen en Forening med Hamborg 
om en fælles Møntfod. Drøne nye Møntfod, som holdt sig 
stadig, gjorde sig efterhaanden saa gjældende, at den ble? 
den herskende i Nabolandene. Alle Østersøens Stæder maatte 
ønske at bringe Overensstemmelse i deres Møntbestemmelser 
og Pengeberegninger. Luneborg, Wismar og Rostock søgte 
hos deres Landsherrer om Lov til at udpræge Mønt i Forhold 
som lybsk og hamborgsk Mønt. Den lybske Mark, der 
deltes i 16 Schilling og 16 X 12 Pfennige, holdt sig gjennem 
Slutningen af det 13de Aarh. i det Forhold til 1 ^ Sølv, at 
der af denne i Beglen møntedes 2^9 Schilling 1 ). 

118. I de foran opstillede Betragtninger ligger allerede 
det andet af de stillede Spergsmaal besvaret: Mønten 
holdt sig ikke stadig i samme Værd. Imidlertid 
kunde en Forringelse af Mønten være sket aldeles gradvis 
med Aartiers Mellemrum; Kursen kunde tænkes ikke at 
have fluktueret op og ned. Det skal nu vises , at ogsaa i 
denne Henseende har Møntvæsenet været slet bestyret. Pen- 
genes Værd er steget og faldet uophørligt, og ny og for- 
skjellig Mønt er udgaaet omtrent hvert Aar. 

Der har i Middelalderen fra meget tidlige Tider været 
fulgt en Begel ved Møntadministrationen, som nu forekommer 
os højst besynderlig. Allerede Ludvig den Fromme skal have 
grebet til den Foranstaltning ofte at inddrage den gamle 
Mønt og sætte en ny i Omløb. Earl den Skaldede 
gjenoptog denne Begel, og efter den Tid anvendtes den al- 
mindeligt i de fleste af Evropas Riger 2 ). Hensigten med 
denne hyppige Indkaldelse af Mønten var i den senere Mid- 



M Schive fl. St. Nordstrøm 214. Grautoff 36, 62, 264. 
*) Waiti, Verfassangsgeschichte IV. 73. 



Kongerne »forny deres Ment«. 143 

delalder hovedsagelig at vinde en Indtægt ved at lade Under- 
såtterne paa ny betale Slagskatten og ofte desuden ved at 
udsende ny Ment med ringere Gehalt. Det er imidlertid 
tvivlsomt, om disse Hensyn ogsaa have givet den første 
Anledning til denne Forholdsregel. Der er meget, som taler 
for, — saaledes som Waitz påaviser — at Kongerne oprin- 
delig have søgt paa denne Maade at lægge Hindringer i 
Vejen for Falskmøntnerne, mod hvem det var af Vigtighed 
at gribe til energiske Forholdsregler, da Folket begyndte at 
mistro den slagne Mønt, ligesom man tillige har ønsket at 
fremme større Enhed og Orden i Pengevæsenet. Disse Øje- 
med, som jo ogsaa tilsigtes ved Nutidens Indkaldelse af ældre 
og Prægning af ny Mønt, bleve imidlertid snart forglemte' 
eller satte til Side for det Hovedøjemed at berige Mønt- 
herren. 

Snart hvert Aar, snart med flere Aars Mellemrum blev 
i de evropæiske Lande al ældre Mønt sat ud af Kurs til 
bedste for en ny Mønt; Kongerne fornyede deres Mønt 1 ). 
Det var hovedsageligt disses Pengetrang, som bestemte, om 
Menten skulde forandres; handlede de kun af dette Hen- 
syn, skete Inddragelsen saa hyppigt som muligt. De danske 
Konger stode ikke tilbage i denne Henseende. Man faar af 
de historiske Dokumenter Indtrykket af, at Kongen, i al Fald 
i Slutningen af Aarhundredet, hvert eneste Aar slog ny 
Ment. Frdg. 1304 § 3, der indeholder overordentlig strænge 
Bud om Brugen af ny og gammel Mønt, synes at forudsætte 
en aarlig Forandring af Pengene : fra den Dag, Mønten er lyst, ved 
Mikkelsdagstid, og til næstfølgende Marie Himmelfartsdag (15de 
Aug.) maa Ingen kjøbe med de gamle Penge, men kun det 
løbende Aars (tune instantis anni) under Straf af at miste 



l ) Oldemoder 6: nlsi monetam nostram contigerit innovari. Jeg kan 
ikke være i Ttivi om — skjønt jeg ikke har set denne Forklaring 
fremsat — at den Talebrug at forny sin Mønt o: at gjentage 
Noget til Opnaaelse af en Fordel, skriver sig fra denne Fremgangs- 
maade ved Administrationen af Møntvæsenet. 

16» 



244 Møntvæsenet 

salve Pengene og desuden Alt, hvad han fører med sig eller 
hos sig. Kongens Fogeder maa kun modtage Skatter eller 
Bader i den ny Mønt for dette Aar, og straffes med 
Tabet af Embedet og en Bøde af 40 & om de handle der- 
imod. Det paalægges alle Prælater, Klærker og Verdslige 
kun at modtage deres Undergivnes Afgifter i den ny Mønt, 
hvis de ville undgaa Kongens Vrede 1 ). 



') Cand. jur. P. Brock har i Aarbøger f. d. Oidk. 1871. 373 ff. udtalt 
sin Beklagelse over, at man ved Møntfundene hidtil saa godt som 
alene har søgt rent numismatisk Udbytte, medens Undersøgelser 
om Granden til Nedgravningen have været savnede. Porf. viser, 
hvorledes flere beslægtede Funds Jævnførelse kunne give historiske 
Oplysninger. Først og fremmest søger han. at bestemme, hvor stor 
Cirkulationshastigheden har været, hvor lang Tid man kan antage 
hengaaet mellem det Tidspunkt, da Mønten udgik, og det, paa 
hvilket den var 1 Alles Hænder paa. alle Steder i Landet. Af et 
Fund fra Pompeji (!) og 3 Fund her fra Danmark, som antages 
nedlagte i Svenskerkrigen 1657 — 59 (de yngste Aarstal paa Mønterne 
vare nemlig henholdsvis 1650, 1653 og 1655) og af et Fund, som 
antages nedlagt 1801 (den yngste Mønt var fra 1788), uddrages 
den Slutning, at der altid maa hengaa nogle Aar, før Mønten de- 
poneres. Denne Bevisførelse kan ikke godkjendes. Efter at man 
først har ladet Nedlægningsgrunden været det Ubekjendte og saa 
sluttet sig til denne af Mønternes Aarstal, kan man ikke senere 
gjøre den omvendte Slutning, at udfinde det passende Tidsforbold 
mellem Møntens Prægning og Deposition. Den fundne Sætning er 
derhos ingenlunde rigtig; thi Mønten skulde 1 en stor Del af Mid- 
delalderen strax circulere og være i Alles Eje, hvorfor det maa an- 
tages, at man i Møntfundene netop har Penge fra det sidste Aar. 
Men denne Regel ved Møntadministrationen kjender Forf. ikke. — 
Gand. Brock påaviser derpaa som klare Spor af en Deposition af 
Penge i Anledning af Venderindfaldet 1259—60, 4 forskjellige Fund, 
hvori der ikke haves yngre Mønter end fra Kristoffer I's Tid. Ikkun 
ét af disse er imidlertid bevislig fra Sjælland, hvor Jarimar kom. 
— Den anviste Vej er efter min Formening ogsaa ubrugelig. Baade 
i Oldtiden og Middelalderen har der været mindst ligesaa mange 
Begivenheder af privat Karakter, Forfølgelse, Forbrydelse, Bortrejse 
o. s. v., som gave Anledning til Nedgravning af Penge, som der har 
været almindelige historiske Begivenheder. Naar Ikke særegne Forhold 
ved Nedgravningen eller Møntstykkerrne lede til Bevis i en bestemt 



Lytning af ny Ment 245 

119. Om Forholdet ved Udmøntningen var der i Dan* 
mark efterhaanden opstaaet følgende Begler: 

Kongen maatte kun udstede ny Mønt paa en 
bestemt Tid af Aaret, nemlig ved Mikkelsdagstid; heri 
ligger, at han heller ikke maatte forandre Mønten mere end 
én Gang hvert Aar. Mønten skulde derhos lyses paa 
Landstinget, far den sattes i Omløb 1 ). Navnlig for 
Hansestæderne og de øvrige Fremmede var det af Vigtighed 
at faa bestemt, naar man var pligtig til at kjøbe med den 
nye Mønt. De have sikkert ogsaa draget Omsorg for, at 
Tiden sattes til Mikkelsdag, da Fiskerierne paa Falsterbo og 
Skåner vare til Ende. 

Den ældre Mønt tabte efterhaanden al Værdi, uden 
Metallets, og maatte omsmeltes 9 ). Imidlertid blev den endnu 



Retning, er det taare usikkert at slutte Neget om Granden til Ned- 
lægningen. Møntfundene blive let blinde Vejledere, som kun føre 
derhen, hvor man selv ønsker; det ser dog tilExempel besynderligt 
ud, at A. D. Jørgensen i sin Afhandling l Aarb. f. n. Oldk. 1871, 
85 fif. forkaster saa godt som alle skriftlige Vidnesbyrd om Kristen* 
forfølgelser 1 Danmark — men antager nogle Møntfund til Baris. 
Den, som engang vil skrive Bondeoprørets Historie 1256, vil natur- 
ligvis benytte alle de af Cand. Brock anførte Møntfund som Bevis 
for, med hvilken Voldsomhed dette Oprør rasede. Og hvad skulde 
der siges herimod? Fundene ere lige saa gode Vidnesbyrd om dette 
som om vendiske Indfald. 

l ; Valdemar H's Priv. for Lybek mellem 1203 og 120»: die dominieo 
ante Michaelis dantur novi denarii pro teloneo et non prius. Lub. 
Urkundenbuch I. 20. Sartori us 11. IS. Samme Bestemmelse gjenflndes 
i et stort Tal af Hansestædernes Privilegier. Frd. 1284 § 14: Th»t 
lands Uting, thær næst ær æftær sanctæ. Mifcils dagh, skal ny mynt 
up liusæ i allæ land®. Frdg. 1304 2 3: Innovatio monete prius- 
quam in proxlmo general! placito cujuslibet terre ante festum beatl 
Michaelis nullatenus publicetur, sicutl monetarius capitls sui amisslo- 
nem voluerlt evitare. Lub. Urkb. II. 318: quod nemo cogatnr dåre 
nouos denaiios, antequam exierent. 

') Allerede Absalon taler i sit Testament om 70 gamle fC skaanske Penge, 
der vare leverede til Indsmeltning (det ses, at man kunde faa 
mere end 16 fC Sølv deraf). Dipl. Sy. I. 684. 



246 Møntvæsenet. 

i nogen Tid modtaget i den kgL Kasse imod en Opgæld. I 
Tydskland plejede man at vexle 16 Stykker af den ældre 
Ment med 12 af den nye, altsaa med Tab af *U af den 
Mønt, man vexlede (Holmboe 28), jnen ker i Landet har man 
vistnok maattet miste 1; a af den gamle Mønt. Til Bevis 
herfor skal jeg anføre følgende Ord af et Priv. for Stralsund 
af 1316: »duos solidos denariorum novorum gcaniensium vel 
tres veterum racione theolonii nobis dabunt«, ligesom ogsaa 
Hansestædernes Forslag af 1342: »quevis schuta de Almani* 
dabit unum ore nouorum Scaniensium aut 4 1 a arthic anti- 
quorum Skan. den.« 1 ). Endelig tror jeg, at man ved denne 
Antagelse har fundet Losningen til den gaadefulde Bestem- 
melse i Erik Glippings alm. Stadsret § 61: Hwo ther will 
selliighe tydesth all, hånd schal selliighe och giifwe stopett 
for tollff penige mellem en poske och andhen; hwad mynt 
tha worther, for stopett otthe penige; — och stop danst øll 
schall gielde sex penige then første tyme och then andhen 
thyme 4 penige, och saa her schal were om nye myntt. 
Den nye Mønt sættes som Trediedelen bedre end den ældre; 
at Paaske nævnes som Termin, maa vist staa i Forbindelse 
med Bestemmelsen om, at tydsk øl ikke turde sælges eller 
drikkes efter Paaske (Frdg. 1283 § 2). 

Klagen over Bestyrelsen af Møntvæsenet ramte ogsaa 
den Side af Administrationen, at Mønten saa hyppigt ind- 
kaldtes. I Følge Kong Abels Frdg. 1251 § 5 og Kristoffers 
Frd. af 1257 § 12 vedtog man at betale Plovpenge for at 
faa en stadig Mønt*). Der finder altsaa et Forlig Sted 
mellem Kongen og Folket, Kongen skal have en fast Indtægt 
andetsteds fra, imod at han regulerer Mønten. — At Mønten 
skulde være stadig, var i det Hele det økonomiske Pro- 
blem, som skulde løses: Da Valdemar. Atterdag i Aaret 1360 
raadspurgte Hansestæderne blandt Andet om Landets Penge, 



') DipJ, Svec. III, 285, V. 134. 
*) Jfr. forap S. 211. 



Kongens Indtogt af MøntregaleL 247 

raadede de ham til at indføre en fælles Mønt over hele 
Landet, som var stadig og ikke blev bedre eller ringere *). — 
Plovskatten skulde imidlertid ogsaa direkte tjene til Dækningen 
af Omkostningerne ved Udmøntningen eller som Forskud til 
Indkjob af Sølv. Vi finde nemlig ogsaa i de følgende Aar- 
hondreder, at der er givet en saadan Hjælpeskat for at kunne 
lade slaa ny Mønt, jfr. Margrethes Frdg. 1396 Art. 15: Item 
aff thy at vy haffue hørt, at hær i alle landæ er vanskæ om 
mynth, at han er ey i landen, tha hafiue the i allæ landæ 
iætt oss een hjelp til then mynt, oc hafiue the iætt oss her 
i landet 8 grotte aff huert hws nw at mydftstæ o. s. v. 

Det maatte naturligvis paahvile Undersaatterne at be- 
tale Omkostningerne ved Udmøntningen, den egentlige Slag* 
s.kat Men ved Siden af denne krævede Møntherren for sig 
desuden en betydelig Afgift for Adgangen til at erholde 
møntede Penge for umøntet Sølv (monetagium, seigneur* 
iage). Denne fradroges i Forbindelse med Møntomkostnin- 
gen i den Sum, som sendtes i Omløb, og indbetaltes i 
Møntherrens Kasse 3 ). 

Om Møntindtægten giver Jordebogen følgende Oplys* 
lunger. 

Hovediisten. Indtøgtaliaten. 

Lund 1200 £ puri et 8 £ aurl. denarioa pro 300 $ argentl. 

Preter mon pro 1000 $ den*). 
Roeskilde 900 $ arg. 80 # den. 



') Sartorius II. 476: de moneta dlxerant, quod non staret in ipsls, 
qnam monetam ipse facere vel itataere vellet in regno sno, attamen 
videbatur Ipsls consultum, quod monetam unam oommuaem faceret, 
quæ duraret et non aecresceret vel deereaeeret. — Sor. V. 537 (1338): 
donec in tcrra moneta iat atabtlia et dativa« — Jfr. for Bayerna 
Vedkommende Muffat S. 211: (1205 besluttede man, »daaa al« nun- 
mehr ståndig aei und bleibe«). 

*) Holmboe 28. 

*) Udgaven i Seriptorea har her meningsløst »M6ns Paludan-Maller 
siger S. 198: Haandskrlftet kan ikke læaea anderledes. Her er atter 
et af de Steder, hvor P.-M. er lidet retfærdig mod dette; jeg 
beder Enhver efterse aaavel Haandskrift som Fotolitograi, om her 
ikke ataar tydeligt »mon«, maaake med et noget udløbet o. 



248 Møntvæsenet. 

Kalændæfeurgh 30 & den. 

Viborg SO # deo. 

Horsens 40 fC deo. 

Ribe 150 jR: den. + 100 %' den. de monetario. 

Som foran vist er der ikke i Kilderne Spor til , at Kjøb- 
stæderne havde Møntret, og den opførte Afgift haves saale- 
des ikke af Byerne, men af Møntmestrene i disse. At Møn- 
ten angives med en bestemt Indtægt, hvad Schlegel 1 ) anfører 
som Bevis for, at Kjøbstæderne havde Møntret, beviser jo 
ikke Noget, da Jordebogen dog nærmest angaar et bestemt 
Aar; var Mønten bortforpagtet, var jo Afgiftens Størrelse 
desuden vis. Den opgivne Indtægt af Ribe og Lund anta- 
ger jeg kun for Indkomsten af Kongens, ikke Bispens Mønt- 
ret, da det ellers sikkert var bemærket, at Halvdelen skulde 
fradrages, og da efter det foran Udviklede enhver af Mønt- 
herrerne besørgede Udmøntningen paa egen Haand ved sk 
Møntmester*). 

120. Tillæg. Til foranstaaende Fremstilling af Ment- 
væsenet skulle vi knytte nogle faa Bemærkninger om Vægt 
og Maal og om Priser. 

Den Vægt, der benyttedes, siges undertiden at være 
den kolnske eller troyske Vægt, stundom er det dansk, sjæl- 



') Schlegels Statsret 344. 

*} Med Hensyn til Ribe ogsaa af denne Grund. 1252 afsluttes følgende Forlig 
mellem Kong Abel og Bispen i Ribe (Oldemoder 6). Denne skal imod at 
afstaa sin Halvdel af Møntindtægten i Ribe oppebære Halvdelen (jfr. 
foran S. 212) af Plovpengene i Varde- Almind- og Hardesyssel og en 
bestemt, ikke opgivet Sum af Varde og Lemvig. Endelig Ulstaas 
der ham for hans Fortjeneste og Troskab 50 & Penge af Kongens 
Plovskat Overenskomsten bærer fuldkommen Prag af at skulle 
give Bispen netop lige Værdi for, hvad han mister; de 50 £ er klart 
nok en Tilgift, og i Følge Kontrakten skal Forliget ikke gjælde i det 
Aar, Kongen har en særlig Indtægt ved at forny Mønten. Plov- 
skatten var paa den Tid 36 den. af hver Plov. Hvis der, som paa 
Sjælland, var gjennemsnitlig c. S15 Plove i hvert Herred, faa vi 
alene af Syslernes 14 Herreder en Indtægt af c. 275 # den. Denne 
Sum svarer omtrent til Jordebogens 150 f + 100 # de monetario. 



Vagt 149 

landsk eller Roeskilde Vægt 1 ), — men hyppigst findes ingen 
nærmere Betegnelse, og det er da den almindeligt bragte 
danske Vægt, hvis Stenelse næppe nogenlunde nejagtigt 
lade sig udfinde 9 ), før alle de ældre Møntforhold tages under 
Behandling saavel fra den numismatisfce som fra den histo- 
riske Side. I arrigt skjelnes der i mange Kildesteder mellem 
2 Vægte, den større og den mindre 9 ). Af de ovenfor S. 237 
— 238 anførte Steder, hvor Forholdet mellem Mark Penge 
og Mark Sølv er angivet, synes dette at stige særdeles, hvor 
kelnsk Vægt anvendes, og man faar Indtrykket af, at den køln* 
ske var den tungeste af de benyttede Vægte. Etsteds synes 
bestemt sagt, at den saakaldte pondus majus var den kølnske 
Vægt. Hamund Lille og hans Hustru Ingeborg laante 1316 af 
Sorø Kloster 100 % »puri argenti ponderis majoris» og 
pantsatte derfor deres Gods i Alsted. Efter 10 Aars For- 
lab, da Hamund var død, laante Ingeborg igjen »100 # 
argenti similes« imod samme Pant og lovede yderligere, at 
hendes Arvinger enten skulde betale Klostret 200 £ »puri 
argenti ponderis Coloniensis« eller ogsaa overdrage det Godset 
som Betaling. Det er efter hele Sammenhængen i denne 
Beretning ikke rimeligt, at der ved den Sum, Arvingerne til- 
pligtes at betale, tænkes paa Noget, der er forskjelligt fra, 
hvad Hamund og hans Enke have oppebaarei Et andet 



') D. A M. I. 133.- 310 fC puri et examinatt argenti seeundum pen- 
dus Sialandensev Brav at 12. Juul 1297: 20 £ puri arg. sub pon- 
dere Rbskildensi. Riberret g 123: pants siliginis debet ponderare 
unum pondus proprie purid ponderis Coloniensis. Brev af 26. 
Marts 131 S: 70 $ puri et-exam. argenti sub pondere daco. 

') Jeg har herom anstillet forskjeNige Beregninger, navnlig paa Grund* 
lag af Aktstykket i Dipl. Sveo. I. 598—605, men Støttepunkterne 
ere for faa til at Jeg kaa fremsætte et sikkert Resultat 

•) D. A. M. L 117: 100 Jt pur) ponderis majoris. Stemann, Gesehlchte 
des Reehts des Hersogthums Sehletvig. III. 1. Jfr. i øvrigt Anm. 1 S. 
236« — I Priv. før Stralsund 1316 hedder det: bona su* pondera- 
bilia per pondus majus et minus vendaat seeundum pondus terne 
Daciæ, men om herved tankes paa den anførte Forskjel i Vægte 
eller paa det store Kornpioé (Jfr. i det Følgende) 1 Modsætning til 
det lille Pund, er tvivlsomt 



250 Møntvasenet. 

Sted i Sorø Klosters Gavebog (jfr. om denne foran S. 7) om- 
tales det samme Skyldforhold af 1316, men dér siges Gjæl- 
den at være 100 % »puri argenti ponderis coloniensis« (Ser. 
IV. 479, 489). Disse Steder kunne naturligst kun tolkes 
saaledes, at den kølnske Vægt var »den store« 1 )* — I Jorde- 
bogens Hovedstykke nævnes i Jylland og Fyen slet ikke, hvil- 
ken Vægt der er anvendt. Ved Sjælland omtales udtrykke- 
ligt begge Slags Vægte, der bruges afveilende: Withskynæl 
16 ^ puri in minori pondere. — Skialfiskør. 16 Jf. puri in maiori 
pondere osv. Det vil af det Fremstillede ses, at der om de 
ældre Vægtforhold endnu er meget tilbage at oplyse. 

121. I Følge hvad der er sagt ovenfor S. 53 havde 
Eornmaalet samme Navn og Delingsforhold som Mønten: 1 
Mark — 8 ører — 8 X 3 ørtug = 8X3X12 Skjap- 
per (Denarier). Imidlertid deltes Eornmaalet ogsaa i Fund 
og Skjæpper; vi skulle nu undersøge, hvad Kilderne lære 
herom. 

At 1 |L Korn var — 12 B fremgaar af Æbelholt 
Klosters Brevbog, Ser. VI. 164: Mædheløsæ 6 boll terre, 
hwert boll 8 pund. Pensio 4 mark. — Hatheloeæ 6 bool 
terræ, hwert bool 4 pund annonæ. Pensio 2 mark annooæ. 

— Fremdeles af Eoeskildebogen S. 5—6, hvor 53 M sættes 

— 4 # 5 M% og sammesteds S. 22, 48. 

En Læst Korn var ligeledes = 12 M og altsaa 

— 1 |LEorn, hvilket ses af Boesktldebogen S. 72, hvor 6 + 6 
JS Mel kaldes 1 Læst, og S. 22, hvor 19 ører (— 28V»Æ) 
Byg sættes — 2 Læster 4 1 /* £ % og endelig af Flensborg 
Stadsrets Toldregler, hvor Tolden af 1 Læst Eorn er 1 Øw 
(=- 36 Penninge), men af 1 Pund Eorn 3 Penninge, 

') Om Forholdet mellem den større og den mindre Vagt kuode føl- 
gende Sted af Oldemoder (S. 10) fra Slutningen af det 13de Aarh. 
maaske giv« nogen Oplysning: Hertag Abel siges 1240 at have faaet 
for et Priy. »200 $, qoæ tone temporis valehant 100 $ arg. P« ri 
minoria pønderis«. Hvis Forholdet mellem Mark Sølv og Mark 
Penge da har været som */i og de 200 fC altsaa sættes =» 66*/i f 
af den Vægt, hvorefter der sædvanligt regnedes, maa Marken i den 
lille Vægt have været V« lettere end i den større* 



KonmuMleC 251 

At 1 M var — 24 Skjæpper Byg fremgaar af Roes- 
kildebogen S. 21—22, hvor 19 Gange 1 øre Byg (— 19 
X 36 = 684 Skjæpper — 2 Mark + 108 Skjæpper) kaldes 
2 Mark og 4 l /s ]R % og bestyrkes af S. 48 om Manderap By 
(dimidiam bool. . . dat 3 pund annone; nouem curie . . et 
quelibet håbet quartam terre et dat 1 oram; . . . . habens 
dimidiam quadrantem terre« dat 18 modios)* 

1 S var — 20 Skjæpper Havre, se Beregningen i 
Roeskildebogen S. 22 , hvor 19 X 14 — 266 Skjæpper siges 
lig med 13 M 6 Skjæpper (Pal.-MOl. S. 237). 

Kornmaalet har altsaa havt denne Inddeling: 

1 \ Bug, Byg, Hvede — 8 ører = 8X3 ørtug = 8 

X 3 X 12 Skjæpper. 
— 12 M — 12 X 24 Skjæpper. 
1 \ Havre — 12 S — 12 X 20 Skjæpper. 

Dette Forhold stemmer imidlertid ikke med hvad Vel* 
8chow har om Kornmaalet i Middelalderen, idet han antager 
en Deling af 288 Skjæpper Byg, 240 Skjæpper Bug og 480 
Skjæpper Havre paa Kornmarken, hvilket Forhold nemlig 
findes hos Arent Berntsen o: midt i det 17de Aarh. Som 
vist haves en hel anden Delingsmaade i Kilderne, der da 
heller ikke kjende Forskjel mellem Bug- og Bygmaalet, idet 
kun Havren har Maal for sig jfr. Jordebogens Natholdsliste: 
marca myrti mensurati sicut mensuratur auena. Velschows 
Fremstilling er fyldestgørende imadegaaet af Pal. -Maller, 
til hvis Udvikling det . Foranstaaende kun skal betragtes som 
et Tillæg. Særlig har P.-M. Fortjenesten af at have godt* 
gjort, at vi her i Landet have benyttet Delingen efter 12 
Denarier paa Skillingen, saavel som af 12 Skjæpper paa ør* 
togen, og at denne Beregning af Kornmaalet netop gjaldt 
paa den Tid, da Jorden ved Skyldsætning overtog Betegnel- 
sen efter Mark og øren Som endnu et Bevis for, at ør- 
tugen ikke var tidelt, kan anføres et utrykt Brev af * 4 9 



252 Møotrcsenet 

4348 fra Skaane, som nævner »5 sdidi cum 10 modfis an- 
nonæ«, hvor 10 Skjæpper altsaa ikke udgjorde 1 ørtug. 

Imidlertid skal jeg dog gjere opmærksom paa, at man 
i Sydjylland ved Ribe meder en Deling af Kornmaalet efter 
1: 8: 3: 10. Der anvendtes dér et dobbelt Skjæppemaal, 
den mindre Skjæppe og den store eller Riberskjæppen (lagena), 
som rummede 10 af den første. At 1 Lagena var 10 modii 
fremgaar af Beregningen i Oldemoder S. 66, hvor 50 Skjæp- 
per Land sættes = 5 lagenæ Land« ligesom Optællingen S. 
70 viser, at denne TæDemaade, foruden i Kornmaalet, an- 
vendtes i Snxermaalet (1 lagena + 22 modii = 32 modii). 
Af samme Bog S. 97 læres, at denne lagena netop var Ri- 
berskjæppen : 3 modii ripenses søn 3 lagene ordei (jfr. S. 105 
modii ripenses . . , parvi modii). — Denne store Skjæppe 
omtales ogsaa i en Kontrakt af 1278 (Ser. VIII. 132)* hvor- 
ved Sognemændene i Daler i Stedet for Tiende i Kjærven lovede 
at give 1 Ortug o: 12 Skjæpper tærsket Bug af hver Otting Jord, 
hvilken Skjæppe dog skulde være den mindre, hvoraf der gik 
10 paa Eiberskjæppen (qui quidem modii 10 unum Ripensem 
adimplent). Da der nu gik 24 Riberskjæpper paa 1 & jfr. 
Oldemoder S. 61, 65: una marcha videficefc 24 modii Ripen- 
ses, komme 240 af de smaa Skjæpper Ml at udgjere Læsten. 

122. Vi have ovenfor sagt, at Varer ofte benyttedes for 
Penge i Betalinger, og vi finde derfor i de gamle Love, dog 
endnu hyppigere i de svenske og norske, end i de danske, 
bestemte. Priser satte paa visse af åt almindeligste Produkter. 
Var der ikke en lovbestemt Pris, blev Varen taxeret og skulde 
modtages efter Værdi, jfr. J. L. IL 9 s thrinnæ attan mark 
pænning æth full wirning for swo maiBilugh pænning 1 ). Som 
en naturlig Slutning paa dette Overblik over Omsætnings- 
forholdene skulle vi derfor undersøge, hvilke Landets Hoved - 



') Ånd. Sun. V. 6: pannorum et animalium estlmatio frequenter in 
parti bos nostris supplentinm argentl defectum. 



Hvededyrkningen. 25$ 

produkter vare og i hvilken Pris, de stode, i Løbet af 
Aarhundredet. 

123. De Kornsorter, der dyrkedes, vare saa godt 
som udelukkende Bug, Byg og Havre (triplex annona, annona 
tripartita. Terpager 233, Ser. VII. 62, 69), og Hvede avledes 
kun i enkelte Egne med fede Jorder. Hvedebrød var en 
Sjældenhed, det kom vist aldrig til Fattigfolk, medens vi 
derimod ved Aartider, som indstiftedes i Klostrene, og hvor 
der skulde være særlig Anretning, finde »Hvedebrød 
med Mjød« som Hovedretterne 1 ). Hveden nævnes i Jorde- 
bogen som Afgift af Møen, af Gjedesby paa Falster og af 
Samsø 8 ). I Følge Aarhusbogen dyrkedes den i Koldt i Ning 
Herred, hvor en Bryde svarede foruden 1 |> Bug 1 Skilling 
Hvede, men dette er det eneste Sted, hvor den nævnes i 
denne Jordebog 8 ); den var altsaa dyrket som en ren Raritet. 
Lige saa sjældent avledes den i Sjælland. I en Fortegnelse 
over hvad der fandtes paa Kjøbenhavns Slot 1328, nævnes 
nogle Skjæpper Hvede ved Siden af en stor Mængde andet 
Korn 4 ). Det synes endog som om Hvededyrkningen i det 
14de Aarh. er gaaet tilbage, thi i den store Boeskildebog 
nævnes ikke af en eneste af Bispens Gaarde eller Stavne paa 
Sjælland en Afgift i Hvede, saa at Biskoppen virkelig har 
havt Brug for den Læst Hvedemel, som Abbeden i Skov- 
kloster skulde svare ham aarlig til evig Tid. Af en af en 
Bidder pantsat Gaard i Baaby paa Møen havde Bispen dog 
14 Fund Hvede, og i Bogen findes en Bemærkning om, at 
en gammel Bonde havde udtalt, at i ældre Tider gaves 
der 10 Skjp. Hvede og 20 Skjp. Havre af hver Fjerding Jord 
i Magleby paa Møen (i Busene 1 Pd. Hvede af hver Fjerding) 5 ). 



M Ser. Vi. 145. D. A. M. I. 114. Suhm XI. S96. 

') Fremdeles 1 Natholdslieten. Jfr. Ser. V. 594. 

•) Ser. VI. 480. 

*) Suhm XII. 171, jfr. XI. 517. 

5 ) Ser. VII. 106, 108, 126. 



254 Møntvsesenet 

I Følge Valdemars Jordebog synes 1 % Sæd at have 
svaret omtrent til 2 ^ puri, eller 6 |> Penge 1 ). Paa Møen 
sættes 1 % Hvede til 5 # Sølv, og Hveden bar saaledes havt 
2 1 /« Gang højere Pris 8 ). Derefter findes næppe nogen Be- 
stemmelse fer ved Aaret 1292, da det i Haderslevs Stadsret 
§ 36 bestemmes, hvad en Lev Brød skal veje, naar en ørtug 
Bug koster 10 ørtug Penge, og hvad, naar Bugen bliver 
dyrere end V* |>. Den sædvanlige Pris har altsaa paa den 
Tid været 10 # Penge for 1 % Bug, og denne Fris gen- 
findes i Frdng. 1304 § 1, som byder, at 1 | Sæd ved 
Skatteansættelse skal vurderes til 10 ^ Penge. 

124. En af Landets betydeligste Indtægtskilder, navnlig 
ved Udførslen, var den overordentlig store Produktion af 
Heste. Hesten blev brugt mest som Bidedyr, sjældent som 
Trækdyr, og vistnok aldrig for Ploven; thi Oxen var det 
egentlige Træk- og Plovdyr 8 ). Dronning Bengjerd siger 
derfor ogsaa i de om hende lagte Viser — med forskjellige 
Variationer — 

»Hvad skal Bonden med mere i Bo 
end to øxen og en Ko?« 



og 



»Min kjære Herre, den Bøn I mig vide, 
I lade ikke Bondesøn god Hest ride,« 



') Burluntaæret. 20 £ den uel 3 # siliginis. — Hanæ næret Seroi- 
cium 2 noctium uel 20 # annone. et Næs seruicium 1 coetis nel 
70 £ puri ex utroque. uel 29 fC annone et 16 # argenti. — Ri- 
sæhæret. 60 £ vel 10 fC siliginis. 

*) RiberreU g 123 (fra en noget ubestemt Tid): naar en Tønde Rug 
koster 6 Skilling o. s. v., naar en Tønde Hvede koster t fC o. s.v., 
viser, at Hveden var 4 Gange saa dyr som Rugen, og synes ligeledes 
at antyde, at Hvedeavlen gik tilbage. 

*) Jfr. at den, som ikke betaler Plovpenge, skal miste den bedste Oxe 
af Forspandet (Kristoffers Frdg. § 12). 



BtstwteD.r 255 

hvortil Kong Valdemar svarer: 

»Formaar han Bondesen Hest at fede, 
for hannem lægge vi den ikke ede.« 

Medens Bondeti saaledes sjældent havde Heste, synes de 
rigere Stænder at have havt endog store Hesteopdræt. Hesten 
var nemlig for disse det nødvendige Bæremiddel, og Hær- 
tjenesten fordrede desuden en stor Mængde Heste. Man 
bragte da at have fritgaaende Hesteopdræt, som halvvejs 
skjettede sig selv, og hvoraf man udtog dem, man ønskede 
uddannede til Brug, medens man solgte de Heste og Fel, 
som ikke benyttedes. Faa mindre øer, paa Næs eller i 
hegnede Skove (heraf det hyppige Navn Hestehaver) hengik 
»det vilde Stod«, (equitium, jumenta indomita *). Det hedder 
saaledes i Visen om Marsk Stig: 

»Mig tyktes det jeg og mine Mænd 
var ridende over en Bro. 
Min Ganger han slog mig under sig, 
han leb til vilden Stod.« 

Saadanne »equitia« ejede for det Første Kongen, i Jorde- 
bogens øliste nævnes saaledes »Hors« paaHiortø, Byrkholm, 
Østrædraghø, Lyuthø, Strynø, Sithø. Ved Gjedesby paa 
Falster opfares 10 \ Sølv »de equis indomitis«, og saadan 
fast Indtægt, der navnlig indkom ved Salg af Føl, nævnes 
ogsaa andetsteds: Grevinde Ingerdis's equitium afkaster 30 
% Penge. Fremdeles ses Bisper, Ærkedegne, Eanniker, De- 
kaner, ja endog lavere Gejstlige, Sognepræster o. s. v. at 
have havt saadanne vilde Stod, og man kan af denne Gejst- 
lighedens Forkjærlighed for disse Stutterier være sikker paa, 
at de have forrentet sig godt 9 ). Men Landet udførte derhos 



') Jfr. Sarauw, Frederiksborg Amt, 32 om det vilde Stod paa Heaselø. 
*) Terpager, Ripæ 55. Set. V. 249-251, 561. VI. 404. Suhm XII. 3S9 
XIV. 460. D. A. Bf. I. 20S. Dipl. Sv. I. 667. V. 434. 



256 MøDfrsieott 

et stort Antal Heste« og Hestes er sikkert en af de første 
Artikler, hvoraf der opstaar særlig Told, da man forlod Tol- 
den af Skib og Mandskab. Stundom have Kongerne endog 
frygtet for de altfor store Hesteudførsler og lagt »Forban« 
derpaa. Det er saa heldigt, at Jordebogen sætter os i Stand 
til at bestemme med den største Nøjagtighed, hvor stor 
Hesteudførslen har været af Ribe By paa Kong Valdemars Tid. 
Den samtlige Indtægt af Hestetolden i Ribe udgjorde nemlig 
»350 % Penge og mere«. Men nu var Tolden for Heste 
ganske sikkert 1 fi for Stykket. Denne Toldsats findes nemlig 
i den af Erik Glipping \ 268 stadfæstede Roeskilde Stadsret, 
i Holbek Stadsret, i Flensborg Stadsret (1284) og i Haderslev 
Stadsret (1292). Større end én Skilling har den i hvert 
Fald ikke været paa Jordebogens Tid (i Slesvigs ældre Stadsret 
§ 30 var den endnu kun 1 2 j8), da samtlige Lovbud om Told 
fra Aarhundredets sidste Del netop gaa ud paa at nedsætte 
denne til den Størrelse, den havde paa Kong Valdemars Tid. 
Vi kunne saaledes beregne, at der har været udført 
mindst 8400 Heste aarligt af Ribe. 

Hesten havde i Aarhundredets Midte en Værdi af 6 ^ 
Penge, jfr. 1238, Dipl. Svec. I. 293: 6 # den. vel unum 
equum. 1259, Ser. IV. 498: 2 equi de valore 12 |L denari- 
orum. 1283 ansættes et Føl til 3—4 %> den. se D. Svec. L 
632: 4 marchas vel polidrum equivalentem — polidrum de 
equicio 3 %> den. — polidrum 3 ^ ad minus — polidrum 4 ♦ 
valen tern. 1313 maatte de oprørske Bønder i Jylland give Kongen 
af hvert Herred 9 Heste , der hver skulde være saa gode som 
15 JL Penge (Huitf. 368). Denne høje Fris skyldes saavel 
Pengenes ringe Værdi, som Hestenes Godhed, thi disses Værdi 
varierede naturligvis overordentligt, eftersom det var en til 
Krigstjenesten uddannet »dextrarius« eller et utæmmet Dyr. 
I et Testamente af 1ste April 1295 sættes en Stridshest til 
20 % Penge, men en almindelig Hest til 5 eller 6 ¥>. 

Prisen paa en Oxe findes i Følge en Optegnelse fra det 
13de Aarhundrede at have været i Skaane 6 ører Søl? og 



Nogle Priser. 257 

paa en Ko 4 ører. 1288 sættes i et Testament fra Halland 
en Ko til en Værdi af 1 ^ Penge 1 )* — En Tønde (lagena) 
01 skolde sælges i AielkjebiDge for 10 ører, men i Strand- 
kjøbinge for 1 Mark, se Thord Degn art. 45 9 ). 



') Ser IV. 44: duos boves estimatos pro 12 orts argentl et 3 vaecat 
pro 12 orts arg. — Hallands FornminnesfOrenings Årsskrift 1868 
(Handlingar) 26. 

*) Det burde v»re sagt allerede paa et tidligere Punkt, at jeg anser 
det for bevist, at Thord Degns Artikler ere nedskrevne i Slutningen 
af det 13de Aarhundrede. Overisrer Kinch har stor Fortjeneste af at 
have anvist dette mærkelige Lovarbejde den rette Plads 1 Tiden 
(Samlinger til Jydsk Hist og Top. 11. 230). 



1? 



XIII. Kapitel 

Kongedømmets øvrige Indtægter. 

(Afgifter af Handel. Forban. Udførselsforbud. Told. Kjøb- 
stadborgernes Toldfrihed. Torvørtug. Vragret. Sagefold.) 



125. Vi skulle afslutte disse Undersøgelser over Konge- 
dømmets Indtægter, idet vi som de vigtigste af de endnu 
ikke omtalte skulle behandle de indirekte Skatter (Afgifterne 
af Handel 1 )) og Betten til Vrag, Sagefald og Danearv. Om 
Kronens Formue, om Domænerne og, hvad dermed staar i 
Forbindelse, Spørgsmaålet om Ejendomsretten til hele Landet, 
udsætte vi at tale, til vi kunne tage Jordebogens Hoved- 
stykke, Kununglefliste og øliste for os, til hvilke Optegnelsers 
Fortolkning Undersøgelsen paa det nøjeste maa knytte sig. 

126. Uagtet der ikke haves mange Oplysninger om, 
hvorledes Afgifter af Handel have udviklet sig, vil dog 
af de sparsomt flydende Kilder Følgende kunne udfindes. 
Oprindeligt tilkom der ikke de tilrejsende Handlende en al- 
mindelig Fred, kun den Enkelte kunde af Kongen erholde en 



') De øvrige indirekte Skatter vare ikke mange; enkelte, for Ex. Arte- 
kjøb, ere omtalte i det Foregaaende. 



Forton. 259 

Beskyttelse for sig og de Virer, han Carte. Der henvises 
endnu i Slesvigs ældre Stadsret § 31 til saadamie gamle 
Forhold. Byens Borgere havde blandt de Forrettigheder, Kong 
Svend havde tilstaaet dem, ogsaa faaet denne, at de én Gang 
(maaske én Gang om Aaret) maatte modtage eller fere med 
sig til Slesvig fremmede Kjøbmænd, men derefter skulde 
Kongen spørges, om han vilde give dem Fred, og vilde han 
ikke, skulde de vende hjem i den samme Fred, hvori de vare 
komne, men for Fremtiden ikke komme uden Kongens Til- 
ladelse og Fred'). Det fremgaar af denne i øvrigt lidet klare 
Bestemmelse, at Kongen raadede personligt over den Fred, 
den Fremmede skolde nyde; han var Herre over, om han 
maatte komme og vende tilbage. Vilde han ikke tillade dette 
Sidste, neålagde han sit Forbud derimod. Færeyingasaga Kap. 
8 fortæller, at der engang paa Markedet paa Haløre blev 
bortstjaalet en betydelig Sum Penge. »Nu leggr konungr 
farbann, svå at engi skip skulu sigla burt«. Dette var 
naturligvis en stor Ulempe for Kjøbmændene saaledes at være 
stansede i deres Hjemfart. Da gav en Mand ved Navn Trand 
det Raad, at alle Gjæster skulde erlægge en Værdi i Sølv, som 
Kongen skulde bestemme, ogsaa sejle. Dette tiltalte Kongen, 
og der blev nu givet en saa stor Sum, at ikke alene det 
bortstjaalne Beløb blev Ejeren erstattet, men Kongen og Trand 
fik hver en stor Kapital. Denne Beretning lærer kun, at der 
?ed en bestemt Lejlighed er blevet givet saadan Afgift for at 
slippe for »farban« 9 ), men den synes at indeholde netop Til- 



') Qotrta petioio est, vt ctues potestatem semel reelpiendl vel secum 
ducendl Sleswyk habeant quosllbet mereatores. Postea nero consulto 
domino Rege, SI nollt els pacem concedere, Redeant Urnen in 
eadem pace, qua venerunt, et denuo non veniant absque lieentia et 
pace Regla. 

*) Saadan ne Arrestationer kjendea ogsaa fra andre Lande. Den 27de 
Juli 1225 befalede Henrik 111 af England slneBailltfs 1 Havnestæderne 
at arrestere samtlige Skibe, tom befandt sig i deres Revler, og føre 
dem til hans Tjeneste til Portsmouth. Først i Juni Maaned næste 

17* 



260 Kongedømmets øvrige Indtagter. 

strækkeligt til Forklaring af den Afgift, som er hyppigt om- 
talt i de gamle Kilder, men om hvis Væsen man ellers saa 
godt som Intet véd — Forban. 

Kong Knud skal have tillagt Bispen i Ribe Halvdelen af 
den kgL Bet af Byen undtagen Forban, Vrag og 40 ^ Sager, 
i hvilken Gave Bispestolen bekræftes i Diplomer 1151 og 1196, 
— men i intet af dem finde vi Oplysning om , hvad Forton 
var, kun saameget ses, at Forban hørte til de Rettigheder, 
som Kongen ikke gjerne gav fra sig. Af Jordebogen frem- 
gaar, at denne Afgift endnu 1231 opkrævedes i Ribe; den 
nævnes derpaa ogsaa i enkelte af de følgende Tiders Privilegier 
for Byen (1242, 1251, 1289, 1368) i Forening med Told og 
Torvgjæld. Det er efter det Foranførte vel ikke urimeligt at 
antage, at Forban har været en Afgift, hvormed man 
kjøbte sig Bet til uhindret at bortsejle af Byen 
med hvad man havde tilforhandlet sig. — Forban er utvivl- 
somt af langt ældre Oprindelse end Told, og denne viser sig i 
sin Begyndelse netop ogsaa som en Afgift af Personen for 
Beskyttelse paa hans Handelsfærd og ikke som en Afgift af 
Varerne. Saaledes udrededes i Norge Landøren ikke efter 
Ladningens Værdi, men efter Skibsmandskabets Tal, idet 
der gaves et én Gang for alle fastsat Beløb af hver fri og 
voxen Mand ombord 1 ), og i de to ældste danske Toldregler 
finde vi netop Tolden beregnet paa samme Maade. I Følge 
Koeskilde Stadsret § 19 9 ) skulde der af det fremmede Skib, 



Aar ophævede han denne Forholdsregel og gav nu en hel Mængde 
Ordrer om Orlov til at bortrejse enten for. enkelte Skibe eller for 
en enkelt Handelsstads samtlige Skibe. Lappenberg, Gesebicbte 
des Stahlhofs. 9. 

') leyscr, Efterl. Skr. II. 100. 

9 ) Si aliqnem hospltem cnm nani sua, ferentem mercimonla, nostram 
ad einitatem nanlglo veuire eontingit, vendendo ibidem mercimonla, 
que talerat, 2 solidos denariornm sit obligatns ad solnendnm; ad 
qnot emendo similiter teneatnr cnm socUs sals, in nani secum com- 
morantibus, un iversis, nno dnmtaxat eicepto de eisdem. 



Forban. 26t 

der kom til Byen, erlægges en Afgift af 2 ørtug for hver 
Mand, der he&ndtes derpaa, dog var én af Mandskabet fri 
for denne Afgift; hertil knytter sig i § 21 en vist senere 
tilkommet Udførselstold af Heste, Kvæg og Svin. I den ældre 
slesvigske Stadsret § 30 finde vi ligeledes foruden en Afgift 
af Skib og Ladning en bestemt Told af hver Mand ombord 
»pro capite« 1 ). Men som Tolden oprindelig har været svaret 
af Personen , saaledes har Forban vist ogsaa været en Afgift 
af Personerne for fri Alfart. 

127. Vi skulle forfølge baade Forban og Told videre 
paa deres Udviklingsgang. 

Forban ophørte vist snart at forekomme som stadig 
Afgift, — og Ordet gik efterhaanden over paa et andet Be- 
greb. Kongen forbød vel sjældent Gjæsternes Afsejling, 
derimod ofte Udførsel af Varer, og Forbudet ramte alt- 
saa nu paa samme Maade som Tolden, Varerne. Saadant 
Forbud kunde naturligvis være politisk rigtigt i Krigstid eller 
i Dyrtid, men Betten til at nedlægge Forbud blev brugt vil- 
kaarligt. Kongen forbød efter Godtykke at udføre visse Varer 
af Landet eller tillod det kun efter indhentet Samtykke, som 
maatte betales. Uagtet det i Abels Frdg. 1251 § 23 loves: 
»arrestaciones non fiant« og i Kristoffers Frdg. § 19: »arre- 
stationes et nova thelonia non fiant«, udstedtes der ikke 
desto mindre hyppigt Forbud. Erik Menved maa saaledes 
1271 have givet et Udførselsforbud, thi Ribe Borgere bleve 
Ted Kongebrev fritagne for at overholde det, saa at de frit 
kunde udføre Flæek, Korn, Heste og Andet til Flandern eller 
andetsteds. Forbudet kan dengang have været begrundet i 
den nys begyndte Krig mellem Kongen og Hertugen 9 ). Men 



') I A. D. Jørgensen« Fortolkning af denne Artikel i Bidrag Ul Nordens 
Historie i Middelalderen S. 51 gjengives «pro capiter ?ad af »hver 
Skippers tirad der 1 Følge det ovenfor Anførte ikke kan være 
rigtigt 

') Kinch, Ribe 85. 



262 Kongedømmet« ørrige Indtægter, 

et Priv. af 1283 for de Gjæster , som besagte Bibe, viser 
tyddigt, at Forbud udstedtes vilkaarligt. Kongen fastsætter 
ved Brevet en bestemt Told for visse Varer og paabyder, at 
hvad Gjæsterne havde kjebt hvert Aar fer Mortensdag, det 
skulde de uden at søge om Tilladelse hos Fogeden 
i Ribe frit kunne udfore, med mindre Kongen paa Grund 
af, at Varerne vare fornødne i Landet (causa necessitatis 
expensarum) lod udgaa et Forbud, hvilket imidlertid da skulde 
bekjendtgjøres paa Mortensdag. Men hvad de kjøbte efter 
den Tid, kunde de ikke udfore uden med særlig ansøgt 
og bevilget Samtykke. Kongen er saaledes eneraadig 
over, om Forban skal udgaa, hvilke Landsdele den skal om- 
fatte, hvilke Byer der skal begunstiges med Fritagelse foi 
Overholdelsen, og hvilke Afgifter der skal erlægges for at 
tilkjøbe sig Betten til Udførsel. 

Forordningen 1284 § 5 for Sjælland og for Jylland § 9 
med Overskrift »vm forban« tager endelig bestemte Forholds- 
regler mod slige Vilkaarligheder. »Thæt skal ey forbiuthes 
af kungs aluæ 1 ) bort at fore korn oe flæsk ocsmør oc hæste, 
for uten alle lande hanum bithiæ, at thet skal forbiuthæs, 
oe forbiutz thet, tha skal ey kung oc ey umbuzman give 
orlof bort at fere i thet aar« (jfr. hermed Kristoffers HdL 1320 
§ 20). Denne Forpligtelse maatte Kongen i November Ifaaned 
s. A. gjentage i et Priv. for de vendiske (Slaviæ) Byer; han 
lovede ikke at udstede noget Forbud, med mindre -hele Bigets 
Tarv krævede det og hele Riget billigede det, og da skulde 
det bekjendtgjøres paa Mikkelsdag. Vi skulle ikke forfølge 
Forbudenes Historie længere, men kun gjøre opmærksom paa, 
at der endnu i Processen mellem Johan Grand og Kong Erik, 



l ) »Af tangs alua* , fra Kongens Side, af Kongen selv, jfr. i. L. I- 
30: mcthar thar kær® a slålgift antngli af klostar har?* *th 
andar mans. UpUagen Tgm. B. L: utan bnthskapar komi aff ku- 
nnnx alwm. Sødermanl. Tgm. B. I.: buthscaper kunne oooa * 
knnnnz waghna. 



Udføneltforbud. 263 

hvor Aarhundredets samtlige Forsyndelser fra Kongernes eller 
Biskoppernes Side blive oprippede, synes af Bispen at være 
hentydet til den omtalte Vilkaarlighed ved Forbud mod og 
Orlov til Udførsel 1 ). Det oplyses i den Anledning af Kongen, 
at han, da Bispen flygtede til Hammershus, med Rigets 
Raads Samtykke forbod, at der maatte udfores noget af 
Skaane til denne Fæstning, for at ikke Landet selv skulde 
bringe dets Fjender Undsætning. 

128. Vi vende os atter til Tolden. I Følge Knyt- 
lingasaga Kap. 85 skal Kejser Henrik have givet Knud Lavard 
det Raad at lukke Havnene og kræve Afgift af hvert Skib, 
som lagde ind. Saaledes var det Sæd i Saxland. Og om 
dette syntes Enkelte haardt, da Landet var ubekjendt med dette 
Paalæg, saa vilde man dog vist ikke finde det ubilligt, da 
det paabødes af en saa retfærdig Fyrste, og da det var Skik 
rundt om i Landene at lukke Havnene. Man bevarer ved 
denne Forholdsregel desuden Biget fra Ufred, og Told giver 
en stor Indtægt. Da Knud Lavard kom hjem, lod han 
bygge Kasteller paa hver sin Side af Slien, hvor den er 
smalest udenfor Hedeby, og lod Havnen spærre med Kjæder 
og satte Hænd i Kastellerne til at kræve Told af de Skibe, 
som lagde ind. 

Tolden maa imidlertid have været kjendt her i Landet 
længe før Knud Lavards Tid, om end i andre Former. I 
Norge blev Landøren krævet allerede i Harald Haarfagers 
Dage, og Forban var jo, som anfort, kjendt allerede paa Knud 
den Stores Tid. Maaske er det da Tolden paa Varer i Stedet 
for Afgiften af Personer, der kan henferes til hans Tid. 
Hestetolden vides saaledes at være opstaaet efter Knud den 
Stores Dage, thi den undtoges netop af denne Grund fra 
Bispens Ret over Eibe (jfr. foran S. 100). I sin Begyndelse 



1 ) Ser. VI. 365 : quod homlnibua et familtæ ecclesiæ Lundensls nova 
telonla teu pedagla non imponantar, aut aliquæ novæ et inusl- 
tatæ fiant inhibitlones. 308. 



264 Kongedømmets øvrige Indtægter. 

var Tolden af Varer vist en Udførselstold, senere blev den 
baade en Udførsels- og Indførselstold, saa at Afgiften svaredes, 
hver Gang Varerne førtes over Toldgrænsen, dog »swo mykit 
gooz sum byman tolnær for vt sighlænd, swo mykit ma han 
fræls inføræ vtæn toln, oc gæstæ tolnæ ee for thet mest, thær 
the føræ« (Flensborg Stret. § 93, jfr. Haderslev Stret. § 5). 

Tolden var ikke én almindelig Afgift for Varens Ind- 
førsel i Landet, men krævedes i hver By og havde forskjellig 
Størrelse paa hvert Sted. Tolden for en Læst Korn var f. Ex. 
i Kibe 1283 3 Ører, i Flensborg 1284 1 øre, i Haderslev 
1292 12 Penninge, i Følge en ubestemt Angivelse hos Huit- 
feldt (S. 388) om Tolden paa Erik Menveds Tid 18 Sterl. At 
Borgorne i Kjøge 1293 fik Privilegium paa ikke at betale 
mere Told i Roeskilde, end denne Bys Borgere betalte i 
Kjøge, viser jo ogsaa, at Toldsatserne vare forskjellige. 
Flere af Erdgerne forbyde, at Tolden forhøjes, men dette er 
dog ofte sket. Kjøbenhavns Borgere bleve saaledes 1319 
fritagne for at svare den nye Told. 

129. Tolden var til stor Besvær før Landets eget Hidre 
Samkvem, for Kjøbstadborgernes Besøg i andre Byer, og 
Kongerne vare derfor tidligt betænkte paa at fritage Byerne 
indbyrdes for denne Skat. Navnlig vare Borgerne i de to 
største Handelsstæder toldfri, Ribe Borgere allerede ved et Priv. 
givet af Valdemar Sejr og Slesvigs fra vist endog ældre Tider, idet 
Kong Kristoffer i Priv. af 1252 siger, at han tillægger dem en 
Frihed, som de have havt allerede paa hans Faders og For- 
fædrenes Tid (jfr. Slesvigs ældre Stadsret); begge Byers Privilegier 
konfirmeres gjennem hele Aarhundredet *). Om denne Frihed 
er bleven udvidet til alle Kjøbstæder, er meget tvivlsomt; i 
Aarhundredets Begyndelse er den det ganske vist ikke. 
Byerne Faaborg og Væ fik af Abel Toldfrihed, -men disse 



») Ribe 1202, 1242, 1251, 1252, 1266, 1271, 1283, 12*9. Slesvig 1252, 
1264, 1286, 1289. 



Kjøbttædenies Toldfrihed. 265 



Privilegier staa som Undtagelse. Erik Glipping fornyer 
Byers Privilegier og giver desuden Holbek Toldfrihed (Stads- 
ret § 34). Under ErikMenved ere vist Fribrevene tiltagne 1 ). 
1302 udtaler han ved at give Banders Kjøbstad denne Bet, 
at han forbeholder sig at tilbagekalde Privilegier af denne 
Art givne baade Banders og andre Kjøbinge. Toldfriheden 
er vist hyppigst tillagt de smaa Byer, for at fremme deres 
Opkomst, som der ogsaa blev tilstaaet dem Skattefrihed for 
nogle Aar. Faaborg, Banders og Væ vare jo kun Byer af 
3die Bang og Haderslev vist ikke større; denne sidste Bys 
Privilegier strakte sig derhos kun til Hertugdømmet, og 
Byen Flensborg, der var saa langt mægtigere, var ikke 
toldfri 9 ). 

Det er et Spørgsmaal, om ogsaa Toldfriheden gjaldt de 
skaanske Fiskemarkeder, Skanør og Falsterbo. Privilegierne 
lyde paa Toldfrihed, hvorhen Borgerne komme i Landet, men 
da Privilegierne for Ribe (1283, 1289) særligt omhandle 
Toldfrihed i Skaane, og da der i det 14de Aarh. aldrig gives 
Toldfrihed paa disse Steder, er det maaske dog rimeligst at 
antage, at ogsaa i det 13de Aarh. Ingen, som ikke særligt 
var privilegeret, var toldfri i Skaane. Her maa atter Privi- 
legierne fortolkes indskrænkende. 

I Løbet af det 14de Aarhundredes første Halvdel udvi- 
des Privilegierne om Toldfribed til alle Ejøbstæder. Fra 
denne Tid opkommer ogsaa Hansestædernes Frihed, hvortil 
det 13de Aarh. Intet kjender. 

130. Torvørtugen var en Afgift, som svaredes i 
Kjøb8taden af Enhver, der, uden at være Borger i Byen, 



') Haderslev Stret. { 4 (1292): Alle Bymenen i Harsleff bo ere here 
toldfri og saa andersteds 1 Hertogdommen. 

*) Flensborg Stadsret 1284 { 93: For læst salt soul gæsts tolme flyrgh 
ørtigh, oc bymen len ørs. — Hwllk byman 1 sighling sllt gooi flyttær 
i annæn skip, thær han kammsr hiem, glaldæ full toln. — E swo 
mykit gooi sum byman tolnær for vt slghlænd — og saaledes flere 
Steder. 



266 Kongedømmets øvrige Indtægter. 

benyttede Stadens Torv for at drive Kjøbmandskab, altsaa 
for at kjøbe til Salg eller for at sælge. Enhver Mand maa 
kjøbe til sin Kost og til Sæd, hvad han behøver, — siger 
Haderslev Stret. § 28 — men hvad man kjøber for Kjøb- 
mandskab at sælge frem, derfor skal man tolde og give Torv- 
ørtog. Afgiften betaltes kun én Gang om Aaret 1 ), og, som 
Navnet siger, var dens Størrelse 1 ørtug 2 ). Naar der alt- 
saa nævnes i Jordebogen 3 % Sølv i Torvørtng af Vording- 
borg, er dette 72 ørtug Sølv eller 216 ørtng Penge, hvoraf 
altsaa med nogenlunde Sikkerhed ses, at 216 Personer have 
betalt denne Afgift. Heraf læres imidlertid næppe Noget 
om Byens Størrelse. 

131. De danske Kongers Bet til Vrag er en af de 
ældste Majestæterettigheder, som omtales 8 ). En Foged under 
Harald Gormsen bemægtigede sig paa Kongens Vegne et is* 
landsk Skib, som var strandet, i hvilken Anledning Islæn- 
derne kvædede en Smædevise. Vragretten nævnes da ogsaa 
i de allerældste Privilegier og forbeholdes altid Kongen (Kir- 
ken i Odense 1117, Bispernes Bet i Ribe). Da Valdemar 
Sejr 1216 skjænkede Aarhus Bisp Thune, gav han denne al 
Frihed over øen, som han havde over sit øvrige Gods, selv 
Vragret, som Kongen særlig havde forbeholdt sig i hele Ri- 
get. Man maatte efter disse Udtryk, og da Vragretten kun 
gjaldt Thune, antage, at Kongen indtil då var Herre over 
Landets Forstrande, men dette er dog næppe rigtigt Val- 
demar Sejr siger allerede i sit Priv. af 1204 for Lybekkerne, 
at disse maa frit bjerge, hvis de lide Skibbrud indenfor hans 
Rige »tara in Dacia quam in Slavia«, »nec aliquis officialifl 



l ) Haderslev Sir. § 28, Aabenraa Skraa § 10, Priv. for Viborg 1440 § 

10, Kolding 1452 { 16. 
*> Priv. for Harderwyk 1316: 1 solidum deoarioram cupreorum, gul 

tergh ortogh vocatur. 
8 ) Om Vragrettens Omfang maa henvises til Stemann's Retshistorie 

456 ff. 



Vracrettao. 267 

noster vel etiam alia nostre diciouis persona ecclesiastica 
uel secularis aliquid de his, quæ vel per se vel alios salva- 
verint, usurpare presumat«. Gejstligheden synes saaledes al- 
lerede dengang at have havt Bet til Forstrande. I al Fald 
maa under Valdemar Sejr og hans Sønner fiere gejstlige 
Stiftelser være benaadede med en saadan Bet, da ellers Ja- 
kob Erlandsens vidtgarønde Paastande synes aldeles urime- 
lige. Det vides da ogsaa, at Kannikerne i Viborg 1239 fik 
Vragret paa Læsø og Vidskøl Kloster 1253 paa en bestemt 
begrænset Strækning i dets Nærhed, og Kong Valdemar Sejrs 
Ord, saa vel som Jydske Lovs, at »konung a all for strand«, 
maa derfor forstaas med den fornødne Indskrænkning. De 
nævnte enkelte Privilegier, hvorved Kongen afstod Vragretten 
paa bestemte Steder og især' dér, hvor han vanskeligt kunde 
kontrollere, at hans Bet ikke krænkedes, have afgivet Grund- 
lag for Bispernes Paastand om Andel i denne Majestætsret. 
Jakob Erlandsøn vil saaledes, at Kirken overalt, hvor den 
har Ejendomme ved Kysten, har Forstrandsret og Vragret; 
er der ikke handlet herefter af hans Folk, er det af Ukyn- 
dighed (Ser. V. 586, 589, 592, 599). 

I privilegierne for den følgende Tid findes aldrig Vrag- 
ret overdraget, og mange Privilegier undtage den udtrykke- 
ligt, sø Priv. for Kapitlet i Roeskilde 1268, Puggaard 1304, 
1326, Domkapitlet i Ribe 1327. Derimod faar Ribe By 
1292 Bekræftelse paa Forstranden paa en bestemt Strækning 
udenfor Byen; denne Ret synes den at have havt »ab anti- 
quot. Biskopperne have imidlertid handlet fuldstændig, som 
øm de havde Vragret* I Følge Stadsretten for Kjøbenhavn 
1294 § 104 tUtøgger Johan Grand sig Vragret indenfor 
Skovshoved, Saltholm og Amager, og vi finde, mærkeligt 
nok, at Lybekkerne paa den Tid jhave søgt om Fribreve 
om Vrag saavel hos Bisperne som hos Kongerne. 1298 gi- 
ver Bisp Kristiern i Ribe Lybekkerne et Priv. ganske ligt 
Kongens, og 1299 faa de et lignende af Johan Grand i Lund 1 ). 



') Lub. Urk. I. 619, 623. 



268 Kongedømmet« øvrige Indtægter. 

I Processen mod denne nægter Kongen/ at Vragretten 
tilkommer ham, og i dette Punkt har han næppe givet efter 
i det endelige Forlig 1 ). Han forunder 1313 Bispen i Ribe 
Vragret og 40 % Sager, imod at han udtrykkelig erklærer, 
at han kun har denne Bet ved Kongens Gunst og efter 
hans Tilladelse. I Processen mod Bisp Tyge af Børglum 
gjør Kong Kristoffer ogsaa gj ældende, at Kronen og ingen 
Anden har Vragretten, den Bispen ulovlig har tiltaget sig 
(Ser. VI. 547). 

132. Vi have to Oplysninger om Indtægten af Sage- 
faldet paa Kong Valdemars Tid, idet en gammel Beretning 
lyder, at Drosten Mathias hævede aariig i Sagefald 100,000 £ 
(se foran S. 35) — og i Jordebogen haves en Liste over Indtægten 
af 3 og 40 Mark Sager i Halland 3 ). Af disse tvende Kil- 
der synes at fremgaa, at Indtægterne heraf have været tem- 
melig betydelige, men man maa ogsaa erindre, at paa Kong 
Valdemars Tid Sagefeldsretten endnu ikke var afstaaet i et 
saadant Omfang, som senere skete. Vi skulle se, hvor langt 
Privilegierne i denne Henseende strakte sig i den her om- 
handlede Periode. 

Fra de første Tider, da Gejstligheden ik Privilegier, 
har der tilkommet den 3 #'s Bøder af dens Undergivne, 
hvorimod Kongen har forbeholdt sig 40 $Ps Sager, dog in- 
genlunde altid. De undtages ikke i Priv. for Knudshrødrene 
i Odense af 1117, og i Privv. af 1 180 og 1203 bortgives baade 
Tre- og Fyrretyvemarksfeøder. I Følge Priv. for Lunds 
Kirke 1085 tilfalde ogsaa åe sidste Kapitlet, kun Fredkjeb 
og Ledingsbøder undtages. Endelig bortgives de i Priv. for 
vidskel Kloster 1253, Esrom Kl. 1273, Puggaard 1304 og 



*) Ser. VI. 370. 

*) Subactores de causis. Fyærum 40 bones. Wtøksrdal IS, Hæoøflæ SS 
Færthusæhæret 16 jf arg. Aræstathæret 15 £ arg. Halmstath. altera pars 
10 $ arg. Thuodrøsæh. 16 £' arg. Høxh. 20 fC arg. — At give 
Oxer i Bøder var ikke usædvanligt endnu langt ned imod Natideo. 



Sagefaldet. 269 

1326. Da nu de øvrige Priw. lyde paa Bet til Sagefald i 
Almindelighed, bliver det altsaa et Spørgsmaal, om disse 
skulle forstaas med Indskrænkning. — Jakob Erlandsøn paa- 
staar, at Kirken, paa de Steder, hvor den har fuldstændig, 
ogsaa verdslig Jurisdiktion, tillige har 40 # Sager og Fred- 
kjeb; og navnlig har den. dette, hvor hele Byen er Kirkens 
(Ser. V. 586, 589, 598, 599, 600). Hvis han sigter til 
Kjøbstæder f. Ex. Kjøbenhavn, der var Bispens, da er dette 
for saa vidt rigtigt; Bispen havde her al Bet ogsaa 40 |» 
Sager (se Statsretten); men Byen havde heller ingen anden 
Herre end Bispen, og denne havde her Forrettigheder som 
paa intet andet Sted af sine Godser. Det er i det Hele 
disse Omraader, hvor Bisperne havde saa godt som de fleste 
kgl. Rettigheder, der have. bragt Uorden i Grænserne mellem 
de Rettigheder, der altid forbeholdtes Kongen, og dem, der 
overføres. Et ovenfor (S. 21) anfert Brev om Overenskom- 
sten angaaende Udøvelsen af Rettigheder paa Husbygaarde, 
viser, at kun 3 % Sager tilkom Bispen af disses Beboere , og 
da J. L. II. 77 ligeledes kun tillægger Bisperne Bet til 3 ^ 
Sager, er Jakob Erlandsens Paastand sikkert uberettiget 
Som det af de foran anførte Privilegier ses, blev i Aarhun- 
dredets Slutning ganske vist Betten til 40 ^ Beder ofte 
overdraget til Gejstligheden, men i Henhold til de tidligere 
fremsatte Begler om Privilegiernes Fortolkning maa jeg for- 
mene, at kun en udtrykkelig Indrømmelse kunde 
give tedkommende gejstlige Stiftelse Bet til disse Beder. 

Herremændenes Bet til Sagefald af deres Bønder er 
allerede nævnt i J. L. II. 77: Allæ kunungs mæn bryti, of 
the brytæ til thre mare, tha skulæ the rættæ with theræ 
eghæn husbøndær oc æi with umbosz man. Da her nu kun 
tales om Bryden og Herremændene ikke havde Skattefrihed 
for deres Landboer, tilkom der dem vel ikke Sagefald af 
disse. De senere Privilegier for Adelen synes imidlertid i 
deres almindelige Udtryk at indbefatte alle Herremændenes 
Undergivne. Hen at 40 # Sager kun tilkom disse efter 



270 Kongedømmet* øvrige Indtægter. 

særligt givet Privilegium, det lærer Kristoffers Hdfhg. 1320 § 
11 (si ad hoc extiterint privilegiati). 

133. Blandt de Rettigheder, der vist aldrig overdroges, 
var Betten til Fredkjøb og Danearv. Jakob Erlandsøn 
formente rigtignok, at han paa sit Gods havde Betten til 
disse to Indtægter (Ser. V. 599), men ganske vist uden 
Grund, og de lodes da ogsaa ellers i Kongernes ubestridte 
Besiddelse. Fredkjøbet vides ikke at være overdraget i no- 
get Priv. fra den Tid, og det forbeholdtes i en Mængde 
Privilegier (Pr. for Lunds Domkirke 1065, Kirken i Odense 
1117, Kapitlet i Roeskilde 1968, Kapitlet i Ribe 1327, 
Puggaard 1304, 1326 1 ). Kirken i Odense havde i Følge 
Priv. af 1117 Bet til Halvdelen af forladt Arv, som fandtes 
paa dens Gods, men ellers ses denne Bet ikke at være bort- 
givet. — Imidlertid have dog atter her de egentlige En- 
claver (se forrige Side) afgivet Undtagelser, jfr. Stadsretten 
for Kjøbenhavn 1294 § 71, at arveløst Gods tilfalder Bispen. 



*) Af Hdf. 1326 § 9 (•Frithkøp pro homioidio, proot homilies regis 
io Syalandia utuntor«) maatte man antage, at Herremændene i 
Sjælland havde Ret til Fredkjøb; men da Klausulen herom hverken 
findes i Hf. 1S20 g 11 elier Hf. 1376 g 10, hvor ellers haves om- 
trent enslydende Bestemmelser om Sagefaldet, staar det førstnævnte 
Lovbud som en Undtagelse eller som et Forsøg paa at erhverve 
denne Ret for Herremændene. 



Anden Afdeling. 

Jordebogens Fortolkning. 



18 



XIV. Kapitel. 

Jordebogshaindskrlftet 

(Haandskriftets Historie. Dets Sammensætning. Kalenderen. 
De evrige Bestanddele. Ældre Udgaver. Bemærkninger 

til Dr. Nielsens Udgave. 



134. I Aaret 1705 skjænkede Overcæremonimester 

I. G. Sparfvenfeldt en stor Del Haandskrifter, som han havde 
indsamlet paa sine mange Rejser, til daværende Antiqui- 
tets- Arkivet i Stockholm, og blandt disse fandtes ogsaa 
det Haandskrift (Kodei A. 41), af hvilket Kong Valdemars 
Jordebog nu udgjør en Bestanddel. Af den Beskrivelse af 
hans Gave, som Peringer Lilieblad udgav Aaret efter 1 ), ses 
det imidlertid, at dette f store Haandskrift dengang har havt 
Lakuner, og at netop Jordebogsbladene manglede. Ikke des 
mindre er ogsaa denne Part kommet i Arkivets Besiddelse 
ved Gave af Sparfvenfeldt, thi det hedder allerede i en Be- 
retning i »Aldre och Nyare Skanska Handlingar 1755* S. 

II, at Jordebogen, skjønt den ikke er nævnt i den trykte 
Fortegnelse over, hvad Sparfvenfeldt gav, alligevel er en 
Skjænk af denne, hvad ikke blot hans egenhændige Bemærk- 
ninger og Navnetræk paa samme bevidne, men hvorfor ogsaa 
haves »salig k. Secreterarens och Antiquariens Herr Johan 
Helins wittnesbdrd, att han wore kopt af bemalte Herre på 
en nålstol i Kdpenhamn for 12 schilling Danska«. 



*) Ecloga sive catalogus Ubrorum, quibus R eg lam Bibliotheoam Stock- 
holmensem adauxlt Sparfvenfeldt etc 1706. 

18* 



274 Jordebogshaandskriftet. 

Disse (o Manuskripter vedbleve at være adskilte indtil 
Aaret 1851, da Jordebogen efter et længere TJdlaan kom 
hjem til Biksbibliotheket, hvor Bibliothekar Klemming, der 
for første Gang fik Bogen i sin Haand, strax erkjendte, at 
den var en Bestanddel af Kodex A. 41, over hvis Lakuner 
han længe havde sørget. Et yderligere Bevis paa, at disse 
Haandskrifter harte sammen, afgav de Blyantstal, der fandtes 
i fortløbende Bække paa begge Kodices, skjønt de paa den 
mindre vare skjulte af store Blæktal 1 ). Hvem der har fore- 
taget Sønderskæringen, kan vel vanskeligt siges, men det 
strider ikke mod Sparfvenfeldts Fremgangsmaade med Manu- 
skripter, om han selv havde udskilt Delene. 

Paa den nærmere Beskrivelse af, hvorledes de ældre og 
nyere Fagineringer, tidligere og nuværende Betegnelser for- 
holde sig til hinanden, skal jeg ikke gaa ind, navnlig da Prof. 
Pal. -Muller har søgt at gjøre Bede derfor. Men eet Punkt 
af hans Fremstilling maa jeg dog berøre, fordi han derved 
har ført sig selv og Andre ind i én fuldstændig Forvirring. 
Efter Pal. -Mullers Formening skal i Midten af forrige Aar- 
hundrede Haandskriftet endog hjave været splittet i tre 
Parter, idet der foruden de to alt omtalte har været en 
tredie, bestaaende blandt Andet af Plovtals-, By- og Broder- 
listen. Pal.-Muller støtter dette paa, at de nævnte Lister 
i Følge Lilieblads ovennævnte Beskrivelse og en utrykt For- 
tegnelse over Arkivets Haandskrifter af Berch 2 ) ikke fandtes 
i Kodex A. 41, men at Listerne paa den anden Side i Følge 
Langebeks og den i »Skanska Handlingar« givne Beskrivelse 
af Jordebogshaandskriftet heller ikke fandtes ved dette. Det 
Sidste er sikkert nok, men det Første er ganske urigtigt. 
Lilieblad nævner vistnok ikke, at disse Lister fandtes i Kodex 
A. 41, men det er kun et Bevis paa hans Beskrivelses Ufuld- 
stændighed og Unøjagtighed. Han anfører jo derimod som 

') Se Klemmings Meddelande om Konuog Valdemars Jordebok i 

Antiquarisk Tidsskrift 1849—51. S. 266 ff. 
*) Citeret i Klemmings »Meddelande* S. 267. 



Haandskriftets Udstykning. 275 

Bestanddel af Haandskriftet Krøniken, der gaar indtil 1219, 
hvis Begyndelse netop findes paa sidste Blad af det Læg, 
hvorpaa de nævnte Lister ere skrevne. Men naar Krøniken var 
vedEodex, maa de fire første Blade med disse Lister paa 
nødvendigvis ogsaahave været der, da Læget aldrig 
har været overskaaret; et Læg af sammenhængende Blade 
kan jo dog umuligt være Bestanddel af to Manuskripter. Berch 
siger endvidere udtrykkeligt, at blandt Eodex A. 41's Indhold 
var »fragmentum enumerationis territoriorum Daniæ», hvilken 
er den ogsaa i Ser. V. benyttede Titel paa de trende Lister 
(som dér betegnes som Bestanddele af Kodex A. 41). An- 
tagelsen om, at denne Kodex skulde have været yderligere 
udstykket, savner saaledes enhver Grund. — Dr. O. Nielsen 
maa ikke have klaret sig disse Forhold, thi han gentager 
Pal.-Mallers Udvikling i dunkle Udtryk (Fortalen til hans 
Udgave S. XXVI). 

1 35. I det jeg gaar over til Beskrivelsen af denne rige 
Eodex, skal jeg gjøre opmærksom paa, at jeg, siden jeg skrev 
disse Studiers første Del, har havt Lejlighed til ved et Op- 
hold i Stockholm nøje at studere Haandskriftet og dets Sam- 
mensætning. — I Beskrivelsen vil jeg komme til at gaa ind 
paa en Mængde Enkeltheder, som kun fjærnere staa i For- 
bindelse med Kong Valdemars Jordebog, men alene i den 
Omstændighed, at de omhandlede Stykker ere skrevne i den 
samme Kodex, paa samme Tid og maaske med samme Haand, 
turde der være et Forsvar for nøje at dvæle derved, selv om 
ikke det Angreb, som har været rettet mod Jordebogen, 
havde gjældt den hele Kodex, og Forsvaret derfor ogsaa 
maatte omfatte denne i sin Helhed. En Undersøgelse af 
hvad Afskriveren har valgt at skrive, og hvorledes han har 
gjengivet dette, vil desuden være den rette Frøvesten paa, 
om her foreligger en Skrivebog eller en Bog til Læsning og 
Brug. Samme Undersøgelse kan endvidere lære os, naar 
Bogen er skrevet, og muligvis hvem der er dens Forfatter, 
ligesom en Beskrivelse af et af de ældste og smukkeste Middel- 



276 Jordebogshaandskriftet. 

aldershaandskrifter her fra Danmark turde frembyde Inter- 
esse, endog afeet fra det -Øjemed, vi tilstræbe. 

136. Kodei A. 41 i Biksbibliotheket er en temmelig 
tyk Bog, der baade kan kaldes Oktav og Kvart, bestaaende 
af 20 Læg, hvert paa 8 Pergamentsblade *), hvoraf nogle dog 
ere bortskaarne, men uden at Text synes tabt, ligesom det 
ogsaa er sket, fer Blyantspagineringen (fra det 17de Aarh.) 
paasattes. Afskriveren har nejagtigt afstreget og afprikket 
hvert Læg og hver Side, før han skrev den, og det er over- 
alt sket efter samme Maal, saa at den hele Kodex frembyder 
et ensartet Udseende. Paa hver Side — med Undtagelse af 
Kalenderen og Pavelisten — er der draget 21 horizontale 
Linier, der afskæres og ende ved tvende vertikale Linier , der 
afgive Grænserne for de brede Marginer. . 

Som saa utallige andre Haandskrifter fra Middelalderen 
begynder Bogen med en Kalender. Der indrømmes hver 
Maaned en Side, som deles af 32 horizontale og 5 vertikale 
Linier, hvorved fremkomme særlige Kolonner til de med red 
Farve tegnede Gyldental, til Dagbogstaverne med Blæk, og 
tvende Kolonner til Dagangivelsen efter romersk Kalender 
med Badt ; endelig findes i den 4de og i den 5te og bredeste 
Kolonne Dagenes Navne og de Vers samt øvrige Optegnelser, 
der pleje at findes i en Kalender fra Middelalderen. Kalen- 
deren har, kort sagt, netop selvsamme Udseende som Hun- 
dreder af andre stedsevarende Kalendere — for at tage et 
lettilgængeligt Exempel, som den, der er trykt foran i Kri- 
sten Pedersens Tidebog (Saml. Skr. II. 275 ff.), der, skjent flere 
Aarh undreder nyere, netop er indrettet som Haandskriftete 
Kalender. At der ved Indretningen af disse mange Bubra 
og Anbringelsen af disse mange Tal og Bogstaver, kunde 
indløbe en Fejl, er let forstaaeligt , men jeg har i vor Ka- 



*) 1 det Følgeode sigtes ved Angivelse af Blade til Blyantspagineringen 
i Kodex, ved Angivelse af Sider til Dr. Nielsens Udgave. 



Kalenderen. 277 

tønder kun fondet 2 — to — , hvilke Kalligrafen selv begge 
Gange har ægt at bade paa. Det er netop ligesaa mange 
Fejl, som der findes i den i Kr. Pedersens Skrifter optrykte 
Kalender (1* c. S. 501). 

I en anden Henseende kan man derimod gjøre Afskri- 
veren af Kalenderen Bebrejdelser: han har ikke fuldfart sit 
Arbejde. Der mangler flere Steder Initialer til de anførte 
Helgennavne; han har skullet tilføje dem med anden Farve, 
med Bedt, Grønt eller endog Guld, men forsamt det. Ved 
to af Maanederne mangler Maanedens Navn. Han har ikke 
optegnet »Apostolorum Petri et Pauli«, men har Dagens 
»Vigilia« , og saaledes flere Steder. Man kan bebrejde ham 
dette, men man skal tillige huske paa, hvad der. har gjort 
ham det besværligt at faa Kalenderen fuldstændig: for det 
Ferste, at Alt skulde gjeres saa straalende som muligt og 
mindst 3 eller 4 Farver anvendes paa hver Side, og dernæst 
at alle de allernyeste Kanonisationer og historiske Begiven- 
heder tillige skulde anbringes; hvilket Sidste strax skal blive 
paavist. Og i hvor mange af Middelalderens Haandskrifter 
og særligt Kalendere mangle ikke Initialer, hvad jo navnlig 
er begrundet i, at Illuminatoren ofte var en anden Person 
ond Afskriveren ? Viser det endelig Uopmærksomhed eller Lige- 
gyldighed for at faa det Bette skrevet, naar vor Kalender- 
skriver, efter at have set, at •— bdon et Sen n es« (30 Juli) 
var urigtigt anbragt i Rubrum for den 31te Juli, retter Fej- 
len ved at sætte den rode Initial A i Bubrum oven over? 

Pal.-Mailer raadspørger dernæst Pilgram for om muligt 
at faa Kundskab om, naar Kalenderen er skrevet. Pilgram 
(Calendarium medii ævi, S. 155) har ægt at vise, at man 
efter den Dag i hver Maaned, hvorved Solens Indgang i Him- 
meltegnene i de forskjellige Kalendere noteres, sædvanligt 
med nogle Vers, maa kunne udfinde, fra hvilken Tid Kalen- 
deren og da tillige de Skrifter, som gjærne ledsage den, hid- 
rare. Han udregner, paa hvilke Dage i de enkelte Aarhun- 



278 JordebogshaandflkrtfleL 

dreder denne Solens Indgang maanedlig indtræffer, og sager 
i Modsætning hertil at vise, paa hvilke Dage man virkelig i 
de forskjellige Aarhundreder noterede denne i Kalenderne. 
Men Filgrams Materiale kan ikke have været stort; han har 
om alle Aarets Maaneder kun Optegnelser fra det 9de, 13de 
og 15de Aarhundrede; fra det 10de Aarh. har han kun Op- 
givelser om 3 Maaneder, fra det Ilte om 10, fra det 14de 
om 3 og fra det 12te slet ingen. Selv om nu Filgram 
var en ubetinget troværdig og ikke noget forældet Autoritet, 
selv om han skulde have havt rigtig Underretning om den 
Tid, hvorpaa de benyttede Kalendere vare nedskrevne, selv 
om der ikke i disse var en Fejlskrift, i det et Vers dog nemt 
kunde være gledet et Rubrum op eller ned, — tror jeg, man 
kun med yderste Forsigtighed vilde benytte hans Undersøgel- 
sers Udbytte, da dette har saa mange Huller. — Hvor vilde 
man f. Ex. anbringe den Kalender, som findes foran i Diplo- 
matarium Svecanum 2den Del og angives skrevet 1344, men 
har Solens Indgang noteret overalt ved »XV an te Kålen das* 
(for Januar Maaned giver den ingen Oplysning). Den pas- 
ser paa ingen af Pilgrams Angivelser. I Hampsons Medii 
ævi calendarium 2det Bind, S. 421—446 findes to Kalendere 
fra omtrent Aar 1000, men ingen af deres« Angivelser om 
Solens Indgang i Himmeltegnene passe helt paa Pilgrams 
Opgivelser, nærmest dog paa det 9de Aarh. (med 18de for 
19de Dec.), fra hvilket de imidlertid ikke kunne være; og 
flere saadanne Exempler kunde anføres. — Pal.-MiiUer mener 
imidlertid at turde benytte Filgram og faarud, at Kalenderen 
maa »antages at være forfattet imellem det 9de og Ilte 
-Aarhundrede«, og dette Resultat benyttes da i Anklagen 
mod Jordebogen saaledes, at Forfatteren ikke har »brudt sig 
om at lægge en nogenlunde samtidig Kalender til Grund for 
Afskriften«. Tør man nu end anvende Filgrams Opgivende, 
tror jeg det aldeles uberettiget at benytte det, som her er 
sket. Vor Kalender stemmer hverken med hans Angivelser 
for det 9de Aarh., hvor han har 18de December, vor 19de 



Kalenderen. 279 

Deobr. ; heller ikke med hans (mangelfulde) Angivelser fra 
det 10de og Ilte Aarh,, hvor vor har 15de, han 16de Fe- 
bruar. Man kan umuligt være berettiget til at kom* 
binere hans Angivelser, hvorved man vilde faa Bet 
til at sætte Kalenderen omtrent i hvilket Aarhundrede, man 
vil. Den stemmer da lige saa fuldt med Pilgrams Opteg- 
nelse fra det 13de Aarh. — i hvilket vor Kalender vitterligt er 
skrevet — , naar undtages, at vor har 18de Januar i Stedet 
for 19de, og 18de Juli i Stedet for 17de. — Pal.-Muller har 
i dette Punkt i sin Kampiver benyttet et Vaaben, som han 
efter min Overbevisning vilde have været den Første til at 
sløve i en Modstanders Haand. 

Hvad der særligt udmærker Kalenderen og gjer den in- 
teressant som et Aktstykke med Oplysninger til Landets Hi- 
storie og til Spørgstnaalet om Haandskriftets Ejermand, ere 
de deri anførte Helgennavne samt Optegnelserne om mær- 
kelige Dage i den danske Kongefamilie. Pal. -Mal- 
ler har i sin Beskrivelse (S. 166—167) aldeles overset det 
Første og ikke lagt nogen Vægt paa det Sidste, der dog har 
sin store Interesse. 

Blandt de anførte Helgene kunne vi for det Første mærke 
Knud Konge (Kanutus rex et martyr), som anføres baade 
ved sin Dødsdag, 10de Juli (1086) og ved Dagen for Skrin- 
læggel sen, den 19de April (1101), og Knud Hertug (Kanu- 
tus dux et martyr), hvis Død og Skrinlæggelse er erindret ved 
den 7de Januar (1131) og 25de Juni (U70) 1 ). Ved Ilte 
Juli anføres Ketilius confessor, St. Kjeld, som døde 
i Aaret 1170 og blev kanoniseret ved Klemens den Sdies 
Brev af 9de Juni 1188, men Skrinlæggelsen fandt først 
Sted med stor Højtidelighed i Viborg Domkirke den Ilte 
Juli 1189, og denne Dag blev hans Mindedag i Kalen- 



') Af ældre danske Helgene findes Ansgar (3die Febr.), kanoniseret 
mellem 865 og 886, og Theger (30te Oktober), kanoniseret 1067. 
Saaledes savnes ikke nogen dansk Helgen. 



280 Jordebogshaandskriftet. . 

derne 1 ). Ved 29de Dec. bliver dernæst Thomas a Beck et, 
Ærkebisp af Canterbury (Thomas arcbiepiscopus), erindret Han 
var fedt 1117 (eller 1119) og blev snigmyrdet den 29de 
Dec. 1170 og 3 Aar efter kanoniseret. Hans Navn anføres 
fremdeles ved den 7de Juli (translacio sancti Thome archie- 
piscopi), paa hvilken Dag hans jordiske Rester i Aaret 1220 
bleve opgravne og skrinlagte. Ved den 4de Oktober anføres 
Franciscas confessor; dette er den hellige Frants fra 
Assisi, Stifter af Franciskanerordenen. Han var fedt 1182, 
hans Orden stiftedes 1208, og han kanoniseredes 1228. Ved 
den 13de Juni anføres •»Antonius confessor. De ordine 
fratrum minorum«, hvilket vil sige den hellige Antonios 
fra Portugal, som han kaldes efter sit Fedeland, eller fra 
Padua (Patavinus), som han benævnes efter den By, hvori han 
især virkede og hvor han døde. Han var fedt 1195 og ind- 
traadte allerede som ung i Franciskanerordenen. Han døde 
1231 og blev kanoniseret af Gregor IX det følgende Aar. 
Endelig anføres ved 16de Juni Vilhelmus abbas, vor 
berømte Helgen, der døde 1203 og blev kanoniseret 21de 
Jan. 1224; men Kalenderen paaminder her om hans Skrin- 
læggede eller Ligets Forflyttelse fra den gamle Trækirke til 
den nye Stenkirke i Æbelholt, hvilket fandt Sted den 16de 
Juni 1238. Denne sidste Optegnelse har saa meget mere 
Interesse, som Abbed Vilhelms Festdag ellers sjældnere skal 
findes erindret, end ikke af hans egne Ordensbrødre, Augu- 
stinerne; først i det 17de Aarh. kom han atter til tilbørlig 
Ære og Værdighed (jfr. Suhm IX. 22). Pal.-Muller har, 
som sagt, aldeles ikke set alle disse Optegnelser, og hvor 
urigtigt bliver derfor ikke hans Udsagn, at man ikke har 
bekymret sig om at lægge en samtidig Kalender til Grund 
for Afskriften eller at »feje Antegnelse af mærkelige Begiven- 

') Ketillus findes ogsaa antegnet ved Ilte Juli i det Næstvedske Ka- 
lendarium (Ser. IV. 807) og vist i det Hele i ældre Kalendere; nyere 
Forfattere have gjort sig skyldige i den Fejl at sætte 8 Juli til naos 
Festdag, jfr. Ser. IV. 426. 



Kalenderen! Helgene. 281 

heder ned til Afskriftens Tid»P Tvært imod fores vi ved 
Hjælp af dem netop til samme Tid, i hvilken de øvrige Data 
sætte os, om end ikke ned til det yngste Aarstal, som Jorde- 
bogen ellers nævner. Disse Helgennavne maa endelig i den 
Henseende vække Opmærksombed, at man maa spørge, hvem 
det var, der saa naje fulgte med de nyeste Optagelser i Hel- 
genernes Bække ? Optegnelsen om i al Fald to af disse Helge- 
ner synes at vise en særlig Interesse hos Forfatteren for 
Minoritermunkene. — Endelig findes ved den hellige Fran- 
cisci Dag — hvad ligeledes hidtil er overset — IX Uctione$ % 
altsaa en Faamindelse for Nedskriveren om, at han den Dag 
vil foretage Læsninger til hin Helgens Ære, hvilken er den 
eneste Bemærkning af denne Art, der findes i den hele Ka- 
lender. 

Den anden Mærkelighed ved Kalenderen er dens Opteg- 
nelser om Dødsdage i den danske Kongefamilie. 
Den har ikke blot det Rigtige ved de Dage, som vi have 
sikre Efterretninger om fra andre Kilder, men hvor andre 
Kilder kun gjøre det sandsynligt, at den i vor Kalender an- 
førte Dag er den rette, bør netop Kalenderen, som hidrørende 
fra autentisk Kilde, gjøre Udslaget ')• 

Kalenderen angiver ved 12te Maj: Vualdemarus rex 
danorum; nemlig Valdemar Fs Død paa denne Dag 1182. 
Ved 5te Maj : Sophia regina danorum ; det er hans Dronning, 
død 5te Maj 1198. Ved 12te November: Kanutus rex dano- 
rum; nemlig Knud VI, død denne Dag 1202. Ved 24de 
Maj: Margareta regina danorum; nemlig Dronning Dagmar, 
død denne Dag 1212. Ved 27de Marts: Berengaria regina 
danorum, der døde denne Dag 1221; ved 28de November: 
Valdemarus HI, rex danorum, Valdemar den 2dens ældste Søn, 
der døde som Følge af et Vaadeskud den 28de Nov. 1231; 
sin Hustru Eleonora af Portugal havde han mistet allerede 



') Kønigsfeldts Tabeller over de nordiske Rigers Kongeslægter og de 
der anførte Citater kunne bevise delte tilstrækkeligt. 



282 JordebogshaandskrifteL 

den 28de Aug. s. A., ved hvilken Dato Kalenderen optegner: 
Alienor regina danorum. Som Eleonoras Dødsdag har man 
hidtil efter Tabula Ringstadensis, den eneste Kilde, som ellers 
optegner denne Dag, angivet 13de Maj, men det viser sig 
altsaa, at denne Dato er urigtig. Thi det er jo dog ind- 
lysende, at skal Valget træffes mellem de to Kilder, vor 
Kalender og Tabula Ringstadensis, af hvilke den første er 
skrevet af en Samtidig og med største Nøjagtighed, 
saa at dens Angivelser ellers vise sig troværdige, medens 
den sidste er forfattet mere end eet Aarhundrede efter Be- 
givenheden og paa flere Steder har vitterligt urigtige Ting, 
maa naturligvis vor Kalender have Fortrinet. Det 
er kun en Forsømmelse mod denne historiske Kilde, at dens 
Optegnelser hidtil ikke ere benyttede, og den her nævnte 
Datoangivelse t. Ex. aldrig har været paavist. At Eleonores 
Dødsdag rykkes nærmere til hendes Mands, strider ingen- 
lunde med Kilderne, som netop lade hans Død indtræffe kort 
efter hendes *). 

Af det foran paaviste fremgaar, at Kalenderen giver 
for en længere Aarrække næsten fuldstændige 
Optegnelser om Dødsfald i Valdemarernes Konge- 
slægt, og naar der nu ved 28de Sept. anføres i Kalenderen: 
Nicolaus comes, synes jeg ikke man kan tvivle om, at der 
her sigtes til Kong Valdemars uægte Søn, Greve af Halland, 
Niels, der døde 1219, men hvis Dødsdag er ubekjendt. Der 
findes ikke andre Grever med Navnet Niels paa den Tid, som 
Kalenderen tager i Betragtning, og jeg mener derfor, at man 
for Eftertiden kan trygt opføre den 28de Sept. (1219) som 
hans Dødsdag. 

Pal.-Mfiller vil, at Kalenderen i Modsætning til andre 
Kilder skal have den unge Kong Valdemars Død paa den 
27de, i Stedet for den 28de Nov. Dette er imidlertid ikke 
rigtigt. Afskriveren er ved at tegne de røde Bogstaver, der 



*) Antiquarisk Tidsskrift 1852—54. S. 250 ff. 



Optegoelser om Kongefamilien. 283 

afgive Dagen efter Romerregning, kommet til at skrive X 
2 Gange; han mærker det imidlertid strax og springer da 
IV over for at kunne ende rigtigt med II. Ved ferste Øje- 
kast vil man ganske vist vildledes af, at der ved Siden af: 
Valdemams III findes et V (quinto Ealendas Decembris, 27 
November), — men da Naypet findes i Rubret for 28de Nov., 
og da det anføres ved Dagen fer Vigilia Andree Apostoli 
(29de Nov.) og som 2den Dagen efter Linus Papa (26de Nov.), 
og da endelig Afskriveren selv viser, at ban har set sin 
Fejl, kan Intet berettige til at læse Dødsdagen som 29de 
November. Elemnung har da ogsaa i sin Beskrivelse af 
Kalenderen rigtigt den 28de, 

137. Efter Kalenderen begynder strax paa 2det Læg 
Jordebogen me4 »Iucia«, og den fortsættes gjennem hele 
dette Læg, 3die, 4de, 5te, 6te, 7de Læg og 8de Lægs 4 
første Blade, — Alt hvad der er trykt hos O. Nielsen S. 
1—62 og S. 79—88 og desuden Estlandslisten, saa at der 
af Jordebogen kun mangler Siderne 63—78, der findes paa 
18de Læg. Ingen Del af den hele Kodex er skrevet saa 
smukt som Jordebogen; en nem Overskuelighed, saa at der 
intet Sted er Overfyldning, udmærker det Hele. I Hoved- 
listen anbringes t. Ex. et Opmærksomhedstegn med red 
Farve foran hvert Skattedistrikt, der opregnes, og i Navnene 
paa disse sættes Initialerne afvexlende med blaa og red 
Farve, saa at den ferste anvendes, hver Gang et Syssel eller 
6t af de større Hovedlande nævnes (jfr. herom foran S. 14), 
I Beskrivelsen af Falster (S. 64—71), hvor det vilde have 
taget altfor megen Plads, om hvert Sogn skulde staa ud- 
sondret for sig, lader Afskriveren Opregningen ske i fort- 
iebende Linier, men for at ikke Oversigten skal mistes, an- 
bringer han et blaat Mærke foran hver Kirkeby, medens 
Mærkerne ved de andre Byer ere rede (se foran S. 24). 
Paa Side 65 er han kommet til at glemme denne sin An- 
ordning; man kan da se, hvor omhyggeligt han har udvisket 
de urigtige rede Mærker og tegnet blaa ovenpaa. (Jfr. ne- 



284 Jordebogshaandskriftet. 

denfor om Estlandslisten.) I Indtægtslisten (S. 79—80) ere 
Titeloverskrifterne (Iucia, De fionia, In Selandia, In scania) 
malede med røde Bogstaver. Efter at have skrevet samme 
Listes første Spalte om Jylland faar ban en derhen hørende 
Oplysning : de exactione domini Woghæn eta, som han nødes 
til at sætte i Spalten ved Siden af med Hen visningski am mer; 
disse kommer han urigtigt til at trække hen til •» Ham brum- 
hær et h« , og man kan nu se, hvor omhyggeligt han har ud- 
penslet dem og trukket dem mere passende hen til Pladsen 
mellem »Scandthorp* og »Grindhøgh«. Saaledes fremgaar 
det paa ethvert Punkt, at Afskriveren har særdeles Interesse 
for, at Forskriften gjengives korrekt, og at Indholdet frem- 
gaar klart af det smukke Udstyr. Og disse Egenskaber ved 
Haandskriftet er det ogsaa af andre Grunde nødvendigt at 
paapege. I Broderlisten gjør saaledes Afskriveren Initialerne 
afvexlende røde og grønne, men paa S. 86 glemmer han 5 
af de grønne Initialer. Dr. Nielsen har i sin Udgave ikke 
gjort opmærksom herpaa, og det gjør ved de 4 af Navnene 
heller Intet, da enhver Læser selv med Lethed supplerer det 
manglende Bogstav i Tanken, men at »aghi« skal læses 
•Laghi« falder ikke let Nogen ind, og Dr. Nielsen har i sit 
Register da ogsaa urigtigt Aghi. 

Bladene 58b til 64a indeholde den i Scriptores III. 259 
ff. trykte fortræffelige Chronicon Danicum ab anno 1074 usque 
ad anhum 1219 *). Skjønt Texten fylder den sidste Side helt, 
synes det klart af Maaden, hvorpaa denne er skrevet, at 
Stykket ikke skulde fortsættes, og den følgende Side er da 
heller ikke en Gang streget. Ogsaa denne Liste har i ældre 
Tid, då Farverne vare nye og Guldet endnu glindsende, 
havt et straalende Udseende. — Paa Bladene 65b— 66b føl- 
ger den i Ser. I. 19—20 trykte Kongeliste, der ender med 



*) Følgende Rettelser ville være at foretage i Udgaven S. 260 (1163) 
electus udgaar (dog er her Kryds i Marginen, jfr. nedenfor). S. 261 
(1182) obiit rex Waldemarus. (1185 og 1186): bobislaans. 1187: 
veniunt S. 264 (1215) pertransinit. (1218) Jarmarus. 



Profioelalli. 285 

Ericas (Glipping); da paa sidste Side forriden de to nederste 
Linier en hel Spalte staar tom, har den klart nok ikke skallet 
fortsættes, men Nedskriveren har standset ved den regerende 
Konge. 

De to sidste Blade af Ode Læg, 10de Læg og llté* 
(m. Undt af sidste Side) indeholde et større Arbejde, der 
begynder saaledes: Incipit prouinciahs. Det er en Kalender 
over den kirkelige Stat, med Oplysninger om de Folkeslag, 
der staa under Romerkirken, de Biskopper, der sortere amid- 
delbart onder Paven og ikke høre til nogen Provins, Boms 
5 PatriarkaLkirker samt øvrige kirkelige Betjjeningsforhold i 
Bom, over Ærkebispedømmer og Patriarkater med de Suffra- 
ganer, der lyde hvert. Om de kirkelige Provinser i Dan- 
mark giver Bogen saaledes følgende Underretning: In dacia. 
Arcbiepiscopatus Lundensis hos håbet soffraganeos : Boskilden - 
sem. Othiniensem. Sleswicensem. Bipensem. Vvibergen- 
sem. Arusiensem. Burgalanensem. Bevalensem. Vvirensem. 
Dette Brudstykke af Fortegnelsen er tillige med Oplysningerne 
om de svenske og norske Provinser trykt i 6te Bind af 
Scriptores (S. 610), men uheldigt nok er her »Bevalensem* 
oversprunget, hvad der har givet Anledning til flere Hypo- 
theser. — En Bog om Romerkirkens ydre Skikkelse og Magt 
maatte naturligvis paa hin Tid have stor Interesse, og det 
var at vente, at man ofte traf en »liber provincialis« i Bog- 
samlingerne. Nogen bestemt Forfatter til en saadan kunde 
det synes vanskeligt at paapege, thi er Bogen en Gang skrevet, 
kunne Forandringer og Omlægninger i den kirkelige Admi- 
nistration let tilføjes. Dog har man bestemte Efterretninger 
om Forfattere til flere Provinciales. Kejser Leo den Vise 
lod i Aaret 891] forfatte en fuldstændig og autentisk Over- 
sigt over den kristne Kirke; Binterim har optrykt denne i 
sine »Denkwurdigkeiten der Christ-Katolischen Kirche« 
(I* 2. 559). — Boderic Ximenes, der var Ærkebisp i Toledo 
i det 13de A århundredes Begyndelse og døde 1245 eller 1247, 
maa have forfattet et noget lignende Arbejde som de her 



286 Jordebogstuandskriftet. 

omhandlede; det havde Titlen: »Provinciale cathedralium 
ecelesiarum totius orbis» *). — Vort Haandsferifts Provinciatis 
er imidlertid tydeligt nok en Gjengivelse med nogle faa Æn- 
dringer af det under Pave Coelestin III af Abbed Milo i 
Aaret 1225 forfattede Arbejde, der er trykt sammesteds hos 
Binterim; dets Rækkefølge i Opregningen af Provinserne, 
om end ikke i Bispesæderne indenfor disse, svarer fuldkom- 
ment til vort, og mange Egenskaber have de fælles, til £x- 
empel : »In antiochia. Patriarchatus antiochenus håbet sob 
se 143 cathedrales ecclesias adinstar illiu3 euuangelici. Im- 
pletum est rete magnis piscibus eto«. 

Her i Norden har en saadan Kalender vistnok været 
udbredt. Et Stykke af en Pr ovinoialis , der indeholder Suf- 
fraganerne under Riga, Lund, Upsala og Nidaros Ærkebispe- 
sæder, er efter et Haandskrift i Universitets - Bibliotheket 
trykt i 6te Bind af Scriptores (S. 611). Særligt har en saa- 
dan gejstlig Stat havt Interesse for Biskopperne og de højere 
Gejstlige, og vi finde derfor ogsaa, al en Ærkedegn i Lin- 
koping (Sigtryg 1291) testamenterer sin Bisp den Bog t som 
kaldes »summa provincialis« s ). Hvis der har bestaaet noget 
Forhold mellem vort og det Linkopingske Exemplar af Bogen, 
har vort i al Fald ikke været en Afskrift af hint; de mangel- 
fulde Oplysninger om de svenske Bispedammer, der fra det 
Haandskrift, der forelaa Afskriveren, ere gaaede over i vort, 
(se Ser. VI. 611) tyde paa, at han ikke har havt noget i 
Sverrig hjemmehørende Manuskript for sig. At Urigtigheden 
er Forlægsbladets , fremgaar deraf, at Binterims Udgave af 
Milo har Fejl netop paa samme Sted, idet Forfatteren midt 
inde i de svenske Bispedømmer springer over til at nævne 
nogle skotske Bispesæder. — I et saadant Skrift som en 

*) Histoir« littéraire de la Francé par les Religieux Benedictins. 
XVIII. 352—354. 

*) Dipl. Svec. II. 107: In primis lego domino meo lincopensi vnum 
\as argenteum deauratum & doos libros videlicet legendam iaDC- 
torum & vnum li brum r qui vocatur summa prouincialis. 



Provtneitlls. Paverakke. 287 

ProYincialis med sin vidtløftige Bække af barbarisk latinise- 
rede Navne var der god Lejlighed til Skrivfejl og Menings-* 
løsheder, og Milos Arbejde — som det findes hos Binterim 
— kan ikke roses. Blandt Fejl, han begaar, skal jeg t. Ex. 
nævne, at han opfører Slesvigs Bispedomme to Gange baade 
under Lunds og Bremens Archiepisoopater. Vort Haandskrift 
har vistnok ogsaa enkelte Fejl, men det kan ikke fortjene 
nogen særlig Dadel. — Tiden, naar Stykkets Bedaktion 
har fondet Sted, kan bestemmes temmelig naje. Da det ikke 
kjender noget Ærkebispedomme i Riga, falder det i den 
første Halvdel af 13de Aarhondrede, medens af dets Angi- 
velse om baade et revalsk og virlandsk Bispedomme følger, 
at det er redigeret mellem 1219—1236. Begge Bispesæderne 
bleve oprettede 1219, men da Landet var for fattigt til at 
underholde to Bisper, gav Paven allerede 1236 Tilladelse til, 
at det virlandske Sæde maatte nedlægges, dersom man fandt 
det rigtigt, og 1249 fandtes i al Fald ingen Bisp i Virland t ). 

Paa den sidste Side af Ilte Læg følger derpaa en For- 
tegnelse over Kejserdommer og Kongeriger. Om begge 
Stykkernes Bedaktion er at mærke, at de ere rigt udstyrede 
med afvexlende rode, grønne og gyldne Initialer, men at 
nogle faa Steder Initialer saa vel som nogle Overskrifter ere 
glemte. 

Det tolvte Læg, af hvilket de to sidste Blade ere bort- 
skaarne, indeholder en fuldstændig Paverække. -Øverst findes 
Christus og derefter alle Paverne indtil Gregor IX (død 1241). 
Men den Plan, Nedskriveren ved Arbejdets Anlæg har havt 
for øje, er kun i ringe Grad blevet realiseret. Ikkun paa 
faa af Siderne har han fuldført sit Arbejde, og af disse ser 
man da, at han vil. angive nøjagtigt, i hvilket Aar ved- 
kommende Pave blev valgt, hvormange Aar, Maaneder og 
Dage han beklædte Pavestolen, samt hvormange Dage denne 
efter hans Død stod ledig, men alle disse mange Tal har 



') Hammar, iyrkan i Skåne. S. 29 ff. 

19 



288 Jordebogfhaandflkriftet. 

han kun paa de forreste Steder havt Data, Tid eller Taal- 
modighed til at anbringe. Efter min Formening er Arbejdet 
opstaaet paa følgende Maade. Fuldstændige Paverækker vare, 
som det forstaar sig, meget almindelige i Middelalderen, 
baade saadanne, der tillige gave en kort Levnetsbeskrivelse, 
og saadanne, der kun opregnede de nøgne Tal. Tallene ere 
derhos de samme, som vor Forfatter anfører: Tiltrædelsesaar, 
Embedstid paa Maaneder og Dage og Vakancens Længde. 
Derimod have Listerne sjældent den skematisk-statistiske 
Form som vor Paveliste. Af en Paverække, der slutter med 
Urban den Tredie og er trykt i Muratoris Scriptores (VE. 
483 ff.), kan t. Ex. anføres: Petrus Apostolus sedit annis 
viginti quinque, mensibus quinque, diebus quatuor. Bernar- 
dus Ouidonis filius skrev 1320 en Liste over samtlige Paver 
(optaget i 6te Bind af Mai, Spicilegium Bomanum) med 
Bemærkninger om deres Levnetsløb, og han begynder hver 
Paves Historie med lignende annalistiske Oplysninger; t. 
Ex.: Cornelius coepit anno DCCLH, sedit annis III, mensi- 
bus II, diebus X, vacauit sedes diebus XXXV. Nedskriveren 
af Jordebogshaandskriftet har nu øjensynligt havt en saadan 
mere fyldig Liste for sig, men med Tilbøjelighed til at stille 
Alt i Skema eller give det en skematisk Overskuelighed 
vælger han at skrive det ned som en Tabel. Han rubricerer 
Siderne, optegner Pavernes Navne og skal nu til at indsætte 
Tallene efter Forlægsskriftet , da det viser sig dels vanske- 
ligt at anbringe de ofte tvivlsomme eller dobbelte Opgivel- 
ser dels et kjedeligt Arbejde, hvilket han da opgiver, nejet 
med at have Faverækken fuldstændig. At han vir- 
kelig har opgivet den oprindeligt lagte Flan, fremgaar ogsaa 
deraf, at han paa de tre sidste Sider indskrænker Tallene 
og indretter Rubrikkerne paa en anden Maade, i det han ikke 
opfarer noget »cessavit« mellem hvert Favenavn. Listen er 
altsaa for saa vidt en Torso, som Forf. ikke har fuldfort sin 
første Flan, men, som den er, foreligger dogen 
fuldstændig Faverække. Initialerne savnes ofte; de 



Paverække. Regis flliut captivatus. 289 

skolde have været paasatte med afvexlende grøn og rød Farre, 
som det fremgaar af de Steder, hvor de findes. 

Det 13de Læg indeholder indtil Blad 97 a et allegorisk- 
religiøst Stykke med Titel: de regis fiHo captiuato atque in 
carcerem truso et inde liberato. Denne Kongesøn er Menne- 
sket, som er udstødt fra Paradiset og vanker om som 
den forlorne Søn, medens Gud dog ved sine Udsendinge, 
Frygten og Haabet, søger at drage ham tilbage til sit Rige. 
Hvor det hører hjemme, har jeg ikke kunnet finde, dog skulde 
jeg af enkelte Gloser og Betegnelser og den stadige Stræben 
efter Bogstavrim vælge at sætte dets Affattelse ikke i den 
ældste Middelalder, men snarere i det Ilte og 12te Aarhun- 
drede. At Stykkets Hensigt tillige er at anbefale eller rede- 
gøre for Munkelivets Indhold, synes at fremgaa af de Ord, 
hvormed Fortællingen ender: 

. . . Epularl enim et gaodere oportet, quia hic fllius meus mor- 
taos foerat et reaixit, perlerat et inaentus est. Nota hlc qoatuor in 
pttrl noatrl liberacione. Primo penitenciam, set fatoam. Secundo fu- 
gam, set temerariam et irracionabilero. Tertio pugnam, set temerariam 
et meticolosam. Quarto victoriam ualidam sapientem. Que omnia in 
qdo qu ol I bet fugiente de seculo inuenies. Primo enim hebes et insi- 
piens, postea preceps est et temerarius in prosperis, deinde trepidus est 
et pusillanimi8 in adversis , postremo enim prouidus est et eruditus et 
perfectus in regno karitatis. Amen. 

Afskriveren kan ikke fortjene den fjærneste Bebrejdelse 
ved Ojengivelsen af dette Stykke; det er klart og tydeligt 
skrevet, og Læsningen deraf let. 

Faa Blad 97 og 98 a møde vi de eneste Digte, som det 
hele Haandskrift frembyder, men særdeles karakteristiske for 
hvad Datiden ansaa som Poesi. Det er 13 Vers paa to 
til syv Linier og ingenlunde af samme Forfatter, skjønt 
de i filosofisk og dunkelt Indhold i Forening med bizar 
Form skulde synes udgaaede af ét Forfatterskab. De fleste 
af disse Vers ere af Hildebert, Ærkebisp af Tours *) (født 
1055 f 1133), der var sin Tids berømteste Digter, hvis 



*) Hildeberti Genomanensis opera. S. 1318 fif. 

19* 



290 Jordebegsbaaodskriftet 

Skrifter og Småavers ere optegnede i en Mængde Haandskrif- 
ter fra Middelalderen; som Exempel hidsætte vi følgende: 

De oatiaitata. 

Natus. casU. nitens. exultans. perfidus, emptu*. 

rex. uirgo. syd os. angelus. bostia. homo. 

querit. nesclt. dat. . declarat perdit. adorat. 

•os. labem lamen. gaudia. iura. deum. 

Læser man paa sædvanlig Maade ret ud af Linien giver 
Stykket ingen Mening, hvorimod der skal læses tværs paa 
Linierne : Natus rex querit nos etc. 1 ). Andre Vers ere endnu 
kunstigere, til Exempel: 

De passion«. 
Fert. agitat. damnat. christus. demon. phariseus. 
probra. suos. christum. carne. farore. cruce. 

Her skal læses Fert Christus probra carne etc. 

Det tredie sidste Vers er af Hugo Metellus (f. 1080 f 
1157), i sin Tid ligeledes en bekjendt Digter, der skriver i 
en Selvbekjendelse, hvor han fortæller om sin Ungdoms Evner 
og Kræfter, at han staaende paa én Fod kunde gjere mere 
end 1000 Vers'), — og disse synes ogsaa at have Værdi der- 
efter. Jordebogens lyder saaledes: 

De natiuitate, baptismo, passion e, descensu, resurrectione et ascensa. 
Natus. purus. homo. fortis. surgens. levis. unus. 
virgine culpa. re. vi. carne. grada. deitate. 

snmit. sacrat. fert. premit. excitat. intrat. adimplet. 

corpus aqnas. probrnm. mortern, se. cellca. totum. 

Det, der synes mig særligt karakteristisk ved disse Dig- 
tes Forekomst i Bogen, er dette, at Afskriveren har af Dati- 
dens Poesi kun 8 ) valgt Vers af denne Form med disse Finesser 
ved Læsningen og dette tunge, halvdunkle Indhold, og at han 



') Som Exempel paa andre Vers af denne Art kan erindres Grav- 
skriften over Karl den Danske, trykt i Ser. IV. 216. 

*) Se Hugo, 8acræ antiquitatis monumenta II. 418. Hist. Llttér. de 
France XII. 511. — Andetsteds tillægges Verset i øvrigt HUdebert. 

8 ) De to første af Haandskriftets Vers have dog ikke den ovenfor anførte 
barbariske Form og ere vist ikke forfattede af nogen af de to nævnte 
Digtere. 



Theologlske Vera. 291 

har udsøgt dem af forskellige Forfattere« Jeg finder saa langt 
6a en forskjellig Aand i Haandskriftets enkelte Stykker, at 
Versene netop tyde hen paa samme nejagtige, forstandige Ejer, 
der har Interesse for Distinktioner, Spidsfindigheder og sta- 
tistiske Oplysninger. Ved Gjengivelsen af disse Vers, der paa 
Grund af deres Usammenhængenhed og Mystik vilde have 
givet en slet Afskriver Lejlighed til at begaa allehaande Fejl, 
kan man ikke nok som rose vor Skjønskriver. Jeg skal til 
Exempel nævne, at i det ovenanførte Vers: Natos purus etc. 
i andre Gjengiveber læses i første Linie: intus for anus, og 
i fjerde: chocica for celka, hvor vort Haandskrift altsaa 
netop oplyser om, hvorledes Texten skal rettes. — 
Vor Afskriver har bemærket nogle Fejl, raderet og rettet; i 
første Linie af det andet Vers har han været i Tvivl om sit 
Forlægsblads Læsning og ladet Rimordet være halvt uskrevet, 
men med et Kryds i Marginen bemærket Manglen. 
Paa Blad 08 b følger derpaa et Brudstykke: exposicio XII 
lapidum quibus fundamenta et murifacti sunt. Det er et af 
Middelalderens hyppige allegoriske Forklaringer over Johannes 1 
Aabenbaring, særlig dens 21, 19—20, men hvem der er For- 
fatter dertil, er vanskeligt at afgjøre. Beda venerabilis har 
skrevet over dette Emne i sin Kommentar over den hellige 
Skrift, men vort Brudstykke er dog ikke af denne Forfatter, 
hvis Forklaringer ere langt vidtløftigere* Større Lighed har 
vort Stykke med J en »tractatus de 12 lapidibus, de quibus in 
Apocalypsi, non admodum eruditi hominiss der er optaget i 
enkglte Udgaver af Augustini Værker 1 ) og formodes at være 
af denne Kirkefader. Men skjønt vort Stykke er skrevet efter 
en lignende Flan og i samme kortfattede Form, er det dog 
ikke det, der tillægges ham. Endnu en Underretning om et 
Skrift af dette Indhold fra Middelalderen er mig bekjendt; 
det er af Amatus, der blev Ærkebisp af Bourdeaux omtrent 



') Saa ledes i 10de Tome af Aogustini episcopi opera. Cotoniæ 1616. 
fol. 



292 JcriefeogshaandskrifteL 

1073 og døde 1101 1 ). I Følge en Opgivelse hos Petrus Dia- 
conus (de viris iDustribas casmensibus)*) har han skrevet »de 
duodecim lapidibus«, men dette hans Arbejde er, som flere 
af hans arrige, gaaet tabt, og Jordebogens lille Brudstykke 
kunde muligt være Levninger af det tabte Skrift og saaledes 
have sin Interesse. Jordebogen giver kun Forklaring af de 
to Stene, Jaspis og Safir; det manglende har næppe udgjort 
mere end en Side, som en Sammenligning med det i Augu- 
stini Værker trykte Stykke udviser. 

Det fjortende Læg, hvis 2 sidste Blade ere bortskaarne, 
indeholder en Bække Regler til Iagttagelse af Benediktiner- 
munkene, begyndende saaledes: In primis ordinamus, quod 
omnes monachi constituti infra abbatiam secundum regulam 
beati Benedicti, mox ut audierint signum, relictis agendis om- 
nibus, cum nichil sit diuino operi preponendum, adecclesiam 
eum debita maturitate festinent etc. Disse Regler findes 
næppe optagne i nogen af de almindelige Samlinger af Kon- 
ciliernes Beslutninger eller af Pavernes Breve og Buller, og 
hvis de ere givne eller vedtagne paa nogen kirkelig Forsamling, 
har denne vist kun været for en enkelt Provins. Om Tiden, 
paa hvilken de ere affattede, synes der derimod mindre Tvivl, 
thi den Strænghed, der karakteriserer Beglerne, viser sikkert 
nok hen paa det 13de Aarh.s Begyndelse, fra hvilken TM 
mange Bud til Oprettelsen af Tugten i den forfaldende Bene- 
diktinerorden skrive sig. Forskriften om stræng Iagttagelse 
af Tavshed indenfor Klostrets Mure, Forbudet mod al Ejen- 
domsret eller Bet til egen Besiddelse, saa at den, som findes 
»proprietarius* ved sin Død, ikke skal nyde viet Jord, Beg- 
lerne om Klædernes og Værelsernes Tarvelighed, Uzirethed af 
Tømme og Sadel minde særdeles om de Forskrifter, der bleve 



! ) Histoire litt. de France. IX. 231. 

*) Muratorl, scriptores rerum italicarum. VI. 36. Jfr. Hirsch, Ama- 
tus von Monte Gassino u. seipe Geschichte der Normannen, i: 
Forschungen zur Deutschen Geschichte VIII. 203 ff. 



De duodecim lapldlbus. Benedlktluerregler. 293 

vedtagne af en Forsamling af Benediktinerabbeder fra Pro- 
vinsen Narbonne 1226, hvilken traadte sammen til Refor- 
mering af Beglerne i Henhold til en Beslutning af Konciliet 
Aaret i Forvejen 1 ). De vedtagne Forskrifter bleve konfirme- 
rede af Oregor IX den 1ste Juli 1227*). Ligeledes minde 
vort Haandskrifts Statuter om de Begler for Klosterlivet, In- 
nocensIII gav »abbas et conventus Sublacensis«*). Indskær- 
pelsen af Forpligtelsen til at aflægge Begnskab gentages 
stadigt i Klosterreglerne fra denne Tid. Stykkets Læsning gi- 
ver ikke Anledning til nogen Bemærkning ; det er klart skre- 
vet, med Benyttelse af en Del Forkortninger. Det er ikke 
faldført, men ender midt i en Sætning; et Ord er begyndt 
at skrives paa næste Side (Lægets sidste), men er atter ud- 
raderet. 

De to felgende Læg (Bladene 105 — 125) indeholde en 
theologisk Afhandling, hvis Indhold i Overskriften angives at 
være : Continuacio distinctionum, quas dominus innocencius 
papa III. composuit sub figuris de sacramentis misse. NB. 
notandum, quod illa uerba, sub quibus fiunt linee de ru beo, 
non continentur in figurtø, sed ad continuacionem earundum 
distinctionum sunt inserta. Stykket slutter sig saaledes til 
Innocens den Tredies Værk »demysteriis missæ», hvilket han 
forfattede allerede som Kardinal (i Tiden mellem 1190— 1198), 
og hvori han udlægger den symbolske Betydning af den kirke- 
lige Ritus i sine mindste Enkeltheder, hver Bevægelse og 
hvert Ord i den hellige Cæremoni 4 ). Vort Skrift gjengiver 
nu dels Innocens 1 Værk, dels gaar det videre i udtværet og 
spidsfindig Tolkning, saa at Stykkets Slutning indeholder en 
naiv Sandhed: Notandum preterea, quod nisi diligenter in- 
spiciat figuras et qualiter in eisdem figuris ordinantur distino« 

') Histoire litt. de France XXI. 656. Tlllemont, vie de Sk Louis I. 

486. 
*; Trykte i Dacheri spicilegium Romanum VI. 30-38. 
') Innocencii III. opera omnia II. 753. Colooiæ 1575. 
4 ) H urter, Geschlchte lnnocenz des Dritten IV. 413. 



294 JordebogshaandskrifteL 

> 

tiones, in plerisque locis huius coutinuacionis confusio pocius 
quam contiouacio uidebitur illi esse. Stykkets Bedaktion 
giver Anledning til følgende Bemærkning: Det Haandskrift, 
som var Afskriveren forelagt, har klart nok paa flere Steder 
været saa utydeligt, at en Gjengivelse var umulig, og Afskri- 
veren har da ladet Fladsen aaben og med Kryds i Mar- 
ginen betegnet, at her var. en Mangel eller Noget 
at udbedre. — Det sidstnævnte Arbejde ender paa BL 
126 b i 17de Læg, hvorefter, paa Lægets sidste Blade 127 
og 128, følge de to Stykker om Sejlads fra Ribe til Aocaron 
og fra Utlengi i Bleking til Reval, der ere trykte i Scripto- 
res V, 622—623 (men fortjente en ny Udgave). Det første 
af disse Stykker findes ogsaa hos Soholiasten til Adam af 
Bremen (schol. 96) og hos Albert af Stade 1 ). Paa 18de Læg 
-træffe vi atter Jordebogsoptegnelser, nemlig hvad der er trykt 
hos O. Nielsen S. 63—78. 

Det 1 9de og det 20de Læg, hvis sidste Blad er bortskaa- 
ret, indeholde en Afhandling om Kerubens Vinger. Efter 
den tomme første Side følger paa anden en Tegning af en 
Kerub med 6 Vinger, med 5 Fjer i hver Vinge. Enhver af 
Fjerene har sit Navn eller sin Indskrift; saaledes betegnes 
Fjerene paa Prima ala med Veritas, Integritas, Firmitas, Hu- 
jpilitas, Simplicitas. Den følgende Text giver derpaa en For- 
klaring over denne Figur, begyndende saaledes uden særlig 
Overskrift: Ad explanaeionem huius figoræ necesaria uidetar 
esse discussio hujus aucto ritatis. Vidi dominum sedentem 
super solium excelsum et eleuatum etc. Dette er kort sagt 
Alani ab Insulis berømte Værk »de sex alis Cherubim». Alaio 
de Lille, der er født 1114 og døde omtrent 1203, hørte til 
det 12te Aarh.s største Lærde og hans Skrifter vare meget 
udbredte paa den Tid, medens hans personlige Forhold og 
Opholdssted ere ubekjendte, saa at det kun vides, at han fra 



D Peru, Scriptores XVI. 340. Archi? f. alt. deutsche Geschichte VI. 
872. 



De tex all« Cberublm. 245 

et Bispesæde trak eig tilbage for at leve som Munk i et 
C&tercienserkloster 1 ). Sammenlignes nu vort Haandskrifts 
Gjengivelse af Alani Arbejde med den, som foreligger trykt 9 ), 
findes det, at de ikkun i Lidet afvige fra hinanden, at For- 
skellen da væsenligst bestaar i en Omstilling af Ordene in- 
denfor Sætningen, at et Bibelsted gjengives noget udførligere 
snart i den ene, snart i den anden af Texterne. Men stun- 
dom findes der en virkelig Forsigel, og da er det meget ofte 
saa, at Haandskriftet giver en bedre Læsemaade*). 
Det er fremdeles værdt at lægge Mærke til, og det er afgje- 
rende med Hensyn til Spørgsmaalet om Afskriverens Interesse 
for Sagen eller Forstaaelse af den, at Haandskriftet paa en- 
kelte Steder har Lakuner og paa andre urigtige Ting, men 
at det da ved et Kryds i Marginen er betegnet, at 
Stedet er mangelfuldt. Naar altsaa Afekriften noget- 
steds ikke giver Mening eller er ufuldstændig, er Fejlen efter 
al Sandsynlighed ikke Afskriverens, men Forlægsskriftets, 
der har havt de samme Fejl eller været utydeligt. 

Dermed ender egentlig Haandskriftet. Paa Blad 151 (det 
sidste i 20de Læg), hvoraf en Del er bortskaaret uden at 
noget Skrevet er gaaet tabt, findes nogle Linier kradsede med 
en nyere Haand. Blad 152 a indeholder et Brudstykke af et 
Testamente, Bagsiden deraf er tom ; Blad 153 a har én Efter- 
ligning af Keruben, 153 b er tom. Det nævnte Testamente 
er skrevet med en noget utydelig Haand (fra deft 14de Aarh.) 
og følger het i en Gjengivelse, der i al Fald er korrektere end 

den, Dr. Nielsen har meddelt i sin Udgave S. XXVII. 

!■ * » i 

') Nouvelle b^gtapbie universelle. I. 4$1. 

*) I Alani Jtfagni de Insulis opera. Antverpiæ 1654. 

% ) Udgaven bar S. 174: degentibus; Haandskriftet: de gentlbus, men 
Kryds i : Margtaen; samme Side: ut faoies; Haandskriftet har ikke 
ut, men «n Lakune eg Kryds; S. 178: sana quadam presumptione, 
fldskr. rettere sancta; samme^S ide: qui etdolo eibi acquirit, Hdskr. 
rettere, vi vel dolo, — og saa fremdeles. At Krydsene ere satte 
med Afskriveréns Haand, fremgaar til Exempel ved Sammenligning 
med Stregen over i osv. 



296 Jordobogshaandskriftet« 

Item ecelesie broby vnum plel. Item ecelesie bøtborp, qoe panpe- 
rior ett io Fyonia unum baldækin antiquiorem cam tribus marcis cu- 
preis.* Item ecelesie viby confero unum solidam grossorum cum ii so- 
lidis sterllngorum ad pixidem. Item teneor solaere ad altare beate 
virginis X mareas denariorum cam ii cupreis, pro qaibae etdem inpig- 
noro X1IIJ partes de ono sperlakæn de serico, quousqne heredes mej 
soluere uolaerlnt. Item confero Jon unum equum, qui aocatar sweep. 
Harthwiik do nnum pollidrum Guicuique famulo, qui equitant, et slætb 
confero iij mareas denariorum excepto korthsun, qui debet habere vij 
mareas uel nigrum, in quo equitat. Item sunth son do unam uaceam. 
Sacerdoti« ibjdem unum bouem do, dyaeono unam iuuencani. Item ec- 
elesie viby do unum librum nigrum et unum missale. Item botild mø 
rehabere debet uaccam suam. Item teneor botild iacobsdoter ij solidos 
cum dimidio. Item teneor botild akys vij oras cumsolido. Istut scrip- 
tum eet de testamento domine Hargarete in lecto egritudinls, dom oiiif 
nihil expositum flet de testamento. 

138. Hermed er Beskrivelsen af Kodex A. 41 til Ende. 

— Yi skulle nu redegjøre for det Resultat, vi ere naaede til. 
Haandskriftet indeholder meget forskjellige Bestanddele, men 
dog saadanne Ting, der maatte interessere enhver verdslig eller 
gejstlig Dannet. Dets Indhold er ikke mere blandet end Indhol- 
det af saa mangen anden Eodex fra Middelalderen, men det er et 
Haandskrift af større Omfang end almindeligt. Det giver Alt 
i en tydelig og læselig Stil, med Anvendelse af forskjellige 
Farver, der baade skulle smykke og vejlede. Ikkun to eller 

— om Pavelisten tages med, som ikke er fuldfort efter den 
første Flan — tre af de 14 forskjellige Stykker, hvoraf Boges 
bestaar, ere ufuldendte, hvorimod Udsmykningen af Haand- 
skriftet paa mange Steder ikke er bragt til Ende, som i saa 
utallige andre Haandskrifter fra Middelalderen. Man sporer 
hos Afskriveren ikke blot Forstaaelse af, hvad han nedskriver, 
og neje Opmærksomhed for, at Intet staar meningsløst, men han 
besidder desuden en Evne til at gjengive Navne korrekt, hvor 
kun Takt for saadant kunde lære ham det Bette ; thi Afskri- 
veren har næppe andetsteds fra havt Kundskab om de Navne, 
Forskriften udviste; og dog ere de utallige danske og estiske 
Navne og den Mængde Navne i Provincialis gjengivne i det 
Hele paa en upaaklagelig Maade. 



Oversigt o?er Indhold og Udityr. 397 

Bogens Affattelsestid fremgaar af alle de optagne Stykker, 
der ofte meget karakteristisk betegne Smagen og Interessen i 
det 13de Aarh.s Begyndelse og Midte. At den egentlige 
Jordebog viser hen paa Tiden mellem 1231 — 1261 og Pro- 
vincialis paa Tiden mellem 1219—1236, at Kongerækken 
ender med Erik Olipping og Paverækken med Gregor IX« 
peger paa samme Tid. — Endelig vilde Bogens Skrifttræk 
og Udstyr, om anden Hjælp manglede, være et uforkasteligt 
Vidnesbyrd om, at den hører hjemme i det 13de Aarhun- 
drede. 

Beskrivelsen af Bogen er sket saa sandfærdigt som mu- 
ligt Enhver kan nu bedømme, om her foreligger en Skrive- 
bog elirør en Bog til Læsning 1 ). 

139. Hidtil er Haandskriftet betragtet som en Helhed. 
Paludan-Mtiller bar vendt Angrebet mod alle dets Bestanddele, 
og med Bette, thi er noget af det en Skjønskriftsbog, er hele 
Bogen det; er den smukkest udarbejdede Del, den egentlige 
Jordebog, kun Kalligrafi, er vel ogsaa de mindre vellykkede 
Dele det. Nu var det jo dog imidlertid muligt, at det kunde 
paavises, at Haandskriftets ene Part ikke hørte til den anden, 
enten fordi det ikke var samme Person, som havde skrevet 
det Hele, eller fordi Haandskriftets enkelte Dele vare 
kun mekanisk hæftede til hinanden, saa at sige kun 
sammenbragte Børn uden Slægtskab. Herpaa lægger Dr. 
Nielsen Hovedaocenten (S. XXV), idet han gjør opmærksom 
paa Tallene 1, 2, 3, 4 og 5, der findes nederst paa sidste 
Side af Lægene 2, 3, 4, 5 og 1 8, det vil sige Alt, hvad der 
findes i Dr. Nielsens Udgave S. 1— 78 9 ). Disse Tal ereara- 

l ) At dette store Haandskrift skulde være en Skrivebog, er ogsaa 
af denne Grund en saa besynderlig Antagelse, at det efter hine Ti- 
ders Forhold måatte anses for en grænseløs ØdBlen med Perga- 
ment. Haandskriftet udviser selv, at man trøjst nødigt lod en Side 
staa ubenyttet og bortskar tomme Blade, ja af Blad 13, 57, 151 og 
og 152 ere de underste halve Sider bortskaarne helt oppe under 
den nederste skrevne Linie, tydeligt nok for at rane Pergament. 

■) O. Nielsen Ulføjer, at der ogsaa skal findes et Tal »Inde i et af de 



298 Jpr4eb«gft)ia«>4»ki1ftoL 

biske og af den ældste Art, som forekommer her i Danmark; 
man sammenligne dem med de i Facsimile i »Oldemoder« 
(første Tavle) gjengiyne. At anbringe orienterende Tal paa 
det nævnte Sted var vist ikke usædvanligt i Middelalderens 
Skrifter (der findes saadanne i Eodex af »Aarhusbogen» paa 
Univeraitetsbibliotheket). Efter den Vejledning, disse Tal give, 
maatte man antage, at i al Fald de nævnte Stykker af Køng 
Valdemars Jordebog havde udgjort et Haandskrifk for sig elkr 
den første Bestanddel af det foreliggende eller et andet 
Haandskrift, og Forfatteren af dette kunde det saaledes ikke 
komme til Last, om man havde hæftet heterogene Bestand- 
dele dertil. 

Denne Bevismaade har ganske vist sin Betydning, men 
man redder dog derved kun en Del af, hvad der angaar Kong 
Valdemars Magt og Rige, fra hint fordærvelige Samkvem med 
de andre Farter. Indtægtslisten, Estlands-, Pløvtals-, By- 
og Broderlisterne overlades til Fordømmelse — og nu Ka- 
lenderen? Er der da slet Intet, som tyder paa at den, med 
sine Optegnelser om Valdemarernes Familie staar i Forbold 
til Stykkerne om disses Kongerige og Jordegods? 

Jordebogshaaadskriftet kunde dernæst udvise f orskj ellige 
Hinder, og den ene Afskrivers Ukorrekthed maatte da ikke 
bebrejdes den anden. Her kommer man ind paa et saare 
vanskeligt Thems. De Hænder, som have skrevet, ligne hu- 
anden særdeles meget. Man kan udpege enkelte Stykker, be- 
nægte, at de stamme fra samme Haand, men skal Grænsen 
skarpt drages, hvor en Afskriver begynder og en anden ta- 
ger fat, kommer man i Tvivl. Selv deres Mening, som erklære, 
at Haandskriftet dog]muligt er skrevet helt med én Haand, kan 
ikke forkastes som urimelig, da Erfaring dog viser, at for- 
skjellig Disponerthed og Afstand i Tid, Skriftens forskjellige 
Størrelse og den Hast eller Umage, hvormed Vedkommende 



seneste Læg (jeg tror 22 )• ; mej* Haandskriftet har kun 20 Læg, 
og andre end de nævnte Tal findes ikke. 



Forskjelllge Bmder I (håndskriftet. 299 

har skrevet, kan give en Haand et hejst forskjelligt Udseende. 

— Skulde jeg, efter mit Skjen, bestemme, om Afskriveren af 
Jordebogen har skrevet andre af vor Kodex's Bestanddele, 
Tilde jeg skjelne mellem Alt, hvad der findes fer den store 
Estlandslistes anden Side; og efter denne, og benægte, at 
den, som har skrevet den første Del, har skrevet Noget af 
de avrige Stykker, medens flere af dem ganske sikkert ere 
skrevne af den, der skrev EstlandBhsten. Med denne Side 
ophører den Taske og feste Skrift. — Jeg har desuden noteret 
mig Følgende om forskjeffige Tegn, der ere benyttede i Ko- 
dex A. 41, hvilket synes at give samme Resultat. Medens 
den, der skrev EetlandsHsten, benytter et Tegn omtrent som 
et sammentrukket »que» for »et» og Tegnet q som Forkor- 
telse for »con«, kjende de andre Dele af Jordebogen ikke dette 
Mærke 1 )- Det i Broderifeten benyttede Tegn til Udfyldelsen 
af en Plads o© oo <x> gjenflndes i Stykkerne om Messen og den 
fangne Kongesen. Endelig har Estlandslisten Bl. 44 b føl- 
gende: efrardus martinus »frater eius »iacob, hvijket skal be- 
tegne, at Jacob skal sættes foran frater, saa at han er Bro- 
der til Martin, og derimod denne ikke Broder til Efrardus. 
At dette er Meningen fremgaar af et Parallelsted i Kalenderen 
onder Maj, hvor Verset: In geminis »fertur sursum sol »ad 
ethera rursum, skal læses som sædvanligt i andre Kalendere : 
In geminis sursum, sol fertur ad ethera rursum. — Dette 
synes, som sagt, at drage Estlandslistens sidste Part hen til 
de øvrige Dele af Haandskriftet og stille Jordebogens andre 
Dele for sig, og skal Grænsen drages bestemt, da maa vist 

— som sagt — den smukkeste, karakteristiske Haand siges 
at ophere med Bl. 42 a. Men atter her bliver Resultatet, at 
vi ikke formaa at drage alle Dele af K. V. Jordebog ud af 
den Sammenhæng, hvori de nu engang findes. 

140. Kong Valdemars Jordebog blev for første Gang 



') Paa S. 8 4de L. f. o. forekommer Tegnet for *que« undtagelsesvis 
og i en utydelig Skikkelse. 



300 Jordebogshiandskrlfiet. 

fuldstændigt udgivet efter Langebeks Afskrift af Suhm i Scrip- 
tores Rerum Danicarum, 7de JJind S. 517—553, hvor der 
tillige gaves facsimilerede Billeder af enkelte Sider af Haand- 
skriftet 1 ). De Bestanddele af Jordebogen, der aldrig havde 
været udskilte fra Kodex A. 41, vare alt trykte i Ser. V. 615 
fif. under Titlen: fragmentum enumerationig territoriorum 
Daniæ etc. Imidlertid blev der tidligt rejst Indvendinger imod 
den uheldige Maade, hvorpaa Jordebogen var udgivet, og ikke 
mindre mod de urigtige Noter, der ledsagede den, og Tran- 
gen til en ny Udgave af Bogen blev kun delvis afhjulpet 
ved at Kjøbenhavns to Bibliotheker forskaffede sig Fotolito- 
grafier af Jordebogen samt Prøver paa de andre Stykker af 
Kodex. Studiet over Estlandslisterne var alt vundet et be- 
tydeligt Stykke længere frem, fordi der i Antiquités Busses 
2det B. var blevet meddelt en ypperlig litograferet Gjengivelse 
af begge Lister. 

Dr. Nielsen paatog sig da at udgive Haandskriftet paa 
ny, og Jordebogen foreligger nu i en Udgave, der, hvad Tei- 
tens Gjengivesle angaar, ikke lader Noget tilbage at ønske. 
Man kan næppe ved Bogtryk faa et mere paalide ligt Billede 
af Haandskriftet, og Enhver har Lejlighed til at læse sig til, 
hvad det udtaler eller fortier. Man maa dog meget beklage, 
at Nielsen ikke har medtaget den store Estlandsliste, som 
hører saa fuldt til hvad der kan kaldes E. V. Jordebog, som 
mange af de andre Stykker, og der var netop Trang til en 
recenseret Gjengivelse af denne Text med Oplysning om, 
hvorledes Navnene paa Personer og Steder hørte sammen, 
altsaa en fri Gjengivelse ved Bogtryk, efter at Listen nu en- 
gang foreligger facsimileret. — Ligeledes er det en Mangel 
ved Dr. Nielsens Udgave, at han ikke har set den væsentlige 
Betydning, Farverne have i Haandskriftet og derfor ikke har 



') Af Haandskriftets Kongerække var allerede i 1ste Bind af Scripto- 
res en Side gjengivet facsimileret. 



Bemærkninger itl Dr. Nielsens Udgave. 301 

søgt ved Tegn at gjengive dem, samt at han paa nogle faa 
Steder ikke har læst ret, nemlig: 

S. 2: Sundby oc Sandby a: løs å. 

S. 4: er glemt et NBmærke foran Hamrumhæreth. 

S. 5: Vkar molendinum; læs vkar. 

S. 8, 12te Linie: c. er forglemt foran marcæ auri etam- 
plms. 

S. 12: Agthorp; læs Aghthorp. 

S. 16: Hakonis thrithyng; læs hakons. 

S. 22: fionia; læs feonia. — Stanæby bar paa Grund af 
et Mærke ved b vist læses Stanærby. 

S. 27: Hee 8unt possessiones; læs Hee. 

S. 53, 4de Linie: scilieet, ber vel læses sen. 

S. 56—57 findes flere Steder Bindetegn ved Ord, der 
ere brudte over ved Enden af Linien ; disse savnes i Udgaven. 

S. 61: quam kaarlswænkæ sibi de tinet; læs kaarl swæn- 
kæ sun detinet. 

S. 70, 4de L. og S. 71 5te L.: orarum; læs oras. 

S. 71, 13de L.: gnemer; læs Gnemer. 

S. 77: puzniz; Ises prizniz. 

S. 80 : preter men ; læs mon, for det Første fordi Haand- 
skriftet ikke har ø men o (jfr. foran S. 247), og dernæst fordi 
det er urimeligt, at øen Møen skulde opfares under Skaane. 
Endelig svarer « preter monetam pro 1000^ den. » jo ganske til 
det forans taaende : »de moneta pro 300 ^ arg.». Dr. Niel- 
sens Forsøg paa at redde sin Læsemaade (i Tilføjelser og 
Rettelser) lykkes saaledes ikke, og hans Antagelse, at der ikke 
et eneste Sted i Jordebogen skulde være glemt Afkortnings- 
tegn, er ikke rigtig, da der Side 17 første Linie kun findes 
pu (i hans Udgave puri); S. 61, 3die Linie s for scilieet; S. 
67, 2den Linie fr. n. Eietil ga for gamel; S. 87, 3die L. fr. n. 
pe for petrus. 

S. 85, 4de L. Hogni; læs hogni. 

S. 87, lste L.: I Stedet for fræthi kunde læses fræchi. 
— 1 2den L. kan kun læses liæf, ikke hæf. 



302 Jerdebogshaindtkriftet 

Endelig kar Dr. Nielsen ikke bemærket, at Afkortnings- 
tegnet, omtrent som et liggende *?, stundom brages for 
at angive meget store Forkortelser eller saadanne som Teit- 
sammenhængen oplyser. S. 68, 3die L. f.n. skal derfor læses 
Swen trafnøl, i Stedet for t rafner; S. 71, lste L. Petær mar- 
grete sun; jfr. S. 77, hvor dette Afkortningstegn over fr. 
betyder frater, S. 83, 1ste L., hvor det over d betyder de- 
nariorum. 

141 . Medens jeg saaledea i det Hele maa anerkjende den 
oplysende og korrekte Maade, hvorpaa Jordebogstexten er 
gjengivet af Dr. Nielsen, finder jeg derimod hans Forsag paa 
Fortolkning af Jordebogen uantageligt baaée i sin Helhed og 
i de fleste Enkeltheder, — og i mine Øjne er det naturligvis 
meget uheldigt, at der netop paa en Tid, da Jordebogens 
Tilforladelighed og Brugbarhed som historisk Aktstykke dra- 
ges i Tvivl, udkommer et Forsvar derfor, der kun kan tjene 
Modstanderen, saa vage synes mig dets Udgangspunkter, saa 
lidet gennemført i sine Enkeltheder og vilkaarHgt i sine Gis- 
ninger forekommer det mig at være. Dette skal )eg i det 
Følgende søge at begrunde. — Med Hensyn til Dr. Nielsens to- 
pografiske Noter er mindre at bemærke ; det er lykkedes ham 
at bestemme saa godt som alle Stedangivelserne. Undersø- 
gelserne i de følgende Kapitler ville meddele en Del Hettel- 
ser og Tilføjelser til hans Bestemmelser; jeg skal her kno 
meddele saadanne Oplysninger om topografiske Enkeltheder, 
der ikke godt kunne faa Plads i det Følgende; jeg har des- 
uden været saa heldig at træffe paa nogle af de Steder, om 
hvilke Dr. Nielsen har skrevet: Ejendes ikke. 

S. 23(109). Nielsen benægter, at der ved »hærmæstath« 
under Gudme Herred kan forståas Herrested, som 1 258 kaldes 
Hærrigstath og laa i Vinding Herred, og gjætter paa en for- 
svunden By. Men da Listen, som vist foran (S. 194), synes 
at antyde et særligt Distrikt, der ikke er lagt i Hafoæ, da 
Forskjel i Stavemaade dog vel Intet beviser, og da det ende- 
ligt er besynderligt at gjætte paa en mulig forsvunden By, 



Topografiske Notitser. 303 

naar en By af lignende Navn vitterligt har ligget tæt ved, 
maa jeg fastholde, at vor Jordebog nævner Axelkjøbingen 
Herrested, som muligt er tilfejet under et urigtigt Herred. 

S. 27 (111). Kongen har paa Langeland: in kyrkebol 
3 ^ arg. et 3 oras. Dr. Nielsen kj ender ikke Stedet, men 
dette er sikkert det samme som »Kyrckeby«, der nævnes i et 
Sognestævne af 16de Marts 1505 fra Skrabelev Kirke, hvor- 
ved Mænd fra Svenstrup og den nævnte By afgive Vidnes- 
byrd; den har saaledes ligget i Skrøbelev Sogn. — In slete- 
ebol 6 marcas et dimidiam argenti. Denne Lokalitet nævnes 
i et Tingsvidne fra Nørre Herred af 26de Juli 1 509, hvorved 
en Trætte forliges mellem Hr. Peder paa Helligtoftegaards 
Vegne, Gregers Juul og Lejehelle Bander paa deres egne 
Vegne »fore Slette oc Stranø, som ligger i Frægordz Marck 
i saa Maathe, at i men Kronen beholler sin tredie Deell i forne 
Slette oc Stranø æffither then Tredingh, som hun haffuer i 
Fregordz Marck paa Sworttebro Gordz Wegne, oc forne Gre- 
gorss Juell oc Leibølle Bønder nidhe oc beholle then Deell, 
at thi haffue i Frægordz Marck, tha skaall forne Helligtofte- 
gaard nydhe bruge oc beholle sin Deell i forne Slettøø oc 
Straneø æffither then Deell, som han haffuer i Frægordz 
marck«. 

S. 30 (113): Item in lundby iacob eest 6 mansiones; 
Navnet gjengives af Dr. Nielsen urigtigt ved Sundby i Stadager 
Sogn, i Stedet for Lundby i Brarup Sogn. 

S. 33 (115): In scoghusas tantutn in silua quantum 

pertinet ad unum mansum. Denne Lokalitet er ikke ukjendt, 

men nævnes i Sorøbogen (Ser. IV. 475): in Schowse quadran- 

tem unum, og i Roeskildebogen (Ser. VII. 15) som liggende 

i Ottestrup Sogn: Item in Skowhuse una curia, que håbet 

unum bol terre; hvorefter det altsaa bliver det nuværende 

Skovsø, beliggende dels i Ottestrup Sogn, dels i St. Mikkels 

Landsogn. 

S. 36 (118): Withemosæ et Scanynghafn 12 # argenti. 

20 



304 Jordebogshaaodskriflet. 

At Scaninghafn er et ældre Navn paa baade Kallehave 87 og 
Sogn, er vist det Sandsynligste. Kristoffer I udsteder endnu 
1252 et Brev i Scaninghafn (Bunge, Urkbuch. I. 302}. I 
det 14de Aarh. findes derimod kgl. Breve, daterede Kalvæ- 
haghæ (1304; Ser. VI. 449. 1387; Æ. A. B. I. 52). 1335 
faa »omnes incolæ de villis kalvehagen et wy damosen« visse 
Begunstigelser i Skåner af Magnus Smek (Dipl. Sv. IV. 441). 
Af disse Grunde, og da Kalvehave ikke nævnes i det 13de 
Aarh., maa det antages, at det er samme By, som har skif- 
tet Navn, og med den Sognet, saaledes som det ogsaa hedder 
om dette i Roskildebogen »Skaningæhafn, quod modo dicitur 
Kaluehawæ« (Ser. VII. 10). 

S. 47 (129): »Brunby cum attinenciis suis« antager Dr. 
Nielsen for Brønby Vestre, men af det ovenfor (S. 33 Anm. 
2) citerede Aktstykke fremgaar, at det var Brønby Østre. 

S. 46, 47: Lyungby cum attinenciis suis scilicet bouæscogh 
et cetera. Brunby cum attinenciis suis. Disse Godsers Til- 
liggende vil kunne ses af tvende Pantebreve fra Dronning 
Margretes Tid (Molbech & Petersen S. 73, 139), det ene 
lydende paa: Brunby oc Kingebec meth Fiscælæghen t&er, oc 
wpa Lyungby meth alles thesse gotzes tilligillse; det andet 
paa : Brundby, Ringebek oc Nabek, Item Lungby og Lywngby 
fong oc Lyungby møller oc Stokorp, Item Jæcopstorp, Giæffnæ- 
toftæ oc Gørstinge. Dr. Nielsen siger (S. 129), at »bouæ- 
scogh« ikke kjendes, men det maa dog vel være Dyrehaven. 

S. 47: Karæbæc cum attinenciis suis. Tilliggendet næv- 
nes vist i Brev af 1293: allt kronens gotzs i Karbeck, Semer- 
mosze, Gompetorp och Angetorp. Æ. A. R. III. 315. 

142. Dr.- Nielsens Oplysninger om Beliggenheden af 
Kong Valdemars Besiddelser i Sverrig (S. 121) ere kun lidet 
tilfredsstillende; fiere af dem har han slet ikke kunnet finde, 
og Beliggenheden af de andre er bestemt urigtigt. Jeg er 
saa heldig at kunne overlade Redegjørelsen til en svensk For- 
sker, der øjensynligt har fundet den rette Sti til Opdagelse 



K. Valdemars svenske Besiddelser. 305 

af disse Steders Beliggenhed , ). Hans Udvikling lyder saa- 
ledes : 

Kong Valdemar IFs Jordejendomme i Sverrig opregnes 
i Jordebogen (S. 44) til et Antal af 11, med det Tillæg »for- 
uden mange andre, som hare til Sygridhlef, samt foruden de 
Gaarde, hvilke Bulislaus arvede efter sin Fader, Sverker den 
Gamle, hvilke sidstnævnte efter Bulislaus 1 Død arvedes af hans 
Søster Sofia, Danmarks Dronning, Moder til Kong Valdemar«. 
Derefter følge de mærkelige Ord, som man skulde tro Kong 
Valdemar havde selv tilskrevet: Et sciendum, quod omnes 
prædictas possessiones dedimus duci kanuto preter hereditatem 
bulizlaui. 

Hvor Sygridhlef har været beliggende eller hvor det skal 
søges, dertil har man ingen Vejledning. — Derimod kan der 
ikke opstaa Tvivl om, at jo Kong Sverker den Gamles Jord- 
besiddelser hovedsageligt have været beliggende i Ostergtitland 
eller muligt i tilgrænsende Landskaber i Gøtarige; dér boede 
han, og det er usikkert, om hans Vælde strakte sig meget 
der ud over. Man bar ogsaa mærke, at Kong Valdemar 
skjænkede det meste af sine svenske Ejendomme til sin uægte 
Sen, Hertug*Knud, som sandsynligvis ogsaa efter sin Moder 
har faaet Besiddelser i Ostergotland. I dette Landskab og 
paa Wiby boede Knuds Sen, den i Sverrigs Historie vel be- 
kjendte Hr. Svantepolk Knutsson til Wiby, Lagmand i Oster- 
gotland, som dede meget gammel 1310 og besad betydelige 
Ejendomme hovedsagelig i denne Provinses østre Del (øst for 
Stångå = Ostranstång). 

Alle de i K. V. Jordebog opregnede svenske Gaarde an- 



l ) Oplysningerne ere tilsendte mig af en Anonym, der kalder sig en 
gammel Forsker i Sverrigs Historie og Topografi; jeg tør vel udtale 
den Formodning, at Meddelereu er samme grundige Kjender af Mid- 
delalderens Histoiie og Genealogt, hvis Studier ere komne mange 
svenske historiske Arbejder til gode, — men sjældent tør det nævnes, 
hvis den hjælpende Haand er. 

20* 



306 Jordebogshaandskriftet. 

slaas efter Skatteberegningen i Ottinger (Octonarii). Skatte- 
lægning efter Ottinger var gjældende indenfor Ostergotland; 
den brugtes vel ogsaa, men kun sjældent i den anden Del af 
Gøtarige. I Svealand skete Skatteberegningen efter øresland 
(nemlig Markland, øres-, ørtug- og Penningland). 

Af de foran anførte Grunde turde der være al Anledning 
til at søge efter de i Jordebogen opregnede Gaarde i Oster- 
gotland og fremfor Alt i den østre Del deraf. Det Følgende 
er et Forsøg herpaa, med Forkastelse af Langebeks og Niel- 
sens Gisninger; jeg har dog troet, at Cnæby, som fore- 
kommer paa to Steder, bør læses Enæby (C med Tværstreg 
bliver E). 

Ar em (16 Ottinger) er muligt nuværende Aren torp, 
store og lille, i Skållviks Sogn, Hammarkinds Herred. H a Hæ- 
st athæ (8 Ottinger) — Hallstad i Westra Husby Sogn, samme 
Herred. Guluæ (8 Ott.) — Golfsåter, som 1397 kaldtes 
Golffuasåter, i Grebo Sogn, Bankekinds Herred. Rynkeby 
(4 Ott) — Ringeby, Westra Husby Sogn, Hammarkinds Her- 
red. Hwalsbyargh (8 Ott.) — Wallsberg, Wåderstad og 
Harsta Sogne, Gåstrings Herred. Istath (4 Ott.) — Ysta, 
Ostra Stenby Sogn, Ostkinds Herred. Enæby (6 Ott.) — 
Eneby, Borgs Sogn, Memmings Herred. Dette Gaardsnavn 
forekommer meget ofte i Ostergåtland. I Wråbo Herred findes 
Eneby i Eneby Sogn og i SimonstorpsSogn; i Ostkinds Her- 
red i Ostra Stenby S.; i LOsings Herred i Styrstads S.; i 
Bobergs Herred i Ekebyborna S.; i Dals Herred i Nåssjo S. 

— og muligvis endnu flere. Burghær (4 Ott.) — Borg i 
Borgs (nu Lo ts) Sogn, Memmings Herred. Wighby (24 Ott.) 

— den største Gaard, efter al Rimelighed i Wiby i Ostra 
Ryd Sogn, Skårskind Herred, Hr. Svantepolk Knutssons Sæde. 

— Kan dog ogsaa være Wiggeby i Skonberga S., Hammar- 
kinds Herred, eller Wiggeby (nu Wiggebyholm) i Grebo S., 
Bankekinds Herred (kaldtes Wikby 1369-1386). Uluæruth 
(6 Ott.) — Ulfveryd, Kimstad Sogn, Memmings Herred. 



K. Valdemars svenske Besiddelser. 307 

Eneby in thyustæ (2 Ott.) — Eneby i Odensvi Sogn, 
Sfldra Tjust Herred. 1 ) 



') Til Foranstaaende skal bemærkes: Svautopolk bortskjænker 1256 
•in ølandia 3 octouarios In Histet- ; hvorfor der ved Istath ogsaa 
kunde tænkes paa Istad paa Øland. Dipl. Sv. II 379. 



XV. Kapitel. 

Hovedstykkets Skatter. 

(Affattelsestiden. Stud og Nathold. Dr. Nielsens Fortolkning 

af Hovedstykket. Formentlig Modsigelse mellem dette og 

Konungleflisten. Fortoningerne. Andre i Hovedstykket 

forekommende Afgifter.) 



143. Den Fortolkning af Jordebogen, som jeg vil søge 
at give i denne anden Afdeling af mine Studier, tilsigter 
ingenlunde at opklare hvert Ord eller Punkt i den uendelig 
rige Bog, hvad der dels ikke vilde være mig muligt, da mange 
Forhold endnu ikke ere mig klare, dels vilde give mit Ar- 
bejde et altfor stort Omfang. Jeg vil derimod stræbe efter, 
at ethvert Punkt af Betydning bliver omtalt og forsagt for- 
klaret, og navnlig vil jeg overalt søge at paavise det almin- 
delige Synspunkt, hvorfra hver enkelt Liste skal betragtes, 
ligesom jeg vil meddele, hvad andre Kilder lære om de paa 
Jordebogens Tid bestaaende Forhold, hvor Saadant maatte 
være nødvendigt til Forklaringen. 

Det første Stykke i Jordebogen indtager. en saa betyde- 
lig Del af den hele Bog, nemlig 45 Sider af 88 (efter Dr. 
Nielsens Udgave), at jeg efter Prof. Pal.-Mullers Exempel 
hidtil har kaldt og fremdeles vil benævne det Hovedstykket 
eller Hovedlisten. Den er den eneste af alle tisterne, der 
angaar det hele Land og nævner alle dets Dele, Sysler, og 
Herreder. Indenfor denne Ramme giver Listen saa Oplys- 
ninger af blandet Natur, der dog kunne udsondres i to Ho- 



AffattelsesUdeD. 309 

red bestanddele: Oplysninger om Skatter og Afgifter til Kongen 
og Oplysninger om Kongens private Jordegods. Vi skulle i 
dette Kapitel holde os til de i Hovedlisten forekommende 
Skatter og Afgifter; i det 17de Kapitel om Konunglef og 
Patrimonium vil Undersøgelsen vende sig mod det opregnede 
Jordegods. 

144. Strax i Spidsen af Hovedlisten møde vi den vig- 
tige Tidsangivelse: Anno domini 1231 factum est hoc 
scriptum. Af flere Omstændigheder synes Rigtigheden af 
denne Tidsangivelse at blive bekræftet. At Kong Valdemar 
i Aarene efter sit Nederlag ved Bornhøved har ladet optage 
nejagtigt Regnskab over Indkomsterne af sit Land, er højst 
naturligt, og at han har gjort Skridt til en Regulering og 
Ordning af de kongelige Indtægter, beviser den Tilladelse, han 
1240 af Paven erholdt til at maatte tilbagekalde de fra Kro- 
nen bortskjænkede kongelige Rettigheder (hvorom stfax nær- 
mere). Der haves endvidere en historisk Beretning, som om- 
trent angiver, at Arbejdet er forfattet i dette Aar, en Beret- 
ning, som besynderligt nok ingen tidligere Fortolker af Jorde- 
bogen har bemærket eller sat i Forbindelse med denne. Det 
hedder nemlig hos Huitfeldt, som ikke kjendte »Kong Valde- 
mars Jordebog«, at Valdemar Sejr efter sin Søn, den udvalgte 
Kong Valdemars Død skiftede »hans Børn deris Pa- 
trimonialia, det er Kæderne Oods imellem, saa huer 
viste effter hans Død, hvad de skulle haffve« (se foran 
S. 174 — 175). Det siges her med rene Ord, at der efter 
Tronfølgerens Død fandt et Skifte Sted af al det kongelige 
Patrimonium, og til Vejledning for dette maa nødvendigvis 
have været optaget en specificeret Fortegnelse. Naar nu Ho* 
vedlisten selv angiver dens Affattelse til 1231, kan jeg ikke 
indse Andet end at vi i dennes Opregning af Patrimoniet 
har den Specifikation, som blev optaget i Anledning af 
Skiftet. Imidlertid bør her Hovedlistens Tal forandres, thi i 
den Maaned, som endnu var tilbage af Aaret 1231 efter Val- 
demars Død, er. der næppe bleven tænkt paa Skiftet, og da 



310 Hovedstykkets Skatter. 

efter Overskriftens Form denne synes senere tilsat — hvad f 
øvrigt kun kan afgjeres efter et Skjen — , medens det paa dei 
anden Side er rimeligt, at man senere har skrevet 1231 vel 
Tanken om den Begivenhed, som foranledigede Arbejdet, tror 
jeg, man kan sætte Tiden til Aaret 1232. 

145. Jeg har i det 8de Kapitel sagt at paavise, at det 
Belab, som anfares ved hvert Herred, er Indtægten af Nat- 
hold og Stud eller den Afgift, der svaredes for Aflåsningen 
deraf. De Uregelmæssigheder, som Listen frembyder, vise sig 
grundede i den Uensartethed, Skatterne havde i de forskjellige 
Egne, saaledes som andre Kilder tilstrækkeligt oplyse, og synes 
man end enkelte Steder at tabe Holdepunkt for Fortolkningen, 
dukke dog strax Opgivelser frem, som vidne om det Samme, 
en Natholdsafgift. Jeg kan altsaa her henholde mig til den 
Fortolkning af Listens Helhed , jeg i det Foregaaende har 
forsvaret 

I det jeg saaledes maa anse Fortolkningen af Listen for 
givet i Hovedsagen, maa jeg fortolke de enkelte Steder af denne, 
hvor Forhold eller Betegnelsesmaader af egen Art vise sig, i 
Overensstemmelse hermed. Naar det saaledes ved Aalborg 
anfares: de ipsa uilla et deGiol 24 #arg. proexpensis, bar 
dette oversættes saaledes, at Byen og Gjal udrede 24 $» Sal? 
i Stud, og jeg kan ikke finde noget Forsvar for Dr. Nielsens 
Fortolkning S. 95, at expensa muligt skal betyde Ledings- 
afgift. Denne kaldes jo overalt Kværsæde eller Expeditio, og 
Haandskriftet har netop expensis skrevet helt ud, for at det 
ikke i forkortet Skikkelse ^skulde forvexles med expeditio. Den 
sædvanlige Betydning i den Tids Latin af Expensa — blot 
som Glosse — er desuden netop Fadevarer, Kost eller Nat- 
hold. Lygom Kloster frikjaber sig saaledes for at svare Ribe 
Bisp 3 Ugers »expensæ« aarligt, •cum in expensis vel pro- 
curationibus trium septimanarum teneantur singulis annis ifl 
victualibus exhibendis«, dog skal det give ham hvert Aar 
•expensas 2 dierum naturalium moderatas« (Ser. VIII. 108, 
jfr. 213). Thord Degns 61de Artikel lyder: liceat cuilibet 



Expensæ. Eukelte Egnes særegne Afgift. 311 

sine omm scandalo hospitibus expensas et pabulum vendere; 
si hospes expensas receptas non soluerit . ., causam rapine 
prosequi potest etc. . . . Endelig hedder det i Riberrets § 114 
paa Latin og Dansk saaledes: »omnes in una expensa exi- 
stentes«, »alle dem, der ere under en sær Kost 1 )«. 

I Omegnen af Kolding antager Listen et fra det Sæd- 
vanlige forskjelligt Udseende, og det hedder her: De hærslef 
2 $> ann. et dim. De bæcky et 4 ecclesijs proximis 9 
l puri et 3 ^ auene et dim. De scandthorp 3 % puri et 
marcam auene et dimidiam. De nybøl 16 sol. siliginiset mar- 
cam puri. De anzstath 10 oras puri et 10 oras auene. De 
hyarthorp dim. marcam puri et dim. mare auene. De harth- 
wet. Bramthorp et ælmtungæ . . (i Marginen: defectus). — 
Det synes klart, at her ikke opregnes Jordegods eller Gods- 
afgifter; i Ordene ligger ingen Antydning af, at Kongen har 
ejet Gods dér, ligesom vi heller ikke have senere historiske 
Oplysninger om, at der har ligget kongeligt Gods i de Egne. 
Fortegnelsen maa antages at nævne, i ufuldført Bække, Sog- 
nene eller Kirkerne i denne Egn; thi ikke blot hedder det 
»af Bække og de fire nærmeste Kirker«, saaledes som oven- 
for fremhævet, men alle de følgende Navne bæres endnu af 
Kirkebyer eller Sogne i denne Egn. Naar Dr. Nielsen for- 
tolker Stedet saaledes, at disse Kirker skulle have været Kon- 
gens, saa at han har havt Besættelseeret og oppebaaret Kirke- 
tienderne, saa synes denne Fatronatsret at tage sig noget be- 
synderlig ud i en Liste over Indtægter, ligesom en saadan 
Ket ikke nævnes andetsteds i Hovedlisten, uagtet det kan be- 
vises, at Kong Valdemar havde Patronatsret til mange Kir- 
ker; at Kongerne i det 13de Aarh. skulde som fast Afgift 
have oppebaaret Kirketienden, er dog vel ikke muligt. 

Da jeg maa fastholde, at det ved Jordebogen langt mere 
gælder om at finde en sikker Forstaaelse af hvert enkelt af 



1 ) Jfr. fremdeles Ser. V). 547. Waitz Verfassuogsgeschlchte IV. 13. 
Anra. 2 (regis expensaj. 



312 Hovedstykkets Skatten 

dens Stykker som Helhed — saa at man kan have Udgangs- 
punkter til en fremtidig dybere Indtrængen i Enkelthederne 
— end netop allerede nu at kunne forklare enhver af dens 
Opgivelser, skjønt Fortolkningen naturligvis heller ikke maa 
staa i Strid med disse, maa jeg ogsaa forstaa den ovenanførte 
Afgift af Kirkerne og Sognene som en Afgift af Stud eller 
Kathold. Det vil sikkert nok erfares, at man ved at finde og 
fastholde en almindelig Fortolkning og ikke lade sig vildlede 
af de mange Besynderligheder, som den vitterligt hejst for- 
8kjellige Maade, hvorpaa Landet beskattedes, maatte bringe 
ind i et Skatteregister fra den Tid, vil komme til fuldstændig 
Forstaaelse af Jordebogen i sin Helhed og sine Enkeltheder, 
naar efterhaanden Arkivsager og nye Hjælpemidler strømme 
til, og man faar ©jet aabent for, hvor ofte Rester af æld- 
gamle lokale Institutioner og Skikke kunne paavises endnu i 
den nyeste Tid. Det er saa heldigt, at der netop fra den her 
omhandlede Egn kan vises, hvorledes gamle Gjæsteriforplig- 
telser have holdt sig indtil Nutiden. T. A. Becker omtaler i 
sit Kvartalsskrift »Orion« (I. 145), at der paahviler flere Præ- 
stekald i Bjerge og Hatting Herreder en aarlig Gjæsteriafgift 
af 2 Bdl. 4 % til Bygholm, og at Oprindelsen til denne Ydelse 
i Sagnet forklares snart saaledes, at en Konge for særlig god 
Beværtning paa Bygholm har givet Ejeren Bet til at opkræve 
denne Afgift af Præsterne, snart saaledes, at det skulde være 
en Afløsningsafgift for Fritagelsen for at holde Kongens Jagt- 
hunde. Det var fremdeles endnu i Slutningen af forrige Aarh. 
eg Begyndelsen af dette en almindelig Skik og Vedtægt, at 
naar Kongen besøgte Koldinghus Slot, maatte Præsterne 
i Egnen, ja endog fra den anden Side af -Vejle Fjord, sende 
Dækketøj, Stole og andre Ting til Slottet, som ikke var til- 
strækkeligt forsynet til at modtage Kongen og hans Følge. - 
Jeg skal nu ingenlunde strængt paastaa, at vi i denne Ydelse 
til Koldinghus have Levninger af den i Jordebogen optegnede 
Afgiftsforpligtelse, men jeg tror det maa indrømmes, at det 
anførte Citat giver en almindelig Antydning om, at der endnu 



Enkelte Egne« leregne Afgift. 313 

kan findes uendeligt Meget tilbage i beefcateode, eller for en 
Stund siden ophørte Ydelser« der kan skaffe nyt Lys over 
Jordebogen 1 ). 

146. Dr. Nielsen forsøge* imidlertid en hel anden For- 
tolkning af Hovedlisten. Han vil have en nærmere Forbin- 
delse mellem den ved hvert enkelt Herred anførte Afgift og 
det derefter opførte Jordegods, saaledes at Afgiften netop 
svares af det af Kongens Jordegods i Herredet, som ikke 
omtales. Listen nævner nemlig ikke de mindre Gaarde og 
spredte Besiddelser, men antyder dem ved at angive den 
sammenlagte Indtægt af dette Gods. — Jeg skal nu sege at 
bevise, at denne Fortolkning er aldeles uholdbar. 

Vi holde os da først til Listens hele ydre Form, idet vi 
sperge, om virkelig den Afgift, som opføres for hvert Herred, 
bar Udseende af, at svares af en Bække enkelte Jordejen- 
domme, hvis Afgift først ved Sammenlægning giver den op- 



M Jeg skal her erindre om tvende meget karakteristiske Exempler pan, 
hvorledes Afgifter have kunnet holde sig o forandrede i over et 
halvt Anrtuslude. Paa Øen Sylt hat der aldrig været noget Kloster, 
men der findes ikke desto mindre nogle saakaldte »MunkeboR Som 
ovenfor (S. 235) er sagt, var der siden 1141 tillagt Odense Kloster 
Ret til at hæve 10 £ Sølv af den aarlige Afgift af Øen, og dette 
maatte siden 1180 ske ved Munkenes egen • Tutor •. At der har 
været anvist denne egne Gaarde og Bol, hvoraf Skatten skulde 
hæves, er jo hejst rimeligt, ligesom ogsaa, at disse have faaet 
Navnet Munkebol. I Følge en gammel Beskrivelse af Øen svarede 
disse Bol en aarlig •Recognitlon« af 96 Rdl. f og en saa stor Afgift 
udgaar endnu af dem Men nu påaviser Dr. Ku si, der har frem- 
draget dette, at dltse to Beløb efier al Rimelighed ere samme Afgift 
angivet i forskjellige Værdier: 10 Mark Ulødigt Sølv å 29 £ er 
nemlig 96 Rdl. 72 fi (N. Staatsb. Mag. VIII 157). - I Aaret 1359 
blev Niels Bugge til Hald, Ove Stigsen og Peder Andersen Hvide til 
Margaard myrdede i Middelfart, som det formodes paa Valdemar den 
Fjerdes Tilskyndelse. Beboerne af de Grunde, hvor Mordet var sket, 
maatte til Straf herfor betale 3 £ 1 /3 i Jordskyld eller Blodpenge, 
og denne Afgift, eller de saakaldte Buggespenge, har været svaret 
af nogle Grundejere 1 Byens Vestergade endnu lige til vor Tid. (Jfr. 
N. M. Petereens Litteraturhistorie, 1ste Udgave, 1853, I. 196.) 



314 RtTedstyUeU Skatter. 

førte Sam. Summerne maa da i hvert Fald være afrundede; 
thi det er ikke troligt, at en samlet Jordebogsindtægt skolde 
ret ofte give runde Summer, end sige da overalt; men ikke 
ved et eneste Herred findes en Brok af en Mark, og ved de 
allerfleste Herreder endog Multipla af 10. — Listens Ud- 
seende tyder langt snarere hen. paa, at den Afgiftspligtige er 
en Enhed, Herredet med dets skattepligtige Beboere, end 
nogle unævnte Bønder indenfor dette, hvilke i og for sig ikke 
danne et Fællesskab. Det hedder saaledes: Samsø soluit an- 
nuatim etc. Edomshæreth 120$. puri tantum ualet et tantum 
inde datur. Tuzæhæret 12 % sed plus ualet. Omæ solebat 
soluere etc. Alle disse Afgifter vise hen til en skattepligtig 
Kreds, og ikke paa noget Sted findes en Antydning til, at 
det er »Kongens Ejendomme i Herredet«, som er den under- 
forstaaede Afgiftsyder. Den eneste Omstændighed, som kunde 
antyde, at Ydelsen kom fra disse, og som Dr. Nielsen ogsaa 
benytter, er den, at paa flere Steder enkelte Godser drages 
med ind under Opgivelsen af Herredets Afgift, som om begges 
Afgifter vare det Samme — Jordebogsydelser. Saaledes t. 
Ex.: Schogbyhæret cum baræslef 440 % den. (se i øvrigt 
foran S. 22—23). Det forekommer mig slet ikke umuligt, 
at man paa et enkelt Sted ved den anførte Betegnelsesmaade 
har sammenlagt Skatter og Jordebogsafgiften, fordi der i ved- 
kommende Brydes eller Skattekrævers Opgivelse ikke har været 
sondret mellem disse. Men end rimeligere bliver det vist at 
fortolke Stedet (som jeg har forsøgt det foran S. 23) saa- 
ledes, at ved det Betegnede forstaas en Medoptagelse af et 
mindre Distrikt, et Birk, i den større Skattekreds. Ved An- 
givelsen: Sundzhæret. 80 % puri cum thosland, er man i 
hvert Fald udelukket fra at fortolke Thosland som Kongens 
private Ejendom, thi han ejede ikke hele Taasinge, hvor i det 
Mindste én Ejendotia var Kronens, ja, efter al Sandsyn- 
ligbed ejede Kongen dér slet Intet 1 ). Og at forstaa Stedet 



*) Der er Intet, i den følgende Tid, som antyder, at Kongen har bavt 



Dr. Nielsens Fortolkning ar Hovedstykket. 315 

som : hvad Rangen ejer af Jordegods paa Taasinge, er en For- 
tolkning, der ligger yderst fjærnt fra Ordene. — Dr. Nielsen 
kommer ved sin Fortolkning endvidere ind paa Forviklinger, 
han forgjævee sager at rede sig ud af, i det vi faa egentligt 
Krongods ind med i Listen over Kongens Ejendomme. Kun 
ved det lidet tilladelige Hjælpemiddel: senere Indskud, kan 
han forklare en slig Betegnelse som Listens, at der svares : 2 
Nætter af Arsbæret med Angxethorp, 20 % af Bingsted Her- 
red med Haraldsted; thi begge disse Ejendomme burde som 
tilhørende Kronen ikke have været nævnte. 

Tvende af Jordebogens Opgivelser synes direkte at be- 
vise, at Birkerne lagdes særligt i Skat, saa at Summen paa- 
lignedes og fordeltes alene mellem dettes Beboere, ligesom de 
opkrævedes af den Birket bestyrende Bryde. Jeg har allerede 
ovenfor vist, at den ved Warnæs anførte Afgift Arnegjæld, 
synes at antyde, at der paa Kongens Gods dér har dannet 
sig en lille Kjøbstad, men det vil ogsaa ses af de andre der- 
ved anførte Afgifter, Stud, Færgeafgift osv., at her har været 
et helt Skatteomraade indenfor Herredet, et Birk. — Ved 
Bis Herred anføres efter den almindelige Afgift af dette : item 
de colonis in sudthorp 2 marcas argenti. Nu burde Sederup 
imidlertid ikke nævnes i denne Liste; thi det var Krongods 
og vedblev at være det (1285, 1299), og Angivelsen volder 
derfor baade Prof. Pal.-Mfiller og Dr. Nielsen meget Bryderi. 
Jeg maa imidlertid efter konsekvent Fortolkning forstaa Stedet 
saaledes, at den Afgift, som anføres, er Skatten Stud, neml\g 
som Ydelse af disse Dyrkere af Sød erup Krongods. Til yder- 
ligere Bevis i Sagen skal jeg anføre, at baade Warnæs og 



Ejendomme paa Øen, og Private nævnes tidligt som Besiddere af 
Jordegods dér. Jfr. saaledes Huitfeldt I. 343 (1308): Item Kongen 
aff Norge hafuer brandskattet Kongens Bønder paa Tossing: Item 
Her Moens Langs Gods paa Tossing, brendo hånd udi Freden. 
•Kongens Bønder« ere enten Bøoderne paa Konunglef elier snarest 
Selvejerne. 



316 Hotedstykketa Skatter 

Søderup vitterligt senere vare Birker; i et Dokument af 1411 
nævnes saaledes »de konings berke Warnæs, Sødorp« 1 ). 

Listens hele Udseende og Bygning tyder saaledes paa, 
at den er en Fortegnelse paa Skatter og ikke paa Jordebogs- 
afgifter. Dr. Nielsen har imidlertid anstillet nogle Betragt- 
ninger, hvorefter de opførte BeLeb umuligt skulle kunne være 
Skatter. Det viser sig nemlig, ved at sammenholde Listens 
Afgifter af de enkelte sjællandske Herreder med disses Tal af 
Plove i Følge Plovtalslisten, at der ikke bliver noget Forhold 
mellem Opgivelserne, saa at t. Ex. Ølstykke Herred med et 
Antal af 20 1 1 /* Plove kun svarer 40 $> Sølv og Løve Herred 
svarer samme Afgift med 366 Plove. — Denne Indvending 
kan imidlertid ikke erkjendes for modbevisende, saalænge vi 
ikke vide, hvor mange afUndersaatterne i det enkelte Herred 
der vare pligtige til Tdelse af Stud og Nathold. Plovskatten 
svaredes, som paavist foran i disse Studier (S. 212 ff), af alle 
Undersaatter, selv de privilegerede, og Plovtalslisten optæller 
derfor alle Plove i Herredet; men hvormange af disse der 
kom paa Herremænd og Gejstlige, om ikke en Del af Her- 
redet var forlenet bort, kunne vi ikke vide. 

End mindre kan det indrømmes, at den Forskjel, som 
viser sig mellem Hovedlistens Skatteansættelse og det i Hal- 
landslisten anførte Tal af Bønder 'i hvert Herred, skulde tale 
mod min Fortolkning; thi det er ingenlunde sagt, at Skat- 
terne staa i noget Forhold til Mandtallet. Dr. Nielsen har 
fø heller ikke paavist, hvilke Bønder det var, som sammen- 
tælles i Hallandslisten, og i Stedet for Mandtallet burde Niel- 
sen i hvert Fald have taget Hafnætallet til Sammenligning. 
— Dr. Nielsen vil vanskeligt kunne benægte, at de Indtægter, 
der opføres først i Hallandslisten, ere Skatter og særligt Stud ; 
men det skal være ham ligesaa vanskeligt at paavise et arith- 
metisk Forhold mellem det enkelte Herreds Afgift og dets 
Tal af Bønder eller Hafnæ. 



*; Dipl. Flensb. I. 176. 



Sammenstilling of Hallands- og Hotedlisten. 317 

De samme tvende Lister, Hallands- og Hoved lis ten, give 
imidlertid Anledning til en Sammenstilling, der temmelig 
sikkert afgjer, at den af mig forsagte Fortolkning maa 
være den rette. De for Hænøflæ, Wiskærdal og Fyæræ Her- 
reder i Hovedstykket opferte Beløb formenes (som paavist S. 
156 ff.) at være Afløsningssummeme for Afgiften Nathold eller 
Stad, og det maa da forlanges, dels at denne Afgift ikke er 
altfor forskjellig fra den Ydelse i Stud, som Hallandslisten 
anfører, dels at Afgiften i de te Fortegnelser opferes i et 
indbyrdes lignende Forbold mellem Herrederne. En Under- 
søgelse af det første Punkt bliver noget vanskelig, da man 
ikke véd, om Hallandslistens Afgift er Ydelsen for det 3die Aar 
(saaledes som det ovenfor er anført i Rubrum 3— 5 i Listen S. 
160), hvilket vi imidlertid ville gaa ud fra. Sammenholdes 
nu t. Ex. Afløsningsafgiften af Fyæræ med Natholdspræsta- 
tionerne i 2 Døgn (første Rubrum S. 160), viser det sig, at 
hin er omtrent det Dobbelte deraf eller lig med Præstationer 
for 4 Nætter. I Følge Hovedlisten afløses en Nat i Halland 
med gjennemsnitlig 16 ^ Sølv. Mellem Hovedlistens 80 ^ 
Salv og den fundne Sum 64 # Sølv er Uoverenstemmelsen 
under de usikre Forudsætninger i al Fald ikke stor, og man 
er desuden ukjendt med, hvormange Aar der ligger mellem 
Listerne. — Undersøge vi derefter det indbyrdes Forhold mel- 
lem Herredernes Afgifter i de to Lister, faa ?i ud, at Hæn- 
oflæ, der i Følge Hallandslisten i 3die Aars Af- 
gift har samme Beløb som Fyæræ, ogsaa i Følge. 
Hovedlisten yder netop samme Sum som dette, 80 
% Sølv, og at Wiskærdal, hvis 3die Aars Afgift er 
det Halve af de 2 andre Herreders, ogsaa opføres 
med det halve Beløb, 40 # Sølv. 

Man fristes fremdeles til at spørge Dr. Nielsen, hvorfor 
Afgiften ydes i Sølv; det er jo dog besynderligt, at kun en- 
kelte Steder Korn og Honning ydes, medens Godsåfgifter dog 
altid hovedsageligen have bestaaet i Dele af den indhø- 
stede Afgrøde. Paa samme Tid som Dr. Nielsens For- 



318 Hovedstykkets Skatter. 

tolkning giver en tilsyneladende Forklaring til, at saa mange 
Herreder staa blanke, fremkalder den saaledes en Mængde 
ubesvarede Spørgsmaal. Hvorfor findes der ikke i et enkelt 
Herred opført en ganske lille Afgift, t. Ex. af én Bondegaard, 
fordi denne er den eneste kongelige Ejendom i Herredet? Og 
hvorfor gjør Listen den mærkelige eller rettere aldeles ufor- 
staaelige Sondring mellem Gods, som nævnes, og unævnt Gods, 
hvis Afgifter kun opføres? Jordebogen gaar i den Grad i det 
Enkelte, at den nævner Ejendomme paa 2 $L Sølv (S. 5), 1 
|L Guld (S. 14, 15), l 7 /« |L G. (S. 5), 2 % G. (S. 5, 10), 
2 1 /* ¥ G. (S. 6), 2 ! / 2 |L G. (S. 14), 3 * G. (S. 6, 10, 13), 
og mange af disse smaa Jordejendomme opføres netop i Her- 
reder, hvor der tillige findes en almindelig Afgift, og efter 
Nielsens Fortolkning altsaa tillige maatte findes »mindre og 
spredt Gods«. Naar det hedder, atThyrstrup Herred svarer 
20 %, og der derefter anføres Grundejendomme paa henholds- 
vis 13 ^ Sølv, 1 og 5 $L Guld, maa man da ikke spørge, 
hvorfor disse smaa Ejendomme udskilles fra dem, der svare 
den betydelige Afgift af 20 $L Sølv? Kan man endelig antage 
det unævnte Gods for »mindre og spredt« ? Vi tage et Exempel. 
I Følge J. L. IH. 13 er V* % Sølv passende Landgilde- af l 
# Guld (se foran S. 190). I Kjær Herred i Vendsyssel, hvor 
Hovedlisten har en Afgift af 1 5 £ Sølv, maa Kongen da have 
ejet 45 $> Guld i Jord, i Hvetbo Herred 45 $. Guld og i Jers- 
lev Herred 48 # Guld. Det er vist ligesaa urimeligt at an- 
tage, at alt dette Gods skulde have ligget spredt, som det 
er mærkværdigt, at Kongen ikke véd nærmere at betegne 
disse sine Besiddelser, uagtet han ellers under Vendsyssel 
har optegnet en saa lille Ejendom, som den paa 2'/« % Guld 
i Thuristorp. 

En anden Ting maatte. ligeledes gjøre Dr. Nielsen mis- 
tænkelig mod Rigtigheden af hans Forklaring — nemlig den 
uhyre Kigdom paa Jordegods, han derved tillægger Kongen. 
Som nylig udviklet, maa man i Kraft af Dr. Nielsens For- 
tolkning antage, at Kongens private Ejendom i Kjær Herred 



Hovedlisten opregner alle Kongens Ejendomme. 319 

di har været 45 ¥> Guld i Jord, i Hvetbo Herred 45 $> Gold 
og i Jerslev Herred 48 % Guld. Hvor er denne store 
Mængde Jordegods bleven af? Den omtales ingensinde i den 
senere Tid. Dr. Nielsen tilstaar endog selv, at man, naar man 
gaar i det Enkelte med Undersøgelserne, vil finde, at det i 
Hovedlisten med Navns Nævnelse opregnede Gods var Kong 
Valdemars eget, der gik i Arv til hans Barn og Barnebørn, 
og at saa godt som alle starre Ejendomme, der siden i andre 
Kilder nævnes som kongelige Personers Fædrenearv, ogsaa 
findes i denne Jordebog. Dette er fuldstændigt rigtigt. 
Dr. Nielsen kunde roligt tilføje, at der, maaske med to eller 
tre Undtagelser 1 )« ingensinde i den nærmest paafølgende 
Tid *træffés Jordegods i Kongefamiliens Besiddelse, der ikke 
anføres i Bogen. Men hvilket da det Gods er, som Jorde- 
bogen skjuler, turde blive en hel vanskelig Gaade at løse. 

Dr. Nielsens Opfattelse maa konsekvent lede til, at den 
ved Kjøbstæderne nævnte Afgift er Lejeafgift af Huse, som 
Kongen ejer i Byen, — og han synes da ogsaa forberedt 
paa at fastholde denne Antagelse. Medens der formelt ikke 
kan indvendes Noget herimod, hvor Afgiften i Listen ikke 
debes med noget bestemt Navn, volder det derimod betydelig 
Vanskelighed, hvor den betegnes som »exactio«; thi kan 
dette Ord end have meget forskjellige Betydninger og saaledes 
ogsaa af en Afgift i Almindelighed, er det lige saa vist, at 
der ved Betegnelsen »exactio« i et saa enkeltvis udført Regn- 
skab, som det foreliggende, maa være forstaaet en særegen 
Skat, og én Grundafgift vilde næppe blive betegnet med 
»exactio«. Nielsen har ikke bemærket, at Ordet er det sæd- 
vanlige Navn for Len og Lens Afgift. 

Naar Dr. Nielsen endelig ogsaa søger at drage Indtæg- 
terne af Tolden og Mønten samt Ledingspengene ind under 
Synspunktet af private Afgifter til Kongen i Modsætning til 



*) D. A. M. I. 129 (1239), jfr. 195. Schl.- Holst. -Lauenb. Urkunden- 
buch I. 498 (1253). 

21 



320 Hovedstykkets Skatter. 

Skatterne, er dette sikkert nok aldeles uholdbart og behøver 
ikke at imødegaas. I det Hele maa Dr. Nielsens Forklaring 
vist kaldes saa konstlet, at det vilde være mærkeligt, om 
dens Ubegnindethed ikke skolde komme aa ben bart for Dagen 
paa et eller andet Sted. Dette sker ogsaa ved Fortolkningen 
af de for Utland opførte Afgifter. Nielsen maa erkjende, at 
Afgiften kim kan være en Skat, en Indrømmelse, som imid- 
lertid findes paa et besynderligt Sted — hverken i Fortalen 
eller i Anmærkningen til Hovedlisten, men under Konungief- 
listen (S. 126), i Følge hvilken nemlig »totus census in fri- 
sia pertinet ad regem«. Skjønt Nielsen ellers søger at bort- 
forklare de Indgreb, som den ene Liste synes at gjøre i den 
anden, omtaler han aldeles ikke den besynderlige Strid, han 
derved foraarsager imellem Listerne. Thi hvad har en Skat 
at gjøre i Hovedlisten, naar den efter den anden Liste netop 
ikke tilkommer Kongen personligt og heller ikke Hertugen, 
men alene Kronen? Dr. Nielsen burde i det Mindste have 
forsøgt at give en Grund til den besynderlige Plads, drøne 
Skat har faaet. 

147. Et temmelig stort Antal af de i Hovedlisten an- 
førte Stednavne kommer igjen i Konungleflisten som Kron- 
gods. For Prof. Pal.-Muiler ere disse Ojentagelser et af Be- 
viserne paa, hvor usammenhængende og lidet paalidelig Jorde- 
bogen er, saa at den i den ene Liste tillægger Kongen Be- 
siddelser, som den kort efter maa anføre som Kronens. For 
Dr. Nielsens Fortolkning kommer Ojentagelsen meget ube- 
lejligt, og han søger ved de forskjelligste Midler at bortrydde 
Vanskelighederne, især dog ved Antagelsen om senere Ind* 
skydelser. Efter den i dette Arbejde hævdede Fortolkning 
falde de fleste af disse formentlige Gjentagelser bort. — At 
Listerne nævne samme Navne paa tvende Steder, skyldes 
forskjellige Grunde. Jordebogens Forfatter danner — som 
tidligere sagt — først en Ramme bestaaende af alle Landets 
Herreder, øer og en Del Kjebstæder, og indenfor denne skal 
han nu anbringe de to Ting, han vil optegne: Skatten (Stud 



Formentlige Modsigelser I Jordebogen. 321 

og Nathold) og Kongens Jordegods. Men dot Navn, som er 
optaget i Rammen, kan jo meget [vel senere komme igjen 
blandt Kronens Særeje« 

Naar Hovedlisten saaledes i sin Bamme anfører iH»l- 
ghænæs« og derefter en Skatteindtægt af 20 ^ Salv, da er 
dette jo slet ikke i Modsigelse med Optegnelsen i den føl- 
gende Liste, at tHælgbænæs« er Kommglef — fordi det 
Sidste er Hongsgaarden Helgenæs og det Første det hele 
Distrikt, Birket, i hvilket Andre meget vel kunde have Ejen- 
domme og bevisligt havde saadanne; thi Bisp Peder Vagnsøn 
gav 1203 til Aarhus Domkirke sin »mansio de Helgenes« og 
Bidder Niels Knudsen skjødede 1279 til samme Kirke 2 
Brydegaarde med 7 Gaardsæder i Bornp paa Helgenæs. 
Jordebogen vil lige saa lidt tildele Kongen en Ejendomsret 
over Distriktet Helgenæs, som den ved »Mnlnæs 20 % pari« 
vil paastaa ham ejendomsberettiget til Mols, hvor ligeledes 
bevisligt Andre havde Besiddelser 1 ). At Frislands Skatter 
opfares i Hovedlisten, kan umuligt stride der imod, at det i 
Konungleflisten oplyses, at de tilkomme Kongen og ikke 
Hertugen af Sønderjylland. Hven nævnes som O og Skatte- 
distrikt med 20 #Sølv, men dermed er det ikke uforeneligt, 
at øen var Kronens. — At Bammen bar været dannet, fer 
Optegnelserne indsattes, ses t. Ex. deraf, at Thosland (S. 27) 
er Led af hin, men Bnbriken staar tom, thi Skatten er an- 
ført ved: »Sundzhæreth 80 $> puri cum thosland«, og Kon- 
gen ejede intet Jordegods paa flen, kun Kronen (S. 49). Og 
saaledes gaar det med de fleste af Kjøbstsederne : Hovedlisten 
anfører, hvilke Afgifter der haves af Aalborg, Viborg, Ban* 
ders, Hedeby, Odense, Roeskilde og flere Byer , og at disse 
senere opføres som Konunglef, er aldeles ingen Modsigelse 9 )« 



*) Ser. VI. 404, 416, 425, 428, 479. 

*) At Gyælting. Kamp, Røhsnæs, Wæ, Lystrer, Hughby, Rotnæby, Lusn 
nævnes t Hovcdllsten, er af de anførte Grunde; de vare Skattedi- 
strikter, Kjøbinge eller Birker. 

21* 



332 Hovedstykkets Skatter. 

Jeg kan endelig ikke indse, at den ene Opgivelse mod- 
bevises af den anden, naar det hedder, at Screuælef paa 
Langeland er Kronens, medens Kongen i Følge Hovedlisten 
ogsaa ejer 3 $ Guld dér, eller at Kongen ejer 1 /io + 1 /i% i 
Ho Skov og Staten ogsaa en Del (Ho in parte). 

Og herved tror jeg at have påavis t, at de Modsigelser 
mellem Listerne, som PaL-Muller og Nielsen have fremdraget, 
slet ikke findes, naar Listerne forstaas rettelig. Jeg tror, at 
der kun bliver 4 af disse tilbage: Kronen siges i Listen over 
Konungief at eje Halvdelen af Rereø, medens Hovedlisten 
tildeler den en TrediedeL »Hyldæslef ualet 8 $> auri« hedder 
det i sidst anførte Liste, men i Følge den første er Hyl- 
deslef Konungief (dog kunde det jo tænkes, at Kronen og 
Kongen ejede Gods jævnsides). Ved Flakkebjerg Herred synes 
Hovedlisten i alt Fald at begynde paa en Urigtighed ved at 
skrive: item karæbæc, medens denne Ejendom dog senere 
anføres som Kronens, og ligesaa sætter den Hakæstath til 
efter Tudse Herred, skjønt den var Konungief* 

148. De Skattedistrikter, af hvilke ingen Afgift anfør«, 
maa have været bortforlenede eller Indtægten 
deraf af Kongen tillagt Andre. Jeg har alt foran 
paa vist, at historiske Aktstykker netop oplyse, at flere af Lan- 
dene og Herrederne, som staa tomme, paa samme Tid vare 
givne i Forlening, og om flere af de andre, at de i al Fald 
senere i Aarhundredet vare forlenede bort og derfor harte 
til dem, Kongerne plejede at afse. At disse Steder derhos staa 
tomme ikke paa Grund af Skjenskriverens Skjødesløshed eller 
Ligegyldighed, men med Overlæg, fordi der ikke skulde 
anføres noget Beløb derfra, synes ogsaa den saakaldte 
Indtægtsliste (Jordebogen S. 79—80) at lære os. Denne er 
en Fortegnelse paa en Del kongelige Indtægter fra en Tid, 
der ikke er meget yngre end 1231, men atter her savnes 
Opgivelser fra flere af de samme Lande, Laaland, Langeland 
og Bleking. Nu er Indtægtslisten ganske vist ikke noget 
Hele eller en fuldstændig Optegnelse, men det synes dog 



Bortskjænkede kongelige Rettigheder. 323 

mere end en Tilfældighed, at Listerne paa denne Maade 
svare til hinanden. 

Men de tomme Steder ere saa mange, vil man indvende. 
Er det virkeligt muligt, at Kongen bar afstaæt en Fjerdedel 
af det hele Land i Forleninger, eller at dog Skatteindtægten 
deraf var indrømmet Andre? — At Fortoningernes Tal var saa 
stort, modsiger ingenlunde den følgende Tid; en Mængde 
Landsdele, Kjebetæder og Herreder træffe vi i kongelige 
Prinsers og Privates Besiddelse, og man maa ogsaa huske 
paa, at paa Hovedlistens Tid var det hele Hertugdømme 
Sønderjylland endnu ikke bortforlenet Hvorledes de konge- 
lige Rettigheder paa Valdemars Tid i rigt Maal vare bort- 
skænkede fra Kronen, derom haves et meget oplysende Vid- 
nesbyrd. Det hedder i Baynaldi Fortsættelse af Baronii Annaler 
ved Aaret 1240, at Kong Valdemar havde forestillet Paven i 
Bom, hvorledes de kongelige Rettigheder her i Landet ved 
hane Forgængeres Forsømmelse og Uagtsomhed vare svæk- 
kede og formindskede, endskjønt Kongerne havde aflagt Ed 
paa at hævde Kronens Ret, og han anholdt derfor Paven om 
at maatte tilbagekalde dem. Denne Bøn opfyldte Gregor, i 
det han dog forbød ham at tilbagefordre Noget, som var 
skjænket til Kirker og fromme Stiftelser 1 ). Af de i Beret- 
ningen brugte Udtryk, at det var »regia jura«, som vare af- 
revne »regium imperium«, følger med Nødvendighed, at der 



*) Raynaldi cootinuatlo aonalium Cæsaris Baronii. Tom. XIII ad 1240 
Nr. 33. S. 495: Adjungere libet superiorlbus , cum in Germanlcis 
rebus versetur oratio, Dan læ Regem cum labefactata ad modum 
atque immlnuta regia jura majorum inertia vel incuria videret, qul 
lmportunts precibus fatigati pleraque distraxlssent, atque a regio 
imperio divulsissent, quamvis Sacramento solemni in reglæ conse* 
crationis pompa pro tuendis regiis juribus sese devinctre mos esset, 
a Pontiflce flagitasse, ut perperam alienata revocare liceret. Gujus 
votls ita Gregorius, dato ad Aurusiensem et Wiburgensem episcopos 
diplomate, morem gessit, ut quæ ecclesiis piisve locis tradita es- 
sent, firma ae rata haberentur. 



924 HotedstyfckftU Skatter. 

ikke km tanket paa bortgivet Domænegods, det var konge- 
lige Rettigheder og sikkert især Skatteindtægter. Hermed 
haves saaledes en fortræffelig Oplysning om Granden til, at 
§aa mange Huller findes i Hovedlisten. 

149. Hovedlisten indeholder endvidere en Del Oplys- 
ninger om den kgl. Indtægt af Ledingsafgiften og Kværsæde. 
I Landene øst for Store Bælt er det de Ledingsafgifter, 
hvormed Private enkeltvis frikjebte sig ved en aarlig Afgift 
fra Ledingstjeneste, der nævnes. Ved Horns Herred anføres 
saaledes Enken Agathe med en Afgift af 1 % fint Selv for 
Kværsæde ; Lalf af Alaslef i Faxe Herred svarer 7* ¥ i samme 
Afgift, og dfcn Mark Sølv, som Magnus af Ølby i Løve 
Herred aarligt svarer, er sikkert ogsaa denne Ydelse. Jo- 
hannes Suensun og tvende Andre i Høx Herred svare i Alt 65 
Lax i Kværsæde. — I det hele vestlige Danmark nævnes 
derimod kun to Private — nemlig i Jelling Herred Tuki og 
hans Broder (quærsætæmæn) med 2 % aarligt — som Ydere 
af Kværsæde, medens Listen derimod her anfører en Mængde 
Skipæn, som enten have været Kongens Ejendom, eller ved 
særlig Kontrakt med Kongen have forpligtet sig til i Stedet 
for Leding at give en aarlig Ydelse i Kværsæde (jfr. Jorde- 
bogen S. 4, 10, 23 og foran S. 203). 

Om de øvrige Afgifter, der nævnes i Listen, Midtsom- 
mersgjæld, Møntindtægt, Told osv-, tror jeg at kunne henvise 
til hvad jeg herom har udviklet i disse Studiers første 
Afdeling. 



>!'■•♦ '"TI 



325 



XVI. Kapitel 

Gnmdregalenie. 

(Forklaring af den Sætning, at Kongen ejer det hele Rige. 
Kongens Bet til alt Ode. De gj ældende Begler om Ejen- 
domsret til Sa, Vandløb og Hav. Kongens Strømme. Ejen- 
domsretten til Skov. Kongens Skove.) 



150. I det vi vende os til Forklaringen af Konunglef- 
listen, møde vi her det Spørgsmaal, som vi i disse Studiers 
første Afdeling maatte skyde til Side, fordi en Undersøgelse 
deraf helt maatte optage i sig Fortolkningen af flere Lister 
af Jordebogen: hvilke vare Landets Domæner, eller til 
hvilke Dele af Biget tillagde Kronen sig Ejen- 
domsret? Jeg vælger imidlertid at give Undersøgelsen et 
yderligere Omfang, fordi jeg tror dette nødvendigt til fuld 
Forstaaelse af Konungleflisten. Det er bekjendt, at der i de 
gamle Tider tillagdes Kronen en Ejendomsret til det hele 
Land, og med Drøftelse af denne Sætning ville vi begynde 
Studierne over denne Liste. 

Sagnetom Kongens Ejendomsret til hele Landet 
kommer i Danmark frem i Svend Aagesens Beretning om 
Befæstningen af Dannevirke under Dronning Thyra. Kongen 
lod udgaa Befaling til hele Landet om at møde til Opbyggelse 
af Volden, og Alle, Fornemme som Ringe, maatte uden Und- 
skyldning møde; thi Alle hjalp paa de Tider som Fæstere 
til Dyrkning af Kongens Jorder, og Kongen erhvervede med 



326 Grandregalerne. 

Kronen tillige Ejendomsret over Jorden i det bele Rige 1 ). 
Samme Opfattelse genfindes i andre Beretninger fra vort 
Fædreland og fra de andre nordiske Riger; og der har været 
eller findes jo endnu Steder, i hvilke der tillægges Kongen 
en saadan Ret. Det vil da være nødvendigt at undersøge, 
om saadan Ret virkelig] tilkom Kronen, og hvilken dens Be- 
tydning var. 

Saafremt den omtalte Sætning har været gjældende, 
har altsaa ingen af Borgerne ejet den Jord, han dyrkede; 
hans Besiddelse afhang af Kongens »jeg vil saaledes«, og 
Kongen kunde hvert -Øjeblik fordrive ham derfra. Alt var 
' en Forlening, og de faa Ejendomme, som kaldtes Domæner, 
tilhørte Kongen ikke paa anden Maade end det hele Land, 
om han end her havde forbeholdt sig ogsaa Brugen. Vi ledes 
i Tanken ind paa helt østerlandske Forhold, hvor Guds 
Statholder paa Jorden er den, der ejer alle Jordstykker, og 
de Private have dem kun middelbart eller umiddelbart af 
hans Haand. Selv om nu her i Danmark et Indgreb fra 
Regjeringens Side i de private Besiddelser faktisk ikke fandt 
Sted, maatte den blotte Mulighed af, at en saadan Indblan- 
ding kunde ske, hvile trykkende paa alle Ejendoms- og Be- 
siddelsesforhold og saaledes alligevel indvirke paa Retsordenen. 
Thi ogsaa i de orientalske Stater er Regenten bunden til at 
handle retfærdigt og af den Grund respektere de bestaaende 
Forhold; men dog er Retsordenen dér gjennemtrængt af 
Frygten for den vilkaarlige Indblanding og den fri Udvikling 
hæmmet. 

Beviset for, at her i Danmark Kongen aldrig har haVt 
eller tillagt sig nogen saadan Ret til vilkaarligt at fordele 



') Ser, I. 49: Qvippe adeo neeessltaa obsecruendi universos argebat, at 
omnes dfritea et paaperea ejua agria et prædiia culturam taøqoam 
colooi impenderent. Nam prout regni regimen o bt inuit, ita tooe 
temporis universim regni tellurem Regea jure dominii possidebaot 
Det er af hele Kontexten nødvendigt her at forataa dominium wfl 
egentlig/ BJendetaaret, 



Kongens Ejendomsret til hele Riget. 327 

Landets Besiddelser, kan simpelt, men afgjørende 
føres ved at henvise til hele den da gjældende 
Betsorden. Det er umuligt, at et Folk, bestaaende af 
fuldstændigt frie Borgere, som gave sig selv Love og selv 
dømte, og som valgte eller dog ved Hylding anerkjendte sin 
Konge, skulde have savnet en af de væsentligste Betingelser 
for den fulde Frihedsbe vidsthed , uafhængig Ejendomsret til 
den Grund, det dyrkede. Man bør ogsaa lægge Mærke til, 
at Sætningen om, at Kongen ejer Landet, aldrig er bleven 
optaget i Lovene, hvor en saadan Sætning efter al Rimelig- 
hed maatte være sluppet ind, om den virkeligt var bleven 
almindeligen anvendt. Endelig ligger der i Svend Aagesens 
Ord, at den paa hans Tid i alt Fald ikke var længere gjæl- 
dende. — Derimod er det maaske næppe rigtigt af den 
Omstændighed, at Kongen har Domæner, at slutte, at han 
ikke ejer det hele Land, som naar det til Exempel hedder, at det 
deraf, at Yngve Frej stiftede Upsala -Øde, fremgaar at Kongen 
ikke ejede hele Landet 1 ). Spørgsmaalet rykker kunderhen, 
at der maa gives Oplysning om, hvilken Forskjellen var 
mellem Kongens Ejendomsret til Landet og til Upsala Øde. 
Hans Bet til disse har været ulige, men det blotte Modsæt- 
ningsforhold kan næppe fore os til Slutninger om den juri- 
diske Karakter af Kongens Forhold til disse forskjellige Be- 
siddelser. 

Kongen kan altsaa i Følge hele den Betsorden, som 
bar bestaaet i det danske Rige, efter hvad baade Love og 
andre Kilder lære, ikke have havt nogen egentlig Ejendoms- 
ret til Landet Der maa derefter besvares, hvorledes man da 
er kommen til at opstille den Sætning, at Kongen ejer hele 
Landet. 

Først og fremmest maa Forklaringen søges i den Form, 
som Forfatningen havde i den ældre Middelalder i de evro- 
pæiske Stater, og i den Opfattelse af Forfatning og Forvalt- 



') Bergfalk, Svenska jordens beskattning. S. 5. 



328 Groodregalerne. 

ning, som paa hin Tid var den almen gjældende. Admini- 
strationen havde i højeste Grad sammenblandet de Rettig- 
heder, som Kongen besad i Kraft af privatretlig Adkomst, og 
de egentlige Majestætsrettigheder. Embedsmændene forenede 
Poster af rent privatretlig og formueretlig Natur med Be- 
stillinger, som burde opfattes i Kraft af et offentligretligt 
Mandat. Skatterne vare i Art og Væsen nærmest et Slags 
Grundrente, der tilfaldt Kongens Kasse og medgik til hans 
personlige Behov; thi faa vare de Foranstaltninger eller Ar- 
bejder til det Offentliges Tarv, som Begjeringen traf, og selv 
Manten administreredes som en kgl. Privatret med nøje 
Sammenhæng mellem Mentbeholdningen og Kongens Kasse. 
Kongen overdrog Betten til at oppebære Skatter ikke blot 
midlertidigt, men for bestandigt til Private eller til gejstlige 
Stiftelser, og Overdragelsesbrevet kunde meget vel lyde paa, 
at selve hin Egn eller Landsdel, og ikke de kongelige fiet- 
tigheder derover, overlodes, — som om den udgjorde et kon- 
geligt Gods. Hele Landsdele, der mere direkte støde i For- 
hold til Kongen, saa at ikke nogen Hertug eller Fyrste 
kunde kalde sig deres Herre, siges at være Kongens Eje 
netop paa Grund af denne deres umiddelbare Stilling. At 
oppebære Beder i Sagefald og for brudt Fred ansaas som en 
Kongen privat tilkommende Bet. Naar en Sætning, der efter 
den moderne Opfattelse helt naturligt er grundet i en suve- 
ræn Rettighed, paa hine Tider skulde forklares, hjalp man 
sig ved at underskyde en Sætning af Privatretten. Kongens 
Politimyndighed ved Ordningen af Forhold, hvor Manges 
stridende Interesser nødvendiggjorde hans Mellemkomst, for- 
klaredes som en Ejendomsret 1 )« 

Netop den samme Opfattelse kommer frem i den danske 
Lovgivning og Administration. Skatternes offentligretlige 
-Karakter svinder af Syne; Kongen disponerer over sin Bet 



l ) Jfr. Waltx , Deutsche Verfassuogsgeschichte (2 te Aufl.) II. Nr. 7 pu 
flere Steder. 



Kongen ejer hele Riget. 329 

som over et Privatgods og afhænder den for stedse. Kon- 
gens Embedsmænd kaldtes villici eller Bryder og vare i Vir- 
keligbeden ogsaa Bestyrere, Forvaltere eller Forpagtere af 
Kongens Gaarde, hvilke de skulde drive tilbørligt og af Af- 
grøden beværte Kongen paa hans Gjæsterirejse ; men de samme 
Mænd vare Kongens Repræsentanter i Herredet, hvis Skatter 
de optoge, hvis Ting de bivaanede for at tage Boderne til 
Kongen, ligesom de i det Hele varetoge Kongens Interesse i 
Herredet Bøderne og forbrudt Gods faldt til Kongens Kasse 
og ikke til Kronen. I Provinslovene finde vi ogsaa denne 
Trang til at forklare Regentens Rettigheder med privatretlige 
Sætninger. Kongens Ret til Vrag er i Følge Jydske Lov 
(HI. 61) begrundet i, at han ejer al Forstrand, og i, at Kon- 
gen eger hvad Ingen ejer; Danaarv tilfalder ham, fordi han 
er Arving efter den, som ingen anden Arving har (Er. Sj. L. 
I. 17, jfr. Haderslev Stret. § 11). At man ogsaa vælger at 
begrunde hans Regeringsmyndighed over Riget ved at til- 
lægge ham en Ejendomsret til Landet, kan ikke forundre os. 

Men denne Kongen tillagte Ejendomsret bør man ikke 
forklare anderledes end ved hvad vi nu kalde en Majestæts- 
ret. Oplysende forekommer mig i denne Henseende ogsaa 
Kongespejlet, hvor det hedder, at Kongen ejer hele Riget, 
— men hvor Forfatteren saa tilføjer: og alle Mænd, der 
ere i Riget, som alle ere ham tjenst bundne *) ; thi af denne 
Tilsætning fremgaar klart, at den første Betegnelse kun er 
Omskrivning for Kongens Regjeringsret. Men Valget af denne 
Betegnelse er, som paavist, af mange Grunde foretaaeligt 

Ogsaa paa anden Maade lader Sætningen sig forklare. 
Hanmarks Indbyggere besade i den ældre Middelalder den 
Jord, de enkeltvis eller i Fællesskab havde bemægtiget sig, 



l ) Kap. 29 I Konung8 skuggåjå: Nu er thetta fyrst til ands vart, at 
konungrinn å alt rikit ok svå alt folkit, er i er rikinu, ok eru allir 
thelr meno, er 1 hans rlki eru, skyldir bånum til thjonostu, thegar 
hans naudayojar krefla. Udgaven Sorø, 1768 S. £67; Krlstianta 
1848 S. 61. 



330 Gruodregalerne. 

som aldeles frie og uafhængige Borgere med Forpligtels«, 
eller efter Tidens Opfattelse langt snarere Bet — en Bet, 
Slaven var berevet, — til at forsvare Landet, men uden at 
være trykket af nogen Indskrænkning i Form af Skatter, 
særligt ikke Skatter af Jorden. Da Kongerne efterhaandeo, 
som Trangen til nye Indtægter steg, saa sig nødsagede til at 
kræve Skat, og Skattepligten da, som naturligt var, baseredes 
paa Besiddelse af Jord, følte Borgerne det som et Indgreb i 
Ejendomsretten. Allerede at Kongen lader Jorden vurdere 
og taxere, synes et Skaar i Borgernes Bet, at Kongen fordrer 
en Del af Jordens Afgrade som Skat, synes at bero paa en 
Medejendomsret til Jorden, og at Skatten svares efter Jor- 
dernes Størrelse og Godhed, er netop som Fæsterens Aigift. 
Han maa desuden erindre, at Ejendomsretten da h$vde et 
langt større Skjær af Uafhængighed eller Ubegrænsethed end 
senere; de Ejendomsretten begrænsende tinglige Rettigheder 
vare f. Ex. kun kjendte i et ringe Omfang. Skatten paa 
Grunden syntes saaledes en Indskrænkning i Ejendomsretten. 
Waitz har i sin tydske Forfatningshistorie (2te Aufl. IL 
577—579) søgt at paavise, at det, der i den frankiske Stat 
særligt ansaas for at formindske Borgernes Frihed og Uaf- 
hængighed, var den personlige Skat, Kopskatten, imod hvis 
Indførelse man ofte kæmpede til det Yderste. Det forekom- 
mer mig dog noget vanskeligt at forklare, at den personlige 
Skat i og for sig skulde blive mere forhadt end Grund- 
skatten. Det ufri Forhold, eller Stillingen som Undergiven, 
forekommer mig ikke ret at fremtræde i den personlige Skat, 
hvorimod, naar Skatten fæstes til Jorden, hele Forholdet fasr 
et urokkeligere Grundlag og indpoder sig som Bestanddel i 
Personens hele ydre Stilling, ligesom fuldkommen Lighed 
med Landboens Stilling til Jorddrotten da indtræder. I de 
af Waitz anførte Exempler kunde man- maaske derfor snarere 
se Grunden til Oprøret deri, at overhovedet en Skat paalagdes, 
end i dette, at den paalagdes Personen. Af den Maade, 
hvorpaa Sætningen om Kongens Ejendomsret til Landet frem- 



Grundskatten opfattes som Indgreb i Ejendomsretten. 331 

stilles i Svend Aagesens ovennævnte Fortælling, hvilken des- 
uden ganske stemmer overens med Beretningen om Harald 
Haarfagers Tilegnelse af Odelen, hvilket vi strai skulle frem- 
stille efter de norske Sagaer, fremgaar det i ethvert Fald, at 
efter den nordiske Opfattelse var det egentlige Undertryk- 
kende dette, at Jordegodset blev afgiftspligtigt og Bonden 
saaledes en Lejlænding, en colonus. 

Et fortrinligt Bidrag til Fortolkningen af hin Kongens 
Bet over Landet giver os Beretningen om Harald Haar- 
fagers Samling af det norske Bige. Snorro og Egils 
Saga og efter dem en Del andre Kilder fortælle herom saa- 
ledes, at Harald Haarfager tilegnede sig i hvert Fylke al 
Odel og alt Land, bygget og ubygget, ja endog Søen og 
Vandene; han gjorde alle Bønder, mægtige og ringe, til sine 
Lejlændinge og lod dem give sig Landskyld : de, som ryddede 
i Skovene, Saltbrændere og Vej demænd, baade paa Sø og 
Land, bleve ham alle tjenstbundne. Og denne Omvæltning, 
som Harald saaledes foretog med Land og Folk, belyses yder- 
ligere, naar det om Haakon den Gode hedder, at han for at 
komme til Kongenavn og Tronen tilbød at gjøre Bønderne 
odelsbaarne og lade dem faa deres Odel tilbage. Det vil 
strax ses, hvor parallelt denne Beretning lyder med hvad 
Svend Aagesen oplyser om Kongens Ret over Landet paa 
Thyras Tid. 

Til nøjere Forstaaelse af Harald Haarfagers Gjer- 
ning er der fremsat forskjellige Fortolkninger — og blandt 
disse da ogsaa den, at Harald virkelig tilegnede sig Eiendoms- 
ret over alle Privates Jordbesiddelser. Det var saadanne 
Forhold, man tænkte sig gjældende i den oldtydske Stat, 
hvor Erobreren ejede alt Land, som han havde undertvunget, 
og hvor al Bet over Jord hvilede paa Feodalret og ikke paa 
Odelsret. Denne Opfattelse faldt imidlertid af sig selv, da 
det tf nyere Forfattere blev paavist, at slige Forhold ingen- 
lunde gjaldt i de oldtydske Higer, og at særligt Lensstaten, i 
hvilken hin Opfattelse af Betten til Jorden kom frem, til- 



332 Grondregalerne. 

hørte senere Tider end Harald Haarfagers. Den rette For- 
tolkning af hans Gjerning har sikkert I. E. Sars truffet i en 
oplysende Afhandling om Harald Haarfagers Samling af de 
norske Fylker. Harald har ladet Landet undergaa et helt 
forandret Begjeringssæt, saa at Norge fra Fylketidens Fami- 
lie for bund blev en Stat med virkelig Begjeringsmyndighed og 
med alle de en Konge i en saadan tilkommende »jura re- 
galia«. I Stedet for en Fylkekonges blotte Æres-Forrang 
har han krævet en virkelig Suverænitet. Alle Rigets Mænd 
ere blevne ham tjenstbundne i egentlig nndersaatlig Frø- 
stand. I de nye Skatters Paalæg er der ikke levnet noget 
Skin af Frivillighed. Almindingerne, som hidtil vare blevne 
betragtede som Fælleseje for Banderne i Fylket, hvori de 
vare beliggende, tilegner han sig Ejendomsret til, hvorfor de, 
som ryddede i Skovene, Saltbrænderne og Vejdemændene 
siges at blive ham tjenstbundne. At han tilegner sig »Søen 
og Vandene«, sigter til Afgifter, der ere lagte paa Skibsfart 
og Fiskeri. Og endelig ligger der i Beretningen om hans 
Bemægtigelse af Odelen ikke dette, at han tiltager sig en 
Ejendomsret over Jorden — alene af den Grund, at Tanken 
om en saa voldsom Forholdsregel næppe kunde opstaa uden 
under Forudsætning af, at saadant var en Erobrers Bet, eller 
af en alt existerende Mønsterform ; men som alt sagt, fandtes 
heraf hverken det ene eller det andet. At han gjorde alle 
Bønder til sine Lejlændinger, er derfor ikke et Udtryk for 
det virkelige Forhold, der indtraadte ved Haralds Foranstalt- 
ninger; hvorimod det % vel var et korrekt Udtryk for den 
Opfattelse deraf, som var den almen gjældende 1 ). 

151. Undersøgelsen om Kongens Ejendomsret til Landet bar 
ikke ført til noget direkte Udbytte med Hensyn til Fortolk- 
ningen af Jordebogen, men det skal dog findes, at den bar 
været nødvendig ved sit Bidrag til Forstaaelsen af hvad man 



*) Se herom Sars's Afhandling i Norsk Hist. Tidsskrift II. 171 ff. 



Oversigt over Konunglefllstens Indhold. 333 

i hin Tid opfattede som Majestætsrettigheder. Vor Gransk- 
ning har saaledes lært os, at vi efter hin Tids Opfattelse af 
den Myndighed, som tillagdes Kongen, ikke ret vel kunde 
vente i Listen over Konunglef udsondret paa en vor nu- 
værende Opfattelse tilfredsstillende Maade, hvad der tilkom 
Kronen i Kraft af privatretlig Adkomst og i Kraft af et Regale. 
Tage vi nu Listen for os, viser det sig, at dens Bestanddele dog 
ingenlunde ere af saa forskjellig Art, som det kunde ventes. 
Man synes at kunne udsondre fire Ting: 1. Domæner, nemlig 
dels ubygte Strækninger i Kraft af Sætningen, at Kongen 
ejer alt Ode, dels egentligt Jordegods, endelig Saltbrænderier 1 ). 
2. KJøbstæder. 3. De erobrede Lande Ro og Femern. 4« 
Skatter. Under sidste Rubrum falder imidlertid alene totus 
census in Frisia, og denne Afgift er efter al Rimelighed (som 
snart skal vises) medtaget paa Grund af Stridspunktet om 
hvad der herte Hertugen til og hvad Kongen, for at slaa 
fast, at den tilharte denne Sidste. At de erobrede Lande 
Kygen og Femern findes i Listen, har sit Forsvar i hvad vi 
foran have sagt, at i hine Tider Lande, som stode mere , 
umiddelbart under Kronen, og hvori Kongen tillagde sig en 
langt større Myndighed, samt hvor Administrationen havde en 



') Item de 4 brænnæstaller tres perUnent ad regem et quartus ad 
ducatum. At Kongen ejer Brænnæstaller eller Steder i Frlsland, 
hvor Salt blev brændt, grunder sig sikkert ikke paa noget Regale; 
thi ogsaa Private kunde eje saadanne (jfr. liber censualls episcopl 
Slesvicencis 1436, Ser. VII. 473: per totum Strand <fc Eiderstede Se 
Lundenbergne Uerde, ubi crematur sal, episcopus de qualibet casa 
debet habere 2 tonnas salis, ubi est in jurisdictione Dom>ni Du- 
cis, sed si est in temporal! jurisdictione Domini Episcopi plus debet 
habere). — Derimod har den Omstændighed, at Kongen og Hertugen 
vare Ejere af flere af Brænderierne, vel bevirket, at disse særligt 
beskyttedes, saaledes ved Bestemmelsen i GI. Slesv. Stret. § 76: Si quis 
ciuis Slæswicensis sal in Vtlandia apud tabernas emerit, vbi sal 
coquitur, per se vel per per suos a theloneo sit immunis. Si uero 
alicubl in via emerit, theloneum integral iter persoluat. 



334 Gnmdregaleroe. 

anden Karakter end i det øvrige Rige, ansaas særHgt at til- 
hare Kronen. Femerns særegne Administrationsforhold frem- 
gaa jo saaledes af vor Jordebogs Femernliste (jfr. Fortolk- 
ningen af denne i det Følgende). 

152. Medens Sætningen om Kongen* Ejendomsret til 
al dansk Jord viser sig ikke at have direkte Sandhed eller 
at skulle forstaas efter Nutidens Begreber om Ejendomsret, 
indeholde derimod de gamle Love og andre Kilder en anden 
Sætning, s6m har havt fold Virkelighed, — at Kongen ejer, 
hvad Ingen ejer. Faa denne støtte sig de saakaldte Grund- 
regaler, Kronens Bet til alt det af Landets Jord, som ikke 
var bemægtiget og laa udyrket, til Heder og Fælleder, til 
Skove — samt endelig ogsaa til større Vandløb, hvor netop 
den Omstændighed, at en Mængde Borgere i et ikke bestem- 
meligt Antal havde Bet til i lige Maal at benytte Vandet, 
medens Ingen særligt kunde tilegne sig Ejendomsret dertil, 
har ladet Kongen træde frem som Ejer deraf, dog med en Bet, 
hvorved han ikke krænkede Nogen. 

Sætningen, at »Kongen ejer, hvad Ingen ejer«, træder 
i det Hele frem paa meget forskjellige Funkter og i 
forskjellige Former. I en Beretning i Knytl. Saga K. 28, 
der ofte vil blive omtalt i det Følgende, hedder det 
saaledes, at Kongen spurgte Skaaningeme, om de ikke 
vare enige deri — den Kundskab havde dog ellers alle 
danske Mænd om, hvad der er Kongens, hvad Ban- 
dernes Eje her i Landet, — at Kongen ejer alt øde 
(at konungr å hér audn alla i landi). Skaaningeme indrøm- 
mede, at det var saa, men Kongen kaldte da Søen og andre 
Ubygder for øde og nægtede dem al Fiskefangst i Øresund, 
som var hans Eje. — Her fremtræder saaledes den omtalte 
Sætning i den Form, at alt øde er Kongens Eje, og denne 
anvendes til at begrunde Betten over Øresund. 

Vi gaa hermed over til en Undersøgelse af, hvilket Om- 
fang Grundregalerne havde paa Kong Valdemars Tid. 



Kongen ejer alt Øde. 335 

Kongen ejer for det Første alt egentligt »audn«, alle 
Overdrev og øde Heder. Værdien af hans Ejendomsret 
til disse Strækninger har naturligvis ikke været overdreven 
stor; direkte havede sjældent kunnet afkaste Indtægter, hvor- 
imod de ved Salg til Nærboende kunde skaffe en Indtægt én 
Gang for alle. Brugen af dem overlodes imidlertid hyppigst 
til enkelte Private eller til Byer som Gave. I Følge Beret- 
ningen om Skagens Oprindelse — der er mere end et Sagn, 
i det Historiens Sandhed bliver bekræftet af Oldinge allerede 
1355 — skal en Konge, som paa Jagten tog ind hos en 
Bonde, Thorkil Skarpe i Oorn, paa hans Bøn have givet ham 
hele Skagens Mark til Græsning for hans vilde Stod. Hyrden 
for disse Heste opdagede først Fiskeriet i Skagen og byggede 
paa Thorkil Skarpes Vegne det første Hus, men senere byg- 
gede efterhaanden Flere, og alle disse gave til Ejerne af 
Skagens Mark for Brændsel og andre Fornødenheder, som de 
toge af denne, de saakaldte Markfiske, nemlig af hver Fisker- 
bod 2 Fisk eller 6 Sterlinger 1 ). Vi have her en af de ældste 
Beretninger om Kongens Bet til det øde og et af de ældste 
Exempler paa, hvorledes han overdrog denne sin Bet til 
Andre. De Byerne givne Privilegier lære os imidlertid, hvor 
ofte der til Bedste for dem blev disponeret over Fælleder og 
Overdrev. Faaborg havde allerede paa Valdemar Sejrs Tid 
Græsningsret udenfor Byen (Priv. 1288). Nakskov bekræftes 
ved flere Privilegier i Besiddelsen af den Forte , som laa til 
Byen paa Kristoffer I'sTid, og har altsaa sandsynligvis faaet 
denne til Gave af denne Konge. I Holbeks af Erik Glipping 
konfirmerede Stadsret indrømmer Kongen Byen Holbeks Old. 
Æbeltoft Kjebstad bekræftes i sin Bet til at have Forte og 
Fægang rundt om Byen, og Saxkjøbing ogBudkjøbing i lig- 
nende Bettigheder (jfr. foran S. 117). Gjennemgaa vi nu 
Fortegnelsen over Konunglef, finde vi næppe nogen Del af 
det Gods, der raaatte tilkomme Kongen som øder eller Over- 



l ) Suhm XIII. 828. 

22 



336 Grundregalerne. 

drev. Det er hejst tvivlsomt , om Seles oræ i Sjælland og 
Oræ i Halland have været udyrket skovløs Grund (jfr. om 
Skove i det Følgende), skjønt Ore ganske vist kan betyde 
øde Jord; Listen nævner i hvert Fald ellers kun Ore som 
Tilliggende til andre Ejendomme: Aleme cum Aleme oræ, 
Nos by cum attinentiis suis scilicet sygthæsore cum ceteris 
uillis factis de alminning. Nu fandtes jo imidlertid vitterligt 
en Mængde Heder og Overdrev i Landet, og Kongen dispo- 
nerer da ogsaa i rigeligt Maal over dem. Grunden, hvorfor 
de ikke opføres i Listen, er sikkert dels den, at det vilde 
udgjøre en overordentlig stor Bække, om alle skulle 
opregnes; men særligt maa Grunden dog søges deri, at Kro- 
nen ikke havde nogen Indtægt af disse Overdrev. 
Heri maa følgende Omstændighed bestyrke os. Der op- 
føres i Listen én udyrket Ejendomsbesiddelse, nemlig Eng- 
sletten (pratum) Stensmark i Nørre Herred Dyrs; den be- 
byggedes først senere og var Krongods i flere Aarhundreder. 
1327 pantsætter Kong Valdemar til ErikHolk og Aage Iver- 
sen Æbeltoft og Grenaa med Kongsgaarden sammesteds med 
Steensvaadeng og Mølle (Huitf. 1. 439). Otte Nielsen forlenedes 
5te Sept. 1441 med »vor og Kronens Kjøbstad Grenaa og vor og 
Kronens Gods Stensmarke og Anholt« (Diplom.), og Fru Birgitte 
Olsdatter fik 1517 Pant blandt Andet i Stensmark (Suhms 
nye Samlinger I. 1. 175). Men denne Besiddelse er 
ogsaa den eneste af de opregnede, af hvilken Ko- 
nungleflisten angiver nogen Indtægt: den yder i 
aarlig Afgift 140 Faar eller Vædere 1 ). 

153. Vi skulle dernæst udfinde, hvilke de gjældende 
Kegler vare paa Valdemarernes Tid om Ejendomsret til Strøm, 
Sø og Hav, og særligt naar Kongen kan siges at vinde en 
Rettighed over disse. 

Om Betten over det rindende Vand findes i Lovene 
kun den simple Begel, at Enhver ejede dette til Midtstrøms; 



1 ) Pratum, quod dicitur stensmarc soluit 140 arietes. O. Nielsens Note 
herved er meget besynderlig og vildledende. 



Ejendomsret" til rindende Vand. 337 

Undtagelser herfra nævnes ikke, og der gjøres ikke Forskjel 
mellem større og mindre Vandløb. Der kunde imidlertid være 
Formodning om, at Bestemmelserne maatte forstaas med 
Indskrænkning. Naar det hedder i Skaanske Lov XII. 2, at 
Mand ej maa gjøre Fiskegaarde længere end til Midtstrøms, 
»ntæn han hafir fangit garthsfæstu an nær uagh i gen» o: 
uden at han har erhvervet sig en Ret til at anbringe Gjær- 
det ogsaa paa den anden Side, kunde der spørges, om der 
herved var givet Ret til at overbygge hele Vandløb med 
Fiskegjærde og saaledes spærre Fiskenes Opgang i Strømmen. 
Det vil ogsaa ses, at Anders Sunesøns Gjengivelse heraf: »ex 
utraque parte fluvii sepes infixa per amnis medium ex ten de tur s 
ikke med Bestemthed siger, at samme Gjærde kunde drages 
spærrende fra den ene Flodbred til den anden. Imidlertid 
vil det kunne forklares, at Lovene have opfattet de danske 
svagt rindende Vandløb som udparcellerede til hver Ejendom, 
de løbe igjennem, omtrent som stillestaaende Vande, saaledes 
at der egentlig ikke paahviler den omgivende Jords Ejer anden 
Pligt end den, ikke at konsumere eller aflede Vandet til Skade 
for en hævdet Mølle i Nærheden. Ligesaa kan det maaske 
antages, at det ved disse mindre Vande ikke paaligger den, 
som ejer Jord paa begge Sider, at holde et aabent Vandløb 
i Midten til Bedste for Sejladsen op og ned. 

De i Provinslovene indeholdte Begler om Vandmøller 
kunne korteligen fremstilles som disse, at hvor de naturlige 
Forhold frembøde Mulighed til Anlæg af en saadan, uden at 
det skadede de nærliggende Jorder i fremmed Eje, dér var 
det Enhver tilladt at bygge sig Mølle, og at en Mølle frem- 
deles kunde være tilladt, selv om sammes Drift skadede Andre, 
naar Ejeren herpaa havde Hævd (Sk. L. XII. 4; And. Sun. 
XII. 4.; Er. Sj. L. IL 83, 84, 85; J. L. I. 57, 58). 

Uagtet Skaanske Lov, som sagt, ikke gjør Forskjel 
mellem større og mindre Vandløb, synes det uden for al 
Tvivl, at der om de større Strømme maa have gjældt 
andre Regler for Benyttelsen. Det Hensyn gjør sig ved disse 



338 G ru od regalerne. 

særligt gjældende, at de have forholdsvis langt større Betyd- 
ning som Kommunikationsvej for hele Egnen end ved 
deres Brugbarhed for den hosboende Grundejer til Fiskeri 
eller paa anden Maade. Der kan ikke gives denne en ude- 
lukkende Raadighed over Vandet, saa at den vigtige Sam- 
færdsel forhindres. Denne Egenskab ved Strømmen, at den 
— saaledes som efter Romerrettens Regel — er fælles og 
extra commercium, bliver nu af [de danske Love gjengivet 
saaledes, at Kongen ejer Strømmen. Thi det, som 
ingen enkelt privat Person kan tillægge sig Ret til, kan siges 
at være i Ingens Eje, og efter den danske Lovregel bliver det 
da Kongen, som ejer Strømmene. 

Dette er ganske vist ogsaa det Synspunkt, som kommer 
frem i de gamle svenske Loves førskjellige Bestemmelser. Medens 
der indrømmes Jordejeren ved Strømmens Side Fiskeret og 
Kværnfald, er det en almindelig Regel, at Ingen maa stænge 
»almanna leth« og »bataleth« og det almindelige Farled 
til og fra Havet, og at en Trediedel af Strømmen skal 
ligge ubygt 1 ). 

. Spørges imidlertid om, naar denne Karakter af Kon- 
gens Aa indtræder, om hvilke ydre Fordringer der stilles, 
for at Strømmen skal komme i offentlig Eje, kan dette na- 
turligvis ikke besvares i Almindelighed. Mere end Vand- 
løbets Brede vil her naturligvis dets Sejlbarhed komme i Be- 
tragtning. — 1519 blev det dømt af 4 af Kongen udnævnte 
Kommissarier, at et Laxegjærde, der var anbragt af Ærkebispen 
af Lund i Helgeaa (der^løber forbi den nu nedlagte Kjøbstad 
Aahus) paa en saadan Maade, at kun smaa Fisk kunde 
komme op ad Aaen, skulde afbrydes, fordi Kongens Aaer 
skulle være frie og ikke tillukkes længere end til Midtstrøms 9 ). 
Til Grund for Dommen ligger klart nok den Anskuelse, at 
der skal være uhindret Sejlads op ad enhver Kongens Aa; 



') Jfr. Østg. L. Bygda B. 8; Søderml. Bygn. B/20; VeatmJ. Bygo. B. 22. 
% j GI. Domme I. 39. 



Kongen ejer de større Strømme. 339 

og hvilke Fordringer man netop har stillet til Helgeaa frem- 
gaar af et Tillæg til en Afskrift af Dommen, som findes paa 
det kgl. Bibliothek (Nr. 84 i gi. kgl. Saml. 1139 fol.). Det 
oplyses her, at der findes paa Lille, fornden denne Dom, ad- 
skillige Tingsvidner om, »at samme Herritzgab oc Kongens 
Åae bor at vere saa stor, at en sex Aare Bod fri kand roe 
op oc neder at hellig Aae > oc saa haffuer verit aff Arildtz 
Tid etc.« 

Jeg tror saaledes, at man kan paavise, at Kongens 
Rettigheder til de rindende Vande kun kommer frem ved de 
mere betydelige Aaer og Vandlob, Rigets Fjorde og Strømme 
(jfr. ovenfor Udtrykket •Herritzgab« og de svenske Lo- 
ves »almanna leth« og »bataleth«)« i hvis Benyttelse et 
større, ikke let bestemmeligt Antal af Borgere er interesseret 
Åndre Aktstykker bevise formentlig ogsaa dette. Vi kunne 
her, som overalt i Middelalderen, kun hjælpe os frem ved 
enkelte Prøver. I den ældste slesvigske Stadsret findes for- 
skellige Bestemmelser om Benyttelsen af Slien. Ingen maa 
bygge i olier over Vandet uden Fogedens Tilladelse, thi Flo- 
den er Kongens: quia flumen regis est (§ 68). Her findes 
altsaa netop den foran forsvarede Sætning udtalt, at Kongen 
ejer eller er Herre over det større Vandløb (flumen). I 
Stadsretten bestemmes fremdeles (§71), at Byens Fiskere 
skulle have Lov til at fiske over hele Slien, dog maatte de 
ikke vove at benytte Krogvod før Pintse 1 )- Endelig er det 
allerede (foran S. 263) omtalt, hvorledes den inderste Del af 
Slien var afspærret ved Kasteller, anlagte af Knud Lavard; 



l ) Piscatores llbere habent piscari per totam Slyam et in campo pos- 
sunt extendere funes sagen ar um ad siccandum, quantum potest 
prohici clauus gubernaculi de uaui, hoc est hyalmerwol, et non 
presumant piscari cum crokwoth ante penlecosten. Det kan be- 
mærkes med Hensyn til dette Lovsted, at Ti her have maaeke det 
eneste Exempel fra Danmark paa den ellers i norske, svenske og 
germaniske Kilder saa ofte omtalte Retsbrug ved Kast at erhverve 
Ret over noget Udyrket (herom kan henvises til Grimms Rechts- 
alterth&mer s. ▼. Wurf). 



340 Grundregalerne. 

Kongen har saaledes Dispositionsret over hele denne Fjord. 
(Jfr. i øvrigt Nyere SL Stret. § 79, 82.) Ved Konfirmation 
af Flensborg Stadsrets § 22 have de forskjellige aønderjydske 
Hertuger givet denne Bys Borgere Bet til at fiske, endog 
med allehaande Net, i Flensborg Fjord lige til Brunsnæs, og 
heraf fremgaar, at Hertugerne have tillagt- sig Dispositionsret 
over Fjorden. Allerede fra meget tidlige Tider have Kon- 
gerne tillagt sig Bet til at give Bestemmelser om Tiden og 
Maaden, hvorpaa Fiskeriet i Limfjorden maatte drives, og 
den har saaledes fra gammel Tid været anset som en Stram, 
der var Kronens. Ja endog over et saa stort Lab som øre- 
sund have Kongerne anset sig for udelukkende dispositionsbe- 
rettigede, thi paa Højhedsretten over dette grundede sig 
Betten til øresundstolden; at Kongen kunde »barme« Enhver 
fra Brugen af Sundet, lærer fremdeles ikke alene de talrige 
Traktater og Privilegier for Fremmede, hvori der tilstaas 
dem uhindret Adgang til det vigtige Sildefiskeri i Sundet, " 
men ogsaa Beretningen i Knytlinge Saga (K. 28). Da Skaa- 
ningerne ikke vilde føje sig efter de Krav, som Knud den 
Hellige stillede til dem, bad han dem mindes, at han ejede 
Øresund og derfor nu vilde forbyde dem al Fiskefangst 
Skaaningerne erkjendte, at Sundet var hans, og opfyldte hans 
Fordringer. — Det fremgaar i øvrigt af alle de nævnte Kilder, 
at Kongen, uagtet han tillagde sig Ejendomsret til de større 
Vandløb, dog ikke forbød de Private Benyttelsen af disse, 
særligt ikke Fiskeriet. Han forbeholdt sig kun at give ad- 
ministrative Begler om Benyttelsen, og han kunde retligt 
forbyde denne. 

Vi gaa over til Undersøgelse af Beglerne om Betten 
over stillestaaende Vande. Det kan vist ikke betvivles, 
at efter den ældste danske Bet kom et stillestaaende Vand, 
som laa paa en Mands Mark, ikke ind under hans fulde Ene- 
raadighed, forinden han paa særegen Maade havde 
gjort sig til Herre over det eller bragt det ind 
under sin Myndighed. Selv om Vedkommende altsaa 



Ejendomsret til stillestaaende Vande. 341 

var i uforstyrret Besiddelse af en Ejendom, som han ved Be- 
mægtigelse eller Overdragelse havde erhvervet, skulde en 
yderligere Akt til, for at han blev eneraadig over det af 
Ejendommen omgrænsede Vand; i al Fald var det efter 
Provinslovene saaledes med Hensyn til Retten til Fiskeri. — 
Skaanske Lov XII. 1 indeholder den Begel, at »uatn huært, 
ær æi ær mæth damme fæst, tha ær almænnings ofna 
huas marko sum thæt liggær, ok thær ma huær man at 
fiskum fara, æn i myllu damme annærs manz ma æi at 
fiskum fara utæn hins lof ær myllu a«. Derimod var det 
ikke tilladt at anbringe Fiskegaarde i noget Vand, uden man 
havde tilgrænsende Jord, se Anders Sunesøn XII. 2. Naar et 
Vand paa den nævnte yderligere Maade ved Dæmninger var 
bemægtiget, kaldtes det gjort Vand jfr. Er. Sj. L. II. 58: 
van hvat thet ær hældær syo ællær giort vadn ; J. L. II. $7 : 
æn druknær man i mylnæ dam, æth i fiskæ garth ællær i 
andræ gørthæ watnæ ; Anders Sunesan XII. 1 : Omnis aqua 
nullo manu facto aggere sed naturalibus tantum contenta 
littoribus equitate iuris omnibus est communis. 

Man vil ikke kunne paastaa, at denne Forskjel mellem 
en Sø i Almindelighed og et gjort Vand bygger paa et til- 
fældigt valgt Princip; andre Omstændigheder pege netop der- 
paa, at det er denne yderligere occupatio, som ligger for 
Dagen i Opkasteisen af Volde (»Damme«) omkring Vandet, 
Slusers Anbringelse eller Lignende, der bringer det ind under 
den Privates Eneeje. For det Første kan her henvises til, 
hvorledes Ejendomsforholdet til Skoven netop paa samme 
Maade først bringes til Afslutning, naar denne hegnes. Det 
8kal i det Efterfølgende blive vist, at den ældste Bet op- 
stillede netop en Forskjel, som aldeles ligner den, der fandtes 
ved Vandene, mellem den hegnede Skov og Almindingen. 
— Jeg vover fremdeles at udfritte Provinslovene om, hvilket 
Princip disse fulgte ved at betegne et Vand som gjort Vand, 
om hertil regnedes ethvert Vand, som Nogen havde gravet 
paa sin Mark, eller om der virkeligt fordredes, at Vandet paa 



342 Gruodregalerne. 

særegen Maade var bragt under Kontrol og Myndighed, allsaa 
strængere Fordringer ved Bemægtigelsen. Provinslovene paa- 
tegg e — 80m bekjendt — den Pligt til Erstatning eller 
Bader, ved hvis Ting en Anden er kommet til Skade; af 
Lovenes Begler om, naar en saadan Bødepligt indtræder med 
Hensyn til Død ved Drukning, kan muligt udfindes, hvad 
disse henregne til den ene eller den anden Art 
Vand. Medens Er. Sj. Lov II. 59 har den videste Erstat- 
ningspligt, saa at der skal bødes for enhver Død ved Druk- 
ning af alle dem eller den Ene, som ejer Vandet, har Sk. L 
V. 17 den Begel, at der ikke skal bødes, naar Nogen druk- 
ner i en Brønd, der ejes i Fællesskab af Flere, men derimod, 
hvis den ejes af en enkelt Privat; ligesaa skal ogsaa den, 
der grave lod, bøde, om Nogen dør i Lergrave eller Bæve- 
grave. Sk. Lov anfører ikke her Forskj ellen mellem »gjort 
Vand« og andet Vand, men det er rimeligst, at den slet 
ikke vil omtale det Tilfælde, at Nogen dør i gjort Vand 
idet der da slet ikke indtræder nogen Bødepligt; Brønden 
og Lergraven henregnes ikke til denne Art Vande. For 
denne Opfattelse taler J. L. II. 37, der udsiger, at der 
ikke skal bødes for Død i fælles Vand, at man skal bede 
3 Mark, naar Nogen omkommer i Enkeltmands Kilde 
eller Lergrav, men ikke naar Døden indtræffer i hans 
»Mølledam, eller Fiskegaard eller andet gjort 
Vand« 1 )« Det turde af disse Lovsteder være klart, at det, 



*) J. L. II. 37: Of nokær man drvknær i annæns manez kældæ tbær 
man attæ særlik thær bøtær man foræ træ mare. æn attæ allæ 
grannæ. tba bøtes ækki for. swa ær oc om lergrafth. æn druknær 
man i mylnæ dam. æth i fiskæ garth ællær i andræ gørthæwatnæ 
ællær fallær sialf af hus. ællær hus fallær a ham tbæræ bøtæs 
ækki for. Det er i øvrigt mærkeligt, at J. L. endnu har en Bøde- 
pligt for Død i Lergrav; thi Sk. L. V. 17 tilføjer i Slutningen >æo 
tbo sighir kunung, at fore thæskyns mal ællær um grafæ skal man 
ækki bøtæ«. Ved denne Konge raaa man vel nærmest tænke paa 
Valdemar Sejr, og man skulde da vente Reglen om Bødefrihed i 
dette Tilfælde gjen nemført i hans Lovarbejde. 



Ejendomsret til stillestaaende Vande. 343 

yed Gravning at tilvejebringe et Vand, ikke er tilstrækkeligt 
til at bringe det ind under Betegnelsen gjort Vand, men at 
dertil maatte komme, at man ved kunstige Værn havde Vandet 
særligt i sin Vold. 

Jeg tror altsaa, at Provinslovene råbe os tre Trin af 
den Udvikling, som Betten til de stillestaaende Vande har 
undergaaek Efter den ældste Bet, som dog ikke er udtalt 
som gjældende i noget nu bevaret Lovsted, har Forskjellen 
mellem Sø og gjort Vand havt væsentlig Betydning med 
Hensyn til Spørgsmaalet om Ejendomsretten til disse, saa at 
kun det gjorte Vand var i privat Eje. Faa Sk. Lovs Tid 
var derimod denne Adskillelse indskrænket dertil, at det kun 
var Fiskeretten, som udelukkende tilkom Ejeren af et gjort 
Vand. Endelig havde denne Forskjel allerede mistet al Be- 
tydning i de øvrige Provinslove. I Følge Er. Sj. Lov synes 
der saaledes at tilkomme vedkommende Private Eneret til 
Fiskeri paa det • paa hans Mark liggende Vand , det have 
hvilken som helst Beskaffenhed, jfr. Bestemmelserne i II. 58: 
ma man ey louæ annæn man i van hvat thet ær hældær syo 
ællær giortvadn ... at faræ at nytæ, utæn allæ louæ hann, 
tbys enæ at thet ær hans en væght. 

Over Havet havde Ingen, end ikke Kongen, nogen 

særlig Bet; det var frit og Alles. At Fiskeriet var Alle 

tilladt, fremgaar af Lovenes fuldstændige Tavshed derom og 

deraf, at Fiskeri var tilladt ved Strandene; thi det hedder 

udtrykkeligt, at ingen Fisk, som inddriver paa Stranden, maa 

hedde Vrag uden Stør og Hval eller andre store og særdeles 

kostbare Fisk, jfr. SLL. VIH. 1; And. Sunesøn VIH. 1; Er. 

Sj. L. III. 62; J. L. III. 62. Det er i øvrigt mærkeligt, at 

vi atter i disse Lovsteder møde en Antydning af, at det er 

store Ting og dem, som Private have Vanskelighed 

ved at bemægtige sig, der tilhøre Kongen; i Er. Sj. 

Lov nævnes saaledes: anti hval ællær stor lyft, at man 

gitær ey valdit han, og i Jydske Lov: hwal oc lyft oc 



344 Grundregalerne. 

all storæ fiskæ thær man ma æi bæræ, thet ær alt wræk. oc 
them a kunung 1 ). 

Vi skulle nu sammenholde de foran fremsatte Resultater 
med Jordebogen, og vor Opmærksomhed henvender sig da 
fierst paa, om denne noget Sted nævner en Konges Bet til de 
s tør re Vandløb. Som allerede tidligere paavist anfører 
Listen over Konunglef i Beglen ikke udyrkede Ejendomme, 
som maatte kaldes Kongens, eller hvad Kny ti. Saga kalder 
»audn«; kun hvor dette afkastede en Afgift, vilde Jordebo- 
gen optegne det. Det kan derfor heller ikke forundre os, 
at Listen ikke nævner noget Vand eller nogen Stram som 
Kronens. Der anføres kun Laxefiskeriet i Marum Aa i Ble- 
king, ligesom der ved »Lagheholm* i Halland underforstaas 
det betydelige Fiskeri dersteds (se Hallandslisten), og begge 
skylde sikkert, skjønt Kongen ogsaa ejede Jordegods paa 
disse Steder, deres Egenskab af Kroneje den almindelige 
Begel, at Kongen har en Bet over de større Strømme. 

I øvrigt give enkelte Steder i Hovedlisten Anledning 
til nogle Betragtninger. Vi finde som Kongens Ejendom an- 
ført i Hunborg Herred i Thy: Sundby oc Sundby å. Kon- 
gen — ikke Kronen — har altsaa her været Ejer af et 
Vandlob, der utvivlsomt paa hin Tid var langt større og be- 
tydeligere end nu. Den 15de Maj 1406 blev Vandmøllen 
dersteds med Dam og Damsbond og Fiskeri tildømt Kronen, 
og det ses saaledes, at Aaen særligt har havt Betydning ved 
den ved samme anlagte Vandmølle *); men lidet rimeligt 



') I det første og følgende Bind af Tidsskrift for Fiskeri findes et »Forsøg til 
en Oversigt over de Fiskeriet i Danmark vedrørende ældre og nyere 
Lovregler«. Med de Resultater, som dér udledes af de ældre Lov- 
bestemmelser, maa Jeg i mange Punkter være uenig, som det alt 
fremgaar af ovenstaaende Fremstilling. ' 

*) Ericus . . . Aleburgis in placito nostro juetitiario . . . compertuø 
fuit et finaliter difflnitum molendinum aquaticum circa Sundby In 
Thywdh situm cum suis loco, situ aggeris dictis dammæ å dams- 
band, aquarum cursibus suarum ae etiam piscaturam apud idem 
molendinum sitam cum suis uniuersis attinentiis et juribus quibus- 
cunque coronæ nostræ Daciæ legitime pertinere. 



Vandløb, der tilhøre Kongen. 345 

bliver det dog — med D*. Nielsen — at forstaa »Sundby 
å» som Mølledammen. At en Aa ogsaa ellers har været 
regnet med til en Ejendoms Tilbehør, ses af den 1327 skete 
Arvedeling, hvorved Gods blev udlagt til Erik Valdemarsøn; 
der tilfaldt ham da blandt Andet »Tredieparten af Skive og 
Aaen o (Huitfeldt I. 439). Jordebogen lader os i Tvivl om, 
hvorledes Ejendomsforholdet har været med Hensyn til Skive. 
Som Kongens Gods anføres i Hovedlisten Skivegaarde med 
Tilliggende af ialt 40 $L Gulds Værdi og svarende en Af- 
gift af 20 # Sølv, medens Krongodslisten anfører »Skyuæ« 
som Konunglef. Ejendomsforholdet synes her at have været 
forviklet, saa at Byen — om den ellers da har været til — 
har hørt til Kronen, men Gaarden til Kongen 1 ). 

Uagtet begge disse Aaer nævnes som tilhørende Kongen 
eller den kongelige Slægt, er det dog vist et Spørgsmaal, om 
ikke Ejendomsretten med mere Skjel kunde være tillagt 
Kronen. Vi finde, at Sundby Aa senere overgik i Kronens 
Besiddelse, og man fristes i det Hele til den Formodning, 
at Betten til disse Aaløb oprindeligt har bygget paa en 
Majestætsret. — Konungleflisten og Hovedlisten give i det 
Hele Anledning til at bemærke, at der i Jylland er paa- 
fald en de faa Ejendomme, som tilhøre Kronen — vi lade 
Ejøbstæderne udenfor Betragtningen — , medens Kongens 
Ejendomme ere i samme Grad paafaldende mange. Grunden 
hertil er vistnok denne. I de ældste Tider har der ganske 
sikkert ikke været fast s kj elnet mellem Kongens og Kronens. 
Endelig har en opstaaet Strid, en Kollision mellem Repræ- 
sentanter for Kongefamiliens og Kronens Rettigheder, der 
ikke længere have havt samme Haandhæver, ført til en Af- 
gj øreise, som derefter har været slaaet fast, men hvorved 
dog, maaske af Eftergivenhed eller anden Grund, en Kronens 

*) Her kan i øvrigt mærkes, at Grev Johan af Holsten 1329 forlener 
Ludvig Albertsens Enke med Skiveby, den Gaard Vinderiis og 
Hinborg Herred (Hnitf. I. 446); Jægerris og Vinde hedde to Byer i 
Skive Landsogn. 



346 Grundregalerne. 

Bet er bleven afstaaet. Det er saaledes mærkeligt, hvorledes 
Forholdet mellem Størrelsen af Kronens og Kongens Gods 
forandrer sig i Følge Jordebogen, efterhaanden som man 
kommer længere imod Øst; thi medens der findes kon- 
geligt privat Gods i overvejende Mængde paa det jydsk- 
fyenske Omraade, er paa Sjælland Krongodset vistnok ligesaa 
betydeligt som Kongens, og i Skaane har endelig kun Kronen, 
ikke Kongen Besiddelser. Grunden hertil kan vel næppe alene 
være, at den danske Kongefamilie kun har arvet eller kjøbt 
Ejendomme, som laa i de vestlige Provinser, men sikkert 
have i de enkelte Lande forskjellige Synspunkter gjort sig 
gældende om, hvad der med Bette kunde anses for privat 
og hvad for Statens Eje. Man kan saaledes vist endnu 
skimte Levninger af jydske Smaakongers Rettigheder til starre 
Vandløb og Fiskerier ved Anførelsen af den nævnte 
•Aa«, ved den store Mængde Vandmøller, som i Følge 
Listen i Jylland tilhører Kongen, og endelig vistnok ved 
Fiskeriet i Lønborg Aa, der antydes af Jordebogen. Af dette 
sidste havde Kong Niels allerede bortskjænket Sjetteparten 
til St. Knuds Brødre i Odense og i Overdragelsesbrevet be- 
tegnet det som en Arvepart efter sin Fader 1 ). Senere gik 
Fiskeriet over i Kronens Besiddelse; i et Brev af 24de Aug. 
1494 oplader Bidder Anders Friis saaledes Kongen Lønborg 
Birk og Fiskegaard, som han havde havt til Pant. 

154. Vi gaa dernæst over til en Undersøgelse af hvilke 
Begler der i det 13de Aarh. gjældte om Ejendomsret til 
Skov og om Jagtret, navnlig for at lære, hvilket Omfang 
et formentligt Skovregale havde her i Landet. 

') D. A. M. 1. 243. En] enkelt Forfatter har været i Tvivl, om dette 
•piscatio in Løneburg* virkeligt skulde være Fiskeriet i det jydske 
Aaløb, men, som det synes mig, uden Grund. Af Jordebogen (Lø- 
næburgh 5 1 /* fothær -mellis et 20 salmones) antydes jo, at det til- 
hørte Kongefamilien, og at Knudsbrødrene fik Besiddelser ved Løn- 
borg, er dog vel ikke besynderligere, end at de faa Indtægter af 
Øen Sild (se foran S. 235)/ Endelig findes ikke andetsteds nogen Lo- 
kalitet med dette Navn. 



Almindings* kov og hegnet Skov. 347 

Af flere Bestemmelser i Skaanske Lov synes det muligt 
at udlede , hvilken Udvikling Ejendomsforholdet . til Skove 
efterhaanden har gjennemgaaet. Loven sætter Almænnings- 
skoven i bestemt Modsætning til den private Skov, og denne 
Sidste kalder den overalt »hægnæth skog«. Nu er det vel 
muligt, at man paa Skaanske Lovs Tid vilde indramme, at 
andre Skove kunde være i Privates Eneeje end netop heg- 
nede, men i Lovbestemmelserne ligger dog uden Tvivl, at der 
har været en Tid, da det forlangtes, at Skovene skulde være 
hegnede for at unddrages den almindelige Brug, selv om de 
helt laa paa privat Grund. »Hegnet« findes i Skaanske Lov 
næsten over Alt som Tillægsord til Skov, naar derved skal 
betegnes den i udelukkende Eneeje værende Skov. Kun 
til en saadan nævner Loven Ejermænd; at krænke den er 
som at krænke en Andens Ager 1 ). I de følgende Aar- 
hundreder findes derfor ogsaa som fast Terminologi i Skaane, 
at den private Skov, som er Enemærke, kaldes 
hegnet Skov i Modsætning til Almindingen. I et 
Tingsvidne af 23de Okt. 1470 fra Albo Herred hedder det 
saaledes: at Moselykke var et gammelt Herresæde, som Hr. 
Anders Pipp selv iboede, og havde sin hegnet Skov til, som 
var Lunkende Skov og den Skov, som endnu ligger hos 
Moselykke og er endnu fri hegnet Skov. Den 30. Juli 1470 
vidnes i samme Herred af Oldinge, at der ej var Alminding 
norden for et vist Skovskjel; fremdeles gjorde for?i gode Ol- 
dinge saadanne Skjel og Bede for hegnede Skove og gammel 



') Sk. L. X. 1 : Hoggær man fløghæ las i hægnæthæ "skoghe annærs 
manz ... 3: Brytær man aghsul i hægnæthe skoghe ... 5: 
Hoggær man fore fæ i hæghnæthæ skoghe annærs manz . . . fylghir 
man bisuærme sinum i hægnæthæ skoghe annærs manz. XI. SJ. 3. 
5: Hlttær man høkæ i annærs manz hæghnæthe skoghe ællær i 
almænoings skoghe ... 7: Ælt ær man ræf i graf raæth hundum 
ofna huas marko sum ær ællær hæghnæthe skogh. 8: Hagha ma 
æi man hoggæ i annærs manz hægnæthæ skoghe. 10: Liggia 
tua hæghnæthæ skoghe samman ok sæhms them æi ær skogha 
ægho. 11.12: Kællær man træ innæn almænnings skoghe. 14 etc. 



348 Grandregalerne. 

Herresæde, som her efter skrevet staar etc; somme af disse 
for?? Enemærke- og hegnede Skove de ligge næst norden op 
til for?« Skovskjel. Hegnet optages derfor ofte i Navnene 
paa Privates eller Enemærke-Skove ; vi kunne henvise til Ko- 
nunglefBsten, hvor blandt Kronens Skove findes : hægnæthscogh 
juxta Mælthælfar, tota silua in hægnæzholm preter mesyng 
et salris. » Ko n unghegnet* ved Roeskilde, som maa være 
indbefattet i de Appertinentier til denne By, som Listen 
nævner, blev 1295 af Erik Menved skjænket til Sk Agnetes 
Kloster (Suhm XI. 205) — og saaledes paa mange Steder. 
Endelig bestyrkes Rigtigheden af den fremsatte Antagelse ved 
Analogien af Sk. L. XII. 9, at den Omstændighed, at et 
Vand laa helt paa min Grund ikke udelukkede Andre fra at 
fiske deri, naar dette Vand ikke var »med Damme fæst«, 
saaledes som foran er vist. Saa længe Søen ikke var »gert 
vatn « , saa længe Skoven ikke var hegnet, var den Alminding. 

I Følge det Paaviste var altsaa den Privates Villie til at 
besidde som Eneeje en Skov eller Sø ikke tilstrækkelig mani- 
festeret, naar ikke ydre Tegn tilkjendegav, at her var et Ene- 
mærke. Det var saaledes med Hensyn til Eneretten til Jagt 
og Fiskefangst, og det er sandsynligt, at Udøvelsen af alle de 
i Ejendomsretten liggende Beføjelser i tidligere Tider har 
været betinget af, at Besiddelsen var manifesteret paa den 
bestemte ydre Maade. 

Man kunde indvende herimod, at Jagten paa Provins- 
lovenes Tid snarere opfattedes som en blot og bar Bemæg- 
tigelse, der stod aaben for Alle paa hvilken som helst Grund, 
selv i hegnede Skove, end som en Pertinens til Grunden, og 
at særlig Skaanske Lovs Begler synes at vidne herom. 

Det er især I. E. Larsen 1 ), som har villet hævde den 
Forstaaelse af Skaanske Lovs Bestemmelser, at Jagt ogsaa 
var tilladt i Andres hegnede Skove, naar man ikke skadede 
Træerne eller Grunden. Efter Sk. L. XI. 5 kunde man 



*) Saml. Skr. I. i, 423. 



Jagtretten. 349 

nemlig borttage Høge eller Falke i Andenmands Skov og 
efter XI. 6 fange Ræve dér, naar man ej gravede efter dem. 
Disse ere imidlertid Skaanske Lovs eneste Bestemmelser om 
Jagt, og efter den rimeligste Fortolkning maa de anses for 
Undtagelsesbud fra en almindelig, ikke udtalt Regel, at 
Jagt paa fremmed Grund er utilladt. At Fangst af Ræve 
tillades, finder sin Forklaring i deres almindelige, skadelige 
Karakter, og Lovstedet har sit Ojenbillede i Sachsenspiegel 
ogSchwabenspiegel, hvorefter Jagt paa alle forlige og skade- 
lige Dyr, deriblandt Ræve, er tilladt i Bannforsten 1 ), og i 
Frostetingsloven, hvorefter man havde Ret til at gildre Ræve 
paa fremmed Grund, naar man ikke opgrov Marken, skjønt 
det ellers ikke var tilladt at gildre paa fremmed Grund, 
ligesom det ogsaa kan erindres, at efter de norske Love vare 
Ulv og Bjørn fredløse overalt 9 ). — Hvis al Jagt var fri, 
synes det ligeledes besynderligt, at Retten til at tage Høge 
omtales, medens man vel kan forstaa, at der om Høge- og 
Falkejagten kan have bestaaet særegne Bud, thi om den 
give næsten alle Middelalderens Love særlige Regler, som 
gaa i meget forskjellige Retninger. Anders Sunesøn gen- 
giver nu rigtignok Skaanske Lovs Bestemmelser i de meget 
vide Udtryk, at Fangst er tilladt paa »fclcones et accipitres 
et quelibet aues indomite«; men selv om Reglen skal lyde 
saaledes, at al Jagt paa Fugle er fri, tør den da udstrækkes 
ogsaa til Dyr? Den Opfattelse af Jagten, at den kun var 
en Ret til Bemægtigelse uafhængig af Stedet, hvor det skete, 
har ganske vist engang været almengjældende her i Evropa, 
men i andre Lande var den dog forlængst forladt i det 1 3de 
Aarh. Den rette Forstaaelse af Skaanske Lov tror jeg altsaa 



l ) StiegliU, Ge8chichtliche Darstellang der Eigenthomsverhåltnisse an 

Wald und iagd in Deutschland. S. 70. 
*) Brandt, Brudstykke af Forel, over den norske Retshistorie (Aftryk af 

Ugeskrift for Lovkyndighed) S. 244. 



350 Grandregalerne. 

er den, at Jagten i hegnede Skove i Almindelighed var 
utilladt. 

I de andre Landsdele, hvis Love ikke omtale Jagten, 
har den gældende Regel været, at al Jagt i en Åndens 
Skov eller paa hans Mark var forbudt, og Fordringen, om at 
Skoven skulde være hegnet, har vel alt da været opgivet. — 
Derimod kan det antages, at man i alle Landsdele kunde 
paa fremmed Grund tage eller fælde det paa egen Grund 
opjagede Dyr (jus sequelæ, die Jagdfolge). Denne Bet er 
for det Første saa grundet i Sagens Natur, at den kan an- 
tages erkjendt af vor sædvansraæssige Set, om vore Love end 
ikke omtale den. Den findeø omtalt i de saliske og lom- 
bardiske Love, i Sachsenspiegel og Schwabenspiegel *) og i de 
norske Love 2 ), og vi have for Danmarks Vedkommende fra 
en senere Tid en udtrykkelig Anerkjendelse af denne Bets 
Existens i et Svar af Viborg Landsting af 7de Aug. 1459 
(DipL). Da en Mand dér paa Tinget forespurgte, om han 
ikke havde Bet til en Baa, som han havde jaget paa sit 
Enemærke, og hvis ene Ben han havde afskudt, hvorefter 
den var le bet ind paa en Andens Grund, svarede Tinget, at 
naar en Mand saaledes rejser Dyr i sit Enemærke og gjer 
det saar og følger det med Hunde tilstede, har Ingen bedre 
Bet dertil end han. 

Efter saaledes at have forsagt at udrede, hvad Lovene 
lære om de ældste Ejendomsforhold til Skov samt om Jagten, 
skulle vi gjennem de øvrige historiske Kilder og Jordebogen 
søge en yderligere Belysning af disse Forhold og særligt ud- 
finde, naar Kongens Bet til en Skov indtræder. Vi have da 
først nogle historiske Efterretninger, der synes at give et 
almindeligt Svar paa Spørgsmaalet. 

I Følge Saxo solgte Svend Tveskjæg for at skaffe sig en 
Løsesum til Udkjøbelsen af sit Fangenskab Skovene, og disse 



*) Stiegliti 1. e. S. 27, 72. 
*) Brardt 1. c. S. 243. 



Salg af Statens Sko*e. 351 

bleve kjebte af private Familier eller hele Befolkningen; det 
Første skete i Jylland, medens i Skaane og Sjælland Be- 
boerne skade sammen og kjøbte Skovene 1 ). Denne Be- 
retning bekræftes af Svend Aagesen, der skriver, at de Danske 
dengang forst fik Andel i Skove og Lunde 2 ). Derimod for- 
tæller Anonymus Roskildensis i sin Krønike, at det var 
Harald Hejn, som forst gjorde Skovene fælles 8 ). \ Med 
Hensyn til Tiden, da denne Forandring i Ejendomsretten 
til Skovene indtraadte, maa man vist holde sig til de to 
første Forfatteres samstemmende Vidnesbyrd. Derimod kunde 
de af Anonymen om det Passerede brugte Udtryk, som 
stemme med Svend Aagesens »Udsagn, lede ind paa den For- 
staaelse af, hvad der skete, at Kongen tilstod Folket Andel 
i Skovene (communes fecit silvas), det vil sige: Brugsretten, 
Bet til Græsning, Oldengang, Hugst osv. Mere ligger ikke 
direkte i det brugte Udtryk, og det maatte derfor opgives af 
disse Kilder at finde noget om Ejendomsretten til Sko 
vene. Da imidlertid de af Saxo brugte Udtryk antyde 
et Salg af selve Ejendomsretten, og da i al Fald saa meget 
er vist, at der ikke var nogen Forskjel i de enkelte Lands- 
dele i Omfanget af den Brugsret, som var tilstaaet JBeboerne 
af Almindingsskovene , bor man maaske dog rettest forstaa 
Beretningerne saaledes, at det er om selve Ejendomsretten 
til Skovene der bestod ulige Begler Øst og Test for Store 
Bælt. 

Vi skyde foreløbigt de nysnævnte Beretninger til Side 
og søge til andre Kilder, hvoriblandt Jordebogen, for at finde 
de paa Kong Valdemars Tid gj ældende Begler, for endelig 



l ) Saxo 492: Enimvero Scani ae Sialendenses communes sylvas publico 
ære comparaverunt. Apud Jutiam vero non nisi familiis propiuqul- 
tatls serie cohærentibus emptlo commnnis fait. 

f ) Ser. I. 54: Dant a rege silvarum et. nemorum tune primum communla 
impetrarunt. 

') Ser. I. 378: Hic silvas a solis potentibus obsessas communes fieri 

JU88lt 

28 



352 Grandregalerne. 

atter at sammenholde dem med det af Historieskriverne 
Berettede. 

Vi begynde med Landets østlige Egne og tage Hal- 
land for os. Vi mode her først Beretningen fra Knyt- 
Unge Saga, hvorefter Kongen har en Baadighed over Skoven, 
saa at han kan forbyde Alle at bruge den; men kan denne 
Bet gjælde alle hallandske Skove? — Vistnok ikke. Sagaen 
taler kun om: mark thé er ek å oc her ligger nær ydr; 
konungs mark liggr yfir ofan allt Halland. Kongen synes 
saaledes kun at være Ejer af den store Skov, der maa an- 
tages dengang at have strakt sig øst for. dette småle Land- 
skabs mere frugtbare Kyststrækning og udgjorde Grænsen 
mod Gøtarige, hvilken Skov Saxo (S. 929) ogsaa om- 
taler: nemus, quod Hallandiam a Gothia secernit. I Følge 
Jordebogen horer nu til Kronen »tota silua, que dicitur al- 
minning et opida inde facta et omnes silue adjacentes«, og 
her sigtes vistnok ogsaa alene til den samme store Almin- 
dingsskov. Hvad der herte til denne, kan nu vanskeligt 
afgjøres, og det bliver derfor ikke let at se om de Aktstykker, 
vi strax skulle anføre, angaa Dele af denne Skov eller andre 
Skove. I Følge Knytl. Saga havdejHallandsfarerne efter gammel 
Sædvane Bet til at bruge Skoven. 1 1 76 skjænkede Valdemar I 
Munkene i Esrom en Jord i Halland, som hidtil havde 
tilhørt ham, og gav dem tillige Bet til som Landets øvrige 
Beboere at hugge Træer i Skoven 1 ). I de dér brugte Ud- 
tryk, som ikke nævne Kjøb eller anden særlig Adkomst til 
Grunden (terram quandam in Hallandia ad nos hactenus 
pertinentem), ligger nærmest, at Jorden var Byd eller an- 
den Bestanddel af Almindingen ; men det er i hvert Fald 
vist, at der ved de sidste Ord hentydes til samme Brugsfor- 
hold, som nævnes i Knytl. Saga. — 1177 befaler samme 
Konge Beboerne i Fauraas Herred, at de ikke hindre Esrom 
Kloster i at bruge den Part i Glumstenskoven , hvilken 



') D. A. M. I. 40. 



Hallands SkoTe. 353 

Absalon havde givet dem ; de skulde have fuld Bet til der at 
hugge grenne Træer, samle Kvas, koge Salt og drive Svin 
paa Olden 1 ). Da Absalon siges at have skjænket dem 
Skoven, kan der ikke sigtes til en Skov, som Kronen har 
havt Bet til; haar Kongen i Slutningen af Brevet tilfejer en 
Trusel om at ville forbyde dem Skoven, hvad der bringer 
Tanken hen paa Fortællingen i Kny ti. Saga, maa Betten 
hertil vel nærmest ligge i den »»regiæ majestatis autoritas«, 
som anføres, og ikke i nogen Kronens Ejendomsret til 
Skoven. .Det maa vist desuden antages, at det er samme 
Forhold, som berøres i Absalons Brev af 1177 2 ), hvorved 
han bekjender , at det af Klosterbrødrene var bevist, at de 
havde kjøbt de Skove, hvis Brug Fauraas Herreds Beboere 
bestrede dem , af de rette Ejere (a justis possessoribus se 
adeptos fuisse). Ligeledes høre de Skove i Toagher, som 
Absalon gav Klostret, vistnok ikke til denne Kronens almin- 
delige Skov. Klostret havde her Brugsret over Skoven »secundum 
faniculum distributionis« og desuden en særlig Del af Skoven, 
som var kjøbt af Bygden (»unam specialem partern ejusdem 
silvæ, quam a cohabitatoribus emit« a ). Den Skov, som 
Beboerne kunde afhænde og udstykke, kan ikke have tilhørt 
Kronen. Besultatet bliver saaledes, at vi i Halland kjende 
foruden Kronens store Skov, Almindingen, Skove, som 
tilhørte Byerne, Fællesskove, og endelig Privates Skove, 
enemærker. Forskjellen mellem disse maa bestemmes 



l ) O. A. M. I. 43: ut de cetero præfatis fratribus nos tris de Esrom in 
oullo contrarii sitis, sed omnimodis præfata silva sua æqve vobia 
uti permittatur; Videlicet, stantia & virentia in ea succidere utvos, 
sai coqvere, glandibus porcos pascere, & in omnimodam utilitatem 
suam ut vos \ertere, <fe veniendo tam per mare, qvam per terras 
nullo prohibente ad sua loca deducere . . . Scriptum qvippe est, 
in qvo qvis peccat in eo punietur. Et sicut vos fratres a præfata 
silva prohibetis, ita & nos regiæ majestatis auctoritate ab eadem 
silva vos probibemus. 

*) Hallands Fornminnes Forenings Årsskrift. I. Handlingar. S. 7. 

•) Ser. IV. 471. 

28* 



354 Gruodregateroe. 

saaledes, at Almindingsskoven ejes af Kongen, der kan til- 
lader Beboerne at bruge den, men forbeholder sig Granden, 
saa at Byer, byggede paa den, ere hans (jfr.Konungleflisten: 
opida inde focta). Dernæst kan det kun tilkomme Kongen 
at udstykke eller dele den. Fællesskoven ejes af Landsbyen, 
som bruger den efter enhver Bymands Kvotadel i Marken 
eller deler den i faktisk udsondrede Farter, ligesom Stykker 
af den naturligvis kunne afhændes, naar alle de Berettigedes 
Samtykke kan faas. 

I Skaane gjenfinde vi omtrent lignende Forhold. I 
Følge den almindelige Begel er jo Almindingen Kongens. 
I Listen over Konunglef findes under Skaane: Omnes insole 
que vocantur alminning et -opida ex eis facta, og derefter 
Alminning. Dette sidste Ord bar ganske vist ikke for- 
tolkes som nogen bestemt Lokalitet; det indeholder, at lige- 
som alle Øer, der maa kaldes Almindinger, ere Kronens, 
saaledes ere ogsaa paa det faste Land de Strækninger, der 
have denne Karakter, Kronens. Kronens Bet til Almindingen 
viser sig nu for det Første i, at alle Byer, der rejse sig ved 
at denne forsvinder, ere Kronens Eje (jfr. de nys anførte Ord 
af Konungleflisten og: Nosby cum attinenciis suis stilicet 
sygthæsore cum ceteris uillis factis de alminning). I en 
Registrant over Kallundborg Slots Papirer ( Geh ej me arkivet) 
omtales nogle Breve af Kong Knud den Sjette og en Kong 
Erik om Benyttelsen af Almindingen i Albo Herred, hvori 
ogsaa denne Konges Ejendomsret til Grunden er omtalt. 
Kongen tillader Beboerne af Ingelstad og Jærrestad Herreder 
at nyde den nævnte Almindingsskov, hvis Grænser nærmere 
bestemmes, »dennem til Gode, men Grunden skal høre 
os til« 1 ). 



*) Ittem Biscop Byrgis breff raet bispen aff Fin oc andre gode mendu, 
en vidisse af koningh Ericks breff oc koning Knndts breff, at the 
haffue wnt oc giffuit alle thenom, som bo ij Jeres tadt oc 
Ingelstedt herrit, alminding Skou ij Albo herrit øster ind 
til haffuit paa en side oc siden ind till skoomerckea, som effter 



Skaanes Skoye. 355 

Det skal dernæst undersøges, hvilke Rettigheder over 
Skoven Kongen havde overladt Beboerne af denne Landsdel. 
— At Skaaningerne havde Ret til Oldengang for deres Svin 
og til at samle Vindfælder, maa vel antages, men havde de 
Ret til Hugst af grenne Træer? Sk. L. XI. 12 taler rig- 
tignok ganske i Almindelighed om at man »fællær træ innæn 
Almænnings skoghe«, men det er dog dermed ikke givet, at 
Hugst var tilladt i alle Almindingsskove. Forordningen for 
Bara Herred, der vel rettest maa anses for en Forordning 
for hele Skaane, idet vi tilfældigt kun have bevaret et 
Exemplar bestemt for dette ene Herreds Beboere, siger nu, 
at det skal være disse tilladt at hugge Træer i Alt, hvad 
der kaldes Alminding og er svoret dertil, undtagen i hvad 
der fra gammel Tid er regnet til vore Orer (exceptis notris 
antiquis horis). Vi standses her ved den tvivlsomme For- 
staaelse af Ordet Ore, hvilket jo forekommer saa ofte i ældre 
Aktstykker og i Stednavne og er fortolket paa yderst for- 
skjellig Vis. Vist er det, at alt dyrket Land falder udenfor 
Begrebet Ore, men ligesaa uafgjort er det endnu, om det, der 
betegnes derved er skovklædt Grund, hvad flere Omstændigheder 
kande tale for, eller stenet vild Jord, hvad den faktiske Ka- 
rakter af mange af de Steder, der endnu benævnes Ore, kunde 
lede til 1 ). Vi kunne heldigvis helt undgaa Fortolkningsforsøg 
og vinde mere direkte ind paa Sagen. — Der kan i det fore- 
liggende Lovsted ikke vel være Tale om Andet end Grund, 
begroet med Skovtræer, ej blot med Krat og Lunde; kun i 



staar, som er til Fiske, JUglesteen, Oxne wadt, Hulde tre, Kerlige 
beck, Gede mose, Høge blambers beck, Lierbeck, Langerødtz kilde, 
Bockerydtz Staff, Øre beck, Østre \ele, Suine veie oc Homand 
Spange .for vden Hiortes egen heinede oc Bolde skoo paa tbeu an- 
den side , som the tilforn baffue baflt , saa \nde wy thenom her 
effler at nyde skoen thenom ti II gode, men grunden schall børe os 
Ul. Dalum Helsiogborg, Aono domioi 1393 ldus Junii. 
') Jfr. N. M. Petersen, Saml. Afh. 1. 153; O. Nielsen, Jordebogen 128; 
Rletz, Ordbok ofver svenska allmoge-språket s. v. Ora. 



356 Groodregaleroe. 

Skove kan Kongen ville forbeholde sig Enehugst Lægger 
man nu Mærke til, at Ora i Følge den skaanske Folkedia- 
lekt betyder en sær stor Skov 1 ), og at der af saadanne 
Orar findes flere rundt om i de forskjellige af Skaanes 
Herreder, Sj6bo-ora, Tostarpa-ora osv., kan man vist med 
Sikkerhed fortolke det ovenfor anførte Lovsted saaledes, at 
Skovhugst er forbudt Banderne i disse Kongens store Orer, 
men i øvrigt er fri. Som en Grund til at Kongen saaledes 
forbeholder sig visse Skove, kan det tænkes, at han har villet 
drive enkelte Skove saaledes, at der af dem altid havdes de 
fornødne Mastetræer, Skibstømmer eller andet stort Tømmer, 
og jeg bestyrkes deri ved den Udtalelse i Processen mod Johan 
Grand, at Kongen inddrog de pantsatte Ejendomme Lyster, 
Blekingen og ørken til Gjønge og Vilands Herred fordi det 
oplystes, at de gode Træer, passende til høje Bygninger og 
Skibe, som voxede det i Skovene, vare efter Ærkebispens 
Godtykke blevne omhugne og anvendte til Bygning af Skibe 
eller Huse paa hans og hans Venners Gods 2 ). 

Det kan endvidere tænkes, at Kongen har udelukket alk 
Private fra at benytte enkelte af de større Skove, fordi han 
i dem har villet skaffe sig et Jagtdistrikt til Fredning af 
større Vildt. At der fandtes saadanne Enemærker eller Parker 
allerede paa Valdemar Sejrs Tid, lærer os Haandfæstningen 
1326 § 30: Item rex nullam paark sibi pro sua vena- 



*) Rietz, I. c. 

a ) Ser. VI. 281: Item dicit, quod cum dictus Archiepiscopus eidem 
regi 4800 marcas mutuasset et Blekingiam, Lystriam oe Witlandti 
herrit cum suo deserto et deserto de Cythingeherrit, quod vulgaritcr 
dicitur Ørcken, obligasset idem Rex et tradidisset dicto Arcbiepiscopo 
ete. 287: Sed cum in sylvis dictarum terrarum arbores abon- 
darent pulcræ et ad ædificia 'magna et navigia aptae, et cum ad 
aiires Ipslus Regis post modum pervenisset dictas sylvas dictaram 
terrarum per eundem domioum Johannem Archiepiscopum pro magna 
parte esse destructas et radicitus succisas et ad oaves magnas et ad 
domorum ædificia in suis terris et amicorum suorum, sicut Yoluit, 
eonstruenda. 



Sjallands SkoTe. 357 

done usurpabit nisi ea, que paark fuerunt tempore regis Wal- 
demari. 

Ved at nævne Pantsætningen til Johan Grand ere vi 
allerede komne til at omtale, at Kongen tillagde sig Ejen- 
domsret til Skovene i Bleking og Lyster, og dette stem- 
mer da ogsaa med den almindelige Udtalelse i Fortegnelsen 
over Konupglef : omnes terre et silue ceteraque eis attinencia, 
in quorum possessione tune erat dominus rex, quia non erant 
alienata, similiter et omnia que habebat lystær. 

Listen over Eonunglef i Sjælland nævner flere Skove: 
erwith et opida inde facta. Martheme cum silua sua. Grip- 
scogh cum attinenciis suis. Lyngby cum attinenciis suis 
scilicet bouæscogh et cetera. Skipby cum hornswith. Wor- 
thingburgh cum tota stenswith. quicquid est extra brothæ 
preter 1 ) sæbæksore et omnia oppida facta de stenswith. 

Hvis man i det Hele skulde tænke sig et Grundlag, 
hvorefter Skov kunde være forbleven i Kongedømmets Eje efter 
et almindeligt Salg af disse fra Kongens Side, maatte det vel 
enten være dette, at Skoven var et Tilliggende til en Kronens 
Gaard (Martheme cum silua sua), eller at en fra Hedenskabet 
arvet hellig Lund var overgaaet i Kronens Besiddelse, eller 
endelig at Skoven var saa overordentlig udstrakt, at den ikke 
ved de af Historien omtalte Salg vilde kunde finde en Kjøber 
i de omliggende Byer. Denne sidste Omstændighed synes 
især at være Grunden til, at Skove i Sjælland endnu tilhøre 
Kronen. »Silva ørwith, quæ est non longe ab Esrom« 
omtales i Sorø Klosters Gavebog (Ser. IV. 469), og allerede 
Absalon havde af Kronen erhvervet Besiddelser i den, vistnok 
Byd. Villingerød i Esbønderup Sogn siges at ligge i denne 
Skov (Danske Mag. 4. Bække II. 338). Dens Udstrækning 
kjende vi nu ikke, men vitterligt er det, at flere Byer ere 



*) • Preter« oversættes af Dr. Nielsen (S. 131) urigtigt ved ■ foruden • I 
Stedet for »med Undtagelse af«; thi Roesktlde Bisp ejede »tota 
silua dicta Sæbexoræ«, der laa i Kastrup Sogn (se Ser. VII. 8). 



858 Grundregalerne. 

opstaaede paa dens Grund 1 ). Homswith var en stor 
Skov, der bedækkede største Delen af Horns Herred, og Jæ- 
gerspris Skov udgjar endnu Levning deraf. Stenswith var 
endelig en meget stor Skov i Vordingborgs Omegn. Naar 
til disse vidtstrakte Skove i Listen endnu føjes de tvende, 
Gribskov, som nu er den største i Danmark, og Lyngby 
Skove (Dyrehaven), vil det ses, at vi i Konungleffortegnelsen 
efter al Rimelighed kun finde de meget store sjæl- 
landske Skove nævnte, og hvis man tør sætte det i For- 
bindelse med Beretningen om Kongernes Salg af de danske 
Skove, kan vel næppe Andet faas ud, end at de her nævnte 
ere de dengang ikke solgte. 

Men fandtes der da ikke mange andre Skove i Sjælland 
paa Valdemar Sejrs Tid, som maatte kaldes Almindinge og 
saaledes tilhøre Kronen? Jeg tror det ikke. Selv om det 
kan paavises , at Kongerne i en noget senere Tid ejede endnu 
mange flere Skove, vil det ikke omstøde den Antagelse, at 
Konungleflisten vil opregne de Skove, til hvilke Kongen paa 
den Tid ansaa sig berettiget. Man skal erindre, at Kronen 
stadigt udvidede sine Fordringer og søgte at drage Skove ind 
under Begrebet Alminding, som i Virkeligheden vare i en 
Landsbys eller flere Byers Eje og altsaa vare Fællesskove, 
ikke Almindinger. 

Jordebogen lærer os Intet om Brugsretten til Skovene. 
Ligesom vi fandt, at Skaanes og Hallands Beboere havde Bet 
til at benytte de Skove, som tilhørte Kronen, hyppigt. end- 
ogsaa Hugstret i disse, saaledes kan det meget vel være, at 
de Omboende havde enten tilkjøbt sig, eller af Kongen som en 
Gunstbevisning faaet tilstaæt Bet til Brugen af Kronens Skove i 
Sjælland. Over Hornsvid havde saaledes i det 16de Aarb. 



*) Kong Erik skjøder 1271 til Esrom Kloster •molendinum noslrum 
eorum monasterio \icinum, quod Sotæ dicitur-, Suhm X. 1001. 
Da Overdragelsen sker »de fldelium nostrorum consilio«, har Ejen- 
dommen vist yæret Konunglef og hørt til Tilliggendet til Ørwitn 
eller de paa dennes Grund opstaaede Byer. 



Jyllands Skure. 359 

nærboende Adelsmænd og Andre ment at have erhvervet en. 
sædvansmæssig Brugsret, men et Brev af Frederik II af 2den 
Okt. 1568 udtaler, at »Ingen uden han og Kronen har 
Rettighed til samme Skov«, og forbyder Enhver, enten af 
Adel, Præster eller Bander, at bruge Skoven. Ved nogle 
senere Breve tilstaar Kongen dog enkelte Adelsmænd større 
Rettigheder 1 ). 1 et Priv. for Vordingborg Kjøbstad af 12te 
Dec. 1415 giver Kong Erik Borgerne dersteds Bet til at hugge 
deres Ildebrændsel i S tens vid, som de tilforn var van at 
gjøre, og naar Skoven bærer Olden, at drive deres Svin did 
imod at svare Oldengjæld. 

Listen over Konunglef anfører endelig for Jyllands 
Vedkommende hverken en almindelig Adkomst eller enkelte 
Skove. Uluæscogh i Vendsyssel, hvilken ikke længere kjendes, 
Hanæwith, der efter al Sandsynlighed har været Tilliggende 
til en kongelig Gaard 2 ), og Jarnwith, der var et helt Di- 
strikt, staa som Undtagelser. Der maa i Jylland have været 
en Mængde Skove, som vare Kronens; dette lærer for det 
Første Beretningen hos Saxo, som siger at Skovene dér kun 
gik over i enkelte Familiers Eje, medens Landsbykommunerne 
ikke kjabte dem, for det Andet Jydske Lovs almindelige Ud- 
talelse om, at i Almindingsskoven ejer Kronen Grunden. De 
i Listen nævnte Skove have da af en anden Grund, som 
Parker eller Kronens Enemærker, staaet i nøjere Forhold til 
Kronen eller under Statens særlige Opsyn. 

Om Fy en gjælder det Samme som om Jylland. Hæg- 
uæthscogh juxta mæthælfar, tota silua in hægnæzholm pre- 
ter inesyng et salris, staa i Listen som Undtagelser, — og 
vi kunne ganske vist søge Grunden, hvorfor de opføres, deri 
at Kongen har gjort disse Skove til særlige Jagtdistrikter, 
Kongspar ker, hvorfor »hegnet«, som foran er vist, ogsaa er 
bleven optaget i deres Navn. 



') Anu. f. N. Oldkyndigtaed 1856. S. 66 ff. 
f ) O. Nielsen S. 126. 



360 Grundregalerne. 

Vi have saaledes sagt at udfinde, hvilke Skove i de en- 
kelte Landsdele have været ansete for Kronens, og hvorledes 
Eonungleflisten i det Hele stemmer med de øvrige Kilder. 
Vi skulle her gentage nogle af de vigtigste Resultater, vi 
kom til. 

1. For Skaanes, Hallands og Blekings Vedkommende 
giver Konungleflisten en mere almindelig Angivelse af hvad 
der er Kronens, for Skaanes Vedkommende ved supplerende 
at nævne »Alminning», for Hallands ved at anføre den store 
Grænseskov med tilliggende mindre Skove, for Blekings ved 
at angive, at Kongen ejer alle Skove, de alene undtagne, 
som han netop havde afhændet. 

2. I Sjælland ejede Kronen kun de udtrykkeligt nævnte 
Skove. 

3. Konungleflisten nævner ingen : af Jyllands og Fyens 
Almindingsskove. 

4. Om Ejendomsretten til Skovene lader sig Intet ud- 
lede af de Brugsrettigheder over dem, der maatte være til— 
staaede de Omboende. I de færreste af Kronens Skove var 
Jagt og Skovhugst forbeholdt Ejeren. 

Det Udfundne kommer i det Hele ikke i Strid med 
Saxos Beretning om Salget af Skovene og den forskjelKge 
Maade, hvorpaa dette blev iværksat. Det viser sig, at der paa 
Jydske Lovs Omraade fandtes langt færre Skove, der til- 
hørte enkelte Landsbyer, end i de andre Provinser; de Skove, 
hvorover Byerne havde Brugsret, vare Almindinger, hvor 
Kongen ejede Grunden; i Sjælland synes det som endog 
de fleste Skove ere gaaede over i Bymenighedernes Eje, me- 
dens der paa Skaanske Lovs Omraade var en saa stor 
Mængde Skove, at selv om mange af disse vare solgte til 
Menigheder, Kongen dog beholdt betydelige Besiddelser i 
Skov tilbage. 

Det kan i øvrigt antages, at der paa en Mængde Steder 
herskede liden Klarhed, om hvem egentlig Ejendomsretten til 
Skoven tilkom. Om Rettigheden over Grunden, hvori 



Kongernes Ejendomsret til Skore. 361 

Ejendomsrettens egentlige Kjærne kom frem, var der sjældent 
Tale, og de i vidt Maal erhvervede Brugsrettigheder gave det 
ofte Udseende af, at Ejendomsretten fandtes paa et helt andet 
Sted end hvor den virkeligt var. 

Kilderne lære os endvidere, hvor usikkert Ejendomsfor- 
holdet til Skove var. Kongen ses uhindret at tilstaa Be- 
nyttelsesret over Privates Skove. Vi skulle ikke særligt op- 
holde os ved at Hertug Kristoffer 1316 og Prins Valdemar 
1340 ganske i Almindelighed love Stralsunds Borgere, at dét 
skal være dem frit for at samle Brænde og hugge i Landets 
Skove, naar de blive Konger, da Løfter jo let blive for 
rundhaandede 1 ). Derimod er det værdt at bemærke, * hvor 
hyppigt Kjabstadborgerne faa Brugsret over de nærliggende 
Skove; saaledes Stege 1268 og Faaborg i forskjellige Privv. 
over Skovene i deres Nærhed, Æbeltoft Borgere over Skoven 
Uwith. Da der 1221 oprettes et Fyr paa Falsterbo giver 
Kong Valdemar en almindelig Tilladelse til at skære Træer i 
Skovene til dets Vedligeholdelse: »ligna ad hoc necessaria in 
regn o nostro secandi liberam concedimus facultatem « 2 ). 

Til disse vidtgaaende Dispositioner haves et naturligt 
Modstykke i de Løfter, Kongerne stadigt maa afgive om ikke 
at krænke ejendomsretten til Skovene. I Abels Frdg. 1251 
§ 6 nævnes blandt de Uretfærdigheder, som skulle afskaffes, 
dette, at Kongerne lader hugge i Privates Skove. I Følge 
Erik Men veds Priv. for Skaane 1317 § 4 skal Kongen ikke 
lade hugge i nogen Enemærke-Skov uden Ejernes Villie, og 
efter Haandfæstjiingen af 1 326 § 33 skal Kongen saa vel som 
enhver Ånden af hvilkensomselst Stand være ligesaa lidt be- 
rettiget til at fiske i Åndenmands Fiskevand som til at hugge 
i Skove uden rette Ejers Villie"). 



l ) Dipl. Svec. III. 285. IV. 715. 

•) Dlpl. Svec. I. 687. 

•) Frdg. 1251. i 6: Injusta gravamina revocentur . . . succisio- 
nes ex parte regis in silvis alienis. Hdf. 1326 { 33: Item do- 
minus rex aut aliquis alius, cujuscumque condiclonis, dlgnitatis 



362 Gnudrcgakrae. 

I Følge det sidste Lovsted skulde Kongen synes ogsaa 
at have krænket de Privates Eneret til Fiskevand, og i det 
Hele bar Regeringen vist ofte været akjendt med Omfanget 
af Kronens Begaler eller tilladt sig betydelige Overgreb. 
Kongerne synes saaledes stundom ved Tilstaaelse af Brugs- 
rettighed over den Kjebstæderne omgivende Grund at have 
krænket de dér boende Banders Bettighed. Mon Kongen 
ikke stundom har ment, at han, fordi han har en Bet over 
det Udyrkede, har en Bet over Andres Marker, naar Ævret 
er opgivet og de laa i Fælled ? Aabenraa havde Græsning paa 7 
Byers Marker, hvilket Kong Valdemar havde skjænket den, og 
det ses af Byens Skraa § 4, at han ved Kjeb af Jorder har 
skaffet Byen i al Fald nogle af disse Rettigheder, men mon 
Kongerne ellers have taget slige Hensyn? I det 16de Aarh. 
maatte tvende Kjebstæder opgive deres Brugsret over nærlig- 
gende Byers Marker, uagtet de havde Kongebreve derpaa. 
Kjege mistede ved Bettertingsdom af 1590 (GI. D. IV. 193) 
den Bet, Byen havde til Græsning paa den anden Side af 
Aaen; i Præmisserne paaberaabes vel forskjellige Grunde, 
men som et Fræjudikat, hvorpaa der særligt lægges Vægt, 
anføres en Dom af Fr. 11 og Danmarks Biges Baad af 1574 i 
en Tvist mellem en adelig Dame og Borgerne i Faaborg om 
Skovhugst, Gjærdsel og Græsning over Horne, Svaninge og 
Digernæs Marker, hvorved kjendtes, at Borgerne skulde have 
det i Lodsejernes Minde. Herved er imidlertid at bemærke, 
at Faaborgs Ket til Græsning paa de nævnte Steder bliver 
bekræftet Byen af Erik Menved 1313 som en fra gammel Tid 
den tilkommende Bet, og at Kongen kunde synes at have havt 
Kompetence til at tilstaa den disse Beføjelser, da de nævnte 
Landsbyer nævnes som Kongegods i Jordebogen og senere 
sandsynligvis have forblevet i Kongefamiliens Besiddelse. Da 
imidlertid de 3 Byer ikke have været Kongens Enemærke 

aut status existat, in aquis aliems nisi proprUs piscari aut siloas 
alicuiu8 nisi propriaa succidere faciat, sine veri possessoris volun- 
iwe et couseotu. 



Grandregaler i Følge Konungleflisten. 363 

(jfr. Swanævich 2 partes), har Gaven dog paa den Maade 
gaaet ud over de rette Grænser. Mellem Saxkjøbing og 
de tilgrænsende Ejendomsbesiddere har der ligeledes været 
en Retstvist, som blev paakjendt af nogle Danmarks Riges 
Baad og gode Mænd, der t il kj endte Byen Brugsret, navnlig 
i Kraft af, at der var vunden Hævd paa Brugen (GL D. 1. c). 
Af det foran Udviklede fremgaar, at Konungleflisten kun 
ved de skaanske Ejendomme indlader sig paa at nævne uspe- 
cificerede Besiddelser eller en mere almindelig Adkomst. Kun 
her findes: »alminning«, som en særlig Titulus, frem- 
deles: »omnes insule, que vocantur alminning« og de 
foran nævnte tilsvarende vide Titler ved Bleking og Halland. 
Man vil sikkert kunne bebrejde Listens Forfatter, at han 
ikke har været konsekvent ved Redaktionen, i det de mere 
almindelige Titler forst fremkomme i den østligste Provins. 
Dog kan jeg ikke antage, at Sligt skulde være sket ganske 
uden Anledning. Det synes at fremgaa af Kilderne, at det 
i Landene øst for Øresundet, hyppigere end noget andet 
Sted i Riget, er kommet til Strid og derefter retslig Paa- 
kjendelse af hvad der tilharte Beboerne, hvad Kongen. Der 
har endnu i det 1 3de Aarh. været saa meget tilbage af ikke 
bemægtiget Grund eller af Grund , der kunde ryddes og afkaste 
Afgrøde, at der efterhaanden som denne toges i Brug, opstod 
Spergsmaal om Ejendomsforholdet 1 ). Talrige Vidnesbyrd have 
været optagne, og Nævninger have svoret om disse Forhold; 
som Listen siger, skal der haves gode Mænds Vidnes- 
byrd om, at Kongen havde afhændet Byer, dannede af Al- 
mindingen (jfr. Hallandslisten S. 61: Item Særæa quedam 
insula adiudicata domino Regi cum iuramento bonorum 



') ifr. Danske Mag. 4. Række. i. 38 (1544): en Befaling til Landsdom- 
meren, at han op nævn er 15 uvillige Dannemænd, som skulle 
granske og adlægge saa mange Gaarde og Bol, som Hr. Holger 
haver ladet bygt og forbedret paa Kronens Alminding i Torne Her- 
red, siden han først annammede Torne Herred i Befaling af 
Kong Frederik. 



364 Grandregalerne. 

uirorum scilicet Thorlokær etc.), og Udtrykket i Forordningen 
for Bara Herred: de Skove, der kaldes Alminding og hvad 
der er svoret til Alminding, antyder ogsaa de ofte om 
Ejendomsforhold fældede Kjendelser. 

1 55. De foranstaaende Oplysninger om Kronens Grund- 
regaler i den ældre Middelalder skulle vi sammenligne med 
hvad der kjendes om de norske og svenske Forhold. 

I Norge ejede, som ofte foran er berørt, Kongen alle 
Almindinger, men Kronens Bet fremtraadte paa en sær mild 
Maade. I Almindingsskovene kunde saaledes Enhver forsyne 
sig med saa meget Træmateriale, som han lystede, og ligeledes var 
Brug af ikke skovbevoxet, ubemægtiget Grund tilladt, naar man 
ikke tilegnede sig en udelukkende Bet over Grunden, thi vilde 
man t. Ex. opdyrke Alminding, skulde man bave Ombuds- 
mandens Tilladelse dertil, hvilken dog let erhvervedes og 
saaledes, at det Opdyrkede helt gik over i privat Besiddelse. 
Om noget Vandregale har der i Norge aldrig været Tale 1 ). 

I S ver rig vare Forholdene noget anderledes. Et Skovregale 
kjendtes aldeles ikke i Sveariges Lande, hvor Private eller 
Menigheder ejede Skoven med fuld Ejendomsret; i Geta- 
landskaberne havde Kongen derimod Bet til en Trediedel af 
Almindingen, og denne Grundsætning blev optagen som al- 
mindelig, for hele Riget gjældende i Magnus Eriksens Lands- 
lov. Forst efter at Unionstiden dels ved det Bekjendtskab, 
man havde gjort med de andre Rigers Forhold, dels ved 
Borger- og Bondestandens aftagende Kraft havde forberedt 
den almene Mening for Regalerne, blev endelig under Gustav 
Vasa alle Skovene erklærede for Kronens Eje, og under de 
felgende Konger voxede stadigt Kronens Fordringer. — Lige- 
saa lidt kjendte Landskabslovene et Vandregale, skjent som 
alt foran sagt den Regel gjaldt for Benyttelsen af Strømmene, 
at en Trediedel deraf skulde lades aaben; først efter Aar 
1400 begyndte Sætningen om Kronens Ret ogsaa til en 



*) Brandt J. c. g 69, 70. 



Grundregaler i Norge og Sverrig. 365 

Trediedel af Vanddrag at faa Indgang. Om noget Bjergregale 
kunde der i den ældre Middelalder hverken i Sverrig eller Norge 
være Tale alene af den Grund, at en egentlig Bjergværksdrift var 
ukjendt — Man har i mange Tider antaget, at Kronen havde 
tillagt sig Grundregaler i Sverrig i ældre Tider i et langt videre 
Omfang end nævnt, eller i al Fald været i stor Tvivl om deres 
Omfang; thi i Følge en Beretning om et saakaldt Helgeands- 
holms Beslut af 1 282 skulde Kongen have tillagt sig Bet til 
baade Skove, Grunde og Elve. Nu er det endelig af en anset 
svensk Forsker bleven paavist dels at Indholdet af denne Be- 
slutning staar i Strid med hvad alle andre Kilder lære, dels 
at de Dokumenter, hvorpaa man støttede sig, ere forfalskede, 
og han har saaledes manet dette Spagelse ned i den Sump, 
hvor det harte hjemme 1 ). 

Af det Udviklede turde fremgaa, at Danmark i det 13de 
Aarh. var naaet videst frem i at tilkjende Kongen Begaler. 
Skjant man i Norge havde samme Princip til Grund for 
Kronens Bet, nemlig Betten til alt Øde, have Regalerne i 
Danmark faktisk havt langt mere Betydning og gjort mere 
Skaar i Borgernes Bet end i Norge, saa at man her i Landet 
ikke blot i starre Omfang har hindret Brugen af Almindingen, 
men ogsaa holdt strængere paa Retten over Grunden. Lige- 
saa har Kongens Bet over Vanctene havt en langt starre Be- 
tydning i Danmark end i noget af de to andre Riger. 
Sverrig har i det 13de Aarh. været heldigst stillet, i det man 
dér egentlig kun kjendte enkelte Retssætninger, hvoraf i 
Tidernes Lab Regaler kunde udvikle sig. 

! ) G. G. Styffe, framstållning af de såkallade Grundregalernas uppkomst 
och tillåmpning i Sverige intill slutet af sexton de århundradet. S. 
229 ff. i K. Vitterhets, Historie och AntiquUets Akademieos Haod- 
liogar, XXIV Delen. 



366 



XVII. KapiteL 

Konunglef ©g Patrimoninm. 

(Upsalaøde. Krongodsets Uafbændelighed. Forbrudt Jord til- 
falder oprindelig Kongen, ikke Kronen. Konunglefs Bestem- 
melse og Anvendelse. Byer, som ere Konunglef. Hertugens 
Forhold til Krongodset. Patrimoniet. Formindskelse af dette 

til Bedste for Krongodset.) 



156. Efter at vi i det Foregaaende have undersegt, 
hvilke Besiddelser Kongerne havde som Begaler, og allerede 
derved ere ledte ind paa Fortolkning af Konungleflisten, 
skalle vi yderligere søge at belyse denne Liste , idet vi gaa 
over til Betragtning af det egentlige Konunglef eller 
de Ejendomme, der vare henlagte til Kongernes Underhold 
og skulde bevares som Kronens Eje, uafhængig af Kongernes 
Skiften. Modsætningen hertil danner Patrimoniet, det 
Gods den valgte Konge kunde eje forinden sin Tronbestigelse 
eller som han erhvervede efter denne ved Arv eller anden 
Adkomst uafhængig af hans Stilling, hvilket Gods vedblev at 
være hans egen Baadighed undergivet og arvedes af hans 
Børn, uden at Kronen erhvervede nogensomhelst Bet dertil. 

Til Oplysning om den forskjellige Karakter af disse 
Ejendomme, der vare i Kongernes Besiddelse, vil det røre 
lærerigt at betragte nærmere Beretningen om Upsalaøde, 
i hvilken vi for Sverrigs Vedkommende have en Institution, 
som svarer fuldstændigt til vort danske Konunglef. Yngve 
Frej oprettede i Upsala, der var hans Hovedstad, et stort 



Upsalaøde. 367 

Hof, for hvilket han præsiderede i dobbelt Egenskab af 
Ypperstepræst og Konge, og dertil henlagde han alle Skatter, 
som han oppebar, og sine Ejendomme baade af Jordegods og 
Løsøre. Dette Gods kaldtes Upsala-øde af Ordet øther 
(Isl. audr), Rigdom. Det forøgedes med Tiden, dels ved at 
Kongerne lode opdyrke Jord rundt om i Landet, dels 
ved Arv af de udryddede Smaakongers Besiddelser. En- 
delig var meget af Slægtgodset efterhaanden taget i Besid- 
delse for Upsalaøde. Navnet bliver derefter Betegnelse for 
alt Gods, der skal tjene til Kongernes Underhold og ikke maa 
bortgives; »kongen ma them aldrig veta eller skdta«, som det 
hedder i Haandskrifter af den yngre Vestgdtalag; Kongen 
maa ikke afhænde Godset eller give det i Forlening paa en 
saadan Maade, at Kronen derved paatager sig Forpligtelse. 
Hvad der udgjorde Bestanddelene af Upsalaøde fremgaar 
ogsaa af de Tillæg, der føjes til dette Navn i enkelte af Lovene: 
»oc swa gamalt kronuna gods, at ængin minnis eller ok af 
sanne sæghn vet, huru thet fyrst under kronuna kom«; eller 
andetsteds: »Opsala ødhe alt gammalt kronuna gods«. 

Ved Siden af disse Ejendomme var der imidlertid ogsaa 
Gods i Kongernes Besiddelse, om hvilket man vidste, naar 
det var kommet did, nemlig Dynastiets Slægtsgods, og over 
dette var den enkelte Konge naturligvis fuld raadig med 
hverken færre eller flere Indskrænkninger end en privat Mand. 
Saaledes siger Ostgdtalagen, at om »kununger vil egbn sæliæ, 
skal han frændum sinum ater biutha sva han sum bonde« 1 ). 

Hvor langt tilbage i Tiden man her i Landet har son- 
dret bestemt mellem de Kronen tilhørende Besiddelser og 
Kongens Familiegods, kan vanskeligt afgjøres, men da Saxo 
paa flere Steder nævner Kongernes Patrimonium som en 
Gjenstand, hvorover disse særligt disponere, og da han be- 
retter, at. Valdemar I testamenterede til Klostre Halvdelen 



l ) Schlyter, juridiska Afhandlingar. Forstå Håftet. S. 31 ff. Om lig- 
nende Fortold i Norge, se Brandt 1. c. § 69. S. 215, 216. 

24 



368 KoDODglef og Patrimonium. 

af Patrimoniet, men ikke af det Kronen tilhørende Gods — 
vil det ses, at Adskillelsen er gammel 1 ). Kong Svend be- 
kræfter c. 1148 Kong Erik Lams Gave til Esrom Kloster af 
Byen Esrom, og han udtaler udtrykkeligt, at det sker af 
Hensyn til Religionens Tarv og skjønt denne By tilhørte 
Riget uafhængigt af Kongernes Skiften (que ex regum deces- 
sione et successione pertinebat regno 2 ). Endelig nævnes 
denne Art kongelige Ejendomme ogsaa i et Brev af 1170, 
hvori Valdemar I omtaler »villa, quæ vocatur Sande, quæ 
antiquitus juri regio subjecta erat, et cujusdam regis in regno 
nos antecedentis permissione ad alios transierat possessores« 
(D. A. M. I. 28). 

157. Kronens Ejendomme vare uafhændelige. I Følge 
de gamle svenske Love kunde en Konge tage det Gods til- 
bage, som maatte være afhændet ulovligt af en tidligere Re- 
gent, og samme Bet har utvivlsomt gjældt her i Landet 
Kongerne maatte ved deres Tronbestigelse med 
Ed forpligte sig til ikke at formindske de kgL 
Bettigheder og særligt ikke at afhænde Krongod- 
set; dette lader sig bevise af flere Kildesteder. Det er alle- 



l ) Saxo 955: Præterea locis monastiea religione sacratis dimidium pa- 
trimonii sui, quæ ad fiscum regium pertinebant exceptis, testamento 
legavit. Oversættelsen maa lyde som ovenfor. — Jeg kan ikke er- 
kjetide, at Saxo — som PaL-Muller vil — stiller flscus regius i Mod- 
sætning til latifundia regia, saaledes at det ene eller det andet af 
disse skulde betyde Kongens private Formue. Stedet hos Saxo om 
Svends Gave til Lunds Domkirke, S. 580: Wpse enim partim ex 
flsco suo regiisque latifundiis, partim antistes ex ante collalis templo 
beneficiis, quotidianos eorum sumptus exhibuit« , kan ikke forstaas 
saaledes, at han forøgede Kirkens Formue baade af egne og Kronens 
Midier; hvis der antydes nogeu Forskjel, er det mellem Gave af 
Statens Penge og af Kronens store Jordegods. Latifundia betyder jo 
i klassisk eller efterklassisk Latin udstrakt Jordegods, og flscus bliver 
hos Saxo som oftest brugt i Betydning af Pengebeholdningen, jfr. 
S. 492: cum promissum æs ex proprio flsco solvere nequiret; S. 899: 
ex flsco suo se stipendia Carolo soluturum promittiL 

•) D. A. M. 1. 12. 



Krongodsets Uafhændelighed. 369 

rede foran omtalt (S; 323), at Valdemar Sejr fik af Paven 
Tilladelse til at tilbagekalde under Kronen bortgivne konge- 
lige Rettigheder, og disse siges i Beretningen bortskjænkede 
•skjent Kongerne ved Kroningen havde aflagt højtidelig Ed 
paa at hævde de kongelige Rettigheder«. Ligesaa gjør Erik 
Menved den Reservation ved sit Tilbud om at overlade Johan 
Grand* en Del Krongods, at hvis den Ed, som Kongen havde 
aflagt paa ikke at afhænde Rigets Godser, skulde være til 
Hinder for Afhændelsen, denne da skulde gaa tilbage 1 ). I 
videre Forstand om Rigets Udelelighed er Sætningen taget i 
Lensbrevet af 25de Febr. 1330, hvorved Kongerne Kristoffer 
og Erik forlene Grev Gert med Fyen, »illo non obstante, quo 
dicitur, quod bona coronæ de regno daciæ possunt minime 
alienari«. Uafhændeligheden af Kronens Ejendomme berøres 
ogsaa i Beretningen om den alt foran (S. 176) omtalte Pant- 
sætning af Bleking m. v., men her kunde de Ord: »terræ 
coronæ non abaliena biles« vel være sparede, thi fandtes Pantet 
misligholdt, var Tilbagetageisen tilstrækkeligt begrundet. 

I den Sætning, at Kronens Ejendomme ere uafhændelige, 
ligger imidlertid kun dette, at Kongen ikke paa egen Haand 
kan skille dem fra Kronen ; det bliver ham muligt, naar han 
dertil kan erholde sit Raads eller Herredagens Sam- 
tykke. Det er ogsaa klart, at mange af Ejendelene, de øde 
Strækninger og ubenyttede Øer, havde deres Hovedbetydning 
som Formue ved at kunne sælges til Folk, som vilde opdyrke 
dem. Ofte har Kronen desuden ved Afstaaelse af Ejendele 
maattet skaffe de Folk Erstatning, som for Landets Skyld 
havde lidt Tab. Om det Samtykke, som saaledes Kongen 
skulde indhente, før han afhændede Krongodset, give de ud- 
stedte Overdragelsesdokumenter ingenlunde altid Oplysning, 
men det er dog næppe rigtigt, fordi det lades uomtalt, at 
antage at det ikke skulde være indhentet. 

158. I Krongodslisten træffe vi først og fremmest det 



*) Ser. VI. 359. * 

24* 



370 føoonglef og Patrimonium. 

Gods, som var henlagt fra ældre Tid til Kongernes Under- 
hold. Man kunde dernæst antage, at der i Listen fandtes 
Jordegods, som var gaaet ud af privat Eje som forladt Arv 
eller som forbrudt Gods. — Uagtet Eonungleffortegnelsen 
ganske vist ikke gaar saaledes i det Enkelte som Hovedlisten, 
synes den imidlertid ikke at opregne noget saadant Gods, 
der jo især maatte fremtræde som smaat og spredt Gods, og 
Listen maatte i al Fald omfatte mange flere Lokaliteter. Det 
lader sig nu ogsaa bevise, at i Følge den ældre Opfattelse 
tilfaldt forbrudt Gods ikke Kronen, men Kongen per- 
sonligt. Allerede Jordebogen tjener til Bevis herpaa, idet 
den mellem Kongens private Ejendomme paa Falster (S. 31) 
opfarer »in biørnæthorp de aky botild sun pro thyngbryth 
8 solidos in eensu« 1 ). I Slutningen af det 13de Aarhundj-ede 
synes derimod forbrudt Gods at have tilfaldet Kronen. I Aaret 
1 263 forbryder Hans, Skanul Torstensøns Søn alt sit rørende 
og urørende Gods efter Fædrenes gamle Love og Sædvaner, 
fordi han har sat sig op mod Kongen og aa ben bar ligt for- 
agtet hans Majestæt; Kongen lægger hans Gods under Kro- 
nen og skjøder det senere til Ribe Bisp for adskillig Om- 
kostning og Skade, han havde lidt 9 ). Jeg antager det frem- 
deles for hejst sandsynligt, at der ved følgende Ord i Dom- 
men 1285 om det slesvigske Konunglef: »(Biscopstoftæ et 
Baldesløøf) preter id quod Swening Graasun rbidem possedit . . . 
et de omni eo quod Kally Sweningsun habuit in Wakerbøøl« 
(Suhm X. 1 024), omtales Gods, som ved Forbrydelse er kommet 
til Kronen og har forøget dens Besiddelser ud over hvad der 
nævnes i Jordebogen; thi det var netop almindelig Brug, at 
det forbrudte Gods beholdt Benævnelsen efter den tidli- 
gere Ejer 8 ). 



) I den større Falsterliste haves et yderligere Bevis, saaledes som 

Fortolkningen at' denne skal vise. 
*) Huitfeldt, Bispekrøniken S. 23. 

3 ) Til Exempel kan anføres Huitfeldts Ord i Beretningen om Dommen 
over de oprørske Adelige iaU: Disse ere aff de Fredløse, huei 



Forbrudt Gods. 371 

Vi savne vist end ikke Underretning om det Lovbad, 
som saaledes ved Aarhundredets Midte har forandret den tid- 
ligere Bet. Vi kunde vente, at det i Tiden faldt sammen 
med den Tendens til bestemt Udsondring af det, der tilkom- 
mer Kongedømmet og Kongen som Privatmand, der udmærker 
Jordebogen. Et gammelt udateret Lovs tykke, som indeholder 
Bevisregler i Sager om Forbrydelse mod Majestæten og 
Straffen herfor, byder, at forbrudt Gods skal tilfalde Riget 
og Kronen og ikke Kongens private Formue (et bona taliter 
acquisita regno et corone, non patrimonio regis ascribantur). 
Dette Lovstykke vil saaledes særdeles passende kunne sættes 
til Kristoffer I's Regeringstid, til hvilken en gammel Afskrift 
ogsaa henfører det, ligesom det i den nye Udgave af For- 
ordningerne i Gehejmearkivets Åarsberetninger (V. 15) er sat 
til denne Tid. I øvrigt var det ikke saa hyppigt, at Kronen 
erhvervede Jord ved Forbrydelser. Som bekjendt søgte de 
gamle Love paa forskjellig Maade at knytte Jorden til Fa- 
milien, saaledes at den ved Salg først skulde lovbydes til 
Slægten, der havde som en Medejendomsret til Jorden, lige- 
som man ogsaa derved vilde forhindre Splittelsen af en Familie- 
formue. Men ogsaa paa anden Maade var Jorden mindre let 
mistelig end de øvrige Ejendele. Det var saaledes en Regel, 
at Jord kun forbrødes, naar Nogen førte Avindskjold mod 
Riget. Da Olav Haraldsøn fordrer sin Fædrenearv af Kong 
Erik Emun, nægter denne at tilbagegive den til ham ; den var 
tilfaldet ham — som Saxo siger — i Følge den ældgamle 
Lov, at de, som tjene mod Fædrelandet, straffes med Tab af 
alt deres Gods ; i Kraft af samme Lov bemægtiger Valdemar I 



Gods bleff anammet oc er forbrut. . . . Vdi Sieland, Lauge Lauge- 
sen udi Hønge, Anders Stisøn Marsk aff Tygestrup, Ranni Joensen 
aff Giordslow: disse haffde oc udi Judland it stort Gods oc Anhang, 
huiicket deris Gods derfore bleff forbrut, oc kaidis alt det foibrudne 
Gods endnu Rannis Gods, for hånd vaar af stort Slect«. (I. 376.) 
Ranes Gods nævnes i en Mængde Aktstykker; saaledes pantsætter 
Kong Hans 28de Aug 1495 aH Ranes Gods i Kalle Len til Jørgen Rud. 



372 Konuoglef og Patrimooiom. 

sig alt Gods tilhørende Oprørerne Knud og Karl 1 ). I Pro- 
vinslovene finde vi samme Regel, at kun for ført Avindskjold 
forbrødes Jorden (Eriks Sj. Lov IL 3, 4, 5, Sk. L. V. 20, 
And. Sunesøn V. 20, Knud VTs Fordg. og fl. St.*>. 

Medens Lovene saaledes ikke fordrede Tabet af For- 
bryderens Jordegods, var det derimod ikke forbudt -denne fri- 
villigt at afstaa Jord i Betaling for den skyldige Bøde, men 
Lovene træde dog atter her til med Forbud mod, at For- 
bryderen skjøder Jorden paa det Ting, da han blev løst af 
Baand, eller paa det Ting, han blev frelslyst, efter at have 
været dømt til Kongens Gaard*). — At Jord af den Dømte 
tilskjødedes den Sagefaldsberettigede , herpaa indeholde Kil- 
derne mange Exempler 4 ). 

*) Saxo S. 667: Interea Olavus Haraldi fllius Norvagia reversus, patrimo- 
nium suuni, in ter bella civilia a patruo occupatum, hæreditatis ti- 
tulo reposcit. Cujus petitioni Ericus illam antiquitatis legem oppo- 
suit, qua reis patriæ honorum pæua decernitur. Patrem siquidem 
ejus, peregrino milite ad vers um patriam usum, decrctam hac lege 
sententiam incurrisse. 930: Quorum patrimonium Waldemarus lege, 
quæ patriæ reos omnibus bouis damoat, adeptus, insperata opum 
incrementa coutraxit. 

*) Si. gi. Stret. §21 gaar dog noget videre: terra Sleswieensi eini Tel 
suis beredibus au ferri non potest, nisi ipse pro aliquo crimine fuerit 
fugitiuus uel proscriptus vel regnum presumpserit impugnare. At 
Keglen kunde faa dette Omfang i Kjøbstæderne, hvor Jordegods var 
af anden Art og ikke inddraget under Familiebaandet , er let for- 
staaeligt. 

8 ) Vald. Sj. L. III. 13: Æn iorh si næ ma ey thi uf for stælæ oc ey a 
thet thing, thær ban var løsd af bande, sin iordh scøtæ. Ær thæt 
oc sva at han varthær til kunungs gardh giuæn , then thiuf, thær iordh 
æghænde ær, tha gangæ hans iordh hans børn til hænds, an 
værthær hanum frælsæ giuæth sithæn, tha hauæ han sin iordh atsr 
gen , æn ey ma han sin iordh atær gen fa , førræ æn hanum ær 
frælsæ liusd a tbingl, oc ey ma han a thet samæ thing han om 
varthær frælsæ liusd sin iordh bort scøtæ, sithæn han ku mær 
i hans vald og hanum varthær frælsæ liust, tha gøræ han sum 
ban vil. 

4 ) Dipl. Svec. I. 43: Terra illa quam Mp\ flltus Thorbiorn in Lunde 
pro pace sua emendauit. In Seuestathum dimidlas mansus, quemper- 
soluebat pro pace soa Scora, etdimidius mansus in Karlabio, quam dedit 



Kongen gjæster paa Konnnglef. 373 

159. Den oprindelige Hensigt med Oprettelsen af Ko- 
nnnglef var den at skaffe Kongen ved Ejendommenes Afgrøde 
det Fornødne til Underhold for sig og sine Mænd. 
Han maatte da skifte Residens og flytte fra og til de for- 
skjellige Kongsgaarde. Vi skulle nævne nogle faa Exempler 
paa, hvorledes Kongerne paa denne Maade have benyttet som 
Gjæstegaarde netop de i Konungleflisten nævnte 
Ejendomme. Knytlinge Saga beretter (K. 46-49) — hvor 
den begynder Fortællingen om det Oprør, som rejste sig mod 
Knud den Hellige — f at denne Konge var »at veizlu thar sem 
heitir at Sæ varen da % »that var eit rikt konungsbti ok red 
thar fyrir årmadrkonungs* ; hvilket er det iblandt Konunglef 
opførte Syorændæ, det nuværende Sjørrind. Samme Sagas 
K. 92 fortæller i Anledning af Knud Lavards Besøg hos Kong 
Niels før hans Drab, at Kongen »thenna vetr skyldi taka 
jtflaveizlu å Hringstødum nordr i Sjélandi«. Da Konunglef- 
listen skreves, var Bingsted ikke længere Kronens, men at 
den har hørt dertil, ses af Listens Bemærkning om, at Sø- 
borg er tilbyttet til Kronen for Ringsted (Syoburgh cum atti- 
nenciis suis, quod datum est pro Ryngstath). Da Harald 
Kesias Søn Olav vil hævne sig paa Erik Lam, søger han i 
Følge Saxo at overraske ham paa Gaarden Aruælund i In- 
gélsted Herred, hvor han laa paa Gjæstning *), hvilken Gaard 
nævnes som Konunglef. 

I øvrigt antager jeg ingenlunde, at Listen anfører alt 
det Gods, som kunde kaldes Statens, og skal nærmere ud- 
vikle, hvilke Ejendomme jeg antager udeladte. I de gamle 
Love omtales Kongens Gaard, hvori Bryderne eller Fogederne 



idem Scora regi pro pace sua. Ser. VII. 73: Item dom. Episcopus 
I terram (Hafniæ), in qua residebat Andreas Gulpening, quam ha- 
buit, qnia ipse Andreas fu rå bat ur. 84: quam terram Tydericus 
Krookarl scotauit Domino Episcopo Nicolao testimonio placitall eo 
quod vulnerauit quendam virum. 
l ) Saxo S. 668 jfr. 1022: quem in Arualundensi bospitlo d Iversan tern 
noctu adortus. 



374 KoDQOglef og Patrimonium. 

sade, og til hvilken alle finantsielle kongelige Indtægter be- 
taltes. I Følge Eriks Sj. L. III. 49 skal man lyse sit Saar 
til Kongens Gaard inden Herred og dernæst til Tinge, og i 
Felge Vald. Sj. L. III. 13 og Sk. L. VI. 9, og VIL 15, kan Tyven 
dømmes til Kongens Gaard og siges at komme i Kongens Hævd. 
En ilanddreven Hval skal fremdeles meldes i Kongens Gaard 
(VIII. 1). — Efter disse Lovsteder maatte det antages, at der 
i hvert Herred laa en Kongens Gaard, hvori Ombudsmanden 
sad. Ikke des mindre forudsættes det i Frdg. 1284 (for 
Sjælland) § 7, (for Skaane) § 1 3, at en saadan Kongens Gaard 
ikke findes i alle Herreder, ligesom ogsaa at Ombudsmandens 
Gaard ikke ligger i Herredet. Imidlertid havde dog vist de 
fleste af Kongens Embedsmænd faste Embedsgaarde, idet det 
maatte anses for den mest passende Maade, hvorpaa en 
Tjenestemand kunde udrustes. Han skulde være Vært for 
Kongen og Hoftet og for de af Kongen Beskyttede; saaledes 
at Kong Valdemar 1229 endog byder, at Cistercienserordenens 
Visitatorer, naar de komme til Landet, skulle have frit Under* 
hold hos hans Fogeder og Bryder 1 ). 

Det i Konungleflisten opregnede Gods vil nu ikke for- 
slaa til at skaffe en Gaard til Kongens Bryde eller Foged i 
mere end hvert fjerde Herred eller knapt det. Da det nu 
ikke kan antages eller dog vistnok var en Undtagelse, at 
Embedsmændene fandtes paa Kongens private Gods, og der selv 
med Hjælp af dette ikke vilde blive et tilstrækkeligt Antal Sæde- 
gaarde for Landets Tjenestemænd, maa jeg formode, at Listen 
ikkun opregner Gods, der virkeligt gav Kongen Underhold, 
men ikke de blotte Embedsgaarde med ubetydeligt Jordtil- 
liggende, som kun afkastede hvad Embedsmanden standsmæs- 
sigt kunde leve af, men ingenlunde tillod ham et Værtskab 
for Kongen. 

160. At mange af Byerne opføres som Kronens, kan 

1 ) Regesta 1. Nr. 730: ut quoties cumque visitatores eorom ad partes 
nostras venerintapud exactores nostros et villicos grittis habeant vits 
necessaria. 



Kjøbstseder, som ere Koouoglef. 375 

ikke være fordi denne endnu betragtede sig som Ejer af den 
Grund, hvorpaa Byen havde rejst sig; jeg har i syvende 
Kapitel paavist, at Kronen ikke fastholdt et saadant privat- 
retligt Synspunkt, og at en Afgift af Grunden i al Fald kun 
er bleven svaret i de yngre Byer paa Kronens Grund. Imid- 
lertid er der næppe Tvivl om at disse Byer ere anførte i 
Listen, fordi de oprindeligt have rejst sig paa Grund, 
der tilhørte Kronen, hvad enten denne var dyrket Gods 
eller Alminding. Vanskeligt er det dog at paa vise, hvilken 
Betydning dette havde paa Kong Valdemars Tid, om en By 
regnedes til Konunglef eller ikke. Nærmest maatte Fdrskjellen 
jo vise sig i ulige Afgifter, men Stadsretterne og de øvrige 
Kilder lade os ikke se nogen gennemført Forskjel eller nogen 
Ulighed af Betydning, hvortil Grunden især er den analogiske 
Maade, hvorpaa Kjøbstædernes Forhold uddannedes, efter at 
disse efterhaanden vare voxede i Tal og bestemte Begler 
havde uddannet sig om deres Administration 1 ). 

Ikkun i nogle faa Forhold kan det endnu spores, at 
Byerne ere opstaaede paa gammelt, kongeligt Landgods. For 
det Første er det mærkeligt, hvorledes Byerne endnu i Ko- 
nungleflisten opføres med deres Tilliggende. Saaledes 
tilføjes »cum attinenciis suis« ved Hæddyng, Boskildis, Slan- 
gæthorp , Wæ og Hælsyngburgh. De tilhørende Ejendomme 
kunde nu være af mangehaande Art, ikke blot Fælleder og 
Skove, men Vandløb og Møller m. m. Blandt Roeskildes Til- 
liggende kan man saaledes sikkert regne den Jord Konung- 
hegnet dér ved Byen, som Erik Menved 1295 skjænkede til 
St. Agnetes Kloster; at Erik Menved 1271 maa stadfæste, 
at Borgerne i Roeskilde have overdraget et Møllested til 



l ) Dr. Nielsen antager (S. XII) at Konungleflisten slet Ikke nævner 
Byerne; naar Ihoringy, Aleburgh, Wybærgh, Randrøs, Arus etc. op- 
føres, er det Kongens Borg eller daard i disse Byer. Listen maa 
dog vistnok frikjendes for en saadan Mystifikation. — Dr. N.'s An- 
tagelse, at Byer ikke kunde have •Tilliggende«, vil det Følgende 
formentlig modbevise. 



376 Konunglef og Patrimoninm, 

Thrugot Romundsøn og Timo Arnfastsøn, maa ogsaa antages 
at være begrundet i Kongens Bet til Roeskildes Appertinentier 1 ). 
Muligt er det samme Malle, som han 1295 overdrager til Si 
Agnetes Kloster; den betegnes da som liggende ved Haralds- 
borg, — og her have vi da atter et Tilliggende til Koeskilde, 
Fæstningen af dette Navn tæt ved Byen, som allerede Harald 
Kesia havde ladet anlægge 2 ). 

Man kunde endvidere haabe at finde i den i Byerne be- 
staaende Administration Levninger af det Forhold til Byens 
Herre, hvorunder den er opstaaet. Hvis Staden har voxet 
sig frem rundt om en kongelig Gaard eller Slot, har den 
Embedsmand, Kongen dér har havt, jo efter al Rimelighed 
været Byens første øvrighed eller i al Fald havt en betydelig 
Indflydelse paa dens Organisation. I det 12te Aarh. nævnes 
saaledes Bryder eller Villici for flere af de i Konungleflisten 
anførte Byer. Æsge Ebbesan nævnes i Vederlagsretten som 
Bryde af Wartwik under Kong Niels; Tovo er under Kong 
Valdemar *Villicus de Slangethorp« og »Thur benros villicus 
de castro« o: Søborg. At samme Turbernus andetsteds kal- 
des »castellanus de Seoburgh« , belyser Betydningen af Stil- 
lingen som Villicus 8 ). Om det nu end kunde indvendes, at 
Varde, Slangerup og Søborg paa den nævnte Tid maaske 
endnu ikke vare Kjabstæder, er det i hvert Fald klart, at 
den nævnte Kongens Embedsmand maa havefaaet betydelig 
Indflydelse i den i Ly af Kongens Gaard opstaaede Kjabstad. 
Anderledes maatte man derimod antage Forholdet udviklet i 



1 ) 21de Juli 1271: Ericus . . . noverlnt quod nos situm unius molen- 
dini Roskildis, quem cives ibidem dom. Thrugoto Romuodsun et 
Tuuoni Amfastsun assignaverunt, eisdem jcupimus et tenore pre- 
sentium dimittimus in perpetuum libere ad ipsorum beneplacitnm. 

•) Register over 8t. Agnetes Klosters Breve (Gehejmeaikivet): 7 ratioske 
Pergamentz Breve lydende paa den Mølle ved Haritzborg og paa den 
Jord hos liggende, som kaldes Kongens Hegnitt. Under adskillige 
Datum. — SubmXI. 205. — Brev 15de Sept. 1445 : castrum nostrom 
Hareldzborg et civitatem nostram Roskildensem. 

*) D. A. M. I. 20, 80. 



Kjøbstæder, som ere Konunglef. 377 

den paa fri Grund opvoxende Stad. Efter at dens Exemtion 
fra Herredet er bleven anerkjendt, har den vel havt en 
kongelig Foged eller en Person, der kunde varetage Kongens 
Interesser og opkræve de ham tilkommende Indtægter, men 
dette var dog kun en Kongens Ombudsmand, en exactor, og 
ikke nogen Bryde. 

Kun i Slesvigs gamle Stadsret synes det mig muligt at 
skjelne mellem den Person, som varetager, hvad man maa 
kalde de egentlige Godsforhold, fra den, Kongen sætter til 
at administrere i Byen. Ved Siden af »exactor«, som mod- 
tager Bøderne til Kongen og har Politimyndighed og »exactor 
cum civibus«, der udgjør den egentlige exekverende Autoritet, 
nævner Stadsretten tillige tvende Bryder, »villici«, dog kun 
paa to Steder : i § 72, om at Byens Tømmermænd skulle ar- 
bejde to Dage med Bryden, naar Kongen kommer, men 
Bryden skal give dem Kost, og i § 73, at Stadens Port imod 
Nord skal bygges og vedligeholdes af Kongens Bryde, men 
den anden Port af Hertugens. Af disse Bestemmelser 
turde man maaske kunne udlede , hvad der er Brydens For- 
retning, nemlig at sørge for Kongens Modtagelse paa sit 
Gods og i det Hele for Byens mere godslige Forhold. Sam- 
menholdes nu Stadsrettens Regel med Jordebogens Oplysning 
om, at tre Dele af Hedeby høre til Konunglef, men den 
fjerde til Hertugdømmet, synes det end yderligere klart, at 
det er de forskjellige Ejendomsforhold til Byens Grund, som 
have ladet Byen have 2 Herrer — hvad den egentlige Ad- 
ministration som Gods angaar. 

Disse ere de faa Vink, jeg i Kilderne har fundet til Be- 
lysning af Forskjellen mellem Kjøbstæder, som ere Konunglef, 
°g andre. Det kunde ventes, at Konungleflisten ikke opregner 
nogen By, som senere fandtes i Kongefamiliens Besiddelse 
(jfr. om dette foran S. 121), hvilket ogsaa synes at slaa til. 
Vi træffe i Løbet af Aarhundredet følgende Byer i Konge- 
slægtens Eje. Nyborg By nævnes i Listen mellem en hel 



378 Koouoglef og Patrimonlum. 

Del kongelige Godser tydeligt nok som en Familieejendom, 
og den gik senere i Arv til Erik Plovpenning, derefter til 
hans Datter Jutta, der 1284 mageskiftede den til Kong Erik 
Glipping, som ved dette Ejeb har villet afværge Faren ved 
at en hel By og særligt en Fæstning kom i en Pri vats Eje 1 ). 
Naar Bogense ikke nævnes i Jordebogen, er dette begrundet 
i, at den da endnu ikke var til. Bogense nævnes første Gang 
9de Jan. 1327, da Kong Valdemar Eriksen stadfæstede Byens 
ældre Privilegier, og samme Aar den 15de Juli blev Byen 
af denne Konge tildømt den svenske Prins Erik Valdemarsen 
som modrene Gods. Det kan vel næppe betvivles, at Staden 
har været bygget paa Harridslevs Tilliggende, hvilket Gods 
maa være gaaet i Arv til Erik Plovpenning og til hans 
Datter Jutta, Moder til den nævnte Prins Erik. Under 
Flakkebjerg Herred nævnes: Skiælfisker 16 % puri in maiori 
pondere; og det er ikke let af denne Betegnelse at se, om 
Byen herer til Kongens Gods eller anføres som svarende Skat. 
Skjelskør fandtes imidlertid senere i Abels Eje tilligemed 
Svenborg. Hvis nu virkelig Svenborg var en privat Besid- 
delse i Kongefamilien, maatte den dog vel omtales i Jorde- 
bogen, hvor ellers Alt omtales, som gik i Arv i Slægten, 
men Jordebogen nævner den ikke. Det forekommer mig der- 
for rimeligere, at begge disse Byer ere gaa^de i Arv til Abel 
og hans Børn som et arveligt Len. Det var nemlig ikke 
ukjendt, at Kjøbstæder vare givne i Forlening og kunde 
arves som Len i Kongefamilien — paa samme Maade som 
Herreder eller Landsdele (jfr. foran S. 174—176). Da Erik 



*) Suhm X. 1021: in recompensationem pro bonis snis patrimoni- 
alibus in villa Nyburg^ cum eastro ibidem et in villa Hyulby. Da 
hele Nyborg, som oven anført, synes at have været i Kongefamiliens 
private Eje, og da det er lidet rimeligt, at Jutta, som arver hele 
Fæstningen, kun skulde besidde noget af Byen, er Dr. Nielsens Over- 
sættelse (S. 109), at Jutta ejer Gods i Byen Nyborg og Borgen dér, 
næppe rigtig. 



Kjøbstssder i Kongefamiliens Besiddelse. 379 

Plovpenning • gjorde sin Datter Sofies Bryllup med Kong 
Valdemar af Sverrig : 

tba vart honom thet til radha, 
at han ville sina bånder ey vnada, 
vtan gaff met henne twa kflpstada, 
ther Danmarck haffde aff lithin skada, 
thr&laborgh ok malmflya, — 
ther loth konungen sik at ndghia 1 ). 
161. I Forholdet mellem Kongen og Hertugen rejser 
det Spørgsmaal sig, om Hertugen havde Baadighed over det 
i Hertugdømmet beliggende Krongods. Stridspunktet var vel 
egentlig ikke, om han havde Bet til Indtægterne deraf og 
til at ind- og afsætte dettes Bestyrere og Dyrkere, men der- 
imod om Hertugen kunde afhænde Krongodset eller 
Dele deraf. Da Knud Magnussen havde faaet Sjælland 
som Len af Svend Eriksen i Følge det hos Kejser Frederik 
indgaaede Forlig, paastod Kong Svend, at alle de »konungsbu« 
(Konunglef), som fandtes i Sjælland, skulde være undtagne 
fra Forleningen*). Pal.-Muller har (S. 180) med tidligere 
Historikere fortolket dette saaledes, at Kongen paastod en Ejen- 
domsret for sig til alle disse Ejendomme, hvorefter han da 
maatte have gjort sig skyldig i en stor Vilkaarlighed. Rime- 
ligere synes det, at vi allerede her møde det Spørgsmaal, 
hvorom der senere var standende Strid, — om Hertugen kunde 
raade over Konunglef i Hertugdømmet. At det anførte 
Faktum ikke har været ret forklaret, staar i Forbindelse med, 
at man ikke har forstaaet rettelig, hvad det er Tvisten drejer 
sig om i den ofte omtalte Dom 1285 paa Danehof i Nyborg. 
Hovedsagen er ingenlunde en Opgjørelse af hvilke enkelte 



*) Den svenske Rimkrønike (Erikskrøniken, Vers 434—439). 

*) Kn. Saga, K. 109: Tha rauf Sveinn konungr thegær sætt vid Knut 
konung ok kalladi sina eigu øll tbau koningsbii er voru i Sjolandi. 
Saxo. 694: Præterea Canuto justa petenti proviuciali dunlaxat ad- 
ministralione concessa regios penates a cætera se conditione seere- 
visse dicebat. • Regios penates« svaier fuldkomment til »konungs bii«. 



380 Konaoglef og Patrimonium. 

Ejendomme der skulle regnes til Konunglef og hvilke til 
Hertugens private Gods. Parterne i Processen ere Kong 
Erik »nomine corone regni Dacie« og Hertug Valdemar *ex 
parte ducatus sui«, og Tvistepunktet angaar ikke blot Baa- 
digheden over Konunglef samt Herredømmet over øen Als, 
men Retten til Ledingspenge og Møntindtægt, hvilke sidste 
Kongerne sjældent lode være indbefattede i en Hertugs Bet 
(jfr. foran S. 31, 32, 109, 221) — og det, som skal afgjøres, 
er saaledes Hertugens hele Magtstilling. Med Hensyn 
til Konunglef lyder Dommen paa : ne quis de boms memoratis 
se aliquatenus intromittat preter ipsius domini Erici et suc- 
cessor um ejus in regno voluntatem pariter et consensum 1 ). 
Netop det Samme udtales i Lensbrevet af 1286, at Hertugen 
paa ingen Maade maa anfægte Krongodset i Hertugdømmet, 
som dog overlodes ham. De faktiske Forhold, som have 
bevirket, at Kongen har fremdraget Spørgsmaalet forDanehot 
have uden Tvivl været de mange Afhændelser og Dispositioner 
over Krongodset, som Hertugerne foretoge 2 ). — Paa Jordebogens 
Tid har klart nok Kongen været raadig over Konunglef i 
denne Landsdel. Det angives ved et grafisk Mærke, hvilket 
Konunglefgods der er beliggende i Hertugdømmet, men vi 
finde kun Forholdet mellem Hertugen og Kongen oplyst ved 
tre Ting: Af Byen Slesvig regnedes tre Dele for Konunglef 
og den 4de til Hertugdømmet, ligesom ogsaa af 4 utlandske 
Saltbrænderier 1 regnedes til Hertugen og 3 til Kronen, 
hvorhos der endelig bemærkes, at hele Skatten af Fristad 
tilkom Kongen. 

162. I Modsætning til Konunglef kaldes Kongernes pri- 
vate Formue i gamle Love og Aktstykker Patrimonium. 



*) Suhm X. 1025. 

*) Abels Dronning M echtilde og hendes Sønner Hertugerne Erik og Abel 
pantsatte saaledes 1260 til de holstenske Grever Landet mellem 
Sli og Ejder. Stemann, Geschichte des ftechts in Schlcswig JII. 1. 
Suhm X. 417. 



Patrimoniom. 381 

Prof. Pal. -Muller maa have forkastet Antagelsen om at 
Ordet virkelig findes i denne faste Betydning; thi han siger 
(S. 182), at Patrimonium, hvor det forekommer i Jordebogen, 
bør forstaas lige efter Bemærkelsen »om Fædrenearv; der 
foreligger Intet, som giver Anledning til at forstaa det om 
Alt, hvad der foruden Konunglef var Kongens Gods«. Jeg 
skal derfor nu bevise , at Patrimonium netop maa forstaas 
som Modsætningen til Konunglef. 

Man kan her ikke holde sig til Lovbud og Aktstykker 
vedrerende Privates Ejendom, hvor der ikke er Anledning til 
at forstaa Patrimonium anderledes end som Fædrenearv og 
Fædrenegods. Saaledes fortolkes Sk. L. II. 2: »thæt sammæ 
ær ræt um gul ær um iorth, at arf gangæ rætum arfum« af 
Anders Sunesen (1.6) saaledes: Avrum patrimoniale licet 
sit mobile, patrim onialis tamen predii uice fungitur in 
diuisione, jfr. I. 13. Ligeledes betyder i SI. GL Stret. § 7 
Patrimonium og MatrimOnium Arv efter Fader og Moder. 

Naar Kongerne disponere over privat Gods, vil man 
næsten altid finde dette kaldt Patrimonium 1 ). Det synes dog 
mærkeligt, at det Kongerne frit kunde raade over, skulde falde 
sammen med Fædrenearven *). — Saxo bruger Ordet i meget 
forskjellige Betydninger, men allerede i den angivne specielle 
Bemærkelse. Den Arv efter sin Fader, som Olav, Harald 
Kesias San, forlanger af Kong Erik Lam, kalder Saxo natur- 
ligvis Patrimonium (S. 667). Men naar Saxo (S. 955) lader 
Kong Valdemar testamentere til Klostre Haldelen af sit Pa- 
trimonium: »quæ ad fiscum regium pertinebant exceptis«, 

l ) Flere ældre Forfattere have fremsat, at Patrimonium modsættes 
Konunglef (se Noten til Saxo S. 955-956; I. B. Larsen, Saml. 
Skr. 1. 1.313, 423; N. Statsburg Mag. IV. 473) om end ikke indladt 
sig paa strængt Bevis. Af Ducange fremgaar, i hvor forskjellige Be- 
tydninger førstnævnte Ord findes i Middelalderens Latin. 

*) Ser. IV. 461 (fundatio monasterii Vitæ Scholæ): rex postea paucis 
diebus missis viria ad Jutlandiam omnla optima prædia patrimonii 
sui osiendi præcepit Abbati. D. A. M. 1. 15: uillam de patrimonio 
meo, que Withscuele uocatur. 



382 Konunglef og Patrimonium. 

lægger denne Historiker klart nok Vægten paa Forekjellen 
mellem det uafhændelige Konunglef og Kongens private Ejen- 
dom, Patrimoniet. Her at ville gaa i Bette med Saxo 1 ), 
fordi han lader Kongen foretage en Disposition imod Lovene, 
som kun tillade at bortskjænke Halvdelen af Ens Hovedlod, 
synes ugrundet, da Hovedsagen for ham har været at be- 
tegne, at Kongen legerede alt, hvad han kunde raade over, 
og ikke Konunglef, selv om hint korrekt skulde have væ- 
ret betegnet som Halvdelen af »portio capitis« af hans 
»patrimonium*. Pal. -Muller har næppe Bet i at bebrejde 
Saxo, at han har anvendt en urigtig juridisk Terminus. — 
Saxo siger et andet Sted (S. 930), at Oprørerne Knud og 
Karl forbrede deres Patrimonium, men at han dermed mener 
hele deres private Formue, følger af hans Ord, at det sker i 
Kraft af den Lov, at Oprørere miste alle deres Ejendele (S. 
930, jfr. foran S. 372). 

Det afgørende Bevis for, at det Gods, Kongen ejer 
som Privatmand, kaldes Patrimonium, er imidlertid Kristoffers 
Frdg. om Majestætsforbrydelse, hvorefter Gods, som forbrydes, 
»regno et carone, non patrimonio regis ascribantur«. Det 
er umuligt her at gjengive Ordet ved Fædrenearv, og Mod- 
sætningen mellem de tvende Arter Gods, som findes i Kon- 
gens Besiddelse, er klart nok fremhævet. Jeg skal endnu 
kun nævne følgende Steder, hvor samme Adskillelse findes. 
Samsø og Endelave pantsættes 1253: »cum bonis nostris pa- 
trimonialibus quam regalibus ibidem« 8 ). Jordebogen har 
S. 26: Ærræ. Skyoldænæs 'et brunznæs kunæglef. aliud 
totum patrimonium. 

163. Jeg har alt foran vist, at Jordebogen synes at 
antyde, at der i de forskjellige Provinser af Landet har gjort 
sig forskjellige Anskuelser gjældende om hvad der henherte 
til Patrimoniet og til Konunglef. Men ikke blot forskjellige 
Landsdele ogsaa forskjellige Tider havehavt afvigende Opfattelse 

*) Pai.-Muiler S. 181 Aom. 1. 

*) Schl.-Holst.-Lauenb. Urkdsmlg. I. 498. 



Kongens Gods overgaar 1 Kronens Besiddelse. 383 

af Begrebet Konunglef — og det saaledes, at efter- 
haanden stedse færre og færre Besiddelser ere 
regnede til det kongelige Slåegtgods. I den Hen- 
seende viser der sig en mærkelig Forandring efter det 14de 
Aarhundredes Midte: Slægtgodset svinder ud af Omtale. 
Valdemar Atterdag og Margrete handle i deres utallige Kon- 
traheringer og Processer om Jordegods paa »vor og Kronens« 
Vegne, eller Erhvervelsen og Afhændelsen sker i hvert Fald 
for Kronen; Familieejendomme omtales aldeles ikke ved 
Siden af. Man kan vel endog tilføje den nærmere Bestem- 
melse, at alt det i Jordebogen anførte Gods, om 
hvilket vi ikke af historiske Aktstykker lære, at 
det allerede i det 13de Aarhundredes Slutning 
var i Kongeslægtens Besiddelse, blev henreg- 
net til Krongods. Jeg kan ikke føre Bevis herfor 
med Hensyn til alle de i Jordebogen nævnte Besiddelser, 
men dog med Hensyn til en saa stor Mængde deraf, at vi 
maa drage bindende Konklusioner med Hensyn til det, hvor- 
om Intet kan oplyses. — Allerede i Dommen af 1285, hvor- 
ved det afgjøres, hvad der i Sønderjylland var Kronens, ses 
Meget frataget Kongeslægten: Graam i Gram Herred, der 
ogsaa derfor synes i Jordebogen urigtigt sat blandt Kongens, 
at den efter al Rimelighed har været en »Huseby«, i hvilken 
Rigets Embedsmand har siddet, og af hvilken Herredet har 
taget Navn, er saaledes blevet Kronens, tilligemed Hattastath 
i Syndrægøshæreth og Byscopstoft i Vgglæhæreth 1 ). — Wæ- 
ling i Medelsom Herred blev senere Kronens 9 ). — IHejninge 
i Slagelse Herred ejer Kongen i Følge Hovedlisten 4 Bol og 
5 Ottinger, og disse Ejendomme udgjøre efter al Sandsyn- 
lighed Bestanddele af det betydelige Gods i denne By, som 
Antvorskov Kloster den 24de Marts 1501 fik tilskjødet i 
Mageskifte af naadig Herre Kong Hans og Kronen. — I Følge 



M Jordebogen S. 16, 17. Suhm X. 1024. 

*) Molb. <fc Pet. S. 322—28. Brev 24. Marts 1501. Æ. A. R. I. 15. 

25 



384 Konuoglef og Patrimoniam. 

Hovedstykket (S. 30) ejer Kongen i Lundby paa Falster 6 
Gaarde og efter Falsterlisten (S. 71) 7 Mark og 16 Skilling 
dersteds og i Sundby 7 ører. Begge Ejendomme ere senere 
blevne Kronens; thi det bedder i en gammel utrykt Regi- 
strant over Lungernes Breve (Gehejmearkivet) : Dronning 
Margrete giver Hr. Folmer Jacobsen af Høgstørp udi For- 
lening hans Livstid alt Kronens Gods i Lundby og Sundby 
udi Nørre Herred i Falster og Lundby Mølle sammesteds 
og hermed alle kongelige Sager, og naar han afdøer, skal 
forne Gods være til Danmarks Krone igjen. — I Fornælæf 
i Slagelse Herred ejede Kongen efter Hovedlisten 7 Bol, men 
disse Ejendomme tildømtes 1397 Kronen og Kongedømmet 1 ). 
— I et Begister over Breve paa Kallundborg (Gehejme- 
arkivet) anføres: tvende Hertug Knud af Hallands og Jens 
Hasenbjerges Breve af 1329, at de paa Kong Valdemars Vegne 
havde givet Niels, kaldet Suey paa noget Gods i Falster, 
Egleff en By (?), Boserup, Tingsted, en Gaard i Opetorp, 2 
Gaarde i Nørreslef med meget mere Gods for den Skade, 
han fik udi Legeret for Nykjøbing Slot, der det blev vundet; 
hvorefter altsaa de som Kongens i Falsterlisten nævnte Be- 
siddelser i disse Byer ere blevne Kronens. — Af en Bække 
Aktstykker lader det sig bevise, at Dronning Margrete i 
Aaret 1406 har ved Kjendelser af fiettertinget og ved For- 
lig med Private søgt at skaffe Kronens Bet ane rkj endt til 
en stor Del af dens Gods i Jylland, imod hvilket der kunde 
gjøres Indsigelser. Saaledes er det alt foran sagt, at Sundby og 
Sundby Aa i Thy dette Aar bleve tildømte Kronen, medens 
de efter Jordebogen endnu tilhørte Kongen. Paa noget 
Gods i Nørre og Sønder Tranders tager hun Skjøde, og deri 
hedder det, at »Somme sige, at Kronen og Kongedømmet 
have der Ret til« 2 ). 



*) Æ. A. R. i. U7 f in. 339. o. Nielsen, Jordebogen S. 115. 
*) Molbech <fe Petersen 250, 265, 279. — Breve af 17. og 19. Maj 
1406; i det første: ita tam en quod jus, quod corona Dacie in pre- 



Kongens Gods tillægges Kronen. 385 

Oplysende er endelig Jordebogens Laalands liste, sam- 
menholdt med de Efterretninger, vi have om det her nævnte 
Jordegodses senere Skjæbne. Endnu i Aaret 1 284 har af det 
der opførte Gods Agnwith, Thorp, Sæthing og Halstath været 
i privat Eje, thi Kong Erik bortgiver det til Jntta for hendes 
Patrimonialgods, Nyborg og Hjulby 1 ). Jutta maa ligeledes i 
Arv have faaet andet Gods paa Laaland, thi hendes uægte 
San Erik solgte 1315 til Martin Due Gods i Eyggothorp i 
Musse Herred, der nævnes i Jordebogen 2 ). Men i det 14de 



missis bonis habuit, per hujus modi juris assignationem in nihilo 
miouitur. (Jfr. r øvrigt Breve af 13 /5, ia /», "/d, * 4 /s, */«> 14 /e, *% 
1406.) Jeg skal her henlede Opmærksomheden paa, hvorledes der, 
som det synes i et lignende Øjemed som den i Aaret 1406 fore- 
gaaede Regulering, i Aaret 1519 er bleven optageten Række Tings- 
vidner fra Herrederne i Vendsyssel og Himmersyssel om hvad der 
i disse var Kronens Ejendomme. I Langebeks Diplomatarium findes 
i al Fald Tingsvidner udstedte dette Aar den 19. Septb. fra Slet 
Herred, den 9. Nov. fra Hornum Herred, den 12. Nov. fra Gislum 
Herred, den 14. Nov. fra Fieskum Herred (i dette nævnes Godset i 
Nørre og Sønder Tranders), den 15. Nov. fra Aars Herred, den 29. 
Nov. fra Kjær Herred, den 17. Dec. fra Hvetbo Herred og 30. Jan. 
1520 fra Horns Herred. Disse Aktstykker ere af megen Vigtighed, 
da vi ellers ikke eje Optegnelser om Størrelsen af Kronens Gods 
fra disse Tider og navnlig ingen Jordebøger. Vi lære af Tingsvid- 
nerne, hvor lidet Jordegods Kronen ejede i Jylland i Begyndelsen af 
det 16. Aarh., sammenlignet med hvad den ejede 100 Aar derefter, 
og hvor overordentligt store altsaa de besiddelser vare, som Uro- 
lighederne i det 16 Aarh.s første Halvdel og særligt 
Skipper Klements Oprør bragte ind under Kronen. — 
Vi bør ogsaa kaste et Blik tilbage i Tiden. Naar henved 300 Aar 
efter, at Kong Valdemars Jprdebog skreves, Kronen, uagtet mangt 
et Kjøb og mangen Erhvervelse ved Jords Forbrydelse, ikke havde 
faaet flere Ejendomme i sin Magt end dem, de anførte Aktstykker 
nævne, viser det sig ret, hvor urimeligt det er med Dr. Nielsen 
at tillægge Kronen 1231 en Række skjulte, af Jordebogen uomtalte 
Besiddelser i de samme Herreder, Besiddelser, som i Antal maatte 
være lige saa mange som i Aaret 1519. 

*) Suhm X. 1021. 

9 J Æ. A. R. I. 106. 

25* 



386 KooQoglef og Patrimonlum« 

Aarhundredes første Halvdel rar alt det laalandske Gods, 
som var forblevet i Kongernes Besiddelse, overgaaet til 
Konunglef. 1312 indlaste Erik Menved af Markgrev Albrecht 
Saxkjøbing, Nakskov, Viinæs, Taderud, østofte, Sedorp, 
Horslunde, Borebeck, Bersnaes, Berchinde og Mai balle med 
mere Gods, der var pantsat ham for Krigsomkostninger, 
gjorte i Danmark, og alle disse Ejendomme vare paa Jorde- 
bogens Tid Kongernes private Gods 1 ). Erik Menved pant- 
sætter 1317 til sin Dronning Laaland og Falster med alt 
Kronens Gods dér 9 ). Johan III af Holsten kalder Stok- 
kemarke Gaard »curia nostra« ganske vist som »dominos 
Lalandie« *)• 

Omvendt véd jeg ikke at nævne noget Exempel paa, at 
Gods, som anferes blandt Konunglef, efter Jordebogens Tid 
er gaaet over i Kongeslægtens Eje. Naar Dr. Nielsen (S. 1 23) 
lader Hillerslev i Thy arves af Agnes og Jutta efter Erik 
Flovpennings Død, saa maa Hyldislef, der nævnes i Doku- 
mentet af 1284 (D. A. M. II. 102) enten være den private 
Besiddelse af 8 % Guld, som Kongen i Følge Hovedlisten 
havde dersteds, og ikke Kongsgaarden (jfr. foran S. 322), 
— eller snarest slet ikke Byen Hillerslev i Thy, men i 
Fyen. Kongsgaarden Hillerslev var 1231 Konunglef og ligesaa 
1299 4 ), saa det er ugrundet at antage den for privat Ejen- 
dom 1284. 



x ) Huitfeldt I. 358. 

*j Huitfeldt 1. 392. 

*) Brev 5. Aprii 1332 »datum in curia nostra Stocmarke«. 

4 ) Den nævnes nemlig mellem det Gods, af hvis Indtægter Erik 
Menved tilbyder Johan Grand Erstatning. Da Stedet (Ser. VI. 
359) ofte er paaberaabt i det Foregaaende, skal jeg her anføre det 
helt, ledsaget af nogle Oplysninger om, hvilke de topografiske 
Navne, der af Aktstykket gjengives i en saare forhutlet Skikkelse, 
muligt kunne antages at være. — Protestatur taraen, quod si diet« 
bonorum tradition!, assignationi et cessioni obstat ipsorum bonorom 
qualitas, vel juramentum, quod prædictus Dominus Rex fecit de 
bonis regni non alienandis et honoribus conservandis. Quod dieta 



Størrelsen af Kong Valdemars Gods. 387 

164. Vi skulle endelig gere følgende Bemærkning om 
de tvende parallele Lister over Konunglef og Patrimoniet. 
Det er foran paa vist, at Hovedhensigten med Affattelsen af 
den sidstnævnte Liste bar været den at skaffe et Grundlag 
for det forestaaende Skifte af Valdemar Sejrs Privatgods. Af 
de to Listers ulige Affattelsesmaader synes nu ogsaa at frem- 
gaae, at Opregningen af det kgl. Privatgods er Hovedsagen, 
medens Fortegnelsen paa Konunglef kun slutter sig supple- 
rende dertil. Medens hin har specificerede Opgivelser af 
Skyldsætning osv., indeholder denne kun Navne paa Gods 
uden Oplysning om dets Omfang eller Værd, kun stundom 



tradltio, assignatlo et cessio pro infectis habeanlur, nis! quatenus 
ip8um Dominum regem juris adstringit necessitas, el fleri possint 
licite et boneste .... Item bona prædicta sunt hæc, unum do- 
mi ni om ad ipsum Domlniom Regem spectans, declmæ partis Hial- 
mesløff (Hillerslev I Thy) et sextæ in Scagnen (Skagen Kjøbstad), et 
sic in Hiøroing (Hjørring Kjøbstad), tota possessio euriæ Hethe cum 
suls attinentiis (Brev 13. Maj 1406: ex antiquis apertis litteris cora- 
pertum est et . . sentencialiter diffinitum Hethegardh eorone Dacie 
pertinere. Hedegaard i Bislev Sogn, Hornum Herred), qulota pars 
pos8essionum in Keldorp, octava pars in Fosburg, tota villa forensis, 
quæ uocatur Nova Civitas in Morsø (Nykjøbing nævnes her første 
Gang) decima pars in Opoliost et slc in Buseholm et sic in Maines. 
Decima pars In Gronneburg (kan være Grønæbæc, der nævnes i 
Jordebogen under Lysgaards Herred, eller Grønborg i Bølling Her- 
red, der 17. Oet. 1515 betegnes som et Kronens øde Byggested, der 
mageskiftes bort til Ove Skram, som 14. Aug. 1527 faar Stadfæstelse 
paa Brevet), quinta pars in Beneatorp, sexta pars in Skus et sic in 
Lockthuart et sic in Withug et sic In Roraa juxta Wøthell (Kong 
Hans sælger 11. Juli 1504 til Vejle Kjøbstad Romsgaard, liggende 
udenfor Byen, med al dens Tilliggende) duodecima pars in Klippe- 
lø£T, et sic in Handwith. Vicesima pars in Goltlug, vlcesima pars 
totius Utlandiæ, decima pars in Sotorp et sic in Hasløff (Haderslev), 
decima pars in Groppe et sic in Nones et decima pars in Bittenes 
(skal være Brytynæs eller Bokænæs, der I Dommen af 1285 nævnes 
som Konunglef tilligemed de foran anførte sønderjydske Be- 
siddelser i Klippæløf, Handwith, Gætting, Sudthorp, Croop og 
Monæs). 



388 Konuoglef og Patrimonlaro. 

den vage Tilsætning »cam attinenciis suis«. — Af Hoved- 
stykket fremgaar, hvor overordentlig mange og rige de Be- 
siddelser vare, der tilhørte Kong Valdemar Sejr. Ham var 
ogsaa saa godt som det meste af det Slægtgods tilfaldet, der 
tidligere havde været splittet mellem forakjellige Grene af 
Kongefamilien, som nu vare uddøde. Der var dernæst kom- 
met meget Gods i Valdemar Ts Besiddelse ved Oprør af 
flere fyrstelige og fornemme Personer, Prins Buris, Erik 
Lams Søn Magnus og Ærkebisp Eskilds Dattersønner Knud 
og Karl 1 ), hvilket nu var gaaet i Arv til Valdemar Sejr. 
Endelig har denne Konge selv kjøbt en Del Gods, hvilket 
Listen optegner: N. N. scotavit regi. Rex acquisiuit, com- 
mutauit. 

I Hovedstykket findes paa flere Steder meget specificerede 
Opgivelser om Indtægter af Jordegods og Godsets Grænser. 
— S. 39 er indsat følgende Bemærkning nederst under 
Færshæræth, men med et Notabenetegn, der vist skal an- 
give, at det er en Anmærkning til hele Siden og har sin 
rette Plads under Dapræhæreth: 

• køptæ abbat joon af øwit for swa gooh iordh sum twa maregulzs 
i garstangæ. oc war scøøt i hælsyngburgh northæn capell swa til fyur 
mærk i. Synnæn i tbæn wægh ær synnæn liggær skinfælz mose. Wav 
Blæn i stæn kyælden. Northæn i næstæ alminnis wægh. Østæn af Byogh- 
lingæ bothæstath oc i yttæ wæthil. østæn æbbæ gardh. hwat som tbær 
ær yuyr takæt thet ær kunnunglef mæth boui jngy sons aluær.« 

Den nævnte Abbed af øfved Kloster kjabte af Kronen 
to Mark Gulds Jord af Konunglefet Garstange, hvilken Par- 
cels Grænser derpaa beskrives. Den sidste Linie gjengiver 
Dr. Nielsen i Overensstemmelse med Suhm sandedes, at »hvad 
der ligger udenfor dette er Konunglef efter Bove Ingesons 
alvorlige Udsagn«. Denne Oversættelse er aabenbart ikke 
rigtig. Selv om Ordet Alvor allerede maatte findes i den 



*) Pal.-Muller S. 182 Jfr. foran S. 370-372. 



»Aluær*. 389 

Tids Dansk og endog i Formen »Aluær«, synes det jo dog 
klart, at »mæth B. I/s aluær« ikke kan være det Samme 
som »i Følge« hans alvorlige »Udsagn«. Åt der hidtil 
ikke er forsagt nogen anden Fortolkning af Ordet, fore- 
kommer mig et Exempel paa, hvor lidet man har bekymret 
sig om at oplyse Jordebogen 1 ). Jeg skal her fremsætte 
tvende andre Forsag paa Fortolkning, der forhaabentlig 
begge skulle findes betydeligt sandsynligere end den foran 
anførte. 

Allver betyder i svensk Folkedialekt Hede med svag 
eller ingen Skovvæxt, en stenet Udmark 9 ). Saaledes findes 
til Ex. paa øland et vidtstrakt Kalkplateau, som benævnes 
Alvaren 8 ). I den ovenanførte Text passer det jo meget vel, 
at der indenfor Konunglef dog fandtes en Hede, som ikke 
tilhørte Kronen, men var Boui Ingesons. — En anden For- 
tolkning forekommer mig dog rimeligere og har desuden 
mere Interesse, for saa vidt som et gammelt dansk Ord 
derved muligt kan blive reddet fra Forglemmelse eller bragt 
til Forstaaelse. Aluær er vist Flertalsform af et dansk Ord 
»alv« , hvilket jeg uagtet al Eftersøgning ikkun har fundet i 
et eneste Aktstykke. I et Pantebrev af 1ste November 
1346 lover Pantsætteren af nogle Gaarde i østorp i Ars 
Herred, at hvis Panthaveren, naar Pantet indløstes, vilde 
beholde for sig en Alodie, der sædvanligt kaldtes Aalf, 
i den ene Gaard, skulde han give Pantsætteren derfor (vel 
i aarlig Afgift) 3 ører Sæd, og hvis han vilde have i 



*) Stykket er mærkeligt nok optaget i Brandts gammeldanske Læse- 
bog, uagtet det er korrumperet (Jordebogen bemærker det selv med 
sædvanlig Nøjagtighed ved i Randen at skrive: defecius), og uagtet 
der foruden • aluær« findes saa lidet i Stykket af almindelig Natur; 
Suhms Forklaring af aluær gjentages. 

') Rieti, Ordbok dfwer Svenska Allmogespråket. 

») Fries, Botaniska utflygter Hl. 162. 



390 KonuDglef og Patrlmonium. 

dem begge, 6 ører Sæd 1 ). Baade i det her anførte 
Aktstykke og i Jordebogen synes der ved »Aalv« forstaaet 
en Bet indenfor en Andens Ejendom, hvad enten nu denne 
har været en nu ubekjendt jus in re aliena eller en sæd- 
vanlig Brugsret, hvis Gjenstand dog laa som Enklave i en 
Andens Besiddelse. 



*) Si . . . propriam unam alodiam communiter dictam Aalf in ona 
curia babere voluerit, mihi 3 oras annonæ, si redempta fuerit, dåre 
teneatur, si in ambabus .... 6 oras annonæ. Jfr. Matzen , den 
danske Panterets Historie S. 446, Anm. 5. 



XVIII. Kapitel. 

Ølisten« 

(Mærkelige Ejendomsforhold paa de mindre øer. Almin- 
dingsøer. Kongelige Fæstere paa de mindre øer. Kongens 

Jagtret paa disse.) 



1 65. I Beretningen om hvorledes Harald Haarfager ind- 
førte nye Forhold i Norge, fortælles det ogsaa, at han be- 
mægtigede sig alle »uteyar«, Udøerne. Om at Ejendoms- 
ret særligt skulde opstaa for Kongen, fordi vedkommende 
Sted geografisk fremtraadte som en ø, kan der naturligvis 
ikke være Tale ; Kongens Bet maa være udsprunget af samme 
Grund, hvorfor han bemægter sig Almindingerne, af hvilke 
Udøerne udgjorde en betydelig Bestanddel. I Kraft af Betten 
til alt øde maa her i Danmark Kongen have ejet be- 
tydelige Besiddelser i Smaaøer, og Konungleflisten anfører 
nu ganske rigtigt i Listen over Skaane, hvor Kronens al- 
mindelige Adkomster omtales »omnes insule, que uocantur 
alminnning«. Naar Professor Pal.-Muller og Dr. Nielsen her 
ville rette Listens Teit til »omnes siluæ«, er dette at mis- 
forstaa Ordenes Betydning; de give os netop hvad vi af 
andre Oplysninger maatte komme til. 

Oaa vi ind paa en nærmere Opgørelse af, hvilke øer 
der i det 13de Aarh. vare Kronens, maa blandt disse først 
og fremmest nævnes alle de da ubebyggede øer. Men i 



392 Blisten. 

Kronens Eje ere endvidere alle de, som ere blevne bebyggede 
efter den Tid, da den Sætning opstod, at Kongen ejer det, 
som Ingen ejer, — et Aarstal lader sig her ligesaa lidt an- 
give som en Konges Regeringstid; dog er Sætningen sikkert 
ældre end Gorms og Thyras Dage. Ejendomsretten til disse 
sent bebyggede øer kunde imidlertid atter være solgt til 
Beboerne, og øen saaledes være overgaaet i privat Besiddelse; 
derfor nævner ogsaa Listen over Konunglef baade ved Skaane 
og ved Bleking: Omnes insule que uocantur alminning et 
opida ex eis facta, que dominus rex non alienauit secundum 
bonorum testimonium. — Omnes terre et silue ceteraque eis 
attinencia, in quorum possessione tune erat dominus rex, 
quia non erant alienata, similiter et omnia que habebat 
Iystær *). 

Faa den Maade maa hver enkelt faa sin Historie. — 
Om Jordebogen vil holde en nejagtig Opgjørelse over hvad 
der er Kronens, synes den at maatte nævne foruden den 
største Del af Smaaøerne, af hvilke de færreste vare beboede, 
desuden mange af de store, hvis Grund endnu ikke var af- 
hændet fra Kronen. Da der nu umiddelbart efter Listen 
over Konunglef følger en vidtløftig Fortegnelse paa danske 
øer, var det ikke urimeligt, om man heri saa' en Opregning 
af Kronens øer. For imidlertid at komme til den rette 
Tydning af Listen, anser jeg det ogsaa paa dette Punkt 



') Som Exempel paa, hvorledes Privates Ejendomsret til blekingske 
Øer bevises ved gamle derom meddelte Kongebreve, kan henvises 
til et Blekings Landstingsvldne af 1518, at Offe Maanson paa Trosxøe 
haver været inden Landstinget med sine gamle Kongebreve lydende, 
at Trossøe, som ligger Halvdelen i Mælsta og Halvdelen i Ostra 
Herred hører ham til og hans Arvinger og Efterkommere; frem- 
deles hvis Tiliiggelse forne Troszøe Gaard tilligger og af Arilds Tid 
tilliget haver, som er Ager og Eng, Skor, Mark, Fiskegrund og 
Fægang med Holme og Øer, som ere følgende Panteholme, Mølle- 
holme, Stummeholme, Kongsholme og lange Lindholme, at det efter 
Arilds Tid været haver af hans gamle Kongebreves Lydelse. Klings 
Disputats (sub præs. Bring) disquisiUo historlca Blekingiæ S. 94. 



Almindingsøer. 393 

nødvendigt, foreløbigt at undersøge Sagen uafhængigt af 
Jordebogen, saa at vi altsaa nu gaa over til at omtale, hvor- 
ledes Ejendomsforholdet til øerne var paa Kong Valdemars 
Tid og under senere Konger. 

Det maa af forskjellige historiske Oplysninger antages, 
at mange af de mindre øer ikke vare bebyggede ved Aar 
1200, de fleste fordi de aldrig havde havt faste Beboere, 
men mange fordi de Dyrkere, der tidligere havde bebygget 
dem, paa Grund af Urolighederne i det 12te Aarhundrede ved 
Sørøvernes og Vendernes Indfald vare blevne fordrevne og 
-Øernes Jord saaledes atter som udyrket var tilfaldet Kro- 
nen. Men vare Forholdene saaledes paa Kong Valdemars 
Tid, er det klart, at der i de Ejendomsforhold, der 
bestaa paa de mindre øer i de følgende Aarhun- 
dreder, maa vise sig Spor af deres sene Bebyggelse. 
Ejendomsforholdene paa de mindre øer frembyde nu i Virke- 
ligheden ogsaa ofte en mærkelig Karakter i den føl- 
gende Tid. 

Det bør forst nævnes — skjønt det i og for sig er natur- 
ligt — , at Kronen stadigt fastholder sin Ejendomsret til de 
Øer, som vedblive at være ubebyggede, hvorpaa Følgende 
vistnok er Exempel. 1230 overdrager Kong Valdemar Salt- 
holm til Boeskilde Bispestol 1 ). Den 30. Jan. 1495 bekræfter 
Kong Hans St. Francisci Orden i Besiddelsen af en ø, som 
hedder Tor kø, liggende i Bleking, hvilken Hr. Ture Ture- 
sen har givet den, dog maa Brødrene ikke opføre nogen fast 
Bygning med Mure og Taarne dér; tillige under han dem 
»vor og Kronens ø Helgeø« at have nyde og beholde til evig 
Tid imod en aarlig Afgift af en gild Tønde Torsk til Søl- 
vitsborg (Diplom.) Kong Hans overdrager 1500 Claus Boghe 
hans Husfru og et deres Børn en vor og Kronens ø som 
kaldes Fie en sø, synden under Langland Side, at bruge og 
beholde, saa at han, Hustru og Barn skulle bygge og besidde 



') Kbb. Dlpl. i. 6. 



394 Ølisten. 

denne ø, forbedre den med Hus og Bygning og q foriragge 
Skoven samt give en vis Landgilde (Top, Saml.). 1517 
under Kr. II sine kjære Undersaatter i Rødby til evig Tid 
at nyde, bruge og beholde lige Halvdelen af den ø, som 
liggende er hos Eadby, som kaldes Langh, og Halvdelen 
skal være den Part af samme ø, som ligger og strækker sig 
næst mod Bedby 1 ). Den 19de Okt. 1528 fik Oluf Gylden- 
stjerne Brev paa at maatte indløse nogle Birker paa Laaland 
»oc en wbiggitt øø, kaldes Enhøffue«. Vikkelsø i 
Odense Fjord erhvervede Odense By 1656 af Kongen 2 ). -Vor 
og Kronens ø, V res zen«, Jordebogens Wrysn, som Johan 
Fris llteFebr. 1529 fik Brev paa at maatte indlese hos vor 
Frue Kirke i Nyborg, til hvilken den var pantsat, var vel 
ogsaa en ubebygget ø. 

Paa det overvejende Antal af de mindre øer ville vi 
dernæst i de følgende Aarhundreder finde kongelige Fæ- 
stere, og den naturligste Aarsag hertil maa være den, at 
disse øer sent ere blevne bebyggede, hvorfor de aldrig have 
kjendt andet Besiddelsesforhold end Fæste. Herpaa skulle vi 
anføre nogle Exempler. øen Ourø i Limfjorden kaldes 
1462 Kongens fri Birk, Qg i en Proces fra Aaret 1466 ud- 
siger Fru Cecilie, der var forlenet med øen, at » Orderø meth 
Kirke och alt thet Gotz ther paa er, hører Kronenæ til, oc 
hun haffuer henne af oss (Kongen) i Wære 8 )«. Thora i 
Lille Bælt er Kronens og forlenes bort; 1514 faar saaledes 
Borgermesteren i Assens Kvittans for den halve Tønde Smør, 
han skal give af øen 4 ). I Følge Lensregnskaberne fra 



') Suhms Samlinger. II. 2. 77. 

-) D. Atlas VI. 584, Samlinger til Fyens Topografi II. 128, 150, 201. 

») Ann. f. N. Oldk. 1855. S. 26 (1462). GI. D. 1. 3. (1466). Dr. Nielsen 
anfører ved Ourø, at der her holdtes Fredsmøde mellem de Danske 
og Norske 1293, hvilket er rigtigt nok (se Ser. VI. 292), meu deraf 
kan umuligt bevises, at -Øen endnu har været Krongods i det 13de 
Aarhundredes sidste Del«. 

4 ) Suhms Samlinger I. 2. 14. 



Kronens Ejendomsret til Øerne. 395 

Aarene omkring 1600 (de ældste som findes; kun undtagel- 
sesvis er et Regnskab fra ældre Tid undsluppet ødelæggelsen) 
var saavel paa Thore, som paa Vejre, Feje, Fæmø, 
Aske, Hasselø og Bogø alle Besidderne kongelige Fæstere. 
At Bønderne paa Feje vare Fæstere til Kronen, fremgaar 
ogsaa af det Privilegium, som var meddelt dem af Frederik I, 
at de »skulde udgive slig Landgilde, som de af gammel 
Tid udgivet haver« m. v. De Fæmø Mænd stævnede 1557 
Bønderne paa Fejø i Rette med deres Privilegium, der skulde 
være enslydende med det, som danske Konger havde givet 
bine, men var forkommet i Grevens Fejde, og Kong Kri- 
stian dømmer nu, at Bønderne paa Fæmø ikke skulde yde 
mere Landgilde end sædvanligt, men om Indfæstningen hver 
Gang komme overens med Lensmanden. Bøndersønnerne 
maatte ikke trænges til at afflytte, men vilde de flytte anden- 
steds hen, skulde de flytte ind paa Nykjøbing Len 1 ). Sprogø, 
Anholt, Sejrø, Hjelm og mange flere have ligeledes fra 
de ældste Tider været Kronens. 

Imidlertid antager jeg, at Kronen ikke altid har 
fastholdt strængt sin Ejendomsret til Grunden. 
Allerede det at faa øen bebygget har været en saa stor 
Fordel, at Kronen har tilladt Beboerne at drive Jorden som 
fri Grund. Jeg har saaledes paavist i det syvende Kapitel, 
at Kronens Ejendomsret til den Grund, paa hvilken Kjøb- 
stæderne byggede, ofte blev opgivet, fordi der faldt saa 
mange andre Indtægter af den opstaaende By, og det vilde 
blive trykkende for denne, om Ejendomsretten strængt fast- 
holdtes. Om flere af de ældre Byer, der opstode paa Ko- 
nunglef, viste det sig saaledes, at Beboerne ikke svarede 
nogen Grundafgift, medens dette derimod var Tilfældet med 
de yngre Byer paa Konunglef. Saaledes har Forholdet sik- 
kert ogsaa været paa flere af øerne; Beboerne have maattet 



l ) Ryge, Peder Oxe S. 100. 



396 Ølitteo. 

erliegge en vedtaget starre Afgift, men Jorden er forbleven 
deres frie Ejendom. Jeg skal anføre et Exempel herpaa. 

1216 overdrager Kong Valdemar i Mageskifte for andet 
Gods til Aarhus Kirkes Bygning øen Thune. At det er i 
Kraft af en Kronen tilkommende Bet og ikke som Privat- 
mand, at han kan disponere over øen, synes klart. Over- 
dragelsen har altid været forstaaet saaledes, at Erhververen 
erholdt privatretlig Ejendomsret overøen; men af Aktstykket 
fremgaar dette dog ikke udtrykkeligt, ja Ordene indbyde 
maaske endog til kun at fortolke det som en Administrationsret: 
•nos insulam, que dicitur Thund, predicte ecclesie scotauimus 
cum eadem emunitate, quam håbet in aliis boms suis, ut 
nec Episcopo cedat, nec canonicis, sed sepedicte fabrice usibus 
in perpetuum subministret« '). Vist er det i al Fald, som 
det fremgaar af Thurahs Beskrivelse af Øen 2 ), at Besiddernes 
Forbold til Aarhus Domkirke i den nyere Tid kun er op- 
fattet som en Pligt til Afgift, medens de havde Ejendomsret 
over Jorden. »De ere alle som Selvejere« — hedder det i 
det nævnte Skrift — *ei alene af deres Gaarde, Huse og 
Grunde, som paa Samsø; men endog af deres Jorder, hvilke 
de ved Arv, den ene efter den anden, faae og skifte mellem 
sig; sælger og pantsætter samme efter Behag; dog svare de 
tilsammen en vis Afgift til Aarhuus Domkirke; af det hele 
Land, om jeg ret mindes, er det 24 Bdl.« 

Det fortjener ogsaa her at erindres, hvilke mærkelige 
Ejendomsforhold Samsø har frembudt. Paa denne ø, hvis 
Ejendomme saa godt som alle hørte under Kronen, indtil 
øen overdroges Griffenfeldt , havde uddannet sig det mær- 
kelige Forhold, at Kronen var Ejer af Udmarker og Fælled, 
men Bønderne af deres Huse, Kaalhave og Tofte. I Følge 
Sagnet skal denne Ordning have sin Oprindelse fra Øens 
første Bebyggelse, og hvor faa Aktstykker der end ere be- 



*) Ser. VI. 396. 

*) Thurah, Beskrivelse over Øen Samsøe S. 64. 



Ejendomsforhold paa de mindre øer. 397 

varede til Oplysning om disse Ejendomsforholds Historie, 
synes saa meget sikkert, at denne deres Karakter er meget 
gammel og efter al Rimelighed har staaet i Forbindelse med 
Sætningen om Kongens Ejendomsret til den øde Jord, saa at 
denne kun delvis er overladt Dyrkerne til Ejendom 1 ). 

Men naar den Ret, hvormed Bønderne besade Grunden, 
udviklede sig saa forskjelligt paa de enkelte øer under til- 
syneladende lige Forhold — en Bebyggelse paa Kronens 
Grund — , kan det forstaas, at der om det Retsgrundlag, i 
Henhold til hvilket Jorden besades og dyrkedes, kunde opstaa 
Tvivl. Øen Læs sø har saaledes i flere Aarhundreder været 
Skuepladsen for Stridigheder om hvem Ejendomsretten over 
Grunden egentlig tilkom, øen findes allerede tidligt delt 
mellem Viborg Kanniker og Yidskøl Kloster, der begge 
ganske sikkert besade øen ved kongelig Gave; i Åaret 1320 
kjebte Kannikerne Klostrets Besiddelser paa øen. Man kan 
af ældre Breve næppe faa andet ud end at Klostret og Kan- 
nikerne have ment sig fuldt ejendomsberettigede til Grunden. 
Imidlertid har Arvefæstet dér været det sædvanlige; Gaard 
er gaaet i Arv fra Fader til Søn imod en Sekognition ved 
Tiltrædelsen. Først fra Midten af det 16de Aarh. synes der 
at begynde Strid om Karakteren af Bøndernes Besiddelsesret. 
Den 28de Maj 1540 optoges et Tingsvidne om, at Boishuse 
paa Læsø af Arilds Tid haver af Landets Begyndelse Mand 



*) Et ganske oplysende Aktstykke om de samsøske Jovdforhold er en 
i Rentekammerarkivet ved Kallundborg Lens Jordebog af 1642 be- 
varet Erklæring af Kommissarier, der skulde forfatte en ny Jordebog 
for dette Len. Det hedder her: belangende Samsø, da efterdi der 
ingen af Landet for os i Rette mødte, og formedelst Jorden der 
paa Landet befindes ikke at ligge og følge stedse til visse Gaarde, 
som andensteds paa Kallundborg Len, men fæstes fra den ene 
Gaard til anden og ofte til filere, ja vel undertiden fra en By til 
anden og fra et Sogn til andet, kunde vi deraf af de gamle Jorde- 
bøger ingen visse Efterretninger have videre end af deres Summa- 
rum. — At den her berørte Omskiften af Jorden har gjort Sit til 
det særegne Ejendomsforholds Dannelse, synes højst sandsynligt. 



398 Ølisten. 

af Mand hver af samme Kiøn f Barn efter Barn, hver epter 
anden arvet, og ei haver nogen Herre eller Husbond over 
Læsø her tildags holdt eller skilt Jorden fra Husene og rette 
Arvinger; men dog skulle Arvinger til samme Hus give deres 
Husbond Kapitlet udi Viborg en føie Skan for Jorden til 
samme Hus, saa meget som haver været Sædvane af Arild. I 
et Brev af 4de Aug. 1680 høre vi hvorledes øens Herskab 
opfatter sin Bet, idet det her bestemmes, — efterdi mange 
indsætter sig i en Bol, ja 4, 5, 6 og flere, ikke anseende 
Landsens Grund og Jord at være Viborg Domkirkes rette fri 
Eiendomme og ikke kan gaa i nogen Arv, uden hvis Byg- 
ning af nogen derpaa sættes Arvingen kan agtes næst at 
nyde — at naar nogen af saadanne fælles Participanter ikke 
i rette Tid erlægger sit Landgilde, eller forringer eller for- 
dærver Ejendommen, skal Fæstet være forbrudt, og de skulle 
kvittere deres Bols Huse og Jorder. Bønderne fastholdt 
imidlertid deres Opfattelse, og ved en den 5te April 1781 af 
Kommissarier afsagt Dom blev det endelig kjendt for Bet, 
»at Indvaanerne paa Lesøe Land bør herefter nyde, bruge 
og beholde de Stæder, som de ved Arv, Skiøde eller anden 
lovlig Adkomst besidder, tilligemed samme Stæders Bygninger, 
tilligende Jorder i Ind- og Udmark, hvorsomhelst det findes, 
intet undtagen, med samme Bet og Rettigheder, som de be- 
meldte Stæder hidindtil og fra Arilds Tid nydt, brugt oghavt 
haver; saa at bemeldte Lesøe Lands Beboere frie og u be- 
hindrede maae lovbyde, sælge, skiøde, afhænde og pantsætte 
bemeldte deres Stæder og sammes tilliggende, ligesom de og 
maa gaa i Arv og Skifte efter Loven, som rette frie og 
frelste Eiendomme i alle Maader« 1 ). 

Hovedresultatet af denne Undersøgelse bliver saaledes, at 
de mindre danske øer maa anses at være bebyg- 
gede saa sent, at Ejendomsforholdene over disses 



*) Se herom en Række Dokumenter i Gehejmearkivet, samt Bing, Be- 
skrivelse over Lesøe S. 8 ff. 



Ejendomsforhold paa de mindre Øer. 399 

Grund have frembudt en anden Karakter end i det 
øvrige Rige, idet Kronen paa forskjellig Maade 
bar gjort sin Bet til Grunden gjældende. Da hver 
ø har sin Historie« lade almindelige Begler om, naar Kro- 
nen strængt har fastholdt sin Ejendomsret til Grunden, og 
naar den har tilladt en Læinpning, sig ikke udfinde, men det 
Første har dog været hyppigst Tilfældet i de efter Valdemais 
Tid følgende Ufrihedens Aarhundreder. Åf en dansk »Eyr- 
byggiasaga« vilde dog inaaske dette kunne udfindes som en 
almindelig Regel, at de øer, som laa saa nær Fastlandet, at 
de ved Bro eller Dæmning vare forbundne dermed eller lige- 
som udgjorde Tilbehør til dette, ere blevne bebyggede af 
Private eller bemægtigede til Brug samtidigt med Hoved- 
landet. Det er netop disse øer, der opfattes som et Slags 
Appertinentier til det faste Land, naar det i Lensbrevet af 
1330, hvorved Kong Kristoffer og hans Sen Erik overdrage 
Grev Gert Fyen, hedder, at alle de til denne herende Øer 
skulde være undtagne fra Forleningen, med mindre man da 
kunde komme ridende over til dem 1 )- Svine og Dybsø, 
som allerede i det Ude Aarh. tilhørte Boeskilde Bisp, og 
Amager og Gavnø, som tidligt vare i forskjellige Privates 
Besiddelse, kunne saaledes regnes til Sjællands Attinentier. 

166. Med det ved den foranstaaende Undersøgelse vundne 
Udgangspunkt gaa vi atter over til Jordebogen, i det vi spørge: 
Giver denne nogen Oplysning om det Baadighedsforhold over 
øerne, som Kongerne tillagde sig, og som har ført til den 
mærkelige Udvikling af Ejendomsforholdet over disses Jord? 
Jordebogens tredie Stykke, der følger umiddelbart paa Kron- 
godslisten og indeholder en lang Fortegnelse paa mindre 
danske øer, kunde synes strax at give os Svar; her haves 



l ) Schl.-Holat.-Lauenb. Urkuiideiisammluug 1.75: Saluum tanieu sit nobis, 
quod insule circa dictam lerram Pheonie sile et posite, que vulga- 
riter ø dlcuntur et que itiuere equestro attingi nou possunt, in 
predicta noatra collacione et inpueodacione minime sitit incluse. 

26 



460 ØllBten. 

den supplementære Opregning til de foregaaende Lister med 
Oplysning om hvad Kongen tillægger sig Bet til. Noget 
Saadant maa have svævet Dr. Nielsen for øje, hvor han i 
Anmærkningerne til Stykket gjer Bede for, naar en enkelt 8 
er gaaet ud af Kronens Besiddelse. Og dog er det ikke saa; 
Listen kan ikke ville give Oplysninger om Kongens Ejen- 
domsret til øerne. 

For det Første lære historiske Aktstykker os, at Kon- 
gerne havde bortskjænket til Private flere af de i Listen 
nævnte øer. Thunø var allerede 1216 overdraget til Aarhus 
Kirkes Bygningsfond, og enten dette eller øens Dyrkere vare 
dens Ejere (jfr. det Foregaaende). Saltholm var 1230 skjødet 
til Roeskilde Bisp. Læsse var i gejstlig Værge og ligesaa flere 
andre øer. ølisten nævner desuden Lognø (Lundø) i Fjends 
Herred, af hvilken i Følge Hovedlisten i al Fald en Del var 
Kongens private Ejendom. Skulde Listen oplyse om Kronens 
Ejendomsret, maatte man i al Fald sætte den noget tilbage 
i Tiden; men end ikke dette synes at hjælpe, da Helgoland 
nævnes, som allerede 1062 af Svend Estridsøn skjæn kedes til 
Bispen af Slesvig (Ser. VU. 166). 

Fremdeles vidjjer hele Listens Udseende klart 
nok om, at det ikke er Proprietetsforhold, den vil 
oplyse. Der anføres ved hver ø, hvilke Dyr der findes paa 
den, Hjorte, Harer, Baaer, Daaer, Kaniner, undertiden om 
Kongen paa Øen har vilde Heste og endelig — Hus. Dr. 
Nielsen forklarer »hus« som »en Borg, et Taarn eller anden 
Befæstning«, men denne Antagelse kan efter den Sammen- 
hæng, hvori Ordet findes, ikke være rigtig. Nielsens Be- 
stræbelser for at paavise Grave og Volde som Levninger af 
Fortidens Herlighed paa alle disse øer lykkes kun for en 
ringe Del, uagtet Beviset maatte være ham let, da han tager 
under Et Levninger af Forskansninger fra de seneste Aar- 
hundreder og Volde fra forhistoriske Tider. Vilde han be- 
vise, at der paa en Mængde af de smaa øer fandtes For- 
skansninger paa Valdemarernes Tid, burde han hellere 



Kongens »Hos« paa Øerne. 40 1 

have anført Huitfeldts Ord (I. 104), at Kong Svend 1151 
byggede »paa de smaa Inseler allevegne Befestninge, at for* 
hindre Sereftiere, som da plagede Danmarck«. »Hus« vil 
ganske sikkert sige, at Kongen paa disse øer selv kunde 
skaffe sig Nattekvarter, fordi han her besad en 
Bygning, — efter al Sandsynlighed et sammentømret Jagt- 
hus, thi Stenhuse vare ikke saa almindelige, at man kunde 
vente at træffe dem paa disse smaa øer. Et fortræffeligt 
Sammenligningspunkt frembyder Roeskildebogen 1 ), som an- 
mærker, at Kongen paa Halsnes har bygget et udsmykket 
Jægerhus, en Sal, en Stald, et Kapel og en Hundegaard: 
ibidem fecit rex construi solempnes domos, videlicet unam 
stupam, unum stabulum, unam capellam, unam domum 
eaninam. Åt der paa en enkelt af de større øer har været 
en kongelig Bygning af mere storartet Anlæg og mulig be- 
fæstet — som naar det hedder, at Marsk Stig indtog »ca- 
strum Samsø« 2 ) og et Brev 1216 dateres »in curia nostra in 
Samsø« 8 ) — , er hermed ikke udelukket. Det fortjener i øvrigt 
at erindres, at Kongerne i det frankiske Rige paa lignende 
Maade havde indrettet sig Jagthuse i deres store Skove og 
Forster, og at vi endnu have Efterretninger om Kongernes 
Besøg i disse ligesom om de danske Kongers Besøg paa de 
mindre øer, fordi Kongerne fra disse ofte udstedte Akt- 
stykker 4 ). 

167. ølisten peger saaledes ingenlunde hen paa Spørgs- 
maalet om Ejendomsretten over Grunden. Om der paa øen 
var Vildt og hvilket dette var, (>m der var Husrum for 
Jægeren, dette optegner den — ja selv i den Bemærkning 



l ) Ser. VII. 51. 

*) 1287. Ser. I. 248. 

') D. A. M. I. 97. 

4 ) Waiti, Verfassungsgeschlchte. IV. 112. Forf. nævner følgende Ud- 
tryk 1 et Diplom: • Forst eum ædiflciis in eadem constructls quæ 
brolius nominatur« og flere Exempler paa Breve udstedte in broilo 
eller in foreste N. N. 

26* 



402 Øliiteo. 

yed Byrdingø og Bosø i Skaane, at her var Kloster, synes at ligge 
en Advarsel for den Jagende om ikke at forstyrre Klostrets 
Bo. Hvad Stykket vil oplyse, er Kongens Brugsret til øerne 
og særligt hans Jagtret. Undersøgelsen maa da derefter 
gaa ud paa, om Kongen har tillagt sig særlige Rettigheder 
af denne Art paa de mindre øer. Vi søge atter bort fra 
Jordebogen, for af andre Kilder at skaffe os Erfaring. 

En Mængde historiske Efterretninger og Aktstykker vise 
os nu ganske vist, hvor ofte Kongerne opholdt sig paa de 
mindre øer paa Jagt. Da Absalon i Anledning af Oprøret 
i Skaane skal opsøge Kong Valdemar, maa han drage til 
Samsø, hvor Kongen da jagede 1 ). Saxo fortæller, hvor han 
ender Beretningen om Opdagelsen af Magnus's Forræderi, at 
Kong Valdemar fra Aarhus drog ud paa en nærliggende ø 
(Thunø), der var rig paa Vildt 3 ). Valdemar Sejr og hans 
Sønner jage paa øerne Syd for Fyen med Grev Henrik af 
Schwerin og tages tilfange paa Lyø. At Erik Menved 1309 
udsteder et Brev paa Omø, og Grev Gert og Bidder Eghardus 
de Bruchdorpe 1334 Breve paa Fæmø (sub insula Phemøø), 
skyldes atter Jagtlysten og den kongelige Jagtret paa de 
mindre Øer 8 ). Saadant lader sig ogsaa paa vise i de senere 
* Tider. Om Agersø siger Friis-Edvardsen 4 ) saaledes, at den 
under Frederik II og Kristian IV var »som general Vild- 
Bane«, saa at Skjelskørs Borgere stadigt maatte færge Kongen 
med hans Jægere eller Lensmanden over til 4enne ø. Da 
øen ogsaa paa Kong Valdemars Tid havde kosteligt Vildt, 
Hjort og Daadyr (desuden æbin 5 ) og Hus), har den dengang 



') Ser. II. 247. 

*) Saxo 911: Waldemarus insulam ferarum gregibus abundantem more 
regio prædæ veoaticæ vacaturus ingreditur. 

3 ) Mekl. Urk. VII. 380 Sartorius II. 311. Lub. Urk. II. 211. 531. 

4 ) Friis-Edvardseii, Schielsehør 83, 302, 303. 
) Hvad dermed skal forstaas, har jeg ikke kunnet udfinde. O. Nielsen 

forklarer (S. 137) æbin i Henhold til en Meddelelse fra Dr. Wimmer 
som det samme Ord som »epin« i Flensborg Stadsret g 43, aJtsaa 



5 



Kongens Jagtret paa de mindre Øer. 403 

vist spillet en lignende Bolle. Af samtlige disse Oplysninger 
om Kongens Udøvelse af Jagten paa de mindre øer, sammenholdte 
med ølisten, kan jeg kan komme til den Slutning, at Kongerne 
fra Oldtiden have anset sig jagtberettigede paa 
de mindre øer selv paa Andres Enemærker 1 ), saa at 
øerne betragtedes som Kongens Dyrehaver. Betten dertil har 
skrevet sig fra den Tid, da øerne vare Almindinger eller ube- 
boede, men Kongen bar forbeholdt sig Betten eftor Bebyg- 
gelsen 8 ). Om den Ejendomsret, Kronen tillagde sig til de 
mindre øer, indeholder Jordebogen ingen Oplysning. Kun 
nogle faa øer, hvis Beboere Kronen fra ældgammel Tid maa 
have betragtet som Fæstere, nævnes i Listen over Konunglef, 
nemlig Hven og Fæmø. Den sidste ø har desuden været 
regnet som et Tilliggende til Hindsholm, der var Ko- 
nunglef. 

168. Efter ølisten som Vejleder kan man rejse Dan- 
mark rundt; den er et godt Exempel paa, hvor nøjagtige 
Optegnelser Jordebogen indeholder. Listen begynder ved 
Sliens Munding, følger Jyllands østkyst, opregner øerne i 
Limfjorden, gaar over Kattegattet til de sjællandske øer, til 
det fyenske Arkipelag, til Skaane og Bleking, — kun fire 
eller fem øer overspringer den. Derpaa nævnes øerne 
»Vvæsten land« o: vest for den jydske Halvø og endelig de 
mindste danske øer (insule minores), ved hvilke den ikke 
tilføjer oplysende Bemærkninger om Jagten. En Opregning, 
der er saa omhyggelig for at medtage Alt, saa nøjagtig i at 



Aber; da Aber imidlertid ikke kunne have levet paa Øen, gjætier han 
(saaledes ogsaa Suhm) paa Egern som en lille Abe. Egern fandtes 
imidlertid i Mængde i hver eneste Skov i Landet, saa Jordebogen 
næppe kan ville opskrive dettes Forekomst. 

x ) Paa Læsse tillagde ogsaa Viborg Kanniker og Vldskøl Kloster sig Jagtret, 
se Dok. 1221. Pontopp. Anu. I. 686. 

*) At denne Jagtret har medvirket til, at Kronen i felgende Aarhun- 
dreder har tillagt sig en Ejendomsret til Øer, hvis første Beboere 
den dog erkjendte for Selvejere, er ikke urimeligt at antage. 



404 ØlisteD. 

følge den geografiske Orden, at man med en Geografi og et 
Kort fra Nutiden næppe skulde kunne affatte den bedre, for- 
tjener al Anerkjendelse , og det synes mig en Overseen af 
Væsentligt for Uvæsentligt, naar Professor P&l.-Muller (S. 193) 
af de i Listen oversprungne øer slutter, at der ikke er 
•Grund til at antage denne for mindre flygtigt nedskreven 
end de to foregaaende Stykker«. 

1 69. Den første i Listen anførte ø, Gath, giver ved de Dyr, 
den nævner som opholdende sig dér. Anledning til flere Be- 
tragtninger. Den anfører: Hjorte, Bjørne og Vildsvin. En- 
kelte Forfattere have ment , at der virkelig fandtes Bjørne i 
vild Tilstand i Danmark 1231. Dette strider imod den al- 
mindelige Antagelse om den Bebyggelses- og Kulturtilstand, 
hvori Danmark befandt sig i det 13de Aarh., og Kilderne 
omtale aldrig, at Bjørnene da endnu skulde findes i vild 
Tilstand her i Danmark, end sige paa en ganske lille ø, 
som laa i den småle Udmunding af det mest be- 
færdede Sund i Danmark, Slien. Saa maatte Bjørne 
vel snarest kunne findes paa en mere fjærnt liggende , større 
og øde <J, men Jordebogen bjender kun Bjørne paa Gath. 
At endelig Bjørnen umuligt kunde leve i vild Tilstand fre- 
delig med Hjorte og Vildsvin, har Bricka allerede gjort op- 
mærksom paa 1 ). Efter al Sandsynlighed har Kong Valdemar 
— maaske paa den Tid han var sønderjydsk Hertug — ladet 
indrette en af de i Middelalderen ofte omtalte Dyregaarde 
paa denne 8. Man kan ikke indvende herimod, at Listen 
ellers nævner Dyr, som vare oprindeligt vilde her i Landet; 
thi ved Ovre, som synes at være indrettet som Kongens 
specielle Dyrehave med Jagthus, Baa, Daa og Hjorte, nævnes 
tillige Kaniner, som jo er et indbragt Dyr. Kaninen anføres 
ligeledes ved Sprogø, som tidligt blev bebygget og kom under 
Kongens særlige Opsyn, og paa Amrum, hvor Kaninerne 



l ) Hist. Tldskr. IV. R. II. 843. 



Bjørne paa Gath. 405 

mærkeligt nok endnu i dette Aarhundrede have levet i 

Mængde i vild Tilstand. Endelig er Daadyret, der nævnes 
paa en hel Del øer, jo ogsaa et indført Dyr 1 ). 



') Daadyret anføres i Jordebogen f. Ex. ved Bogø i Lille Bælt. Endnu 
1562 maa disse Dyr have været der i rigelig Mængde, thi Lens- 
manden paa Hindsgavl fik da Ordre til at lade fange 10 levende 
Daadyr paa Bogø til Grev Anton af Oldenburg og forsende dem 
med et Skib til Slesvig, hvor Greven dem modtager. Vedel Si- 
monsen, Hagenskov 49. 



XIX. Kapitel. 

Hallands- og Falsterlisten. 

(Hallandslistens forskjellige Dele. Listens »summa«. Hagen 
Palnesens Godsliste. Sammenligning mellem Hovedstykkets 
»Falstria« og Falsterlisten. Denne Listes Betydning. Stør- 
relsen af Kongens Besiddelser paa Falster. Laalandslisten.) 



170. Hallandslisten *) er en lang Række Optegnelser 
af meget uens Art. Den sondrer sig i tre bestemt adskilte Dele: 
I. Regnskab over Skatter og Afgifter af Landet, II. Hal- 
lands Grænser, III. Tillæg til det Foranstaaende. Alt det, 
som staar foran Grænseoptegnelsen, udgjar klart nok en Hel- 
hed. Listen begynder saaledes: Hii sunt redditus in hallan- 
dia pertinentes ad dominum regem, hvorefter specielle Regn- 
skaber findes for hvert af de 8 Herreder. Derpaa følger 
Sammentællingen: Håbet autem summa redditus domini regis 
in hallandia 708 # argenti ex c ep ti s causis trium mr. et 
40 mr. excepta piscatura lagheholm et excepta liberacione 
expeditionis. Altsaa er der 3 Ting, som ikke findes i det 
forestaaende Regnskab, nemlig Sagefald, Indtægterne af La- 

') Foran Hallandslisten findes paa S. 63—54 Natholdslisten , om hris 

Fortolkning udførligt er talt i 8de Kapitel, særligt Stykket S. 168 
— 161. 



Hallandaliitens forskjelllge Dele. 407 

gheholm Fiskeri og Ledingspengene. Mellem disse Indkomster 
og de øvrige Afgifter af Halland er den Forskjel, at de 
sidste indgaa med samme uforandrede Beløb hvert Aar, og 
høre til de senere Lensregnskabers »visse Indtægter«, medens 
de første ere uvisse og tilfældige, saa at Opgivelsen om disse 
kan kan være fra et enkelt Aar eller ir ed en rund Sum. 
Disse tre undtagne Indtægter, dette Supplement til at erholde 
en fuldstændig Regnskabsoversigt anfører Hallandslisten i de 
følgende Linier, som omfattes af et i Randen anbragt stort 
Notabenemærke og saaledes betegnes som et Tillægsnotat. 
Først nævnes Sagefaldet for hvert Herred med Overskrift: 
subactores de causis (se foran S. 268 Anm. 2), og derpaa 
følger den summariske Opgivelse: de hijs omnibus nec håbet 
dominus rex nisi 210 # argenti et 800 salmones, hvilken 
Sætning, hvor uvis man i øvrigt kan være om dens For- 
staaelse, jo dog klart nok giver Oplysning om en Fis ker i - 
indtægt, efter al Rimelighed af Lagheholm. Dette var da 
den anden undtagne Indtægt; om den tredie, Ledingspengene, 
give endelig Slutningsordene Oplysning: Sunt autem in hal- 
landia in 18 nauigijs 534 hafnæ seu totidem marce argenti 
et siluestria opida 126. Det turde vel efter denne Redegj øreise 
blive erkjendt, at hele denne Del af Listen udgjør en Hel- 
hed, i det Tillægget i de sidste Linier netop har den sup- 
plerende Optegnelse, der tilvejebringer den fuldstændige 
Begnskabsoversigt. 

171. Vi vende os derpaa til Stykkets Enkeltheder, der 
saa ofte have været berørte i den første Afdeling, netop 
fordi Listen giver et fuldstændigt Billede af en Landsdels 
samtlige Indtægter. — Den første Indtægt som nævnes af 
Herrederne er Gjæsteriafgiften eller Stud, hvis Væsen og 
Karakter er nøjagtigt oplyst i det Foregaaende, særligt ved 
Hjælp af Hallandslisten (se S. 161—162). Alle Herredets 
Indvaanere deltage i Udredelsen af denne. Naar Dr. Nielsen 
(S. 143) paa Grund af det første Herreds Begyndelse: Pro- 
uincia generaliter soluit eta, og Modsætningen dertil: si rex 



408 frilands- og Falsterlisten. 

uenerit unusquisque rusticorum gallinam uel 2 rustid anserem 
et omnes 3 marcas argenti ad emendos pisces, vil slutte, at 
det kun var Kongens og Kronens Bander, der maatte deltage 
i Gjæsteriet, saa er dette i den klareste Modsigelse med Listens 
eget Indhold, som jo paa flere Steder udtrykkeligt udtaler: 
prouincia debet, prouincia soluit, ikke at tale om, at der 
ved Wiskærdal findes: de incolis in tercio anno etc. Den 
af Listen i de ovenanførte Ord antydede Modsætning mellem 
de to Afgifter er jo en hel anden, nemlig, at de første Af- 
gifter svares hvert Aar, men de sidste kun, naar Kongen 
kommer. Endelig synes Dr. Nielsen at være i Modsigelse 
med sig selv, thi S. 118 kalder han Stud en almin- 
delig Skat. 

Et vigtigt Spørgsmaal bliver det at afgjøre, hvad der 
forstaas ved den Summa, som opføres ved hvert Herred: 

Fyæræ. Summa illius prouincie 103 JT et 16 solidi. 

Vviskærdal. Summa illius prouincie annuatim 40 £'. 

Henøflæ. Summa prouincie illius anouatim 94 fC. 

Farthusæhæræth. Håbet enim summa illius prouincie 122 £' argenti ei- 

ceptis opidi8, que anxiothorp attinent, et exceptis 84 colonis nuper 

i ure acquUitis. 
Aræstatbæræth. Håbet enim summa illius prouincie 100 $ argenti. 
Halmstathæræth. Håbet enim illa prouincia dim. 40 $. argenti. 
Thundrøsæhæræth. Summa autem illius prouincie 80 £ aigenti. 
Høxhæreth. Håbet autem summa ibidem 103 # argenti. 

Endelig følger til Slutning den ovenfor citerede Opsum- 
mering af alle disse enkelte Beløb: Håbet autem summa 
redditus domini regis in hallandia 708 % argenti exceptis 
causis trium marcarum et 40 marcarum excepta piscatura 
lagheholm et excepta liberacione expedicionis. Det er oven- 
for paavist, at de 3 undtagne Indtægter udgjere et naturligt 
Tillæg til den øvrige Liste med sammes Opgivende om de 
visse Indtægter. Forbindelsen bliver endnu rimeligere ved 
at antage denne »summa redditus« som det sammentalte 
Beløb af alle de anførte Indtægter af Herrederne , hvad der 
atter maa føre til, at den ved hvert Herred anførte Summa 



Summa af Hallands Indtægter. 409 

er Værdien af dette Herreds samtlige visse Afgifter. Har- 
monien og den formodede Enhed i Listen maatte fore til 
dette Resultat, som ievrigt kan bestyrkes paa mange Maader. 

For det Første vilde det være vanskeligt at afgjøre, hvad 
denne »summa« ellers skulde være. Stud eller Gjæsteriaf- 
giften kan det ikke være, da denne opføres lige foran. Le- 
dingsafgiften udgaar ikke hvert Aar og er følgelig en uvis 
Indtægt, hvorfor den ogsaa netop undtages fra Opgjørelsen 
i Listens Slutning og nævnes i Tillæget. Andre Afgifter af 
offentlig Art have vi ikke Kundskab om, og selv om til Ex. 
Flovpenge var bleven svaret af Halland paa Listens Tid, 
havde Afgiftens Navn vel været nævnt, medens her nu kun 
staar »summa«. Saa maatte det da være Afgifter af privat- 
retlig Natur — Landgilde. Men Kongens Indtægter af 
Kronens Godser anføres i Listen ved hvert Herred og er 
et meget mindre Beløb. — Som ovenfor anført hedder det 
desuden, at der i »summa« af Farthusæhæreth ikke er med- 
taget Byer, som ligge til Agnsøtorp og 84 »coloni« , som 
Kongen nyligt lovmæssigt har erhvervet; da nu disse Ord 
næppe kunne fortolkes anderledes end at der i Summaafgiften 
mangler Landgilden, bliver den rimeligste Forstaaelse den, at 
begge Slags Indtægter, Skatter og Landgildeafgif- 
ter indgaa i »summa«. 

Vi skulle se, om Resultatet stemmer med de enkelte 
Opgivelser fra HallandsUsten selv og fra Hovedlisten. Wis- 
kærdal anføres med 40 $. Sølv i Hovedlisten, og efter den 
ofte hævdede Fortolkning er det en Gjæsteriafgift. I Hal- 
landsUsten anføres kun samme Art Afgift ; der haves ingen andre 
Indtægter af Herredet og findes intet kongeligt Jordegods. 
Naar Herredets Summa angives til 40 ^ Sølv, stemmer det 
altsaa for saa vidt fuldstændigt. Ved Fyæ.ræ Herred an- 
føres i Hovedlisten 80 ^ Sølv. I Følge Hallandslkten har 
Kongen i dette Herred (foruden Stud) følgenet* Indtægt: In 
thølæ mansio cum incolis de othænsale in sale et ordeo et 
wadmal 20 |f. arg. Adderes disse Beløb, faas 100 % Sølv, 



410 Hallandi- og Falsterlisten. 

— og Summa er 103 J. Sølv 16 Skilling. — Hænøflæ 
giver i Følge Hovedlisten 80 $> Sølv; i Følge HallandsHsten 
haves (foruden Stad) en Indtægt af 8 J> Sølv af »mansio de 
grymætun cum colonis de Warum«, eller tilsammen 88 % 
Salv; Summa angives til 94 J>Sølv. Opgivelserne have saa- 
ledes hidtil stemmet fortræffeligt; den ubetydelige Forskjel i 
Beløbene maa tilskrives den Omstændighed, at Listerne ere 
affattede med Aars Mellemrum. — Sammenligne vi Summen 
fra de øvrige Herreder med Hovedlistens Beløb, vil det slet 
ikke lykkes at faa nogen Overensstemmelse. Om dette er 
begrundet i, at Afgifterne ere blevne forhaj ede, eller at der 
i det Aar, som Hovedlisten omhandler, er fordret en usæd- 
vanlig Sum i Afløsningsafgift for det Nathold, som skulde 
ydes, lader sig ikke afgjøre. Nogen Indvending mod min 
Fortolkning er det imidlertid ikke, da denne kan støttes ved 
en anden Undersøgelse. En Mark Sæd har paa Jordebogens 
Tid staaet i en Pris af omtrent 2 % Sølv; Havreprisen har 
vel været noget lavere, men da vi ikke kjende den, ville vi 
antage, at den stod i samme Pris. Thundrøsæ Herred 
yder efter Hallandslisten 32 J> Havre i Stud og 12 £ Penge 
i Kværsæde, desuden haves 10 J. Sølv af Halmstad Gaard. 
Sættes nu Stud til 64 % Sølv, Kværsæde til 4 J. Sølv, bliver 
Summen af Alt 78 JL Sølv, og Herredets Summa angives til 
80 J> Sølv. Høx Herred svarer i Stud 34 JL Havre eller 
omtrent 68 JL Sølv. Hertil kommer i Kværsæde 24 J 
Penge = 8 J. Selv; »Wlgaris incolatus« 16 JL Penge = 5 1 /« 
# Selv; af Lagheholm med Tilliggende 15 JL Sølv; af Atte- 
wore og 5 andre Byer 18 J. Sølv. Tilsammen bliver dette i 
Alt 1147a J> Sølv; og Herredets Summa pr 103 JL Selv. 
Halmstad Herred giver i Stud 18 J. Havre eller 36 J 
Sølv; dertil skal lægges Kværsædeafgiften 12 JLPenge = 4 J 
Sølv og* Afgiften af Biscopsthorp og Harpælyung 14 J> Selv, 
hvilket giver 54 JL Sølv, medens Summa er 40 JL Sølv. 

Ved de tvende Herreder Aræstat og Farthusæ vover jeg 
ingen Sammenligning, da der anføres Naturalier af meget 



Forholdet mellem Hovedllsten og Hallandslisteo. 41 1 

forskjellig Art, hvis Værdi ikke let lader sig bestemme. Men 
det vil af de anførte Grunde tilstrækkeligt fremgaa, at Hal- 
landslisten ved sin »summa« vil anføre den samlede 
Indtægt af hvert Herred. 

172. I Følge Hovedlisten ejer Kongen ikke noget 
Gods i Halland. Der anføres vel under Farthusæ Herred 
efter Natholdet: Item scønæwaht 10^ argenti, men da denne 
Ejendom saaledes anføres med en Afgift og ikke med sin 
Værdi eller Skyldsætning, hvormed ellers det kgl. Gods op- 
fares i Stykket, er det klart nok ikke nævnt som Kongens 
Ejendom; tilmed staar der udtrykkeligt i Konungleflisten , at 
Scenæwath tilhører Kronen. Afgiften er da saaledes enten 
den af Birket eller Skattedistriktet Scenæwath svarede Stud, 
eller ogsaa er undtagelsesvis Landgildeindtægten af denne 
Ejendom bleven optaget i Hovedstykket (Scønæwathsburgh 
nævnes i Hallandslisten netop med en Godsafgift af 10 ^ 
Sølv). Hallandslisten anfører endvidere som Krongods Thølæ 
i Fyæræ Herred, Grimetun i Hænøflæ Herred, Farthusæ i 
Farthusæ Herred, Hjortsbjerg i Aræstat Herred, Halmstad 
i Thundrøsæ Herred, Lagheholm i Høx Herred foruden en 
Del smaa Besiddelser. — Og netop de selv samme anfører 
Konungleflisten. Prof. Pal-Muller savner i denne Liste Hjorts- 
bjerg, men da den i Følge sin lille Afgift 4 Sølv ikke kan 
have været nogen betydelig Ejendom, indbefattes den sand- 
synligvis under den vide Titel i Krongodslisten: »Tota silua 
que dicitur alminning et opida inde fa eta«, hvilken tillige 
maa rumme en stor Del af de i Hallandslisten anførte mindre 
Besiddelser. Heller ikke savner jeg i denne Liste den i 
Stykket over Konunglef anførte »Oræ«, som sandsynligvis 
har været en Skov eller i al Fald ikke nogen dyrket Stræk- 
ning, hvorfor det vilde være besynderligt, om den opførtes i 
Hallandslisten, der kun gaar ud paa at nævne, hvad 
der svarer Afgifter til Kongen. Endelig er det jo 
ligefrem fejlagtigt, at Prof. Pal.-Mtiller siger, at Lagheholm 
ikke forekommer i Konungleflisten, — hvor den nævnes. Der 



412 Hallands- eg Fateterlfsten. 

kan saaledes ikke i nogen af Listerne oplyses at være til- 
kommet nyt Gods, saa at denne Forskjel skulde gjere den 
ene eller den anden Liste ældre, og ligesaa lidt kan Hal- 
landslisten siges ikke at kjende Adskillelsen mellem Konge- 
og Krongods og derfor være ældre. I ingen af de tre Lister 
nævnes nemlig Kongen som Ejer af Jordegods , og ingen af 
Listerne har derfor havt Lejlighed til at lægge for Dagen, 
om den havde Kundskab om denne Adskillelse eller ikke. — 
Af Listerne kan jeg saaledes ikke finde nogen Oplysning om 
deres indbyrdes Aldersforhold. 

Optegnelserne om Halmstad Herred kande give Anled- 
ning til den Antagelse, at der i Listen mangler Opgivelse 
fra den halve Del af dette Herred , hvilken da maatte være 
bort forlenet. Det hedder nemlig dels under Halmstad 
Herred: håbet enim illa prouincia dimidia 40 marcas ar- 
genti, dels i Listens Slutning i Stykket om Sagefaldet : Halm- 
stathhæreth altera pars 10 # arg. Paa denne Maade har 
Listen da ogsaa været forstaaet af tidligere Fortolkere. Hvis 
dette var Tilfældet, tror jeg nu for dét Første, at Listen 
med sin Fuldstændighed og Nøjagtighed vilde have gjort en 
Tilføjelse derom ved Opsummeringen. Dernæst er det mær- 
keligt, at netop af dette lille Herred Halvdelen skulde være 
bortforlenet, — og hvilken Del skulde det være ? De anførte 
Byer Biscopsthorp og Harpælyung ligge omtrent midt i Her- 
redet, den første nærmest Stranden, den anden inde i Landet. 
Mon ikke den Formodning er rigtigere, at vi have Indtægten 
af hele Herredet, men at dette betegnes som et halvt Her- 
red, fordi det kort forinden Jordebogens Tid har udsondret 
sig fra det tilgrænsende Thundrøsæ Herred? At »ipsa mansio 
halmstath«, der jo maa have givet Herredet Navn, anføres 
ikke ved dette, men ved Thundresæ Herred, forekommer mig 
at antyde, at der er sket en Halvering af et oprindeligt 
større Herred. 

Paa S. 59—60 følger derpaa Beskrivelsen af Grænse- 
mærket mellem Halland og Sverrig, hvilken ofte findes i 



Forskjellige Optegnelser om Halland. 413 

Codices af Vestg&talagen og af Skaanske Lov 1 ). Derpaa 
gives en Bække Tillæg til det Foregaaende, nemlig dels Op- 
lysninger om Erhvervelser eller Afhændelser af Krongods, 
dels Bemærkninger om, hvilke øer der tilhørte det danske 
Rige. Det første Stykke er et Uddrag af et Aktstykke om, 
at Enken Gundbiør skjødede Kong Kristoffer noget Gods, da 
denne Konge 1254 paa Grænsen af sit Hige mødtes med 
den norske Kong Hakon og Birger Jarl. Det tredie Stykke 
giver bl. A. Oplysning om, at Hertug Knud i Norge havde 
faaet Gdtulfruth indrømmet af Kong Valdemar og »endnu 
besidder det«. Disse sidstanførte Ord synes at sætte Affat- 
telsestiden tidligere end Aar 1261, da Knud Hakonsen døde, 
med mindre de mekanisk ere udskrevne efter Forskriften*). 

I Listen anføres fremdeles , hvor mange og hvor 
store Skipæn der fandtes i hvert Herred, og hvor mange 
»rustici« Herredet talte. Af Forbindelsen mellem Oplysnin- 
gerne om Skipænene og Sammentællingen af Bønderne synes 
det at fremgaa, at Optællingen har fundet Sted af Hensyn 
til Forsvarsvæsenet, og dette betyrkes fremdeles af de an- 
førte Tal. I Følge Listen harFyæræ 1711 Bønder, Wiskærdal 
513, Hænøflæ 1500, Farthusæ 1326, Halmstad Herred 726, 
Thundrøsæ Herred 1 020 og Høx Herred 1 1 20. Fra Aræstath 
Herred mangler Oplysning, men der maa efter Middeltallet 
af Bøndernes Tal i Forhold til de andre Herreders Hafnæ, 
multipliceret med Aræstath Herreds Tal af Hafnæ, antages 
at have været 1300 eller i alt 9216 Bønder i hele Halland. 
Disse •rustici« maa være hele Landets vaabendygtige Mandskab, 
over hvilket man i Oldtiden og Middelalderen i de nordiske Lande 
plejede at holde Regnskab"). 



') 0. Nielsen S. XVI. 

') 0. Nielsen siger S. XXIX, at det Stykke, hvori Hertug Knud om- 
tales, »kun er Uddrag af et Stadfæstelsesbrev fra 1254«, men det er 
ikke rimeligt} at Ordene: »quam adhuc detinet« have staaet i noget 
8aadant Brev, og om Tilværelsen af et saadant, saa vel som dets 
Affattelsestid haves ingen Oplysning. 

') Jfr. Velschow i Historisk Tidsskrift IV. 41 ff. 



414 Hallands- og Falsterlisten. 

173. Paa Side 63 følger en Liste med Overskrift: 
dette Oods skjødede Hagen Palnesøn Kong Kristoffer, 
hvorpaa nævnes 16 Ejendomme beliggende i forskjellige Byer 
i det vestlige Sjælland med i alt 10673 Mark Gold i Jord 1 ). 
Da den med Bedt skrevne Titeloverskrift tydeligt nok skal 
angaa hele Stykket, vover jeg ikke at tvivle om, at virkelig 
Hagen har overdraget saa store Ejendomme af sit eget Jor- 
degods til Kongen. Man tør heller ikke ubetinget sige, at 
106 1 /? % Gulds Jord var en meget for stor Besiddelse for en 
enkelt Mand. 

Haquinus Palnæsun var 1241 Vidne ved et af Kong 
Erik Plovpenning udstedt Brev 2 ), og han maa have været 
en Kongens Ombudsmand, som det fremgaar deraf, at hao 
lod en Del Konverser af Cistercienserordenen hænge, hvilket 
anføres i Jakob Erlandsøns Klage mod Kong Kristoffer, hvor 
Førstnævnte beskylder Kongen for, at hans Mænd satte sig 
til Dommere over Kirkens Personer og dømte dem fra 
Livet 8 ). 

Stykket ender derpaa med: preter duas curias Regis in 
broby cum 7 $- auri et dim., hvad der vel maa forklares 
saaledes, at der i det Skjøde, hvoraf Listen er et Uddrag, 
tillige har staaet, at Hagen Palnesøn tilbagegav Kongen 
hans to Gaarde i Broby, som denne hans Embedsmand havde 
havt i Forlening eller Forpagtning. 

174. Falsterlisten (S. 64—71) kalder sig selv de- 
scripcio cuiusdam partis falstrie, men indeholder i Virkelig- 
heden en nøjagtig, statistisk Beskrivelse over hele Falster, 
alle dets Sogne og Byer, med Angivelse af hvor mange Bol 



*) Listen begynder saaledes: in Kalundæburgb 18 fC auri in lerra. in 
Karlsworæ i bi prope 9 & auii. O. Nielsen antager med Rette (S. 
153). at Karlsvoræ er Byen Ure, der 1660 blev lagt under Kali u od- 
borg Ladegaard, men Oversættelsen maa da ikke lyde: i Karlsworæ 
næsten 9 / Guld, men i Karlsworæ nær derved (»: ved Kali und borg). 

*) D. A. M. I. 134. 

•i Ser. V. 590. 



Falsterlisteas »Mark«. 415 

der fandtes i hver By, samt hvor mange »Mark« Jord, efter 
hvilken sidste Værdibestemmelse Kongens Ejendomme i de 
anfarte Byer og endnu nogle andre Besidderes Ejendomme 
nævnes. Listen har et ensartet Udseende fra Begyndelsen 
til Enden ; den Plan, Forfatteren har foresat sig, er gjennem- 
fert fra først til sidst. Han nævner overalt Kirkebyen forst, 
derefter de andre Byer, Indenfor den enkelte By plejer han 
at anfare Kongens Besiddelse forst og siden de andre Lods- 
ejeres. Han har paa enkelte Steder ikke kunnet læse sin 
Forskrift og lader da Pladsen omhyggelig staa aaben til 
mulige senere Tilføjelser. Vel er der i disse Talangivelser, 
der belebe sig til et halvt Tusinde og lyde paa Mark, øre, 
Skilling og Halvskilling, indløbet nogle Fejl, men disse ere 
saare faa. Forfatteren ikke blot stræber efter, men evner 
ogsaa at være korrekt og forstaaelig. Åt dvæle ved de 
nævnte Fejl lønner ikke Umagen; Prof. Pal-Muller har i 
sin Gjengivelse af Listen (S. 211—225) i hvert Fald til- 
strækkeligt udførligt belyst dem. 

Falsterlisten lærer os da, at Falsters Jord havde ialt 
365 Bol, der ansattes til 606 Mark 1 ). Hvert Bol havde 
saaledes i Gjennemsnit l 9 /a Mark, men der fandtes i øvrigt 
meget forskjellige Ansættelser, fra Bol paa 1 Mark til Bol 
paa 8 Mark. Det Spergsmaal meder os da forst, hvad der 
forstaas ved »Mark«. Paa en Kjøbe- og Salgspris kan der 
vel næppe tænkes; den underforstaaede Værdi maatte da 
være Guld, som det vilde være besynderligt Listen ikke 
nævnede, medens ved denne Ansættelsesmaade »Guld« dog 
ellers aldrig udelades; men vor Liste begynder strax med: 



') Da Listen enkelte Steder kun angiver Bol, ikke Mark, og der, som 
alt sagt, nogle Steder er Indløbet Uagtsomhedsfejl eller Listen dog 
er uklar, kunne disse og de i det Følgende nævnte Tal ikke paa- 
staas at være absolut nøjagtige, — nogle Mark færre eller flere ville dog 
være den hele Forskjel, som i det endelige Resultat ikke har nogen 
Betydning. 

27 



416 Hallaods- og Falsterlisten. 

Vvalnæs 10 bool, 10 marcarum, og fortsætter paa samme 
tavse Maade. I den anden af de ovenfor i dette Arbejdes 
3die Kapitel nævnte Ansættelsesmaader efter Udsæden 
træffe vi derimod paa en Skyldsætning, som ofte og endog 
sædvanligst alene nævner Tal og Mark, men skjuler det 
Maalte — Kornet, som udsaas, og jeg antager derfor, at det 
er denne Skyldsætning, som er anvendt Det ses i øvrigt, at 
det bestemte Forhold mellem Bol og Harkskyld, som fondtes 
i Sjælland og andetsteds, og hvorved Bol traadte som Led 
ind i denne Skyldsætning og blev lig Markskyld, ikke fandtes 
paa Falster paa den Tid, denne Liste affattedes. 

175. Vi gaa over til at forskaffe os en Forstaaelse af 
Forholdet mellem Optegnelserne om Falster i Hovedlisten og 
i Falsterlisten; efter Pal.-Mullers Exempel ville vi kalde den 
første •Falstria« og den sidste »Descripcio«. Falstria er 
klart nok af en anden Beskaffenhed end Hovedlistens øvrige 
Angivelser, rimeligvis beroende paa, at der er modtaget en 
forskelligartet Indberetning fra Kongens Lensmand paa Fal- 
ster. — Skatter fra denne Egn anføres ikke. Til Forstaaelse 
af Opgivelserne haves særligt Hjælp i den ældre Del af Fe- 
mernlisten, idet det af denne fremgaar, at Kongens Jorde- 
gods administreredes paa tvende Maader, enten saaledes at det 
direkte svarede Landgildeafgiften til Kongen, eller at det 
forlenedes bort til Lensmænd mod eller uden Afgift. (Tot 
houæ habemus . . ., tot houæ coneessimns hominibus nostris.) 
Falstria synes ogsaa at antyde denne dobbelte Bestyrelses- 
maade. 

Den begynder med det Gods, som svarer Kongen Afgift 
og ikke er bortforlenet: Getæsby skyld 40 pund tritici et 40 
pund ordei. Curia ibidem persoluit annuatim 10 #• argenti. 
Piøcatio 10 # arg. De pratis 10 $> den. 1 } . . . Skælby 



*) Med denne Afgift »de pratis« kan jævnføres Ser. VII. 15: prata su- 
perflot curlæ principalis solent solvi ad minus pro 6 solidis gros- 
sorura. 474. 475: de snperfluis pratis etc. Lub. Urkb. II. 662. 



Fortolkning af .Falstria« i Hovedstykket. 417 

45 pund tritici et 45 pund ordei. Stauærby 24 # arg . . . 
Wikærlesæ 10 % argenti. 

Det første Stykke af Listen har saaledes ét fælles Præg; 
derpaa skifter den Udseende. Den følgende Del, der er ud- 
sondret for sig, begynder saaledes: Nørræhæreth. Babæthorp 
håbet hænrich bowith sun ad ualorem 10 %. Item in Es- 
kisthorp. Thordh scauæ et hacon uplændning 2 mansiones 
ad 3 $>. Item in brænningy maklæ hacon uplændning ad 1 %. 
— og fortsætter paa samme Maade, til den ender med: 
Item in øpæthorp. Symon ør sun ad 6 #. Derpaa kommer 
følgende med særeget Mærke anførte Indskud: 

Hem in nørræhæreth bee mansiones pertinent ad eknæsburgh. In 
Risæthorp 3 mansiones. In withby una mansio. In walnæs 3 mansiones. 
Item In eklef håbet cristiarn mask vnam mansionem parum ualentem. 
In Afflanxthorp dim mr. tritici. 

hvorpaa forsættes: In sundræhæreth. In wedringy ad 4 |L» 
In asthorp ad 6 $.. In morknæsby ad 6 %. In særslef 3 
mansiones ad 12 $. etc. Enhver vil ved at efterse Udgaven 
kunne overbevise sig om, at Listen efter hele sin Bygning 
maa fortolkes som bestaaende af disse Led, saa at det foran 
med mindre Typer trykte Stykke udgjør et Hele for sig, der 
sættes som Tillæg til de øvrige Besiddelser i Nørre Herred, 
som ere givne i Len; hvorefter Listen atter anfører bort- 
forlenet Gods med samme Betegnelsesmaade (ad . . marcas), 
dog uden at nævne Kongens Mænd. Prof, Pal.-Mtiller har 
følgelig Uret i at betragte sidstnævnte Led af dette Stykke som 
hørende til den ovenfor anførte Notits om Gods, der hører 
til Egenseborgen. Det vil ogsaa ses, hvor besynderlig Listens 
Maade at fordele Kongens Gods paa vilde blive efter Pal.- 
M uliers Fortolkning. Der skal i Listen findes »en tydeligt 
fremtrædende Tredeling af Kongens Gods: Kongsgaarden i 
Gedesby med dens Tilliggende i det Sydlige, Egenseborgen 
i det Nordlige, og en Gruppe i øens Midte, der maa opfattes 
som bortforlenet til flere Kongsmænd«. Pal.-Muller siger 
derhos kort i Forvejen, at Egenseborg har »et betydeligt Til- 

27* 



418 Hallands- og Falsterlisten. 

liggende af kongeligt Jordegods i begge øens Heneder« 
(S. 226). Hen ved denne Fortolkning knytter han til Bor- 
gen paa øens nordvestligste Hjerne Stregods ved dens syd- 
ostlige Kyst, som er adskilt fra hin ved en betydelig Del 
bortforlenede Ejendomme, ja endog en Besiddelse i Skælby 
lige op onder det andet Centralpunkt, Getæsby. Man kan 
saaledes ingenlunde indrømme, at Listen viser en Organisa- 
tion eller et nyt Anlæg, en Ordning og Gruppering, som 
Falsterbeskrivelsen ikke aabenbarer, idet den af PaL-Muller 
udfundne Fordeling netop har al rimelig Organisation 
imod sig. Dertil kommer, at PaL-Muller ikke kan vide, 
hvorledes Godset var fordelt og organiseret paa den Tid, 
Descripcio affattedes, da denne aldeles ikke indlader sig paa 
at belyse den organisatoriske Forbindelse mellem de enkelte 
kongelige Besiddelser, men kun »descriptivt« opregner hver 
enkelt Bys Ejendomme, Kongens saa vel som Privates Be- 
siddelser i denne. . 

Man kan fremdeles, selv om Prof. Pal.-Mullers Antagelse 
om Godsets Gruppering var rigtig, ikke indrømme, at Fal- 
stria viser en saadan Arron dering af Godset, at Kongens 
Besiddelser her opfares kun paa 35 Steder af øen, medens 
de i Følge Descripcio laa paa 66 Steder. Men dette beror 
atter paa Pal.-Mullers Misforstaaelse af, hvad det anførte 
Beløb af »Mark« vil sige. Naar det til Exempel hedder: 
Babæthorp håbet hænrich bowith sun ad ualorem 10 #, for- 
staar Pal. -Muller dette saaledes, at han har Jord, som kan 
sættes til en Værdi af 10 #. — Denne Jord maa jo da 
ligge i selve Byen Babæthorp, men se vi efter i Descripcio, 
saa er hele Byens Jord kun ansat til 4 $.. »In Brunætofte 
lydbrict lænzin ad 12$.« hedder det videre, men hele Byens 
Ansættelsessum er i Følge Descripcio ikkun 6 ^. Og saa- 
ledes gaar det ved en stor Del af de nævnte Byer 1 ). 



*) Barnethorp 8,-2 £\ Sundby 12, — 10 #. Asthorp 6,-4 f. 
Karleby 16, *- 12 $. Alknør 10, - 4 £. Ydringsthorp Hfc — 2 Jf. 
Bosæthorp 3, — i fe 7 Ører. 



Fortolkning af »FaUtria. i Hovedstykket. 419 

Man nødsages saaledes til at slippe den Antagelse, at 
den vurderede Jord ligger alene i den nævnte By, og man 
kande da tænke, at Listen kun anfører det Sted, hvor Kon- 
gens Mand sad, medens han kunde have andet Gods i For- 
lening i de omliggende Byer. Men i saa Fald mister ogsaa 
Pal. -Mtiller sit Udgangspunkt, thi han kan ikke kontrollere, 
at Kongens Besiddelser ere omarronderede paa den Maade, 
at de nu ligge paa langt færre Steder end i Descripcio, og 
dette sidste Middel til Fortolkning af Listernes indbyrdes 
Forhold maa saaledes opgives 1 ). 

At fortolke Udtrykket »ad valorem« som en Ansættelse 
af Jordens Værd har saaledes sine Vanskeligheder. Vi maa 
da søge at fortolke denne Betegnelse ved Vejledning af den 
ellers i Jordebogen benyttede Terminologi eller efter den 
hele Sammenhæng i Listen. Jordebogen bruger Ordet *valet* 
i Betydning baade af »yder« og »er værd« , og uheldigt nok 
findes den første Forstaaelse især i de Stykker, som gaa før 
Falstria, den sidste i dem, som følger efter *), saa at Sagen 



') O. Nielsen følger blindt Pal. -Mullers Udvikling og Fortolkning 
(S. XVI). Naar han siger, at Falsterlisten »opregner alle Byer og 
deres Ejermænd, hvoraf inau ser, at paa Falster var alle Fæ- 
stere* f har han dog lagt Noget til, som Pal.-Muller ingenlunde 
har paavist, og hvorfor Listen ikke indeholder endog det fjærneste 
Bevis. 

*) S. 2: In tymberby mare sunt 10 alting et unum quodque ualet mr. 
auri. Item in langwath sunt 9 atting et dim. et ualeut 9 £ auri et 
dim. Hyldæslcf ualet 8 fC auri. 5: Skithum 10 flathring que valore 
excedunt 40 $ auri. Item vkar molendinura 8 £ auri ualens. 
Moleodinum antem petri ulke ualuit 4 £ auri sed iam destructum 
est . . . In tystathe håbet domiuus Rex sex mansos et valent 60 £ 
auri. 6, 22, 23, 74. — 82: lbidem est aqua que uocatur brething 
et ualet 10 oras argenti quolibet anno. 33: Kalundæburgh valet 30 
£ puri. Item Bøhsnæs ualet 20 / puri et 10 ad ediflcandum do- 
mos. 42: Biærghæreth ualet 80 /puri et 100 porcos. 76: Potgardæ 
ualet annuatlm 24 / den. — 19: Edomshæreth 120 £* puri tantuni 
ualet et tantum inde datur, maa vistnok oversættes ved at Herredet 
er anslaaet til en Afgift af 120 £ og saa meget gives ogsaa deraf. Et 



420 Hallands- og Falsterlisten. 

ikke ret vel lader sig oplyse ved Paralleler fra Jordebogen 
selv. Undersøgelsen maa da gaa ud paa, hvad Listen efter 
sit Udseende og dens naturlige Forstaaelse lader fonnode, 
og naar man da lægger Mærke til, at hele det første Stykke 
kun nævner Afgifter, — og at de lige og runde Summer 
svare langt bedre til Afgiftsbeløb end til Skyldsætning, — 
og at endelig den midt i Listen indslupne Opgivelse: »Item 
in Gundrizlef maklæ thord scauæ terram 12 orarum in 
een su« synes at staa modsætningsvis til det øvrige, tror 
jeg, man maa komme til det Resultat, at Listen opfører 
Afgifter. Det forekommer mig ogsaa besynderligt, at Listen 
paa en saa kalkulatorisk Maade skulde angive en Skyldsætning, 
som dog lod sig betegne fuldkomment nøjagtigt ved den 
forhaandenværende Matrikel (se Falsterlisten). For en Skyld- 
sætning, som ikke bygger paa Ejendomsprisen, synes Beteg- 
nelsen »valor« heller ikke at passe, ligesaa lidt som man nu 
vil sige at besidde Jord til en Værdi af saa og saa meget 
Hartkorn. Naar det endelig i det lille indskudte Stykke 
hedder, at Kristiarn Mask har en Gaard i £klef, som er 
•parum valens«, og derefter: In aflanxthorp dim. marcam 
tritici, da maa denne sidste Besiddelse høre med til Kri- 
stiarns Forlening (jfr. ogsaa det Item som findes før denne 
Bemærkning); og Oversættelsen kommer da til at lyde saa- 
ledes, at han i Eklef har en Gaard, der yder Lidet, og i 
Aflanxthorp Jord, der yder en halv Mark Hvede; »valere« 
kommer saaledes midt inde i Falstria til at betyde »yde« og 
ikke »er værd«, hvad der atter taler for den forsvarede For- 
tolkning. 

Der er ikke nogen Grund til at antage, at Falstria, 
uagtet den har en noget andet Form end Hovedlistens øvrige 
Led, ikke skulde være fra Aaret 1231. At de nævnte Lens- 



ParalleUted frembyder S. 34: Tuzæhæreth 12 £ sed plus ualet, 
hvor Oversættelsen vel ogsaa maa være, at Herredet svarer 12 f, 
men er mere værd eller burde sættes til en højere Afgift. 



De i Kalslerlisten unævnte Ejermænd. 421 

mænd ikke kjendes andetsteds fra, maa vist skyldes den 
store Mangel paa Aktstykker fra det 13de Aarh.'s første 
Halvdel. I øvrigt er det ikke urimeligt, at den Lydbrict 
Lænzin, der her nævnes som Lensmand, er den Samme som 
den Lythbrict Lenzing, der 1216 var Vidne ved et Brev, som 
Kong Valdemar udstedte, og 1224 ved et af den lybske Bi- 
skop udfærdiget Brev 1 ). 

176. Falsterlisten kalder sig selv: descripcio cuiusdam 
partis falstrie. Ikke des mindre nævner den alle Sogne og 
alle Byer paa Falster, hvorfor Titlen kunde synes for be- 
skeden. Skjont jeg ganske vist er enig med tidligere For- 
tolkere i, at Listen nævner og vil nævne alle Byer paa øen, 
tror jeg dog dens Betegnelse af kun at være en delvis Be- 
skrivelse af Landet sigter til noget Åndet. Efter at . Byernes 
Boltal og Ansættelse til Mark er nævnt, anføres Navne paa 
Besidderne i disse (frem for Alle Kongen), men ingenlunde 
samtlige Besiddere; i hver eneste By — en enkelt undtagen 
— findes der endnu en Del Bol og Boldele, hvis Ejere 
den fortier. Herpaa er det vistnok Listens Titel hentyder. 

Vi skulle nu søge at udfinde, hvilke de unævnte 
Ejere ere. De i Listen anførte Personer bære aldrig nogen 
Titel, og allerede heraf synes det at fremgaa, at Embeds- 
mænd, gejstlige eller verdslige, ikke opføres. Om at nogen 
af de Anførte t Ex. har været Sognepræst, haves der ikke 
den mindste Antydning. Ligesaa lidt nævnes Kirkerne, der 
dog have maattet eje en Del Gods. Ikkun to gejstlige Per- 
soner forekomme i Stykket: Magister Olef besidder i Ting- 
sted 14 ører Jord og Episcopus o: Bispen af Odense en Del 
Ejendomme paa forskjellige Steder. Men denne undtagelses- 
vise Anførelse af gejstlige Personer synes bestemt at antyde, 
at den i deres Besiddelse anførte Jord var deres private Eje 
og ikke nogen kirkelig Besiddelse. 

Foruden at der mangler — som alt sagt— Optegnelser 



l ) Lub. Urk. I. 22; (des Bisthums) I. 56. (Lutbertus lentxiog). 



422 Hallanda- og FalsUrlisteo. 

om den Jord, som tilhørte Kirkerne og Præstegaardene, savne ri 
Bemærkning om Jord, som tilhørte Skovkloster, og dog var 
dette vitterligt Grundejer paa øen. Ved Klostrets Oprettelse 
havde Fra Bodils Son Georg skjænket dette 2 Bol Jord i 
Gedesby, Skælby og Valnæs 1 ), og det er ikke rimeligt, at 
disse alt skulde være afhændede paa Jordebogens Tid, ligesom 
der da ogsaa i de nys anførte Byer findes Plads blandt de 
unævnte Besiddelser til Skovklosters Ejendomme. Klostret 
afhændede i Aaret 1417 en Gaard i Thorp paa 8 Skilling 
Jord 9 ); muligen har ogsaa den allerede været Klostrets paa 
Listens Tid og mellem det Unævnte i Olæfsthorp, som Byen 
da hed. 

Opgjøre vi dernæst Regnskabet over, hvorledes Besid- 
delserne ere fordelte paa Falster, ville flere mærkelige For- 
hold komme frem. Det viser sig for det Første, at et stort 
Antal af de anferte Personer besidde Strøgods, nemlig Ejen- 
domme i flere forskjellige Byer; om der indenfor den 
enkelte By muligt har været sammenlagt flere Gaardes 
»Hartkorn« for at frembringe det i Listen anførte Beløb, 
angiver denne ikke, men det kan meget vel være Tilfældet. 
Af Listens 74 Besiddere (med Kongen 75) anføres 33 med 
følgende Ejendomme: 



Aghi 


ejer 


2 


* 


4 Ører 


• 


/» 






• 

i 


3 Byer. 


Aghl Scak 


- 


■ 


- 


6 


- 


2 


- 






- 


2 - 


Aghi Thruutsun 


- 


1 


- 


4 


• 


1 


• 






- 


2 - 


Alkil Slænti 


- 


1 


- 


2 


«• 


1 


- 






- 


4 - 


Bo 


- 


t 


- 


5 


- 


2 


- 






- 


2 - 


Bo Hosæ 


- 


2 


- 


3 


- 


1 


- 






- 


4 - 


Bo Pætersan 


- 


1 


« 


3 


m 


2 


«• 






- 


4 - 


Eplseopus 


- 


17 


- 


3 


• 


1 


- 


samt 1 


Bol 


- 


6 - 


Esbæru 


- 


2 


- 


4 


- 


■ 


- 


samt 1 Bol 


- 


3 - 


Flic 


- 


3 


- 


7 


- 


• 


m 






- 


3 - 


Frændi Æigisun 


- 


14 


- 


1 


- 


1 


- 






- 


6 - 


Gnemær 


- 


5 


m 


7 


- 


• 


* 


samt 2 Bol 


- 


9 - 


Galman 


m 


3 


"* 


2 


* 


t 


• 






• 


4 - 



') D. A. M. I. 5. Ser. IV. 343. 
») Ser. IV. 355. 



Falsterlltten navner kun de rigere Besiddere. 



423 



Gorm 


ejer 


.6 JT 4 Ører 2 


* 


i 


3 Byer. 


GrimlU 


- 


3 - 


• 7 


- 


2 


- 


» 


3 - 


Henric Botwithsun 


- 


9 ■ 


■ 2 


• 


2 


« 


. 


3 - 


Johannes 


- 


3 


- 4 


a» 


1 


_ 


w 


2 - 


Joseph 


- 


9 


■ 


m 


t 


. 


w 


6 - 


Ketil 


- 


3 


- 2 


- 


■ 


. 


•» 


7 - 


Ketil Masun 


- 


1 


- 4 


. 


2 


. 


w 


2 - 


Ketil Sluffæ 


- 


3 ■ 


■ 4 


- 


■ 


- samt 3 Bol 


_ 


6 - 


Ketil Gamæl 


- 


2 


• 7 


. 


i 


• 


w 


4 - 


Knut Touæsun 


. 


t 


- 6 


. 


2 


m 


— 


2 - 


Petær R»f 


. 


5 - 


t 


» 


t 


m 


m 


6 • 


Petær Magnusen 


*M 


2 


- 7 


• 


2 


. 


. 


3 - 


Petær Symonsun 


- 


1 ■ 


- 3 


- 


n 


tm 


• 


3 - 


Petær Vivæsun 


• 


1 ■ 


- 4 


tm 


2 


«• 


• 


2 - 


Petær Rand 


tm 


3 • 


• 7 


• 


t 


• 


• 


2 - 


Petær Falstær 


•» 


2 • 


3 


. 


1 


• 


. 


3 - 


Petær Julkilsun 


• 


4 ■ 


• 


*M 


H 


- 


m 


6 - 


Sven Trafnøl 


- 


1 - 


1 


• 


• 


_ 


m 


3 - 


Thorkil Lucisun 


















og Medejere 


- 


3 - 


3 


- 


■ 


- 


• 


5 - 


Woghæn 


- 


1 


• 4 


m 


i 


• 


* 


4 - 



Hertil kommer fremdeles, at af de ikke endnu omtalte 
Besiddere 3 vare Ejere af over 2 Mark i Jord, 9 ejede over 
1 Mark og 15 over 7* Mark; af disse 15 var En, Petær 
Lucieun , Medejer i noget af det ovenfor for Thorkil Lucisun 
anførte Gods; 2 af dem betegnes som heredes Woghæn og 
heredes Ingvari, hvorfor en Identitet med de alt nævnte Be- 
siddere er mulig. Der nævnes kun 14 Besiddere af Jord 
tinder */* Mark, og muBgt skulle endog nogle af disse iden- 
tificeres med Ejere af de større Gaarde. — Det er saaledes 
klart, at Listen hovedsageligt kun nævner Besiddere af størrø 
Ejendomme. 

Endelig synes Navnene at vise hen til bekjendte rige 
falsterske Jordejere. Peter Falster, der har store Be- 
siddelser og desuden er kongelig Lensmand paa Gedesby, har 
sandsynligvis været en af de første af Ætten Falster, der i 
de følgende Aarhundreder besad store Ejendomme paa denne 
®. At den Peter Lucisun, som her nævnes, er identisk med 
Petrus Luceson, der sammen med Broderen Tolff og med 1 1 



424 HaUaodi- og Falsterlisten. 

andre Ejere af Jordegods 1226 besvore et Grænseskæl i Leve 
Herred (D. A. M. I. 101), er vel muligt, ligesom ogsaa at 
•heredes Ingvari« ere Ingvar Glngs Sønner. Hvis Identiteten 
af disse Navne lod sig bevise , vilde det sætte Listen i Aar- 
hundredets Begyndelse. Derimod er det ikke underkastet 
Tvivl, at den Gnemer som her nævnes, er i Slægt med den 
falsterske Gnemer, som udmærkede sig som Eriger i Valde- 
mars og Absalons Kampe mod Venderne (Saxo S. 748—749); 
Knytlinge Saga E. 118, 119 kalder ham Gnemar Eetilsson, 
og i Falsterlisten anføres (S. 69) ved Tokæthorp: 1 bool. 
totum est kietilli et Gnemer, hvorfor det er hajst sand- 
synligt, at vi i Falsterlisten have den bekjendte Gnemers 
Sønner 1 ). 

Vi skulle sammenfatte de foranstaaende Resultater for 
at naa til en bestemtere Indsigt i hvad Listen vil give. 
Hovedsageligt lægger den an paa at nævne, hvormange Bol 
der findes i hver enkelt af Byerne, samt efter Beregning af 
Mark Skyld hvormange Mark der fandtes i hver By og hvor 
mange der tilhørte Eongen. Den opgiver dernæst Navnene 
paa en Del Besiddere, der vise sig at være dem, der besade 
større Ejendomme, men disses Ejendomme i Forening 
med Kongens udgjøre kun noget over Halvdelen af 
Øens Markskyld eller Hartkorn. De Ejendomme, som 
ikke nævnes, maa da antages at være dels dem, som vare i 
Kirkens Besiddelse, hvilke Listen klart nok med Villie 
skyder til Side, dels alle Besiddere af smaa Jorder. — 
Naar jeg da af hvad Listen saaledes sandsynligvis indeholder 
skal uddrage nogen Slutning om Hensigten med dens Oprettelse, 
maa jeg komme til følgende Resultat. Da Listens Omtale 
eller Fortielse af Navne næppe kan staa i Forbindelse med 
Ejernes Skattepligt og Skattefrihed, idet de forbigaaede Ejen- 
domme, lige saa lidt som de gejstlige Ejendomme alle kunne 
have været skattefri, maa Listen være nedskrevet af ved- 



') Jfr. Ann. f. Nordisk Oidk. 1853. S. 383. 



Falsterlisten nævner kun de rigere Besiddere. 425 

kommende Lensmand paa Kongens Opfordring for at skaffe 
ham nøjes te Oplysning om Størrelsen og Skyld- 
sætningen af de enkelte Byers Jorder paa Falster, 
om Kongens Ejendomme i hver By, samt om hvor 
store Jorder der ejedes af de rigere af de verds- 
lige Besiddere dér paa Øen. — Man skulde næsten an- 
tage Listen forfattet af Kongens Lensmand paa Gedesby- 
gaard, Peter Falster, paa Grund af Forfatterens nøjagtige 
Oplysninger om Afgiften af denne Gaard samt Bemærk- 
ningen om, at der svares Kongen lige saa meget af de dyr- 
kede Jorder som af de øde. 

1:77. Af Listens 606 Mark Jord tilhøre ikke mindre 
end 169 Kongen eller omtrent 28 p. c. af samtlige Besid- 
delser. Dette er en særdeles mærkelig Oplysning; thi Kon- 
gens Ejendomme have paa intet andet Sted af Landet en 
saadan Udstrækning. Smaa øer kunne tilhøre ham helt, 
men her er det en Bække Besiddelser, spredte over hele Øen 
og i de fleste Byer, baade store og smaa Jorder. Det er 
ikke vel tænkeligt, at Kongens Ejendomsret skulde hidrøre 
fra en privatretlig Adkomst, Arv eller Lignende; kun en mere 
virksom Adkomst, en egentlig Majestæter et har kunnet til- 
føre ham saa store og saa mange Besiddelser; men hvilken 
er denne Bet? Svaret herpaa maa vist være følgende. De 
urolige Forhold, hvorunder Falstringerne levede i det Ilte 
og 12te Aarh., de vendiske Sørøveres hyppige Indfald paa 
Øen, hvorved denne efterhaanden blev lagt øde, og vist 
endog bebyggedes af Vender, der nedsatte sig dér paa Lan- 
det, — Alt dette har, efterhaanden som disse atter fordreves 
og Ordenen oprettedes paa øen, ladet flere og flere Ejen- 
domme som forladt Gods, som konfiskeret Jord eller som 
tilbageerobret Ejendom falde til Kongen. 

Det kan ganske sikkert antages, at Venderne have ned- 
sat sig paa dansk Grund. De oversvømmede i det Ilte og 
12te Aarh. i umaadelige Skarer baade Danmark og Norge. 



426 Hallands- og Faisterlisten. 

Hagnus den Gode skal paa Lyrskovs Hede 1043 have slaaet 
15,000 Vender; en vendisk Hær paa over 13,200 Mand ind- 
tog og opbrændte Kongshelle 1135, og en Flaade paa 600 
vendiske Skibe forliste 1157 paa Hallandsskjærene 1 ). Men 
kunde Venderne optræde i saa uhyre Masser og strække deres 
Anfald saa vidt, ligger det nær at antage, at de i al Fald 
paa øer, som laa det vendiske Pommern nær, ogsaa have 
taget fast Bopæl. Det sydlige og østlige Sjælland laa jo 
efter Saxos Beretning ede og folketomt, og Bebyggelsen fia 
vendisk Side af de senden for liggende øer kunde saaledes 
ske trygt. — Et Vidnesbyrd om hvorledes Vendernes Indfald 
eller Frygten derfor lagde Landet ede, haves endnu i det 
af Bisp Svend af Aarhus 1183 oprettede Testamente, hvor- 
ved han skjænker øm Kloster Besiddelser i en stor Del 
Byer i Søndre Herred paa Mols, »Ejendomme, som i Ud- 
strækning ere store, men i Værdi ere ringe, fordi de ligge 
ved Havet og ere udsatte for Hedningernes Indfald«*). 

Men have Venderne havt faste Bopæle her i Landet, da 
maa der sikkert kunne paavises Spor deraf i den senere Tid. 
Som saadanne har Prof. Schiern fremdraget de ofte mærkelige 
Navne paa Lokaliteter paa Laaland og Falster og flere af de 
sydligere Øer. Navne som Kramnitze, Billese, Binnitze, 
Tillitze, Euditze paa Laaland og Eoselitze paa Falster vise 
deres slaviske Form og Herkomst 8 ). — Men ikke mindre 
tydeligt taler det overordentlig store Antal Ejen- 
domme, som Kongen ligefra Middelalderen har ejet 
paa Falster, for at denne har set betydelige Om- 
væltninger i Ejendomsforholdene, og at særligt mange Ejen- 



') Se Prof. Schierns Udvikling i Afhandlingen om den slaviske Op- 
rindelse til nogle Stednavne paa de danske Smaaøer. Ann. f. N. 0. 
1863. S. 362. 

*) Ser. V. 250: omnia quidera numero multa sed precio pauca, 
quia sunt maritima et paganorum incursibus exposita. 

*) Prof. Schiern. 1. c. S. 369 ff. 



Kongens Besiddelser paa Falsler. 427 

domme ere komne i Kongens Besiddelse efter tidligere Ejeres 
Fordrivelse, Herom staar Falsterlisten som et talende 
Vidnesbyrd. Man kunde herimod indvende, at de samme 
Forbold maatte da findes paa Laaland, hvor endnu fiere Ejen- 
domme maatte være i Kronens Eje end paa Falster. I Vir- 
keligheden havde Kong Valdemar nu ogsaa betydelige Besid- 
delser paa Laaland, nemlig over 100 Bol, som Laalandslisten 
udviser, hvilket er mere end i nogen anden Del af Landet 
om end ikke saa meget som paa Falster. Men det maa 
desuden antages, at Venderne særligt have slaaet sig ned paa 
Falster. Saxo viser os Falstringerne ingenlunde i noget 
gunstigt Lys; de havde i den Grad Slavernes Tillid, at disse 
plejede at betro dem Bevogtningen af deres Fanger, hvorhos 
Falstringer ofte røbede dem de Danskes Krigsplaner for at 
staa sig vel med disse Rigets Fjender. Kong Valdemar paa- 
tænkte derfor i Aaret 1159 endog et Straffetog mod Fal- 
stringerne, til hvilket navnlig Sjællænderne, hvem Falstrin- 
gernes Troløshed særligt havde harmet og hvem Vendernes 
Indfald derefter mest truede, rustede sig med Glæde, men da 
baade Kongen og Absalon pludseligt bleve syge, blev det op- 
givet 1 ). Disse Oplysninger synes at tale afgjørende for, at 
Venderne have havt Tilhold og bygget paa Falster, og røbe 
os, hvilke Forhold det var, som have kastet saa mange Ejen- 
domme i Kongens Besiddelse. 

178. Efter Falsterlisten følger Laalandslisten (med 
Overskrift: terra domini regis in lalandia) paa S. 73 — 74 
med en Opregning af en stor Del Ejendomme paa Laaland, 
— altsaa et Supplement til Hovedstykkets Optegnelser om 
Kongens Jordegods, hvor netop Intet anføres ved Laaland. 
Listens Affattelsestid kan vel sættes til 1231. En Omstæn- 
dighed, som kunde synes at gjøre Laalandslisten ældre end 
Konungleflisten , skulde være det, at Halsted i sidstnævnte 



*) Saxo 706, 739—741. Jfr. Prof. Schierns Afhandling S. 381 ff. 



428 Hallands- og Falsterlisten. 

Stykke nævnes som Krongods, skjønt det efter Laalandslisten 
var Kongens, og skjønt det i al Fald senere var Erik Glip- 
pings private Ejendom, idet han 1284 overdrog det til Jutta 1 ). 
Det kan imidlertid paa Grund af Eonungleflistens vage An- 
givelser meget vel være muligt, at baade Kronen og Kong 
Valdemar have ejet Gods i denne By, og jeg skulde derfor 
ville vælge at tænke mig Listerne samtidige. 



*) Suhm X. 1021. 



XX. Kapitel. 

Femernlisten. 

(Listens tvende Dele. Deres Alder og indbyrdes Forhold 
Femerns Stilling til den danske Konge. Kongens Indtægter 

af øen. Indtægtslisten.) 



179. Femernlisten eller Udgavens S. 76 — 77 viser sig 
ved ferste øjekast umuligt at kunne være en Helhed. Listen 
bedrager Ingen, thi det er klart, at den, da den to Gange 
nævner samme Bække af Byer i samme øjemed, maa bestaa 
af forskjellige Dele. Spørgsmaalet bliver kun, hvor Grænsen 
skal drages, hvor første Afdeling ender og anden begynder. 
Det naturligste var, om ellers det Indre tillod det, at antage 
hver Del af Listen afsluttet paa sin Side, og saaledes er 
Forholdet vist ogsaa. Første Del beskriver hele øen, hvis 
Byer nævnes med Opgivelse af, hvor mange Hove og, i de 
slaviske Byer, hvor mange Hakker der findes i hver af dem. 
Kun to Bemærkninger om Indtægtsbeløb findes ved Enden 
af hvert af Stykkerne, nemlig ved det ferste efter Angivelsen 
om, at Borgens Tilliggende er 9 Hove og 20 Hakker, Oplys- 
ning om: preterea håbet dominus ibidem 20 marcas de tri- 
bus uillicis, og ved det sidste Stykkes Ende: Potgardæ ualet 
annuatim 24 marcas denariorum. Disse to Bemærkninger bør 



430 FeraernlUtea. 

vist rettest forstaas som en supplerende Oplysning om Jord, 
hvis Størrelse ikke vides, men hvis Afgift angives. 

A n den D e 1 (S. 77) begynder med Ordene: redditus in ym- 
bria incipiunt in festo sancti michaelis. Dens Hensigt er aa- 
benbart at give Oplysning om Indtægter og Administrations- 
forhold. Som Afgiftskilder nævnes derfor strax Feriæ, Taber- 
narij og 68 Hove, som yde Kongen Landgilde. Derpaa følger 
en Liste: tot houæ habemns in ymbria, der ialt nævner 57 1 /* 
Hove og 60 Hakker, og hermed synes saaledes — skjønt 
Tallene ikke ere ganske de samme — Oplysning givet om 
hvilke de Byer vare, hvis Landgilde Kongen havde forbeholdt 
sig selv. Derpaa angives, hvor mange Hove og Hakker han 
har forlenet sine Mænd; endvidere en ny Liste paa Sla- 
vernes Byer og tilsidst Oplysning em Kornindtægten af hele 
Landet. 

Hedens Pal. -Muller kiever Femernlisten inde paa sammes 
anden Side ved »tot houæ habemns«, tror jeg altsaa, at den 
naturligste Fortolkning er at lade hver at de tvende Sider 
udgjøre et Hele for sig, idet baade den ydre Fordeling og 
den indre Sammenhæng taler for, at Grænsen skal lægges 
saaledes. 

180. Vi bar derpaa undersøge, om Listerne ere no- 
genledes samtidige eller fra forskjeUige Tider. 

Det Jordmaal, som Listen benytter, er af dobbelt Art, 
dels Mansus, der i Listens andet Stykke bruges afvexlende 
med Houæ og altsaa har været det tydske Markmaal »Hufe«, 
dels Uncus eller det slaviske Maal, Hakken. Hufen ansloges 
i de tydske Lande ganske almindeligt til mellem 30 og 40 
Morgen Land 1 ), men nærmere at bestemme dens geografiske 
Størrelse — særligt paa Femern — har vist sin Van- 
skelighed. Hakken var det slaviske Jordmaal og noget lettere 
end Hufen, hvad der bedst fremgaar af selve Femernlistens 
tyende Dele. 



l ) Waits, die altdeutsche Hufe S. 26. 



De opførte Personen Levetid. 48 1 

Der tillægges saaledes 



i første Del: 


i anden Del: 


Slawæsthorp 12 mansi 


. Sclawæpthorp 14 unci 


Kubbænthorp 1 1 » 


ViUa Oubonis 12 •» 


Niclawsthorp 10 » 


Villa Nicholai 14 * 


Stobærthorp 1 2 » 


Stubperthorp 1 8 • 



45 » 58 - 

hvoraf Hakkens Forhold til Hoven som en ringe Del mindre 
end denne synes at fremgaa. Skulle vi atter bestemme, hvor- 
ledes Byernes Skiften af Jordmaal er foregaaet, — og Li- 
sterne ere i denne Henseende meget forskjellige, thi den 
første Del bar 198 Hakker, den anden 334 — synes næppe 
nogen anden Løsning tænkelig end, at det tydske Jordbrug, 
som senere var det almindelige paa Femern, har 
fortrængt det slaviske, der er uddøet med den slaviske Be- 
folkning, og at saaledes Listens anden Del er den ældste, 
den forste den yngste Bestanddel. Saaledes fortolker Pal.- 
Maller da ogsaa Forholdet mellem de tvende Lister 
(S. 207—210). 

Men Listens sidste Del kan af temmelig afgjørende 
Grunde sættes til Aaret 1200. Henricus scærping, der her 
nævnes som Kongens Lensmand og efter hvilken en af Byerne 
har Navn, kan næppe være nogen anden end den Henricus 
Skerp, der i en Bække af Aar findes som Kongsmand ved 
Valdemar Fs og Knud Vl's Hof. 1175 er han i Søllested 
Vidne ved Udfærdigelsen af et kongeligt Brev og ligeledes 
1180 og 1183 i Hiulby og 1193 i Nyborg ved Udstedelsen 
af forskjellige Breve 1 ). Petrus de Kalundæburgb, der nævnes 
som Lensmand, maa vist være Feder Strangesøn, der ogsaa- 
underskrev det ovennævnte Brev af 1193. Han nævnes lige^ 
ledes som Vidne i et kgl. Brev 1229, og at han har været 
en anset Stormand, fremgaar deraf, at flere af Annalerne 
notere hans Død 1231. Sorø Klosters Gavebog kalder ham 



*) D. A. M. !. 255, 263, 265. 270, 286. 

28 



431 FaoMrsUfteo. 

•miles« og »multum potens« ; ban var indviklet i en Strid 
med dette Kloster, imod hvilket han og hans Broder Andreas 
allerede havde Forpligtelser i Kraft af Absalons Testamente. 
Esbern Snares Datter Ingeborg var hans Hustru, og til hen- 
des Navn knyttes stadigt »af Kallundborg« ; hun nævnes 
ogsaa i Sorøbogen, idet hun 1250 skjænkede Klostret nogle 
Ejendomme. I Aaret 1262 blev hun forvist, rimeligvis som 
meddelagtig i det Oprør, der havde fort til Dronning Mar- 
gretes Tilfangetagelse, og bendes Gods inddroges. Da hun 
døde i Slesvig 1267, har hun dog ikke været vist udenfor 
Rigets Grænser. Baade hun og hendes Ægtefælle synes i 
Følge det Anførte at være blevne meget gamle. Det an- 
tages i Almindelighed, at Kalhutdborg har været en Arv efter 
Esbern Snare; hun forbryder den tilligemed Sæby Gods til 
Kronen, da hun forvises 1 ). 

Foruden de anførte tvende Navne, der kjendes andet- 
stedsfra og bestemme Listens Affattelsestid , give nogle af de 
andre Navne ved omtrent lige saa klare Vink den samme 
Affattelsestid. »Willikinus« er vel saaledes den Willichsnus 
Saxonis, der 1183 er Vidne ved et Gavebrev, udstedt til 
Klostret i Odense af Kanutus, Prizlaui filius, Valdemar den 
Førstes Søstersøn*). Hvad »fihi domini Hiddonis« angaar, 
da bærer dom. Hiddo et saa ualmindeligt Navn, at man ter 
antage ham for den Samme, som nævnes i Broderlisten under 
Istedsyssel som Alfric hidde ; da han vel saaledes levede c 1 170, 
kunne hans Sønner nok have været Lensmænd ved det 13de 
Aarhundredes Begyndelse. Endelig kan Faderen til den »Tuko 
dauidsun«, som her nævnes, vel ogsaa have været Broder- 
listens under Barwithsysel opførte Dauit. Disse Navne vare 
dengang saa lidet almindelige, at de vel tør medtages i Be- 
visførelsen som en yderligere Grund til at sætte Listen til 



4-k. 



*) 1229: Nordalbing. Stad. I. 84. 1241: Ser. I. 167, 244. II. 630. HL 
311. Sorøbogen: Ser. IV. 481, 501, 518. 1262: Ser. I. 291. III. 
313. 1267: Ser. I. 169, 186, 291, II. 632. III. 313. IV. 239. 

*) D. A. M. I. 272. 



Femerns Stilling i 4«! danske Rige. 483' 

omtrent 1200, maaski nogle Åar efter. — Den første Liste 
bKver vel da samtidig med Hovedlisten, altsaa fra 1231. 

181. Men ejede Kong Valdemar Femern 1231? Man 
skulde ikke tro, at dette kunde drages i Tvivl efter Jorde* 
bogens klare Udsagn, baade i Hovedstykket, at Kongen havde 
en betydelig Indtægt af øen, og i Listen over Konunglef, at 
den tilhørte Kronen, men tydske Forfattere have dog vægret 
dem ved ret at tro herpaa, da det formentlig ikke passer 
med andre historiske Oplysninger 1 )* — Jeg har foran sagt, 
at øen var et erobret Land , og dette støtter jeg ikke blot 
paa, at Befolkningen i overvejende Antal var slavisk, men 
derpaa at Administrationen af Landet var som af et erobret 
Land. Hvornaar Erobringen har fundet Sted, er derimod et 
tvivlsomt Spørgsmaal, som jeg her ikke skal komme ind paa, 
men saa meget er ubestridt og ubestrideligt, at Femern 
hørte onder den danske Krone, da Valdemar II strax efter 
sin Tronbestigelse havde sat sig i Herskerforhold til Lybek 
og hele Nordalbingien. Derimod skulde man antage, at Fe- 
mern maatte være afstaaet med Forliget 1225, da Kong 
Valdemar maatte slippe alle Lande fra Elben til Ejderen, og 
alle slaviske Lande, idet kun Bygen undtages fra Afstaaelsen. 
Hertil finder man imidlertid ikke det mindste Spor. 
For det Første opfører Jordebogen øen 1231 som dansk 
Besiddelse, og det ses dernæst af et Aktstykke af 1234, at 
Kong Valdemar ikke blot er tilstede dér paa øen, men at 
ligeledes »m eliores regni« vare sammenkaldte derhen. Kongen 
giver her Bispen af Ribe et Brev angaaende Indtægten af 



') Om Femerns ældste Historie se Hanssen, historisch-statfstlsche Dar- 
stellung der losel Femern, Altona 1832; Sarauw, Versuch einer 
geschichUichen Darstellung des polltischen Verhåltnisses der Insel 
Fehmarn bis rum Jahre 1329, i Neues Staatsburgerliches Magasin 
II. 29 ff.; IV. 442 ff.; Velschow, Om Øen Femerns statsretlige For- 
hold. Første Periode indtil Aaret 1326, i Kbhvns. Universitets Pro- 
gram 1854; Ravlt, Die Insel Fehmarn, i Jahrb. f. die Landeskunde 
der Hersogth. B. IX., Kiel 1867, 

28* 



424 HaUaodi- og Falsterlisten. 

andre Ejere af Jordegods 1226 besvore et Grænseskæl i Leve 
Herred (D. Å. M. I. 101), er vel muligt, ligesom ogsaa at 
•heredes Ingvari« ere Ingvar Glugs Sønner. Hvis Identiteten 
af disse Navne lod sig bevise , vilde det sætte Listen i Aar- 
hundredets Begyndelse. Derimod er det ikke underkastet 
Tvivl, at den Gnemer som her nævnes, er i Slægt med den 
falsterske Gnemer, som udmærkede sig som Kriger i Valde- 
mars og Absalons Kampe mod Venderne (Saxo S. 748—749); 
Knytlinge Saga K. 118, 119 kalder ham Gnemar Ketilsson, 
og i Falsterlisten anføres (S. 69) ved Tokæthorp: 1 bool. 
totum est ki e ti 1 li et Gnemer, hvorfor det er højst sand- 
synligt, at vi i Falsterli9ten have den bekjendte Gnemers 
Sønner 1 ). 

Vi skulle sammenfatte de foranstaaende Resultater for 
at naa til en bestemtere Indsigt i hvad Listen vil give. 
Hovedsageligt lægger den an paa at nævne, hvormange Bol 
der findes i hver enkelt af Byerne, samt efter Beregning af 
Mark Skyld hvormange Mark der fandtes i hver By og hvor 
mange der tilhørte Kongen. Den opgiver dernæst Navnene 
paa en Del Besiddere, der vise sig at være dem, der besade 
større Ejendomme, men disses Ejendomme i Forening 
med Kongens udgjøre kun noget over Halvdelen af 
Øens Markskyld eller Hartkorn. De Ejendomme, som 
ikke nævnes , maa da antages at være dels dem , som vare i 
Kirkens Besiddelse, hvilke Listen klart nok med Vilfø 
skyder til Side, dels alle Besiddere af srnaa Jorder. — 
Naar jeg da af hvad Listen saaledes sandsynligvis indeholder 
skal uddrage nogen Slutning om Hensigten med dens Oprettelse, 
maa jeg komme til følgende Resultat Da Listens Omtale 
eller Fortielse af Navne næppe kan staa i Forbindelse med 
Ejernes Skattepligt og Skattefrihed, idet de forbigaaede Ejen- 
domme, lige aaa lidt som de gejstlige Ejendomme alle kunne 
have været skattefri, maa Listen være nedskrevet af ved* 



J ) Jfr. Ann. f. Kordiik Oidk. 1853. S. 383. 



Falsterlisten nævner kun de rigere Besiddere. 425 

kommende Lensmand paa Kongens Opfordring for at skaffe 
ham nøjeste Oplysning om Størrelsen og Skyld- 
sætningen af de enkelte Byers Jorder paa Falster, 
om Kongens Ejendomme i hver By, samt om hvor 
store Jorder der ejedes af de rigere af de verds- 
lige Besiddere dér paa øen. — Man skulde næsten an- 
tage Listen forfattet af Kongens Lensmand paa Gedesby- 
gaard, Feter Falster, paa Grund af Forfatterens nøjagtige 
Oplysninger om Afgiften af denne Gaard samt Bemærk- 
ningen om, at der svares Kongen lige saa meget af de dyr- 
kede Jorder som af de øde. 

1:77. Åf Listens 606 Mark Jord tilhøre ikke mindre 
end 169 Kongen eller omtrent 28 p. c. af samtlige Besid? 
delser. Dette er en særdeles mærkelig Oplysning; thi Kon- 
gens Ejendomme have paa intet andet Sted af Landet en 
saadan Udstrækning. Smaa øer kunne tilhøre ham helt, 
men her er det en Bække Besiddelser, spredte over hele Øen 
og i de fleste Byer, baade store og smaa Jorder. Det er 
ikke vel tænkeligt, at Kongens Ejendomsret skulde hidrøre 
fra en privatretlig Adkomst, Arv eller Lignende ; kun en mere 
virksom Adkomst, en egentlig Majestæter et har kunnet til- 
føre ham saa store og saa mange Besiddelser; men hvilken 
er denne Bet? Svaret herpaa maa vist være følgende. De 
urolige Forhold, hvorunder Falstringerne levede i det Ilte 
og 12te Aarh., de vendiske Sørøveres hyppige Indfald paa 
Øen, hvorved denne efterhaanden blev lagt øde, og vist 
endog bebyggedes af Vender, der nedsatte sig dér paa Lan- 
det, — Alt dette har, efterhaanden som disse atter fordreves 
og Ordenen oprettedes paa øen, ladet flere og flere Ejen- 
domme som forladt Gods, som konfiskeret Jord eller som 
tilbageerobret Ejendom falde til Kongen. 

Det kan ganske sikkert antages, at Venderne have ned- 
sat sig paa dansk Grund. De oversvømmede i det Ilte og 
12te Aarh. i umaadelige Skarer baade Danmark og Norge. 



426 Hallands- og Falsterlisten. 

^Magnus den Gode skal paa Lyrskovs Hede 1043 have slaaet 
15,000 Vender; en vendisk Hær paa over 13,200 Mand ind- 
tog og opbrændte Kongshelle 1135, og en Flaade paa 600 
vendiske Skibe forliste 1157 paa H all an dsskj ærene 1 ). Men 
kunde Venderne optræde i saa uhyre Masser og strække deres 
Anfald saa vidt, ligger det nær at antage, at de i al Fald 
paa øer, som laa det vendiske Pommern nær, ogsaa have 
taget fast Bopæl. Det sydlige og østlige Sjælland laa jo 
efter Saxos Beretning ede og folketomt, og Bebyggelsen fra 
vendisk Side af de senden for liggende øer kunde saaledes 
ske trygt. — Et Vidnesbyrd om hvorledes Vendernes Indfald 
eller Frygten derfor lagde Landet ede, haves endnu i det 
af Bisp Svend af Aarhus 1183 oprettede Testamente, hvor- 
ved han skjænker øm Kloster Besiddelser i en stor Del 
Byer i Søndre Herred paa Mols, »Ejendomme, som i Ud- 
strækning ere store, men i Værdi ere ringe, fordi de ligge 
ved Havet og ere udsatte for Hedningernes Indfald« 2 ). 

Men have Venderne havt faste Bopæle her i Landet, da 
maa der sikkert kunne paavises Spor deraf i den senere Tid. 
Som saadanne har Prof. Schiern fremdraget de ofte mærkelige 
Navne paa Lokaliteter paa Laaland og Falster og flere af de 
sydligere Øer. Navne som Kramnitze, Billese, Binnitze, 
Tillitze, Euditze paa Laaland og Koselitze paa Falster vise 
deres slaviske Form og Herkomst 8 ). — Men ikke mindre 
tydeligt taler det overordentlig store Antal Ejen- 
domme, som Kongen ligefra Middelalderen har ejet 
paa Falster, for at denne ø har set betydelige Om- 
væltninger i Ejendomsforholdene, og at særligt mange Ejen- 



') Se Prof. Schierns Udvikling i Afhandlingen om den slaviske Op- 
rindelse til nogle Stednavne paa de danske Smaaøer. Ann. f. N. 0. 
1863. S. 362. 

*) Ser. V. 250: omnia quidem numero multa sed precto pauca, 
quia sunt maritima et paganorum incursibus exposita. 

*) Prof. Schiern. 1. c. S. 369 ff. 



Kongeos Besiddelser paa Falsler. 427 

domme ere komne i Kongens Besiddelse efter tidligere Ejeres 
Fordrivelse, Herom staar Falsterlisten som et talende 
Vidnesbyrd. Man kunde herimod indvende, at de samme 
Forbold maatte da findes paa Laaland, hvor endnu fiere Ejen- 
domme maatte være i Kronens Eje end paa Falster. I Vir- 
keligheden havde Kong Valdemar nu ogsaa betydelige Besid- 
delser paa Laaland, nemlig over 100 Bol, som Laalandslisten 
udviser, hvilket er mere end i nogen anden Del af Landet 
om end ikke saa meget som paa Falster. Men det maa 
desuden antages, at Venderne særligt have slaaet sig ned paa 
Falster. Saxo viser os Falstringerne ingenlunde i noget 
gunstigt Lys; de havde i den Grad Slavernes Tillid, at disse 
plejede at betro dem Bevogtningen af deres Fanger, hvorhos 
Falstringer ofte røbede dem de Danskes Krigsplaner for at 
staa sig vel med disse Rigets Fjender. Kong Valdemar paa- 
tænkte derfor i Aaret 1159 endog et Straffétog mod Fal- 
stringerne, til hvilket navnlig Sjællænderne, hvem Falstrin- 
gernes Troløshed særligt havde harmet og hvem Vendernes 
Indfald derefter mest truede, rustede sig med Glæde, men da 
baade Kongen og Absalon pludseligt bleve syge, blev det op- 
givet 1 ). Disse Oplysninger synes at tale afgjørende for, at 
Venderne have havt Tilhold og bygget paa Falster, og rebe 
os, hvilke Forhold det var, som have kastet saa mange Ejen- 
domme i Kongens Besiddelse. 

178. Efter Falsterlisten følger Laalandslisten (med 
Overskrift: terra domini regis in lalandia) paa S. 73 — 74 
med en Opregning af en stor Del Ejendomme paa Laaland, 
— altsaa et Supplement til Hovedstykkets Optegnelser om 
Kongens Jordegods, hvor netop Intet anføres ved Laaland. 
Listens Affattelsestid kan vel sættes til 1231. En Omstæn- 
dighed, som kunde synes at gjøre Laalandslisten ældre end 
Konungleflisten , skulde være det, at Halsted i sidstnævnte 



') Saxo 706, 739—741. Jfr. Prof. Schierns Afhandling S. 381 tf. 



488 PemeniBtten. 

sin oprindelige Skikkelse* men konverteret fra et andet lige 
Beløb i Sølv eller i fremmed Ment. Det er dernæst af den 
Grund ikke rimeligt, at der tænkes paa Mark lybsk, at Af- 
giften da i Aarenes <Leb maatte være nedsat, hvilket bliver 
saa meget mindre sandsynligt, som de udmøntede lybske 
Penge stadigt faldt, om end ikke meget, i Værdi. Endelig 
synes man kun paa denne Maade at kunne faa en Harmoni 
med den i Jordebogens Hovedliete anførte Indtægtssum 
af 4Jen. — 

183. Idet vi have søgt at klare os, efter hvilken Slags 
Penge Femernlisten regner, ere vi tillige komne til at belyse 
den ene af Kongens Indtægter af øen, Jordegodsafgiften. 
— Den anden Afgift omtales i følgende Sætning: Feriee persol- 
nit annuatim 46 marcas denariornm. Professor Pal.- Muller 
(S. 210) er ikke ret paa det Bene med, om der her »er ment 
det latinske Ord feriæ eller det danske Ord Færge; i sidste 
Tilfælde, vistnok det Bette, bliver det da eet Mærke mere 
paa den store Flygtighed af dette saa omhyggeligt skrevne 
Stykkes Bedaktion«. Han stiller saaledes Skjenskriveren et 
haardt Valg; enten har han bragt Feriee paa en ikke ret 
tilladelig Maade om Afgiften af Torvet (fordi det holdtes om 
Helligdagene) og saa oven i Kjøbet sat Gjerningsordet i En- 
kelttallet, eller han har gjorff sig skyldig i den utilgivelige 
Skjødesleshed at anvende et dansk Ord inde i en latinsk 
Textl listens Forfatter vilde imidlertid sikkert tage sig denne 
Beskyldning roligt; hans Udtryk kande ikke misforstaas af 
hans Samtidige, og han fulgte kun den gængse Ter- 
minologi. Det er vitterligt nok, at danske Ord, som man 
ikke havde en netop tilsvarende Glosse til paa Latin, ofte 
anvendtes midt inde i Tidens latinske Embedsstil, ja at man 
benyttede dem, selv hvor en Glosse ikke savnedes, for at 
undgaa al Misforstaaelse. Professor Pal. -Muller kunde des- 
uden have lagt Mærke til, at netop Ordet feriee ofte ind- 
løber i latinsk Teit fra denne Tid. Det hedder i det ofte 
anførte Aktstykke fra Kong Olavs Dage, at det er Kants- 



XX. Kapitel. 

Femernlisten. 

(Listens tvende Dele. Deres Alder og indbyrdes Forhold 
Femerns Stilling til den danske Konge. Kongens Indtægter 

af øen. Indtægtslisten.) 



179. Femernlisten eller Udgavens S. 76 — 77 viser sig 
ved første øjekast umuligt at kunne være en Helhed. Listen 
bedrager Ingen, thi det er klart, at den, da den to Gange 
nævner samme Bække af Byer i samme øjemed, maa bestaa 
af forskjellige Dele. Spørgsmaalet bliver kun , hvor Grænsen 
skal drages, hvor første Afdeling ender og anden begynder. 
Det naturligste var, om ellers det Indre tillod det, at antage 
hver Del af Listen afsluttet paa sin Side, og saaledes er 
Forholdet vist ogsaa. Første Del beskriver hele øen, hvis 
Byer nævnes med Opgivelse af, hvor mange Hove og, i de 
slaviske Byer, hvor mange Hakker der findes i hver af dem. 
Kun to Bemærkninger om Indtægtsbeløb findes ved Enden 
af hvert af Stykkerne, nemlig ved det første efter Angivelsen 
om, at Borgens Tilliggende er 9 Hove og 20 Hakker, Oplys- 
ning om: preterea håbet dominus ibidem 20 marcas de tri- 
bus uillicis, og ved det sidste Stykkes Ende: Fotgardæ ualet 
annuatim 24 marcas denariorum. Disse to Bemærkninger bør 



440 FemerpUiten. 

mini Regis in annona de tota terra ymbrie 84 ¥> annøne 
et 4 pund. 

Vi skulde da saaledes have Oplysning om alle Landets 
Indtægter. Hvis vi nu anslaa 1 Mark Sæd til 6 Mark danske 
Penge, bliver Opgjørelsen efter Femernlisten denne: 

Færgen 46 % Penge 

Tabernarii 140 » » 

Landgilden 180 1 /« • » 

Skatteindtægten 506 » » 
Den samlede Indtægt 8727a % • 
SIV /i % danske Penge bliver efter det foran paa viste Kurs- 
forhold, hvori lybske Penge stod til danske, omtrent 618 ^ 
i disse sidste. Sammenligne vi dette Beløb med Hoved- 
listens Summa 500 $> lybsk, hvilken paa Grund af Beløbets 
Størrelse næppe kan være Andet end den samlede Indtægt af 
øen, viser det sig altsaa, at Indtægten af denne 1231 var 
voxet noget 

Der staar endnu kun tilbage at omtale den Maade, 
hvorpaa Skriveren har gjengivet denne Liste efter sit For- 
lægsblad. I Femernlisten 'er et af de faa Steder i Jorde- 
bogen, hvor man synes at mærke, at Forskriften har været 
udstyret paa en lignende Maade som vor Jordebog. 
Den 4de af de paa S. 76 anførte Byer skriver Listen som 
Ouenthorp, men tilføjer derpaa foran Navnet H, og ligeledes 
findes der foran den 9de By Jaldænsthorp et G. Dette synes 
temmeligt tydeligt at aabenbare, at Forskriften her har mang- 
let Initialer, og at Skriveren af vor Jordebog forst har over- 
set dette, men bag efter er bleven opmærksom derpaa og 
har tilfejet Bogstaverne som anført. Om det skyldes denne 
Forskrift eller vor egen Skriver, at der her i Listen er ind- 
løbet Urigtigheder, kan ikke vides, men det maa indrammes, 
at her findes enkelte Fejl. Summen af Hovene bliver ikke 
CCXVI, men CCXLVI. Afskriveren har læst Forlægsbladetø 
»Hænric scerpingesthorp« som »særpingesthorp«, uagtet han 
i Slutningen af Listen har rigtigt »Henricus scærping«. Han 



IjuttægsligUn. 441 

anfører i den første Bække forst »Todænthorp 4 mansi« og 
kort efter »Todænthorp. 12« og synes saaledes at fordoble 
Byen, hvis der da ikke paa hin Tid har været to ensbenævnte 
Byer paa øen. Han skriver endelig »quilibet mansi soluit« 
og »tarbernarii«. — Det maa indrømmes, at Afskriveren i 
denne Liste har været mindre korrekt end i de øvrige, men 
af den Grund at beskylde ham for »Interesseløshed« kan 
ikke forsvares; dertil ere de nævnte Fejl for ubetydelige, 
og hvormange af disse der skyldes et ulæseligt eller fejlfuldt Sted 
i Forlægsbladet, kan ikke vides. Har Skriveren gjengivet sin 
maaske utydelige Forskrift mindre korrekt, saa have Ud- 
giverne gjengivet hans smukt skrevne Arbejde helt slet. 
Endnu i Dr. Nielsens Udgave beskyldes hap for en Fejl i 
denne liste, som han ikke har begaaet. Medens der i 
den første Byrække staar: »Præzniz. 10 mansi*, læses i den 
anden Bække »In puzniz. 10«, og Dr. Nielsen gjør opmærk- 
som paa, at her er en Fejlskrift. Haandskriftet har imid- 
lertid »prizniz« svarende til den første Form. 

184. Siderne 79—80 indeholde den saakaldte Indtægts- 
liste, der er en Opregning af forskellige kongelige Indtægter, 
»den at det dog fremgaar, hvilket særligt øjemed man har 
havt med Oprettelsen af Listen. Om dennes Alder kan 
følgende Slutning vist drages med nogenlunde Sikkerhed. 
Den begynder med Jucia og nævner derunder Navne paa 
Steder beliggende baade i det nordlige (Aalborg) og sydlige 
Nørrejylland, ja den gaar saa nær Grænsen til Sønderjylland, 
at den medtager Ribe , Manø, Kolding og Gauerslund, — men 
nævner intet Sted i Hertugdømmet, Dette kan næppe være 
en Tilfældighed. Listen lader Indtægterne fra flere af Lands- 
delene uomtalte, saaledes Laaland- Falster, Halland og Ble- 
tingen osv., men den vilde næppe, da den dog ellers nævner 
Jylland, ved et blot Tilfælde kunne lade sønderjydske Byer og 
Herreder uomtalte, naar der ikke virkeligt existerede et søn- 
deqydsk Hertugdømme paa den Tid. Herved sættes Listen til 
Tiden efter 1232 (indtil 1250), da Abel var forlenet dermed. 



442 FetnernlisttD. 

Fremdeles maa den dom. Woghæn, der endnu har samme 
Len i Viborg eller Omegn som i Hovedlisten, utvivlsomt være 
Vagn Gunnesøn, en af Rigets Stormænd paa Kong Valdemars 
Tid, og Stykket er da ældre end 1245, i hvilket Aar han 
døde. Da Listen endelig opfarer Plovpenge af sjællandske 
Herreder og denne Skat, som vist i ellevte Kapitel, vel næv- 
nes allerede 1234, men synes faret efterhaanden at hav« 
trængt igjennem til alle Landets vestlige Egne, bliver 1240 
vel den omtrentlige Affattelsestdd. Endelig bør man ogsaa 
bemærke, at en stor Del af de i Hovedstykket anførte Beløb 
ere uforandrede i Indtægtstisten, naar man da forstaar dennet 
Pengeangivelse rigtigt som Mark Penge. 

Dr. Nielsen bemærker S. XX i Anledning af Indtægts- 
listens Afgiftsbeløb, i Overensstemmelse med hvad Prof. PaL- 
Muller paa flere Steder i sit Arbejde udtaler, at der er »ingen- 
somhelst Oplysninger om her menes # Sølv eller ¥> Penge*. 
Dette maa aldeles benægtes; i Listen menes overalt Mark 
Penge. Ved det første Beløb staar udtrykkeligt angivet, at 
det er Penge, og i Listen findes lige indtil den tredie sidste 
Opgivelse intet Sted »Sølv« fejet til Beløbet af Mark, me- 
dens »Penge« til Overflod findes tilfejet flere Steder. Faret 
ved Opgivelsen af Møntindtægten fra Lund anføres : de moneta 
Lundensi denarios pro 300 % argenti ; dette sidste Ord skrives 
endogsaa helt ud ; ved det følgende Beløb staaer udtrykkeligt 
Penge, som da naturligvis ogsaa maa gjælde det sidste Be- 
løb: De Guthæsbohæreth 300 #, — foruden at en Ydelse 
af 300 ¥> Sølv af et Herred vilde være en Urimelighed. 
Saaledes giver Listen selv for Læsere fra vor Tid nøj- 
agtig Oplysning, om nmøntet Sølv eller Penge i hvert enkelt 
TilfeMe blev ydet, og man kan være sikker paa, at for Læ- 
sere fra Samtiden har blot et Blik paa det anferte Tak 
være Big i denne Liste eller i øvrigt i Jordebogen, været til- 
strækkeligt for at kunne sige, hvad der var ment ved den 
opgivne Sum. — Men der er derhos en Mængde andre al- 
deles afgførende Omstændigheder, som sige os, at Listen kun 



IndtegtslUten. 443 

kan mene »Penge«. Man tænke sig en Afgift i Salv af 
280 % af Kolding, 120 £ af Gauærslund, 240 % af Kalændæ- 
burgh , 60 ^ af Slangethorp ! Hvilken umaadelig Mængde 
Plove maatte ikke de 3 fyenske Herreder have eller hvor be- 
tydelig maatte ikke Afgiften af hver Flov være, naar Sam- 
men skulde være 135 $> Selv? Og endelig kommer der paa 
den Maade god Overensstemmelse med Hovedlisten. Af Hr. 
Woghæns Len anføres 220 % i Kværsæde, men i Hoved- 
listen 224 $L Penge. Jelling Syssel anføres med 110 #, 
men i Hovedlisten med 110 % Penge. Af Helsingborg 
haves 30 ^ i Mtdtsommersgjæld , men i Følge Hovedlisten 
30 % Penge. Endnu mange flere Beviser kunde anføres, 
men disse turde tilstrækkeligt vise, at Listens Udtryk umu- 
ligt kunne misforstaas. 



XXL Kapitel 

Estland*- og Pl#ytalalistcrae* 

(Den store og lille Estlandsliste. De forsagte Fortolkninger 
af disse Stykker. Plovtals- samt Bylisten. Oplysninger om 
Kjøbstædernes Ælde til Afgjerelse af Spergsmaalet om disse 

Listers Åffattelsestid.) 



185. Haandskriftets Optegnelser om Estland hare til de 
værdifuldeste i den hele Jordebog, idet der i disse to Stykker, 
den store og lille Estlandsliste er givet et Bidrag til Oplys- 
ning om dette Lands indre Forhold og Bestyrelse i det 13de 
Aarh., som ikke har noget Sidestykke. Estlandslisterne have 
allerede været Gjenstand for flere Kommentarer, og navnlig 
har Prof. Schirren i et sjældent skarpsindigt Arbejde 1 ) 
paavist, hvilken Mængde Oplysninger til forskellige Spørgs- 
inaal der ved dybere Studium kan faas af denne Bog. 
Endnu ere dog de i Stykkerne behandlede Forhold altfor lidet 
oplyste af andre Kilder til at man kan opnaa fuld Klarhed 
om Arbejdets Betydning, v. Brevern var den Første, som 
underkastede Listerne et nøjagtigere Studium i sit Arbeide: 
Der Liber Census Daniæ, første Bind af »Studien zur Ge- 
schichte Liv- Esth- und Kurlands«, men hans Resultater ere 



l ) Beitrag xum Verst&ndoiss des Liber Census Danias. St Petersborg 
1859. (Mém. de l'Académie Imp. des Scieoces de St Petersbonrg 
VII Serie. F. II. Nr. 8.) 



i 



Estlandsllsternes Affattelsestid. 445 

ingenlunde altid holdbare. Især maa hans Beviser for, paa 
hvilken Tid Listerne ere nedskrevne, og særligt for, at den 
store Liste skulde være optegnet i de første Aar efter For- 
liget i Stensby 1238, siges at vakle ved Schirrens Kritik, 
skjønt denne Forf. dog ikke nægter, at Listen hidrører fra 
disse Aar. Jeg vover i øvrigt ikke at indlade mig paa Drøf- 
telsen af disse Stykkers Betydning, hvortil maatte kræves 
ikke blot nøje Kjendskab til Estlands yngre og ældre Topo- 
grafi, men ogsaa til en Mængde vanskeligt tilgængelige, bl. A. 
russiske Kilder, og jeg skal derfor i det Følgende kun rede- 
gjøre for hvad Listerne formenes at indeholde, samt paa vise 
nogle Egenheder ved Haandskriftet. 

Paa Blad 40 b (Antiquités Busses, Litografiet 41 b; Dr. O. 
Nielsen S. 81) træffe vi først den lille Estlandsliste, der giver en 
Fortegnelse over Estlands Landskaber med Oplysning om, hvor- 
mange Kiligunder (nærmest lig de tydske Gaue) og Hakker (unci) 
der fandtes i hvert. Listen oplyser, at i Wegele havde Sværd- 
ordenen 600 Hakker og Bisp Herman 400, og at samme 
Orden havde med Urette bemægtiget sig Alempos, uagtet den 
ikke vidstes at have nogen ret Adkomst dertil. Da nu We- 
gele blev delt mellem Sværdordenen og Biskop Herman 1224 
og Sværdordenen ophørte 1237, synes Listen skrevet i den 
mellemliggende Tid. I Aaret 1225 trængte de Tydske ind i 
Vhrland og besatte det for bestandig, Og da nu Listen ikke giver 
nogen Notits herom, har v. Brevern (S. 10—12) antaget, at 
Listen er fra 1224— 1225 *). Til denne Liste knytter sig en 
Bemærkning om Navnene paa alle Preussens Lande, hvilket 
vel ikke tør opfattes anderledes end som en blot og bar 
geografisk Notits, da ingen dansk Konge har besiddet disse 
Riger. 

Paa Blad 41 a begynder derpaa den store Estlandsliste, 
der gaar lige til Blad 53 b. Listen synes at omfatte netop 
de Landskaber, der ble ve overladte Kong Valdemar ved det 



') ifr. herimod Schlrren S. 60. 



446 Estlands- og Plovtalslisteroe. 

saakaldte Stensbyerforlig (1238). Allerede denne Omstæn- 
dighed' maatte tale for, at Stykket er affattet efter 1238. 
Men for samme Resultat giver Listens hele Indhold i arrigt 
det bedste Bevis. Den optegner alle Estlands Byer med An- 
givelse af, hvormange Hakker der fandtes i hver, og hvem 
der ejede dem eller havde dem i Besiddelse. Tillige holder 
Listen skarp Kontrol med, hvorledes det forholdt sig med 
Besiddernes Adkomst til disse Ejendomme, i det den noterer 
ved hver: a rege, — non a rege, — sine rege, ja endog 
contra regem. Det fremgaar deraf, at flere af Besidderne 
hverken havde Ejendomsret eller Forlening at støtte Besid- 
delsen paa, — og der synes saaledes at henpeges paa en Tid 
kort efter at Landet havde skiftet Herrer. Endvidere opfares, 
i hvilke Personers Sted Besidderne ere traadte, idet Listen 
opregner Navnene paa »expulsi« og »remoti«, mellem hvilke 
den synes at gjøre en bestemt Distinktion, hvad Prof. Schir- 
ren fortolker saaledes, at »rem o ti« ere dem, der havde havt 
en Forlening, men vare forflyttede og havde 'faaet Ækviva- 
lent andetsteds; »expulsi« derimod dem, som havde besiddet 
i eget Navn uden nogen Adkomst eller Beskyttelse og. nu 
simpelt hen vare fordrevne. 

Man erkjender temmelig let og hurtigt, hvilken Ord- 
ning Listens Forfatter følger og vil gennemføre; den ligger 
særligt for Dagen paa Listens første Side. Tre Ting er det, 
han ønsker optegnet: de enkelte Byer i Estland med Angi- 
velse af Hakkernes Antal , de nuværende Besiddere deraf og 
de fordrevne. Til hver af disse Optegnelser indrømmes en 
Kolonne, saa at Godset staar i Midten, de nuværende Qg for* 
rige Besiddere til venstre og til højre derfor. Den alminde- 
lige Regel er, at Forfatteren ikke ved de fordrevne Besiddere 
bryder sig om at optegne netop, hvormange Hakker der til- 
hørte hver Enkelt; hvis derfor paa noget Sted HakketaUet er 
tilskrevet ved en til højre anført Person, er det ikke en for- 
drevet, men en nuværende Besidder: saaledes allerede paa 
første Side, hvor Hænrich fan angær opføres med 8 Hakker 



Ordningen I deji store Eatlandsllate. 447 

i Angær og 4 i Loal. En saadan til hejre anfert Besidder 
kan i øvrigt ogsaa kjendes paa, at han i Beglen forbindes 
med de and te nuværende Besiddere ved Tegnet for »et«. — 
Faa den første Side er Ordningen klar og tydelig ; paa den ancteta 
Side følges samme Orden, og nogen Tvivl om Læsningen fore ko ri- 
mer mig ikke at være tilstede; Dominus rex maa være Besid- 
der af alle de fra Othencotæs til Compayas anførte Byer, 
hvilket netop er betegnet véd de véd Siden af anførte Stre- 
ger, ligesom ogsaa den Omstændighed, at Navnene ere opreg- 
nede tæt efter hinanden uden at lade nogen Plads aaben, 
viser, at man ikke har havt noget Navn at skulle anbringe 
før eller efter disse Stednavne. 

Blad 42 a (Ant. Russ. 43 a) er tæt overskrevet med 
Navne ; de geografiske Navne i 3 lodrette Kolonner, men Be- 
siddernes anbragte der imellem paa kryds og tværs; et Sted 
er Navnet endog overskaaret, saa at den halve Del af dette 
findes foran næste Spaltes geografiske Navn og den sidste 
Halvdel bag efter (Hild-devarth), hvilket da er betegnet ved 
en Bindestreg. Denne Side er derfor bleven læst paa meget 
forskjellig Maade (jfr. Schirren 42,103). Ingen af de fore- 
daaede Læsemaader forekommer mig dog rigtig; her kunne 
atter Haandskriftets forskjellige Farver give den rette Tyd- 
ning. Læsningen maa være den: 2den og 3die Spalte skulle 
tages som Fortsættelse efter det sidste Navn i den foregaaende 
Spalte og Siden ikke læses tvært over. Navnet paa deti 
første By i hver enkelt Lensmands Besiddelse er nemlig mær- 
ket med en farvet Initial. Vi faa da ud: Thidericus puer 
Odvardi besidder alle de opregnede Byer fra det med bl&a 
Initial skrevne Hiræ indtil Harandæuæræ. Kanutns besidder 
fra det med rødt Bogstav begyndende Palikyl og indtil Mataros. 
Fra Sataial (rød Initial) indtil Ioriz besiddes af Henricus d f e 
helde; Hilddevarth fra Kasawand (rød In.) til Salandaus. 
Basilius fra Kain (rød In.) til Quiuames; Henricus de rin 
fra -rauangæs, hvor den røde Initial er gletot, medens der 



448 Estlands- og IHovUlslisterne. 

dog er levnet Plads til den, vistnok lige indtil Pickuta; her 
er det eneste Sted, hvor der er Tvivl. Dominas Otto besid- 
der fra det med rødt Mærke samt vejledende Streger beteg- 
nede Bocol indtil Alaueræ. Henriens de Iochæ fra Coriakioæ 
(rød In.) til Hoben. Hartinan fra Paltauere (blaa Id.) til 
Laucotaux; i Lendæ lemec bar H ildelem pæ 3 Hakker ved 
Siden af bans 4. Fritric de stathæ har endelig de sidste 
Byer fra Pankyl (rød In.) af. Det vil ses, at man ved det her 
paapegede Hjælpemiddel til Læsningen ikke blot kommer til 
det samme Resultat, hvortil de enkelte i Texten tilsatte Stre- 
ger synes at vejlede, men ogsaa, hvor disses Vejledning glipper, 
faar en Læsning, som optager den tabte Traad. Endelig 
komme vi paa denne Maade til Kundskab om, at det nævnte 
-rauangæs skal forsynes med Initial, hvorved denne Lokalitet 
muligt kan blive funden, medens Rauangæs ikke bar kunnet 

bestemmes 1 )« 

Blad 42 b har ingen forskjelligt farvede Initialer, og For- 
fatteren skifter her helt System: Siden skal nu læses tvært 
over, Personnavnene rykke ind i de ellers til Stednavne for- 
beholdte Kolonner, og de Fordrevne tilføjes atter til højre. 
Henricus har saaledes Sicaløth og Wahumperæ, i hvilken dog 
Filii Surti have 3 Hakker; skulde dette sidste Stednavn hero 
til den ferste Kolonnes sidste Navn, vilde det sikkert have 
været anbragt nederst paa Siden, hvor der er god Plads. De 
Følgende maa læses saaledes: Dominus rex har Horætha og 
Kachis. Nicolaus Danus de Arus har Helmet, Åilæs, Ropæ. 
Bertald campanei har Ravelik og Uauæ. Jan de hamel har 
Mæchius og Cosius, hvorefter antegnes, at Henricus de 
Athenthorp er fordreven. Henric de libæc harHermæ; Her- 
man Alaud er fjærnet. Bertaldus de swavæ har Koy, Palas, 
Remmeuo og Saul; Fridericus er fjærnet. Endelig har Hen- 



*) Paucker, der GuterbesiU in Estland xur Zeit der Dånen- Hemcbaft. 

Røwol IQ&O C At* 



Rewal 1853. S. 46. 



Ordningen i den store Estlands liste. 449 

ricus grabæ Wircol og Kiriawold. Med Bl. 43 a indtræder 
paany Ordningen fra første Side, og Læsningen er næppe no- 
get Sted tvivlsom. 

Den store Estlandsliste gjør i øvrigt Indtryk af at være 
sammensat af Skriveren af forskjellige Optegnelser. Man kan 
paa denne Maade forklare sig flere Gjentagelser og en for- 
skjellig Anordning i Stykket, saa at t. Ex. nogle Steder 
Sogneinddelingen mangler (Schirren S. 103). Uagtet Forfat- 
teren, som foran vist, søger paa forskjellig Maade at sam- 
menstille sine Notitser og er uvis om, hvorledes dette skal 
ske paa den anskueligste Maade, naar han dog til Fodfæste, 
og mod Stykkets Redaktion kan Intet klages. »Det er uaf- 
viseligt, — siger Prof. Schirren (S. 105) — at Skriveren har 
det alvorlige Forsæt at komme til en klar Ordning, hvilken 
da ogsaa i det Hele lykkes ham. Det Indtryk, man efter om- 
hyggelig Prøvelse faar gjennem hele Stykket, er dette: han 
arbejder sig ad af Forvirringen — og ikke dette, at han har 
hjulpet til at forvirre en overskuelig Ordning. Det forekom- 
mer mig sandsynligst, at han selv først har stillet splittede 
Notitser sammen. Men havde han en allerede sammenhæn- 
gende Original for sig, saa var denne — jeg gjentager det 
— saa slet ordnet, at den i væsentlig Grad voldte Afskrive- 
ren Besvær med Orienteringen«. 

186. Plov tals- og Bylis ten. Om Fortolkningen af disse 
Lister er talt paa flere Steder i det Foregaaende (S. 15, 53, 
213), og særligt har jeg paavist, at den naturligste Forkla- 
ring af Bylisten bliver denne, ikke at tage den som et selv- 
stændigt Led, men som sammenhørende med den foran 
staaende Plovtalsliste, saa at Bylisten giver den supplerende 
Oplysning om Plovskatten af de Byer, der ligge inden- 
for det samme Omraade som det, disse Herreder omfatte 
(Sjælland, Laaland, Falster). At der er en saadan Forbindelse 
mellem Stykkerne, har Prof. Pal.-Mtiller ikke bemærket, og 
hans Fortolkning (S. 202) indeholder i det Hele de besynder- 
ligste Ting. 

29* 



450 Estlands- og PlovUlslIstcrne. 

I Listen nævnes Alt hvad der kunde kaldes Eja- 
bing paa Affattelsestiden, ja selv Byer, som i Datidens 
latinske Sprogbrug, nærmest maatte kaldes oppida, ganske 
smaa Kjøbstæder 1 ). Vi træffe saaledes i Listen Skiby i Horns 
Herred, Stiftebjergby i Tudse Herred og Hogbakiøping. 
Med denne sidste By er Dr. Nielsen (S. 170) meget forlegen; 
han kan ikke bekvemme sig til at gjøre den til Byen Hege- 
kjøbing, fra hvilken Roeskilde i Følge Annalerne skal være 
udflyttet, men gjætter paa ubekjendte Kjøbstæder paa Møen, 
Falster eller Laaland, ja endog i Skaane. Navnet er imid- 
lertid saa fuldt s te mm en de med den i Annalerne omtalte 
Stad, at der ikke synes mig Tvivl om Indentifeten. Kong 
Bo forlægger ganske vist Regeringens Sæde fra Høge kje bing 
til Boeskilde, men derfor kunde dog meget vel en Flække 
eller oppidum som en Levning af Fortidens Herlighed blive 
tilbage paa det ældre Sted. Byaarbegerne omtale ikke Ste- 
det som øde, hvorimod de esromske Annaler synes antyde, 
at Byen ikke længere fandtes-), men disse Aarbager ere da 
, ogsaa nogle Menneskealdere yngre end Jordebogen. 

Vi træffe i denne Liste Kjøbstæder, hvis Navne vi for- 
gjæves søge i nogen ' af de andre Lister, saaledes f . Ex. Nak- 
skov, Nykjøbing og Saxkjøbing, uagtet der havde været 
Grund til at vente dem omtalte paa forskjellige Steder i Jor- 
debogens enkelte Stykker, saaledes t. Ex. opstillede i Hoved- 
listens ikke udfyldte Ramme. Omvendt maa man, efter den 
Antagelse man hidtil har havt om enkelte af Ejøbstædernes 
Ælde og efter Stykkets formodede Alder, savne nogle af Byerne 
deri. Det vil vel da være paa rette Sted her at gjere nogle 



l ) Jfr. Oldemoder S. 5: euro oppidls warwid et læmwich. 

*) Ser. I. 151: iste transtulit civitatem, quæ prius dicebatur Hekækf- 
plng, de taco, qui dicltur Høkæbyerg, ædiflcaos eam In porto Yss- 
flortli et vocavit eam Roskelda. 2^4: Tempore illo ci vitas magni 
erat in medio Sialandie, ubi adhuc mons desertus est, nomine Hetø- 
biærh, obi sita erat civitas. qve Høkækøpyng nuncupaU est etc 



i 



Bylisten. 



45t 



Bemærkninger om, hvilke Kjøbstæder der i det 13de Aarh. 
fandtes paa dette Omraade. 

Kjøge regnes sædvanligvis til de Kjabstæder, som blom- 
strede i det 13de Aarh. s Eegyndelse. Erik Plovpenning skal 
i Følge Suhm (X. 25) allerede 1243 have givet Byen et 
Privilegium med Hensyn til Tolderlæggelsen. Efterse vi imid- 
lertid Afskriften af dette Privilegium i Geh. Arkivet (Origi- 
nalen findes ikke), viser Brevet sig dateret 1343, og det er 
altsaa ved vilkaarlig Rettelse, at det sættes et Hundrede Aar 
tilbage i Tiden for at kunne anbringes i en Kong Eriks Re- 
gering. MCCCXLI1I kan ganske vist ved Udeladelse af et C 
blive til 1243, men langt nærmere ligger dog den Antagelse, 
at det som L læste Tal skal være I, hvorved faaes 1314. 
Privilegiets kombinerede Regler om Bevis for de Anklagedes 
Renselse for Toldsvig synes desuden at tyde paa en sildigere 
Tid, og sammenholder man det endelig med et af Erik Men- 
ved givet Priv. for Kjøbenhavns Borgere af 17de Maj 1319 
vise Privilegierne sig i de fleste Punkter enslydende: 



Ericas . . . notum facimus uniuer- 
sit, quod nos exhlbitorlbus præ- 
seotiam villanis io Køke . . . ipaos 
fiJlaoos omnes et singulos a solu- 
tione Dovi tbelonii hactenus Institut! 
liberos dimlttimos penitus et exem- 
tos ita ut cum hospitlbus qulbuscun- 
qne sua mercimonia commiseere 

noo debeant ullo modo Si 

quenquam illorum villanorum huiua- 
raodi causa per aliquem nostrum 
thelonarium incusari contiglt, idepi 
sic incuaatus cum sex diiectis villa- 
ois ibidem et tribus hominlbus nostris 
ae tribus bonis bomluibus ibidem 
etiam morantrbus fldedignis, quos 
thelonii noslri collocator ibidem ad 
se nominaverit, se super hoc defen- 
dere vel purgare teneatur etc 



Ericus . . . notum facimus uniuer- 
sla, quod nos dilectos nobis exhibi- 
tores presencium viilanos H af o en- 
ae s ab omni solucione noui ibelomj 
hactenus instituti liberos per presen- 
tes dimittimus penitus et excusatos 
ae exemptos, ita tamen quod bona 
hospitum cum bonis suls non mis- 
ceaut nec deducant, nisi dictum no- 
strum theloueum nobis exsoluerint 
de eisdem. Si vero aduocatus noster 
aliquem villauum pro bonis hospitum 
sic deductis voluerit incausare, in- 
causatus per sex discretos viilanos 
et sex rurenses ibi circa resi dentes, 
quos idem noster aduocatus duxerit 
nominandos, se purgabit, et quod 
plures ex ipsis decreuerint, ratum 
habebitur etc 



452 EsUtnds- og PtaYtalslisterne. 

Det ældste Priv. for Kjage bliver da Priv. af 1288, som 
efterfølges af Privilegier af 1293 (tvende), 1299, 1302, 1321 
osv. I et af Privilegierne af 1293 omtaler Erik Men ved, at 
hans Fader bar givet Byen den fornødne Græsgang, men hvis 
Erik Glipping har givet Staden noget skriftligt Priv. paa Be- 
nyttelsen af denne, da bar dette allerede været tabt i Slut- 
ningen af det 16de Aarh., da det ellers vilde have været an- 
ført i en Kettertingsdom om samme Sag af 1590 (GL D. IV. 
193), hvor de ældste Priv. citeres. Som forhen omtalt (S. 
117) var en Forte eller en Græsgang Noget af det Første, 
en opstaaende By sagte at faa sig sikret, og vi kunne vist 
derfor med Sikkerhed skrive Ej øges Oprindelse til Slutningen 
af det 1 3de Aarh., og Byen maa saaledes finde sig i, at den 
gjares et halvt Hundrede Aar yngre, end hidtil har været 
antaget. 

Om Korsørs Ælde har der været megen Uenighed; 
den har dog sikkert nok ikke været til i det 13de Aarh. 
Der er flere Omstændigheder, der tale for, at Byens Oprin- 
delse først falder under Kristoffer II. Saalænge Taarnborg 
var den stærke Fæstning ved Lille Bælt, meldes Intet om 
Korsør. Den norske Kong Erik brænder i Følge Krønikerne 
1289 Skjelskør og Taarnborg; havde der ligget endnu en Kjab- 
stad paa denne Strækning, havde den vel ogsaa været ade- 
lagt og dette omtalt 1306 nævnes ligeledes Taarnborg som 
det Sted, hvor Nordmændene kæmpede 1 ). I Erik Men veds 
Priv. 1316 for Borgerne i Harderwyk bestemmes det, hvor- 
meget disse skulle betale i Told i Nyborg; den samme Told 
skulde de betale i Taarnborg, men de vare derefter frie for 
at betale Told i Slagelse og Roeskilde, hvorimod de overalt 
skulde erlægge Torvørtug. Det fremgaar ogsaa heraf, at Far- 
ten over Bæltet gik til Taarnborg, der var det Sted, hvorfra 



*) Ser. V. 62G. 



Saxkjøblngs Ælde 453 

Hejsen hid i Sjælland skete. Først i de følgende Aartier 
dukker Korsør frem ! ). 

Nykjøbing (paa Sjælland) nævnes første Gang 1290, 
da den afbrændtes af Marsk Stigs Tilhængere. Nakskovs 
ældste Privilegium er fra 1266, da Kong Erik tilstaar Byen 
Benyttelsen af den Forte, som paa hans Faders Tid laa 
til den, hvorfor det vel kan antages, at Byens Oprindelse 
falder paa Kristoffers Tid. 

Saxkjøbing tror jeg man kan antage opstaaet under 
Erik Plovpenning og støtter det paa følgende Grunde. Byens 
ældste Privilegium er rigtignok først frar 1306, men i Priv. 
af 1320 hedder det, at tidligere Kongers Privilegier bekræf- 
tes. Grev Johan af Holsten bevilger i sit Priv. af 1337, at 
Byen maa nyde sin Forte og Fægang: adeo libere et quiete . . . 
sicut ipsis temporibus dilecti fratris nostre dom. Erici quon- 
dam regis danorum liberius et uberius post decessum incliti 
regis quondam Waldemari fuerat exposita et assignata. Ved 
denne Grev Johans »frater« maatte man vel nærmest tænke 
paa hans Halvbroder Erik Menved, men de følgende Ord, at 
Forten var anvist Byen efter Kong Valdemars Død, blive da 
ikke ret forstaaelige, og jeg skulde derfor snarest være til- 
bøjelig til at forstaa de klart nok i forvansket Skikkelse fore- 
liggende Udtryk saaledes, at den Konge, som havde givet 
Byen Forten, var den Erik, som fulgte efter Kong Valdemar, 
altsaa Erik Plovpenning, der vel blandt Almuen, men ikke i 
offentlige Aktstykker betegnedes med dette Tilnavn. I hvert 
Fald viser Privilegiet, at Retten til Forten skrev sig fra denne 
Konges Kegjeringstid. I Jordebogens Laalandsliste nævnes en 
Landsby Saxtorp klart nok paa samme Sted, hvor Byen Sax- 
kjøbing nu ligger, hvorfor denne Kjøbstad efter al Sandsyn- 



') Hoitfeldt, Bispekrønike 11 har ved 1238 »Lange af Korsøer., hvilket, 
skal være »Lago de Karlswhra«, se Ser. VIII. 231. 



4f>4 ; Estlands- og PlovtaJsJUterne. 

ligbed paa hin Tid ikke har været til. \ Bylisten derimod 
forekommer den. 

Om Stubbekjøbing siger Prof. Pal. -Muller (S. 202), 
a( don nævnes første Gang 1288, dengang Byen afbrændte* 
af, den norske Flaade og de danske Fredløse — ; Staden kan 
dpg forfølges nogle faa Aar længere tilbage paa mere frede- 
lig Færd. Byen har allerede tidligt knyttet Handelsforbin- 
delser med de paa Østersøens modsatte Kyst liggende Stæ- 
der. I Vismars Stadsbog findes for Aaret 1282 en Opteg- 
nelse om, at Godico Bød. gik i Borgen for, at Badewardus af 
Cigemarestorp skulde bringe Attest fra Fogeden i Stubbekje- 
bing om, at han i^ke havde gjort Beslag hos Borgere fra 
Vismar for skyldig Qjæld. — Af Stralsunds i 1872 udgivne 
ældste Stadsbog lære, vi desuden, at Stubbekjøbing i Slut- 
ningen af Aarhup|dredet har ataaet i stadig Forbindelse med 
denne Hansestad; den nævnes i Stødsbogen første Gang 1287 *)+ 
Vi kunne vel saaledes sættp Stadens t Opkomst til Begyndelsen 
at, Erik Glippings Eegjering. 

Nykjøbing paa Falster blev til fer 1253, i hvilket 
Aar Slottet indtoges og Byeq afbrændtes af Lybekkerne og 
Holstenerne. De øvrige Byer ville ikke kunne give nogea 
Tidsbestemmelse med Hensyn til Listens Ælde, idet de, som 
foj: største Delen nævnes i JprdebQgens øvrige Stykker, have 



a ) Meklenb. (Jrkb. II. 28: Godico Rufus promisit pro Radewardo de Cise- 
marestorp, quod debeat ferre infra festum beati Miebaelis litteram de 
aduocato de Stubbecopinge, ne cives nostros impediat pro suis debå- 
tis. Fabricius, das ålteste stralsundische Stadtbuch 36 (1287; : Jo- 
hannes de Staden vcndidit bodam suam Alberto de Stobbekopinghe. 
144 (1292; Benedietus arbitratus est coram consulibus, quod soluere 
debet 1 marcam Johannis baptiste et in proiimo feslo Pasche tune 
sequente 3 marcas 4 sol. minus Paruo Petro ex parte cujusdam do- 
mine de Stubbekopingta. 97 (1296): Hermannus Calueshoghe recepit 
84 mr. de quibusdam pueris de Stubbekopinghe. 106 (1299): Con- 
sules tenentur Ouelen de Stubbekopingh et preuingnis ejuslOOmr. 
ex parte saocti Nicolai, J^ S. 125, 135, 155, 164. 



Bylisteos AffaUeUestid. ' 455 

?æret blomstrende Stæder paa Kopg Valdemars Tid eller i al 
Fald byggede allerede ved Aarhundredets Begyndelse. 

Efter denne Redegjørelse vil det være muligt at bestemme 
Listens Affattelsestid temmeligt neje. Da den nævner Byerne 
Nakskov, Nykjøbing paa Falster og Saxkjebing, harer den til 
den yngste Del af Jordebogens Stykker, og da Stubbekje- 
bing ikke omtales, tør Listen med nogenlunde Sikkerhed sættes 
som affattet under Kristoffer. 

Der er i Henhold til det her Fremstillede ligeledes in- 
gen som helst Grund til at antage, at Listen ikke er fuldstæn- 
dig. Vi kjende af historiske Kilder ikke nogen By fra Kri- 
stoffers Tid, som her savnes, og det kan derfor fremsættes 
som en sikker Antagelse og synes ingenlunde — hvad Pal.- 
Moller vil — »en altfor dristig Slutning, at de her ikke 
nævnte Kjabstæder dengang endnu ikke vare til 
som saadanne«. — For yderligere at mistænkeliggjere Li- 
sten, henleder Prof. Pal.-Miiller fremdeles Opmærksomheden 
paa, at kun ved Vordingborg Beløbet betegnes som Mark 
Penge; ved de andre Byer staar kun »Mark« uden nær- 
mere Oplysning. Her burde Billighed mod Jordebogen have 
bragt Pal. -Muller til at tilføje, at Vordingborg er den 
tørste By, der nævnes, og at Listen er opstillet som et 
Additionsstykke med Byerne under hinanden. I et lignende 
Regnestykke fra Nutiden vilde vi derfor endog have sparet 
os at anføre »marcas« efter hvert Tal. Indvendingen bliver 
saaledes saa ugrundet som muligt. Derimod skal det ind- 
rømmes, at Regnemesteren har lagt Tallene galt sammen, i 
det Summen er 290 JL 6 Ører i Stedet for 250 ¥ 2 ører. 
Men da Sammentællingen ikke heller er lykkedes Prof. Pal.- 
Muller, som har 290 & og Dr. Nielsen, som har 290 |> 2 ører 1 ). 



') I Fortalen S. XXI. — S. 170 har Dr. Nielsen dog faaet den rette 
Sum ud. 



456 Estlands- og Plovtalslisterne. 

turde det kun vise, at det har sin Vanskelighed at regne 
med romerske Tal, og at man ved at tage slige Fejl til 
Udgangspunkt for sin Bedømmelse ikke kommer til rigtige 
Slutninger om Vedkommendes Villie og Evne til at udfinde 
og fremsætte det Bette. 



XXII Kapitel. 

Broderlisten. 

(De opregnede Personers Levetid. Listen foreligger ikke 

i sin oprindelige Skikkelse. Flere af de anførte Mænd ere 

kjedelige Brødre, Listen opregner et socialt Broderskab, 

for hvilket Slægtskabsforholdet dannede et Grundlag. Tillæg: 

Bemærkninger om Haandskriftets oprindelige Ejermand.) 



187. Vi ere nu nåaede til det sidste af Jordebogens Styk- 
ker, Broderlisten. Denne Liste opregner omtrent 200 
Navne, som den først henfører under Syslerne i Jylland og 
onder Fyen og Sjælland, og derpaa indenfor disse Kredse 
ledder sammen 3 og 3 med Tilføjelsen ved den ferste Trehed 
»isti tres fra tres« og ved de følgende »fratres« 1 ). Da Listen saa- 
ledes viser sig kortfattet og mysteriøs i sin Form, da de op- 
regnede Personer ordentligvis kun benævnes med Døbenavn og 
sjældent Titler tilføjes, er Fortolkningen af samme særdeles 
vanskelig. — Professor Pal. -Muller (S. 202-204) staar 
blind lige overfor denne Liste; han har ingen Undersøgel- 
ser anstillet, om de anførte Mænd kjendes andetsteds fra; 
at ville hæfte dem til bestemte Personer anser han for 
Gjætteværk og erklærer Listen for uforstaaelig. — Jeg skal i 



a ) I nogle faa Grupper findes kun to Brødre og I nogle andre flere 
end 3 Brødre. 



458 Broderlisten. 

den følgende Undersøgelse, i det jeg holder mig nøje til det 
Givne og saa skarpt som muligt adsondrer, hvilke Slutnin- 
ger vi med afgjort Sikkerhed kunne drage og hvor vi maa 
holde os til Formodninger, søge at paavise, at man uden 
at indlade sig paa Gjætninger kan komme til en temmelig 
sikker Slutning om Listens Indhold. Undersøgelsen maa 
gjælde to Ting, forst: naar er Listen nedskreven, eller paa 
hvilken Tid levede de Personer, den nævner? og dernæst: 
hvilken er Listens Betydning? 

188. Naar levede de i Listen nævnte Personer? — Til 
Besvarelsen heraf undgaar jeg at benytte de opregnede Bisper 
— de eneste Navne af hvilke Prof. PaL-MfiUer tror,, at Li- 
stens Affattelsestid muligt kunde udfindes, — da ikke blot Bispe- 
rækkerne for det 12te og 13deAarh. ere helt slet kjendte og 
oplyste, men tillige enhver Undersøgelse ved Hjælp af disse 
vanskeliggøres derved, at saa mange af Bisperne bære samme 
Navne; en »episcopus Petrus« t. Ex. er en aldeles ubestemt 
Person, end ikke naar »arusiensis« tilføjes, da der i den Tid, 
hvorom her kan være Tale, vel var 3 Bisper for Aarhus Stift 
med dette Navn. Da nu dernæst Bisperne i Listen stundom 
nævnes under andre Sysler end dem, der hørte til deres 
Bispedømme, kunde Vildfarelsen let blive fuldkommen. 

Heldigvis kan man opsøge en anden Traad — nemlig 
Personernes Tillægsnavne. Navne som Peter Palnesen Hvide, 
Olef Pribe, Aghi Wind og Tuky Hole kunne ikke, »lige- 
saa godt betegne hveranden Bondekarl, eller Kjøbstadmand, 
eller Præst i Danmark, som Adelsmænd, •— og det kan be- 
vises, at Personer med disse Navne levede i Tiden mellem 
1170—1200 her i Danmark og vare højtstaaende Mænd. 

»Petrus Albi Palnonis filius« deltog i det Pilgrimstog, 
som danske Herremænd og andre behjertede Mænd foretog 
omtrent i Tiden 1191—1194; i den nøjagtige Beretning, vi 
have om denne Færd, skildres han som en saare rig Mand, 
der var ene om at ruste det Skib, han benyttede til Hej- 



De opregnede Personers Levetid. 459 

sen 1 ). Han er ganske sikkert vor Broderlistes Fæter pal ni - 
sun hwitæ (i Thy), og begge ere desuden identiske med den 
Petrus Palni filins, der 1 1 77 var Vidne ved et af Kong Val- 
demar adstedt Brev om Ukrænkeligheden af Esrom Klosters 
Skove i Halland og 1 1 80 ved samme Konges Privilegium for 
Odense Kloster 9 ). — Olaus Prybbe var tilstede, da Kong 
Knud VI 1193 udstedte i Nyborg et Privilegium for samme 
Kloster 8 ); han er Broderlistens under Himmersyssel nævnte 
Olef Pribe. Samme Privilegium underskriver Aghe Wind, 
der anføres i Broderlisten under Vendsyssel som Aghi Wind. 
Tuuo Hale(?), der underskriver Kong Knuds Priv. af 1183 
for Odense Kloster, er vel den ved Istedsyssel nævnte Tuky 
Hole 4 ). Olef Glug turde være den bekjendte Stormand fra 
Kong Svends og Kong Valdemars Dage, hvis Dedsaar ikke 
kjendes, men som i hvert Fald levede endnu 1170 5 ). 

Saavidt kom vi ved Tilnavnenes paalidelige Vejledning. 
Men ikke mindre sikkert kunne Patronymerne, Titlerne 
og nogle blotte Enkeltnavne lede os. Nicles thorkilsun 
beskæ (i Thy) maa være Nicolaus Thorkilli filius, der 1180 
underskrev Privilegiet for Odense Kloster, og Esbern Hacun- 
sun (i Jellingsyssel) og Nicgles Stighsun (i Aabosyssel) maa 
være de ved samme Lejlighed som Vidner nævnte Esbernus 
Haconis filius og Nicolaus Stig filius. — Petrus Camerarius, 
Suni og Stigh opfares som Bredre i Sallingsyssel 6 ), og der 



l ) Ser. V. 349: Petrus quoque/ vir æque nobilis, Albi Palnonis filius, 

divitiarum abundantia copiosus, in fabrica suæ navis solus sudasse 

dinoscitur. 
*) D. A. M. I. 45, 263, 265. 
') D. A. M. I. 285. 
€ ) D. A. M. I. 271. 
4 ) Ser. IV. Tab. III. 
•) lalingsyssel staar der rigtignok, idet den, som har titsat den røde 

Initial, har skrevet I i Stedet for S; men Jalyng*y»sel fiodes neden* 

for i Listen paa sin Plads i Rækken. 



460 Broderlisten. 

lerede virkelig paa den Tid en Sune, der havde en Broder 
Petnis Camerarius *), hvis Embedstid dog muligvis først faldt 
under Valdemar II. Det samme gj ælder om Scori Marskalk 
(ander Himmersyssel), der nævnes som Marsk i Tiden 1204 
— 1230, men som allerede ved Tiden 1190 maa have været 
en anset Mand; thi han er rimeligvis den Skori, som deltog 
i det ovennævnte Pilgrimstog 2 ), eller dog den Score, hvem 
Knud VI testamenterede 4 % Selv c. 1197*). Til disse 
Navne paa Mænd fra Knud VTs og Valdemar Fs Dage komme 
felgende Enkeltnavne fra samme Tid, som gjenfindes i Listen: 
Askotus er 1163 Vidne ved Oprettelsen af Tvis Klosters Fun- 
dats 4 ), og her nævnes under Harsyssel Asgud Ebbisun. Hans 
»fratres« ere Thoter, Hacun og Tuui Hirt; Kong Knud testa- 
menterer c. 1297 Thoue frater Thother 4 $ Salv 5 ). Lige- 
saa var Thoterus 1177 Stabularius og Vidne ved at Kong 
Knud skjænkede Bingsted Kloster en Del Ejendomme 6 ). Sele- 
grinus, som nogle Gange var Vidne ved Valdemar den Før- 
stes Breve, er sikkert Broderlistens (ved Himmersyssel) an- 
ferte Sælgren Tade'). Hermed turde det formodentlig være be- 
vist, at Listen hører hjemme i Tiden mellem 1170 — 1200. 

Der har hidtil ikke været Noget, som talte imod, at de 
i Listen nævnte Personer vare Samtidige, det vil sige, 
kunne have levet i samme Aar, samme Dag. Vi bar da un- 
dersøge, om der paa den omhandlede Tid ogsaa fandtes Bisper 
med de i Listen angivne Navne, og om ved denne Vejledning 
det alt vundne Resultat kunde bekræftes eller muligt skulde 
blive omstødt. Der anføres kun to Steder, i hvilket Bispe- 



*) Ser. IV. 541, 548. 

*) Ser. V. 349. . 

»I Suhm VIII. 707. 

*) Danske Samlinger. IV. 352. 

a ) Subm. VIII. 707. 

6 ) Ser. 1. 279. 

") D. A. M. I. 28-30. Danske Samlinger. iV. 352. 



• Brødrenes« Samtidighed. 461 

damme vedkommende Bisp hørte hjemme. I Løversyssel 
nævnes »e pi s c opus nicolaus wibergensis«, der var Biskop i 
Viborg i Tiden 1154—1191, og i Sallingsyssel »episcopus 
petrus arusiensis«, som beklædte dette Bispesæde mellem 
1192—1204. — De andre Biskopper ere Omerus, der nævnes 
i Vendsyssel, og derfor muligt er Orner, som var Bisp i 
Børglum efter 1179, men fra 1186—1204 Bisp i Ribe. I 
Sallingsyssel nævnes episcopus Ascerus, som muligt var Bispen 
af dette Navn, der beklædte Viborg Bispesæde 1191—1208. 
Episcopus Nicolaus Cancellarius i Sallingsyssel er muligt den 
1225 valgte Bisp Niels i Roeskilde, muligt Bisp Niels af Sles- 
vig 1193(?)— 1234 1 ). Episcopus Skielm (i Sjælland) var Bisp 
i Aarhus 1204—1215. Episcopus Petrus (i Sjælland) er den 
roeskildske Bisp Peder Sunesøn 1191—1214. Ved den under 
Vendsyssel nævnte Bisp Tuui kan tænkes paa den Bisp Tyge 
i Børglum, der levede endnu 1176, og paa forskjellige ikke- 
børglumske Bisper. — Resultatet af det her Fremsatte synes 
være, at de nævnte Bisper vel kunne have levet samtidigt, 
og samtidigt med de foran nævnte Mænd, men at de der- 
imod ikke have været paa samme Tid i Embede. 

189. Vi forlade hermed indtil videre Spørgsmaalet om Li- 
stens Alder og gaa ind paa Undersøgelsen af dens Betyd- 
ning. Nævner Listen kjødelige Brødre, eller er det et andet 
•Broderskab«, den vil give Oplysning om? 

Man kan paavise, at flere af Grupperne »fra tres« virke- 
ligt indeholde Navne paa kjødelige Brødre 8 ). Vi have alt 



') Jfr. foran S. 43. 

-) Da jeg ikke véd, at der i noget dansk Skrift er gjort Rede for, paa 
hvilken Maade man paa Valdemaiernes Tid sædvanligt benævnede 
Personer, skal jeg give en kort Fremstilling deraf — til Oplysning 
i det Hele om Jordebogens Personnavne. Man valgte enten at med- 
give Navnet en Stedbetegnelse, efter Vedkommendes Føde- eller 
Hjemsted, eller en Betegnelse ved etApellativ, navnlig efter eo ydre 
Egenskab ved vedkommende Ptrson; elier man angav hans Slægt- 
skabsforhold til en anden bestemt Person. 



462 Broderliften. 

nævnt som saadanne Petras Camerarius og Sone, — Thother 
og Tooi. Pæter Palnisun Hwitæ (i Thy) er omtalt foran; 



Det var sjaldent i det 12te og 18de Aarh., at et Apellativ paa 
en saadan Maade knyttede sig til en hel Slægt, at alle Medlemmer 
af denne førte samme Tilnavn; vi kjende Slægten Hvide, men 
Ikke ret mange andre Slægier havde et snadant Fællesnavn. SeJr 
om en Mand maatte have faaet et bestemt Tilnavn, der altid fritte 
efter hans Døbenavn, kom dette i sjældneste Tilfælde hans Broder 
til gode eller arvedes af hans Søn. Det er først med det 13de Aartu 
Slutning eller 14de Aarh.s Begyndelse, at el Apellativ — oftest stem- 
mende med det Vaaben billede, Vedkommende førte — fulgte med 
hele Slægten, altsaa først i en Tid, da en Arveadel kande siges op- 
staaet. Saafrerot Broderlisten var en Fortegnelse paa kjødelige Brø- 
dre, vilde den ogsaa lære os, at den ene Broder ingenlunde behø- 
vede at have samme Tillægsord, som den anden, thi her forekomme 
som »fra tres«: Thorkyl skiælghe, Swen thun, Aghlwind; Petras paf. 
malti stuf. 

Naar Betegnelsen skete efter en Slægtning, var det naturligvis 
sædvanligst, at Faderens Navn anførtes, men der forekommer og- 
saa bekjendte Exempler paa, at Moderens Navn angaves. Meget 
almindeligt var det dernæst, at Nogen kaldtes efter sin Broder eller 
efter sin Svoger, og oden at Broderens eller Svogerens Navn t Ex. 
behøvede at forekomme i samme Aktstykke. (Ret mærkeligt er saa- 
ledes, at i Femernlisten • frater Weneconis« opføres 8Qm Lensmand, 
medens Weneco ikke er anført i det Foreeaaende, men derinW 
Wænækæntborp, den By, som er opkaldt efter ham.) Naar cogit- 
tu8 bruges, er det sædvanligst i Betydning af Svoger, men det si- 
vendes ogsaa om en Slægtning i Almindelighed. Valdemar l's Halv- 
fætter, Prins Burls, der er Vidne ander Kongens Brev af 1159 kil- 
des saaledes dér »cognatos meus« (D A M. I. 12). — Gener er 
paa den Tid et tvetydigt Ord. og kun Sammenhængen eller Kund- 
skab andetsteds fra kan lære os, om derved forstaas Svoger eller 
Svigersøn; det fn4es lige hyppigt i enhver af disse Betydninger. I 
et Brev af 1268 hedder det saaledes først • Nicolaus C roe dileetos 
soeer meus* og senere »dominos Nicolaus Croe gener mens« 
<Suhm X. 192, 642, 996, 997 (1268), 1014; XI. 298, 656, 704, 797. 
D. A. M. II. 175 Dipl. Svec, II. 124). Medens den ene Broder næv- 
nedes med Faderens Navn som Tillægsord, kunde en anden meget 
vel nævnes med et Apellativ; saaledes findes under et Brev af 1252 
•om Vidn er Petrus Jon nesseo og frater ejos Johannes Frijs (Scr.Vin.116). 



Flere af Grupperne indeholde kjødelige Brødre. 463 

som hans frater nævnes Laghi, og i Fundatsen for Tvis Kloster 
findes netop som Vidne en Lagi Palnisen Hvide. — Episco- 
pus petrus arusiensis, Nigles og Jones Camerarius ere »fratres* 
(i Sallingsyssel) og tillige kjødelige Bredre; i det af Bisp Pe- 
ter 1 203 oprettede Testamente anføres saaledes : astantes itaque 
fratres d ost ri, præpositus Skælm, Nicbolaus et Johannes 1 ). 
Denne Provst Skælm, som ikke nævnes her i Listen, anføres- 
vist derimod under Sjælland som Episcopus Skielm med Brø- 
drene Ulf og Suen, af hvilke den sidste ikke kjendes. Ved 
Sallingsyssel findes: Peter stigsun hwitæ, AghiogNicles som 
Bredre, og at de vare kjedelige Brødre er rimeligt nok, da en 
Agho filius Stigh Albi nævnes som Pilgrimsfarer, og da Saxo 
som tapre Kæmpere i Venderkrigene anfører Nicolaus Stigonis 
filius med sin Broder Ako -)• Endelig er det paafaldende, at de 
ved Sjælland anførte Rækker Navne bæres af Sune Ebbesøns 
Sønner, af Jakob Sunesens Sønner, af Esbern Snares Sønner og 
af Oluf Glugs Sønner; de fleste af Navnene kunne gjenfindes i 
disse Ætter, men det bør dog fremhæves, at Ættetavlerne anføre 
Navne, som her savnes, og at Listen har Navne, som Tavlerne 
ikke kjende*). 

Men fordi en halv Snes af de i Listen anførte 61 Broderska- 
ber kunne bevises at omfatte kjødelige Brødre, er det ikke givet, 
at Listen i sin Helhed vil opregne saadanne. Tværtimod fore- 
kommer det mig mærkeligt, at ikke flere Slægtskabsforhold skulde 
lade sig oplyse, om man her havde saa mange kjødelige Brødre 
for sig. Dr. Nielsen slutter af de ovenfor anførte Exempler uden 
videre, at Listen nævner Brøure efter Kjødet, og han tager slet 
intet Hensyn til Listens hele Udseende, hvad der i hvert Fald 
først maatte haves for øje. 

Listen gjør for det Første slet ikke Indtrykket af at ville 



l ) D. k> M. I. 81. Ser. IV. 546 (Tab. 2). 

*) Saxo 851, 852: Nicolaus Stigonis filius vir genere et vinhus juxta 

splendides quem Ako frater . . . 

å l Ser. IV. Tab. 8-6. 

30 



464 Broderlisten. 

nævne kjedelige Brødre; den naturligste Betegnelsesmaade 
vilde da have været helt igennem at angive Faderens eller 
Moderens Navn, men kun ved 11 af de 200 Personer findes 
Patronymet; Pæter palnisun hwitæ (i Thy) sættes desuden 
sammen med Nicles thorkUeun beskæ som frater; muligt have 
de havt fælles Moder, men sandsynligst er det dog, at de hver- 
ken have været Hel- eller Halvbrødre. Ligesaa lidt kan det 
antages, at den nævnte Pæter palnisun hwitæ har havt es 
Halv- eller Helbroder, der hed Peter, — skjønt Listen opfører 
en saadan som hans frater. Derimod kunde man hente et 
Bevis for, at Listen opregner kjedelige Brødre, deri, at den 
ellers intet Sted lader to Personer med samme Dabenavn 
være fratres. 

Hvis Listen vil nævne kjedelige Brødre, er den nærmest &k 
Kuriositet. Forfatteren maatte være faldet paa at se, hvormange 
Treheder af Brødre der fandtes i Landet i de anseteste Slægter; 
naar han blot har kannet finde tre, har han ikke brudt sig 
om de øvrige Brødre og derfor ladet uomtalte de Brødre til de 
omhandlede Personer, som vi kjende af andre Kilder. Det 
gjælder særligt om de sjællandske Navne, at af de nævnte 
nogle ere ukjendte, og at flere kjendte lades uomtalte, men og- 
saa andre Steder træffes samme Mangel Hvem er endelig 
Erik i den under Abosyssel nævnte første Trehed: Kanut« 
rei, Eric, Cristoforus? Knud VI, som naturligvis er den her. 
nævnte Konge, havde vel en Broder Kristoffer, men hans Bro- 
der Erik er ukjendt, skjønt hans Tilværelse derfor ingenlunde 
kan benægtes. — Jeg tror saaledes, at vi ikke kunne naa videre 
i Beviset end dertil, at der paa enkelte Steder i Listen virke- 
ligt er nævnt kjødelige Brødre, og at det Øjemed, i hvilket 
Listen er affattet, har medført, at kjedelige Brødre optoges i 
Grupperne, uden at dog Broderforholdet har dannet det eneste 
Grundlag for Listen. 

190. Men i hvilket øjemed er da Stykket affattet? — Her bør 
vi da først mærke enkelte Egenheder ved Listen. En Hovedsag 
ior den er, at netop 3 og 3 opregnes som Brødre (kun et en- 



Betydningen af Listens »Broderskab«. 465 

bolt Sted flades nogle faa flere og færre), og Vægten paa Tre-* 
heden fremgaar allerede af det ferste Broderskab, hvorved til- 
føjes: isti tres fra tres. Der ligger i denne indledende 
Overskrift langt snarere en vilkaarlig Udpegen til Bredre af 
Personer, som ellers ikke ere det, end Optælling af kjødelige 
Brødre. 

Listen grupperer Personerne under Syslerne, og Grunden 
hertil maa efter al Rimelighed disses Hjemstavn have været. 
Nogen anden rimelig Grund kan ikke tænkes, og særligt gjæl- 
der det om den under Fyen nævnte Taky, at han i et Priv. 
for Esrom Kloster 1164 kaldes »Thaco Feoniensis«, ligesom 
Saxo nævner »Tacho, claro Fioniæ loco natus« 1 )* — - Men 
Syslerne vare som paavist og omtalt i det ferste Kapitel' 
Qjemmesteder for Familiernes Magt og Virksomhed, hvorved 
vi atter ledes hen paa, at Listen omfatter Familieforhold og' 
Slægtforbindelser eller Forbindelser, som traadte v 
Slægtens Sted, naar Slægtbaandet manglede. Jeg 
tror altsaa, at Listen nævner en Forening af social Betydning, 
et Broderokabsforhold eller rettere Gildeforhold, at som Grund- 
lag derfor vel har tjent Personernes Broderforhold efter Kje^ 
det, om saadant fandtes, men desuden andre Slægtforhold, 
og endelig, hvor disse ganske have manglet, vilkaarlige For- 
bindelser. Jeg antager saaledes, — indtil det bevises, at Knud 
VI havde en kjedelig Broder Erik — at den Erik, som næv- 
nes ved Opsyssel, er Saxos Ericus Falstriæ præfecturæ vir 8 ) 
eller i al Fald den Samme som den, der i Beretningen om 
Veng (senere øm) Klosters Oprindelse kaldes Ericus comes; 
thi at denne var i Slægt med Kongen, fremgaar af, at det i 
samme Beretning hedder om Eriks Søster Margareta, at Valde- 
mar I ikke ønskede at komme i Strid med hende angaaende 
nogle Ejendomsforhold, »da han paa Grund af sit Slægtskab 



l ) D. A. M. 1. 16. Saxo 776, 977. 
*) Saxo 638. 

80* 



466 Brodertisteo. - 

til hende holdt meget af hende« *). Denne Erik nævnes som 
Stifter af hint Kloster i Veng i Hjelmslev Herred i Opsysael, 
og han har saaledes efter al Rimelighed havt Besiddelser i 
Syslet, hvad der yderligere bestyrkes ved, at Margareta ogsai 
ejede Ejendomme dér og laa i stadig Strid med Veng Klo- 
ster. — Knud VI har endelig sikkert ofte opholdt sig i Op- 
syssel; han har i denne Egn vist havt en Frille, thi has 
testamenterede ved sin Dad til en saadan Sminge og Volei 
Gjærn Herred i dette Syssel 2 ). 

Jeg antager derfor, at Listen i sin oprindelige Form 
har været en Fortegnelse paa Samtidige, der vare kny ttede 
til hverandre ved et nu ubekjendt Broderskab, ved hvilket 
dels Familieforbindelsen og særligt Søskendeforholdet har 
havt Betydning, men hvor tillige, om dette har manglet, an- 
dre af de Fællesskabaforhold, som Syslerne i saa rigt Maal 
indeholdt og udviklede, have spillet en Bolle. — I den op- 
rindelige Form af denne Liste have flere af de nu som Bisper 
eller Embedsmænd nævnte Personer ikke været ledsagede af 
nogen Titel, men de, som i senere Tider have afskrevet Li- 
sten — den har vel gaaet i forskjellige Afskrifters Afskrifter, 
« 

inden den nedskreves i Jordebogen — have efter de i Tidens 
Lob skete Forandringer tilskrevet eller forhejet de Værdigheder, 
som Personerne indehavde. Denne Losning forekommer mg 
den naturligste, da Personerne, som foran paa vist, meget id 
kunne have levet samme Aar og Dag. Skulde det imidler- 
tid af nye Aktstykker eller paa anden Maade blive bevist, si 
nogle af de anferte Personer ikke kunne have været Samti- 
dige, er der jo i ovrigt Intet til Hinder for at tænke sig 
enkelte Led noget yngre; det er da ny tilkomne Medlemmer 
af dette Broderskab. 



*) Ser. V. 242: nobilis femina Margareta soror Eric i comitis. 246: 
Rex propter cognationem tenere di ligebat malierem. 

) Ser. V. 246. — Smaaængiæ og Hwolæ opføres i Jordebogen som 
Valdemar Sejrs Gods og ere saaledes komne tilbage til Kongefamilien. 



•Withlrlagh. og •Worthel«. 467 

Broderskabet har bestaaet af Landets mægtigste Mænd. 
Kongen og hans Slægtninge, Personer af Hvidernes Æt, Slægt- 
ninge af Absalon, Anders Sunesøn, Sune Ebbesan og Oluf 
Glug ere Medlemmer deraf. Fremdeles tælles blandt disse 
Kongens Embedsmænd, som Eantsler, Camerarius og Marsk, 
— og endelig 8 Bisper. En Del af de anførte Personer have, 
som paavist, været tilstede ved Hove og bevidnet Kongernes 
Breve; endelig turde vel Tilnavne som Vind, Kalv, Mus, Bæv 
og flere antyde Begyndelsen til de senere blomstrende adelige 
Familier med disse Slægtnavne. 

191. Kan man nu ad andre Veje paavise saadanne For- 
bindelser mellem de fornemme Slægter? Vi komme her ind 
paa et endnu meget lidt oplyst Omraade, idet der ganske 
sikkert har bestaaet mange sociale Forbindelser af denne eller 
lignende Art* som vi nu ikke kjende. I historiske Aktstykker 
finde vi dog følgende antydede. I Følge Kristoffers Forord- 
ning om Majestætsforbrydelse skal den, som beskyldes for 
saadan Sag forsvare sig med 15Mænd»de withirlagh«, som 
to af de bedste Mænd i det Syssel, hvor den Anklagede bor, 
skulle nævne; han kan dog forkaste 3 af disse, men sværge 
af Resten 6 for og 6 imod, skulle endvidere 3 nævnes, og 
den Afgjørelse skal da staa fast, om hvilken 2 af disse 3 
sværge, at den er den rette 1 )* — Hvilket er nu dette store 
»Withirlagh « , af hvilken de 4 X 3 og 5 X 3 Nævninger skulle 
tages? Man kjender det ikke, — men naar da Broderlisten 
opregner et saadant stort Broderskab, tør man ikke erklære 
denne Liste for en Kuriositet eller forkaste den som betyd- 
ningsløs. 

Vi tage et andet ligeledes uoplyst Forhold for os: Wor thel. 



1 ) Si quis impetitus fuerit a rege super crimine lese maiestatis, duo 
de illa sysel, qui meliorls sunt opinionis, residentes in qua acusa- 
tus residet, qu in decim de 'withirlagh nomlnabunt, qui impetitum 
super preniissis defendant per iuramentum eorum vel conuincant, 
iurando et non tacendo. 



468 Broderlisteo. 

Det Aktstykke, som giver os bedst Underretning derom, er 
Frdg. af 1276, hvor det hedder, at den, som anklages forst 
pense paa Kongens Liv, skal rense sig med 12 Nævninger, 
saaledes at 3 skal tages af hvert Worthel, eller ogsaa hans 
Person være i Kongens Vold saavel som hans Hovedlod. 
Fremdeles skal den, som ikke aaben barer Kongen, at der paa- 
tænkes et Giftermaal mellem fyrstelige Personer, som ku 
blive til Skade, rense sig med 1 2 Nævninger, som skal tages 
af hans Worthel, eller bede 100 # Salv, og ligesaa skal han 
forsvare sig med 1 2 Nævninger af sin Worthel, om han uden 
sin Herres Villie er traadt i Forbund med en anden Herre, 
eller miste sin Hovedlod; om han paa nogen Maade bar lagt 
Hindringer for sin Herres Fordel, skal han godtgjere Skaden 1 . 
Af Dommen af 1 285 i Tvistigheden mellem Kongen og Her- 
tagen af Sønderjylland fremgaar, at Worthælnævn var en for 
hele Riget Celles Institution, thi det hedder deri, at Tvistes 
skulde afgjeres »ved Ed af 12 gode og forstandige Mænd af 



1 Si quis accusatus fuerit, qood ponat insidias vel machinatus fuerit 
in mortern domini sui, si facturo negaverit, debet se purgare cotn 
dnodecim bominibos nominatis, ita quod tres assumantur de quoli- 
bet worthæl, et si conuictus fuerit, porcio sua capitalis et persotu 
erunt in potestate regis, si vero porgabitur pro causa sibi impttfe 
liber erfL Item qoicunque proearairerit vel sciverit, quod tø«" 
prolem al'qvorum principum matrimooium contrahatur. et eatttt* 
sit, quod ex hujusmodi contractu grave dampnum vel periculom 
poterit provenire, et hoc a domino suo ceiaverit, si super hoc accu- 
satus fuerit et factum negaverit, purget se cum duodecim homioi- 
bus per regem de suo worthæl nominandis. et si convictus fuerit 
solvat domino regi centum marchas argenti. si vero purgabitur, liber 
erit etc. etc. Quod autem supradlctum est, scilicet quod rex qoasi 
actor nomtnaret purgatores sup rad letos , nullis placuit de regno 
exceptis paucis, qui tune dicto concilio interfu erunt; sed affirma- 
runt, quod reus debeat eos nominare. — Forordningen findes kun op- 
tegnet i ét Haandskrift, nemlig Kod ex G. 37 i det kgl. Bibliothek i 
Stockholm, og gjengives her efter dette, da Udgaven i Kofod-An- 
chers Lovhistorie II. 532 — 533 (hvilken senere er optrykt i Gen. 
Ark. Aarsberetnin^er V. 15) ikke er helt korrekt 



Sociale Forbindelser mellem Slægtninge. 46& 

Danmarks Rige, hvilken Art Ed kaldes Worthæld« , ). Sager, 
som vedrøre bele Landet, skulle afgjeres af denne Nævn fra 
alle Rigets Dele; men paa den anden Side har i Følge den 
ovenanførte Forordning hver Anklaget sin Worthel; han er 
knyttet bestemt til en særegen Del af disse Nævninger. 
Dette er Alt, hvad man kjender til Worthelnævn, der saale~ 
des atter synes en uoplyst Forbindelse mellem Rigets bedste 
Mænd i Lighed med det foran omtalte • Withirlagh« 3 ). 

Endelig fortjener det at erindres, hvilken Betydning Slægt- 
skab havde som Grundlag for Gilder og Broderskaber. — I sine 
Slægtninge havde den Private jo efter Middelalderens Anskuelser 
sine naturlige Forsvarere saavel i Fejde som i Rettergang; 
Ejensnævn bleve saaledes udtagne af Ætten, for saa vidt den 
sad indenfor Syslet og saa at tredie Led udgjorde Slægtskabs- 
grænsen. Hvor naturligt Slægtskab manglede, søgte man 
ved indgaaet Forbindelse at skaffe sig en lignende Beskyttelse, 
og her spillede nu Gilderne deres store Rolle. Flere Gilder 
og flere sociale Broderskaber optoge imidlertid det naturlige 
Slægtskab som første Grundlag. De dithmarkiske »Schlach- 
ten« og »Kluften« vare oprindeligt netop saadanne Forbin- 
delser mellem de i samme Egn boende Familier, hvori efter- 
haanden Nytilkomne bleve optagne som »Fætre« og saa stor 
social og politisk Betydning havde disse Foreninger, at det 



*) Suhm X. 1024: taliler extitit ordinatum legaliter etprovisum, quod 
juraruento duodecim virorum dlscretorum de regno Dacie, cujus- 
modi juramentum Worthæld vulgariler nuncupatur, decerneretur et 
probaretur, ad quem dicta terra et bona deberent de jure pertinere. 

*) At vor Broderskab har optaget saa mange Gejstlige, minder om, 
hvoriedes Kalendegilderne her i Danmark og andetsteds udviklede 
sig og afvege fra deres tidligste Form. Efter at de havde begyndt som 
selskabelige Samfund af Præster, optoge de eftei haanden verdslige og 
navnlig rige Stormænd, hvis Midler kunde komme Selskabet ti) 
gode, og snart udgjorde de verdslig Mægtige endog en betydelig Be- 
standdel af et saadant Gilde. Jfr. Wilda, Gildenwesen im Mittelal- 
ter. S. 358 fif. 



470 BroderHsten. 

var nødvendigt for Enhver, som vilde være fuldkommen rets- 
beskyttet, at optages til Medlem af dette Samfund 1 ). Paa 
Femern opstøde de saakaldte Fætterskaber, der vare Forbin- 
delser hovedsagelig mellem Slægtninge til folies Hjælp og Be- 
skyttelse 2 ). I det 1 5de Aarhnndrede bestod der i Vardesys- 
sel et Frændegilde oprettet af de tvende i dette Syssel meget 
udbredte Familier Lange og Munk, hvis Medlemmer ofte 
indtoge de højeste gejstlige Stillinger; i Følge en Fundats tf 
1440 skal der saaledes holdes i Ribe Domkirke »een daffligh 
mæssæ for allæ lewindæ och dødæ ther af then frændher 
gildhæ och samfwndh, som nu holdæs indhen Wardsysæl«, 
men om dets Virksomhed kjendes i øvrigt saa godt som 
Intet 8 ). — 

192. Tillæg. Efter at vi nu omhyggeligt og saa grundigt, 
vi have kunnet, have gjennemgaaet den hele Jordebog og paa 
hvert eneste Punkt fundet enten ypperlig Mening eller dog, 
at hvad der endnu maatte være uklart, efter al Sandsynlig- 
hed har sin Mening, som med Tiden vil blive fundet, turde 
det være overflødigt endnu engang at fremhæve Urimeligheden af 
Professor Pal- Mullers Opfattelse, at Bogen kun er en Skjøn- 
skriftsbog. Naar Professoren paa sin Afhandlings sidste Side 
(S. 259) har som Resultat af sin Undersøgelse opgivet dette, 
at Jordebogsbladenes Værd alene bestaar i »det Lys, de i 
Forbindelse med andre historiske Mindesmærker kaste over 
nogle Partier af Land boforholdene i Middelalderen«, og der- 
ved reduceret Jordebogen til et Arbejde af en forsvindende Be- 
tydning, haaber jeg ved mine foregaaende Undersøgelser at 
have vist, at Jordebogen tværtimod har en overor- 
dentlig Værdi og indeholder uendelig mange, fuldt 
paalidelige Oplysninger tilLandets indre Historie 
paa Valdemarernes Tid. 



l ) Wilda S. 59. 

*) Haussen, historisch-statistische Darstellung der Insel Fehmaro, 

S. 286 ff. 
a ) Kinch, Ribe Bys Historie, S. 308—312. 



Jordebogens oprindelige Ejer. 471 

Under Studierne af Jordebogen og de øvrige Bestand- 
dele af Kodex A. 41 bar det Spørgsmaal naturligvis ofte paa- 
trængt sig mig, fra hvem dette hele mærkelige Haandskrift 
hidrører. Jeg skal nu her til Slutning fremsætte, hvilke Tan- 
ker jeg har gjort mig om Jordebogens første Ejermand. 

Jordebogens Skjæbne i de følgende Aarhundreder synes 
ikke at kunne give nogen Oplysning. Man tør maaske an- 
tage, at Bogen har været ejet af den yngre Stephanius; i al 
Fald besad denne en Membran fra 1221 (hvilket da maatte 
være Trykfejl for 1231), der indeholdt Oplysninger om Ind- 
tægterne af alle Lande og Herreder i Danmark samt en kort 
Beskrivelse af disse tillige med andre Antikviteter 1 ). Det bag 
i Haandskriftet skrevne Testamente synes endvidere at vise, 
at Bogen har nogen Tid været iFyen. — Hvad vi kjende af 
Haandskriftets Historie yder saaledés næppe nogen Underret- 
ning om dets Oprindelse. Det vil være sikrere at holde os 
til, hvad dets indre Indhold maatte udsige. I den Henseende 
paatrænger Kalenderen sig da først vor Opmærksomhed. Dens 
historiske Optegnelser begynde med Valdemar Fs Død (1182) 
og ende med Valdemar llFs (12*1). Optegnelserne om nye 
Helgener, der synes at skrive sig fra samme Tid, gaa ikke 
længere ned end til 1238, da Abbed Vilhelms Lig skrinlag- 
des; i Tiden mellem 1231 og 1238 falder ej heller noget 
Dødsfald i den kongelige Familie, som man kunde have ven- 
tet optaget. Derimod finde vi ikke Kong Valdemars og hans 
Sønners Dødsdag nævnte. Den, som har optegnet disse Dage, 
eller hvis man skal tænke sig, at tvende, Fader og Søn, have 
gjort Optegnelserne, da den yngste af disse, er altsaa efter 



l ) Stephanius, de regnoDaniæ et Norwegiæ, Lugd. Bat. 1629, Fortalen: 
penes me est codex membraneus circa annum MCCXX1 descriptus: 
qui aunuos proventus omnium prsfecturarum et provinciarum toti u 8 
Daniæ cum bie vi earundem descriptione et aliis Antiquitatibus 
complectltur. 



472 Broderlisteo. 

il Rimelighed død i Tiden mellem 16. Juni 1238 o? 
28. Marts 1241. Min Mening er naturligvis ikke, at netop 
den, som har skrevet Kalenderen i vort foreliggende Haand- 
skrift, er død i denne Tid, men Kalenderen er en Afskrift af 
en anden, i hvilken Optegnelserne ere gjorte af en Person, 
der sikkert døde i Løbet af de anførte Aar. Skriveren af 
Kalenderen i Kodex A. 41, som er samme Mand, der har 
skrevet flere af Jordebogens yngre Bestanddele, bar ikke kjendt 
de følgende Kongers Dødsdage — det er jo knn Dødsdage, 
Kalenderen optegner — og derfoi ladet Kalenderen være ufor- 
andret, som den var. 

Det er saaledes et naturligt og rimeligt Spørgsmaal: Hvil- 
ken var den Mand, der interesserede sig saa meget for det 
kongelige Hus og for hvem kongelige Prinsers og disses Hu- 
struers Skjæbne var saa neje kjendt, at han kunde nedskrive 
deres Dødsdage — og som døde i den nævnte Tid mellem 
1238—1241? I disse Aar afled blandt Andre en Stormand, 
hvis Død flere af Annalerne optegne, nemlig Johannes, en Søn 
af Jakob Sunesøn og Brodersøn af Anders Sunesøn. Hans 
Død indtraf 10. Febr. 1240 og er optegnet i Petri Olai An- 
naler (Ser. I. 184. II. 261), de esromske Annaler (I. 244) og 
Krøniken, der gaar til 1263 (H. 168). Han omtales i den 
soranske Gavebog, thi hans Fader skjænkede, for at efterkomne 
hvad hans Søn Jobannes havde udtalt paa sit Dødsleje, Gast- 
den Estrethorp til dette Kloster (IV. 516). Hans Død findes 
endelig bemærket i det hamborgske Nekrologium (V. 390); 
rimeligvis have han og Faderen vist Kirken dér Godgø- 
renhed. 

Medens jeg altsaa ved Kalenderen drages hen paa Johannes, 
tale Jordebogens talrige om Administrationen i Danmark oply- 
sende Aktstykker for, at det har været en Regeringen nær 
staaende Mand, der har ladet Bogen skrive, og Jakob Sane- 
søn var »den første verdslige Stormand næst Kongeslægten« 
og forlenet med Møen; hans Søn har rimeligvis ogsaa havt 
Embede. 



Jordebogens oprindelige Ejer. 4T3 

Saa vidt naaede vi ved Hjælp af Kalenderen. Hoved- 
stykkets Jordegodsliste, som maa anses som et af Grundlagene 
for det Skifte, der fandt Sted mellem Kong Valdemars Børn, 
har vel — saaledes har jeg i al Fald tænkt mig Sagen — 
været i et af hans Børns Eje, og det vilde bestyrke den foran 
ytrede Gisning om, hvo der har skrevet Kalenderen, om det 
viste sig, at den Familie, vi fertes hen til ved Hjælp af Op- 
tegnelserne i Kalenderen, havde staaet i naje Forhold til en 
af Kong Valdemars Arvinger. Saaledes er det nu i Virkelig- 
heden ogsaa. Johannes, Jakob Sunesans ovennævnte Sen, havde 
en Datter Cecilie, som var gift med Niels, Greve af Halland, 
«n San af Valdemar Sejrs i Aaret 1219 dade San Niels, der 
ligeledes var Greve af Halland. De naje Oplysninger, som 
Jordebogen har om dette Landskab, forklares herved ogsaa 
godt 1 ). Nu dade vel den yngre Grev Niels allerede 1251 og 
Jordebogen har et Aktstykke vedrarende Halland fra 1254, 
men Enken kan jo meget vel have vedblevet at staa i Forhold 
til den hallandske Begjering eller til andre Kilder, hvorfra Op- 
lysninger om Landet kunde hentes. — Efter Grev Niels's Dad giftede 
Cecilie sig med Andreas, som var Skjænk og en San af Olavus 
Skjæ&k, og atter her træder al tsaa en af Kongens haje Embedsmænd 
i Forbindelse med denne Slægt; der har for en Mand af denne 
med Interesse for Oplysninger om Kongernes Indtægter, om 
Danmarks indre Forhold, Statistik og økonomi været rig Til- 
gang til at kunne faa saadanne. At Slægten havde Interesse 
for boglig Syssel, turde fremgaa af Optegnelsen i det ham- 



*) Af Suhm IX. 660: »Hvitfeldt beretter, at Brødrene ved Aaskloster i 
Halland havde en Bog de kaldte Valdemars Bog« kunde man lokkes 
til at tro at Jordebogen havde tilhørt Aas Kloster, men hos Hult- 
feldt (1. 162) lyder det saaledes: Dette Kloster hafver Marsk Stig, Greffve 
Jacob, oc fleere aff de Hufder begaffvit oc doterit, findis oc udt 
Klosters Jordebøger endnu en Leg aflf Bønder, der heder Valdemars 
Leg, oc skal gierne Erckebisp Eskild, Bisp Valdemar oc Greffve 
Jacob aff Hal land, huer andre med Slect haffve været for van te. 



474 Broderlisten. 

borgske Necroiogium, at Jakob af Møen havde ladet flere Bø- 
ger afskrive paa sin Bekostning (Ser. V. 411). 

Sperger man mig nu bestemtere, hvem af denne Slægt 
jeg da antager for den egentlige Ejer af Jordebogen, og lader 
jeg mit Øje glide hen over Navnene paa Cecilies Børn : Nicolaus, 
Andrea^ Atlet, Jacobus og Cecilie, gift med Tucho Torstensøn 
(Ser. IV. 548), fæster mit Blik sig særlig ved Atlet. Ikke 
fordi jeg kjender denne Mand andetsteds fra, thi, tværtimod, 
jeg har ikke truffet hverken ham eller nogen Anden med dette 
Navn i samtidige Kilder, men fordi jeg kommer til at mindes 
et lille mærkeligt Vers, der er optegnet i Kalenderen neden 
under Februar Maaned: Fortis es Athleta du ro certa- 
minegaude. I Professor Paludan-Mallers Beskrivelse af Ka- 
lenderen er Verset nævnt (S. 166) som et Exempel paa Haand- 
skriftets Besynderligheder; han gjør det til en Penneprøve uden 
nogensomhelst Forbindelse med Sidens øvrige Indhold. Uden at 
tale om dette besynderlige i at en Penneprøve skrives paa en 
under Siden slaaet Linie og udstyres med rød Initial — er det 
jo dog umuligt, at Verset ingen Betydning skulde have ; Skri- 
veren maa have forbundet en eller anden Tanke 
dermed. Muligt er det hans Valgsprog, muligt skulde alle 
Maanederne have været forsynede med saadanne Vers, medens 
han ikke har naaet at faa skrevet et Vers andetsteds end vid 
Februar. — Men er det urimeligt at antage, at den nævnte 
Atlet, Cecilies Søn og Valdemar Sejrs Sønnesønssøn, har 
havt dette Vers til Valgsprog og derfor * har skrevet det et Sted 
i den ham tilhørende Bog, med Villie maaske under Februar 
Maaned, fordi hans Fødselsdag faldt i denne? Atlets formodede 
Alder, at slutte fra hans Brødres, passer meget vel med Jorde- 
bogens Affattelses tid. I et Brev af 2. Aug. 1271 stadfæster 
Atlets Broder Jakob, den senere Greve af Halland et Testa- 
mente, som var oprettet af den anden i samme Aar afdøde 
Broder Niels, hvorved var skjænket Gods i Skallæruth til Esrom 
Kloster; ogsaa dentredie Broder Andreas forsegler Brevet. — 
Af den Rækkefølge, hvori Brødrene nævnes, maa man antage 



Atlet, Valdemar Sejrs Sønnesønssøu. 475 

Atlet for den næstyngste og Jakob for den yngste Broder, 
der ogsaa synes at have levet længst af disse 1 ). 

Det er langt fra at jeg vil paastaa, at jeg ved denne Un- 
dersøgelse har bevist, hvem Jordebogens Ejer var, men det vil 
dog maaske indrømmes, at jeg bar vakt en Del Formodning 
for min Antagelses Rigtighed. Jeg har foran fremdraget endnu 
flere mærkelige Data, der kunne give Oplysning om Forfatte- 
ren, og forhaabentligt vil det af dem og nyere Oplysninger 
lykkes andre Forskere at skaffe os fuld Klarhed om dette Punkt. 



l ) Om Familien kan efterses Breve i Diplomatariet udstedte 12. Okt. 
1267, 15. Juli 1360. 2. Aug. 1271. D. A. M I. 217. - Det maa 
komme paa Suhms Kappe (Suhni X 164) og Morten Pedersens (Bi- 
skop Absalons Herkomsts. 15 — 16), at de af Atlet ha ve gjort en Datter 
Albed. Ser. IV. 548 med Tavle 4 samt den Arns-Magnæanske Af- 
skrift af Absalons Genealogi i Universitetsbibllotheket have tydeligt 
nok Atlet. 



Fortegnelse over Privilegier 

givne inden Aar 1400 af Konger og verdslige Fyrster til 

a. Byer, b. Bispesøder, e. Kapitler, d. Klostre, 
e. Kirker, Hospitaler og Stiftelser 

samt 
over Privilegier, givne inden Erik Menveds Død 1319 til 

■denlaadske lyer. 



a. Frtfilegier flår lyer. 

Aahus 1299, SuhmXI. 311; 1326, Di pi. S ve c. III. 731; 1327 
(tvende), DipLSvec. IV. 26,29; 1344, DipLSvec. V. 292. 

Bogense 1327, Suhm XII. 150. 

Broktorp, se Halmstad. 

Faaborg 1251, Suhra X. 969; 1269, Suhm X. 997; 1288, 
1288 (Hertug Valdemar), 1297, Aktstykker til Opl. om 
Danmarks indre Forhold, udg. af Fyens Stifts Selskab, 
I. 123ff; l302 4 /i(?),Dipl.; 1313, 1320, 1325, 1388, Akt- 
stykker I. 125 ff. 

Flensborg 1284, Seidelin, Dipl. Flensb. L 14; 1314,1.18; 
1320, 1. 19; 1321, 1. 20; 1325 (tvende) 1.20—22; 1337, 
I. 28; 1354, 1. 50; 1398, 1. 141. Alle (undt. Priv. 1320; 
udstedte af sønderjydske Hertuger. 

Halmstad 1307, 1322, 1327, Hallands Fornminnes-Fdr- 
enings Årskrift 1869. Handlingar, S. 34, 45, 53; 1327 



Privlleglefortegnete«. 477 

Huitfeldt I. 437; 1361, Biohardson, Hallandia, S. 126; 
1 390, S. 1 29. De tre første udstedte af Hallandske Hertuger. 

Herrestad 1258, 1270, 1288, 1320, 1327, 1353, Hist. Tids- 
skrift IV. 602 ff. 

Hj ar ring 1243, Danske Atlas V. 204. 

Kjebenhavn 1294, 1319, 1341, 1348, Kjøbenhavns Diplo- 
matarium, I. 61, 66, 78, 87. 

Kjøge 1288 4 A» Diplom.; 1293 14 /*og ^/ 4 , Diplom.; 1299, 
Suhm XI. 310; 1302 (Valdemar, Erik Menveds Broder), 
Suhm XI. 400; 1314, Suhm X. 25, jfr. foran S. 451—452; 
1321 2 7*. Dipl. ; 1329, Suhm XII. 180; 1329 18 /e, Dipl.; 
1348, Suhm XI1L 186. 

Kolding 1321 (*7i), Diplom.; 1327, Bosenvinge, Love V. 301. 

Lund 1861, Bosenvinge* Love V. 64. 

Malmø 1338, DipL Svec. IV. 637; 1360, Bosenvinge, Love 
V. 70. 

Nakskov 1266, 1274, Suhm X. 988, 1005; 1288 "/e, Diplom.; 
1293, 1294, 1300, 1307, Suhm XI. 134, 170,360,538; 
1320, Suhm XII. 15; 1386, Suhm XIV. 166. 

Nyborg 1290, 1299, 1313, Suhm XI. 79, 310, 695; 1320 
*7e (tvende), Suhm XII. 17. 

Oden s e 1335 (Grev Gert), Saml. til Fyens Historie ogTopo- 
graphie II. 327. Valdemar IV's Priv. se Bosenvinge, Love 
V. 205. 

Banders 1302, 1311, 1321, 1356, 1391, Stadfeldt, Banders 
S. 21 ff. 

Bends borg 1339 (Grev Gert med Flere), Westphalen I V. 3220. 

Beval 1248, 1255, D. A. M. I. 306, 309; 1257, Bunge, Quellen 
des Bevaler Stadtrechts I. 1—39; 1266, Suhm X. 988; 
1273 (tvende), Bunge 1. c. S. 93, 94; 1279, Suhm X. 1009; 
1282 (tvefade); Bunge Urkb. I. 592—595; 1297, S. 706. 

Bibe 1202(?), 1242, 1251, 1*52,1266, 1271 (tvende), 1282, 
Terpager, Bipæ Cimbricæ, S.685ff.; 1283, Suhm X. 863;' 
1283, 1289, 1292, 1315, 1323, 1324, 1326 (tvende), 
Terpager S. 689 ff«; 1368, Suhm XIII. 856. 



478 Privilejtlefortegnelse. 

Rudkjøbing 1296, Hofman, Fundationer VI. 210; 1355, 

Suhm XITL 316. 
Saxkjøbing 1306, Suhm XI. 513; 1320 27 A, Dipl.; 1337, 

Suhm XII. 400. 
Skive 1326, Suhm XEL 367. 
Slagelse 1348, Suhm XIII. 185. 
Slangerup 1302, Suhm XI. 399. 
Sies vi g 1242, 1 252, Noodt, Beytrågel. 163, 164 ; 1 256, Diplom. ; 

1261, 1264, 1272, Noodtl. 165—167; 12«4 (* 5 /0 Diplom.; 

1286, 1289, Noodtl. 168, 170; 1289 (•*/*) Dip].; 1291, 

Schl.-Holst-Lauenb. Urksamml. I. 518; 1325, 1326, 

1327, 1332, 1336, 1338, Noodt 1. 171-175; 1338, Suhm 

XII. 297; 1343, 1351, 1390, 1 395, Noodt I., 175—180. 

Privilegierne ere alle udstedte af sønderjydske Hertuger 

med Undtagelse afPriw. af 1242, 1251, 1272, 1289, 1326. 
Stege 1268, Suhm X. 993. 
Stubbe kjøbing 1354, Rosenvinge, Love V. 576; 1386, 

Danske Mag. I. 35. 
Sven borg 1253, 1288 (Hertug Valdemar), 1305, Aktstykker 

udg. af Fyens Stifts Selskab I. 86 ff. 
Tønder 1243, Suhm X. 27? 1354, 1386, Westphalen IV. 

3222—3224. Alle udstedte af sønderjydske Hertuger. 
Vejle 1327 16 /-, Dipl.; 1355 8 /*i Dipl. 
Væ 1250 (Hertug Abel), Dipl. Svec. I. 698, 1253 (jfr- KpL 

Svec. IV. 641); 1260, Suhm X. 401; 1293, Suhm XI. 

132; 1338, Dipl. Svec. IV. 641; 1361, Suhm XHI. 439. 
Æbeltoft 1301, 1310,1317, Suhm XI. 381, 633, 796; 1356, 

Suhm Xm. 321. 

k. Prifilegier for Bispesæder. 

(Hermed maa jævnføres Privilegierne for Domkapitlerne og 

Domkirkerne.) 
Aarhus 1289, Ser. VI. 397; 1298, Pontoppidan, Annales I. 

781; 1306, Ser. VI. 400. 
Bibe c. 1151, Oldemoder S. 28? 1196, Oldem.S. 1; 1240, 1241 



Privilegieforlegoels*. 4?9> 

1288, Oldem. S. 9, 10, 23; 1803, 1313, Terpager 182, 183; 

1341, Huitfeldt, Bispekrønike 26. 
Boeskilde 1341, ,6 /i, Diplom. 
Slesvig 1187, D. A. M. I. 58; 1310 (Hertug Valdemar), 

Westphalen IV. 3115. 

c. Privilegier fer Demkapitler. 

Aarhus 1244, 1268, 1289, 1291, 1297, 1306, Ser. VI. 397 

—400. 
Od en se 1286, Pontopp. Annales I. 758. 
Bibe 1206, Oldemoder 28; 1242, Terpager 178; 1246, 1252,, 

Oldemoder 29—30; 1273, 1297, Ser. VII. 330, 331, jfr. 

Terpager 181 ; 1299, Suhm XI. 310 ; 1309, Ser. VII. 330; 

1320, 1326, 1327, Ser. VII. 330, 331, jfr. Terpager 184. 
Boeskilde 1225, 1241, D. A. M. 1. 100, 134; 1268, Suhm 

X. 613; 1308, Geh. Ark. Aarsb. IH. Tillæg, 4; 1321 10 /« t 

Diplom.; 1341 17 /i, Diplom. 
Slesvig 1261 (Hertug Erik), Suhm X. 977; 1313 (Hertug 

Erik), 1326, Westphalen IV. 3116. 
Viborg 1250, Danske Magazin V. 35. 

d. Privilegier fer Itastre. 

Aalborg, Vor Frue Kloster 1252, Æ. A. B. III. 21. 

Antvorskov Kloster; i et utrykt Eegister over Antvorskov 
Klosters Breve i Gehejmearkivet findes Oplysninger om 
Privilegier af 1216, 1231 (Valdemar II), 1231 (Valdemar 
III), 1241, 1244, 1251, 1253, 1281, 1288, 1326, 1&27, 
1375. 

Esrom Kloster 1148, 1194, D.A.M.1. 12, 67; 1203, Dipl. 

Svec. 1. 148; 1237, D. A. M. I. 127; 1249 (tvende, givne af 

Kong Erik og Hertug Abel), 1250, 1252 (tvende), D. A.M. 

I. 169, 173, 185, 190—191 ; 1259, Codex Esromensis fol. 

50; 1265, Suhm X. 984; 1268, Cod. Esr. fol. 49; 1273, 

fol. 51; 1289 (tvende), fol. 56, 57; 1300 fol. 12; 1301 

fol. 134; 1307, fol. 53; 1308, fol. 53; 1310 (tvende), fol. 

54, Pontopp. Ann. n. 101 ; 1320, Cod. Esr. fol. 56; 1343, 

31 



480 Pritiiegiefortegnelse. 

Pont. Ann, IL 167; 1348, Cod.Esr. fol. 59; 1353, Font 
Ann. II. 201; 1358, 1359, Kieralf, Esrom Klosters Hi- 
storie, S. 62, 63. 

Lygom Kloster 1212, Ser. VIII. 15; 1240, S. 181; 1246, 
S. 178; 1249, S. 182; 1251, S. 182; 1252, Ser. VII. 325; 
1257, S. 326; 1259, Ser. VIII. 113; 1269, Ser. Vfl. 
326; 1288, Ser. VIU. 181; 1313, S. 177; 1315, S. 177; 
1317, S. 181; 1334, S. 180; 1360, S. 180; 1383, S. 
178. — Udstedte af sønderjydske Hertuger med Undtagelse 
af 1212, 1246, 1251, 1252, 1257, 1269. 

Odense St. Knuds Kloster 1107, D. A. M. I. 243; 
1117, S. 2; 1141, S. 246; 1180, S. 261; 1183, S. 269; 
1203, S. 286; 1240, S. 136; 1241, Suhm X. 962; 1242, 
D. A. M. I. 135; 1261 (Hertug Erik) Ser. I. 291; 1288 
18 /n (tvende), Diplom.; 1288 **/«, Diplom. 

Ringsted Kloster 1135, 1148, 1164, D. A. M. I. 4, 11, 
20; 1170, Danske Mag. I. 70; 1177, Ser. L 279. 

Boeskilde Klostre. I. St. Agnetes. 1308, Suhm XL 
566; 1320, 1327, Suhm XII. 15, 152; 1330, Begister 
over St. Agnetes Klosters Breve i Gehejmearkivet. —EL St 
G la res 1272, Suhm X. 670; 1288, blandt Arne-Hag- 
næanske Optegnelser; 1304, 1306, 1308, Suhm XI. 467, 
518, 566; 1327, SuhmXH. 151; 1341 29 /t, Diplom.- 
IH. St. Maries 1250, D. A. M. L 186; 1268, Sutø 
X. 993. 

By Kloster 1237 (Hertug Abel), Ser. I. 167; 1299, Ser. 
VH. 325. 

Skovkloster (Næstved Kloster) 1140, 1209, 1239, D. A. 
MLL9, 88, 128; 1249, 1265, 1289, 1290, 1291, 1307, 
se Ser. IV- 337 ff., hvor tillige flere udaterede Privilegier 
nævnes; 1348, Pontopp. Annales U. 173; 1353, Ser. IV. 341. 

Slangerup Kloster 1310 ^A«, 1344 7«, Diplom. 

Slesvig St. Johannes Kloster 1251, 1253, 1260, 
1264, 1328, Westphalen HL 359—364. Alle (undt 
Priv. 1253) udstedte af sønderjydske Hertuger. 



Privileglefortegnelse. 481 

Sorø Kloster. Om de ældste Priv. se D.A. M. I. 75. — 

1234, D.A.M. L 117; 1252, Ser. IV. 565; 1269 (s. d.) 

Diplom.; 1269 •/* Dipl.5 1327 ls /u, Dipl,; 1328 14 /s. 

DipL; 1328, Suhm XII. 370. Jfr. i øvrigt Ser. IV. 495, 

529, 565. 
Tommerup Kloster 1161, Suhm VII. 95; 1321, Dipl. 

Svec. IH. 509; 1328, 1333, Dipl. Svec. IV. 64, 325; 

1348 4 A, DipL; 1349, Suhm XIII. 218; 1358 16 /i,Dipl.; 

1377, Suhm XIV. 43. 
Tvis Kloster 1308, 1314, Danske Saml. IV. 352, 353 

jfr. 349. 
Vestervig Kloster se Æ. A. B. III. 135, 137 
Yidskøl Kloster 1158, Dån. Bibliothek VI. 136; 1236, 

S. 156; 1250, S. 155; 1252, SuhmX. 220; 1252, Dån. 

Bibi. VI. 146; 1253, S. 140; 1264, S. 143; 1269, S. 149; 

1289, S. 144; 1320, S. 160; 1340, S. 150. 
Æbelholt (Eskilsa) Kloster 1212, Ser. VI. 147; 1251, 

S. 158; 1258, S. 162; 1268, S. 163; 1288, S. 165; 1308, 

S. 167; 1320, S. 169; 1327, S. 170; 1385, S. 173. 
Klostret paa Øland 1272, Ny kirkeh. Saml. U. 330; 

1279, Pontopp. I. 751; 1289, Suhm XI. 57; 1327 ia /is, 

Diplom, 
dm Kloster, tidligere i Sabro, Veng, Kalvø, c. 1158, 1267. 

(Hertug Erik), Ser. V. 240, 297 jfr. i øvrigt 262. 

e. Privilegier fer Kirker, kapitaler #g Stiftelser 1 ). 
Hospitalet i Aahus 1252, Dipl. Svec. I. 359. 
Domkirken i Aarhus 1204,- 1216, Ser. VI. 395—396. 
Hellig Aands Hus i Flensborg 1325, 1330, 1337, Dipl. 

Flensb. I. 23, 24, 30, alle af senderjydske Hertuger. 

*) Hertil kan føjes følgende Privilegier [af almindeligere Natur: for 
Gejstligheden paa Laaland 1330, Huitfeidt 1. 452; for Gejstligbeden 
i Odense Stift 1360, Pontoppidan li. 207; for Gejstligbeden i Roes- 
kilde SUft 1341"/i, Diplom.; for Gejstligheden i ttibe Stift 1297, 
Terpager 181 1313*79, Diplom.; 1330 (Hertug Yaldemar), Terp- 
ager 186. 

il* 



482 PrMltgiefortegnclte. 

Hospitalet i Kallundborg 1327, Sabro XII. 151; 1361, 

Pontopp. EL 209. 
Vor Frue Kirke i Kjebenhavn (St Cecilies Atter) 1285"/t, 

Diplom. 
Hospitalet i Lund 1333, DipLSvec. IV. 326; 136l7*DipL 
Løderup Kirke 1293, DipL Svec. II.* 155. 
St. Knuds Kirke i Odense, se St. Knuds Kloster i 

Odense. 
Emxnerlev Kirke i Ribe Stift 1343*%, (Hertug Valde- 
mar), Diplom. 
Puggaard i Bibe 1304, 1326, 1347, Terpager 471, 472; 

Ofr. Kinch, Bibe, 194). 
Treenighedskirken i Slesvig 1295, Schl. Holst Lauenb. 

Urksmlg. I. 141; 1354, Noodt, Beytråge I. 5. Begge 

udstedte af senderjydske Hertuger. 

f. Mfilegier fer atariaMbke lyer. 

Bremen 1265 (Hertug Erik), Michelsen Schl. Holst. Lauenb. 
Urksmlg. I. 88 ; 1284 (Hertug Valdemar), Gassel, SammL 
ungedr. Urk. 6. 

Deventer 1316, Dipl. Svec. HI. 255 Anm. 

Greifswalde 1280, Dipl. Svec. I. 729; 1309 (Hertug Val- 
demar), Suhm XI. 604. 

Hamborg 1241 (Hertug Abel), SartoriusU.45; 1250, 12% 
Schubak, de jure littoris, 270, 272; 1283, DipL Sved 
628; 1312, Sartorius H. 262. 

Harderwick 1316, Dipl. Svec. IH. 254. 

Kampen 1298 16 /s, Diplom.; 1307 8 /» og 22 / 9 , Diplom, jfr. 
Suhm XI. 543. 

Kiel 1260 (Hertug Erik), 1283, 1291, 1294, Schl. Holst 
Lauenb. Urksmlg. I. 477 — 481. 

Køln 1232, Sartorius H. 43. 

Lybek 1203, Lub. Urkb. I. 16; 1204, S. 16; 1203—1209, 
S. 20; 1220, S. 25; efter 1221, S. 27; 1250 (tvende), 
S. 148; 1252, S. 175; 1259, S. 228; 1264, S. 265; 1267, 



PrlvilegiefortegDelse. 483 

S. 282; 1268, S. 291; 1277, II. 35; 1278, I. 363; 

1280, S. 367; 1282, S. 389; 1283, S. 412; 1287, S. 

458; 1287 (Hertug Valdemar), S. 467; 1288, S. 475; 

1307, II. 192; 1316—1319, S. 316. 
Lyne borg 1228, D. A. M. I. 104. 
Rostok 1251, Meklenburg. Urkb. U. 7; 1313, 1315, Ro- 
stock, woéhentliehe Nachrichten, 1763, S. 86, 93; 1315, 

Dipl. Svec. III. 236. 
Soest 1232, Sartorius II. 43. 
Stralsnnd 1276, 1277, 1293 (tvende), Sartorius II. 108, 

109, 172, 173; 1307 (Hertug Valdemar) Sartorius H. 

238; 1309, Sartorius II. 246; 1316 (Hertug Kristoffer), 

Dipl. Svec. IH. 265; 1318*7* Diplom. 
Wismar 1251, 1253, 1267, 1290, MeUenb. Urkb. H. 10, 38, 

330, IH. 375. 
Zutphen 1316, Dipl. Svec. IH. 255 Anm. — 

Følgende Privilegier ere givne Hanseforbundets Byer 
Almindelighed: 

1278, Ub. Urkb. I. 362; 1280, U. 38; 1283, Lfib.Urkb. 

I. 409; 1284 (trende), Sartorius H. 136—138; 1284 S. 

139; 1305, se Begesta 1630, 1631. 



t — 



Tilføjelser og Rettelser. 



Side 33 L. 6 ff. f. o. Bemærkningen om, at Biskop Herman skolde have 
gjort Krigstjeneste hos Erik Emun og af denne derfor fatet 
Jordegods til Skjænk, udgaar som beroende paa en Misfor- 
staaelse af Stedet hos Suhm (V. 542). Se om denne Bisp i 
øvrigt Prof. Thorsens Afhandling i Danske Mag. 4 R. II. 335 Æ 

— 40 Til Rækken af Marsker konne føjes Johannes Leleke 1805 (Mak/5. 

Urkb. V. 229) og Lago Akysun 1310, 1312 (1. c. S. 514, W 

— 42 L. 14 f. n. Nicolaus Herlughson nævnes ogsaa 10 /-* 1310 (Mekib. 

Urkb. V. 514). 

— 43 I Rækken af Kants lere tilføjes efter Karalus: Andreas Sunesen 

1195, 1196 (Ser. VI. 59, 69, 144; VII. 324). — Nicolaus, Biskop 
i Slesvig 1253—1267 rettes til Biskop i Viborg. 

— 45 Til Rækken af skaanske Præfecter føjes Martinus Due 1312 

(Meklb. Urkb. V. 616). 

— 53 L. 4 f. n. soliduB, læs: modius. 

— 84 L. 6 f. n. Skjæppe, læs: Ørt ug. 

— 136 ff. Paa et omtrykt Blad i Aarbøger f. N. Oldk. og Hist. 1872 

(S. 309 b ) har A. D. Jørgensen modificeret nogle Enkeltheder 
i den her imødegaaede Afhandling om ældre Kjøbstadforhold. 

— 175 L. 9—10 f. o. læs: findes — som det synes — ikke angivet 

nogen Indtægt. 

— 175 L. 15 f. o. Den Arv, Erik Valdemarsøn fordrede, tilkom ham 

vist rettere efter hans Moder, Erik Plovpennings Datter Jutta, 
end efter hendes Søster og hans Faders Hustru, den svensk« 
Dronning Sophie. 

— 192 Anm. 1. Om de slesvigske Herreders Sammenfalden med Ski- 

pænene ae endvidere Cypræi Annales 289 — 290. 

— 202 L. 6 ff. f. o. Saafremt man opgiver i Saxos »seniores, qaibus 

pro rostris di een di mos erat* (S. 736) at se en Oversættelse 
af et dansk Ord, maa Udtrykket vel forklares ved Hjælp af den 
klassiske Talebrug »pro rostris dicere* , at tale fra Taler- 
stolen ; men Saxo har da anvendt et paa danske Forhold lidet 
passende Udtryk. 

— 285 L. 14 f. n. Emun, læs: Lam. 



Tilføjelser og Rettelser. 485 

Side 286 Anno. 1. Hovedlistens Opgivelse om Indtægten af Odense (S. 
24): »De exactione 30 f puri. De ipsa ciuitate 20 # purl uel 
150 fC den.« fortolkes af Dr. O. Nielsen (S. 166) saaledes, at 
de 150 f[ Penge ere Ækvivalent for de 30 + 20 # Sølv; ved 
at forstaa Stedet paa denne Maade opnaas i hvert Fald Over- 
ensstemmelse med den sædvanlige Angivelse af Kursforholdet 
mellem Sølv og Penge. 

— 261 L. 11 f. n. Menved, læs: Glipping. 

— 273 • Nålstol« synes ikke optaget i nogen dansk eller svensk Ord- 

bog; men Ordet anvendes dog endnu i Almuesproget baade i 
Sverrig og Danmark (f. Ex. ved Gammelstrand) som Betegnelse 
for den Skammel, hvorfra Naale og alskens Smaasager sælges. 

— 299 L. 5 f. o. læs: anden Side, og paa og etter denne. 

— 299 L. 6 f. n. læs: ophøre med Blad 41 a (Antiquités Russes 42 a). 

— 309 L. 2 f. n. Da Aaret efter Datidens Beregning gik fra Paaske 

til Paaske, er Jordebogsfortegnelseo dog maaske optaget i Da- 
tidens Aar 1231 o: inden Paaske 1232 efter vor Tidsregning. 

— 377 L. 9 f. o. fra den, læs: og den. 

— 381 Anm. 1 henføres til Sidens 2den (ikke 19de) Linie f. o. 

— 382 L. 20 f. o. carone, læs: corone. 

— 387 L. 2 f. n. Gætting, læs: Gælting. 

— 398 L. 1 f. o. epter, læs: efter. 

Ved at Forfatteren har opholdt sig i Udlandet under Trykningen af 
Anden Afdeling er der i denne indløbet nogle faa andre Trykfejl end de 
ovenanførte, hvilke dog let vilie bemærkes og herved bedes undskyldte. 



Da dette Arbejde er skrevet ti) forskjellige Tider og under forskel- 
lige Forhold, bemærkes det herved, at Første Afdeling udkom i Maj 1873 
forinden Dr. Nielsens Udgave af Jordebogen forelaa., og at Anden Afde- 
ling, der har lagt denne kort efter udkomne Udgave til Grand, er skrevet 
i Stockholm i Efteraaret 1873 og er færdig fra Trykkeriet l .Maj Maa- 
ned 1874. 

London, den 15de Maj 1874. 



Register. 



Aalv 389. 

Adelbonde 67. 

Adelstand, Begyndelsen tit, 105—114. 

Aghl Wind 459. 

Alanus ab Insulis, hans Skrift >de 
sex alis Cherubim* 294. 

Als, forlenet til Grev Albert af Orla- 
munde, 174. 

Aluær 388—890. 

Arbejder til Landets Forsvar 181— 
183; paa Kongens Gaarde osv. 
183—184. 

Arnegjæld 145—146. 

Arvekjøb 138—143. 

•Aska est tolf mand* 160 Anm. 1. 

Atlet, Valdemar Sejrs Sønnesønssøn, 
maa antages for Jordebogshaand- 
skriftets oprindelige Ejer 474— 
476. 

Axelkjøbing 22, 116—121. 

Bavner 187. 

Befastede Stæder, Retten til at an- 

l«gge, 119-121. 
Benediktinerregler i Jordebogshaand- 

skriftet 169 Anm. 1, 292—293. 
Besætning af Kvæg paa Bondegods 

72, 74, 76, 79—83. 
Betegnelsen af Personer og Person- 

navne paa Valdemarernes Tid 

461 Anm. 2. 
Birk 19-23, 127, 314-316, 321. 
Bisperne og deres .Mænd. 107, 109 



—111; Bispernes Ret tilGjæst- 
ning 153 — 155; deres Møntret 
222—223. 
Bjørne paa Øen Gath 404. 
Blekingens Skove 357, 360; Øer 392 

Anm. 1, 393. 
Bol 54-57, 415. 
Bolekrosjorth 80 Anm. 2. 
Bondebirker 22. 
Bondestanden 67 — 91. 
Bondones 22, 67, 82, 147, 180 Anm. 

4, 181 Anm. 1. 
Borge, Bøndernes Forpligteise til at 

bygge Borge 181—183. 
Borgsæde, Herremændenes Fritagelse 

for at »sidde Borgsæde. 110. 
Bornholmske Skatteforhold 162—161 
Broderlistens Fortolkning 457— 4711 
Broderskaber i Middelalderen, u& 
hvilke Broderforholdet efter KjøoU 
danner Grundlaget, 469 — 47a 
Bryder 68—79; Embedsgaarde for 
Kongens Bryder 373— 374; Bry- 
der i Kjøbstæder 376—377. 
Brynjepenge 201 Anm. 3. 
Brænnæstaller 333 Anm. 1. 
Brønbyøster, Krongodset i B. hen- 
lagt til Kantslerdømmet 33, 304. 
Bygd 5—6. 

Bygninger paa Bondegods 72, 74, 79. 
•By lag., Afgift for Borgerskab, 139. 
Bylistens Fortolkning 213—214, 449 
—456. 



(teglsten 



487 



Byttemidler 232. 

Camerariu8 41— 42. 

Cathedraticum 165. 

Cecilie, den yngre Grev Niels's Hu- 
stru, 473. 

Clvitas modsat villa foreosis 127— 
129. 

Cøgnatus oftest«« Svoger 462 Ann. 

Commune placitum 6—12. 

Communitas 79 Anna. 1. 

Cristoforu8, Knud den Sjettes Bro- 
der, 464. 

Guria principalts, capitalis, Hoved- 
gaard, 89—91. 

Curtis 89. 

Custos capellæ 168. 

Daadyr 405. 
Daoearv 270. 
Danehof 28. 
Dapifer 35—39. 
Drost 35—39. 

Ejendomsret til det hele Rige 325 
—334; til Indsøer, rindende 
Vand og Hav 334—846; til Skove 
346—365; »»regne Grundejen- 
domsforhold paa de mindre Øer 
393—399. 

Eleonore, den udvalgte Kong Valde- 
mars Hustru, hendes Dødsdag 
282. 

Embedsmænd, Rigets højeste, 35 — 
46; deres Ret til Forleninger 
32—34; E.s Indtægter 170-171. 

Enge 66; Afgift af udlejede Enge 
416 Anm. 1. 

Engelske Penge 231, 233, 239. 

Enløp 140, 145. 

Equitium 255. 

Eric, Knud den Sjettes »frater« = 
EricuBcomes, Stifteren af Vengs 
Kloster, 465—466. 



Estlandsllsterne 444—449. 
• Exactlo- 33, 319. . . 

•Expensa« 310-311. 
Extraordioære Skatter 31, 32, 208— 
220. 

Falsterlistens Fortolkning 414—427; 

Skyldsætning paa Falster 415 — 

116; • Falstria« i Hovedstykket 

416—421; de i Falsterlisten 

unævnte Ejermænd 421—425; 

Størrelsen af Kongens Gods 425; 

Falsterlisten som Vidnesbyrd om 

urolige Tilstande 426—427. 
Fanelen 30. 
Farban 259—260. 
Femernlistens Fortolkning 429 — 141; 

Femerns Stilling i det danske 

Rige 433—435. 
Fiskeri 336—346. 

Fjerding, en Fjerdedel af et Herred, 19. 
Fiaaden 201—207. 
Forban 259—263. 
Forbrudt Gods tilfalder Kongen, ikke 

Kronen 370—372. 
Forbud mod Udførsel af Yarer 261 

—263. 
Forensis villa 122, 127—129, jura 

forensia 125. 
Forleninger 29—35; deres Talrighed 

paa Jordebogens Tid 171—176, 

322—324. 
Formueskat 219—220. 
Fornyelse af Mønt 248. 
Fredkjøb 270. 
Frændegilder i Middelalderen 469— 

47a 
Fyens Skove 359— 36a 
Fyrstelige Len 30—31. 
Fælllgsbryde 68—79. 
Færgerne ere Kongens 117—118; 

Færgen paa Femern 438—439. 
Fæstninger, Retten til at anlægge, 

119—121. 



488 



Register. 



Ctaardsæder 86—88, 19a 

Gejstlighedens Inddeling af Landet 
16—18, 19, 23—25; Bispernes 
Hofetat 45—46; Lensgaarde 90 
—91; »Mænd« 107; gejstlige 
Skatter 153— 155; Gejstlighedens 
Skattepligt 92—104. 

Gener betyder Svoger eller Sviger- 
søn 462 Anm. 

Generale pJacitum 6—10. 

Gildebrødre i Kjøbstæderne 141 — 
142; Frændegilder 466—470. 

• Giaf stud« 150, 171. 

•Gjort Vand« 340—343. 

Gjæster i Kjøbstæderne 139, 148. 

Gjæsteri 153; Bispernes Ret til Gjæst- 
ning 153—155; Gjæsteriafgift 
af nogle Præstekald 312. 

Grangia, Ladegaard, 91. 

Grundregaler 325—365. 

Grundskatten, opfattet som Indgreb 
i Ejendomsretten, 330—331. 

Grænsemærket mellem Halland og 
Sirenig 412—413. 

Grænsernes Bevogtning 188. 

Guldets Værdi i Forhold til Sølvets 
234. 

Guldkorn 59, 214—215. 

Guld vurdering 56—63. 

Gæs, Bønderne give Gæs til Kongen 
162. 

Haandskriftet af Jordebogen beskri- 
ves 275—299, 440; dets Histo- 
rie 273-275, 471—475; dets 
Sammensætning 297-— 299; dets 
oprindelige Ejer 471—475. 

Hafnæ 188—192, 196-197. 

Hagen Palnesøns Godsliste 414. 

Hallands Skove 352— 354, 360; Græn- 
ser 412—413. 

Hallandslistens Fortolkning 161— 
162, 317, 406—413. 

Halmstad Herred (dimidia) 412. 



Halsfæ 70—86. 

H aispenninge 70. 

Handel, Afgifter af, 258—266. 

Harald Haarfagers Tilegnelse af Ode- 
len i Norge 331—332. 

Havet, Ret over deUe 343—344. 

Havne, Kongens Ret over Landets 
Havne 117-119. 

Hedeby (Slesvig), Byens 4 seniores 
230 Anm. 1; 2 villiei 377. 

•Hegnet Skov 347—350. 

Helgennavne i Jordebogshaandskrif- 
tets Kalender 279—281. 

Helligdage, Markeder og Torve hol- 
des paa Helligdage 121—123. 

Herreder 18—19. 

Herremænd 105 — 114; deres Ledings- 
pligt 106— 111,201; Optagelse i 
Standen 111—112; deres Jord 
er skattefri 112—114; Bosæt- 
telse i Kjøbstæderne 14? ; Retten 
til Sagefald 269—270. 

Herrested, Axelkjøbing og Birk i Fyeo, 
22, 23, 194, 302—303. 

Hertugens Rettigheder 30—31; Ret- 
ten til at tage »Mænd« 107; 
Raadlghed over Krongodset 379 
—380; Hertugernes Embeds- 
mænd 45—46. 

Hesteavlen 254—256. 

Hi Idebert, Ærkebisp, Vers af denne For- 
fatter i Jordebogshaandskriftet 
289—290. 

Hillerslev i Thy 322, 386. 

floghakiøping 450. 

Holsfæ 70-86. 

Holskorn 70-86. 

Hornswith, Skov i Horns Herred, 358 

—359. 
Hovedgaarde 89—91. 
Hovedlistens Fortolkning 156—176, 
306—324, 382—390, 416-43L 
Hoveri af Kjøbstadborgere 143— 
144. 



Register. 



489 



• Has« i 01 i sten, hvad derved forstaas 

400. 

• Huse-, Herremændenes Fritagelse 

for at tjene i Huse og Borge 
110; Bøndernes Forpligtelse at 
bygge Hnse 181—183. 

Huseby 20—21. 

Hvededyrkning 258—254. 

Høns, Bønderne give Høns til Kon- 
gen 162. 

Inddeling af Landet 1—25. 
Indtægtsllstens Fortolkning 441— 

443. 
Indtægtsskat 219. 

• Ingifte men« 140. 

Innocens III, Fortsættelse af hans 
Arbejde »de mysteriis missæ- 
293—294. 

Innæ 177-184. 

Innæbonde 67, 106, 178-179. 

Inquilinl, Gaardsæder, 86 — 88. 

Islandske Skatteforhold 151. 

Jagtret 346 — 850; Kronens Jagtret 
356—357; paa de mindre Øer 
402-403. 

Jakob 5one8øn af Møen og hans 
Familie 472—475. 

Johannes, Jakob Sunesøns Søn, hi- 
storiske Optegnelser af denne 
472. 

Jordbrugenes Størrelse 88. 

Jordebogshaandskriftets Beskrivelse 
275-297, 440; Historie 278- 
275, 471—475 ; Sammensætning 
297—299; oprindelige Ejer 471 
-475. 

Jordernes Skyldsætning 47—66. 

Jordskyld i Kjøbstæder 180—136. 

Jus sequelæ 850. 

»Justitia« 31—32, 93 Anm. 3. 

Jyllands Skove 359—360. 



Kalenderen i Jordebogshaandskriftet 
276-283. 

Kamerarlus 41—42. 

Kaniner 404-405. 

Kantsier 42-44; hans Ret til Len 
83; Indlægt af Færgerne 118. 

• Kanutus rex, Eric, Gristoforus« i 
Broderlisten forklares 464—466. 

Kast, Ret over Udyrket erhvervet 
ved Kast 339 Anm. 1. 

Kerubens Vinger, et Skrift af Alanos 
ab Insulis, 294—295. 

Kirker, Skattefrihed for Sognekirkers 
Jord 94—96. 

Kjøbenhavn, Jordskyld af Grunde 
130—132. 

Kjøbstæderne 115 — 148; Oprindelse 
af Landsbyer 115— 117; Byernes 
Herre 117—121; Begyndelsen 
til Kjøbstadinstilutionerne 121 
—126; Beskyttelsen 126-127; 
Klasser af Byer; 127—130; Jord- 
skyld 180-136; Lagkjøb 136 
— 144; Midtsommersgjæld 144 
—146; forskjellige Klasser Bor- 
gere 147—148; Kjøbstadborger- 
nes Hoveripligt 143, Ledings- 
pligt 193—196; Kjøbstæder, som 
ere Konunglef, 375—879. 

Kjøges Ælde 451-452. 

Klostrenes Skattepligt 92—104; For- 
pligtelse til at yde Kongen Gjæ- 
steri 169—170. 

Knud Hakonsøn, Hertug, 413. 

Knud den Sjettes -frater« Eric 464 
—466; denne Konges Frille 466. 

Koggeskibe 199—200. 

Kongens Stilling som Rigets Styrer 
26-27; Kongens Raader 28— 
29 ; Ejendomsret til hele Landet 
325—334; Patrimonium 366, 
380—382; Kongens Gaard i 
Herredet 373—374; Størrelsen 



490 



Register. 



af Kongens Ejendomme paa 
Falster 425—427. 

Koogsgaarde 183, 378—374. 

Eooooglef 162, 366—390; Krongod- 
sets (Jafbssndelighed 368-869; 
Forøgelse 369-372, 382—386; 
Anvendelse 373—374; Kjøb- 
stader, som ere Konunglef, 374 
—379; flertogeos Stilling til 
Krongodset 379— 38a 

Konungleflistens Fortolkning 383— 
334, 336, 344, 352-360, 366 
—388. 

Kornmaal 53, 250-252. 

Eoraaorter, dyrkede i Danmark, 253 
-254. 

Korsørs Ælde 452—453. 

Kronens Skove 350—364. 

Krongods se Konunglef. 

Kvægbesætning paa Bondegods 72, 
74, 76, 79—83. 

Kværsæde, Jorder, som ligge i K., 
192- 193 ; K. af Kjøbstæder 194- 
196; Kværsædeafgifter i Hoved* 
Usten 324. 

Kyrkebol, By paa Langeland, 303. 

Kænnælaod 48. 

Køer, udsatte, 81—83. 

Køller og Spyd 186. 

Iiaalandslistens Fortolkning 54—55, 

385-386, 427-428. 
Ladegaarde 91. . 
Lagkjøb 136—143. 
Landbirker 22. 
Landbo 79—86, 189—190. 
Lande, Inddeling i, 1—3. 
Landgildens Uforanderligbed 88—84, 

436—438; Størrelse 84—86. 
Landsting 2; benævnet placitam 

commune v. generale 6—10; 

Forsædet paa disse 38—34. 
Langskibe 199—200. 
♦Lapldum duodecim exposicio, qui- 



bus fandamenta et muri facti 
sunt«, Stykke af dette Indhold 
1 JoTdebogsbaandskriftet 291— 
292. 

Leding 185—207; Ledingspenge 31, 
32, 109-111; Ledingsbøder 109 
—111 ; Leding af Herremænd 108 
—111,201; Ledingsafgifter 324. 

Leo og Lensmænd 29 — 36; Lens- 
manden oppebærer ikke Le- 
dingspengene 109—110, ikke 
extraordinære Skatter 217, har 
ikke Møntret 221—222; Lene- 
nes Talrighed paa Jordebogens 
Tid33— 85, 171-176, 32^-324. 

Lybske Penge 231, 241—242. 

Lysning af ny Mønt 245. 

Lyognæsherred underlagt Ærkebis- 
pen i Lund 172. 

Læssøs Grundejendomsforhold 397 
-^898. 

Lønborg, Fiskeriet i Lønborg Aa 346. 

Jlaal for Korn varer 53, 250—252. 

Mandtal i Halland 413. 

Mansio 89. 

Mansus = Bol 54 — 56; paa Femern 
maosus = House, det tydsks 
Markmaal Hufe, 430. 

Marescalcus, Marsk, 39—40. 

Margarete, af Knud den Sjettes Slægt, 
465—466. 

Mark Jord, Mark Skyld 54; Mark 
Guld 56—68; Mark Penge 231, 
235—241, 442-443; Mark i 
Falsterlisten 415—416. 

Markeder 121—125. 

Marsk 39—40; hans Ret til Len 
32-83. 

Metellos, Hugo, Vers af denne For- 
fatter i Jordebogshaandskriftet 
290. 

Midtsommersgjæld 144—146. 

Mfinzerhausgenossen 225, 227. 



Registor. 



49 1 



Møller, Arbejder paa Kongens Møller 
183-184. 

Møntvæsenet 221—248, 436—488; 
MøntmeBter 227; Møntergaarden 
228; Jordebogens Møntbereg- 
ninger 435—438, 442-448, 
455-466. 

Nakskovs Ælde 453. 

Nathold 149—171, 310—313; Nat- 

holdslistens Fortolkning 158 — 

160. 
Nicles Thorkilsun Beskæ 459. 
Nykjøbing paa Mors 387 Anna.; paa 

Sjælland 453; paa Falster 454 

—455, 
Næstved, Jordskyld af, 132—133. 

Olef Prlbe 459. 
Ombudsmændenes Indtægter 170— 

171. 
Ore 336, 355-356. 
Ornum 48—51. 
Ornommebol 49—50. 
Overdrev ere Kronens 335—336. 

Parker, Kongens, 356. 

Patrimonium, Kongens Privatgods, 
366, 880-382. 

Paverække i Jordebogshaandskriftet 
287—289. 

Pengevæsenet 221 — 248. 

Petrus de Kalundæborgh 431—432. 

Ptncerna, Skjænk, 40—41. 

Placitum commune, generale 6—10. 

Plove, Skyldsætning efter Plovenes 
Antal 52—53. 

Plovskatten 208—214. 

Plovtalslistens Fortolkning 15—16, 
53, 449. 

Precarier 150, 215—217. 

Priser paa Korn, Heste og Kvæg 
252-257. 

Privilegierne for Gejstligheden for- 
tolkede 93—108; Betaling for 



Erhvervelsen 95, 98—100; deres 
Stadfæstelse 95—96; Privv. for 
Kjøbstæderne 129—130. 

Provincia 12. 

Provinoialis liber 285—287. 

Præfectus Lundensis vel Scaniæ 44 
• —45. 

Præstegaardsjord, skattefri 93, 95. 

Pund Land, Skjæppe Land 54 Anm.2. 

Pæter Palnisun Hwitæ 458—459. 

Raader, Kongens, 28—29. 

Raadmsnd i Slesvig 230 Anm. 1. 
Raadmændene have Tilsyn med 
Udmøntningen 229— 23a 

Ranes Gods 370 Anm. 3. 

Rebet og urebet Jord 48—52. 

Redemptio terræ, en Skat, 216. 

Redesvend 91. 

Redskud 179—181. 

Regis fllius captivatus , en allegorisk 
Fortælling i Jordebogshaand- 
skriftet, 289. 

Rigsdag 28. 

Rindende Vand, Ejendomsretten til, 
336-340. 

Rud 50, 51, 65. 

Ryd 50, 51, 65. 

Sagefald 266—270. 

Sammenlægning af Jorder 190 — 191. 

Samsø, Bøndernes Grundejendomsret 
396. 

Saxkjøbings Ælde 453. 

Scanynghafn = Kallehave 308—304. 

Scoghusas, Schowse, Skovsø ved 
Slagelse 303. 

Selegrinus 460. 

Selvejerbonder 67—68. 

Senlores quatuor de civitate i Slesvig 
230 Anm. 1. 

Sjællands Skove 357—859, 360. 

Skaanes Skove 354—357, 360; Al- 
minding i Skaane 363—864. 



492 



Hegister. 



Skar 66. 

Skattefri hed.Gejstllghede o §,92- 104 ; 

Herremændenes 112 — 114. 

Skatternes almindelige Karakter 149; 
ordinære Skatter 152; extraor- 
dioære 208—220; indirekte 268 
-266. 

Skibsrede 188 Aom. 3. 

Skipæn 107-108, 188—192, 196- 
197, 208—205. 

Skive og Skive Aa 345-346. 

Skjænk 40-41. 

Skjæppe Land, Pond Land 54 Aiim. 2. 

Skovene vare ikke skyldsatte 63— 65; 
Ejendomsret Ul Skove 346—350; 
tronens Skove 350—364. 

Skriverting paa Bornholm 163. 

Skud 194-195. 

Skyldsætning af Jord 47—66. 

Slagelse, Jordgjæld af. 133. 

Slagskat 247. 

Slesvig, Byens 4 seniores 230 Anm. 
1; 2 villici 377. 

Sleteøbol, dets Beliggenhed paa Lan- 
geland 303. 

Slien 263, 339— 340. 

Slægtnavne paa Valdemarernes Tid 
461 Anm. 2. 

Sogne 23—25; Sognepræsternes For- 
pligtelse til Gjæstning 153. 

Spyd* Spydskarl 186. 

Stabaiarius, Staller, 39. 

• Stadig Mønt« 246—247. 

SUUer 89. 

Stensmark Eng, senere Gaard i 
Nørreherred Dyrs 336. 

Stenrwlth Skov ved Vordingborg 65, 
358-359. 

Strandkjøbinge 116—121. 

Strøgods's Almindelighed 88, 422— 
423. 

8trømme,Rettigheden over,336— 340. 
Stobbekjøbings Æide 454. 
Stud 149-171, 310-313. 



Stndttug paa Bornholm 163. 
Staf 50—52. 
Styrishafnæ 201—202. 
Styrismand 201—202. 
Sudthorp, en Afgift »de coloois in 

S.« 315—316. 
•Summa« i Hallandslisten 408-41L 
Sondby og Sandby Aa i Thy 344- 

346. 
Svantepolk, Hertug Cnnds Søn, 306 

-307. 

Svenske Besiddelser, Kong Valde- 
mars, 304—307. 

Svinslag 65. 

Sygridhlef 805. 

Sylt, Odense Klosters Indtægt af 
denne 235, 313 Anm. 1. 

Sysselinddelingen 3—18; Sysselting 
4, 6—12. 

Sø, Ejendomsret Ul, 340—343. 

Søderap Birk 315-316. 

Sølv, amøntet, 232—234. 

Taarnborg 452. 

Tabernarius 439. • 

Tallla 216. 

Thoter 46a 

Thunø, Ejendomsret over sammes 
Jord 396. 

Toftegjæld 132—134. 

Toid 260-265. 

Torvkjøbing 116-121 ; Torve og Tor- 
vefred 123—127; Torvørtug266 
—266. 

Trygge (Herreds Ting i Slangerap 
10—12. 

Udførselsforbud 261—263. 

Udgaver af Kong Valdemars Jorde- 
bog 299— 300. 

Udskjænkning, Afgift deraf 439. 

Udstykning af Jord 52, 67. 

Udsæd, Skyldsætning ofter dennes 
Størreise 53—56. 



Register. 



493 



13 møntet Sølv 232—234. 
Upsalaøde 152, 366—368. 
Urnehov edting 2. 
Utland 3 Anm. 3. 

Vaaben 186—187, 200-201, 205. 

• Valet« og »valor« i forskjellige Be- 
tydninger! Jordebogen 419—420. 

Vandløb og stillestaaende Vande, 
Ejendomsretten til disse 336 — 
346. 

Vandmøller 337, 346. 

Varnæs, Kjøbing i Sundeved, 146, 
315—316. 

•Vectlgal. 179-180. 

Vejet Mark 231. 

Vendernes Hærgen af Landet og 
Herredømme over Dele af dette, 
belyst af Falster listen, 425—427. 

Vexelforretninger 224—227. 

Vilde Stod 255. 

Villa forensis 122, 127—129. 

Wingift 150. 

Vintergjæsterl 159. 

Vinterlag 148. 



Vinterstud 161—162. 

Virning 69—83. 

Withirlag, et Broderskab, 467. 

Worthel 467—469. 

Vragret 266—268. 

Vægt, dansk og'fremmed, 248 — 250. 

Æbln 402 Anm. 5. 

Ægter for Kongen 179—181. 

»Æstimatio« 72—86. 

Øde , Kongens Ret til alt Øde 334 
—336. 

Øer, Jurisdiktionsforhold paa de 
mindre Øer 19; Ejendomsret til 
Grunden paa de mindre Øer 
391—400; Befæstninger paa 
disse 400—401; Kongens Jagt- 
ret paa disse 402—403. 

Ølistens Fortolkning 391—405. 

Ølsalg 246, 257, 439. 

Ører Land, Ører Skyld 54—56. 

Ørwith, Skov ved Esrom, 357. 

08 terg ølland , Kong Valdemars Be- 
siddelser dér 305-307.